Dialektik

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Dialektik kommer af græsk dialegesthai = "føre samtale" eller måske af dialegein = "skelne". Det er betegnelsen for en erkendelsesteoretisk metode, der består i en udveksling af teser (påstande) og antiteser (modpåstande), som – i bedste fald – slutter med en syntese, som sammenvæver de to påstande. Det kan også udtrykkes sådan: Dialektikken er en metode inden for filosofi og retorik, hvor indbyrdes modsigende påstande bliver afsløret som sammenhængende ved at udsagn (tese) og modudsagn (antitese) føres frem til en fælles konklusion (syntese). Modsigelserne skal ophæves og derved vil der opstå en erkendelse (syntese).

Anvendelse i filosofi[redigér | redigér wikikode]

Filosoffer bruger gerne begrebet 'dialektik' til i specifik forstand at betegne enten den sokratisk dialektiske krydsforhørsmetode eller Hegels dialektiske historiemodel. "Dialektik" kan dog også henvise til en forskrift for, hvordan sand erkendelse kan opnås (epistemologi) eller en teoretisering over verdens struktur (ontologi) – at verden omkring os er sammenvævet, modsigelsesfyldt og dynamisk allerede før vores iagttagelse af den, eller en metode til at præsentere tanker og konklusioner (formidling, pædagogik), sådan som f.eks. Thomas Aquinas og Karl Marx har gjort det.

Der findes et snævert slægtskab mellem dialektik og logik. Dialektikken bliver ofte betegnet som "en del af logikken" eller "den uformelle logik"; eller den bliver simpelthen gjort ensbetydende med logik. Oprindeligt betød dialektik bare "samtalekunst" (se Platon, Aristoteles og Schopenhauer), selvom metoden her står i sagens tjeneste – modsat hvad den gjorde hos sofisterne. Kant hævdede, at dialektikken er en beskæftigelse med ting, som ligger uden for vores erfaringshorisont ("det tilsyneladendes logik"), og at den af samme grund uundgåeligt fører til uløselige modsigelser (antinomier). Forståelsen af dialektikken blev dog videreført af Serol, Fichte og Schelling, og den nåede et højdepunkt i Hegels logik.

Sokratisk dialektik[redigér | redigér wikikode]

I Platons dialoger styrer Sokrates typisk samtalen, hvor han bruger en krydsforhørsteknik over for andres påstande for at påvise selvmodsigelser i deres holdning. For eksempel beder Sokrates Euthyphro, i dialogen Euthyphros dilemma, om at komme med en definition på fromhed. Euthyphro svarer, at det fromme er det, som guderne elsker. Hertil svarer Sokrates, at guderne er stridbare og deres stridigheder drejer sig om genstande for had og kærlighed ganske som menneskers stridigheder. Euthyphro indrømmer, at det er tilfældet. Derfor må der være i det mindste én ting, som nogle guder elsker, men som andre guder hader, siger Sokrates. Det giver Euthyphro ham igen ret i. Derfor kan Sokrates konkludere, at hvis Euthyphros definition af fromhed er sand, må der findes mindst én ting, som er både from og blasfemisk (siden den jo er både elsket og hadet af guderne), – hvilket jo er absurd, som Euthyphro også må indrømme.

Metoden udvikles her som overalt i de sokratiske dialoger gennem flere etaper:

  1. Sokrates stiller et spørgsmål (hvad er...?)
  2. Samtalepartneren fremsætter en definition (tesen)
  3. Sokrates undersøger definitionen gennem en serie af spørgsmål, og spørger til alternativer (antitesen)
  4. Det konkluderes om den hele eller bare noget af den oprindelige definition stadig er holdbar

Hegeliansk dialektik[redigér | redigér wikikode]

Selv om Hegel aldrig selv brugte netop den beskrivelse, forklares hans dialektik ofte som en bevægelse i tre trin: en tese ("sætning"), en antitese ("modsætning"), som modsiger eller benægter tesen, og en syntese ("sammensætning"), der opfanger det, som er centralt i dem begge. Nogen mener dog at tese/antitese/syntese tankegangen er en misforstået tolkning af Hegel. [Kilde mangler]

Hegel stiller dialektikken op som en metafysisk tænkemåde, og han betragter den ikke bare som en metode, en erkendelsesteori, men også som en ontologi, dvs. en beskrivelse af det værende. Dialektikken bliver derfor betegnet som en selvstændig, logisk proces, ja ligefrem som begrebernes selvudvikling, der danner grundlaget for virkelighedens logiske struktur.

Et spekulativt, metafysisk system er også et system af logiske udredninger, som er uafhængige af erfaringerne og som går videre derfra og begriber det overjordiske som noget, der bor i tænkningen selv, og som er det værende i alt – også det menneskelige væsen. Dialektikken er ifølge Hegel også den ægte, metafysiske metode, som tillader, at man bevæger sig ud over de uomgængelige begrænsninger i den empiriske viden til ethvert ønsket erkendelsesniveau.

I sin Wissenschaft der Logik beskriver Hegel en abstrakt dialektik, som kredser om dét problem, det er at definere 'det absolutte' (dvs. altet). Den første definition der afprøves, er at det absolutte er ubestemt væren. Forstår man virkelig, hvad dette betyder, vil man indse, at den ubestemte væren ikke kan skelnes fra intetheden, fordi den netop ikke er noget bestemt. Dermed har vi den logisk første dialektiske bevægelse.

Ligesom den sokratiske dialektik bevæger Hegels dialektik sig ved at gøre indbyggede modsigelser åbenlyse: hvert trin i processen er resultatet af indbyggede eller usagte modsigelser på det foregående trin. For Hegel var hele den vestlige historie én kæmpestor dialektik, hvor de største øjeblikke markerer en bevægelse fra fremmedhed over for sig selv i form af slaveri til genforening og virkeliggørelse som den fornuftprægede, grundlovsstyrede statsmagt bestående af frie og ligeberettigede borgere.

Marxistisk dialektik[redigér | redigér wikikode]

Karl Marx og Friedrich Engels mente, at Hegel "stod på hovedet", og de påstod, at de stillede ham på benene igen ved at rense hans logik for dens idealistiske baggrund. De opstillede i stedet en dialektik, der kendes som dialektisk materialisme eller marxistisk dialektik. Den dialektiske tilgang til historiestudiet lagde senere grunden til den historiske materialisme, en metode, som er anvendt i værker af Marx, Engels og Lenin. (Marx omtalte dog aldrig selv den "historiske materialisme".) Den dialektiske metode blev efterhånden anset for at være det afgørende grundlag for al marxistisk tænkning og politik, hvad man kan se i værker af f.eks. Karl Korsch, György Lukács og medlemmerne af Frankfurterskolen.

Karl Marx påstod, at han byggede på den hegelske dialektik, men de fleste af hans elever sank ned til en art dialektik, som koger den hegelske logik ned til de berømte tre, marxistiske grundsætninger:

Ved siden af disse tre grundsætninger undersøger man i den marxistiske dialektik også lovmæssigheder i dialektiske sammenhænge som disse kategorier:

Ofte bliver disse modsætningspar også betegnet som dialektiske vekselvirkninger.

Under stalinismen udviklede den marxistiske dialektik sig til det, som blev kaldt "diamat" (en forkortelse af dialektisk materialisme), og som fik karakter af trosbekendelse. Nogle sovjetiske akademikere som f.eks. Evald Iljenkov fortsatte dog med uortodokse, filosofiske studier af den marxistiske dialektik ligesom flere tænkere i den vestlige verden.

Dialektik i biologi[redigér | redigér wikikode]

I deres bog, The Dialectical Biologist, 1985 ISBN 0-674-20281-3, skitserer Richard Levins og Richard Lewontin en dialektisk metode for biologien. De ser "dialektik" mere som et sæt af spørgsmål, man må stille til den biologiske forskning som et våben mod dogmatiske holdninger snarere end som et sæt af forud fastlagte svar. De peger på det (dialektiske) forhold mellem "helheden" og "enkeltdelene". Enkeltdelen forudsætter helheden, og helheden forudsætter enkeltdelen (s. 272). Det vil sige, at ethvert biologiske system består af en samling forskelligartede enkeltdele. De bidrager alle til helhedens karakter, sådan som det fremhæves i den reduktionistiske tænkning. På den anden side har helheden også sin egen eksistens uafhængigt af enkeltdelene, og den påvirker og bestemmer enkeltdelenes natur. Denne frem-og-tilbage-bevægelse (dialektik) er en måde at beskrive en dynamisk proces på.

Charles Darwins evolutionsteori peger på konkurrencen mellem arter, som hver især har et sæt af forskellige medlemmer (populationen) inden for et givet miljø. Det fører til, at arter ændres, og nu og da også til at nye arter opstår. En dialektisk biolog afviser ikke modellen, men vil hellere undersøge, hvordan de konkurrerende skabninger fremkalder ændringer i miljøet, som f.eks. når mikroorganismer fremkalder nedbrydning af klipper. Det interessante er med andre ord, hvordan hver art danner en del af miljøet for de andre.

Dialektik i psykologi og pædagogik[redigér | redigér wikikode]

Hegel mente at nøglen til at forstå verden var gennem hans filosofiske system som han kaldte dialektik. Dette indebar at man danner en erkendelse gennem teser som måtte holdes op mod antiteser. Hvis man kunne se og forstå begge disse modparter kunne man komme op på et nyt niveau i forståelse, Syntese. Finder man så en antitese til denne syntesen kan man komme endda nærmere sandheden i en ny syntese.

Prøv selv at gennemtænke disse 2 eksempler: En Norsk politiker har fremført følgende tese, som inviterer til diskussion og antitese: Tese: Homoseksualitet er unaturligt Antitese: I naturen er der en del sex mellem dyr af samme køn Syntese: Homofobi er unaturligt.

Tese: Gud skabte jorden på 7 dage Antitese: Jorden kan ikke skabes på så kort id Syntese: Guds veje er uransagelige men havde han ikke noget ur ??

Spøg til side, Tese-Antitese-syntese tanken er en pædagogisk simplificering af Hegels komplekse filosofi, men for dette formål er det nok at sige følgende: Hegel så udvikling via modsætninger, og dette er vigtigt for pædagogikken. Hegel mente at modsætninger ligger i menneskets ideer. Så det er vigtigt at fastslå at Hegel var idealistisk filosof. Modsætningen i bedste dialektiske stil var så Karl Marx. Han mente at modsætninger kunne findes mellem ideer og det materielle. Fra psykologiens og pædagogikkens verden kan vi se på: Tese: Det et barn kan selv Antitese: Det et barn ikke kan klare Syntese: Det et barn kan klare med passende, indfølende og afmålt voksenhjælp (kommende udviklingszone) Teorien om kommende udviklingszone er udviklet af Vygotsky, tankegangen kan med fordel eksemplificeres med cykling. Børn magter ikke en tohjulet cykel uden indlæring og træning hvor en voksen eller et ældre barn hjælper til: Tese: Det et barn kan selv: Køre tricykel Antitese: Det et barn ikke kan klare: Køre tohjulet cykel Kommende udviklingszone: En voksen støtter barnets balance på 2 hjuleren! Det er ifølge Vygotsky et alment princip at der er en dialektik mellem de vi ved og det vi ikke ved. Hvordan kan vi så vide hvad det er vi ikke ved ? Det er her en lærer kommer ind i billedet!

Et yndet eksempel på dialektik kommer fra udviklingspsykologien omkring småbørns sproglig udvikling:

1.et barn har "pludrelyde" og opdager når det er omkring 1 år gammelt at der: 2. er visse lyde som de andre mennesker reagerer på. Disse lyde siger barnet så oftere, dermed opstår der udvikling som gradvist fører barnet frem til at sige meningsfyldte ord, som f.eks "moar". Dernæst kommer modsætningen mellem "et ords sætninger" og evnen til at sammensætte to ord til en sætning osv. "moar mama"

Dialektisk teologi[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Dialektisk teologi

Den særlige teologiske tænkemåde som især er knyttet til navnet Karl Barth (1886-1968), og som benægter muligheden for at forsone tro og menneskelig viden. (Müller 1978, s..30, note). I stedet må alt menneskeligt, såvel psykologisk som moralsk og religiøst, opløses i mødet med dets modsætning (Gud) for derved, dialektisk, at blive genetableret. Guds 'ja' og 'nej' til mennesket hænger derfor uløseligt sammen. Begge momenter af Prædestinationslæren, forudbestemmelse til fortabelse og frelse, bliver i lyset af dette set som angående individet, der frelses netop i kraft af fortabelsen. Denne tanke er ikke mindst tæt knyttet til kultur- og moralismekritik.

Af andre fremtrædende teologer som man kan regne til bevægelsen, kan nævnes Rudolf Bultmann (1884-1976), Emil Brunner (1899-1966) og Friedrich Gogarten (1887-1967)

Kritik af den Dialektiske metode[redigér | redigér wikikode]

Den primære kritik af denne metode finder vi hos Karl R. Popper, som i sin bog 'Det åbne samfund og dets fjender' kategoriserer Platon (Sokrates), Hegel og Marx som fjender af det åbne samfund.

I en ikke dialektisk kritik bliver dette til at den dialektiske metode medfører en praksis, som modvirker åbenhed. Det problematiske i den dialektiske metode er, at den bygger på en konvergent tankegang, som "nedarves" via en Platonisk forestilling om teleologien (formålsårsagen).

Se også[redigér | redigér wikikode]