London-konferencen (1864)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Disambig bordered fade.svg Denne artikel omhandler London-konferencen (1864). For andre betydninger af London-konferencen, se London-konferencen.
Nuvola apps download manager2-70%.svg Hovedartikel: 2. Slesvigske Krig.
Den engelske udenrigsminister og reele forhandlingsleder John Russel

Londonkonferencen i 1864 var en møderække mellem repræsentanter for de krigsførende lande i den anden slesvigske krig, Danmark, Preussen og Østrig, samt for det tyske forbund, Frankrig, Rusland og Sverige-Norge, dvs. de lande som havde underskrevet Londontraktaten i 1852. Konferencen var indkaldt af den engelske regering under premierminister Lord Palmerston, men med udenrigsminister John Russell som forhandlingsleder. Dens formål var at opnå en fredsaftale mellem de stridende parter i 2. slesvigske krig. Konferencen startede officielt den 20. april og blev afbrudt uden resultat den 25. juni. Samme dag blev krigshandlingerne genoptaget og natten til den 29. juni erobrede den Preussisk-Østrigske hær Als, hvilket endeligt afgjorde krigen militært.

Baggrund[redigér | redigér wikikode]

Den nyligt udnævnte konge Christian 9. underskrev trods store betænkeligheder novemberforfatningen 18. november 1863 til ikrafttrædelse 1. januar 1864.[1] Da den brød med Londontraktatens bestemmelser om Slesvig- Holstens udelelighed, benyttede Preussen anledningen til at kræve den omstødt. Den engelske regering forsøgte gennem et forslag af 31. december 1863 at etablere en konference, der skulle løse det dansk-tyske problem på grundlag af status quo.[2] Ditlev Gothard Monrad, som netop var udpeget som ny dansk statsminister af kongen, men endnu ikke havde etableret et samlet ministerium, svarede positivt, men henholdende på det engelske initiativ. [3] I modsætning til den danske regering gik Preussen offensivt til værks. Gennem forhandlinger med Østrig og medlemmer af det tyske forbund etablerede Bismarck en tysk enighed om at kræve novemberforfatningen ophævet; i modsat fald ville hertugdømmerne blive besat. [4] De tyske stormagters ulitmatum, der fremsendtes den 16. januar med en frist på 48 timer, blev afvist af den splittede danske regering, som Monrad efter vanskelige forhandlinger havde etableret den 8. januar. [5] [6] Herefter var krigen en realitet. Den engelske regering tog allerede i krigens tidligste faser initiativ til at forestå fredsforhandlinger, bl.a. under indtryk af den engelske befolknings sympati for Danmark.[7] Briterne foreslog, at Danmark fik 6 ugers frist til at løse forfatningsspørgsmålet, men hverken Rusland eller Frankrig var indstillet herpå. Den franske kejser, Napoleon 3. udtrykte i sit svar forståelse for det tyske ønske om en stærk forbindelse mellem Slesvig og Holsten. [8] Efter et langvarigt diplomatisk spil blev starten på fredskonferencen fastsat til 12. april.[9] [10] Det var imidlertid trods danske protester lykkedes Bismarck at udsætte konferencens første møde til den 20. april, idet han især henviste til, at Det tyske forbunds repræsentanter først måtte opnå enighed om et mandat. [11] Bismarcks manøvre skal formentlig ses på baggrund af, at han ønskede at gennemføre den planlagte erobring af Dybbøl forud for møderækken for at stå stærkere i forhandlingerne. [12] [13] [14] Samtidig var den danske statsminister Ditlev Gothard Monrad overbevist om, at det var af afgørende politisk betydning, at den danske hær forsvarede skanserne, indtil konferencen var påbegyndt. Han fremsendte derfor efter et statsråd den 9. april instrukser til den danske delegation, der var under ledelse af udenrigsminister George Quaade, som midlertidigt havde afgivet sin post til Monrad for at kunne koncentere sig om forhandlingerne. Instruksen understregede, at Danmark ville afvise en våbenstilstand, så længe Slesvig var besat af fremmede tropper.[9] [15] Efter at de danske tropper havde lidt nederlag i slaget om Dybbøl den 18. april drøftede regeringen på et statsrådsmøde en mindre vidtgående standsning af krigshandlingerne, en våbenhvile.[16] [17] De toneangivende politikere kunne ikke blive enige om et klart mandat for forhandlingerne herom, og instuksen blev, at man "uformelt" skulle søge at opnå en våbenhvile gennem en aftale mellem de kommanderende generaler om "i en vis given tid ikke at angribe". [17] Instruksens vage form forringede den danske forhandlingsposition, som i forvejen var vanskelig efter den militære fiasko ved Dybbøl.[18]

Forhandlingerne[redigér | redigér wikikode]

Den sønderskudte Dybbøl Mølle efter stormen 18. april 1864. Sejren her gav Preussen en gunstig forhandlingsposition

Kampene ved Dybbøl havde givet Preussen en strategisk fordel forud for forhandlingerne, som reelt først startede den 25. april, idet repræsentanterne for Preussen, Østrig og det tyske forbund ikke var nået frem til det første møde. [19] På dette møde krævede den engelske chefforhandler, udenrigsminister John Russell en våbenstilstand. På samme møde krævede Preussen, at den danske flådes blokade af Østersøen skulle ophæves, før forhandlingerne påbegyndtes. Blokaden var reelt den eneste danske succes i krigshandlingerne. [20]

De preussiske forhandlere havde allerede i instrukser af 15. april fået Bismarcks accept af "at tage hensyn til folkestemningen", hvilket i praksis ville indebære en deling af Slesvig. Formelt støttede delegationen sig imidlertid i starten af møderækken til Londontraktatens bestemmelser om hertugdømmernes udelelighed. [10]. Uenighed i den danske regering og mellem statsminister Monrad og Christian IX betød, at forhandlerne både skulle lade døren stå åben for en helstatsløsning og for Ejderpolitikken, hvilket i praksis bevirkede, at de tre danske forhandlere ikke havde tilstrækkeligt mandat til indgå de nødvendige kompromiser.[21] Et forslag fra Preussen og Østrig om at etablere våbenhvile under forudsætning af en dansk opgivelse af blokaden af Østersøen, blev på statsrådsmødet den 3. maj afvist af den danske regering, efter at især Monrad havde modsat sig disse betingelser, mens den mere realistisk indstillede krigsminister Lundbye bemærkede, at danskerne ville blive tvunget til dette.[22]. Først den 9. maj – efter Palmerstons personlige appel til den danske delegation om at opgive opretholdelsen af blokaden og tiltræde en våbenstilstand – kunne Quaade tilslutte sig en våbenhvile på de foreslåede betingelser. [23] Forud var gået nogle hektiske døgn, inden Monrad accepterede kongens og rådgivernes pres og gav en forbeholden tilslutning til at gå ind på at opgive blokaden.[24]

Samme dag indtraf slaget ved Helgoland, men den danske sejr her havde ingen praktisk politisk betydning i fredsprocessen, hvor forhandlingerne var prægede af det taktiske spil, som især den preussiske og den danske delegation gav opvisning i. Bismarck havde af hensyn til Østrigs principielle opbakning bag fastholdelsen af hertugdømmernes udelelighed foreslået en personalunion mellem kongeriget og hertugdømmerne i tillid til, at dette ville splitte den danske delegation. [23] Allerede den 12. maj tog Bismarcks chefforhandler initiativet, da han erklærede, at Londontraktaten ikke burde være grundlag for forhandlingerne. Bismarcks taktik lykkedes på sin vis; en personalunion ville give Christian 9. mulighed for at fastholde helstaten under sin kontrol, men var helt uacceptabel for Ejderpolitikkens fortalere.[21] På et statsråd den 23. maj fremhævede kongen, der ikke kunne se nogen fordel ved at genoptage krigen, at en personalunion nok var en ”ydmygende løsning”, men ”monarkiets integritet ville (dog) blive bevaret." [25] Monrad erklærede, at skønt betingelserne forekom ugunstige, måtte han tilråde at tilstræbe en løsning på "den foreliggende fredsbasis", hvorefter beslutningen blev udsat af kongen. [26]

Det preussiske initiativ blev positivt modtaget af den franske delegation, især fordi kejser Napoleon 3. før konferencen havde været en stærk fortaler for nationalstatprincippet.[27] Den russiske delegation var betænkelig ved at opgive helstatsprincippet, men tilsluttede sig alligevel Lord Russell, da denne den 28. maj forelagde et forslag om fuldstændigt at ”adskille de tyske dele af helstaten fra det danske monarki”, og fortsatte:

”For at retfærdiggøre et så uhyre offer fra Danmarks side er det efter vores anskuelse ønskeligt, at grænselinjen ikke drages nordligere end fra Sliens munding og langs Dannevirkestillingen."[28]

Det uhyre offer opfattes i eftertiden som et favorabelt tilbud til danskerne, som samtidig imødekom de franske ønsker. De preussiske forhandlere erklærede sig enige i princippet bag forslaget, men tog forbehold overfor selve grænsedragningen ved Dannevirke, som de anså for at være for sydlig. Splittelsen i den danske regering og Monrads uenighed med kongen betød, at Preussen endnu engang kom danskerne i forkøbet med et konkret tilbud; denne gang en grænse fra Åbenrå til Tønder. Da danskerne den 2. juni accepterede Russels forslag, dog med en mindre udvidelse af området, som skulle sikre et af kongens barndomshjem, Louisenlund ved Slien for Danmark, var denne løsning allerede forpasset. Rusland havde i mellemtiden foreslået en afgørelse af grænsedragningen ved voldgift, og Russell arbejdede derfor på et kompromis, der tilfredsstillede de russiske ønsker.[21]

Sidste reelle bud på en løsning fremsatte Russell den 11. juni. Løsningen var baseret på det russiske forslag, ligesom det kunne imødekomme de franske ønsker. En neutral magt skulle drage en grænse, der ikke måtte lægges sydligere end ved Eckernförde-Frederiksstad [29] og ikke nordligere end Åbenrå-Tønder. Han tilføjede, at England ville yde Danmark "materiel assistance", hvis danskerne accepterede og tyskerne afslog forslaget.[30], Den tyske og danske delegation var uenige om linjedragningen, primært fordi begge parter ville sikre sig Flensborg, [31], men mens tyskerne i øvrigt udviste stor velvilje overfor kompromisforslaget og endog foreslog, at grænsedragningen skulle baseres på afstemninger ”sogn for sogn”, trak danskernes svar i langdrag. George Quaade ønskede ”fredens vej”[28], men kunne ikke få opbakning hertil fra København. Monrad stillede sit mandat til rådighed; men da kongen ikke kunne finde en afløser, genindtrådte han på posten som statsminister. Rådvild overlod han beslutningen om det danske svar på det seneste kompromisforslag til kongen. Dennes beslutning blev læst op af Quaade på Londonkonferencens 12. møde den 22. juni 1864. ”Grænsen mellem Danmark og Tyskland skal drages syd for Dannevirke”. Det sidste møde den 25. juni var en formalitet, hvor sammenbruddet blev konstateret. [28] [31]

Vurderinger[redigér | redigér wikikode]

I 1848-1850 var det ikke lykkedes at løse Slesvigproblemet ved at dele landet efter nationalstatprincippet; men det forekom i liberale kredse som den naturlige udvikling.

I Preussen var de liberale tanker bandlyst hos Wilhelm 1., som ønskede et stærkt, konservativt Tyskland under prøjsisk lederskab.[32] Den danske konge, Christian IX, var ligeledes konservativ, men som tilhænger af den danske helstat, naturlig fjende af Preussen, som hermed kunne udnytte de spirende liberalistiske oprørstanker til eget formål. I virkeligheden var den prøjsiske ambition at underlægge Slesvig-Holsten direkte under prøjsisk styre. [33]

Det er en almindelig antagelse, at Preussens strategi blev lettet af, at:

”Den danske regering under ledelse af D.G. Monrad afviste alle forsøg på kompromis, som også rummede muligheden for at spørge befolkningen, og insisterede på en grænsedragning ved Ejderen, hvorefter konferencen brød sammen og krigen begyndte igen” [34]

Denne vurdering nuanceres bl.a. af Tom Buk-Swienty, som på den ene side finder, at den danske uenighed og rådvildhed under konferencen er et problem, men samtidig giver mange eksempler på, at Preussen har det strategiske initiativ under hele forløbet; Bismarck var dog indstillet på, at de decideret dansksindede dele af Slesvig kunne tilfalde Danmark, da området nord for Flensborg ikke var af strategisk vigtighed for ham, ligesom han ikke ønskede et modvilligt mindretal i sit rige.[35] Denne løsning, som ville have ført til en grænse, omtrent hvor den blev fastlagt ved genforeningen, blev ikke blot umuliggjort af den danske regerings ubøjelighed i forhandlingerne, men formentlig også af de deltagende stormagters forskellige strategiske interesser.[36]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Møde i Geheimestatsrådet den 18. november 1863, i:Jørgensen (1970), s. 194
  2. Neergaard 1916, s. 995
  3. Neergaard 1916, s. 997
  4. Thorsen 1958, s. 287
  5. Neergaard 1916, s. 1018
  6. Thorsen 1958, s. 286
  7. Neergaard 1916, s. 1119
  8. Neergaard 1916, s. 1021
  9. 9,0 9,1 Thorsen 1958, s. 291
  10. 10,0 10,1 Jørgensen 1970, s. 316
  11. Neergaard 1916, s. 1143
  12. Dansk Militærhistorie
  13. Buk-Swienty 2010, s. 171
  14. Thorsen 1958, s. 256
  15. Neergaard 1916, s. 1214
  16. Neergaard 1916, s. 1215
  17. 17,0 17,1 Jørgensen 1970, s. 325
  18. Buk-Swienty 2010, s. 349
  19. En taktisk manøvre ifølge Buk- Swienty (2010), s. 193
  20. Buk-Swienty 2010, s. 197
  21. 21,0 21,1 21,2 Thorsen 1958, s. 296
  22. Jørgensen 1970, s. 339
  23. 23,0 23,1 Buk-Swienty 2010, s. 199
  24. Neergaard 1916, s. 1221
  25. Thorsen 1958, s. 295
  26. Jørgensen 1970, s. 361
  27. Neergaard 1916, s. 1150
  28. 28,0 28,1 28,2 Buk-Swienty 2010, s. 208
  29. Dvs. en anelse syd for Dannevirke
  30. Thorsen 1958, s. 297
  31. 31,0 31,1 Thorsen 1958, s. 299
  32. Buk-Swienty 2010, s. 17
  33. Som bl.a. er udtrykt i Bismarcks erindringer og omtales både hos Clemmesen (2010), Buk- Swienty (2008), Thorsen (1958) og på adskillige hjemmesider.
  34. Grænseforeningens leksikon om 1864
  35. Både Swienty, Thorsen og en række andre historikere er enige i denne pointe.
  36. Neergaard 1916, s. 1145ff.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Buk-Swienty, Tom (2008), Slagtebænk Dybbøl – 18. april 1864 – historien om et slag, København: Gyldendal, ISBN ISBN 978-87-02-05000-4 
  • Buk-Swienty, Tom (2010), 'Dommedag Als: 29. juni 1864 : kampen for Danmarks eksistens, København: Gyldendal, ISBN 978-87-03-04502-3 
  • Clemmesen, Michael H.; Frantzen, Ole L.; Friis, Thomas Wegener (2010), Danmarks krigshistorie, København: Gad, ISBN 978-87-12-04579-3 
  • Jørgensen, Harald (1970), Statsrådets forhandlinger 1863-1864, bd.IX 19. januar 1863-8.juli 1864, København: Munksgaard 
  • Neergaard, N (1916), Under Junigrundloven,II,2, København-Kristiania: Gyldendalske Boghandel/Nordisk Forlag 
  • Thorsen, Svend (1958), De danske ministerier 1848-1901 Et hundrede politisk- historiske biografier, København: Pensionsforsikringsanstalten 

Internetreferencer[redigér | redigér wikikode]