Christian de Meza

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Christian de Meza

Christian Julius de Meza (14. januar 1792 i Helsingør16. september 1865) var søn af læge og justitsråd Christian Jacob Theophilus de Meza og dennes første hustru Anne Henriette Lund. Han blev 1821 gift med Elisabeth Birgitte Tscherning (1793-1861) datter af Oberst Eilert Peter Tscherning og hustru Marie Lützow datter af viceadmiral Anton Frederik Lützow og derved svoger til Oberst og krigsminster Anton Frederik Tscherning og til major Carl Gunder Dalberg. De Meza havde en længere militær karriere, der kulminerede med udnævnelsen til overgeneral i 1863. Som ansvarlig for beslutningen om at rømme Dannevirke den 5. februar 1864 blev han den 28. februar fyret af krigsminister Carl Lundbye. De Meza døde som en bitter mand året efter (den 16. september 1865), 73 år gammel og ligger begravet på Garnisons Kirkegård i København.

Militær karriere[redigér | redigér wikikode]

I 1842 blev han major. Ved krigsudbruddet af Treårskrigen i 1848 blev han udnævnt til ledende artilleriofficer. Han deltog og udmærkede sig i kampene ved Bov, Nybøl og Dybbøl og blev udnævnt til oberstløjtnant i 1848. I 1849 blev han chef for 6. infanteribrigade under kampene ved Sundeved. Han førte 6. brigades avantgarde fra Fredericia 6. juli 1849.

Efter Schleppegrells fald under Slaget ved Isted overtog han kommandoen over 2. division.

2. Slesvigske Krig[redigér | redigér wikikode]

De Meza blev overgeneral for den mobiliserede hær i december 1863 og fik således ansvaret for tropperne ved udbruddet af 2. slesvigske krig. I denne egenskab tog han efter et krigsråd den 4. februar 1864, hvor alle generaler med en enkelt undtagelse (Mathias Lüttichau) stemte for tilbagetrækning, beslutningen om at rømme Dannevirke-stillingen den 5. februar. Begrundelsen var, at fæstningsværket var for vanskeligt at forsvare mod en overtallig fjende, ligesom de Mezas instruks påbød ham ikke at sætte hærens eksistens på spil.[1]. Hans organisering af troppernes tilbagetrækning til Dybbøl ad tilsneede veje i bidende kulde er senere blevet betegnet som en logistisk bedrift.[2] De prøjsiske officerer fandt intet umiddelbart modtræk, men valgte blot at belejre Dybbølstillingen indtil videre. Ditlev Gothard Monrad havde oprindelig givet en (forbeholden) støtte til de Meza, men dels presset af folkestemningen, dels af en rasende krigsminister Lundbye skiftede han mening, og De Meza blev beordret til København til en høring, som trak i langdrag. Der fulgte nogle hektiske dage, hvor Christian IX stærkt modsatte sig en afskedigelse af overgeneralen.[3] De Meza var utålmodig, og i forsøget på at fremskynde sin tilbagevenden til fronten, truede han med at offentligøre sin korrespondance med krigsministeren. De Mezas fremgangsmåde betød, at Lundbye på Statsrådsmødet den 26. februar opridsede tre punkter, hvor overgeneralen havde udvist manglende dømmekraft og satte sin stilling på spil for at få en fyring presset igennem. [4] Kongen erklærede, at han ville overveje sagen i et døgn, og overvejelserne reaulterede i,at kongen bøjede sig for Lundbyes krav, således at De Meza formelt blev fjernet fra posten som overgeneral.[5] [6] [7].

Konsekvenser af fyringen[redigér | redigér wikikode]

Den 29. februar afløses de Meza af Georg Daniel Gerlach, som ikke havde været med ved det afgørende krigsråd. Næsten en måned uden en øverste ledelse, den politiske ustabilitet og ansættelsen af en væsentlig svagere leder forringede – set med eftertidens øjne- de i forvejen meget spinkle danske chancer for militær succes. [8] Det er dog også blevet påpeget, at samtidens reaktioner, både i befolkningen, men også blandt flertallet i folketinget gjorde det umuligt at tage den, ud fra en militær vurdering eneste rigtige beslutning, at lade de Meza fortsætte på posten. [9]

De Meza lukkede sig efter fyringen inde i sin lejlighed, hvor han på skrift søgte at rense sig for offentlighedens beskyldninger om fejhed. [10] Han blev fundet død i sin lejlighed i København 16. september 1865. Foran ham lå et ikke færdiggjort manuskript med titlen: Mit sidste og uigenkaldelige Votum med Hensyn til Krigsførelsen og dennes Forhold til Statsfølelsen, hvor han anklager de politisk ansvarlige for deres "hovedløse" beslutninger før og efter krigens udbrud.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Kilder[redigér | redigér wikikode]

  1. Clemmesen, m.fl.(2010), s. 550
  2. Buk-Swienty (2008), s. 190-192
  3. Buk-Swienty (2008), s. 210
  4. Jørgensen (1970), s. 289
  5. Buk-Swienty (2008), s. 212
  6. Thorsen (1958), s. 289
  7. Clemmesen, m.fl.(2010), s. 552
  8. bl.a. Buk-Swienty, Svend Thorsen og hjemmesiden om Fredericias historie er enige herom
  9. Thorsen (1958), s. 289-291
  10. Buk Swienty (2008), s. 350

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Christian Elling (1963), Motiver, side 152-160, København: Gyldendal, (Først udgivet som Generalen i Slesvig, Politiken, 3. juni 1962)
  • Knud Rasmussen (1997), General de Meza og den Dansk-tyske Krig 1864. 206 sider. Odense: Odense University Press.
  • Leif Sestoft (2008), Tiden er en ild. General Christian Julius de Meza. Karakter og skæbne. 357 sider. Forlaget Navicula, 2008. ISBN 978-87-991598-1-9
  • Buk-Swienty, Tom (2008), Slagtebænk Dybbøl – 18. april 1864 – historien om et slag, København: Gyldendal, ISBN ISBN 978-87-02-05000-4 
  • Clemmesen, Michael H.; Frantzen, Ole L.; Friis, Thomas Wegener (2010), Danmarks krigshistorie, København: Gad, ISBN 978-87-12-04579-3 
  • Jørgensen, Harald (1970), Statsrådets forhandlinger 1863-1864, bd.IX. Møderne i Geheimestatsrådet 19. januar 1863-8.juli 1864, København: Munksgaard 
  • Thorsen, Svend (1958), De danske ministerier 1848-1901 Et hundrede politisk- historiske biografier, København: Pensionsforsikringsanstalten