Turkmenistan
Türkmenistan Jumhuriyäti | |
|---|---|
 Nationalvåben
| |
|
Motto: Intet | |
 | |
| Hovedstad og største by |
Asjkhabad 37°58′N 58°20′Ø / 37.967°N 58.333°Ø |
| Officielle sprog | Turkmensk |
| Regeringsform | Republik |
| Gurbanguly Berdimuhammedow | |
| Uafhængighed fra Sovjetunionen | |
• Erklæret | 27. oktober 1991 |
• Anerkendt | 8. december 1991 |
| Areal | |
• Total | 488.100 km2 (nr. 51) |
| 4,9 | |
| Befolkning | |
• Anslået 2011 | 6.700.000 (nr. 112) |
• Tæthed | 13,7/km2 (nr. 173) |
| Valuta |
Turkmensk manat (TMM) |
| Tidszone | UTC+5 |
| UTC+6 | |
| Kendings- bogstaver (bil) | TM |
| Luftfartøjs- registreringskode | EZ |
| Internetdomæne | .tm |
| Telefonkode |
+993 |
| ISO 3166-kode | TM, TKM, 795 |
|
Nationalvåbnet er gengivet med henvisning til www.Vector-Images.com | |
Turkmenistan er et land i Centralasien. Det grænser mod nordvest til Kasakhstan, mod nordøst til Usbekistan, mod sydøst til Afghanistan og mod sydvest til Iran. Mod vest er der kyst mod det Kaspiske Hav. Hovedstaden er Asjkhabad.
Historie
I det 8. århundrede e.v.t. udvandrede tyrkiske-talende Oghuz-stammer fra Mongoliet til nutidens Centralasien. Som en del af en magtfuld stammesammenslutning, dannede Oghuzerne det etnisk grundlag for den moderne turkmenske befolkning.[1] I det 10. århundrede blev navnet "turkmenske" første gang andvedt om oghuziske stammer, der accepterede Islam og begyndte at bosætte sig i nutidens Turkmenistan,[1] hvor de var under de under Seldsjukrigets herrdømme, der var sammensat af oghuzstammer, som levede i det nuværende Iran og Turkmenistan.[1] Turkmenske soldater, der var i Seldsjukrigets tjeneste, spillede en vigtig rolle i spredningen af tyrkisk kultur, da de vandrede vestpå ind i nutidens Aserbajdsjan og det østlige Tyrkiet.[1]
I det 12. århundrede væltede turkmenske og andre stammer Seldsjukriget.[1] I det næste århundrede indtog mongolerne de nordligste områder, hvor turkmenerne havde bosat sig, og spredte turkmenerne sydover og bidrog til skabelse af nye stammer.[1] I det sekstende og attende århundrede opstod en række splittelser og alliancer mellem de nomadiske turkmenske stammer, som standhaftigt forblev uafhængig og skabte frygt bandt nabogrupperne.[1] I det 16. århundrede var de fleste af disse stammer under den nominelle kontrol af to stagnerende usbekiske khaganater, Khiva og Bukhara.[1] Turkmenske soldater var et vigtigt element i det usbekiske militær i denne periode.[1] I det 19. århundrede resulterede turkmenske Jomudy-stammers oprør i, at gruppens blev spredt af de usbekiske herskere.[1] Ifølge Paul R. Spickard, "Før den russiske erobring, var turkmenere kendt og frygtet for deres deltagelse i den centralasiatiske slavehandel."[2][3]
Russiske styrker begyndte at besætte turkmenske territorium sent i det 19. århundrede.[1] Fra deres Kaspiske Hav base i Krasnovodsk (nu Turkmenbashi), russerne sidst overvandt de usbekiske khanater.[1] I 1881 den seneste større modstand i turkmensk territorium blev knust på Slaget ved Geok Tepe, og kort tid derefter Turkmenistan blev vedlagt sammen med tilstødende usbekiske territorium, i det russiske imperium.[1] I 1916 fejede meste af Russian Central det russiske imperium deltagelse i Første Verdenskrig genklang i Turkmenistan, som anticonscription oprør Asien.[1] Selvom den russiske revolution i 1917 havde ringe direkte indflydelse, i 1920'erne turkmenske styrker tiltrådte kasakherne, Kirgistan og usbekere i den såkaldte Basmachi oprør mod reglen om den nydannede Sovjetunionen.[1] I 1924 den turkmenske Socialistiske Sovjetrepublik blev dannet fra det tsaristiske provins Transkaspien.[1] Ved slutningen af 1930'erne, sovjetiske reorganisering af landbruget havde ødelagt hvad der var tilbage af den nomadiske livsstil i Turkmenistan, og Moskva kontrolleret politiske liv.[1] Ashgabat jordskælv i 1948 dræbte mere end 110.000 mennesker,[4] beløber sig til to tredjedele af byens befolkning.
I løbet af næste halve århundrede, Turkmenistan spillet sin udpegede økonomiske rolle i Sovjetunionen og forblev uden løbet af større begivenheder i verden.[1] Selv den store liberalisering bevægelse, der rystede Rusland i slutningen af 1980'erne haft ringe effekt.[1] Men i 1990 Den Øverste Sovjet i Turkmenistan erklærede suverænitet som en nationalistisk reaktion på opfattet udnyttelse af Moskva.[1] Selvom Turkmenistan var dårligt forberedt til uafhængighed og kommunistiske leder Saparmurad Niyazov foretrak at bevare Sovjetunionen i oktober 1991 en opsplitning af det enhed tvang ham til at ringe til en national folkeafstemning, der godkendte uafhængighed.[1]
I 1985 overtog Saparmurat Niyazov kontrollen over republikken, selvom det stadig var en del af Sovjetunionen. Turkmenistan erklærede sig selvstændigt for første gang i september 1991, men det var først i december 1991, at landet blev internationalt anerkendte.
Geografi
Turkmenistan består af 90% ørken. Det er den store sand-ørken Karakum. I den nordlige del op ad Amu Darja er der et lille beboeligt område. Bjergene mod Iran, hvor også hovedstaden Asjkhabad ligger, er også beboelige. Det sidste område hvor beboelse er givtigt er ud mod det Kaspiske Hav. Man har bygget Karakumkanalen og overrislet ørken med vand fra floden Amu Darja. Formålet var at kunne dyrke landbrug, men udnyttelsen har udtørret Aralsøen.
Politik
Turkmenistan er en tidligere sovjetisk republik, men det har holdt fast i kommunismen. Selv om der er valg, er der ikke mange demokratiske rettigheder[kilde mangler]. Landet har kun et politisk parti, et kommunistisk parti. I de sidste mange år er landet blevet ledet af en dominerende leder, som både var præsident og leder af regeringspartiet. Den tidligere præsident Saparmurat Niyazov, styrede landet fra 1985, da det stadig var en del af Sovjetunionen, indtil hans død d. 21 december 2006. Han var i 1999 udnævnt til præsident på livsstid. Den nye præsident Gurbanguly Berdimuhammedow, har lavet små reformer, men ellers følger han samme stil som Niyazov.
Regeringen kritiseres af FN's sikkerhedsråd for brud mod menneskerettighederne og undertrykkelse af folket[kilde mangler]. Man har prøvet at skjule undertrykkelsen under påskud af, at det er kamp mod terror[kilde mangler].
Økonomi
Landet har som følge af kommunismen en økonomi, som styret af Staten. Turkmenistan råder over betydelige mængder olie og naturgas i det Kaspiske Hav. Man mener at de har 2 % af verdens naturgas. Det er besværligt, da det kræver store rørledninger at eksportere så store mængder naturgas. Dog sælger man det til Rusland og Tyrkiet. Landet er desuden verdens 10. største producent af bomuld og man eksporterer en del. På trods af landets store ressourcer som olie, naturgas og bomuld er landet et fattigt land. BNP pr. indbygger anslås til at være ca. 5700 dollars. Det skyldes den ringe udvikling af landets industri. Man bearbejder ganske enkelt ikke de råstoffer man har. Derfor forsøger man på trods af den kommunistiske overbevisning at tiltrække udenlandske investeringer ved at danne frizoner, med billig elektricitet og lave ejendomsskatter.
Demografi
Turkmenerne er 89% muslimer og 8 % russisk-ortodokse.
Referencer
- ^ a b c d e f g h i j k l m n o p q r s t u "Country Profile: Turkmenistan" (PDF). Library of Congress Federal Research Division. februar 2007. Hentet 2013-11-25.
{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link) - ^ Paul R. Spickard (2005). Race and Nation: Ethnic Systems in the Modern World. Routledge. s. 260. ISBN 978-0-415-95003-9.
- ^ Scott Cameron Levi (januar 2002). The Indian Diaspora in Central Asia and Its Trade: 1550 – 1900. BRILL. s. 68. ISBN 978-90-04-12320-5.
{{cite book}}: CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link) - ^ Fitzpatrick, Laura (2010-01-13). "Top 10 Deadliest Earthquakes". Time.com. Hentet 2013-11-25.
Se også
Eksterne henvisninger
 | Spire Denne artikel om Asiens geografi er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |  |