Musvit

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
  Musvit ?
Musvit.jpg
Videnskabelig klassifikation
Rige: Animalia (Dyr)
Række: Chordata (Chordater)
Klasse: Aves (Fugle)
Orden: Passeriformes (Spurvefugle)
Familie: Paridae (Mejser)
Slægt: Parus
Art: Parus major
Videnskabeligt artsnavn
Parus major
Linnaeus 1758

Musvitten (latin: Parus major) er en spurvefugl i mejsefamilien og en meget almindelig ynglestandfugl og ynglestrejffugl i Danmark, både i skov og by. Den regnes for at være Danmarks femtemest almindelige fugl[1] og er også almindelig som træk- og vintergæst fra Skandinavien, Finland og Baltikum. Musvitten er i øvrigt udbredt i hele Europa, Mellemøsten, nordlige og centrale Asien og dele af Nordafrika.

Tidligere blev en række underarter anset for at høre til musvit-arten, men nylige DNA-undersøgelser har vist, at disse andre underarter er anderledes end musvitten, og siden 2005 er der fastsat to andre arter, hvortil disse underarter hører: Grå musvit, der er udbredt i det sydlige Asien, og lille musvit, der findes i det østlige Rusland, Japan og andre dele af det østlige Asien. Musvitten er dog klart den talmæssigt mest udbredte art i parus-slægten.

Musvitten er en karakteristisk fugl med sit sorte hoved og sin sorte nakke med fremtrædende lyse pletter på kinderne og olivenfarvede overside og gule underside, med visse variationer blandt underarterne. Den er primært insektæder i sommerperioden, men æder mange former for føde andre tider af året, herunder også små flagermus i dvale.[2] Som andre mejse-arter bygger den rede i hulninger, typisk i et hul i et træ. Hunnen lægger omkring 12 æg og udruger dem selv, mens ungerne plejes af begge forældrene i fællesskab. Mange gange får et par to kuld om året. Rederne kan blive angrebet af for eksempel spætter, egern og væsler samt af lopper, mens de voksne fugle efterstræbes af spurvehøge. Musvitten har i stor udstrækning tilpasset sig menneskets forandringer af naturen og er almindeligt forekommende i bymæssige omgivelser som parker og haver. Den er almindelig som studieobjekt i ornitologien.

Taksonomi[redigér | redigér wikikode]

Musvitten blev oprindeligt beskrevet under sit nuværende videnskabelige artsnavn, Parus major, af Linné i hans værk Systema Naturae i det 18. århundrede.[3]

Musvittens udbredelsesområde blev tidligere regnet som gående fra de Britiske Øer i vest til Japan i øst og mod syd til Indonesien med 36 underarter hørende til fire hovedartsgrupper. Parus major-gruppen havde 13 underarter hørende hjemme i Europa, det tempererede Asien og Nordafrika, Parus minor-gruppen havde 9 underarter hørende hjemme i det sydøstlige Rusland, Japan og ned til det sydøstlige Asien, Parus cinereus-gruppen havde 11 underarter som hørte hjemme fra Iran over det sydlige Asien til Indonesien, og endelig var der tre Parus bokharensis-underarter, der ofte blev betragtet som selvstændige arter, der som ringarter hørte hjemme i området omkring det Tibetanske Plateau, hvorfra generne spredte sig blandt underarterne. Denne teori blev dog aflivet, da serier af mitokondrielt DNA blev undersøgt, hvorefter det viste sig, at der var tale om fire monofyletiske grupper, og at krydsningszonerne mellem grupperne var et resultat af underordnet kontakt efter en temporær isolationsperiode.[4][5]

Et studie offentliggjort i 2005 bekræftede, at major-gruppen adskiller sig fra minor- og cinereus-grupperne og sammen med P. m. bokharensis udskilte sig fra de to andre grupper for omkring 1,5 millioner år siden. Afvigelsen mellem major- og bokharensis-grupperne estimeres til at have fundet sted for omkring en halv million år siden. Studiet undersøgte også hybrider mellem major- og minor-grupperne i Amurdalen, hvor de to grupper mødes. Hybrider viste sig at være sjældne, hvilket antyder, at der eksisterer nogle reproduktionsmæssige barrierer mellem de to grupper. Studiet anbefalede, at de to østlige grupper blev udskilt som nye selvstændige arter, henholdsvis grå musvit (Parus cinereus) og lille musvit (Parus minor), men at bokharensis-gruppen fortsat skulle tilhøre den almindelige musvit-art (Parus major). Denne taksonomi følges nu af nogle autoriteter, fx IOC.[6] Handbook of the Birds of the World har valgt en mere traditionel taksonomi, hvor minor- og cinereus-grupperne hører til major-gruppen, mens bokharensis-gruppen opfattes som en selvstændig art,[7] hvilket dog ikke er sket uden kritik.[8]

