Christian 9.
| Christian 9. | |
|---|---|
| Valgsprog: Med Gud for ære og ret |
|
 |
|
|
|
|
| Regerede | 1863-1906 |
| Forgænger | Frederik 7. |
| Regent | Christian 9. |
| Efterfølger | Frederik 8. |
| Ægtefælle | Louise af Hessen-Kassel |
| Børn | Frederik 8. Alexandra af Danmark Vilhelm (Georg 1. af Grækenland) Dagmar (kejserinde af Rusland) Prinsesse Thyra Prins Valdemar |
| Hus | Glücksburgske slægt |
| Far | Vilhelm af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg |
| Mor | Louise Karoline af Hessen-Kassel |
| Født | 8. april 1818 Gottorp Slot |
| Død | 29. januar 1906 |
| Begravet | 1906 Roskilde Domkirke |
| Beskæftigelse | Konge |
Ridder af Elefantordenen.svg) 1843 |
Christian 9. (8. april 1818 på Gottorp Slot - 29. januar 1906[1]) var en yngre søn af hertug Vilhelm af Holstein-Beck.
Dansk konge af den Glücksburgske (Lyksborgske) slægt 1863-1906. Valgsprog: Med Gud for Ære og Ret.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Opvækst
Efter faderens tidlige død i 1831 flyttede Christian til København. Her tog det sønneløse kongepar sig af drengen. Dronning Marie Sophie Frederikke var hans moster, og Frederik 6. hans moders fætter. Christians ældste broder, hertug Carl af Glücksborg, blev i 1838 gift med kongeparrets yngste datter, prinsesse Vilhelmine.
[redigér] Tronfølger
I 1851 anbefalede den russiske kejser, at prins Christian rykkede frem i den danske arvefølge. I 1852 tilsluttede stormagterne sig dette. I 1853 godkendte den danske rigsdag en ny lov, der rykkede Christian frem i arvefølgen. Der var brug for en ny tronfølgelov, da hverken kong Frederik 7. eller tronfølgeren Arveprins Ferdinand havde nogen arving til tronen.
I virkeligheden var det prins Christians hustru, Louise af Hessen-Kassel, som han var blevet gift med i 1842, der som niece til Christian 8. og kusine til Frederik 7. havde arveret til tronen ifølge Kongeloven, men nu nød hendes mand godt af denne arveret. (Prins Christian var som sin hustru nærtbeslægtet med det danske kongehus, begge var oldebørn af Frederik 5.)
[redigér] Regeringstid
Den 16. november 1863 blev han, dagen efter Frederik 7.s død, udråbt til dansk konge af den nye kongeslægt, Glücksburgerne, under kongenavnet Christian 9. Han var konge af Danmark fra 1863-1906.
[redigér] Anden Slesvigske Krig
Som nævnt døde Frederik 7. i 1863 uden at efterlade sig arvinger. Dette benyttede Friedric af Augustenborg, (1829-1880), til at udråbe sig til hertug Friedrich VIII af Slesvig og Holsten. (Friedrich var en søn af den fordrevne hertug af Augustenborg, Christian August, som var leder af en tysk slesvig-holstensk bevægelse i 1848, Friedrichs far døde først i 1869). Hertugslægten nedstammede fra Hans den yngre af Sønderborg. Imidlertid fik Friederich ikke støtte af Otto von Bismarck, hvis mål var en indlemmelse af Slesvig og Holsten i Preussen.
Den egentlige årsag til, at Otto von Bismarck kunne erklære Danmark krig var, at folketinget i november 1863 vedtog en forfatning som indlemmede Slesvig i det danske rige. C. C. Hall var en af fortalerne for denne ejder-danske forfatning.
Som nyudnævnt konge var Christian 9. betænkelig ved at underskrive forfatningen, idet han kunne forudse problemer med Otto von Bismarck. Imidlertid følte han sig presset hertil, dels af et folkekrav - der var demonstrationer foran slottet hvor folkemængder råbte "Ned med kongen og leve Karl den 15. Baggrunden for dette tilråb sigtede til, at da de nationalliberale fik regeringsmagten i 1857, legede de med tanken om at indgå i en union med Sverige-Norge under fælles konge, Karl d. 15. En anden årsag til at kongen til sidst skrev under på forfatningen, kan være ønsket om at fremstå national, der måtte ikke sættes spørgsmålstegn ved hans danske loyalitet.
Næsten som forudset erklærede Bismarck Danmark krig. Natten til 1. februar 1864 gik preusssiske og østrigske styrker over Ejderen med en talmæssigt overlegen styrke. Hertil kom, at preusserne var udstyrede med bagladegeværer og riflede kanoner. Danskerne under de Meza afviste det første angreb ved Mysunde den 2. februar. Men stillingen var uholdbar, og de Meza besluttede at foretage en tilbagetrækning, før hæren blev omgået. Denne gennemførtes den 5. februar, men kom til at koste generalen hans kommando, da den danske offentlighed ikke kunne forstå, at Dannevirke måtte opgives uden sværdslag. Bagtroppen under Max Müller udkæmpede en hård kamp ved Sankelmark den 6. februar, mens hovedstyrken under general Gerlach forskansede sig ved Dybbøl. Efter en måneds bombardement stormedes Dybbøl den 18. april 1864. Det lykkes at holde stand mod den knusende overmagt, og den 12. maj blev der sluttet våbenstilstand, medens man afventede resultaterne af London-konferencen, som var åbnet i april. Danmark tilbød at afstå strimmelen mellem Ejderen og Dannevirke, men dette var ikke tilstrækkeligt, og kampene genoptages, og den 29. juni 1864 faldt Als. Kampen var umulig, og den 20. juli sluttes våbenhvile. Ved Freden i Wien den 30. oktober måtte Danmark afstå Slesvig, Holsten og Lauenburg.
Historikeren Tom Buk-Swienty afslørede i sin bog Dommedag Als (august 2010), at Christian 9. i et forsøg på at undgå, at det danske monarki mistede kontrol over Slesvig og Holsten, tilbød den prøjsiske konge Vilhelm 1. at indlemme Danmark i det tyske forbund. Efter datidens forhold ikke ulogisk, idet Holsten allerede var medlem af Det Tyske Forbund, som jo ikke var et samlet Tyskland men 35 selvstændige stater, som samarbejdede i et statsforbund med toldunion. Prøjsen og Østrig var stormagterne i Forbundet, som nærmest kan betragtes som et datidens EU. Det skal dog medgives, at de fleste stater i Forbundet var tysktalende.
[redigér] Forfatningskampen
Forfatningskampen kom til at dominere en lang række af Christian 9.´s regeringsår. Han stod meget konsekvent fast på monarkens ret til selv at vælge sine ministre uden hensyn til Folketingets ønsker, og under hele forløbet støttede han sig uden forbehold til konsejlspræsidenten fra Højre, J.B.S. Estrup, i dennes kamp mod folketingsparlamentarismen og partiet Venstre. Først efter et knusende nederlag til Højre ved folketingsvalget i 1901 bekvemmede kongen sig endelig til at udnævne et Venstre-ministerium. Systemskiftet til folketingsparlamentarisme var en kendsgerning.
På trods af de mange års politisk strid, hvor kongen stod i modsætning til størsteparten af befolkningen, var han en populær regent på grund af sit fordringsløse og imødekommende væsen over for alle.
Christian 9. besøgte i 1874 Færøerne og Island og blev den første regerende danske konge, der nogensinde havde besøgt øerne.
Det faldt i Christian 9.s lod, at han kort tid før sin død kunne give sit samtykke til, at hans sønnesøn, prins Carl, kunne vælges til konge af Norge.
[redigér] Europas svigerfar
Kongeparret havde børnene: Frederik (8.), Vilhelm (Georg 1. af Grækenland), Valdemar, Alexandra, Dagmar og Thyra. Christian 9. var kendt som "Europas Svigerfar", idet hele fire af hans børn kom til at sidde på europæiske troner: Hans ældste søn som Frederik 8., Alexandra som dronning af England gift med dronning Victorias ældste søn, Albert Edward, prins af Wales, Dagmar som kejserinde af Rusland gift med tsar Alexander 3. af Rusland (under navnet Maria Feodorovna), samt Vilhelm som Kong Georg 1. af Grækenland. I 1887 afslog prins Valdemar at blive konge af Bulgarien. I årenes løb afholdtes mange og store familiefester på Fredensborg med børn, svigerbørn, børnebørn m.fl.
[redigér] Død
Christian 9. døde, 87 år gammel, den 29. januar 1906[1] på Amalienborg og blev gravsat i Roskilde Domkirke i Glücksborgernes kapel. Han efterfulgtes af sønnen Frederik 8.
[redigér] Anetavle
[redigér] Eksterne kilder/henvisninger
Wikimedia Commons har flere filer relaterede til Christian 9.
- ↑ 1,0 1,1 Christian 9. på gravsted.dk
- Søren Sørensen (www.aerenlund.dk)
- Lexopen
- Politiken-artikel om Christian 9.'s tilbud om dansk indlemmelse i det tyske rige
- Det berømte familie-portræt med Europas mest fremtrædende monarker
- Scocozza, Benito (1997), Politikens bog om danske monarker, København: Politikens Forlag, ISBN 87-567-5772-7
- Scocozza, Benito; Jensen, Grethe (1999), Danmarkshistoriens Hvem, Hvad og Hvornår, København: Politikens Forlag, ISBN 87-567-6094-9
- Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, bind 11, 1990
| Foregående: | Kongerækken | Efterfølgende: |
| Frederik 7. | Frederik 8. |
|
||||||||||||||||||||||
