Tragtbægerkultur

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Tragtbægerkulturen er en arkæologisk kultur, den første jordbrugskultur i Norden og derved begyndelsen til bondestenalder eller yngre stenalder. Kendetegnende er at økserne nu blev slebet; de ældste arkæologer talte derfor om den "slebne flints tid".

Tragtbægerkulturen inddeles i tidlig tragtbægerkultur (dyssetid) og sen tragtbægerkultur (jættestuetid), hvortil kommer enkeltgravskulturen, idet jættestuekulturen fortsatte i det østlige Jylland og på øerne.

Oprindelse[redigér | redigér wikikode]

Tragtbægerkulturen stammer fra Østersøens sydlige kystområder, formentlig Kujawien ved Weichsel-floden, idet såvel Barkær-beboernes som en anden tidlig boplads, StengadeLangeland, havde en gravskik med nøje ligheder.[1] Hertil var den nået sydfra som en gren af Michelsbergkulturen. Brugen af lerkar i ertebøllekulturen fra ca. 4 800 f.Kr. og indførelsen af skolæstøkser (især på Lolland og Falster) viser, at der var et vist samkvem mellem ertebøllefolket og de sydlige agerbrugere. Ikke desto mindre gik der henved tusind år, inden agerbruget bredte sig nordpå til Jylland, de danske øer og Sydskandinavien. Forklaringen skal sikkert findes i flere forhold som fx afgrøders tilpasning til vejrliget, manglende befolkningsoverskud samt den velfungerende jæger-, fisker- og samlerlivsform, der ikke gjorde det nødvendigt at indføre landbrug.

Først omkring 4 000 f.Kr. synes et egentligt landbrug at være nået til Jylland og øerne. Det skete sandsynligvis ved, at små og spredte grupper af landbrugere fandt vej op igennem Jylland og over videre til de danske øer. Muligvis er indvandringen til øerne sket om vinteren, når havet var tilfrosset.[2]

Der skelnes mellem to ulige livsformer med særlige kendetegn, der omtrent samtidigt fik deres aflæggere rundt om i Sydskandinavien: Vollinggruppen i Jylland og Oxiegruppen i Skåne. Vollinggruppen formodes at stamme fra det nordvestlige Europa, mens Oxiegruppens flintudstyr og keramikformer minder om ertebøllekulturens og formodes at have sin oprindelse syd for Østersøen[3]. De tidligste bosættelser synes fortrinsvis at være sket på steder, der lå forholdsvis adskilte fra ertebøllekulturens virkeområder, således bopladsen Barkær, der lå på et næs i Korup sø og derfor var lettere at forsvare.[4] Der var næppe store modsætninger mellem de to livsformer, jæger-fisker-samlerne og landbrugerne, men ej heller særlige sammenpasningsfordele. Sandsynligvis har de i begyndelsen holdt sig for sig selv. Efterhånden blev forbindelserne mellem dem tættere, og da levevilkårene for jagt og fiskeri efterhånden forringedes, synes ertebøllefolket at have opgivet deres livsform og tilpasset sig den nye livsform, måske ved mellemfolkelige familieforbindelser og ved, at de nye opvoksende slægtled antagelig fra barnsben har lært svedjebrugets, husdyrholdets og flinteslibningens vanskelige kunster.

Skiftet fra føde fra havet til landføde var udtalt og vidner om en forholdsvis brat overgang. Skiftet fra bosættelse ved kysten til bosættelse i indlandet var udtalt. Fra begyndelsen spillede såvel agerbrug som husdyrhold – i begge tilfælde skabt ved indførte arter – en fremherskende rolle, mens de tidligere fødevarekilder jagt og fiskeri næsten var helt fraværende. Der er derfor ikke grundlag for at formode en længerevarende tilvendelse til den landbrugsmæssige livsform.[5]

Udbredelse[redigér | redigér wikikode]

Båndkeramiske stenalder-kulturer ca 3500 f.Kr.. TRB (lysegrøn farve) angiver Tragtbægerkultur

Tragtbægerkulturen i dennes særskilte, sydskandinaviske form fandtes udbredt i Jylland, på de danske øer, langs Østersøens sydlige bred, langs den frisiske kyst samt på den skandinaviske halvø så langt nordpå som til Mälaren og Oslofjorden. Det nordligste spor efter tragtbægerkulturen er en gravhøj på Rødtangen i Hurum. Landbruget kom til Norge netop med tragtbægerkulturen for omkring 5.500 år siden. [6]

Tragtbægerkulturen i Danmark[redigér | redigér wikikode]

Periode Tidlig Tragtbægerkultur Sen Tragtbægerkultur Enkeltgravskultur
Gravskik Runddysser, langdysser Jættestuer Jættestuer/enkeltgrave
Tidsrum ca. 4.200 - ca. 3.500 f.Kr. ca. 3.500 - ca. 2.800 f.Kr. ca. 2.800 - ca. 2.400 f.Kr.
Typelokalitet Barkær Volling, Sarup Vroue
Typeredskab (-er) spidsnakket økse tyknakket økse stridsøkse
Husdyr hund, får, ged, kvæg, svin hund, får, ged, kvæg, svin hund, får, ged, kvæg, svin

Klima og levevilkår[redigér | redigér wikikode]

Endnu omkring 4000 f.Kr. befandt Europa sig klimatisk i atlantisk tid:

Omkring 3.800 f.Kr. skete der et klimaskifte, og i forbindelse hermed en forandring i plantevækst og dyreliv. En havstigning satte ind.

Skovens sammensætning var uens i forskellige dele af landet. Lind var fremherskende på højere, gode jorder; el, elm og vintereg på lavere. Fra omkring 3.900 f.Kr. går elm tilbage i Nordeuropa, til dels fulgt af lind, mens eg forbliver med forholdsvis stor andel; birk og hassel gik frem. Samtidig forekommer nu stor vejbred og rødknæ, et vidnesbyrd om agerbrug, og desuden ulige kornarter.[7]

Klimaet udviste kun små forandringer: temperaturen steg med 3 °C, men sammen med en stigende havoverflade (og dermed en fortsat vigende kystlinje) var det nok til at forværre levevilkårene for havets skaldyr.

Befolkningsforhold[redigér | redigér wikikode]

Genetik[redigér | redigér wikikode]

Undersøgelser af den europæiske befolknings genetiske forhold viser, at en mindre, men markant, komponent har oprindelse i mellemøsten og formentlig skal ses som et udtryk for de vandringer, der ledsagede landbruget i dets spredning herfra op over det europæiske kontinent.[8]

Højde[redigér | redigér wikikode]

Legemshøjden for tragtbægerkulturens mennesker var angiveligt kun lidt mindre end i jægerstenalderen, 165 cm for mænd og 153 cm for kvinder[9]

Indbyggerantal og befolkningstæthed[redigér | redigér wikikode]

Beregninger over befolkningens størrelse viser, at der kan have boet mellem 100.000 og 200.000 mennesker i Danmark: 10-20 pr. km²[10]

Livsform[redigér | redigér wikikode]

Tragtbægerfolket var landbrugere med blandet agerbrug og husdyrhold. Agerbruget blev i begyndelsen drevet som svedjebrug, idet de hvert år fældede et vist skovareal og lod det tilplante. Dyrkningsmåden med svedjebrug indebar, at de stort set kunne høste en afgrøde fri for ukrudt. [11] Desuden får man størst muligt udbytte af den næring, som skoven har opsparet i jordbunden foruden næringsværdien fra asken efter afbrændingen[12]. Denne driftsform kræver dog store skovbevoksede arealer, idet skovens gendannelse tager op imod 80 år. Man har således kun kunnet udnytte små arealer ad gangen[13]. Svedjebruget har formentlig kun været anvendt i de første henved 300 år, det vil sige indtil omkring 3.600 f.Kr.[12]

Afgrøder[redigér | redigér wikikode]

Afgrødedyrkning satte først ind efter ertebøllekulturens afslutning, idet kornaftryk ikke findes i dens lerkar, men først i lerkar fra tragtbægerkulturens ældste tid. Enkorn, emmer og dværghvede samt seksradet byg af såkaldt nøgen sort var de vigtigste.[14] Ingen af disse er hjemmehørende i Danmark, men må være indført sammen med agerbruget.[15]

Det synes som om emmer (en hvedesort) i begyndelsen var den altovervejende afgrøde, mens seksradet byg, enkorn og dværghvede forekommer i ubetydelige mængder. Noget sædskifte synes der ikke at have være tale om. Ej heller synes der at have været tale om nogen efterbehandling af afgrøden i form af sigtning. Med tiden synes enkorn at have vundet frem som afgrøde, blandt andet i Skåne. Plantenæringen blev øjensynligt suppleret med vildæble og hasselnødder.[11] Emmer og enkorn var modstandsdygtige sorter med lange, fastsiddende avner og et forholdsvis højt proteinindhold (15-20% mod 10-15% for hvede). Disse sorter egnede sig til brød, grød og suppe og gav desuden halm, der kunne bruges til foder og fletning.[16] Formalingen skete på skubbekværne.[17]

