Armeniere

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Armenierne)
Gå til: navigation, søg
Armeniere
Հայեր, Hayer
Armenian Women from Artvin BW.jpg
Armeniske kvinder.
Antal og fordeling
Antal i alt 6-10.000.000 (anslået)
Armenien Armenien: 3.145.000
Georgien Georgien: 346.000
* Republikken Nagorno-Karabakh Nagorno-Karabakh: 120.745-141.400
Libanon Libanon: 254.000
Syrien Syrien: 170.000-190.000
Iran Iran: 100.000
Tyrkiet Tyrkiet: 45.000-76.000
Rusland Rusland: 1.182.388 (2010)
* Krasnodar kraj Krasnodar kraj: 281.680 (2010)
* Stavropol kraj Stavropol kraj: 161.324 (2010)
* Rostov oblast Rostov oblast: 110.727 (2010)
* Moskva Moskva: 106.466 (2010)
* Moskva oblast Moskva oblast: 63.306 (2010)
Letland Letland: 2.700 (2010)
Frankrig Frankrig: 450.000
Ukraine Ukraine: 100.000
Hviderusland Hviderusland: 60.000
Grækenland Grækenland: 35.000
USA USA: 484.840
Canada Canada: 40.615
Australien Australien: 60.000
Etnografi
Race: Kaukasisk
Sprog: Armensk
Religion: Apostolske ortodokse armeniske kristendom
Levevis:
Udbredelse
Armenian distribution map.png
Kort over armeniernes udbredelse.


Armenierne er et indoeuropæisk folkeslag med oprindelse i Kaukasus og det armenske højland, hvor det en stor del af dem fortsat bor. Udover Armenien findes der større grupper af etniske armeniere i USA og Frankrig.

Det er betydelige armenske befolkninger i nærliggende lande som Georgien, Iran, Rusland og Ukraine. Efter Folkemordet på armenerne (1915-1917) flygtede en stor del af de overlevende til Frankrig, USA, Argentina, Levanten og andre lande, hvor armenerne var velkomne. Det findes i dag skønsvis 8 millioner armenere i verden.[1]

Armenerne taler to forskellige, men indbyrdes forståelige dialekter af armensk. Den østarmenske dialekt anvendes hovedsagelig i Armenien, Iran og de tidligere Sovjetrepublikker, mens vestarmensk primært anvendes i den armenske diaspora.

Armenien blev kristnet under Arsakiderne tidligt i 300-tallet og blev dermed den første kristne nation. Kristendommen var imidlertid begyndt at brede sig i Armenien allerede lige efter Kristi død som følge af missionsarbejdet ved de to apostle Taddeus og Bartolomeus[2][3], og de fleste armenere er tilsluttet Den armenske apostoliske kirke, en ikke-kalkedonsk kirke.

Etymologi[redigér | redigér wikikode]

I løbet af historien er armenere blevet den internationale betegnelse for denne folkegruppe. Den blev først anvendt af nabostaterne om antikkens Armenien. Det er traditionelt antaget at være afledt fra Armenak eller Aram (en efterkommer af Haik, alle armeneres forfader). Armenerne selv kalder sig imidlertid Hay (armensk: Հայ, flertal: Հայեր, Hayer). Ordet kommer i følge legenden fra grundlæggeren af den armenske nation, Haik.[4][5]

Historie[redigér | redigér wikikode]

Kongedømmet Urartu under Sarduris 2. i 743 f.kr.

Under bronzealderen blomstrede flere riger på og ved Det armenske højland, herunder Hettiterriget (på højden af sin magt), Mitanni (det sydvestre historiske Armenien) og Hayasa-Azzi (1600-1200 f.kr.). Lige efter Hayasa-Azzi kom Nairi (1400-1000 f.kr.) og kongedømmet Urartu (1000-585 f.kr.). Hver enkelt af de nævnte nationer og stammer tog del i det armenske folks etnogenese.[6][7][8][9]

Det herskende dynasti i Urartu (assyrisk for Ararat) blev erstattet af Orontidene, som etablerede sig omkring samme tidspunkt som skyterne og mederne invaderede på 500-tallet f.Kr.. I følge Herodot var armenioi i 440 f.Kr bevæbnede som frygerne.[10][11][12] Den første statsdannelse, som blev kaldt Armenien af folkene i omgivende områder (således afHekataios af Milet og i Behistun-inskriptionen) blev etableret tidligt i 500-tallet f.Kr. På sit højdepunkt under Tigranes den stores styre (95-55 f.Kr.) erobrede Armenien områder befolkede af andre folkeslag, og riget strakte sig fra det nordlige Kaukasus helt til det som nu er det centrale Tyrkiet, Libanon og det nordvestre Iran. Riget blev senere en kort periode (114-118 e.Kr.) underlagt Romerriget.

Under Arsakiderne blev Armenien den første stat, som indførte kristendommen som som sin officielle religion (efter tidligere at have praktiseret hellenistisk paganisme - den gamle græske religion og der efter den romerske religion)[13] tidligt i 300-tallet, sandsynligvis i 314.[14] Dette indledte en ny æra i det armenske folks historie.[2][3] For yderligere at styrke den armenske nationale identitet udviklede Mesrop Mashtots noget senere det armenske alfabet. Dette indledte Armeniens guldalder, da mange udenlandske bøger og manuskripter blev oversatte til armensk af Mesrops elever. I 428 mistede Armenien sin uafhængighed til de bysantinske og persiske riger.

I 885 reetablerede armenerne sig som en selvstændig enhed under ledelse af Ashot I af Bagratidene. Efter den byzantinske okkupation af Bagratide-Armenien i 1045 og den påfølgende invasion af de tyrkiske seldsjukker i 1064, flyktede en betydelig del af den armenske adel og bondebefolkning. De bosatte sig i stort antal i Kilikia, en region i Anatolien, hvor armenerne allerede var etablerede som en minoritet helt siden romertiden. I 1080 grundlagde de det uafhængige armenske kongedømmet Kilikia, som blev kerneområde for armensk nationalisme. Armenerne udviklede nære sociale, kulturelle, militære og religiøse bånd med de nærliggende korsfarerstater, men bukkede efter hånden under for de invaderende mamelukkene.

I 1500-tallet blev det østlige Armenien erobret af det persiske Safaviderige, men det vestlige Armenien kom under det Osmanniske rige. I 1820-tallet blev de dele af det historiske Armenien, som lå under persisk kontrol, centrerede omkring Jerevan og Sevansøen, indlemmede i Det russiske imperium, men Vestarmenien forblev under osmannisk styre. Under disse urolige tider var armenerne afhængige af kirken for at bevare og beskytte sin unike identitet.

Armenske frivillige i den britisk-ledede Egyptian Expeditionary Force, som kæmpede mod tyrkerne i 1916-1918.

Den etniske udrensning af armenere under det Osmanniske riges sidste tider nævnes ofte som et folkemord eller en massakre, med et skønnet antal på alt fra 400.000 - 1,5 millioner ofre [15]. En bølge af forfølgelser i årene 1894 til 1896 blev efterfulgt af og kulminerede i hændelsene under Folkemordet på armenerne i 1915 og 1916. Efter det knusende osmanniske nederlag til russerne under 1. verdenskrig, trak Enver Pasja sig som øverstkommanderende for hæren og beskyldte armenerne for at have skylden for det katastrofale nederlag. Dette begrundedes med, at en del armenske oprørsgrupper havde angrebet tyrkiske forsyningsruter og gjort væbnede oprør mod osmanniske styrker i håb om at få sin selvstændighed. Armenske partier og geriljaer som ønskede selvstændighed havde eksisteret længe og armenske grupper havde længe samarbejdet med Rusland, men dette førte til, at mange flygtede til de russisk kontrollerede områder og lod sig hverve til den russiske hær og begyndte at kæmpe på russernes side mod det osmanniske rige. Enver Pasja ønskede at løse det armenske problem og beordrede, at armenere i den osmanniske hær skulle afvæbnes og gav ordre om deportation. I juli 1915 skal en tyrkisk gendarm have sagt til en Røde Kors-søster fra Danmark: "Først dræber vi armenerne, så grækerne, så kurderne."

Senere tyrkiske regeringer har konsekvent afvist anklager om folkemord. Man har argumenteret med, at armenerne, som døde, kun var en konsekvens af krigen eller af deres individuelle eller kollektive støtte til Det osmanniske riges fjender. I følge enkelte kilder anslås antallet armenere inden for det ottomanske riges grænser til ca 1,2 mio. Derfor kan ikke tallet på 1,5 mio dræbte være særlig realistisk. Desuden viser kilder, at også tyrkere led tab under 1. verdenskrig, men som vanligvis ikke nævnes i denne sammenhæng. Disse tab anslås til rundt 400-500.000 dræbte.

Efter opdelingen af Det russiske imperium efter 1. verdenskrig var Armenien selvstændigt i en kort periode, fra 1918 til 1920, som Den demokratiske republik Armenien. I slutningen af 1920 kom kommunisterne til magten efter, at Armenien var blevet invaderet af den Røde hær. I 1922 blev Armenien en del af den Transkaukasiske SFSR i Sovjetunionen, og blev i 1936 en egen sovjetrepublik, kaldet den Armenske SSR. Den 21. september 1991 erklærede Armenien sin uafhængighed fra Sovjetunionen og oprettede den anden republik Armenien.

Geografisk udbredelse[redigér | redigér wikikode]

Armenien[redigér | redigér wikikode]

Armensk-befolkede områder i Anatolien og Transkaukasus i 1896. Stærkere blå farve viser regioner med højere armensk befolkning. De røde tallene viser procentandelen armenere i hver enkelt region

Armenerne har været tilstede på det Armenske højland i over 4.000 år, helt fra tiden da Haik, den legendariske patriark og grundlæggeren af den første armenske nation, førte dem til sejr over Bel af Babylon. Med dagens befolkning på 3,5 millioner udgør de en overvældende majoritet af befolkningen både i Armenien og i den omstridte region Nagorno-Karabakh i Aserbajdsjan. Armenerne i diasporaen henviser i uformelle sammenhænge til dem som Hayastantsi (armensk: Հայաստանցի), som betyder "de som er fra Armenien" (det vil sige, at de eller deres forfædre ikke blev tvunget til at flygte i 1915). Sammen med armenerne i Iran og Rusland taler de den østlige dialekt af det armenske sprog. Landet selv er sekulært som en følge af sovjetisk dominans, men størstedelen af indbyggerne er armensk-apostolske kristne.

En armensk keramiker i Det armenske kvarter i Jerusalem.

Diaspora[redigér | redigér wikikode]

Skabelon:Hovedartikkel

Små armenske handelssamfund har eksistert uden for Armenien i mange århundreder. Det har for eksempel i over tusind år været en armensk befolkning i Det Hellige Land, og et af de fire kvarterer inden for murene i Jerusalem kaldes Det armenske kvarter. Der findes også rester af tidligere større armenske samfund i Indien, Burma og Sydøstasien. De fleste armenere er imidlertid blevet spredt rundt om i verden som en direkte følge af folkemordet i 1915, og udgør den armenske diaspora.

Inden for det armenske diaspora-samfund findes en uofficiell klassificering af forskellige typer armenere. For eksempel kaldes armenere, som har deres oprinnelse fra Iran Parskahay (armensk: Պարսկահայ), mens armenere fra Libanon sædvanligvis kaldes Lipananahay (armensk: Լիբանանահայ). Bortset fra armenerne i Iran, Rusland og tidligere sovjetstater som Georgien (hvor de udgør flertallet af befolkningen i provinsen Samtskhe-Javakheti) og Ukraine så taler diaspora-armenerne hovedsagelig den vestlige dialekt af armensk. Denne dialekt har betydelige forskelle i forhold til den østlige dialekt, men brugere af de to dialekter kan sædvanligvis forstå hinanden. I områder, hvor armenere med mange forskellige baggrunde lever sammen (så som i Canada og USA) har de forskellige grupper en tendens til at klumpe sig sammen.

Den første armener i USA var Martin the Armenian, som kom til Jamestown-kolonien omkring 1618. Siden da har armenerne spredt sig over hele landet, og de største centre for den armenske befolkning er i byerne Watertown i Massachusetts, Fresno, Glendale og Los Angeles i California og Detroit og New York. I Canada findes et stort antal armenere i Toronto og Montreal. Armenere findes også i alle landene i Latinamerika, med de største koncentrationer i Brasilien, Argentina, Uruguay, Chile, den Dominikanske republik, Venezuela, Costa Rica og Mexico.

I Europa er det Frankrig, som har den største armenske befolkning, men også i Tyskland, Hellas og Bulgarien finnes betydelige armenske samfund. I verden for øvrig findes der også en større koncentration af armenere i Australien.

Kultur[redigér | redigér wikikode]

Sprog og litteratur[redigér | redigér wikikode]

Armenien er en undergren af den indo-europæiske sprogfamilie, og er med rundt 8-10 millioner brugere en af de minste grenene som fremdeles eksisterer, sammenlignelig med albansk eller den noget mere udbredte græske gren, som den kan være beslægtet med (se: Græsk-armensk).

Fem millioner brugere af den østarmenske dialekt bor i Kaukasus, Rusland og Iran, og anslagsvis to til tre millioner i resten af den armenske diaspora taler den vest-armenske dialekt. I følge den amerikanske folketælling i 2000 var det da 300.000 amerikanere, som taler armensk hjemme, og er det 20. mest vanlige sprog i USA.

Armensk litteratur går tilbage til 400 e. Kr., da Mesrop Mashdots opfandt det armenske alfabet, og denne tidsperiode bliver ofte anset som den armenske litteraturs guldalder. Tidlig armensk litteratur blev skrevet af "den armenske histories fader", Moses fra Khoren, som skrev Armeniens historie. Bogen dækker tidsperioden fra dannelsen af det armenske folk til 400-tallet e.Kr.

1800-tallet var vidne til en stor litterær bevægelse, som skulle give ophav til den nyere armenske litteratur. Denne tid, hvor armensk kultur blomstrede, kaldes fornyelsestiden (Zartonki sherchan). Forfatterne i fornyelsestiden, hovedsagelig baseret i Konstantinopel og Tbilisi, ønskede at opmuntre den armensk nationalisme. De fleste af dem brugte de nylavede østlige eller vestlige varianter af det armenske sprog, afhængigt af hvilket publikum de skrev for, og foretrak dem over klassisk armensk (grabar). Denne periode sluttede efter De hamidiske massakrer, da armenerne oplevede turbulente tider.

Efterhånden som armensk historie fra folkemordet og 1920-tallet begynte at blive diskuteret mere åbent, begyndte forfattere som Paruyr Sevak, Gevork Emin, Silva Kaputikyan og Hovhannes Shiraz en ny æra i armensk litteratur.

Religion[redigér | redigér wikikode]

En procession af armenske præster

Før kristendommen tilhørte armenerne en polyteistisk religion, og selv efter, at kristendommen blev officiel religion, fandtes der mange lommer af armenere, som beholdt en ikke-kristen tro.

Kristendommen blev indført som statsreligion i Armenien først i 300-tallet, som det første land nogen sinde.[2] Der blev etableret en kirke som fremdeles eksisterer uafhængig af både den katolske og den ortodokse kirke, efter, at den i 451 blev ekskommuniseret af Konsilet i Kalkedon.[2] I dag er denne kirke kendt som Den armenske apostoliske kirke, som er en del af de Orientalske ortodokse kirkers kommunion, som ikke må forveksles med den mer kendte (østlig)-ortodokse kirkes kommunion. Under sine perioder under fremmed styre og tidvis undertrykkelse har armenerne været afhængige af sin kirke for at bevare og beskytte sin unike identitet som folkeslag.

Det armenske katolikatet lå oprinnelig i Echmiadzin, men de vedvarende uroligheder gjorde at de armenske lederne valgte at flytte til et sikrere sted, og kirkens center flyttede sammen med det politiske og endte til sidst i Kilikia, som Katolikatet i Kilikia.

Det armenske kongedømme Kilikia havde nære bånd til de europæiske Korsfarerstater. Senere førte forværringen af situationen i regionen til, at de armenske biskopper valgte en Katolikos i Etchmiadzin, hvor katolikatet oprindelig lå. Det var i 1441, at Kirakos Virapetsi blev den nye Katolikos i Etchmiadzin, mens Krikor Moussapegiants fortsat holdt titlen som Katolikos af Kilikia. Siden 1441 har der derfor været to katolokater i den armenske kirke, med samme rettigheder og privilegier, og med sine respektive jurisdiktioner. Forrangen for Katolikosatet i Etchmiadzin har altid været anerkendt af Katolikosatet i Kilikia.

Selv om Den armenske apostoliske kirke fortsatt er den mest prominente kirke i de armenske samfund verden over, så findes der armenere (specielt i diasporaen) som har tilhørighed til andre kristne trosretninger. Blandt disse er Den armenske katolske kirke (som følger sin egen liturgi men anerkender den romersk-katolske pave), Den armenske evangeliske kirke, som startede som en reformation i moderkirken, men senere brød ud, og Den armenske broderskabskirke, som blev til inden Den armenske evangeliske kirke men senere brød ud af den. Det findes også et utal armenske kirker som tilhører alle typer protestantiske trosretninger.

Gennem århundrer har mange grupper af armenere tilhørt andre trosretninger og kristne bevægelser, herunder Paulikianismen, som var en form for gnostisk og kvasi-manikeistisk kristendom. Paulikianerne ønskede at genvinde Paulus' rene kristendom og grundlagde den første menighed i Kibossa i Armenien i 660.

Et andet eksempel er tondrakianerne, som blomstrede i middelalderens Armenien mellem det tidlige 800-tal og 1000-tallet. Tondrakianerne talte for at afskaffe den armenske kirke, benægtede sjælens udødelighed, troede ikke på et liv efter døden, støttede ejendomsret for livegne, og lighed mellem mænd og kvinder.

Armenerne har til tider udgjort en kristen ø i en overvejende muslimsk region. Det findes imidlertid en lille minoritet af etnisk armenske muslimer, kaldet Hamsheni. Der findes også fremdeles en lille gruppe jøder i landet, og jøderne har en historie i Armenien, som strækker sig 2000 år tilbage i tid.

Sport[redigér | redigér wikikode]

Armenske barn under skakturneringen FN Cup i 2005.

Mange slags sport udøves i Armenien, og blandt de mest populære er fodbold, skak, boksning, basketball, hockey, sambo, brydning, vægtløftning og volleyball. Efter uafhængigheden har den armenske regering aktivt genopbygget nationens sportsprogram.

Under sovjetisk styre var armenske idrætsfolk fremtrædende og vandt mange medaljer, som hjalp Sovjetunionen til at opnå en betydelig medaljehøst i Olympiske lege ved flere anledninger. Den første medalje, som blev vundet af en armensk udøver i moderne olympisk historie, var Hrant Shahinian to guld og to sølv i turn i Sommer-OL 1952 i Helsingfors. I fodbold var deres mest succesfulde hold Jerevans FC Ararat, som vandt de fleste sovjetiske mesterskaber i 1970-erne og også vandt over professionelle vesteuropæiske hold som Bayern München i Europakupen.

Armenere har også været succesfulde i skak, og flere af verdens bedste skakspillere er armenere, her under Tigran Petrosian, Levon Aronian og Garry Kasparov. Armenere har også vundet olympiske medaljer inden for vægtløfting og brydning.

Musik og dans[redigér | redigér wikikode]

Instrumenter som duduk, dhol, zurna og kanun er almindelige i armensk folkemusik. Artister som Sayat Nova er kendte på grund af sin påvirkning af udviklingen af armensk folkemusik. En af de ældste typer af armensk musik er armensk messe som er den vanligste type religiøs musik i Armenien. Mange af disse er af ældgammel oprindelse, endog tilbage til førkristen tid, mens andre er relativt moderne. Mange er komponerede af St. Mesrop Mashtots, som opfandt det armenske alfabet. Mens landet var under sovjetisk styre, blev den armenske klassiske komponist Aram Khatchaturian internationalt kendt for sin musik, forskjellige balletter og Sabeldansen fra hans komposition for balletten Gayaneh.

Det armenske folkemord forårsagede omfattende emigration som førte til at mange armenere bosatte sig i lande over hele verden. Armenerne holdt sig til sine traditioner, og enkelte diasporanere blev berømte for sin musik. Blandt den armenske befolkning i USA har den såkalte «kef»-stil af armensk dansemusik, som bruger både traditionelle instrumenter fra Armenien og Midtøsten (ofte elektrificeret og forstærket) og vestlige instrumenter, været populær. Denne stil bevarede folkesangene og -dansene fra Vestarmenien. Mange artister spillede også samtidige populære sanger fra Tyrkiet og andre lande i Midtøsten, som de emigrerede fra. Richard Hagopian er måske den mest kendte artist inden for den traditionelle «kef»-stil, og Vosbikian-bandet var kendt i 1940- og 1950-erne for at udvikle sin egen stil inden for «kef»-musik, stærkt påvirket af den populære amerikanske storband-jazzen på den tid.

Med udgangspunkt i artister inden for Midtøstens armenske diaspora og indflueret af kontinental europæisk (specielt fransk) popmusik, voksede den armenske popmusik-genren i berømmelse i 1960- og 1970-erne, med artister som Adiss Harmandian og Harout Pamboukjian, som havde konserter både i Armenien og for armeneske samfund i diasporaen. Andre diaspora-armenere som blev kendte inden for klassiske eller internationale musikcirkler er den fransk-armenske sanger og komponist Charles Aznavour, samt Hasmik Papian, pianisten Sahan Arzruni og nærmere nutiden også Isabel Bayrakdarian. Andre armenere valgte imidlertid ikke-armensk musik, som heavy metal-bandet System of a Down (som imidlertid ofte inkluderer traditionelle armenske instrumentaler og stilbrug i sine sange) eller popstjernen Cher.

Mad[redigér | redigér wikikode]

Som de fleste andre folkeslag ynder dagens armenere mange forskellige sorter mad, både "indfødt" og fremmed. Den mest populære armenske ret er khorovats, en armensk grillret, som er kendt over hele verden. Lavash er et populært armensk rullebart brød, og armensk baklava er en speciel delikatesse. Andre kendte armenske madretter er kabob (et spyd med marinert grillet kød og grøntsager), t'pov dolma (malet lam-, eller storfekød og ris pakket i drueblade), kaghambi dolma (malt kød og ris pakket i kål), amarayin dolma (tomater, auberginer og grøn paprika fyldt med blandet malt kød og ris), og pilaf, en smagfuld risrett. Desuden er risretten Ghapama og mange forskellige salater populære i det armenske køkken. Frugter har en vigtig rolle i den armenske diæt. Aprikos (også kaldet armensk plomme) og fersken har sin oprinnelse i dette område, og druer, figner, granatæbler og meloner er også populære.

Berømte armenere[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Miniature Empires: A Historical Dictionary of the Newly Independent States - Page 3 by James B Minahan
  2. 2,0 2,1 2,2 2,3 se Hastings, Adrian (2000). A World History of Christianity. Wm. B. Eerdmans Publishing. pp. 289. ISBN 0802848753. 
  3. 3,0 3,1 Fejl på skabelon:kilde www: Parametrene url og titel must be specified.
  4. Fejl på skabelon:kilde www: Parametrene url og titel must be specified.
  5. Fejl på skabelon:kilde www: Parametrene url og titel must be specified.
  6. Vahan Kurkjian: History of Armenia, Michigan, 1968
  7. Armenian Soviet Encyclopedia, v. 12, Jerevan 1987
  8. Artak Movsisyan, "Sacred Highland: Armenia in the spiritual conception of the Near East", Jerevan, 2000
  9. Martiros Kavoukjian, "The Genesis of Armenian People", Montreal, 1982
  10. Herodotus, The Histories, VII.73
  11. East Translates East
  12. Skabelon:Kilde bok
  13. «The conversion of Armenia to Christianity was probably the most crucial step in its history. It turned Armenia sharply away from its Iranian past and stamped it for centuries with an intrinsic character as clear to the native population as to those outside its borders, who identified Armenia almost at once as the first state to adopt Christianity». (Nina Garsoïan i Armenian People from Ancient to Modern Times, red. R.G. Hovannisian, Palgrave Macmillan, 1997, Vol. 1, s.81)
  14. Tidspunktet har traditionelt været dateret til 301, efter Mikayel Chamchian (1784), men 314 er datoen som i dag favoriseres af de fleste historikere, som Nicholas Adontz (1970), s.82, i henhold til Ananians forskningsarbejde, og Seibt The Christianization of Caucasus (Armenia, Georgia, Albania) (2002).
  15. Armenian massacres (Turkish-Armenian history) - Britannica Online Encyclopedia

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • George A. Bournoutian: A History of the Armenian People, 2 bind, (1994)
  • George A. Bournoutian: A Concise History of the Armenian People (Mazda, 2003, 2004).
  • I. M. Diakonoff: The Pre-History of the Armenian People (revidert), Caravan Books, New York (1984), ISBN 0-88206-039-2.
  • Russell D. Gray and Quentin D. Atkinson: «Language-tree divergence times support the Anatolian theory of Indo-European origin», Nature, 426, 435-439 (2003)
Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: