2. Slesvigske Krig

2. slesvigske krig
Slaget ved Dybbøl Mølle af Jørgen Valentin Sonne 1871
Dato 1. februar-20. juli 1864 Sted Slesvig og Nørrejylland Resultat Klar preussisk-østrigsk sejr Casus belli Uoverensstemmelser om Slesvigs status og den danske Novembergrundlov Territoriale ændringer Danmark måtte afstå Slesvig, Holsten, og Lauenburg til Preussen og Kejserriget Østrig
Parter
Tyske forbund Herunder: Preussen Kejserriget Østrig	Danmark
Ledere
Friedrich Ernst von Wrangel	Christian de Meza erstattet af George Daniel Gerlach den 29. februar 1864 erstattet af Peter Frederik Steinmann den 7. juli 1864
Styrke
Ved krigsudbrud: 61,000 158 kanoner Senere forstærkninger: 20,000 64 kanoner	38,000 100+ kanoner
Tab
1,700+ dræbte, sårede, eller tilfangetagne	1,570+ dræbte, 700+ sårede, 3,550+ tilfangetagne

2. Slesvigske Krig blev udkæmpet mellem på den ene side Preussen og Østrig og på den anden Danmark 1. februar - 20. juli 1864. Krigen førte til, at Danmark mistede hertugdømmerne Holsten, Lauenborg og Slesvig (Sønderjylland) helt op til Kongeåen.

Baggrund

Arvefølgen

Det havde i mange år stået klart at den danske kongeslægt ville uddø med Kong Frederik 7. Han døde 15. november 1863 som den sidste i Oldenborg-slægten. I London-protokollen fra 1852 var det bestemt at prins Christian skulle efterfølge ham som både konge af Danmark og hertug af Slesvig, Holsten og Lauenborg.

Den danske konge havde siden middelalderen også været hertug af Slesvig og Holsten, men der gjaldt forskellig arveret i områderne. I Danmark ville tronen blive nedarvet via kvindesiden, hvis mandssiden uddøde. I Holsten gjaldt den saliske ret, og derfor kunne tronen kun nedarves via mandssiden. Da den gamle grænse mellem Danmark og det tysk-romerske rige gik ved Ejderen, gjaldt i Slesvig Jyske Lov og den danske arveret, men efter tysk opfattelse var forbindelsen mellem Slesvig og Holsten (evig udelt) så vigtig, at den saliske ret også skulle gælde i Slesvig. De tysksindede slesvig-holstenere kæmpede særlig for dette, da de ønskede en slesvig-holstensk stat og naturligvis også gerne en slesvig-holstensk hertug.

"Friedrich der Achte"

Hertug Christian-August af Augustenborg havde som efterkommer af hertug Hans den Yngre gjort krav på den danske krone. Dette krav blev i 1846 afvist af Christian 8. Hertugen af Augustenborg tog i 1848-50 del i det slesvig-holstenske oprør (Treårskrigen) og blev landsforvist. Den 31. marts 1852 gav han afkald på sine arvekrav mod en klækkelig erstatning, og 8. maj samme år blev det bekræftet i London-protokollen.

Alligevel overdrog han i 1863 tronrettighederne til sin søn Frederik, som kort efter kong Frederik den 7.'s død, den 19. november, udråbte sig til "Frederik den 8." (Friedrich der Achte), hertug af Slesvig-Holsten. Det Tyske Forbund og de fleste tyske stater anerkendte ham, men ikke de to vigtigste: Preussen og Østrig. Efter krigen i 1864 tvang Preussen og Bismarck ham til at træde tilbage.

Arvefølgespørgsmålet blev tidligere af især tyske historikere anset for en vigtig årsag til krigen, men efter dansk opfattelse for uvæsentligt. Nyere historieskrivning er enig om, at det var en ubetydelig komplikation. Spørgsmålet var et hedt emne fra 1840, men afgjort ved Hertug Christian-Augusts tronafkald og London-protokollen af 1852.

Dansk forfatningsproblem

London-protokollen fastlagde at enevælde fortsat skulle gælde i hertugdømmerne, selv om Danmark havde fået en demokratisk grundlov. Fællesforfatningen for den danske helstat (kongeriget og hertugdømmerne) skulle sikre at statens fælles anliggender fortsat kunne fungere, trods de forskellige styremåder. Men i 1858 havde det tyske forbund ophævet fællesforfatningen for Holstens og Lauenborgs vedkommende, da disse to hertugdømmer samtidig var medlemmer af det tyske forbund. I den fælles dansk-slesvigsk-holstenske regering (rigsrådet) var der konflikter mellem de demokratiske politikere fra Danmark, der ønskede reformer, og de adelige repræsentanter for Holsten, der ønskede en meget konservativ kurs.

De liberale kræfter i Danmark anså det derfor for mere og mere uundgåeligt, at Holsten måtte adskilles fra Danmark. I sidste ende frygtede de, at Holsten via sin rolle i rigsrådet førte til tysk indblanding i ikke kun Slesvig, men også i rent danske forhold. De liberale kræfter i Holsten var for så vidt enige, men de ønskede at også Slesvig skulle løsrives, og at der skulle oprettes et Slesvig-Holsten inden for det Tyske Forbund.

Novemberforfatningen

Rigsdagen vedtog novemberforfatningen kort før Frederik d. 7.'s død i november 1863. Forfatningen erstattede den hidtidige helstatsforfatning, idet den drejede sig om fællesanliggender for Danmark og Slesvig, men ikke Holsten. Slesvig skulle have sin egen slesvigske landdag og Danmark fortsat sin egen rigsdag. Hermed ville det være muligt at regere uden om de holstenske repræsentanter i rigsrådet, der var årsagen til at den danske regering var delvis lammet. Dette løste umiddelbart et forfatningsmæssigt problem, men samtidig brød Danmark reglerne i London-protokollen fra 1852. Ifølge den måtte Danmark nemlig ikke knytte Slesvig nærmere til kongeriget end Holsten.

Nationale spændinger

Novemberforfatningen vakte stærk modstand blandt de tysksindede i hertugdømmerne og i hele Tyskland. Den tysk-nationale opinion vejrede nu mulighed for revanche for Treårskrigen. I den tyske forbundsdag i Frankfurt taltes om at befri hertugdømmerne for afhængigheden af Danmark og skabe en ny tysk stat af dem.

De tyske oprøreres drøm om en slesvig-holstensk stat havde lidt nederlag i Treårskrigen fra 1848 til 1850. I selve Slesvig havde stemningen siden da været rolig, men forbitret og modsætningsfuld.

I 1850'erne blev sprogreskripterne gennemført i Mellemslesvig. De betød, at dansk skulle være skolesprog i de områder, hvor befolkningen talte dansk (sønderjysk). Kirkesproget vekslede, mens retssystemet og administrationen var tosproget. Den nordligste del af Slesvig var dog fortsat rent dansksproget, og den sydligste del fortsat rent tysksproget. Formålet var at bremse tilbagegangen for dansk, men reformerne blev indført af regeringen uden megen debat. Det vakte mange tysksindedes vrede, da de igennem århundreder havde været vant til tysk som det dominerende sprog. De tyske så sprogreskripterne som et forsøg på "danisering" og dansk undertrykkelse.

Preussens ambitioner

Ministerpræsident Otto von Bismarck i Preussen var imidlertid ikke interesseret i at styrke de liberale kræfter i det tyske forbund med endnu en stat, dvs. et selvstændigt Slesvig-Holsten. Han allierede sig med Østrig; officielt for at presse Danmark til at efterkomme Londonaftalens bestemmelser om hertugdømmernes frie stilling, men i praksis i håbet om at erobre Slesvig og Holsten for Preussen, som han har fortalt i sine erindringer.

Ultimatum

Bismarcks første træk var at lade forbundsdagen vedtage, at Holsten skulle besættes af tyske forbundsstyrker. Det skete i julen 1863. Derefter fik Danmark den 16. januar 1864 et ultimatum om, at novemberforfatningen skulle ophæves og danske tropper rømme Slesvig inden for 48 timer. Da Danmark ignorerede kravet, som i øvrigt var umuligt at gennemføre, gik preussiske og østrigske tropper ind i Slesvig.

International reaktion

I mange lande støttede opinionen Danmark, men ingen regering støttede med andet end ord, og Danmark måtte kæmpe alene.

Kampene

Hovedkampene i krigen varede fra østrigerne og preusserne overskred Ejderen 1. februar kl. 7 morgen til våbenhvilen, der begyndte 12. maj, efter slaget ved Helgoland 9. maj.

Krigens første del

Rømningen af Holsten

Den tyske forbundsdag havde allerede den 1. oktober 1863 vedtaget, at besætte Holsten ved en forbundseksekution, for at tvinge Danmark til at overholde Londonaftalerne. Nogle mindre indrømmelser fra dansk side fandt den ikke tilstrækkelige, og i begyndelsen af december bekræftede forbundsdagen beslutningen om at gribe til militær eksekution, og saksiske og hannoveranske forbundstropper blev samlet syd for Elben. Den danske regering besluttede den 17. december at rømme Lauenburg og Holsten uden kamp, og den 23. december indledtes eksekutionen, da forbundstropperne gik over Elben og besatte Altona ved Hamborg. Herfra fortsatte de op gennem Holsten til Rendsborg den 31. december. Besættelsen fik nærmest karakter af en afløsning, idet de danske tropper marcherede nord ud af byerne, samtidig med at forbundstropperne marcherede ind fra syd. Alle steder blev de tyske soldater modtaget med stor begejstring. Augustenborg-hertugen "Friedrich der Achte" fulgte efter tropperne og blev ligeledes modtaget med jubel. Den 30. december lod han sig i Kiel hylde som Slesvig-Holstens hertug.

Et preussisk-østrigsk forslag om at fortsætte eksekutionen med en besættelse af Slesvig, med mindre novemberforfatningen tilbagekaldtes af den danske regering, blev forkastet af forbundsdagen. Nu besluttede Preussen og Østrig at fortsætte eksekutionen alene, og en fælles hærstyrke på 57.000 mand blev samlet syd for Ejderen.

Krigens begyndelse

Den 31. januar 1864 meddelte den øverstbefalende for den preussisk-østrigske hær, generalfeltmarskal Friedrich von Wrangel, sin danske modpart, generalløjtnant Christian Julius de Meza, at han havde ordre til at besætte hertugdømmet Slesvig, og anmodede om at få oplyst, om de Meza havde ordre til at trække sine styrker ud af Slesvig. Da svaret var benægtende, var krigen begyndt. Den 1. februar 1864 gik østrigske og preussiske tropper over Ejderen. Danskerne havde 4 sårede, 7 fangne og 3 savnede efter dette første sammenstød. De angribende østrigere og preussere led ingen tab.

Dannevirke

Kort før 2. slesvigske krigs udbrud i januar 1864 var skanserne ved Dannevirke blevet forstærkede. Den 2. februar angreb den preussiske styrke med ca. 10000 mand forposterne og fire skanser ved Mysunde, der kunne rumme et kompagni, ca. 2500 mand. Preusserne medbragte 64 feltkanoner, mens danskerne rådede over 20 i Mysundeskanserne. Alligevel lykkedes det det danske artilleri at slå angrebet tilbage. Under retræten faldt ca. 200 tyske soldater, og de samlede danske og tyske tab var ca. 500 mand. Det var dog en kortvarig dansk triumf, idet den øverstkommanderende overgeneral Christian de Meza var klar over, at Dannevirke ikke kunne holdes, fordi fjenden i den hårde vinter kunne passere vest om Dannevirke over de tilfrosne sumpstrækninger. allerede om morgenen den 5. februar besluttede at trække hele den danske styrke tilbage fra Dannevirke. Retræten foregik som et vellykket og koordineret tilbagetog gennem en hård snestorm, tilbage til den befæstede stilling ved Dybbøl nær Sønderborg.

Den danske offentlighed havde betragtede Dannevirke som en nærmest uindtagelig fæstning, og tilbagetoget kom som et chok. General de Meza blev af regeringen tvunget til at træde tilbage.

Kampene ved Dybbøl

Efter to måneders svært bombardement og gravning af skyttegrave frem mod de danske skanser sluttede kampene ved Dybbøl med at preusserne indtog Dybbøl den 18. april. Herefter var Fredericia danskernes eneste bastion i Jylland med mulighed for modangreb. Men krigsministeren befalede 25. april Fredericias kommandant, general N.C. Lunding, at rømme byen, selv om befæstningen var langt stærkere end Dybbøl. Modvilligt lod Lunding de sidste danske soldater forlade Fredericia og sejle til Fyn 28. april. Preusserne og østrigerne besatte dernæst Jylland op til Limfjorden.

Flåden

Uddybende artikel: Søtræfningen ved Helgoland.

Slaget ved Helgoland 9. maj 1864.

Som i Treårskrigen var det flådens opgave at forhindre landsætning på øerne og at blokere de tyske Østersø- og Vesterhavshavne. Den preussiske flåde var endnu i sin vorden. De danske skibe kunne uhindret stoppe handelen til de tyske byer og opbringe tyske handelsskibe. Et preussisk forsøg på at forjage flåden fra farvandet omkring Rügen blev afvist. Den østrigske flåde med base i Trieste sendte to fregatter til Vesterhavet for at hæve blokaden af Hamburg. Den danske eskadre sejrede over den østrigske, der var forstærket med tre preussiske kanonbåde, den 9. maj 1864 ud for Helgoland. Det var her, Fregatten Jylland deltog.

Våbenhvile og forhandlinger

Den 12. maj blev der indgået våbenhvile i første omgang af en måneds varighed. Våbenhvilen blev senere forlænget med 14 dage. De neutrale stormagter pressede Danmark til at gå med til at drøfte en deling af Slesvig under forhandlinger i London under ledelse af den engelske udenrigsminister, Lord John Russell. Der var repræsentanter for de krigsførende lande, Danmark, Preussen og Østrig, samt for det tyske forbund, Frankrig og Sverige-Norge. Englands forslag var en deling af Slesvig langs Dannevirke, og muligvis ville England endda sætte magt bag. Preusserne foreslog først en deling ved linjen Åbenrå-Tønder og senere en deling tæt på grænsen efter genforeningen i 1920 nord om Flensborg og Tønder. Men de danske forhandlere ville efter instrukser hjemmefra kun afgive den sydligste spids af Slesvig. Denne stædighed trods det nylige nederlag skyldtes til dels, at Christian IX ville have barndomshjemmet Louisenlund syd for Slesvig by med på den danske side. Frankrig foreslog en folkeafstemning om sagen, men den danske delegationsleder udtalte: "Jeg kan ikke engang samtykke i at tage forslaget ad referendum". Det blev vel modtaget i den danske befolkning, at forhandlingerne om delingen af Slesvig var brudt sammen.

Uddybende artikel: London-konferencen (1864).

Det har været diskuteret i eftertiden, om folkeafstemning eller deling af Slesvig virkelig var en reel mulighed.

Afsluttende kampe

Uddybende artikel: Slaget om Als.

Dybbøl Mølle, 1998

Erobringen af Als

Under våbenhvilen havde preusserne forberedt deres næste træk, en erobring af Als. De havde samlet et stort antal robåde i Sottrup Storskov på Sundevedsiden af Alssund, og den 29. juni kl. 2 om natten begyndte de at sejle soldater over til Als. Allerede i første vending fik preusserne 2500 mand i land på øen, og de danske styrker på Kær-halvøen blev hurtigt kastet tilbage. Det moderne panserskib Rolf Krake lå på dette tidspunkt i Augustenborg Fjord. Rolf Krake sejlede ud i Als Sund, åbnede ild mod preusserne og bragte landgangen til ophør i tre kvarter. Men skibschefen, orlogskaptajn H.P. Rothe, mente ikke, at Rolf Krake kunne forblive i Alssund, når det blev lyst, fordi skibet da ville være et let mål for landbaserede preussiske batterier. Da han desuden var usikker på situationen for styrkerne på Als, valgte han først at sejle tilbage til Augustenborg Fjord og derefter at gå nord om Als for evt. at deltage i en evakuering af de danske tropper. Det betød, at preusserne kunne genoptage overførslen af styrker til Als. Efter krigen blev Rothes dispositioner undersøgt ved en kommissionsdomstol, som pure frikendte ham. Nord for Sønderborg satte 5. regiment ind med et modangreb, og 18. regiment kæmpede mod de fremrykkende preussere ved Kjær by. Men det standsede ikke preusserne. Danskerne blev presset tilbage mod halvøen Kegnæs, og den 1. juli forlod de sidste danske styrker Als.

Kampen ved Lundby

Den 3. juli overraskede oberstløjtnant Charles Beck, som havde kommandoen over de sidste danske styrker i Jylland under en rekognoscering syd for Aalborg med soldater fra 1. regiment og 16 dragoner en preussisk styrke i landsbyen Lundby. Beck beordrede sine folk til over åben mark at foretage et bajonetangreb på den preussiske styrke, som var gået i dækning bag huse og gærder i landsbyen. Becks ordre var en katastrofal fejlvurdering, som førte til, at danskerne mistede i alt 98 døde, sårede og fangne, medens preusserne kun mistede tre mand. Efter denne kamp trak de danske styrker sig helt ud af Jylland, og den preussiske general Eduard Vogel von Falckenstein kunne den 14. juli med en mindre styrke foretage en udflugt til Skagen, hvor han indskrev sig i kirkebogen i Skagen Kirke.

Den 7. juli var Peter Frederik Steinmann blevet ny dansk overgeneral.

Resultatet af krigen

Veteranmedalje

Der sluttedes våbenstilstand den 20. juli, og ved en fredskonference i Wien afsluttet den 30. oktober 1864 måtte Danmark afstå Holsten, Lauenburg og Slesvig, så det danske monarkis grænse rykkede helt op til Kongeåen. Omkring 200.000 dansksindede i Slesvig kom under tysk herredømme.

Der er ingen tvivl om, at krigen og tabene af områder, der blev betragtet som urdanske, var meget traumatisk for Danmark som nation. Danmark opgav at benytte krigsførsel som politisk virkemiddel, og det danske militær optrådte, indtil NATO bombningerne under Kosovokrigen i 1999, ikke ved nogen kamphandlinger uden for Danmarks grænser.

Tidslinje

Se også

• Treårskrigen
• Genforeningen 1920
• Kampene ved Dybbøl
• Danmarks ekspansion efter 1864
• Danske krigsfanger 1864

Eksterne kilder og henvisninger

Wikimedia Commons har billeder og/eller lyd med forbindelse til: 2. Slesvigske Krig

• J. P. Noack: Grundlove er ikke gratis - forfatninger i Danmark 1848-1866, Siden Saxo, 3, 2004 (om forfatningskonflikten som baggrund for krigen i 1864)
• Sønderjyllands historie 1830-1864, Grænseforeningen
• Fredstraktaten 1864 mellem Danmark, Preussen og Østrig (9 MB, fransk og tysk)