Malmø

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Malmø
Malmö

Fra øverst til venstre mod højre: Turning Torso, Malmøhus, Griffen på Gustav Adolfs Torv, Kronprinsen og Øresundsbroen.
Overblik
Land Sverige Sverige
Motto Mangfoldighed, Møder og Muligheder
Borgmester (ordförande) Katrin Stjernfeldt Jammeh (S)
Län Skåne län
Kommuner Malmö kommun & Burlövs kommun
Grundlagt 1353
Postnr. 20x xx og 21x xx
Demografi
Malmø by [1] 280.415 (2010)
 - Areal 71,76 km²
 - Befolknings­tæthed 3.908 pr. km²
Kommunen 297.948 (2010)
 - Areal 156,00 km²
 - Befolknings­tæthed 1.910 pr. km²
Stormalmø [2] 654.410 (2010)
 - Areal 2.537,00 km²
 - Befolknings­tæthed 258 pr. km²
Andet
Tidszone UTC +1
Hjemmeside malmo.se
Oversigtskort
Malmø ligger i Skåne län
Malmø
Malmø
Malmøs beliggenhed i Skåne

Huse i Västra Hamnen i Malmø
Sankt Johannes Kirke
Caroli Kirke

Malmø[3] (svensk Malmö, gammeldansk: Malmoghe eller Malmhauge) er Skånes største og Sveriges tredjestørste by med 280.415 indbyggere(2010)[4] . Byen blev grundlagt i 1275 og var i flere hundrede år Danmarks næststørste by. Øresundsbroen forbinder Lernacken syd for Malmø med Kastrup i Danmark.

Med bygningen af Øresundsbroen er Malmø blevet den svenske hovedby i den dansk-svenske Øresundsregion. I de seneste år er et stort antal danskere flyttet til Malmø, mens mange svenskere pendler til arbejde i den danske hovedstad.

Malmøs historie

Malmø og Malmøhus (efter Braunius)

Malmø omtales i historien første gang i 1200. Bynavnet var dengang Malmoghe eller Malmhauge. Navnet er sammensat af malm (sand) og hauge (banke).

Våbenskjoldet der blev givet i 1437.

I 1437 fik Malmø sit byvåben med den skånske grif af Erik af Pommern. Byvåbnet fik to griffer med røde kroner, som blev taget fra kongens eget våbenskjold, hvilket sandsynligvis var et forsøg på at få sympati fra byens borgere. Kong Erik lod også opføre Malmøhus fæstning.

I den danske reformation spillede Malmø en vigtig rolle. Malmø-borgmesteren Hans Mikkelsen oversatte sammen med den i samme by bosatte lunde-kannik Christiern Pedersen Det nye testamente til dansk, og Malmø-præsten Claus Mortensen Tøndebinder udgav den første danske salmebog, Malmø-salmebogen.

Ved freden i Roskilde i 1658 måtte Danmark afstå Malmø sammen med resten af Skånelandene til Sverige. Malmø blev præget af de dansk-svenske krige både før og efter afståelsen og af forsvenskningen af Skåne under de følgende konger.

I 1659 blev ni af medlemmerne i Malmøsammensværgelsen, der havde som formål at befri Skåne fra det svenske herredømme, dømt til døden. Henrettelserne blev gennemført på Store Torv (Stortorget). Da Bartholomæus Mikkelsen, Johan Jørgensen og Jokim Brun var halshugget blev resten af dødsdommene ændret til landsforvisning.På samme sted henrettedes i 1678 Jørgen Krabbe.

I 1712 blev Malmø stærkt hærget af pesten, og ca. 300 af stadens ca. 600 huse stod tomme.[5] Efter afslutningen af Store Nordiske Krig i 1720 fulgte en længere periode med fred, hvor det igen langsomt gik fremad for byen.

Anlægningen af havnen påbegyndtes 1775 af Frans Suell. Kockums værksteder grundlagdes 1840. En af Sveriges første jernbaner indviedes mellem Malmø og Lund 1856. I 1880'erne havde den svenske arbejderbevægelses pionerer, August Palm og Axel Danielsson, Malmø som base. Sporvejen i Malmø indviedes 1887. Den baltiske udstilling i Pildammsparken fandt sted 1914. Stadsteatern i funkisstil indviedes 1944. VM i fodbold på det nye Malmö Stadion afholdtes 1958. Malmö Högskola (universitet) etableredes 1998. Øresundsbroen indvies 2000. Bomessen Bo01 fandt sted i Västra Hamnen 2001. Turning Torso, Sveriges højeste bygning, stod klar i 2005.

Malmø indgår i den europæiske rute for teglstensgotik.

Transport

Via Øresundstoget kan man komme fra Malmö C til Kastrup på 20 minutter og til København H på 30 minutter. Øresundstoget kører også på mellemlange distancer til Landskrona, Helsingborg, Gøteborg, Karlskrona og Växjö. De lokale Pågatåg forbinder Malmø med resten af Skåne. Der kører SJ-tog til resten af landet, herunder X2000. Citytunnellen gennem Malmø centrum blev indviet 2010-12-04, og forkortede rejsetiden til Kastrup og København H med 2-3 minutter.

Buslinie 999 kører til København fra Malmø via Øresundsbroen [6].

Fra Malmö Sturup kan man flyve indenrigs i Sverige og til enkelte udenlandske destinationer. Den vigtigste lufthavn for Malmø er dog Københavns Lufthavn Kastrup.

Malmø har både en indre og en ydre motorringvej, og byen er et knudepunkt for europavejene E20 (Øresundsbroen), E6, E22, E65 og de svenske rigsveje 11 og 101.

Havnen er fusioneret med Københavns Havn under selskabet Copenhagen Malmö Port. Der foregår en stor godsomsætning, bl.a. import af biler, og er også en frihavn af betydning for hele Østersøområdet. Færgen Malmø-Travemünde udgår fra havnen. Indtil Øresundbroens færdiggørelse sejlede der flyvebåde til København samt bilfærger fra Limhavn til Dragør.

Demografi

Malmø er en multikulturel by hvor der snakkes 150 sprog og hvor der er repræsenteret 170 nationaliteter[7]. Af byens 293.900 indbyggere[8] er 38 % første- eller andregenerationsindvandrere[9]. De største grupper af indvandrere er fra følgende lande [10]

  1. Irak Irak (9.465)
  2. Danmark Danmark (9.174)
  3. Jugoslavien Jugoslavien (8.530)
  4. Polen Polen (6.903)
  5. Bosnien-Hercegovina Bosnien og Hercegovina (5.920)
  6. Libanon Libanon (3.669)
  7. Iran Iran (3.259)
  8. Ungarn Ungarn (1.979)
  9. Tyrkiet Tyrkiet (1.904)
  10. Rumænien Rumænien (1.888)

Malmø har været genstand for international opmærksomhed på grund af den demografiske udvikling, og de store problemer i byens sociale boligbyggerier[11][12][13].

Kunst og kultur

Malmø Arena er en stor multiarena hvor større musik- og showarrangementer afholdes. Der er plads til 15.000. I 2013 blev det Det Europæiske Melodi Grand Prix afholdt i arenaen.[14]

I Malmø ligger to jødiske synagoger, Malmø Synagoge opført i 1903 og Malmø Egalitære Synagoge fra 2011.

Kriminalitet

I 2009 var Malmø den by med næstmest kriminalitet i Sverige. Antallet var på 21.382 anmeldte forbrydelser per 100.000 indbyggere. Det er noget lavere end Stockholm (22.647) og højere end Göteborg (18.728) og højere end gennemsnittet i Sverige på 15.046. Antallet af anmeldte voldelige forbrydelser har øget jævnt det sidste par årtier som lå på 593 per 100.000 indbyggere i 1989, 866 i 1999 og 1197 i 2009[15].

Skudepisoder i 2010

I 2010 var der op mod 50 skudepisoder i Malmø, de fleste i centrum eller i den indvandretætte bydel Rosengård. De fleste kunne knyttes til anden kriminalitet da banderne K-falangen og M-falangen lå i krig med hinanden. 15 episoder kunne dog ikke knyttes til denne bandekriminalitet.[16] Flere snigskytteangreb var sket med samme våben. En af politiets teorier i oktober var at der var tale om en eller flere gerningsmænd fokuserede på indvandrere. I to tilfælde var en farvet mand skudt ved et busstoppested.[17] Medierne gav gerningsmanden navnet "den nye lasermand", efter den oprindelige "lasermand", John Ausonius, der også skød folk efter hud- og hårfarve.[18] Nedskydningerne skabte frygt blandt indvandrerene i Malmø,[19] og sagerne tiltrak internationale rapportere i slutningen af oktober 2010.[20] Trods disse skyderier ikke var tilknyttet Rosengård havde medierne meget opmærksomhed rettet mod bydelen. Norsk TV kaldte bydelen Nordens værste ghetto og interviewede en svensk-libaneser, som de påstod var et bandemedlem og der jagtede den nye lasermand. Svensk-libaneseren udtalte på svensk med accent at han ville klippe tungen af lasermanden. Efter at tv-interviewet blev lagt på YouTube som "lasertyrkeren" blev han et Internetfænomen midt i spændingerne.[21]

Gerningsmanden Malmøskytten

I november 2010 anholdt politiet en 38-årige mand af svensk/finsk afstamning, der havde boet i Ögårdsparken tæt på Rosengård.[22] Manden blev i første omgang sigtet for et drab og fem drabsforsøg, men også undersøgt for to uløste drab begået i Malmø i sommeren 2003. I mandens hjem fandt politiet to håndvåben.[23] Senere i begyndelsen 2012 var sagen vokset til mistanke om 3 mord og 15 mordforsøg.[24] Retssagen mod manden begyndte i maj 2012 og tiltalen lød da på i alt tre mord og 12 mordforsøg,[25] og den 24. juli 2012 blev han dømt skyldig i to drab og fire drabsforsøg ved Byretten i Malmø.[26]

Skudepisoder 2011-2012

I 2011 var der 30 skyderier og fem skud-relaterede mord.[27] Skyderierne fortsatte ind i 2012. Nytsårsnat blev en 15-årig dreng skudt i hovedet i Rosengård og døde efterfølgende.[28] Et par dage senere blev en mand skudt ned på gaden ved Lindängen.[28] I slutningen af januar blev to mænd med bånd til det kriminelle miljø skudt ned i centrum.[29] Natten mellem den 31. januar og 1. februar blev en 48-årig familiefar skudt og drabt mens han sad i sin bil på Fosievägen og politistation ramt af en bombe.[30][28]

Der var tale om den største efterforskning i nyere tid i Sverige.[31] Politiet havde i begyndelsen af februar 2012 tilsyneladende ikke nået videre i efterforskningen på 6 mord i Malmø. Dog kunne de i februar 2012 anholde fire personer for et henrettelse-agtig mord på Lönngatan i august 2011 på en 19-årig med forbindelser til bander.[32]

I midten af februar hævdede det svenske nyhedsbureau TT dog at mindst fire af mordene havde forbindelse til økonomisk bedrageri og internetrelateret svindel.[33] De mange mordsager betød at Malmø blev omtalt som "Nordens Chicago" og "Sveriges mordhovedstad", til trods for at Skåne da lå under det svenske landsgennemsnit i mord.[28]

Kendte personer fra Malmø

Referencer

  1. ^ 270.131 indbyggere (2010) i Malmø Kommun og 10.284 indbyggere (2010) i Burlövs kommun.
  2. ^ Stormalmø er bestående af 12 skånske kommuner.
  3. ^ Moths Ordbog: Malmø, hentet 17. januar 2015
  4. ^ arkivurl=http://www.webcitation.org/ Statistiska centralbyrån
  5. ^ 1700-talet, Terra Scaniae
  6. ^ http://www.graahundbus.dk Gråhundbus
  7. ^ http://www.malmo.se/Foretagare/Allt-om-naringslivet-i-Malmo/pagefiles/pres-malmo-o-naringslivset-engelsk.pdf
  8. ^ Statistik om Malmö – Malmö stad
  9. ^ http://web.archive.org/web/20110611200847/http://www.malmo.se/Kommun--politik/Om-oss/Statistik-om-Malmo/02.-Utlandsk-bakgrund/Mangfald-i-Malmo/Mangfald-2009/pagefiles/1-Oversikt.xls
  10. ^ Malmöbor födda i utlandet, per land – Malmö stad
  11. ^ Swedes Reach Muslim Breaking Point – U.S. & World – FOXNews.com
  12. ^ Malmö, Sweden: Growing Muslim Influence – World – CBN News – Christian News 24-7 – CBN.com
  13. ^ Cbn Malmö, Sweden Growing Muslim Influence
  14. ^ Søren Bygbjerg (9. juli 2012). "Grand Prix-fest i Malmø er en sejr for København". DR.
  15. ^ Gör din egen sökning
  16. ^ HALVOR TJØNN PER ANNAR HOLM (21. oktober 2010). "Lasermannen trolig bak 15 attentat". Aftenposten.
  17. ^ Hanna Younes (20 oktober 2010). "Presskonferens om nattens skott". Sydsvenskan.
  18. ^ Bibi Häggström (16 november 2010). "Vill inte spekulera om skytten". Sydsvenskan.
  19. ^ Jarle Brenna (29. oktober 2010). "«Hver gang jeg går ut døren, tenker jeg at snikskytteren kanskje venter utenfor»". VG.
  20. ^ Jarle Brenna (28. november 2010). "Klarer ikke å analysere snikskytteren". VG.
  21. ^ Ulla Svensson (9. februar 2012). "Hvid seriemorder satte svensk indvandringsdebat i selvsving". DR.
  22. ^ Her er politiets mord-mistænkte (7. november 2010). "JAN LAURIDTSEN, TOBIAS SCHULTZ". B.T.
  23. ^ Kathrine Hammerstad og Tanja Iren Berg (10. november 2010). "Johan Peter Mangs etterforskes for flere drap". VG.
  24. ^ TT (17. februar 2012). "Rättegång mot Peter Mangs kan starta i maj". Expressen.
  25. ^ Ritzau (13. maj 2012). "Nu indledes retssagen mod Malmøskytten". Information.
  26. ^ Christine Hyldal (24. juli 2012). "Malmø-skytten er fundet skyldig i to drab". DR.
  27. ^ Patrick Reilly (12. januar 2012). "Malmö takes a stand against growing violence". thelocal.
  28. ^ a b c d Rune Wolfhagen (18.-19. februar 2012). "Skyderierne er Sveriges, ikke Malmøs problem". Information.{{cite news}}: CS1-vedligeholdelse: Dato-format (link)
  29. ^ TT (28. januar 2012). "Two men shot in Malmö". the local.
  30. ^ Rasmus Boserup (1. februar 2012). "Malmø hærges af vold og drab". Berlingske.
  31. ^ Ritzau (10. februar 2012). "Fire anholdt for drab i Malmø i august". DR.
  32. ^ TT/The Local/dl (10. februar 2012). "Four arrested for Malmö gang slaying". The local.
  33. ^ Laura Marie Sørensen (14. februar 2012). "Mord i Malmø kobles til bedrageri". DR.

Eksterne henvisninger