Husdyrhold[redigér | redigér wikikode]

Allerede i dyssetid må husdyrholdet have været veludviklet: hornkvæg, svin, får og ged. [18] Ingen af disse (måske fraset svinet) kan anses at være tæmmede vilddyr hjemmehørende i Danmark, men må være indført udefra med deres urhjem i den Frugtbare Halvmåne i Mellemøsten. [19]

Husdyrholdet synes at have spillet en betydelig rolle. Foruden kød fra svin og kvæg skaffede man sig mælk, ligesom uld fra får formentlig var af en vis betydning.

Boliger[redigér | redigér wikikode]

De ældste vidnedsbyrd om boliger fra StengadeLangeland og BarkærDjursland antyder, at man boede i langhuse, der kunne være op til 90 m lange og for Barkærs vedkommende med klare tværvægge opdelt i rum med ildsteder (29 i det ene, 30 i det andet). De to huse, der begge steder har ligget på stedet, synes at have afløst hinanden, idet hustomterne var beliggende nær hinanden og for Barkærs vedkommende med en stenbrolagt gade imellem. For Stengades vedkommende synes dog at være tale om en tilbagevenden til et tidligere beboet sted. Husenes brugstid er ansat til 30-40 år, hvorefter man øjensynligt flyttede bort, måske fordi driftsformen indebar en udpining af jorden[20].

Keramik[redigér | redigér wikikode]

Tragtbæger fra Skåne

Den karakteristiske keramik omfattende blandt andet tragtbægre og kraveflasker er almindelige inden for kulturen.

Tragtbægrene adskilte sig fra ertebøllekulturens spidsbundede kar ved at være flad- eller rundbundede, så at de kunne stå selv uden støtte.[21]

Våben og redskaber[redigér | redigér wikikode]

tyknakket økse fra Närke, kendetegnende for tragtbægerkulturen
tyndnakket økse, fra Skåne

Tragtbægerkulturens økser blev lavet af flint og for en kortere tid tillige af grønsten, der dog hurtigt atter synes at være opgivet.[22] Flinten til økserne stammer i vid udstrækning fra egentlige flintminer, i Danmark blandt andet udvundet i skrivekridtet på Stevns og Møn, hvor det forekommer indlejret i lag som knolde.[23]

Økserne var slebne. Der skelnes mellem tre hovedformer: spidsnakkede, tyndnakkede og tyknakkede økser.

Spidsnakkede økser var de ældste. Øksebladet var spidsnakket, det vil sige snævrede markant indadtil bagud, og havde et ovalt tværsnit. De underinddeles i tre grupper, en tosidet med spidsovalt tværsnit, en med afrundet tre- eller firesidet tværsnit, og en med firesidet tværsnit (set fra nakken). De var skæftet ved et hul i økseskaftet.

Tyndnakkede økser var fremherskende i 4. årtusinde f.Kr. De synes at have været fremherskende i den tid, da det store landnam skete ved skovfældninger. Tyndnakkede økser afløstes omkring 3000 f.Kr. af tyknakkede økser, der havde en plan, rektangulær eller kvadratisk nakkeflade, afgrænset af lige sider. De tyknakkede økser underopdeles i tre typer kaldet henholdsvis Bundsø-, Lindø- og (Store) Valby-variant efter bopladser der. De adskiller sig indbyrdes ved udformningen af øksens nakke, som med tiden blev mere kvadratisk.

Sideløbende med ovennævnte anvendtes økser med mindre økseblade, såkaldte tyndbladede økser. Deres største længde var 16 cm og tykkelsen ikke over 2,4 cm.

Senere udvikledes nye redskabstyper: spidsnakkede huløkser og den firsidede flintmejsel[24].

Gravskik[redigér | redigér wikikode]

Tragtbægerkulturens begravelsesmåde udviser en påfaldende udvikling gennem tiden, fra dødehuse over stolpedysse, runddysse, langdysse til jættestue.

Dødehuse[redigér | redigér wikikode]

I begyndelsen begravedes de døde i såkaldte dødehuse. Disse havde øjensynligt lighed med de langhuse, man boede i, men var rejst over de efterladte døde, der var begravet under dem. Gravene for de døde lå i dødehusenes østende i husets øst-vestlige længderetning. En stor stenblok angav dødehusets sydvestlige hjørne. I dødehusets østlige ende fandtes en nord-sydgående offergrube med lerkar og stolper. Sådanne dødehuse kunne øjensynligt udvides i længderetningen, hvis nye begravelser krævede dette. Skikken med dødehusene kendes blandt andet fra Kujawien ved Weichsel-flodens vestre bred.[25], hvorfra indvandring af landbrugere formentlig oprindelig er sket[26]

Stolpedysse[redigér | redigér wikikode]

Stolpedysse betegner den gravform, som afløste (eller snarere var en videreudvikling af) dødehusene. Stolpedyssen var en aflang grav i øst-vestgående retning, hvor den døde blev lagt på en oval stenbelægning lidt større end den gravlagte lige over undergrunden og med fladsiden af stenene opad således, at belægningen kunne danne underlag for den begravede. Ved en sådan begravelse fra Onsved mark i Horns herred ved Roskilde Fjord fik den gravlagte tre flækkeknive og ravperler med som gravgave. Øst for graven fandtes en stolpegrøft i nord-sydgående retning ligeledes med en stenbelægning, der synes at have været pakning omkring fire stolper. Disse er imidlertid trukket op, hvorefter jord og sten var skedet ned i stolpehullerne. I hver af gruberne var nedsat lerkar på den side, der vendte væk fra graven. I en anden stolpedysse fra Bygholm Nørremark ved Horsens forekom to gravlæggelser: ældst er en grav for en 13-15 årig med et ovalt dødehus over i den østlige del, noget senere en grav uden påviste gravgaver med en kiste af planker for 4 døde, lagt parvist ved siden af hinanden og fødderne mod midten i den vestlige ende; i formentlig tilknytning til denne grav har stået vestligt i stolpehøjens område et mindre hus. Længst mod øst et nord-sydvendt hus med 4 stolper og med åbning mod vest, det vil sige i retning mod gravene. Tre steder i stolpedyssen fandtes tværgående pælerækker. Disse kan antages at være hjælpemidler ved stolpedyssens opførelse.[27] Der kendes i Danmark mindst 14 stolpedysser, dateret til omkring 3.800-3.600 f.Kr. og fordelt ret spredt over landet: på Sjælland 3, på Langeland 1, på Fyn 1 og i Jylland 9, heraf 1 i Sønderjylland. [28]

Runddysser og langdysser[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Dysse


Omkring 3.600 f.Kr. gik man over til begravelse i runddysser og langdysser. Runddyssen bestod af et enkelt stensat gravkammer på en rund høj og omgivet af randsten, langdyssen var en aflang øst-vestgående, nærmest rektangulær, form, ligeledes omgivet af randsten og som regel med flere dyssekamre ved siden af hinanden og med gravåbningen vendt mod syd; i visse tilfælde ses, at en (eller flere) oprindelig(e) runddysse(r) er blevet omdannet til en langdysse.[29] Langdysserne kunne være ganske store: en dyssehøj på Bygholm Nørremark ved Horsens var 75 meter lang, 13 meter bred og 3 meter høj.[30]

De ældste dyssekamre var firsidede og uden indgangsmarkering. Kammeret bestod af mindst 4 bæresten, der bar en eller flere dæksten og hvor imellem der var udfyldt med en tørmur af mindre stenflager.[31] Næste skridt bestod i at forbinde kammeret med højfoden med en kort gang på sydsiden. Gravkammerets højde er ved Lønt ved Haderslev Fjord målt til 1,2 m. Det menes, at selve gangmundingen var afspærret af en sten og at adgang til gravkammeret skete ovenfra.[32]

Et dyssekammer kunne have en gulvflade på 2x3 meter. De gravlagte lå udstrakte og med lerkar som gravgaver i fodenden. En grav kaldet Klokkehøj ved BøjdenFyn havde et gulvlag af sandstensfliser og spredte muslingeskaller, derover et lerlag, ildpåvirket og belagt med et tyndt lag af hvidbrændte flintskærver – træk, der kendes fra lignende begravelser i Mecklenburg og dermed et muligt vidnedsbyrd om hvorfra, inspirationen er kommet. I denne runddysse var begravet 3 mennesker, to voksne og et barn, hvilket kunne tale for en familiebegravelse. Graven indeholder imidlertid rester af hen imod en snes skeletter og antyder genbrug af dyssen[33].

Med tiden blev gravkammeret gjort større og rummeligere. Antallet af bæresten steg og tilsvarende antallet af dæksten. Det nye kammer fik nu en mangekantet form og gravgangen afsluttedes af en stor tærskelsten. Gravkammeret synes at have være opdelt i to. Denne kammerform synes at danne overgang til jættestuerne.[29]

En afart af langdyssen med indadbuede gavle og hjørnesten, der stak ud som horn i vestenden, samt en indgang der ikke var vinkelret på gravkammeret men med en vinkel på 10-15° i forhold til vinkelret, kendes fra Kong Svends Høj i Vesterborg og Kong Grøns Høj i Frejlev Skov – begge på Lolland – og fra CapeshøjTåsinge, og atter ses ligheder med gravhøjene i Mecklenburg. [34]

Jættestuer[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Jættestue
Jættestue ved Tustrup, ca. 3200 f. Kr.

Fra omkring 3.300 f.Kr.[35] begyndte man at begrave sine døde i jættestuer. De ældste jættestuer synes at stamme fra Bretagne i det nordvestlige Frankrig o. 4.800 f.Kr. og herfra synes gravformen at have bredt sig til Spanien og Portugal, omkring 3.800 f.Kr. til Irland, Vestengland og de skotske øer, omkring 3.400 f.Kr. til Danmark og 2.600 f.Kr. til Nordtyskland[36]

Fundsteder[redigér | redigér wikikode]

I Danmark


I Sverige

  • Mossby, Skåne
  • Oxie, Skåne
  • Värby, Skåne
  • Hästhagen, Halland
  • Brunneby, Östergötland

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Ingrid Falktoft Andersen: "Gravstuens magi" (Skalk 1986 nr. 2, s. 11-15);
  • Vincenza Battaglia et al.: "Y-chromosomal evidence of the cultural diffusion of agriculture in southeast Europe" (European Journal of Human Genetics, 2008, 1-11);
  • Pia Bennike: "De døde i jægerstenalderen. To gamle mænd fra Korsør Nor" (Lisbeth Pedersen, Anders Fischer og Bent Aaby (red): Storebælt i 10.000 år. Mennesket, havet og skoven; København 1997, ISBN 87-89366-96-4, s. 99-105);
  • Alex Bentley: "Mobility, specialisation and community diversity in the Linearbandkeramik: isotopic evidence from the skeletons" (Proceedings of the British Academy, Volume 144: Going Over: The Mesolithic-Neolithic Transition in North-West Europe., 2007, s. 117-140);
  • Geoffrey Bibby: Spadens vidnedsbyrd; Wormanium 1980, ISBN 87-85160-71-7;
  • Aksel E. Christensen: Vikingetidens Danmark paa oldhistorisk baggrund (København 1977, ISBN 87-500-1732-2);
  • Torben Dehn: "Kvalitetsbyggeri" (Skalk 1996 nr. 5, s. 11-15);
  • P.V.Glob: "De dødes lange huse" (Skalk 1975 nr. 6, s. 10-14);
  • Detlef Gronenborn: "Beyond the models: "Neolithisation" in Central Europe" (Proceedings of the British Academy, Volume 144: Going Over: The Mesolithic-Neolithic Transition in North-West Europe., 2007, s. 73-98);
  • Sönke Hartz, Harald Lübke & Thomas Terberger: "From fish and seal to sheep and cattle: new research into the process of neolithisation in northern Germany" (Proceedings of the British Academy, Volume 144: Going Over: The Mesolithic-Neolithic Transition in North-West Europe., 2007, s. 567-594)pdf-format;
  • Erik Jørgensen: "Brændende langdysser" (Skalk 1977 nr. 5, s. 7-13);
  • Erik Jørgensen: "Underjordiske dysser" (Skalk 1986 nr. 4, s. 10-15);
  • Erik Jørgensen: "Stengravens fire trin" (Skalk 1988 nr. 2, s. 10-13);
  • Erik Jørgensen: "Højene ved Lønt" (Skalk 2003 nr 2, s. 5-10);
  • Flemming Kaul: "Stolpedysse" (Skalk 1988 nr. 4, s. 12-15);
  • Flemming Kaul og Svend Hansen: "Terasse-høj" (Skalk 1988 nr. 6, s. 3-8);
  • Kristian Kristiansen: "Det tidligste agerbrug i Danmark (4000-3600 f.kr.)" (Det danske landbrugs historie I: 4000 f.Kr.-1536, 1988, ISBN 87-7526-073-5, s. 21-40);
  • Kristian Kristiansen: "De ældste bygder" (Det danske landbrugs historie I: 4000 f.Kr.-1536, 1988, ISBN 87-7526-073-5, s. 41-68);
  • Kristian Kristiansen: "Neolithic Farming Practice – An Archaeological Response to the Göransson Hypothesis" (Fornvännen 88, 1993, s. 247-251);
  • Lars Larsson: "Mistrust traditions, consider innovations? The Mesolithic-Neolithic transition in southern Scandinavia" (Proceedings of the British Academy, Volume 144: Going Over: The Mesolithic-Neolithic Transition in North-West Europe., 2007, s. 595-616);
  • John Robb & Preston Miracle: "Beyond "migration" versus "acculturation": new models for the spread of agriculture" (Proceedings of the British Academy, Volume 144: Going Over: The Mesolithic-Neolithic Transition in North-West Europe., 2007, s. 99-115);
  • Peter Rowley-Comwy: "Making First Farmers Younger: The West European Evidence" (Current Anthropology, Volume 36, 1995, s. 346-353);
  • Peter Rowley-Conwy: "How the West Was Lost. A Reconsideration of Agricultural Origins in Britain, Ireland, and Southern Scandinavia" (Current Anthropology, Volume 45, Supplement, 2004, s. S83-S113);
  • Preben Rønne: "Høj over høj" (Skalk 1979 nr. 5, s. 3-8);
  • Svend Thorsen: "Normal-dyssen" (Skalk 1978 nr. 2, s. 12-15);

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Glob (1975), s.11
  2. Skak-Nielsen (2003), s. 121
  3. Skak-Nielsen (2003), s. 9
  4. Glob (1975), s. 10; Bibby, s. 182f
  5. Peter Rowley-Conwy 2004
  6. Gravfeltet på Rødtangen, Hurum - Norge - offisiell reiseguide - visitnorway.com
  7. Kristiansen 1988, s. 29
  8. Battaglia et al.
  9. Bennike, s. 104
  10. Kristiansen 1988, s. 67
  11. 11,0 11,1 Kristiansen 1988, s. 48
  12. 12,0 12,1 Kristiansen 1988, s. 32
  13. Kristiansen 1988, s. 33
  14. Christensen, s. 65
  15. Christensen s. 66
  16. Christensen, s. 65; Kristiansen 1988, s. 37
  17. Christensen, s. 66
  18. Christensen, s. 63
  19. Christensen, s. 64
  20. Glob, s.10ff
  21. Jensen 2001, s. 263f
  22. Jensen (2001), s. 333
  23. Jensen (2001), s. 324-332
  24. Jensen (2001), s. 332-339
  25. i det nuværende Polen
  26. Glob, s. 11f
  27. Rønne
  28. Kaul 1988, s. 12ff
  29. 29,0 29,1 Jørgensen 1988
  30. Rønne, s. 3
  31. Jørgensen 1988; Dehn 1998, s. 14; Jørgensen 2003
  32. Jørgensen 1988; Dehn 1998, s. 13
  33. Thorsen
  34. Dehn, s. 12f
  35. Jørgensen 2003, s. 6
  36. Bibby, s. 144-155
  37. Kulturstyrelsen: Bygholm langdysse 55°52′30.14″N, 9°48′42.58″E
  38. Kulturstyrelsen: Korup langdysse 56°18′16.84″N, 10°32′12.62″E
  39. Kulturstyrelsen: Fannerup rundhøj 56°24′55.06″N, 10°43′20.99″E
  40. Historiskatlas.dk: Sarup 55°12′27.98″N, 10°5′44.39″E
  41. Kulturstyrelsen: Strandby 55°11′11.48″N, 10°7′11.14″E
  42. lexABC.dk: Blandebjerg
  43. Kulturstyrelsen: Strandby 54°58′57.79″N, 10°48′57.82″E
  44. Kulturstyrelsen: Troldebjergbopladsen 54°52′33.23″N, 10°47′17.69″E
  45. Kulturstyrelsen: Sarupanlæg ved Trelleborg 55°23′38.77″N, 11°15′55.01″E
  46. Lars Buus Eriksen: Ornehus på Stevns - en hustomt fra tidlig Tragtbærerkultur
  47. Finn Ole Nielsen, Poul Otto Nielsen: Stenalderhuse ved Limensgård på Bornholm55°2′43.43″N, 14°54′8.79″E
  48. Palle Thorndal: Asnæs-sagaen: -en egns historier

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Se også[redigér | redigér wikikode]