Tunø

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Tunø
Luftfoto af Tunø
Luftfoto af Tunø
Geografi
Sted Vest for Samsø, øst for Hov
Koordinater 55°57′N 10°26′E / 55.950°N 10.433°Ø / 55.950; 10.433Koordinater: 55°57′N 10°26′E / 55.950°N 10.433°Ø / 55.950; 10.433
Areal 3,52 km²
Administration
Land Danmark Danmark
Region Midtjylland
Største by Tunø By
Demografi
Folketal 111 (2011)
Befolknings­tæthed 32 indbyggere/km²
Tunø By

Tunø er en 3,52 km² stor bilfri dansk ø mellem Samsø og Jylland i Kattegat og Bælthavet, ud for Hov og Saksild og ligger cirka 8 km fra Jylland og har 118 indbyggere. Øen udgør Tunø Sogn (Ning Herred) og var tidligere en selvstændig kommune, men blev 1970 en del af Odder Kommune.

Tunø By er en typisk landsby med gårde og huse langs bygaden. Tunø Skole, der bestyres af Hov Skole, havde i 2008 kun to elever og en lærer. I 2012 er der seks elever fra 1. til 4. klasse, som alle får undervisning sammen.

Tunø Kirke er fra 1300-tallet, og i 1801 blev der i det hvide kirketårn monteret et lampefyr, som i 1846 blev erstattet af et linseapparat. I forbindelse med ændringen til vinkelfyr i 1906 blev tårnet forhøjet. I 1921 fik fyret installeret blaugasbrænder, og til hjælp for fiskerierhvervet fik fyret i 1923 indlagt en hvid vinkel, der angav sejlretningen til Tunø Havn.

Mejeriet lukkede i 1966 og er nu gæstgiveri. Tunø Købmandsgård åbnede den 1. november 1897 som en lokal brugsforening. I januar 1990 blev brugsen lukket, og en gruppe af tunboer og sommerhusejere åbnede i 1985 "Tunø Købmandsgård", der i nutiden foruden at være dagligvareforretning fungerer som posthus og apoteksudsalg.

Der er ingen fastboende læge og sygeplejerske på øen. Dog kommer der en læge til øen én gang om måneden.

Store dele af øen blev fredet i 1965, og der må ikke bygges mere end de 80 sommerhuse, der i dag ligger ved havnen og Stenkalven.

Lidt øst for Tunø By ligger Tunø Havn, der er beskyttet af to moler. Havnen har plads til ca. 170 både og er øens færgehavn med daglig færgeforbindelse til Hov, Jylland.

1993 blev M/F Tunøfærgen indsat på ruten Hov-Tunø. Den har hjemsted i Hov. Færgen blev bygget i 1993 af Johs. Kristensens Bådebyggeri til Odder Kommune, der varetager overfarten til Tunø. Færgen kan medtage op til fire biler, men overfarten er normalt bilfri. Færgen klarer overfarten på omkring en time.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Arkæologiske fund omkring øen fortæller, at Tunø har været beboet siden 2.500 f.Kr.

Navnet "Tunø" stammer formodentlig fra det oldnordiske Thund som betyder "forhøjning" eller "svulmen", og som henviser til synet af øen på afstand.

I 1216 nævnes Tunø første gang på skrift, da Valdemar Sejr bytter eller mageskifter øen "Thund" med biskoppen i Aarhus. Øens egeskov forsynede domkirkebyggeriet i Aarhus med tømmer. I stedet for at betale skat til kongen blev tunboerne pålagt en årlig skat på 1000 skrubber. Senere blev Tunø udskilt fra Århus Stift, og beboerne købte selv øen.

Tunboerne har gennem tiderne hovedsageligt ernæret sig ved landbrug og lidt fiskeri, men mange har også tjent til livets ophold som sømænd på fragtskibe i både indenrigs- og udenrigsfart. Derimod er det kun ganske få tunboere, der har været selvstændige skippere eller haft del i et fartøj. En del tunboere har endvidere haft arbejde i de egeskove, som dækkede store dele af øen.

Den 5. august 1852 lagdes foruden præstegården 16 gårde og 15 huse i aske i Tunø By - Beboerne satte stenen i 1975

Tunø By kan dateres helt tilbage til 1100-tallet, men i 1852 brændte 16 gårde og 15 huse i den tæt sammenbyggede landsby. Derfor er de fleste af husene kun ca. 150 år gamle, og de fleste af gårdene blev genopbygget ude ved markerne. Midt i byen er der rejst en sten til minde om den store brand.

1895 blev den første telefon på Tunø oprettet på Tunø Skole. Senere blev der oprettet en telefoncentral og telegrafstation. Fra 1895 og frem til 1952 var det Statstelefonen, som fra 1952 blev overtaget af Jydsk Telefon.


1911 dannedes interessentskabet "Thunø Bys Vandværk". Vandværket blev anlagt midt i byen og vandet blev pumpet op ved hjælp af en vindmølle, og vandtanken blev etableret ved kirken.

I 1921 havde øen 225 indbyggere og der var mejeri, skole med elever på alle alderstrin, posthus, smedie, to købmænd, brugsforening, vandværk med vandtårn, en nyanlagt havn, to motordrevne møller samt en fastboende præst og der var, mens den nu nedlagte DSB-færgerute Kalundborg - Samsø - Aarhus eksisterede, også færgeforbindelse med Sjælland. I farvandet imellem Tunø og Samsø sagtnede DSB-færgen farten, mens en lille kutter fra Tunø lagde op til siden af færgen. Via en luge på den store færges vogndæk blev passagerer og fragt overført til Tunøbåden.

I 1952 havde øen 200 indbyggere, og store dele af øen var opdyrket med korn og græsmarker. Der var mejeri, købmand, brugsforening og posthus. I 1952 besluttede en gruppe tunboere at lave et lille vekselstrømsanlæg. Arbejdet og placeringen blev overladt til firmaet Reimann fra Aalborg. Der blev oprettet ledningsnet og installationer. Den 21. december 1953 startedes den 15 hk store Bukh-dieselgenerator, og der blev leveret strøm fra kl. 16:00 til 22:00. Kapaciteten blev kort tid efter udvidet med en 5 hk.-motor, så der kunne køres igennem om natten, hvor forbruget var meget lavt. Efter et års tid var de fleste af øens beboere brugere, og der blev købt en 40 hk-motor og senere én på 60 hk. I 1952-53 lagde Jydsk Telefon et kabel til Jylland, og i 1961 forsvandt telefonpælene og kablerne blev nedgravet.

I 1958 blev der bygget en ny skole til de ca. 35 børn der var på øen. Lærerboligen var blevet bygget et par år før. I 2010 havde Tunø Skole kun seks elever.

I 1970 blev der i september lagt et elkabel fra Samsø til Tunø og et jordkabel til to transformere blev nedgravet, og resten ført i ledninger.

Odder Kommune etablerede i 1970'erne en ny kildeplads og et vandværk ca 500 meter nord for det gamle mejeri. Thunø Bys Vandværk købte vand af kommunen, og de gamle forbrugerinteressenter havde fortsat deres egen bestyrelse.

I 1974 blev Tunø telefoncentral som den sidste af Jydsk Telefons centraler automatiseret

I 1992 besluttede Odder Byråd at privatisere værket på Tunø, og tunboerne besluttede at overtage anlægget.

I 1993 udkom øens lokalavis "Tunø Avis" for første gang. Den udkommer den første onsdag i hver måned med otte sider. Avisen ejes af "Foreningen Tunø Avis", og det praktiske arbejde udføres af foreningens ca. 390 medlemmer.

I 1994 monterede vandværket vandure, og ledningsnettet gennem byen blev renoveret og løbende moderniseret.

I 1990'erne blev der bygget ældreboliger med et tilknyttet sundhedscenter.

I 2000 blev færgelejet placeret uden for selve havneområdet, så ind- og udsejlingen ikke kan genere sejlbådene i selve havnen, og i efteråret 2005 blev der bygget et nyt pakhus på havnen.

I 2007 blev der på vandværket installeret automatisk overvågning.

Tunø Kirke og fyrtårn
Tunøfærgen

Geografi og natur[redigér | redigér wikikode]

Tunøs milde klima giver øen en afvekslende natur. Landskabet veksler mellem stenede strande, vandhuller, klinter, skov og landbrug som hovedsagelig er baseret på grøntsagsproduktion. Bakkerne er moræne og drumlinbakker, og lavningen er marint dannet. Det højeste punkt er den 24 meter høje bakke "Bjerget". Mod øst har nedbrydningsmateriale fra klintekysterne aflejret sig i Revet.

Øen er inddelt i områderne: Mosen, Nørreklint, Revet, Stenkalven, Sønderklint, Tunø by, Tunø Røn (sandodde i den østlige ende). Vest for øen ligger sandbanken Tunø Knob, hvor Midtkraft i 1995 indviede en vindmøllepark med ti 45 meter høje Vestas V39-500 kW- vindmøller, der producerer strøm til omkring 2.800 husholdninger. Undersøgelser har vist, at møllerne ikke generer dyrelivet i området.

Øen har ikke meget strandeng eller fladvand og derfor også et begrænset fugleliv med kun 17 vadefuglearter. Ca. 50-70 par tejster har siden 1950 bygget redegange i klinterne. Ved klinterne yngler ca. 30 par stormmåger.

Af padder er de mest almindelige lille vandsalamander og grønbroget tudse. Af vildt er der rådyr, fasan, agerhøne og hare. Langs Sønderklint og på sandrevet Tunø Knob kan der observeres sæler, og omkring øen ses hyppigt marsvin.

Ved klinterne vokser der Horse-Tidsel, stenurt, Rød Arve og Læge-Oksetunge. Af strandplanter er der bl.a Kruset Skræppe, strandkål, strandarve, marehalm, cikorie, Liden Klokke, gederams, hedelyng og musevikke.

Turisme og seværdigheder[redigér | redigér wikikode]

Øens tre sommerhusområder er placeret diskret i naturlandskabet. Lystbådehavnen har plads til ca. 200 gæstebåde.

Tunøboerne vil helst ikke have privatbiler med færgen, men der er gode muligheder for cykel- og vandreture. En otte kilometer lang sti følger øens kyst. Øens passagertransport foregår med overdækket fladvogn med bænke, forspændt en traktor. Der arrangeres turistture rundt på øen med op til 80 personer. Der kan også bestille ture i forbindelse med færgeankomst og afgang til og fra destinationer på øen.

Den tidligere præstegårdsstald/lade er nu et hjemstavnsmuseum, hvor man får et godt indblik i tunboernes liv gennem tiderne. Overfor er en længe af "Engelhardts gård" blevet tilkøbt. Denne kampestensbygning, nu kaldet Stenhuset, indeholder fouden museet også Tunø lokalhistoriske samling samt Tunø Avis' redaktion og net-café.

Der er gæstgiveri, kro, kursuscenter, cykeludlejning, ø-rundture, keramikværksted og sølvsmedværksted, og langs vejene kan der fra boderne købes grøntsager og frugt.

Tunø By er idyllisk med de små huse og den særprægede kirke, hvor tårnet fungerer som fyrtårn.

Hvert år sidst i juni afholdes der i fire dage Tunø-Festival; en jazz- og folkemusikfestival, der i 2011 havde 25-årsjubilæum.

Thunø Kro var oprindelig skole, bygget i 1881, og fungerede som sådan indtil 1958, hvor den nuværende Tunø Skole blev indviet. I juni 1989 genåbnede den som Thunø Kro.

Mejeriet er nu gæstgiveriet "Det Gamle Mejeri", der modtager selskaber op til 130 personer og som har otte dobbeltværelser til udlejning.

På havnen ligger Tunø Røgeri. En markant bygning tegnet af MAA Erik Einar Holm, hvor der i sommermånederne er fiskebutik og restaurant. I de store traditionelle brændefyrede ovne røges der fisk på træsorten rødel fældet i Tunø Mose. Uden for sæsonen udnyttes ovnene til produktion af røgsalt som eksporteres til blandt andet Tyskland og Italien.

Ved gadekæret ligger den gamle smedje, nu museum, hvortil der er fri adgang. Det lille lavloftede hus fra sidst fra omkring 1800 står fuldstændig som det stod, da den sidste smed forlod det engang i 1960'erne

I nærheden af havnen og en god badestrand ligger "Teltpladsen" med toilet, bruserum og køkken.

Eksterne henvisninger og kilder[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: