Operation Cobra

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Disambig bordered fade.svg For alternative betydninger, se Operation Cobra (flertydig).
Operation Cobra
Del af 2. verdenskrig
M4 Sherman og M4A3 kampvogn og infanterister fra 4. amerikanske panserdivision i Coutances.
M4 Sherman og M4A3 kampvogn og infanterister fra 4. amerikanske panserdivision i Coutances.
Dato 25. juli - 31. juli 1944
Sted Saint-Lô, Normandiet, Frankrig
Resultat Afgørende sejr til de allierede[1][2]
Parter
USA USA
Storbritannien Storbritannien
Nazi-Tyskland Nazi-Tyskland
Ledere
Storbritannien Bernard Montgomery[3]
USA Omar Bradley[3]
USA J. Lawton Collins[3]
USA Troy H. Middleton[3]
USA Charles H. Corlett[3]
USA Leonard T. Gerow[3]
Nazi-Tyskland Günther von Kluge[3]
Nazi-Tyskland Paul Hausser[3]
Nazi-Tyskland Eugen Meindl[3]
Styrke
8 infanteri divisioner,[3]
3 panserdivisioner[3]
2 infanteridivisioner,[3]
1 faldskærmsdivision,[3]
4 panserdivisioner,[3]
1 pansergrenaderdivision[3]
Tab
1.800 [4] Ikke kendt

Operation Cobra er kodenavnet på en offensiv, som blev igangsat af 1. amerikanske armé under general Omar Bradley otte uger efter landgangen i NormandietD-Dag under 2. verdenskrig. Operationens hensigt var at trænge gennem det tyske forsvar, som holdt styrkerne indespærret i brohovedet i Normandiet, mens den tyske hær var optaget af den britiske og canadiske aktivitet omkring byen Caen. Efter et gennembrud ville 1. armé kunne trænge ind i Bretagne, oprulle de tyske flanker og befri sig for de begrænsninger, der fulgte med at operere i det normanniske bocage-landskab.

Efter flere timers forsinkelse på grund af dårligt vejr indledtes operation Cobra den 25. juli med et koncentreret luftbombardement fra 1.000 allierede fly. Britiske og canadiske støtteoffensiver havde trukket hovedparten af de tyske panserreserver væk fra den amerikanske sektor, og den tyske side manglede generelt både mandskab og materiel. Enheder fra 7. amerikanske korps gennemførte det indledende angreb med to divisioner, mens 1. armekorps gennemførte støtteangreb for at fastholde de tyske enheder, hvor de stod. Fremgangen var langsom den første dag, men modstanden begyndte at bryde sammen, da først den tynde forsvarslinje var blevet gennembrudt. Den 27. juli var hovedparten af den organiserede modstand brudt og 7. og 8. amerikanske korps rykkede hurtigt frem og afskar Cotentinhalvøen. Den 31. juli havde 19. amerikanske korps nedkæmpet de sidste tyske enheder på 1. armés front, og Bradleys tropper var endelig fri af bocagen.

Senere tyske modangreb fra feltmarskal Günther von Kluges styrker, hvoraf det blodigste havde kodenavnet Operation Lüttich og blev igangsat den 7. august mellem Mortain og Avranches, havde ikke nogen varig effekt udover at svække von Kluges styrker yderligere, og den 8. august kunne den nyligt aktiverede 3. amerikanske armé indtage byen Le Mans, som tidligere havde huset den tyske 7. Armés hovedkvarter.

Operation Cobra ændrede kampen i Normandiet fra at være en kamp mellem infanteri til at være en hurtig manøvrekrig, førte til etablering af Falaise-lommen og gjorde den tyske stilling i Nordvestfrankrig umulig at holde. Operation Cobra og de efterfølgende offensiver fra den 2. britiske og den 1. canadiske armé blev således afgørende for de allieredes sejr i felttoget i Normandiet.

Baggrund[redigér | redigér wikikode]

Nuvola apps download manager2-70%.svg Hovedartikel: Invasionen af Normandiet.

Efter den vellykkede allierede invasion af Normandiet den 6. juni 1944, var fremrykningen ind i landet langsom. For at understøtte den allierede opbygning i Frankrig og for at sikre yderligere ekspansion af brohovedet var dybvandshavnen Cherbourg på den vestlige flanke af den amerikanske og den historiske by Caen i den britiske og canadiske sektor mod øst nogle af de indledende mål.[5] Den oprindelige invasionsplan lagde op til kraftige offensiver i begge sektorer, og generalløjtnant sir Miles Dempseys 2. britiske armé skulle erobre Caen og området syd for den,[6], mens general Omar Bradleys 1. amerikanske Armé skulle erobre Cotentinhalvøen med Cherbourg og derpå trænge sydpå mod Loire-floden og samtidig dreje ind i landet.[7]

General Bernard Montgomery, som ledede alle allierede landstyrker i Normandiet, havde planlagt at erobre Caen på D-dag, mens Cherbourg skulle falde femten dage senere.[8] 2. britiske armé skulle tage byen og derefter etablere en front mod sydøst i retning af Caumont-l'Éventé for derigennem at sikre sig flyvepladser og beskytte 1. armés venstre flanke, mens den rykkede mod Cherbourg.[9] Besiddelse af Caen og omegn var hensigtsmæssig på grund af det åbne terræn, der ville muliggøre manøvrekrigsførsel[10] og ville også give 2. armé et passende opmarchområde til at kunne trænge sydpå mod Falaise, som kunne benyttes som et hængsel til et højresving mod Argentan og derpå mod Touques-floden.[11] Caens erobring er af historikeren L. F. Ellis beskrevet som det vigtigste mål, som generalløjtnant John Crockers 1. korps havde fået tildelt på D-dag. Både Ellis og Chester Wilmot betegner imidlertid den allierede plan som ambitiøs,[12][13] da Caen-området indeholdt de stærkeste forsvarsværker i Normandiet.[14]

Britisk-canadiske offensiver i Caen området efter D-dag fra 6. juni til 20. juli 1944

Det første forsøg fra 1. korps på at nå byen på D-dag blev blokeret af elementer af den 21. tyske panserdivision, og da tyskerne indsatte hovedparten af deres forstærkninger mod invasionen i forsvaret af byen[14]stivnede den britisk-canadiske front hurtigt før 2. armés mål var nået.[15] Operation Perch i ugen efter D-dag og Operation Epsom (26.30. juni) bragte nogle områdegevinster og udmarvede forsvarerne, men Caen forblev på tyske hænder indtil Operation Charnwood (7.9. juli), da 2. armé havde held til at erobre den nordlige del af byen til Orne-floden ved et frontalt angreb.[14][16]

De efterfølgende britisk-canadiske offensiver omkring Caen trak de bedste tyske enheder i Normandiet (herunder de fleste af de kampvogne, der stod til rådighed) til den østlige ende af det allierede brohoved.[14] Trods det kæmpede den amerikanske 1. armé for at komme frem mod hårdnakket tysk modstand. Operationerne var til dels så langsomme på grund af den normanniske bocage med tætte, høje hække, hulveje og små skove, et terræn som amerikanerne under deres træning ikke havde kæmpet i.[17] Uden havne til rådighed måtte alle forstærkninger og forsyninger landsættes på strandene og var undergivet vejrets luner.[18] Den 19. juni ramte en alvorlig storm Den Engelske Kanal. Den varede i tre dage og forårsagede alvorlige forsinkelser i den allierede opmarch, og nogle planlagte operationer måtte aflyses.[19] 1. armés forsøg på at trænge frem i den vestlige sektor blev til sidst stoppet af Bradley foran byen Saint-Lô,[20] da operationer rettet mod at erobre Cherbourg havde 1. prioritet.[21] Cherbourgs forsvarere var ikke forberedt på et hårdnakket forsvar, da de stort set bestod af fire kampgrupper, der var dannet af resterne af enheder, der havde trukket sig tilbage op gennem Cotentinhalvøen. Havnens forsvar var primært indrettet på et angreb fra havet.[22] Den organiserede tyske modstand ophørte imidlertid først den 27. juni, da det lykkedes den 9. amerikanske infanteridivision at nedkæmpe forsvaret af Cap-de-la-Hague nordvest for byen.[23] I løbet af fire dage genoptog generalmajor J. Lawton "Lightning Joe" Collins' 7. korps offensiven mod Saint-Lô ved siden af 19. og 8. korps,[24] hvilket fik tyskerne til at flytte yderligere kampvogne til den amerikanske sektor.[24]

Planlægning[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Slagorden i Operation Cobra

De fleste kilder giver Første Armés chef Omar Bradley æren for Cobra planen.[25][26][27][28][29] Bradley fremlagde sine ideer om offensiven for Montgomery den 10. juli.[30]

Ifølge Montgomerys officielle levnedsbeskriver blev grundstenen til Operation Cobra lagt den 13. juni.[31][32] Montgomerys plan på de tidspunkt lagde op til, at Bradleys 1. armé skulle erobre Saint-Lô og Coutances og så foretage to fremstød mod syd. Et fra Caumont mod Vire og Mortain, og det andet fra Saint-Lô mod Villedieu og Avranches. Selv om presset skulle fastholdes på Cotentinhalvøen mod La Haye-du-Puits og Valognes, var erobringen af Cherbourg ikke en øjeblikkelig prioritet.[31] Da Cherbourg var blevet erobret af Collins 7. Korps den 27. juni, var Montgomerys oprindelige tidsplan forældet[21], og fremstødet mod Caumont blev aldrig gennemført.[33]

Efter afslutningen af Operation Charnwood og aflysningen af 1. armés offensiv mod Saint-Lô,[34][35] mødtes Montgomery med Bradley og Dempsey den 10. juli for at diskutere, hvad der skulle være 21. armegruppes næste træk.[36] Under mødet indrømmede Bradley, at fremgangen på den vestlige flanke var meget langsom,[20]Den 10. juli var Bradley blevet tilstrækkelig bekymret til at skrive, at de Allierede stod overfor muligheden af et dødvande som i 1. Verdenskrig.[30][37] og foreslog et udbrudsforsøg med kodenavnet Operation Cobra, der skulle igangsættes af 1. armé den 18. juli.[38] Montgomery godkendte forslaget, og direktivet, der udstedtes på baggrund af mødet, gjorde det klart, at den overordnede strategi for de kommende dage skulle være at fjerne fjendens opmærksomhed fra 1. armé i retning af den britisk-canadiske sektor[20]. Dempsey fik besked på at "fortsætte med slå til, tiltrække de tyske stridskræfter, især kampvognene, så vejen blev lettere for Brad[ley]".[36] For at opnå dette blev Operation Goodwood planlagt,[39] og Eisenhower sikrede, at begge operationer ville få støtte fra de allierede luftstyrker med deres strategiske bombefly.[20]

Tyske stillinger om natten mellem 24.-25. juli 1944

Den 12. juli orienterede Bradley sine underordnede ledere om Cobra planen, som bestod af tre faser. Hovedindsatsen ville være under kontrol af Collins' 7. korps. I den første fase skulle gennembrudsangrebet gennemføres af generalmajor Eddys 9. infanteridivision og generalmajor Hobbs' 30. infanteridivision, som skulle slå hul i den tyske taktiske zone og derefter holde flankerne ved gennembruddet, mens generalmajor Huebners 1. infanteridivision og generalmajor Brooks' 2. panserdivision trængte dybt ind i det tyske bagland, indtil modstanden brød sammen.[40] I den anden fase skulle en styrke på 5-6 divisioner passere gennem den åbning, som var skabt i de tyske stillinger og svinge vestpå.[41] Hvis disse to faser lykkedes, ville den vestlige tyske stilling blive umulig at opretholde, og den tredje fase ville tillade en forholdsvis let fremrykning til den sydvestlige ende af bocagen og muliggøre en afskæring og besættelse af Bretagne halvøen.[41][42] 1. armés efterretningsvæsen vurderede, at der ikke ville komme noget tysk modangreb i de første dage efter indledningen af Cobra, og at hvis der kom angreb efter dette tidspunkt, ville de ikke bestå af mere end operationer i bataljonsstyrke. [43]

Cobra skulle være et koncentreret angreb over en godt 6 km bred front, i modsætning til tidligere amerikanske offensiver over en bred front,[44] og ville få kraftig luftstøtte.[44] Jagerbombere ville koncentrere sig om at ramme fremskudte tyske stillinger i et 225 m bredt bælte lige syd for vejen mellem Saint-Lô og Periers, mens general Spaatzs tunge bombefly bombede i en dybde af 2.250 meter bag den tyske hovedforsvarslinje.[45] Det forventedes, at den fysiske ødelæggelse og chokværdien af et kort, intenst, forberedende bombardement ville svække det tyske forsvar stærkt,[44] så udover divisionernes eget artilleri ville artilleri fra korps og armé yde støtte, herunder 9 tunge, 5 middeltunge og 7 lette artilleribataljoner.[46] Over 1.000 kanoner ville blive indsat i offensiven,[46] og ca. 140.000 granater blev alene tildelt 7. korps og yderligere 27.000 til 8. korps.[47] [48]

I et forsøg på at overvinde mobilitetsbegrænsningerne i bocagen, som havde gjort de offensive operationer så vanskelige og kostbare for begge sider, blev nogle M4 Sherman, M5A1 Stuart og M10 Wolverine modificeret til "Rhino" kampvogne ved at påsvejse stål 'tænder' som kunne bryde hul i de normanniske hække.[40] Mens tyske kampvogne fortsat var henvist til vejene, kunne amerikanske kampvogne nu manøvrere mere frit,[40] selv om disse modifikationer ikke var så effektive, som det ofte antages.[49] Ved starten af operation Cobra var 60 % af 1. armés kampvogne modificeret.[50] For at bevare operationel sikkerhed forbød Bradley, at de blev indsat, inden Cobra gik i gang. [51] I alt 1.269 M4 middeltunge kampvogne, 694 M5A1 lette kampvogne og 288 M10 panserjagere var til rådighed.[52]

Operationerne Goodwood og Atlantic[redigér | redigér wikikode]

Walisiske soldater i kamp ved Cagny, 19. juli 1944

Den 18. juli indledte det britiske 8. korps og 1. korps operation Goodwood øst for Caen. Offensiven indledtes med det hidtil største luftbombardement til støtte for styrker på jorden med over 1.000 fly, som kastede 6.000 tons spræng- og fragmenteringsbomber fra lav højde.[53] Tyske stillinger øst for Caen blev beskudt af mere end 400 kanoner, og mange landsbyer blev skudt i grus,[53] men tysk artilleri længere mod syd, på Bourguébus højdedragene, var udenfor det britiske artilleris rækkevidde,[54] og forsvarerne af Cagny og Émiéville var stort set uskadte efter bombardementet.[55] Dette bidrog til 2. armés tab, der var på over 4.800 [56]. I princippet var det en kampvognsoffensiv, og mellem 250 og 400 britiske kampvogne blev ødelagt. Reynolds hævder, at en nærmere undersøgelse af de relevante dokumenter viser, at højst 253 kampvogne blev ødelagt under Goodwood, hvoraf de fleste kunne repareres. [57] mens Buckley hævder, at 21. armégruppe mistede omkring 400 kampvogne under operationen, selv om han også bemærker, at de fleste efterfølgende blev bjærget.[58] og den seneste gennemgang antyder, at kun 140 blev helt ødelagt, og at yderligere 174 blev beskadiget.[59] Denne operation er fortsat det største kampvognsslag, som den britiske hær har udkæmpet [60] og førte til udvidelse af brohovedet ved Orne floden og den endelige erobring af Caen.[16]

Samtidig indledte 2. canadiske korps på Goodwoods vestlige flanke Operation Atlantic. Den havde til formål at styrke det allierede fodfæste langs Orne flodens bredder og erobre Verrières-højdedraget syd for Caen[61]. Atlantic gav indledende gevinster, men tabte pusten, da tabene voksede.[62] Et modangreb fra to SS panserdivisioner pressede canadierne tilbage til bag deres startlinjer, og 2. canadiske korps' leder, general Guy Simonds måtte indsætte forstærkninger for at stabilisere fronten.[61] Operation Atlantic kostede canadierne tab på 1.349[63], og det lykkedes ikke at erobre Verrières-højdedraget, men i sammenhæng med Goodwood fik det tyskerne til at indsætte de fleste af deres kampvogne og yderligere forstærkninger i den britiske og canadiske sektor.[62] Kun to panserdivisioner med 190 kampvogne stod nu overfor Bradleys 1. armé,[62][64] mens syv panserdivisioner med 750 var placeret i Caen området,[64] langt væk fra, hvor Operation Cobra ville blive indledt.[62]

Den allierede offensiv[redigér | redigér wikikode]

Forberedende angreb[redigér | redigér wikikode]

Bradley og Collins nær Cherbourg

For at få godt terræn til Operation Cobra udtænkte Bradley og Collins en plan om at trænge frem til vejen mellem Saint-Lô og Periers, langs hvilken 7. og 8. korps sikrede sig udgangsstillinger.[31] Den 18. juli lykkedes det med et tab på 5.000 for de amerikanske 29. og 35. infanteridivisioner at erobre de vigtige højder ved Saint-Lô, idet de fordrev general Eugen Meindls 2. Faldskærmskorps.[31] Meindls faldskærmstropper og 352. infanteridivision (som havde været i kamp, siden den forsvarede Omaha Beach på D-Dag) var nu stort set nedkæmpet, og scenen var parat til hovedoffensiven.[31] På grund af dårligt vejr, som også havde hæmmet Goodwood og Atlantic, besluttede Bradley at udskyde Cobra i nogle få dage – en beslutning som bekymrede Montgomery, da de britiske og canadiske operationer var blevet igangsat for at støtte udbrudsforsøget, som nu ikke kom.[65][66] Den 24. juli var himmelen tilstrækkelig klar til, at angrebsordren kunne gives, og 1.600 allierede fly lettede mod Normandiet.[65] Vejret blev imidlertid igen ringere over slagmarken, og under dårligt sigt blev over 25 amerikanere dræbt og 130 såret ved bombardementet. Nogle rasende soldater åbnede ild mod deres egne fly, ikke en ukendt foreteelse i Normandiet, når man blev beskudt af sine egne.[65]

Hovedangreb og gennembrud 25.-27. juli[redigér | redigér wikikode]

Operation Cobra 25.-29. juli 1944

Cobra kom i gang den 25. juli kl 09.38, da omkring 600 allierede jagerbombere angreb støttepunkter og fjendtligt artilleri langs en 275 meter bred stribe land i St. Lô-området.[67] I løbet af den næste time gennembombede den amerikanske 8. luftstyrke et 5,5 km bredt og 2 km dybt område ved vejen mellem Saint-Lô og Periers efterfulgt af en tredje og afsluttende bølge af middeltunge bombefly.[68] Ca. 3.000 amerikanske fly havde tæppebombet en smal sektion af fronten, hvor Panzer-Lehr divisionen blev ramt særlig hårdt.[45] Igen var der imidlertid ikke kun tyske tab. Bradley havde specifikt anmodet om, at bombeflyene skulle flyve ind østfra med solen og parallelt med vejen mellem Saint-Lô og Periers for at minimere risikoen for egne tab, men de fleste fly kom i stedet nordfra, vinkelret på frontlinjen.[68] Trods forsøg fra amerikanske enheders side på at afmærke deres stillinger dræbte upræcis bombning fra 8. luftstyrke 111 mand, heriblandt generalløjtnant Lesley J. McNair – den højest rangerende amerikanske soldat, der blev dræbt i kamp på de europæiske slagmarker, og sårede 490.[69]

Klokken 11 begyndte infanteriet at rykke fremad fra bombekrater til bombekrater forbi det, der havde været den tyske forpostlinje.[69] Selv om der ikke ventedes alvorlig modstand,[70] havde resterne af Bayerleins Panzer Lehr, der bestod af ca. 2.200 mand og 45 panserkøretøjer,[71] omgrupperet sig og var parat til at møde de fremrykkende amerikanske tropper, og vest for Panzer Lehr havde den 6. tyske faldskærmsdivision overlevet bombardementet omtrent uskadt.[70] Collins' 7. korps var ret nedslået over at møde intens, fjendtlig artilleribeskydning,[72] da de regnede med, at fjenden var slået ud af bombardementet.[72] Adskillige amerikanske enheder blev involveret i kampe mod støttepunkter, der blev holdt af en håndfuld fjendtlige kampvogne, støtteinfanteri og 88 mm kanoner[72] – 7. korps rykkede kun 2 km frem i løbet af resten af dagen.[70] Selv om den første dags resultater havde været skuffende, fandt general Collins anledning til optimisme: Selv om tyskerne holdt stædigt fast i deres stillinger, lod disse ikke til at danne en sammenhængende linje og kunne rammes i flanken eller omgås.[72] Selv med forudgående advarsler om den amerikanske offensiv havde de britiske og canadiske operationer omkring Caen overbevist tyskerne om, at det var dér, den egentlige trussel befandt sig, og de havde indsat deres tropper dér i en grad, så der ikke var metodisk forberedte forsvarsstillinger i dybden sådan som ved Goodwood og Atlantic i Cobras område.[71] Den tyske stilling var yderligere blevet bragt ud af balance af operation Spring, en opfølgningsoperation til Atlantic, som blev gennemført af 2. canadiske korps, og som havde trukket den 9. SS panserdivision væk fra den amerikanske sektor, lige inden Cobra gik i gang.[71]

Gennembruddet ved St. Lô, 25.-31. juli.

Om morgenen den 26. juli sluttede den amerikanske 2. panserdivision og veteranerne i 1. infanteridivision sig til angrebet som planlagt,[70] og de nåede den følgende dag et af Cobras første mål – et vejkryds nord for Le Mesnil-Herman.[73] Ligeledes den 26. juli gik generalmajor Troy H. Middletons 8. Korps ind i kampen anført af 8. infanteridivision og 90. infanteridivision.[74] Selv om der var klart markerede fremrykningsveje gennem oversvømmelser og sumpe på deres front, skuffede begge divisioner i starten 1. armé ved ikke at komme særlig langt,[74] men ved daggry næste morgen viste det sig, at tyskerne havde været tvunget til at trække sig tilbage på grund af deres smuldrende venstre flanke, hvilket kun efterlod store minefelter til at forsinke 8. korps' fremrykning.[74] Ved middagstid den 27. juli var 9. division i 7. Korps også nået igennem enhver form for organiseret tysk modstand og rykkede hurtigt frem.[73]

Udbrud og fremrykning 28.- 31 juli[redigér | redigér wikikode]

Den 28. juli var de tyske forsvarsstillinger ved den amerikanske front stort set brudt sammen under den fulde vægt af 7. og 8. korps' fremrykning, og modstanden var uorganiseret og spredt.[74] 8. Korps' 4. panserdivision kom i kamp for første gang og erobrede Coutances, men mødte kraftig modstand øst for byen,[74] og amerikanske enheder, der gennembrød de tyske stillinger i dybden, blev skiftevis angrebet af elementer af 2. SS panserdivision, 17. pansergrenaderdivision og 353. infanteridivision, som alle forsøgte at undgå at blive omringet.[75] Et desparat modangreb blev iværksat mod 4. panserdivision af tyske rester, men det var en katastrofe, og tyskerne opgav deres køretøjer og flygtede til fods.[75] En udmattet og demoraliseret Bayerlein rapporterede, at hans Panzer Lehr division var "endelig udslettet", kampvognene var ødelagt, mandskabet var enten dræbt, såret eller fanget, og alle hovedkvarterets arkiver var tabt.[43]

Amerikanske M5A1 Stuart kampvogn fra 4. panserede division (8. Korps) i Coutances

I mellemtiden samlede genralfeltmarskal Günther von Kluge, der var øverstkommanderende for alle tyske tropper på Vestfronten, forstærkninger, og elementer af 2. panserdivision og 116. panserdivivion nærmede sig slagmarken. Det amerikanske 19. korps anført af generalmajor Charles H. Corlett gik ind i slaget den 28. juli til venstre for 7. korps, og mellem den 28. og 31. juli kom den i kamp med disse forstærkninger i det, der blev de voldsomste kampe, siden Cobra begyndte.[76] Da han fik ordre til at samle sin division, blev oberst Heinz Günther Guderian, 116. divisions øverste stabsofficer, frustreret over den megen aktivitet fra allierede jagerbombere.[77] Uden at få direkte støtte fra 2. panserdivision som lovet, hævdede Guderian, at hans pansergrenaderer ikke med held kunne gennemføre et modangreb mod amerikanerne.[78]

Om natten den 29. juli fandt enheder fra 2. amerikanske panserdivision sig involveret i en kamp på liv og død mod en tysk kolonne fra 2. SS panserdivision og 16 SS pansergrenaderdivision, som passerede gennem de amerikanske linjer i mørket.[75] Andre dele af 3. panserdivision blev angrebet nær Cambry og kæmpede i seks timer; men Bradley og hans underordnede vidste, at de på nuværende tidspunkt dominerede slagmarken, og at sådanne desperate angreb ikke var en reel trussel mod den amerikanske stilling.[75] Den 30. juli indledte det britiske 8. korps Operation Bluecoat sydpå fra Caumont mod Vire og Mont Pinçon for at beskytte Cobras flanke og forhindre tilbagetrækning og omgruppering af yderligere tyske styrker.[79] Mens de rykkede sydpå langs kysten, erobrede det amerikanske 8. korps Avranches senere på dagen – hvilket historikeren Andrew Williams beskrev som "porten til Bretagne og det sydlige Normandiet"[43], og den 31. juli havde 19. korps slået de sidste tyske modangreb tilbage efter hårde kampe, hvor de havde påført tyskerne store tab af mænd og materiel.[77] Den amerikanske fremrykning var nu nådesløs, og 1. armé var nu endelig fri af bocagen.[43]

Efterspil[redigér | redigér wikikode]

Kort der viser udbruddet fra brohovedet i Normandiet

Ved middag den 1. august blev 3. amerikanske armé aktiveret under ledelse af general George S. Patton. Generalløjtnant Courtney Hodges overtog kommandoen over 1. armé og Bradley blev forfremmet til at have den overordnede ledelse af begge arméer, der fik betegnelsen 12. armegruppe.[80] Patton skrev et digt med ordene:

Citat Så lad os kæmpe rigtigt, bore os ind og kvæle, bide. Lad os tage chancen nu, da vi har bolden. Lad os glemme de fine faste baser på de trøstesløse, granatramte steder. Lad os skyde det, vi kan, og vinde![81] Citat

Den amerikanske fremrykning, som fulgte Cobra, var hurtig. Den 8. august faldt byen Le Mans, som var det tidligere hovedkvarter for den tyske 7. armé, til amerikanerne,[82] og Pattons 8. korps havde fejet gennem Avranches og over broen ved Pontaubault ind i Bretagne.[83] Den tyske hær i Normandiet var blevet reduceret til en så ringe stand af den allierede offensiv, at uden udsigt til forstærkninger i kølvandet på den sovjetiske sommeroffensiv mod Heeresgruppe Mitte var der meget få tyskere, som troede på, at de nu kunne undgå at blive besejret.[84] Frem for at beordre sine resterende styrker tilbage til Seinen sendte Adolf Hitler imidlertid en ordre til von Kluge, hvor han forlangte "et øjeblikkeligt modangreb mellem Mortain og Avranches"[85] for at "udrydde" fjenden og skabe kontakt til vestkysten af Cotentinhalvøen.[86] Otte af de ni panserdivisioner i Normandiet skulle indsættes i angrebet, men kun fire, hvoraf én kun delvis, kunne fjernes fra deres defensive opgaver og samles i tide.[87] De tyske feltherrer protesterede straks og sagde, at en sådan operation var umulig i betragtning af de ressourcer, de havde tilbage,[86] men disse indvendinger blev fejet af bordet og modoffensiven, med kodenavnet Operation Lüttich, begyndte den 7. august ved Mortain.[88] 2., 1. SS og 2. SS panserdivision anførte angrebet, om end kun med 75 Panzer IV og 70 Panther kampvogne samt 32 selvkørende kanoner tilsammen.[89] Offensiven var i princippet ovre i løbet af 24 timer, selvom kampene fortsatte indtil den 13. august.

Da von Kluges få resterende kampklare enheder var ødelagt af 1. armé, indså den allierede overkommando, at hele den tyske stilling i Normandiet var ved at bryde sammen.[90] Bradley erklærede: "Dette er en chance, som kun kommer til en feltherre én gang i et århundrede. Vi er på vej til at nedkæmpe en hel fjendtlig hær og rykke frem helt til den tyske grænse".[90] Den 14. august i forbindelse med amerikanske bevægelser nordpå til Chambois indledte canadiske styrker Operation Tractable. De allieredes hensigt var at fange og nedkæmpe hele den tyske 7. armé og 5. panserarmé ved byen Falaise.[91] Fem dage senere var de to kæber i knibtangen næsten ved at lukke sig, den fremrykkende amerikanske 90. infanteridivision havde etableret kontakt med den polske 1. panserdivision, og de første allierede enheder havde krydset Seine-floden ved Mantes Gassicourt, mens tyske enheder flygtede østpå efter bedste evne.[92] Den 22. august blev Falaise-lommen, som tyskerne havde kæmpet desparat for at holde åben, så deres indesluttede tropper kunne undslippe, endelig lukket, hvilket i praksis afsluttede slaget om Normandiet med en afgørende allieret sejr.[2] Alle tyske styrker vest for de allierede linjer var enten døde eller i fangenskab,[93] og selv om måske 100.000 tyske tropper havde held til at undslippe, efterlod de mellem 40.000–50.000 fanger og over 10.000 døde.[1] I alt 344 kampvogne og selvkørende artilleripjecer, 2.447 køretøjer og 252 kanoner blev fundet opgivet eller ødelagt alene i den nordlige del af lommen.[94] De allierede kunne nu frit rykke gennem uforsvarede områder, og den 25. august var alle fire allierede arméer, (1. canadiske, 2. britiske, 1. og 3. amerikanske) som havde været involveret i felttoget i Normandiet, fremme ved Seinen.[1]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. 1,0 1,1 1,2 Williams, p. 204
  2. 2,0 2,1 Bercuson, p. 232
  3. 3,00 3,01 3,02 3,03 3,04 3,05 3,06 3,07 3,08 3,09 3,10 3,11 3,12 3,13 3,14 Pugsley, p. 47
  4. heraf 700 fra 8. Korps (Green, p. 62) og 600 from 7. Korps mens resten er fra andre ikke-specificerede enheder (Pugsley, p. 53)
  5. Van der Vat, p. 110
  6. Bradley, p. 261
  7. Williams, p. 24
  8. Williams, p. 38
  9. Ellis, p. 78
  10. Greiss, p.308
  11. Ellis, p. 81
  12. "Den hurtige erobring af nøglebyen Caen og området ved Carpiquet var den mest ambitiøse, den vanskeligste og vigtigste opgave for generalløjtnant J.T. Crockers 1. korps". Ellis, p. 171
  13. Wilmot skriver: "De mål, som Crockers landgangsdivisioner fik tildelt, var bestemt ambitiøse, da hans tropper var de sidste, som gik i land på de mest udsatte kyster, som skulle rykke længst frem og mod det, som potentielt ydede den største modstand." Wilmot, p. 272
  14. 14,0 14,1 14,2 14,3 Disse omfattede hovedparten af de panserreserver: 1. SS Panzerdivision Leibstandarte SS Adolf Hitler, 12. SS Panzerdivision Hitlerjugend og Panzer Lehr Divisionen.
  15. Bercuson, p. 215
  16. 16,0 16,1 Williams, p. 131
  17. Greiss, p. 317
  18. Greiss, p. 308–310
  19. Williams, p. 114
  20. 20,0 20,1 20,2 20,3 Williams, p. 163
  21. 21,0 21,1 Greiss, p. 312
  22. Hastings, p. 163
  23. Hastings, p. 165
  24. 24,0 24,1 Greiss, p. 316
  25. Blumenson, p. 187
  26. Zaloga, p.32
  27. D'Este, p.338
  28. Weigley, p.136
  29. Pogue, p.197
  30. 30,0 30,1 Bradley, p. 272
  31. 31,0 31,1 31,2 31,3 31,4 Hastings, p. 249
  32. Williams, p. 126
  33. Esposito, p.78-80
  34. Wilmot, p. 351
  35. Greiss, p. 311
  36. 36,0 36,1 Trew, p. 49
  37. Zaloga, p. 7
  38. Williams, p. 175
  39. Trew, p. 64
  40. 40,0 40,1 40,2 Hastings, p. 252
  41. 41,0 41,1 Hastings, p. 250
  42. Esposito, pp. 76–77
  43. 43,0 43,1 43,2 43,3 Williams, p. 185
  44. 44,0 44,1 44,2 Hastings, pp. 249–250
  45. 45,0 45,1 Williams, p. 181
  46. 46,0 46,1 Weigley, p. 151
  47. Griess, p. 324
  48. Blumenson, p. 219
  49. Zaloga, p.3
  50. Weigley, p.149
  51. Blumenson, p.207
  52. Zaloga, p.30
  53. 53,0 53,1 Williams, p. 161
  54. Williams, p. 165
  55. Williams, p. 167
  56. 1. korps havde tab på 3.817, mens 8. korps havde 1.020. Wilmot, p. 362
  57. Reynolds, p. 186
  58. Buckley, p. 36
  59. Trew, pp. 97–98
  60. Van-Der-Vat, p. 158
  61. 61,0 61,1 Copp, Approach to Verrières Ridge
  62. 62,0 62,1 62,2 62,3 Hastings, p. 236
  63. Zuehlke, p. 166
  64. 64,0 64,1 Jackson, p. 113
  65. 65,0 65,1 65,2 Hastings, p. 253
  66. Williams, p. 174
  67. Williams, p. 180
  68. 68,0 68,1 Hastings, p. 254
  69. 69,0 69,1 Williams, p. 182
  70. 70,0 70,1 70,2 70,3 Williams, p. 183
  71. 71,0 71,1 71,2 Hastings, p. 256
  72. 72,0 72,1 72,2 72,3 Hastings, p. 255
  73. 73,0 73,1 Hastings, p. 257
  74. 74,0 74,1 74,2 74,3 74,4 Hastings, p. 258
  75. 75,0 75,1 75,2 75,3 Hastings, p. 260
  76. Hastings, p. 261
  77. 77,0 77,1 Hastings, p. 262
  78. Hastings, p. 263
  79. Hastings, p. 265
  80. Hastings, p. 266
  81. Williams, p. 186
  82. Williams, p. 194
  83. Hastings, p. 280
  84. Hastings, p. 277
  85. D'Este, p. 414
  86. 86,0 86,1 Williams, p. 196
  87. Wilmot, p.401
  88. Hastings, p. 283
  89. Hastings, p. 285
  90. 90,0 90,1 Williams, p. 197
  91. Hastings, p. 301
  92. Williams, p. 203
  93. Hastings, p. 306
  94. Hastings, p. 313

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  • Bercuson, David (2004). Maple Leaf Against the Axis. Red Deer Press. ISBN 0-88995-305-8. 
  • Blumenson, Martin (1961). Breakout and Pursuit. US Government Printing Office. 
  • Bradley, General of the Army Omar N. (1983). A General's Life. Simon and Schuster. ISBN 0-671-41023-7. 
  • Buckley (editor), John (2007). The Normandy Campaign 1944: Sixty Years on. Routledge. ISBN 0-41544-942-1. 
  • Copp, Terry (1 March 1999). "The Approach to Verrières Ridge". Legion Magazine (Ottawa: Canvet Publications) (25). http://www.legionmagazine.com/en/index.php/1999/03/the-approach-to-verrieres-ridge/. Hentet 26 January 2009. 
  • D'Este, Carlo. Decision in Normandy. Konecky & Konecky. ISBN 1-56852-260-6. 
  • Ellis, Major L.F.; with Allen R.N., Captain G.R.G. Allen; Warhurst, Lieutenant-Colonel A.E. & Robb, Air Chief-Marshal Sir James (2004) [1st. pub. HMSO 1962]. Butler, J.R.M. ed. Victory in the West, Volume I: The Battle of Normandy. History of the Second World War United Kingdom Military Series. Naval & Military Press Ltd. ISBN 1-84574-058-0. 
  • Esposito, Brigadier General Vincent (1995). World War II: European Theater. The West Point Atlas of War. Tess Press. ISBN 1-60376-023-7. 
  • Green, Michael (1999). Patton and the Battle of the Bulge: Operation Cobra and Beyond. MBI. ISBN 0760306524. 
  • Griess, Thomas (2002). The Second World War: Europe and the Mediterranean; Department of History, United States Military Academy, West Point, New York. SquareOne. ISBN 0-7570-0160-2. 
  • Hastings, Max (2006). Overlord: D-Day and the Battle for Normandy. Vintage Books USA; Reprint edition. ISBN 0-30727-571-X. 
  • Jackson, G.S. (2006). 8 Corps: Normandy to the Baltic. MLRS Books. ISBN 978-1-905696-25-3. 
  • Keegan, John (2006). Atlas of World War II. Collins. ISBN 0060890770. 
  • Pogue, Forrest C. (1954). The Supreme Command. United States Government Printing Office. 
  • Pugsley, Christopher (2005). Operation Cobra. Battle Zone Normandy. Sutton. ISBN 0750930152. 
  • Reynolds, Michael (2002). Sons of the Reich: The History of II SS Panzer Corps in Normandy, Arnhem, the Ardennes and on the Eastern Front. Casemate Publishers and Book Distributors. ISBN 0-97117-093-2. 
  • Trew, Simon (2004). Battle for Caen. Battle Zone Normandy. The History Press Ltd. ISBN 0-75093-010-1. 
  • Van Der Vat Da, Dan (2003). D-Day; The Greatest Invasion, A People's History. Madison Press Limited. ISBN 1-55192-586-9. 
  • Weigley, Russell (1981). Eisenhower's Lieutenants. Indiana University Press. ISBN 0-253-13333-5. 
  • Williams, Andrew (2004). D-Day to Berlin. Hodder. ISBN 0340833971. 
  • Wilmot, Chester (1997). The Struggle For Europe. Wordsworth Editions Ltd. ISBN 1-85326-677-9. 
  • Zaloga, Steven J. (2001). Operation Cobra 1944: Breakout from Normandy. Osprey Publishing. ISBN 1841762962. 
  • Zuehlke, Mark (2001). The Canadian Military Atlas. Stoddart. ISBN 0-77373-289-6. 

Eksterne kilder[redigér | redigér wikikode]