Herrnhutiske Brødremenighed

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Herrnhutterne)
Gå til: navigation, søg
Nikolaus Ludwig von Zinzendorff

Den mähriske eller den Herrnhutiske Brødremenighed er en kristelig bevægelse. Den havde i år 2000 ca. 300 medlemmer i Danmark og 762.000 på verdensplan. Brødrenes internationale fællesskab hedder Unitas Fratrum. Der afholdes en synode hvert syvende år. Synoden er Brødrenes højeste instans.[1] Bevægelsen opstod omkring grev Nikolaus Ludwig von Zinzendorff (1700-1760). Bevægelsen betoner det følelsesmæssige forhold til Jesus frem for den rette lære eller den rette omvendelse.


Historie[redigér | redigér wikikode]

Herrnhut. Landsbyen med vandmølle tegnet af Joh. Gottfried Schultz, 27.8.1765 (Görlitz, Graph.

Kirken er ældre end den ovennævnte bevægelse og kan spore sine rødder tilbage til reformation før Luther. Kirken blev dannet i Böhmen-Mähren, efter at Jan Hus var brændt som kætter på bålet i 1415 i Konstanz. Grupper af bønder slog sig sammen i et fællesskab i 1457. I begyndelsen af 1500-tallet var der mere end 200.000 brødre i de tjekkiske provinser Bøhmen og Mæhren, deraf navnet bøhmiske eller mæhriske brødre. Broderskabets popularitet gav den katolske kirke grund til at forfølge den. Under 30-årskrigen led protestanterne i Bøhmen og Mærhen nederlag i 1620, og flertallet af brødrene måtte flygte. I Europa blev kirken næsten udryddet og dens medlemmer forfulgt.[1] En lille gruppe søgte asyl på Zinzendorfs gods, Berthelsdorf i Sachsen, hvor de den 13. august 1727 gendannede Den fornyede Brødremenighed i Herrnhut.

Zinzendorf købte i 1721 Godset Berthelsdorf i Øvre Lausitz og ville her gerne samle en menighed i pietistisk ånd. Han tog derfor i 1722 vel mod nogle bøhmiske og mähriske brødre, som var udvandrede under ledelse af Chr. David. De slog sig ned på Hut-bjerget og anlagde byen Herrnhut. Andre sekterere og pietister sluttede sig til dem, men der opstod en splittelse imellem dem, og samfundet truede med at opløse sig. Da lagde Zinzendorf sig imellem og fik i 1727 alle samlet i en enhed, "den fornyede Broderunitet", hvorefter samfundet oplevede en mærkelig vækkelsestid. Herrnhut fik en særlig forfatning med et menighedsråd og 12 ældste i spidsen. I 1733 blev Leonhard Dober valgt til overældste, men da han 1741 trådte tilbage, besluttede Brødremenigheden at gøre Kristus selv til overældste og dermed til den egentlige leder, og da lodkastning bekræftede denne plan, oprettede Brødremenigheden en "særpagt" med Kristus om ledelsen. For at finde Kristi veje anvendte man i de enkelte tilfælde lodkastning, lige fra valget af tekster ved gudstjenesten til valget af ægtefælle, hvilket sidste blev lagt i menighedens hånd. Apostolske skikke som fodvaskning, kærlighedsmåltider og broderkys indførtes også. I 1737 blev Zinzendorf indviet til biskop, og han var til sin død den virkelige leder af Brødremenigheden.

For Zinzendorf som for Brødremenigheden i det hele stod det konfessionelle i anden række. Nærmest står Brødremenigheden lutherdommen, men det sloges tidlig fast, at Brødremenigheden ingen ydre bekendelse skulle have, den skulle være en unionskirke med 3 "troper" eller afdelinger, den lutherske, den reformerte og den mähriske. Dog har Brødremenigheden altid haft sin særlige teologiske og kirkelige type, der samler sig om Jesu lidelse og død ("blodteologien") og om stærk betoning af følelseslivets betydning. En overgang mødte denne kristendomstype stærk modstand og angreb udefra, og indre brydninger udeblev heller ikke, men Brødremenigheden holdt trofast sammen alligevel og har bevaret sin åndstype lige til nutiden. Adskillige af de ydre skikke, som lodkastningen, er dog i nyere tid bortfaldne. Hvad der meget har bidraget til sammenholdet er dels kirketugten, dels den faste orden i det daglige liv. Menighedens medlemmer deltes af Zinzendorf i "kor" eller afdelinger, der boede hver for sig, børnene, de ugifte mænd, de ugifte kvinder, ægtefolkene, enkemændene og enkerne, hvert "kor" med sine "plejere", mænd eller kvinder, der øvede sjælesorg og ledede de opbyggelige møder. Dans og spil var forbudte. Kvinderne bar særlige bånd, hvis farve angav, hvilket "kor" de hørte til. Brødremenigheden lagde stor vægt på skolevæsenet.

Fra Herrnhut bredte Brødremenigheden sig til andre steder i Tyskland, til Holland, England og Amerika og til Skandinavien, dog har samfundet aldrig hørt til de større kirkesamfund. I 1727 sendtes 2 brødre til København, og Zinzendorf samlede en kreds i staden under sit ophold der i 1731. I 1739 stiftedes Brødremenighedens Societet i København, som efterhånden søgte tilknytning og udbredelse også andre steder i landet. Der udkom dog adskillige forordninger herhjemme imod dem, indtil regeringen 1771 gav tilladelse til at oprette en Herrnhuter-by. Brødremenigheden købte da Tyrstrupgaard og byggede her Christiansfeld, hvorfra der i rationalismens dage øvedes en stor religiøs indflydelse. I Norge dannedes der societeter i Kristiania, Bergen og Drammen, og i Sverige i Stockholm, Göteborg, Uddevalla og Karlskrona. Mens Zinzendorf levede, var der tilløb til sværmeri, men det fortog sig, og i rationalismens tid var Brødremenigheden alle vegne en god støtte for de få fromme i landene. Lige til nutiden har det også været almindeligt at sende børn og unge til Brødremenighedens pensionsanstalter. Da Brødremenigheden fik udbredelse uden for Herrnhut, måtte styrelsesformen tilpasses derefter. Hver menighed fik sin ældstekonferens og sit menighedsråd, men over alle de enkelte menigheder stod unitetsældstekonferencen, som har 3 departementer: for kirke- og skolevæsen, for de økonomiske forhold og for missionen. Embedsmændene er biskopper, præster og diakoner.

Brødremenigheden uden for Tyskland står dog i virkeligheden selvstændigt over for Herrnhut, Missionsdepartementet er egentlig det eneste fællesbånd nu. Men dette bånd er stort og stærkt. Intet andet kirkesamfund har blot tilnærmelsesvis øvet så forholdsvis stor en missionsvirksomhed som Brødremenigheden. Den har været det enestående forbillede for de andre protestantiske samfund, og begyndelsen blev gjort inden for det danske rige, idet to udsendinge fra Herrnhut i 1732 over København drog til Sankt Thomas for at virke blandt negrene, mens tre udsendinge i 1733 drog til Grønland, hvor Hans Egede havde vanskeligheder med dem. Slag i slag toges ny missionsopgaver op i Nordamerika og i Afrika, og efter 25 års forløb havde Brødremenigheden allerede 100 missionærer ude. Med forkærlighed opsøgte Brødremenigheden de laveststående folkeslag og de vanskeligste egne. Den gav oprindelig ikke sine missionærer nogen særlig uddannelse men fik senere en god missionsskole i Niesky.

I sin missionsforkyndelse samler Brødremenigheden sig også om Jesu lidelse og død. Men missionærerne lægger vægt på at lære de indfødte nyttigt arbejde og på skolevæsenet. Missionsstedernes tal var stadigt stigende. Brødremenigheden missionerede omkring 1. verdenskrig i alle verdensdele uden for Europa. Grønland blev imidlertid opgivet, og arbejdet der overgivet til den danske kirke. Brødremenigheden talte i 1909 4 unitetsfelter, den tyske unitet med 23 menigheder og 8.016 medlemmer, den storbritanniske med 34 menigheder og 6.473 medlemmer, den nordamerikanske, nordlige provins med 75 menigheder og 20.685 medlemmer og den nordamerikanske, sydlige provins med 25 menigheder og 6.241 medlemmer. Brødremenigheden havde i 1909 14 missionsprovinser med 154 faste stationer (foruden et stort antal prædikesteder) og ikke mindre end 208 missionærer foruden 71 indfødte præster og talrige andre indfødte hjælpere. Den årlige udgift til missionen beløb sig til over 2 mio. Kr.

Herrnhuterne i Danmark[redigér | redigér wikikode]

Brødremenighedens Kirke i Christiansfeld

Zinzendorf organiserede herrnhuterne til hedningemission finansieret af den danske konge. Herrnhuterne blev i første omgang sendt til de to danske kolonier Sankt Thomas og Grønland. I 1771 rettede Kong Christian VII på foranledning af kabinetsminister Struensee henvendelse til Brødremenigheden i Herrnhut med anmodning om at anlægge en by i Danmark. Herrnhuternes danske center blev lagt i Christiansfeld i Sønderjylland i 1773 og opkaldt efter kong Christian VII. [2] Søren Kierkegaard voksede op i et hjem præget af herrnhuter.

Grønland[redigér | redigér wikikode]

De første herrnhuter kom til Grønland i 1733, hvor de slog sig ned i Frederiksdal, nu i nærheden af Nanortalik. Herrnhuterne forlod Grønland i 1900. Deres huse står velbevarede tilbage.

Herrnhuterne i Norge[redigér | redigér wikikode]

Vækkelsen kom fra Danmark til Norge i 1730'erne. Fra sidste halvdel af 1700-tallet blev der stiftet menigheder i Skien og på Bragernes med mange velstående og indflydelsesrige medlemmer.

I Christiania var Niels Johannes Holm menighedens forstander 1820-1834. Johan Heinrich Møhne overtog som hvervet menighedsforstander efter Holm. I Christiania holdt de til i Nedre Slottsgate 15. Søren Daniel Schiøtz (1796-1863) var en central skikkelse inden for bevægelsen i Stavanger. Kredsen blev med tiden mindre, og omkring 1890 havde brødremenigheden udspillet sin rolle i Norge.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ a b Brødremenigheden Jakob Ussing, Kristeligt Dagblad 26 okt 2005.
  2. ^ Om Christiansfeld. Hjemmeside d. 23/5-10

Koordinater: 55°21′20.37″N 9°28′56.03″E / 55.3556583°N 9.4822306°Ø / 55.3556583; 9.4822306