Den nominotypiske underart af musvitten, Parus major major, dækker over et stort geografisk område, strækkende sig fra den Iberiske Halvø til Amur-dalen og fra Skandinavien til Mellemøsten. De øvrige underarter har mere begrænsede udbredelsesområder, hvor fire af disse kun findes på bestemte øer, mens de øvrige P.m. major-underarter repræsenterer tidligere istidsrefugiumpopulationer. Dominansen af en enkelt, morfologisk ensartet underart over så stort et område antyder, at denne race hurtigt genkoloniserede et stort område efter sidste istid. Denne hypotese understøttes af genetiske studier, som tyder på en geologisk nylig populationsflaskehals fulgt af en hastig ekspansion af populationen.[7]

Slægten Parus stod tidligere for langt den største gruppe af arter under Paridae-familien, men morfologiske og genetiske studier har ført til en opsplitning af denne store slægt i 1998. Musvitten blev bevaret i Parus-slægten og udgør sammen med Cyanistes-slægten en samling mejser kendt som "ikke-hamstrende" med henvisning til adfærden med hensyn til hamstring af føde kendt hos den anden mejse-gruppe. Parus-slægten er fortsat den største i familien, men kan yderligere opsplittes.[7] Bortset fra de øvrige arter, der tidligere regnedes som underarter, er musvittens nærmeste slægtninge Parus nuchalis og Parus monticolus i det sydlige Asien. Krydsninger med arter uden for Parus-slægten ses yderst sjældent, men er registreret med blåmejsen, sortmejsen og muligvis sumpmejsen.[9]

Underarter[redigér | redigér wikikode]

Der er for tiden 14 anerkendte underarter af musvitten:[7]

  • P.m. newtoni, beskrevet af Pražák i 1894,[10] er udbredt på de Britiske Øer.
  • P.m. major, beskrevet af Linné i 1758, er udbredt i det meste af Europa, Lilleasien, det nordlige og vestlige Kasakhstan, det sydlige Siberien og det nordlige Mongoliet så langt mod øst som til Amur-dalen.
  • P.m. excelsus, beskrevet af Buvry i 1857, findes i det nordvestlige Afrika.
  • P.m. corsus, beskrevet af Kleinschmidt i 1903, findes i Portugal, det sydlige Spanien og Korsika.
  • P.m. mallorcae, beskrevet af von Jordans i 1913, findes på de Baleariske Øer.
  • P.m. ecki, beskrevet af von Jordans i 1970, findes på Sardinien.
  • P.m. niethammeri, beskrevet af von Jordans i 1970, findes på Kreta.
  • P.m. aphrodite, beskrevet af Madarász i 1901, findes i det sydlige Italien, det sydlige Grækenland, på Cypern og på de Ægæiske øer.
  • P.m. terrasanctae, beskrevet af Hartert i 1910, findes i Libanon, Israel, Jordan og Syrien.
  • P.m. karelini, beskrevet af Zarudny i 1910, findes i det sydøstlige Aserbajdsjan og det nordvestlige Iran.
  • P.m. blandfordi, beskrevet af Pražák i 1894,[10], findes i det nordlige, centrale og sydvestlige Iran, Usbekistan, Turkmenistan og længst mod nord i Iran og Afghanistan. Denne underart blev, sammen med de to følgende underarter, tidligere betragtet som selvstændige arter.
  • P.m. turkestanicus, beskrevet af Zarudny og Loudon i 1905, findes fra det østlige Kasakhstan til det allernordligste Kina og vestlige Mongoliet.
  • P.m. ferghanensis, beskrevet af Buturlin i 1912, findes i Tadsjikistan og Kirgisistan.

Beskrivelse[redigér | redigér wikikode]

Musvitten er den største af de danske mejser. Den er 12,5–14 cm lang, altså lidt mindre end en gråspurv. Musvitten har stærke og klare farver. Den mest udbredte underart, P.m. major, har en blålig-sort isse, sort hals og hoved, hvide fjer på kinder og de skjulte ører. Brystet er lyst citrongult, og den har en bred stribe på midten løbende som en slids fra halsen og ned på bugen. Den har på halsen en mat hvid plet, der bliver grøngul op øverst på nakken. Resten af nakken og ryggen er grønne og olivengrønne. Vingernes dækfjer er grønne, resten af vingerne er blågrå med et hvidt vingebånd. Halen er blågrå og hvid på spidsen. Fjerdragten på hunnen er magen til hannens, men er generelt lidt blegere; halsen er mindre tydeligt sort,[7] lige som striben ned på bugen, og striben ofte er smallere og i nogle tilfælde brudt.[11] Ungfugle ligner hunnerne, men har blegt olivenbrun nakke og hals, grålig gump og mere grå hale med mindre tydelige hvide spidser. Næbbet er kort og spidst.

Der er nogle variationer blandt underarterne. P.m. newtoni ligner meget major-underarten, men har et lidt længere næb, lidt dybere grøn overside, mindre hvid halespids, og dens halsstribe er bredere på bugen. P.m. corsus ligner også major, men har blegere overside, mindre hvid halespids og mere gullig på brystet. P.m. mallorcae ligner også major, men har et større næb og mere grålig-blå overside og lidt blegere underside på halen. P.m. ecki er som P.m. mallorcae, bortset fra en mere blålig overside og mere bleg underside. P.m. excelsus ligner major, men har en meget klarere grøn ryg, lysegul underside og ingen (eller meget lidt) hvid halespids. P.m. aphrodite har en mørkere, mere olivengrå ryg, og dens underside er mere gul over mod en bleg cremefarve. P.m. niethammeri afviger fra aphrodite ved at have en mere bleg og mindre grønlig ryg, og dens underside er bleggul. P.m. terrasanctae ligner de to forrige underarter, men har en lidt blegere overside. P.m. blandfordi ligner major, men har mere grålig overside og skulderparti, og P.m. karelini ligger et sted mellem major og blandfordi, men mangler den hvide halespids. Fjerdragten på P.m. bokharensis er noget mere grålig med en bleg cremefarvet over mod en udvasket grålig underside, har en større hvid plet på kinden, grå hale, vinger, ryg og hals. Den er også lidt mindre end major med et mindre næb, men længere hale. Det samme gør sig gældende for de to øvrige Turkmenistan-underarter. P.m. turkestanicus ligner bokharensis, men har et større næb og mere mørk underside. P.m. ferghanensis adskiller sig fra bokharensis ved et mindre næb, mørkere grå på siderne og mere gullig bryst hos ungfuglene.[7]

Farven på hannens brystparti har vist sig at relatere til spermproduktionen, og er en måde for hannen at vise sin evne til at reproducere over for hunnen. Større tilstedeværelse af karotenoid øger intensiteten af den gule farve på brystet og gør det samtidig lettere for spermen at modstå angreb fra frie radikaler.[12] Karotenoid kan ikke syntetiseres af fuglen, men skal optages gennem føden, og derfor betyder en klar farve, at hannen er god til at ernære sig.[13][1] Bredden af hannens bugstribe, som varierer fra individ til individ, er ligeledes med til at sende et positivt signal, så hunnerne er mere tilbøjelige til at vælge hanner med brede striber.[11]

Stemme[redigér | redigér wikikode]

Musvittens sang.

Musvitten er i lighed med andre mejsearter en sangfugl og har op til 40 forskellige kald og sange. Kaldene er generelt ens på tværs af kønnene, men det er oftest hannen, der kalder. Korte enkelttonekald som "pit", "spik" og "tjit" bruges som kontaktkald. Et højt "tink" bruges af voksne hanner som advarsel eller i tvister om territorier. En af de mest almindelige sangformer er "titja, titja", der kan lyde lidt i retning af en knirkende trillebør, og den bruges til at markere ejerskab over et territorium.[7] Der er kun begrænset geografisk variation i sangen, men fugle fra de to asiatiske grupper, der for nylig er adskilt fra musvitten, genkender og reagerer ikke på de øvrige musvitters kald.[7]

En af forklaringerne på musvittens store sangrepertoire er den såkaldte Beau Geste-teori. Titelpersonen i romanen af dette navn stillede døde soldater op mod brystværnet for at give indtryk af, at hans fort var bedre forsvaret, end det i virkeligheden var. På samme måde forklares musvittens mange forskellige kald ved, at den derved giver indtryk af, at dens territorium er tættere besat, end det faktisk er. Ligegyldigt om denne teori holder eller ej, så er det et faktum, at individer med større repertoire i sangen er mere dominerende socialt og har større ynglesucces end individer med mere begrænsede repertoirer.[14]

Udbredelse, habitater og trækforhold[redigér | redigér wikikode]

Kort over musvittens udbredelse.

Musvitten findes i store dele af den palæarktiske zone. Den befinder sig i det tempererede klima i store dele af Eurasien, til dels også i subtropiske områder, fra Portugal og Irland i vest til bjergområder i Mongoliet og det nordøstligste Kina i Amur-dalen. Den findes i hele Europa - undtagen øerne i Nordatlanten og den nordligste del af den skandinaviske halvø. Nordgrænsen går gennem Rusland, og de sydligste findes ved Atlasbjergene i Nordafrika. I Asien findes den så langt ned som til Jordan og det vestlige Iran.[7]

De fleste europæiske musvitter er standfugle. De overvintrer i deres yngleområde, og flyver sjældent langt væk fra deres territorium. Det er dog ikke ualmindeligt at få trækgæster på besøg fra koldere egne.

Musvitten lever i en række forskellige habitater. Oftest finder man den i åbne løvfældende skovområder, blandede skove og skovbryn. I tætte skove, herunder nåleskove finder man den normalt i lysninger. I det nordlige Sibirien finder man den normalt i den boreale taiga. I Nordafrika foretrækker den egeskove såvel som bevoksninger med Atlas-Ceder og endda palmelunde. I dens østligste udbredelsesområde i Sibirien, Mongoliet og Kina foretrækker den pile- og birkeskove i nærheden af floder. Pile- og poppelskove nær floder er de foretrukne habitater i det centrale Asien omkring Turkestan såvel som lave kratområder og oaser; kommer man op i højderne finder man musvitten i områder fra tætte løvfældende skove og nåleskove til mere åbne områder med spredte træbevoksninger.[7]

Overordnet er musvitten ikke nogen trækfugl. Musvitpar vil normalt forblive i eller tæt på deres territorium året rundt, også i de nordlige områder af deres udbredelsesområde. Ungfuglene forlader deres forældres territorium, men vil normalt ikke finde territorier langt derfra. Populationer kan finde på i større omfang at trække væk fra deres territorier, hvis vintrene er strenge, og det er svært at finde føde. I så fald kan grupper på tusindvis af fugle fx trække fra det nordlige Europa til Baltikum, Holland, Storbritannien eller endda så langt væk som til det sydlige Balkan.[15]

Musvitten er søgt indført i USA uden held; mellem 1872 og 1874 blev der udsat fugle i Cincinatti, Ohio, men de fandt aldrig fodfæste. Teorier om, at de skulle være fremragende indikatorer for æbleviklere førte næsten til, at man igen forsøgte sig med introduktionen af musvitten i andre dele af USA, men det blev ved overvejelserne.[16] Et andet forsøg med udsættelse af musvitten fandt sted i 1960-61 i Almaty-provinsen i det, der nu er Kasakhstan. Her lykkedes det at etablere en bestand, men dens nuværende status er ukendt.[17]

Adfærd[redigér | redigér wikikode]

Føde[redigér | redigér wikikode]

Musvitten lever om sommeren hovedsagelig af insekter, som de opsnapper i vegetationen.[18] Blandt de hvirvelløse dyr, de æder, er græshopper, fårekyllinger, netvinger, ørentviste, bladlus (Hemiptera), myrer, fluer (Diptera), vårfluer, biller, skorpionfluer, mejere, bier, hvepse, snegle og bænkebidere.[7] I perioden, hvor ynglen plejes, foretrækker musvitterne at give deres afkom proteinrige dyr som larver.[19] En undersøgelse, der blev udgivet i 2007, viste, at musvitten hjælper med til at begrænse skaderne fra larver i æbleplantager med op imod 50 %.[20] Ungfuglene får også i løbet af deres udvikling mange edderkopper af ernæringsmæssige årsager.[19] I efteråret og om vinteren, hvor det er sværere at finde insekter, supplerer musvitten sin føde med frø og bær. Disse stammer hovedsageligt fra løvfældende træer og buske og omfatter blandt andet frø fra birk og hasselkerner. Hvor det er muligt, tager de gerne brødrester, solsikkefrø eller jordnødder, gerne blandet ind i fedt. I meget strenge vintre kan de æde op imod 44 % af deres kropsvægt i solsikkefrø.[7] De fouragerer ofte på jorden, især i år med stor oldenforekomst, [18] og musvitten vil i lighed med andre mejser fouragere sammen med andre fuglearter.[9]

Større fødeemner, som store kerner eller insekter, håndteres ved at holde fast i emnerne med en eller begge fødder og derpå banke løs på dem med næbbet, til de er klar til at æde. På denne måde kan musvitten komme ind til kernen på en hasselnød på cirka 20 minutter. Når de voksne fugle finder insekter til ungerne, vil de ofte banke hovederne af byttet for at gøre det lettere for ungerne at æde dem. Ligeledes vil de fjerne bagpartiet fra larver, så de tanniner, der findes der, ikke vil forsinke ungernes vækst.[7]

Musvitten kombinerer sin alsidige føde med en betydelig mængde intelligens og evne til at løse problemer ved ræsonnement frem for ved "trial-and-error".[7] I England har man oplevet musvitter, der lærte sig at fjerne folien på mælkeflasker afleveret ved huse for at tage fløden øverst heri.[21] Denne adfærd, som første gang blev observeret i 1921, spredte sig hastigt over de følgende to årtier.[22] I 2009 blev der meldt om musvitter, der dræbte og åd små flagermus (Pipistrellus). Det er første gang, at sangfugle er observeret at have jaget flagermus. Musvitterne gør dog kun dette om vinteren, når flagermusene er i hi, og der er mangel på andre fødekilder.[2] Der er også rapporteret om musvitter, der anvender værktøj i form af nåle fra nåletræer holdt i næbbet og anvendt til at vriste larver ud fra huller i træer.[7] I 2013 har man bemærket, at enkelte musvitter har angrebet, dræbt og til en vis grad ædt andre småfugle ved vintertide ved fodersteder i Finland.

Formering[redigér | redigér wikikode]

Musvitten er huleruger, det vil sige. at den til sin rede er afhængig af huller i gamle træer eller redekasser opsat af mennesker. Den kan også benytte murhuller, nedløbsrør, postkasser eller urtepotter. Redematerialet kan bestå af mos, hår, uld eller fjer.

Musvitparret leder efter egnet bolig allerede i januar-februar måned. Fuglen yngler 1-2 gange i perioden april til juli.[23]

Musvitten truer andre fugle ved at strække hals og næb opad, så det gule bryst med den sorte stribe kommer til at virke truende på fjenden. Samtidig bevæger den hovedet, så de hvide kinder kommer til at ligne truende store "øjne".

Blandt musvittens fjender tæller f.eks. spurvehøgen.

Tilknytning til mennesker[redigér | redigér wikikode]

Musvittens lyst til at bruge redekasser og spise fra foderautomater gør den populær blandt mange mennesker og egnet for videnskabsfolk.

Musvitten er en populær fugl i mange haver på grund af dens akrobatiske evner, når de spiser nødder eller fuglefrø. Den bygger gerne rede i fuglekasser, hvilket gør den til en egnet og ofte brugt fugl i ornitologi. Den er særligt nyttig som en model for studiet af udviklingen af forskellige karaktertræk, særligt størrelsen på kuldet.[24] En databasesøgning af udgivet litteratur i perioden mellem 1969 og 2002 fandt 1.349 artikler som omhandlede Parus major.[25]

Musvitten er generelt god til at tilpasse sig menneskelige ændringer i miljøet. Den er mere almindelig og har større ynglesucces i områder med uforstyrret skov, men har også tilpasset sig habitater med menneskelige modifikationer. Den kan være meget almindelig i byområder.[7] Eksempelvis er den ynglende population af musvitter i Sheffield (en by på ca. en halv million mennesker) blevet estimeret til 17.164 individer.[26] Ved at tilpasse sig miljøer med mennesker er det blevet observeret, at dens sang har ændret sig i støjforurenede områder. I områder med lavfrekvent baggrundslyd har musvittens sang en højere frekvens end i mere stille områder.[27] Musvitter har udvidet deres habitater, og er flyttet nordpå til Skandinavien og Skotland og sydpå til Israel og Egypten.[7] Den totale population er blevet estimeret til et sted mellem 300–1.100 millioner fugle på et område på 32,4 millioner km2. Selvom der har været nogle lokale fald i populationen i visse områder med dårlige yngleområder, gør dens store udbredelse og høje population at den ikke betragtes som en truet dyreart og er klassificeret som ikke truetIUCN's Rødliste.[28]

Redekasse[redigér | redigér wikikode]

Mange af de fugle, der yngler i huller, har svært ved at finde egnede steder at yngle. Det skyldes især, at mange skove drives meget intensivt. Gamle og syge træer fældes og fjernes og dermed forsvinder de naturlige huller og sprækker, som unge træer og buske mangler.[29]

Man kan afhjælpe fuglenes "bolignød" ved at købe eller bygge en redekasse efter følgende dimensioner.[30][31]

Art Kassens højde fra lågets underkant til kassens underkant (cm) Dybde fra flyvehullets nedre kant til kassens underkant (cm) Bundens indvendige min. mål bredde x dybde (cm) Flyvehullets diameter (cm) Kassens min. højde over jorden (m)
Musvit 30 22 10x15
(evt. 10x10)
3,2 1,5

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. 1,0 1,1 Grell, Michael Borch (1998). Fuglenes Danmark. Gads Forlag. pp. 644-646. ISBN 87-12-03248-4. 
  2. 2,0 2,1 Estók, P.; Szebök, S.; Siemers, B.M. (23. februar 2010). "Great tits search for, capture, kill and eat hibernating bats". Biology Letters 6 (1): 59-62. 
  3. Linnaeus, C. (1758) (på latin). Systema naturae per regna tria naturae, secundum classes, ordines, genera, species, cum characteribus, differentiis, synonymis, locis. Tomus I. Editio decima, reformata. Holmiae. s. 189. 
  4. Kvist, L.; Martens, J.; Higuchi, H.; Nazarenko, A.A.; Valchuk, O.; Orell, Markku (2003). "Evolution and genetic structure of the great tit (Parus major) complex". Procedings of the Royal Society B 270 (1523): 1447-1454. doi:10.1098/rspb.2002.2321. https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC1691391/. 
  5. Paynter Jr., R.A., ed (1967). Checklist of birds of the world. 11. Cambridge, Massachusetts: Museum of Comparative Zoology. pp. 104-111. 
  6. Gill, F og Donsker, ed (2010) (XLS). IOC World Bird Names (version 2.3). http://www.worldbirdnames.org/ioc-lists/master-list-2/. 
  7. 7,00 7,01 7,02 7,03 7,04 7,05 7,06 7,07 7,08 7,09 7,10 7,11 7,12 7,13 7,14 7,15 7,16 Gosler, Andrew; Clement, Peter (2007). "Family Paridae (Tits and Chickadees)". in del Hoyo, Josep; Elliott, Andrew; Christie, David. Handbook of the Birds of the World. Volume 12: Picathartes to Tits and Chickadees. Barcelona: Lynx Edicions. pp. 662–709. ISBN 978-84-96553-42-2. 
  8. Päckert, M.; Martens, J. (2008). "Taxonomic pitfalls in tits – comments on the Paridae chapter of the Handbook of the Birds of the World" (PDF). Ibis 154 (4): 829-831. doi:10.1111/j.1474-919X.2008.00871.x. http://www2.mnhn.fr/crbpo/IMG/pdf/tits_Ibis_150_4_.pdf. 
  9. 9,0 9,1 Harrap, S.; Quinn, D. (1996). Tits, Nuthatches and Treecreepers. Christopher Helm. pp. 353-371. ISBN 0-7136-3964-4. 
  10. 10,0 10,1 Mlíkovský, Jiří (2011-08-26). "Nomenclatural and taxonomic status of bird taxa (Aves) described by an ornithological swindler, Josef Prokop Pražák (1870–1904)". Zootaxa (3005): 45-68. 
  11. 11,0 11,1 "Female choice and the evolution of the conspicuous plumage coloration of monogamous male great tits". Behavioral Ecology and Sociobiology 26 (2): 129-138. 1990. doi:10.1007/bf00171582. 
  12. Dell'Amore, Christine (20. januar 2010). "Flashier Great Tit Birds Produce Stronger Sperm". National Geographic. http://news.nationalgeographic.com/news/2010/01/100119-great-tits-color-sperm/. Hentet 2014-12-08. 
  13. Fitze, P.S.; Kölliker, M.; Richner, H. (2003). "Effects of Common Origin and Common Environment on Nestling Plumage Coloration in the Great Tit (Parus major)". Evolution 57 (1): 144-150. doi:10.1111/j.0014-3820.2003.tb00222.x. 
  14. Cocker, Mark; Mabey, Richard. Birds Britannica. London: Chatto & Windus. pp. 391-392. ISBN 0-7011-6907-9. 
  15. Nowakowski, Jarosław K. (2001). "Speed and synchronisation of autumn migration of the great tit (Parus major) along the eastern and southern Baltic coast" (PDF). The Ring 23 (1): 55-71. http://kabli.nigula.ee/bib/nowa.pdf. 
  16. Palmer, T.S. (1893). "The danger of introducing noxious animals and birds". US Department of Agriculture. pp. 104-105. http://www.archive.org/stream/dangerofintroduc00palmrich#page/104/mode/1up. Hentet 2014-12-10. 
  17. Long, John L. (1981). Introduced Birds of the World: The worldwide history, distribution and influence of birds introduced to new environments. Terrey Hills, Sydney: Reed. s. 332. ISBN 0-589-50260-3. 
  18. 18,0 18,1 Ehrlich, P.; Dobkin, D.; Wheye, D.; Pimm, S. (1994). The Birdwatcher's Handbook. Oxford University Press. s. 434. ISBN 0-19-858407-5. 
  19. 19,0 19,1 Royoma, T. (1970). "Factors governing the hunting behaviour and selection of food by the Great Tit (Parus major L.)". Journal of Animal Ecology 39 (3): 619-668. doi:10.2307/2858. 
  20. Mols, C.M.M.; Visser, M.E.; Jones, P. (2007). Peter Jones. ed. "Great Tits (Parus major) Reduce Caterpillar Damage in Commercial Apple Orchards". PLoS 2 (2). doi:10.1371/journal.pone.0000202. http://www.plosone.org/article/fetchArticle.action?articleURI=info:doi/10.1371/journal.pone.0000202. 
  21. Hawkins, T. (1950). "Opening of Milk Bottles by Birds". Nature 165 (4194): 435-436. doi:10.1038/165435a0. 
  22. Lefebvre, Louis (1995). "The opening of milk bottles by birds: Evidence for accelerating learning rates, but against the wave-of-advance model of cultural transmission". Behavioural Processes 34 (1): 43-53. doi:10.1016/0376-6357(94)00051-H. 
  23. Skolen i Skoven. Hentet den 8. december 2014.
  24. Perrins C M (1965). "Population fluctuations and clutch-size in the great tit, Parus major L". The Journal of Animal Ecology 34 (3): 601–647. doi:10.2307/2453. http://www.garfield.library.upenn.edu/classics1983/A1983QB30600001.pdf. 
  25. Kvist, Laura; Martens, Jochen; Higuchi, Hiroyoshi; Nazarenko, Alexander A; Valchuk, Olga P and Markku Orell (2003). "Evolution and genetic structure of the great tit (Parus major) complex". Proceedings of the Royal Society B 270 (1523): 1447–1454. doi:10.1098/rspb.2002.2321. PMID 12965008. 
  26. Fuller RA, Tratalos J, Gaston KJ (2009). "How many birds are there in a city of half a million people?". Diversity and Distributions 15 (2): 328–337. doi:10.1111/j.1472-4642.2008.00537.x. 
  27. Slabbekoorn, Hans; Margriet Peet (2003). "Birds sing at a higher pitch in urban noise". Nature 424 (6946): 267. doi:10.1038/424267a. PMID 12867967. 
  28. BirdLife International (2012). "Parus major". IUCN's Rødliste. Version 2013.2. World Conservation Union. Hentet 7. december 2014
  29. Skovdyrkeren, nr. 18, marts 2013. Side 2.
  30. "Fuglekasser". Dansk Ornitologisk Forening. http://www.dof.dk/fakta-om-fugle/fugle-i-haven/fuglekasser. Hentet 2014-12-07. 
  31. Dansk Ornitologisk Forening: Fuglekasser Arkiveret udgave fra 29. marts 2014

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Se også[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til:
Wiktionary-logo.svg Se Wiktionarys definition på ordet: