Allegori

En allegori (græsk: allegoria, af allegorein sige noget andet) er en fortælling, et digt eller et billede hvor personer og begivenheder er symboler på noget andet, fx tålmodighed, misundelse eller sandhed; som regel brugt i moralsk, religiøs eller politisk sammenhæng.

Justitia med Uskylden til venstre og Lasterne til højre, Justitspaladset i München, 1897. Arkitekt: Friedrich von Thiersch.

Allegori betegner i den græske retorik egentlig en udtryksmåde, der indeholder noget andet end det, der formelt ligger i den; den vender sig til indbildningskraften og er altså billedlig, men medens metaforen kun giver den enkelte tanke billedlig form, er allegorien mere sammensat, går mere i enkeltheder og fastholdes længere.

Således er fablen og parablen forskellige former for allegori, der allerede forekommer i folkepoesien hos de fleste nationer. Dette var også tilfældet hos grækerne, og herfra blev den optaget af sofisterne til indskærpelse af moralske grundsætninger.

Dette er nu ikke blot en fortsættelse af folkepoesiens moraliseren, men også de mytiske fortællinger, som oprindeligt hænger sammen med religiøse forestillinger, bliver nu, da de efterhånden mister deres religiøse indhold, tydet allegorisk, idet personerne opfattes som udtryk for abstrakte egenskaber, dyder, laster, goder, onder og så videre.

Denne allegoriske tydning finder også anvendelse på de homeriske digte, navnlig hos stoikerne, og efter at tendensen har vundet i styrke ved hos de alexandrinske jøder at mødes med det samme princip, bliver dette af gennemgribende betydning for den senere tids fortolkning af ældre værker, både hedenske og kirkelige, og kommer til at beherske hele Middelalderen.

Heraf vil det nu fremgå, at allegorien efterhånden får en noget snævrere betydning. Medens nemlig fablen blot sætter dyr eller genstande i stedet for mennesker med visse bestemte egenskaber, bliver allegoriens personer eller genstande billeder på abstrakte egenskaber eller sammensatte abstrakte forestillinger; Herakles er den aldrig trættede stræben mod det høje, mens brudgommen i Højsangen er Kristus.

Allegori i kunsten

Eirene (Freden) med den unge Plutos.
Statue af Kephisodot 370 f.Kr. til markedspladsen i Athen.
Foto fra glyptoteket i München.

Også i kunsten finder allegorien anvendelse hos grækerne og hænger sammen med den antropomorfistiske opfattelse og gengivelse af guderne. Da grænsen mellem egentlige guder og blotte personifikationer efterhånden udviskes, opstår let skikkelser, der med rette må betegnes som allegoriske fremstillinger; en af de tidligste er den berømte gruppe i glyptoteket i München af Eirene (freden) med drengen Plutos (rigdommen) på armen; her har tanken - hvis restaurationen er rigtig - været anskueliggjort ved et overflødighedshorn i hendes anden hånd.

Det oprindelige firspand på Brandenburger Tor havde en bevinget fredsgudinde Eirene. Da denne blev krigsbytte under napoleonskrigene, skete der en omtolkning til sejrsgudinden Victoria [Kilde: Eirene, (tysk Wiki)]

I maleriet anvendtes også allegori, men, som vi ser af vasebilleder, ofte med den forsigtighedsregel, at personens navn blev anbragt ved siden af, for at tanken ikke skulle være uklar.

I den senere græske og i den romerske kunst florerede allegorien yppigt og blev optaget herfra i den kirkelige kunst, hvor den spillede en lige så stor rolle som i den kirkelige litteratur middelalderen igennem. Den bekendte liggende Nilgud, (Hapi ?), er ikke så meget et gudebillede som en allegori på floden.   Den gode hyrde med lammet på sine skuldre er Frelseren. Mange allegoriske figurer fra den antikke verden optages af kirken, når de betegner almene begreber, dyder, laster og så videre.

I det 13. århundrede er allegorien altbeherskende; den kendes fra Giotto's billeder i Padua og Assisi, såvel som fra Dantes digterværker, og her mere abstrakt og mere sammensat end nogen sinde.

Renæssancen bringer også her en fornyelse; Raffaels Filosofien osv., stanzerne , og Michelangelos figurer på Medici-gravene er enkle og klare menneskeskikkelser, men har som sådanne sprængt den allegori, de skal udtrykke.

I den følgende tid, navnlig i barokstilen, finder allegorien rig anvendelse i et vidtløftigt mytologisk apparat både i skulptur og malerkunst og ikke mindst i de kobberstik, som pryder bøgernes titelblade, og den har trods Lessing's protest holdt sig til vore dage, navnlig i monumentkunst, hvor figurer som Bavaria , Den danske kvinde osv. endnu anses for en rimelig udtryksform.

• Eksempler på 'monumentkunst'
• 
  Bavaria-statuen i München, udkast fra 1834 af Klenze
• 
  Liggende nilgud
• 
  Fader Nil fra Vatikanets museum

De attributter, der tjener til vejledning i den allegoriske kunst, er oftest af symbolsk art; symbolet betegner en enkelt side af det væsen eller den tanke, der skal udtrykkes, medens allegorien skal være et billede på det hele.

Allegori i litteraturen, herunder Bibelen

Allegorisk fortolkning, billedlig, uegentlig fortolkning, betegner i sin almindelighed en fortolkning, som bag ved den af teksten ved ordenes leksikalske betydning umiddelbart givne finder en anden, dybere mening, men indskrænkes i sprogbrugen til at betegne en sådan uegentlig fortolkning, der ikke i sammenhængen er betegnet som tilsigtet af forfatteren. Fortolkning af metafor, parabel og lignende retoriske figurer falder altså uden for den allegoriske fortolkning.

Over for den står teorien om den ene, bogstavelige skriftmening. Allegorisk fortolkning anvendes af de græske filosoffer i forståelsen af digterne, derefter af de alexandrinske jøder - for eksempel Filo - i forståelsen af Det Gamle Testamente.

Fra dem går den over til de kristne i forståelsen af både Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente og anvendes såvel af gnostikerne som af kirkefædrene. Blandt disse er Origenes den første, der giver en teori for den allegorisk fortolkning. (Se indledning til Quadriga (fortolkningsmetode)).

Efter ham allegoriserer de fleste kirkefædre; mod den allegoriske fortolkning opponerer navnlig den antiochenske skole, hvortil hører Johannes Chrysostomos. Ligeledes hævder reformatorerne teorien om den ene skriftmening over for den allegorisk fortolkning.

Hovedmotivet for den allegorisk fortolkning's anvendelse på de bibelske skrifter er en særlig inspirationslære, der i opfattelsen af skriften, som stammende fra Gud, al visdoms indehaver, slutter, at Gud må have nedlagt al visdom i skriften, en teori, som, når teksten, bogstavelig forstået, ikke tilfredsstiller fortolkeren, fører ham til at søge mere i teksten, end den umiddelbart indeholder.

Se også

• Retorik   –   Fabel   –   Parabel (lignelse)   –   Mimesis   –   Symbol   –   Typologi   –   Analogi

• Græske guder   –   Romerske guder   –   Græsk mytologi   –   Romersk mytologi   –   Ægyptisk religion   –   Kunst

• Frans af Assisis liv i Giottos billeder

• Sensus allegoricus, en fortolkningsmetode der især anvendtes i Middelalderen

Litteratur

• Lindhardt, Jan (1983). Martin Luther : erkendelse og formidling i renæssancen. ISBN 87-418-5244-3. DK5=99.4 Luther, Martin

Især fra side 117, hvor en forskel hos Luther i opfattelsen af symbol og allegori i den firfoldige fortolkningsmetode behandles.

Lindhardt mener modsat mange andre at Luther ikke ville afskaffe den allegoriske tolkningsmåde, men den symbolske, idet det her er sådan at der med noget kendt peges på noget ukendt; i allegorien derimod skulle virkningen ligge mellem to allerede kendte forhold eller faktorer. (side 123ø) - Symbolet passede godt til opfattelsen i romantikken, fordi geniet her havde mulighed for at ane hvad dette ukendte var. Symbolet havde derfor gode betingelser i 1800-tallet.

Eksterne henvisnnger

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Allegori
• Allegori:   Allegori i Middelalderen (engelsk)
• Bavaria-statuen, som står foran Ruhmeshalle, de berømtes bygning, i München: Billeder på Commons   –   Bavaria (tysk)   –   Bavaria statuen indefra
• Michelangelo:   billeder fra Cappelle Medicee, Mediciernes grave på Commons
• Nilguden Hapy

Kilde

• Opslag af cand.mag. W. Norvin og professor J.C. Jacobsen og i Salmonsens konversationsleksikon, 2. udgave (1915–1930), bd. 1, s. 536

Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930). Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel. Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen.