2. Slesvigske Krig

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

2. slesvigske krig
Slaget ved Dybbøl Mølle af Jørgen Valentin Sonne 1871
Dato 1. februar-20. juli 1864 Sted Slesvig og Nørrejylland Resultat Klar preussisk-østrigsk sejr Casus belli Uoverensstemmelser om Slesvigs status og den danske Novembergrundlov Territoriale ændringer Danmark måtte afstå Slesvig, Holsten, og Lauenburg til Preussen og Kejserriget Østrig
Parter
Danmark	Preussen Kejserriget Østrig Tyske forbund
Ledere
Christian de Meza erstattet af George Daniel Gerlach den 29. februar 1864	Friedrich Ernst von Wrangel
Styrke
38,000 100+ kanoner	Ved krigsudbrud: 61,000 158 kanoner Senere forstærkninger: 20,000 64 kanoner
Tab
1,570+ dræbte, 700+ sårede, 3,550+ tilfangetagne	1,700+ dræbte, sårede, eller tilfangetagne

2. Slesvigske Krig blev udkæmpet mellem på den ene side Preussen og Østrig og på den anden Danmark 1. februar - 20. juli 1864. Krigen førte til, at Danmark mistede hertugdømmerne Holsten, Lauenborg og Slesvig (Sønderjylland) helt op til Kongeåen.

Indholdsfortegnelse 1 Baggrund 1.1 Arvefølgen 1.1.1 "Friedrich der 8." 1.2 Dansk forfatningsproblem 1.2.1 Novemberforfatningen 1.3 Nationale spændinger 1.4 Preussens ambitioner 1.5 Ultimatum 1.6 International reaktion 2 Kampene 2.1 Krigens første del 2.1.1 Rømningen af Holsten 2.1.2 Krigens begyndelse 2.1.3 Dannevirke 2.1.4 Kampene ved Dybbøl 2.1.5 Flåden 2.2 Forhandlinger 2.3 Afsluttende kampe 3 Resultatet af krigen 4 Tidslinje 5 Se også 6 Referencer 7 Eksterne kilder og henvisninger

[redigér] Baggrund

[redigér] Arvefølgen

Det havde i mange år stået klart at den danske kongeslægt ville uddø med Kong Frederik 7. Han døde 15. november 1863 som den sidste i Oldenborg-slægten. I London-protokollen fra 1852 var det blevet bestemt at prins Christian skulle efterfølge ham som både konge af Danmark og hertug af Slesvig, Holsten og Lauenborg.

Den danske konge havde siden middelalderen også været hertug af Slesvig og Holsten, men der gjaldt forskellig arveret i områderne. I Danmark ville tronen blive nedarvet via kvindesiden, hvis mandssiden uddøde. I Holsten gjaldt den saliske ret, og derfor kunne tronen kun nedarves via mandssiden. Da den gamle grænse mellem Danmark og det tysk-romerske rige gik ved Ejderen, gjaldt i Slesvig Jyske Lov og den danske arveret, men efter tysk opfattelse var forbindelsen mellem Slesvig og Holsten så vigtig at den saliske ret også skulle gælde i Slesvig. De tysksindede slesvig-holstenere kæmpede særlig for dette, da de ønskede en slesvig-holstensk stat og naturligvis også gerne en slesvig-holstensk hertug.

[redigér] "Friedrich der 8."

Hertug Christian-August af Augustenborg havde som efterkommer af hertug Hans den Yngre gjort krav på den danske krone. Dette krav blev i 1846 afvist af Christian 8. Hertugen af Augustenborg tog i 1848-50 del i det slesvig-holstenske oprør (Treårskrigen) og blev derfor landsforvist. Den 31. marts 1852 gav han afkald på sine arvekrav mod en klækkelig erstatning, og 8. maj samme år blev det bekræftet i London-protokollen.

Alligevel overdrog han i 1863 tronrettighederne til sin søn Frederik, som kort efter kong Frederik den 7.'s død, den 19. november, udråbte sig til "Frederik 8." (Friedrich der Achte), hertug af Slesvig-Holsten. Det Tyske Forbund og de fleste tyske stater anerkendte ham, men ikke de to vigtigste; Preussen og Østrig. Efter krigen i 1864 tvang Preussen og Bismarck ham til at træde tilbage.

Arvefølgespørgsmålet blev tidligere af især tyske historikere anset for en vigtig årsag til krigen, men efter dansk opfattelse for uvæsentligt. I nyere historieskrivning er man enig om at det var en ubetydelig komplikation. Spørgsmålet var et hedt emne i årene fra 1840 og frem, men senest ved Hertug Christian-Augusts tronafkald og London-protokollen af 1852 var sagen afgjort.

[redigér] Dansk forfatningsproblem

London-protokollen fastlagde at enevælde fortsat skulle gælde i hertugdømmerne, selv om Danmark havde fået en demokratisk grundlov. Fællesforfatningen for den danske helstat (kongeriget og hertugdømmerne) skulle sikre at statens fælles anliggender fortsat kunne fungere, trods de forskellige styremåder. Men i 1858 havde det tyske forbund ophævet fællesforfatningen for Holstens og Lauenborgs vedkommende, da disse to hertugdømmer samtidig var medlemmer af det tyske forbund. I den fælles dansk-slesvigsk-holstenske regering (rigsrådet) var der konflikter mellem de demokratiske politikere fra Danmark, der ønskede reformer, og de adelige repræsentanter for Holsten, der ønskede en meget konservativ kurs.

De liberale kræfter i Danmark anså det derfor for mere og mere uundgåeligt, at Holsten måtte adskilles fra Danmark. I sidste ende frygtede man at Holsten via sin rolle i rigsrådet førte til tysk indblanding i ikke kun Slesvig, men også i rent danske forhold. De liberale kræfter i Holsten var for så vidt enige, men de ønskede at også Slesvig skulle løsrives, og at der skulle oprettes et Slesvig-Holsten inden for det Tyske Forbund.

[redigér] Novemberforfatningen

Rigsdagen vedtog kort før Frederik 7.'s død i november 1863 novemberforfatningen. Forfatningen erstattede den hidtidige helstatsforfatning, idet den drejede sig om fællesanliggender for Danmark og Slesvig, men ikke Holsten. Slesvig skulle have sin egen slesvigske landdag, Danmark fortsat sin egen rigsdag. Hermed ville det være muligt at regere uden om de holstenske repræsentanter i rigsrådet, der var årsagen til at den danske regering var delvis lammet. Dette løste umiddelbart et forfatningsmæssigt problem, men samtidig brød Danmark reglerne i London-protokollen fra 1852. Ifølge denne måtte man nemlig ikke knytte Slesvig nærmere til kongeriget end Holsten.

[redigér] Nationale spændinger

Novemberforfatningen vakte stærk modstand blandt de tysksindede i hertugdømmerne og i hele Tyskland. Den tysk-nationale opinion vejrede nu mulighed for revanche efter Treårskrigen. I den tyske forbundsdag i Frankfurt taltes om at befri hertugdømmerne for afhængigheden af Danmark og skabe en ny tysk stat af dem.

De tyske oprøreres drøm om en slesvig-holstensk stat havde lidt nederlag i Treårskrigen fra 1848 til 1850. I selve Slesvig havde stemningen siden da været rolig, men forbitret og modsætningsfuld.

I 1850'erne havde man gennemført sprogreskripterne i Mellemslesvig, der betød at dansk skulle være skolesprog i de områder, hvor befolkningen talte dansk (sønderjysk). Kirkesproget vekslede fra gang til gang, mens retssystemet og administrationen var tosproget. Den nordligste del af Slesvig var dog fortsat rent dansksproget, og den sydligste del fortsat rent tysksproget. Formålet var at bremse tilbagegangen for det danske sprog, men reformerne blev indført af regeringen uden megen debat. Det vakte mange tysksindedes vrede, da man igennem århundreder havde været vant til at tysk var det dominerende sprog. De tyske så derfor sprogreskripterne som et forsøg på "danisering" og dansk undertrykkelse.

[redigér] Preussens ambitioner

Ministerpræsident Otto von Bismarck i Preussen var imidlertid ikke interesseret i at styrke de liberale kræfter i det tyske forbund med endnu en stat, dvs. et selvstændigt Slesvig-Holsten. Han allierede sig derfor med Østrig, officielt for at presse Danmark til at efterkomme Londonaftalens bestemmelser om hertugdømmernes frie stilling, men i praksis i håbet om at erobre Slesvig og Holsten for Preussen, som han senere har fortalt om i sine erindringer.

[redigér] Ultimatum

Bismarcks første træk var at lade forbundsdagen vedtage, at Holsten skulle besættes af tyske forbundsstyrker, hvilket skete i julen 1863. Derefter fik Danmark den 16. januar 1864 et ultimatum, som krævede, at novemberforfatningen skulle ophæves og danske tropper rømme Slesvig inden for 48 timer. Da Danmark ignorerede kravet, som i øvrigt var umuligt at gennemføre, gik preussiske og østrigske tropper ind i Slesvig.

[redigér] International reaktion

I mange lande støttede opinionen Danmark, men ingen regering støttede med andet end ord, og Danmark måtte kæmpe alene.

[redigér] Kampene

Hovedkampene i krigen varede fra østrigerne og preusserne overskred Ejderen 1. februar kl. 7 morgen til våbenhvilen, der begyndte 12. maj, efter slaget ved Helgoland 9. maj.

[redigér] Krigens første del

[redigér] Rømningen af Holsten

[redigér] Krigens begyndelse

Krigen begyndte 1. februar 1864. Østrigske og preussiske tropper gik med 57.000 mand over Ejderen. Danskerne havde 4 sårede, 7 fangne og 3 savnede efter dette første sammenstød. De angribende østrigere og preussere led ingen tab.

[redigér] Dannevirke

De danske forposter trak sig tilbage til Dannevirke-stillingen. Denne befæstning kunne ikke holdes, fordi fjenden i den hårde vinter kunne passere vesten om Dannevirke over de tilfrosne sumpstrækninger. Den danske hær trak sig den 5. februar under kaotiske omstændigheder, i en hård snestorm, tilbage til den befæstede stilling ved Dybbøl nær Sønderborg.

I den danske offentlighed havde man betragtet Dannevirke som en nærmest uindtagelig fæstning, og tilbagetoget kom som et chok. Den øverstkommanderende general de Meza blev tvunget til at træde tilbage.

[redigér] Kampene ved Dybbøl

Efter to måneders svært bombardement og gravning af skyttegrave frem mod de danske skanser sluttede kampene ved Dybbøl med at preusserne indtog Dybbøl den 18. april. Herefter var Fredericia danskernes eneste bastion i Jylland, hvorfra man kunne gennemføre modangreb. Men krigsministeren befalede 25. april Fredericias kommandant, general N.C. Lunding, at rømme byen, selvom befæstningen var langt stærkere end Dybbøls oprindelige skanser. Modvilligt lod Lunding de sidste danske soldater forlade Fredericia og sejle til Fyn 28. april. Preusserne og østrigerne besatte dernæst hele Jylland.

[redigér] Flåden

Som i Treårskrigen var det flådens opgave at forhindre landsætning på Øerne og at blokere de tyske Østersø- og Vesterhavshavne. Den preussiske flåde var endnu i sin vorden. De danske skibe kunne uhindret stoppe handelen til de tyske byer og opbringe tyske handelsskibe. Et preussisk forsøg på at forjage flåden fra farvandet omkring Rügen blev afvist. Den østrigske flåde med base i Trieste sendte to fregatter til Vesterhavet for at hæve blokaden af Hamburg. Den danske eskadre sejrede over den østrigske, der var forstærket med tre preussiske kanonbåde, den 9. maj 1864 ud for Helgoland. Det var her, at bl.a. Fregatten Jylland deltog.

[redigér] Forhandlinger

De neutrale stormagter pressede Danmark til at gå med til at drøfte en deling af Slesvig under forhandlinger i London under ledelse af den engelske udenrigsminister, Lord John Russell. Der var repræsentanter for de krigsførende lande, Danmark, Preussen og Østrig, samt for det tyske forbund, Frankrig, Sverige-Norge. Englands forslag var en deling af Slesvig langs Dannevirke, og muligvis ville England endda sætte magt bag. Preusserne foreslog først en deling ved linjen Åbenrå-Tønder og senere en deling tæt på grænsen efter genforeningen i 1920 nord om Flensborg og Tønder. Men de danske forhandlere ville efter instrukser hjemmefra kun afgive den sydligste spids af Slesvig. Denne stædighed trods det nylige nederlag skyldtes til dels, at Christian IX ville have barndomshjemmet Louisenlund syd for Slesvig by med på den danske side. Frankrig foreslog en folkeafstemning om sagen, men den danske delegationsleder udtalte: "Jeg kan ikke engang samtykke i at tage forslaget ad referendum". Det blev vel modtaget i den danske befolkning, at forhandlingerne om delingen af Slesvig var brudt sammen.

Det har været diskuteret i eftertiden, om folkeafstemning eller deling af Slesvig virkelig var en reel mulighed.

[redigér] Afsluttende kampe

Efter våbenhvilens ophør begyndte preusserne kl. 2 nat 29. juni ved Sottrupskov at sejle soldater over til Als. Det moderne panserskib Rolf Krake lå på dette tidspunkt i Augustenborg Fjord. Rolf Krake sejlede ud i Als Sund, åbnede ild mod preusserne og bragte landgangen til ophør i tre kvarter. Men skibschefen, admiral H.P. Rothe, syntes, at skyderiet på Als trak sydpå, hvad der tydede på, det danske forsvar af Als var opgivet. For at deltage i evakueringen af de danske styrker befalede han Rolf Krake tilbage i Augustenborg Fjord, hvorved preusserne kunne genoptage landgangen og endda lægge en pontonbro over Als Sund. Efter krigen blev admiral Rothe stillet for en krigsret, men frikendt. Nord for Sønderborg satte 5. regiment ind med et modangreb, og 18. regiment kæmpede mod de fremrykkende preussere ved Kjær by. Men det standsede ikke preusserne. Den 3. juli under en patrulje fra Aalborg med soldater fra 1. regiment og 16 dragoner overraskede oberstløjtnant C. Beck en preussisk styrke i landsbyen Lundby. Danskerne angreb i formation med 16 geledder bag hinanden, hvad der var ureglementeret og tåbeligt ifm. angreb. Preusserne vandt efter 3 sårede, medens danskernes døde og sårede var 93 mand. Den preussiske general von Falckenstein gjorde en udflugt med en lille styrke og skrev sig 14. juli ind i kirkebogen i Skagen.

[redigér] Resultatet af krigen

Der sluttedes våbenstilstand den 20. juli, og ved en fredskonference i Wien, afsluttet den 30. oktober 1864, måtte Danmark afstå Holsten, Lauenburg og Slesvig, så det danske monarkis grænse rykkede helt op til Kongeåen. Omkring 200.000 dansksindede i Slesvig kom under tysk herredømme^[1].

[redigér] Tidslinje

[redigér] Se også

• Treårskrigen
• Genforeningen 1920
• Kampene ved Dybbøl
• Danmarks ekspansion efter 1864
• Danske krigsfanger 1864

[redigér] Referencer

[redigér] Eksterne kilder og henvisninger

Commons har billeder og/eller lyd med forbindelse til: 2. Slesvigske Krig

• J. P. Noack: Grundlove er ikke gratis - forfatninger i Danmark 1848-1866, Siden Saxo, 3, 2004 (om forfatningskonflikten som baggrund for krigen i 1864)
• Sønderjyllands historie 1830-1864, Grænseforeningen
• Fredstraktaten 1864 mellem Danmark, Preussen og Østrig (9 MB, fransk og tysk)