Christian 9.

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Christian 9)
Gå til: navigation, søg
Christian 9.
Valgsprog:
Med Gud for Ære og Ret
Konge af Danmark
Regerede 15. november 1863
29. januar 1906
Forgænger Frederik 7.
Regent Christian 9.
Konseils-præsidenter
Efterfølger Frederik 8.
Ægtefælle Louise af Hessen-Kassel
Børn Frederik 8., Konge af Danmark
Alexandra, Dronning af Storbritannien
Georg 1., Konge af Grækenland
Dagmar, Kejserinde af Rusland
Prinsesse Thyra
Prins Valdemar
Hus Glücksburgske slægt
Far Vilhelm af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg
Mor Louise Karoline af Hessen-Kassel
Født 8. april 1818
Gottorp Slot, Slesvig
Død 29. januar 1906 (87 år)
Amalienborg, København
Begravet 15. februar 1906
Roskilde Domkirke
Beskæftigelse Konge
Religion Lutheransk
Ridder af Elefantordenen
Order of the Elephant (heraldry).svg
1843

Christian 9. (8. april 181829. januar 1906[1]) var konge af Danmark fra 1863 til 1906 samt hertug af Slesvig, Holsten og Lauenborg fra 1863 til 1864.

Han voksede op som en yngre søn af hertug Vilhelm af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg og tilhørte dermed en fjern sidelinje af det danske kongehus, der nedstammede fra Christian 3. I 1852 blev han imidlertid udset til tronfølger i Det danske monarki, da Frederik 7. ikke havde arvinger, og man derfor måtte forvente at den oldenborgske slægts hovedlinje snart ville uddø. Ved Frederik 7.'s død i 1863 besteg han tronen som den første danske konge af den glücksburgske (lyksborgske) linje af den oldenborgske slægt. Han tog som valgsprog: Med Gud for Ære og Ret.

Starten af hans regeringstid blev præget af nederlaget i den Anden Slesvigske Krig i 1864 og tabet af Hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg, der gjorde kongen meget upopulær. En lang række af hans efterfølgende regeringsår var domineret af Forfatningskampen, hvor Christian 9. stod fast på monarkens ret til selv at vælge sine ministre uden hensyn til Folketingets flertal. Først ved Systemskiftet i 1901 lod kongen sig endelig overtale til at anerkende folketingsparlamentarismen som statsform, hvor regeringen skulle have et flertal i Folketinget bag sig. På trods af de mange års politisk strid, hvor kongen stod i modsætning til store dele af befolkningen, blev han efterhånden en populær regent på grund af sin lange regeringstid og fordringsløse og imødekommende væsen.

Christian giftede sig med sin halvkusine, Prinsesse Louise af Hessen, i 1842. Deres seks børn giftede sig ind i flere af Europas fyrstehuse og skaffede Christian 9. tilnavnet Europas svigerfar.

Fødsel og familie[redigér | redigér wikikode]

Prins Christians fødested Gottorp Slot, fotograferet i 2007

Christian blev født den 8. april 1818 på Gottorp Slot i Hertugdømmet Slesvig som Prins af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Beck. Han var fjerde søn og sjette barn af Hertug Vilhelm af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Beck og Prinsesse Louise Karoline af Hessen-Kassel. Han blev opkaldt efter Prins Christian Frederik af Danmark, den senere Kong Christian 8.

Prins Christians far var overhoved for slægten Slesvig-Holsten-Sønderborg-Beck, en fjern og ubetydelig sidelinje til det danske kongehus, der nedstammede fra Kong Christian 3.

Hans mor var datter af Landgreve Karl af Hessen, dansk feltmarskal og statholder i hertugdømmerne Slesvig og Holsten, og Prinsesse Louise af Danmark, datter af Kong Frederik 5.

Gennem sin far nedstammede Christian dermed i lige linje fra Kong Christian 3., mens hans gennem sin mor var oldebarn af Kong Frederik 5.

Opvækst[redigér | redigér wikikode]

Christian voksede indledningsvis op med sine mange søskende på Gottorp Slot, hvor familien boede hos hertug Vilhelms svigerforældre. I 1824 døde imidlertid enkehertuginde Anna Karoline, enke efter den sidste hertug af den ældre linje af huset Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg, Frederik Henrik Vilhelm, der var død i 1779. Glücksborg Slot stod herefter tomt, og ved et kongeligt patent af 6. juni 1825 overdrog Kong Frederik 6. af Danmark slottet til Vilhelm og udnævnte ham til Hertug af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg.[2]

Familien flyttede herefter til Glücksborg, hvor Christian blev opdraget sammen med sine søskende under faderens ledelse. "Jeg opdrager mine sønner med strenghed, for at disse skulle lære at adlyde, uden at jeg dog derfor undlader at gøre dem tilgængelige for nutidens krav og fordringer", skrev hertugen til en ven.[3]

Hertug Vilhelm døde imidlertid allerede som 46-årig i 1831, hvorefter Kong Frederik 6. sammen med Prins Vilhelm af Hessen-Philippstal-Barchfeld blev formyndere for Prins Christian og hans ni søskende. Samme år ønskede Christian at blive uddannet til søofficer, men Frederik 6. aftalte med hans mor, at han blev sendt til København for at få en officersuddannelse ved Landkadetakademiet. Året efter faderens død flyttede den 14-årige Christian derfor til København, hvor han blev sat i huset hos oberst Linde, chefen for Landkadetakademiet. Han fik eneundervisning og var kun sjældent sammen med de andre kadetter.[4] Til gengæld tog det sønneløse kongepar tog sig godt af drengen, da Dronning Marie Sophie Frederikke var hans moster og Frederik 6. hans mors fætter. I 1838 blev Christians ældste bror, Hertug Carl af Glücksborg, ydermere gift med kongeparrets yngste datter, Prinsesse Vilhelmine.

I 1835 blev han konfirmeret i Garnisonskirken, og i 1836 blev han udnævnt til ritmester ved Hestgarden og fik herefter bolig i Hestgardekasernen ved Frederiksholms Kanal. Her boede han indtil Frederik 6. i 1839 tildelte ham en bolig i Det Gule Palæ ved siden af Amalienborg, hvor han kom til at bo frem til 1865. Fra 1839 til 1841 studerede han sammen med sin halvfætter Prins Frederik af Hessen statsret og historieuniversitetet i Bonn i Tyskland. Her modtog han i december 1839 nyheden om Frederik 6.s død. I ferierne tog han på forskellige udflugter i Tyskland og rejste også til Venedig. På en af disse rejser besøgte han sin mors fætter Landgrev Vilhelm af Hessens familie på Slottet Rumpenheim i Hessen, hvor han fattede interesse for sin senere hustru, Prinsesse Louise.[4]

I 1841 vendte han tilbage til København. På hjemrejsen aflagde han besøg ved hoffet i Berlin, hvor han afslog et tilbud fra Kong Frederik Vilhelm 4. af Preussen om at træde ind i den preussiske hær.[5]

Ægteskab[redigér | redigér wikikode]

Christians kone Louise af Hessen-Kassel.

Den 26. maj 1842 giftede Prins Christian sig på Amalienborg med sin halvkusine Louise af Hessen-Kassel. Hun var datter af Landgreve Vilhelm af Hessen, der var dansk general og gift med Christian 8.s søster Charlotte. Louise var dermed Kong Christian 8.s niece og ligesom Christian selv oldebarn af Kong Frederik 5.

Efter brylluppet fik parret overdraget Det Gule Palæ i Amaliegade som bolig, hvor de levede et meget borgerligt liv.

Tronfølger[redigér | redigér wikikode]

Wikisource-logo.svg
Wikisource har originalt kildemateriale relateret til denne artikel:

Midt i 1800-tallet blev det klart, at der var brug for en ny tronfølgelov, da hverken kong Frederik 7. eller tronfølgeren Arveprins Ferdinand havde nogen arving til tronen.

I 1851 anbefalede den russiske kejser, at prins Christian rykkede frem i den danske arvefølge. I 1852 tilsluttede stormagterne sig dette ved den anden London-protokol, der blev underskrevet af Storbritannien, Frankrig, Rusland, Preussen og Østrig den 8. maj 1852, samt ratificeret af Danmark og Sverige. Den fastslog, at det Danske Monarki bestod af Kongeriget Danmark med hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg, og at prins Christian skulle arve den danske trone. Denne protokol forudsatte en ændring af Tronfølgeloven, som blev vedtaget af den danske rigsdag og underskrevet af Frederik 7. den 31. juli 1853, hvorved Christian blev tronfølger i det samlede danske monarki, når Frederik 3.s mandlige linje måtte uddø. Som tronfølger fik han titlen Prins til Danmark og rang af Højhed.

I virkeligheden var det prins Christians hustru, Louise af Hessen-Kassel, der som niece til Christian 8. og kusine til Frederik 7. havde arveret til tronen ifølge Kongeloven, men nu nød hendes mand godt af denne arveret. (Prins Christian var som sin hustru nærtbeslægtet med det danske kongehus, begge var oldebørn af Frederik 5.)

Regeringstid[redigér | redigér wikikode]

Christian 9.

Den 15. november 1863 døde Frederik 7., og Christian efterfulgte ham som konge i Danmark og hertug af Slesvig, Holsten og Lauenborg. Han blev udråbt til konge af konseilspræsident Carl Christian Hall fra Christiansborg Slots balkon den 16. november 1863 under kongenavnet Christian 9. Han var den første konge af huset Glücksborg, en yngre sidelinje af den oldenborgske slægt. Christian 9 var konge af Danmark fra 1863-1906.

Anden slesvigske krig[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: 2. slesvigske krig

Som nævnt døde Frederik 7. i 1863 uden at efterlade sig arvinger. Dette benyttede Friedric af Augustenborg (1829-1880) til at udråbe sig til hertug Friedrich VIII af Slesvig og Holsten. (Friedrich var en søn af den fordrevne hertug af Augustenborg, Christian August, som var leder af en tysk slesvig-holstensk bevægelse i 1848, Friedrichs far døde først i 1869). Hertugslægten nedstammede fra Hans den yngre af Sønderborg. Imidlertid fik Friederich ikke støtte af Otto von Bismarck, hvis mål var en indlemmelse af Slesvig og Holsten i Preussen.

Den egentlige årsag til, at Otto von Bismarck kunne erklære Danmark krig var, at folketinget i november 1863 havde vedtaget en forfatning, som indlemmede Slesvig i det danske rige. C.C. Hall var en af fortalerne for denne ejder-danske forfatning.

Uddybende Uddybende artikel: Novemberforfatningen

Som nyudnævnt konge var Christian 9. betænkelig ved at underskrive forfatningen, idet han kunne forudse problemer med Otto von Bismarck. Men han var stillet over for et folkekrav – der var demonstrationer foran slottet hvor folkemængder råbte "Ned med kongen og leve Karl den 15." Dette tilråb sigtede til, at da de nationalliberale fik regeringsmagten i 1857, legede de med tanken om at indgå i en union med Sverige-Norge under fælles konge, Karl den 15. Ligeledes udtrykte dagspressen tvivl om, hvorvidt den nye konge ville underskrive forfatningen, og også Rigsrådet og Københavns borgerrepræsentation pressede kongen i henvendelser, der understregede forfatningens betydning for "Danmarks riges frihed og selvstændighed."[6] På det første statsrådsmøde efter sin tiltræden underskrev den nye konge forfatningen den 18. november 1863.[7] Han understregede, at ansvaret lå hos ministeriet, men at han ville skrive under af pligt, selv om han nødig ville bringe landet i ulykke.[7]

Næsten som forudset erklærede Bismarck Danmark krig. Natten til 1. februar 1864 gik preusssiske og østrigske styrker over Ejderen med en talmæssigt overlegen styrke. Hertil kom, at preusserne var udstyret med bagladegeværer og riflede kanoner. Danskerne under de Meza afviste det første angreb ved Mysunde den 2. februar. Men stillingen var uholdbar, og de Meza besluttede at foretage en tilbagetrækning, før hæren blev omgået. Denne gennemførtes den 5. februar, men kom til at koste generalen hans kommando, da den danske offentlighed ikke kunne forstå, at Dannevirke måtte opgives uden sværdslag. Bagtroppen under Max Müller udkæmpede en hård kamp ved Sankelmark den 6. februar, mens hovedstyrken under general Gerlach forskansede sig ved Dybbøl. Efter en måneds bombardement stormedes Dybbøl den 18. april 1864. Det lykkes at holde stand mod den knusende overmagt, og den 12. maj blev der sluttet våbenstilstand, medens man afventede resultaterne af London-konferencen, som var åbnet i april. Danmark tilbød at afstå strimmelen mellem Ejderen og Dannevirke, men dette var ikke tilstrækkeligt, og kampene genoptages, og den 29. juni 1864 faldt Als. Kampen var umulig, og den 20. juli sluttes våbenhvile. Ved freden i Wien den 30. oktober måtte Danmark afstå Slesvig, Holsten og Lauenburg.

Historikeren Tom Buk-Swienty afslørede i sin bog Dommedag Als (august 2010), at Christian 9. i et forsøg på at undgå, at det danske monarki mistede kontrol over Slesvig og Holsten, tilbød den preussiske konge Vilhelm 1. at indlemme Danmark i det tyske forbund. Efter datidens forhold ikke ulogisk, idet Holsten allerede var medlem af Det Tyske Forbund, som jo ikke var et samlet Tyskland, men 35 selvstændige stater, som samarbejdede i et statsforbund med toldunion. Preussen og Østrig var stormagterne i Forbundet, som nærmest kan betragtes som et datidens EU. Det skal dog medgives, at de fleste stater i Forbundet var tysktalende.

Forfatningskampen[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Forfatningskampen

Forfatningskampen kom til at dominere en lang række af Christian 9.'s regeringsår. Han stod meget konsekvent fast på monarkens ret til selv at vælge sine ministre uden hensyn til Folketingets ønsker, og under hele forløbet støttede han sig længe uden forbehold til konsejlspræsidenten fra Højre, J.B.S. Estrup, i dennes kamp mod folketingsparlamentarismen og partiet Venstre, selv om visnepolitikken skabte store problemer for landet. [8] Da Estrup trak sig tilbage fra posten, forsøgte kongen sig med endnu tre højreledede mindtretalsregeringer.

Først efter et knusende nederlag til Højre ved folketingsvalget i 1901 lod kongen sig endelig overtale til at udnævne et Venstre-ministerium, bl.a. under indflydelse af svigerdatteren prinsesse Marie. [9] Systemskiftet til folketingsparlamentarisme var en kendsgerning.

Uddybende Uddybende artikel: Systemskiftet

På trods af de mange års politisk strid, hvor kongen stod i modsætning til størsteparten af befolkningen, var han en populær regent på grund af sit fordringsløse og imødekommende væsen over for alle.

Europas svigerfar[redigér | redigér wikikode]

Christian 9., Dronning Louise og deres familie samlet i Havesalen på Fredensborg Slot, malet i 1883 af Laurits Tuxen

Christian 9. og Dronning Louise havde børnene Frederik, Alexandra, Vilhelm, Dagmar, Thyra og Valdemar. Christian 9. var kendt som "Europas Svigerfar", idet hele fire af hans børn kom til at sidde på europæiske troner: Frederik som kong Frederik 8. af Danmark, Alexandra som dronning af England, gift med Edvard 7., Dagmar som kejserinde af Rusland (under navnet Maria Fjodorovna), gift med tsar Alexander 3. af Rusland, samt Vilhelm som Kong Georg 1. af Grækenland. I 1887 afslog prins Valdemar endvidere at blive konge af Bulgarien.

Det faldt desuden i Christian 9.'s lod, at han kort tid før sin død kunne give sit samtykke til, at hans sønnesøn, prins Carl, kunne vælges til konge af Norge.

I årenes løb afholdtes mange og store familiefester på Fredensborg Slot med børn, svigerbørn, børnebørn m.fl.

Christian den 9.'s udflugter[redigér | redigér wikikode]

En stenvarde til minde om Christian 9.'s besøg ved Mårup Kirke (Lønstrup) 17. august 1871

Kong Christian den 9. kom meget ud til sit folk både i selve København men også til andre byer som for eksempel i 1853 hvor han var til fuglekongeskydning som er en årlig begivenhed i Randers og andre byer. Han var så heldig at vinde. Han er mindet på en tavle med alle de andre, der har vundet i gennem tiden.[Kilde mangler]

Christian 9. besøgte i 1874 Færøerne og Island og blev den første regerende danske konge, der nogensinde havde besøgt øerne.

Død[redigér | redigér wikikode]

Christian 9. og Dronning Louises grav i Roskilde Domkirke.

Dronning Louise døde den 29. september 1898 på Bernstorff Slot. Christian 9. døde, 87 år gammel, den 29. januar 1906[1]Amalienborg. Efter et castrum doloris i Christiansborg Slotskirke blev han gravsat i Roskilde Domkirke i Glücksborgernes kapel.

Han blev efterfulgt som konge af sin ældste søn Frederik, der besteg tronen som Kong Frederik 8.

Titler, prædikater og æresbevisninger[redigér | redigér wikikode]

Fuld officiel titel[redigér | redigér wikikode]

Af Guds Nåde Konge til Danmark, de Venders og Gothers, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Oldenborg.

Titler og prædikater fra fødsel til død[redigér | redigér wikikode]

  • 1818-1825: Hans Durchlauchtighed Prins Christian til Slesvig-Holsten-Sønderborg-Beck
  • 1825-1853: Hans Durchlauchtighed Prins Christian til Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg
  • 1853-1858: Hans Højhed Prins Christian til Danmark
  • 1858-1863: Hans Kongelige Højhed Prins Christian til Danmark
  • 1863-1906: Hans Majestæt Kong Christian IX til Danmark

Æresbevisninger[redigér | redigér wikikode]

Anetavle[redigér | redigér wikikode]

 
 
 
 
 
16. Peter August Frederik af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Beck
 
 
8. Karl Anton August af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Beck
 
 
 
 
 
 
17. Sophie von Hessen-Philippsthal
 
 
4. Frederik Karl Ludvig af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Beck
 
 
 
 
 
 
18. Albrecht Christoph af Dohna-Schlobitten og Leistenau
 
 
9. Frederikke af Dohna-Schlobitten
 
 
 
 
 
 
19. Sophie Henriette af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Beck
 
 
2. Vilhelm af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg
 
 
 
 
 
 
20. George Adam von Schlieben
 
 
10. Karl Leopold af Schlieben
 
 
 
 
 
 
21. Katharine Dorothea Finck von Finckenstein
 
 
5. Friederikke, f. grevinde von Schlieben
 
 
 
 
 
 
22. Ahasverus Ernst von Lehndorff
 
 
11. Marie Eleanore af Lehndorff
 
 
 
 
 
 
23. Marie Louise von Wallenrodt
 
1. Christian IX
 
 
 
 
 
24. Vilhelm 8. af Hessen-Kassel
 
 
12. Frederik 2. af Hessen-Kassel
 
 
 
 
 
 
25. Dorothea Wilhelmine af Sachsen-Zeitz
 
 
6. Carl af Hessen
 
 
 
 
 
 
26. Georg 2. af Storbritannien
 
 
13. Marie af Storbritannien
 
 
 
 
 
 
27. Caroline af Ansbach
 
 
3. Louise Karoline af Hessen-Kassel
 
 
 
 
 
 
28. Christian 6.
 
 
14. Frederik V
 
 
 
 
 
 
29. Sophie Magdalene af Brandenburg-Kulmbach
 
 
7. Louise af Danmark-Norge
 
 
 
 
 
 
30. Georg 2. af Storbritannien (=26)
 
 
15. Louise af Storbritannien
 
 
 
 
 
 
31. Caroline af Ansbach (=27)
 

Noter og henvisninger[redigér | redigér wikikode]

  1. 1,0 1,1 Christian 9.gravsted.dk
  2. Bramsen, bd. 1, s. 78-82.
  3. Bricka, s. 523
  4. 4,0 4,1 Bricka, s. 523.
  5. Bricka, s. 523-34
  6. Neergaard 1916, s. 875
  7. 7,0 7,1 Møde i Geheimestatsrådet den 18. november 1863, i:Jørgensen (1970), s. 194
  8. Skou 2008, s. 204
  9. Skou 2008, s. 217

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Bramsen, Bo (1993), Huset Glücksborg. Europas svigerfader og hans efterslægt. (2. udg.), København: Forum, ISBN 87-553-1843-6 
  • Olden-Jørgensen, Sebastian (2003), Prinsessen og det hele kongerige. Christian IX og det glücksborgske kongehus, København: Gad, ISBN 8712040517 
  • Buk-Swienty, Tom (2008), Slagtebænk Dybbøl – 18. april 1864 – historien om et slag, København: Gyldendal, ISBN 978-87-02-05000-4 
  • Buk-Swienty, Tom (2010), 'Dommedag Als: 29. juni 1864 : kampen for Danmarks eksistens, København: Gyldendal 
  • Clemmesen, Michael H.; Frantzen, Ole L.; Friis, Thomas Wegener (2010), Danmarks krigshistorie, København: Gad, ISBN 978-87-12-04579-3 
  • Jørgensen, Harald (1970), Statsrådets forhandlinger 1863-1864, bd.IX. Møderne i Geheimestatsrådet 19. januar 1863-8.juli 1864, København: Munksgaard 
  • Neergaard, N (1916), Under Junigrundloven,II,2, København: Lindhardt og Ringhof 
  • Skou, Kaare R. (2008), Land at lede: Folkestyrets dramatiske historie fra Grevinde Danner til Anders Fogh, København-Kristiania: Forlag, ISBN 978-87-11-31059-5 
  • Scocozza, Benito (1997), Politikens bog om danske monarker, København: Politikens Forlag, ISBN 87-567-5772-7 
  • Scocozza, Benito; Jensen, Grethe (1999), Danmarkshistoriens Hvem, Hvad og Hvornår, København: Politikens Forlag, ISBN 87-567-6094-9 
  • Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, bind 11, 1990
  • Christian 9. i Carl Frederik Bricka, Dansk biografisk Lexikon (1. udgave, 1889)

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til:
Christian 9.
Sidelinje af Huset Oldenburg
Født: 8. april 1818 Død: 29. januar 1906
Kongelige og fyrstelige titler
Foregående:
Frederik 7.
Konge af Danmark
1863-1906
Efterfølgende:
Frederik 8.
Hertug af Slesvig
1863-1864
Efterfølgende:
Ingen
(titel mediatiseret)
Hertug af Holsten
1863-1864