Spring til indhold

Radikale Venstre: Forskelle mellem versioner

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gennemse historikken interaktivt
← Gå til forrige forskelGå til næste forskel →
Content deleted Content added
VisueltWikitekst
No edit summary
Linje 114: Linje 114:
== Partiledere ==
== Partiledere ==
* 2007- [[Margrethe Vestager]]
* 2007- [[Margrethe Vestager]]
* 1990-2007 [[Marianne Bruus Jelved|Marianne Jelved]]
* 1990-2007 [[Marianne Jelved]]
* 1978-1990 [[Niels Helveg Petersen]]
* 1978-1990 [[Niels Helveg Petersen]]
* 1975-1978 [[Svend Haugaard]]
* 1975-1978 [[Svend Haugaard]]

Versionen fra 6. nov. 2011, 16:30

Denne artikel omhandler det nuværende parti Radikale Venstre. Opslagsordet har også en anden betydning, se Radikale Venstre (1878).
Radikale Venstre
(Danmarks social-liberale parti)  
 
PartilederMargrethe Vestager
PartiformandKlaus Frandsen
NæstformandEmil Dyred[1]
Politisk ordførerMarianne Jelved
Gruppeformand i FolketingetMarianne Jelved
 
Grundlagt21. maj 1905
PartiavisRadikal Politik
HovedkontorChristiansborg
1240 København K
Antal medlemmer7.600
UngdomsorganisationRadikal Ungdom
Pladser i Folketinget
Pladser i byrådene:
Pladser i regionsrådene:
 
Politisk ideologiSocialliberalisme
Politisk placeringVærdipolitisk: Venstrefløj/centrum-venstre, Fordelingspolitisk: Centrum-højre
Internationalt samarbejdsorganLiberal International
Europæisk samarbejdsorganEuropean Liberal Democrat and Reform Party
Partigruppe i EuropaparlamentetAlliance of Liberals and Democrats for Europe
Partifarve(r)Magenta og blå
PartibogstavB
 
Websiteradikale.dk & radikale.net

Radikale Venstre (Danmarks social-liberale parti) (tidl. Det radikale Venstre, i pressen oftest blot De Radikale, fork. RV, R eller B) er et socialliberalt dansk politisk parti, der ofte indtager en nøglerolle i Folketinget. Partiets politiske leder har siden 15. juni 2007 været Margrethe Vestager, der er tidligere undervisnings- og kirkeminister.

Historie

Partiet blev stiftet i Odense 21. maj 1905, hvor 538 delegerede fra en række Venstrevælgerforeninger over hele landet vedtog partiets navn, program og vedtægter. Det vedtagne program fik derefter tilslutning af de folketingsmedlemmer, der var blevet ekskluderet af Venstrereformpartiet i januar 1905 pga. politiske uenigheder om bl.a. forsvar. Udgangspunktet for Radikale Venstre var en konsekvent antimilitarisme, lige og almindelig valgret, forbedring af husmændenes, de dårligst stillede byboeres vilkår og bedre uddannelse til alle. Det liberale grundsyn og individets retssikkerhed skulle bevares, men staten måtte påtage sig et ansvar.

Radikale Venstre fokuserede dengang som nu på at varetage hele samfundets interesser i stedet for at være talerør for bestemte grupperingers interesser. Partiet er stor tilhænger af decentralisering med henblik på at styrke borgernes mulighed for at deltage i den demokratiske proces. Partiets holdning til EF/EU var i begyndelsen splittet, men i dag er partiet et af de mest EU-positive i Folketinget; dog har partiet et EU-kritisk netværk.

Regeringsdeltagelser

Partiet har grundet sit ideologiske ståsted på midten og en overvejende pragmatisk indstilling haft en afgørende rolle i dannelserne af regeringer i Danmark. Partiet dannede i 1909-1910 og 1913-1920 regering alene, støttet af Socialdemokratiet. I 1929-1940, 1957-1964 og 1993-2001 har partiet deltaget i socialdemokratisk ledede regeringer - og 1968-1971 og 1988-1990 i borgerligt ledede regeringer; i første periode med den radikale Hilmar Baunsgaard som statsminister. Det har ofte været sagt om Radikale Venstre, at når partiet ikke var i regering, regerede det. Partiets mandater har næsten altid været afgørende for flertalsdannelsen i Folketinget, og rollen som 'tungen på vægtskålen' har betydet, at den radikale indflydelse har været meget større end mandattallet har tilsagt.

Siden folketingsvalget 2001 har den politiske indflydelse imidlertid været historisk lille. Partiet gik til valg på at fortsætte regeringssamarbejdet med Socialdemokraterne, og oplevede en fremgang fra syv til ni mandater, men det var ikke nok til at sikre flertallet bag SR-regeringen. Situationen gentog sig ved folketingsvalget i 2005, hvor Radikale Venstre dog oplevede sin største fremgang i nyere tid - fra ni til 17 mandater.

I forbindelse med 2005-valget lykkedes det for Radikale Venstre at tiltrække flere skuffede vælgere fra den socialdemokratiske venstrefløj. Dette var dog et paradoks, eftersom partiet siden midten af 1990'erne har bevæget sig ganske langt til højre på fordelingspolitikken. Samfundsforsker Johannes Andersen har forklaret det med, at vælgerne enten ikke har været optaget af den fordelingspolitiske position eller at udlændinge-, rets- og uddannelsespolitik bare betyder mere for dem.[2]

Efter 2011-valget deltog de radikale i regeringen sammen med Socialdemokraterne og SF. Ifølge medierne lykkedes det i denne sammenhæng partiet at få gennemført det meste af sit program, mens S og særligt SF ikke satte mange fingeraftryk.

Ny kurs - ny leder

I 2006 udløste flere politiske uenigheder mellem De Radikale og Socialdemokraterne et såkaldt "frihedsbrev" fra Radikale Venstre – hvor partiet gav udtryk for at man ville have en radikalt ledet regering og hverken støtte en regering under Anders Fogh Rasmussen eller Helle Thorning-Schmidt. Der var dog ikke ret stor opbakning til den radikale strategi, der blev kaldt Den anden vej og i løbet af 2006 tabte partiet hastigt tilslutning i meningsmålingerne. Internt var der ikke udelt begejstring for den nye kurs. En gruppe i partiet, anført af Naser Khader, krævede, at partiet vendte tilbage til sin klassiske position på midten, hvor man ikke på forhånd erklærede sin støtte til en socialdemokratisk eller borgerlig regering. Uroen førte til, at Khader sammen med partiets europaparlamentsmedlem Anders Samuelsen forlod partiet og dannede Ny Alliance. Det blev startskuddet til et opgør med den linje partiet – og især Marianne Jelved – havde stået for. Flere kommentatorer opfordrede Jelved til at gå af, og den 15. juni overtog Margrethe Vestager så det politiske lederskab efter at have stået i spidsen for at redefinere partiets politiske kurs. 8. oktober 2008 forlod Simon Emil Ammitzbøll partiet efter uenigheder med Vestager.

Ved folketingsvalget i november 2007 gik partiet massivt tilbage til 9 mandater, og den parlamentariske situation var uændret, idet Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti stadig kunne mønstre et flertal bag sig i Folketinget.

Historisk tilslutning

Partiet har haft sine vælgermæssige storhedstider i perioden kort efter dannelsen og i slutningen af 1960'erne og starten af 1970'erne.

Største tilslutning hidtil var ved folketingsvalget i 1918 med 21,3% af stemmerne. Siden har partiet typisk haft en tilslutning på 5-10%, men nåede en bølgetop på 15,0% ved valget i 1968, 14,4% ved valget i 1971 og 11,2% ved valget i 1973 under politisk ledelse af Hilmar Baunsgaard som var statsminister i VKR-regeringen fra 1968 til 1971.

Et lavpunkt blev nået kort efter denne storhedstid ved valget i 1977 hvor andelen blev på 3,6% stemmerne, nu under politisk ledelse af Svend Haugaard. Kun ved valget i 1990, under politisk ledelse af Niels Helveg Petersen og efter deltagelse i endnu en VKR-regering fra 1988-1990, har partiet med 3,5% opnået lavere tilslutning.

(Bemærk at ved folketingsvalget i 1915 blev der i langt de fleste valgkredse afholdt fredsvalg. Derfor er stemmetallene ikke opgjort, men opgørelsen af stemmeandelen er i stedet baseret på mandatandelen: 31 af 114 mandater).

Partiets opbygning

Radikale Venstre har en klar adskillelse mellem partiets landsforbund, der ledes af en landsformand, og folketingsgruppen, der ledes af gruppeformanden - også kaldet den politiske leder. Landsformand er Klaus Frandsen, mens Marianne Jelved er formand for folketingsgruppen.

Medlemstallet var ca. 30.000 i 1960'erne, og efter at have været nede omkring 5.000 medlemmer i 1980'erne og 1990'erne har partiet i de senere år stabiliseret sig omkring 9.000 medlemmer.

Radikale Venstre har for tiden 9 medlemmer af Folketinget (hvoraf én (Jørgen Poulsen) blev valgt for Ny Alliance, men siden skiftede parti), 90 byrådsmedlemmer og siden 2009 ingen medlemmer af Europa-Parlamentet.[3]

Partiets ungdomsorganisation er Radikal Ungdom af 1994.

Statsministre

  • Carl Theodor Zahle, Statsminister 1909-1910 og 1913-1920, Justitsminister 1929-1935
  • Erik Scavenius, Statsminister 1942-1945 (I praksis dog kun til d. 29. august 1943), Udenrigsminister 1909-1910, 1913-1920 og 1940-45.
  • Hilmar Baunsgaard, Statsminister 1968-1971, Handelsminister 1961-1964

Andre ministerposter

Partiledere

Landsformænd

Formænd for Folketingsgruppen

Nuværende medlemmer af Folketinget

Valgresultater

Folketingsvalg siden 1906

Folketingsvalg Stemmer Procent Mandater
1906 41.460 13,7 % 11
1909 60.261 18,8 % 18
1910 66.734 19,1 % 20
1913 67.903 18,7 % 31
1915 31
1918 195.159 21,3 % 32
26. april 1920 123.877 12,0 % 17
6. juli 1920 111.055 11,6 % 16
21. september 1920 147.120 12,1 % 18
1924 166.476 13,0 % 20
1926 150.931 11,3 % 16
1929 151.746 10,7 % 16
1932 145.221 9,4 % 14
1935 151.247 9,2 % 14
1939 161.834 9,5 % 14
1943 175.179 8,7 % 13
1945 167.073 8,2 % 11
1947 144.246 7,1 % 10
1950 167.969 8,2 % 12
21. april 1953 178,942 8,6 % 13
22. september 1953 169.295 7,8 % 14
1957 179.822 7,8 % 14
1960 140.979 5,8 % 11
1964 139.702 5,3 % 10
1966 203,858 7,3 % 13
1968 427.304 15,0 % 27
1971 413.620 14,4 % 27
1973 343.717 11,2 % 20
1975 216.553 7,1 % 13
1977 113.330 3,6 % 6
1979 172.365 5,4 % 10
1981 160.053 5,1 % 9
1984 184.642 5,5 % 10
1987 209.086 6,2 % 11
1988 185.707 5,6 % 10
1990 114.888 3,5 % 7
1994 152.701 4,6 % 8
1998 131.254 3,9 % 7
2001 179.023 5,2 % 9
2005 308.212 9,2 % 17
2007 177.161 5,1 % 9
2011 336.698 9,5 % 17

Se også

Kilder og eksterne henvisninger

Referencer

  1. ^ "Ny næstformand i Radikales landsforbund". Radikale Venstre. 2011-09-29. Hentet 2011-10-04.
  2. ^ Ugebrevet A4, nr. 19/2006
  3. ^ Partiet fik 9 mandater ved Folketingsvalget 2007 og 1 mandat ved valget til Europa-Parlamentet i 2004. Desuden er partiet repræsenteret i samtlige 5 [regionsråd]. Den 7. maj 2007 meddelte den radikale MF'er Naser Khader og MEP Anders Samuelsen, at de havde meldt sig ud af Radikale Venstre for at danne partiet Ny Alliance. Herved mistede Radikale Venstre både et Folketingsmedlem og sit Europaparlamentetsmedlem. Efter folketingsvalget 2007 fik partiet dog mandatet tilbage, da Europaparlamentsmedlemmer mister deres mandat, hvis de vælges til nationale parlamenter. Ved valget i 2009 mistede partiet igen sit mandat.
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Radikale_Venstre&oldid=5508180"