Fransk filosofi

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning

Fransk filosofi er filosofi fra Frankrig og de øvrige fransktalende lande. Den franske filosofi har været mangfoldig og har i stort omfang påvirket den vestlige filosofis udvikling siden middelalderen.

Kendetegn[redigér | rediger kildetekst]

Den franske filosofi hører til den vestlige filosofi og har overvejende bestået af akademisk fagfilosofi[1]. Den franske fagfilosofi har været mangfoldig.

Fransk filosofi har dog også været direkte praktiseret som for eksempel filosofisk pædagogik og eksistentiel psykiatri.

Middelalder[redigér | rediger kildetekst]

Fra middelalderen kendes blandt andet hos Pierre Abelard[2]. Han var en fransk filosof, teolog, komponist og digter, som gerne omtales for for sit tragiske kærlighedsforhold til Héloïse. Han blev dømt for kætteri

Nyere tid[redigér | rediger kildetekst]

Den franske filosof Michel de Montaigne udgav i 1580 det første bind af sine filosofiske essays[3]. Det udkom i alt tre bind med en samling korte tekster med ham selv som undersøgelsens objekt[4]. Essais betyder på fransk både eksperiment, stillen på prøve, forsøg, øvelse og erfaring.

Den mest kendte franske filosof har været Rene Descartes, der havde stor betydning for filosofiens historie[5][6]. Han regnes ofte som grundlægger af nyere filosofi og har haft stor betydning for videnskaben. Han grundlagde også den analytiske geometri. Descartes formulerede den moderne udformning af dualismen. Han sagde, at alt tilhører en af to substanser, nemlig den tænkende substans (latin: res cogitans) eller den udstrakte substans (latin: res extensa).

Den moderne vestlige pædagogiske filosofi blev grundlagt af franskmanden Jean-Jacques Rousseau med hans udgivelse af bogen Emile i 1762.[7] Her rettes blikket mod opdragelsen af barnet til at kunne fungere som et frit menneske.[8] Rousseau skrev også om politisk filosofi, der fik en stor betydning[9].

Moderne tid[redigér | rediger kildetekst]

Den nyere franske fagfilosofi har haft en stor indflydelse og regnes som en del af den kontinentale filosofi[10][11]. Vigtige nyere franske fagfilosoffer er blandt andre Maurice Merleau-Ponty, Gilles Deleuze og Jacques Derrida[11]. Strukturalisme og postmodernisme samt dekonstruktion er blandt nogle af de filosofiske retninger, der er opstået i Frankrig.

Eksistentialisme og det absurdes filosofi[redigér | rediger kildetekst]

Blandt de vigtigste moderne franske filosoffer er Jean-Paul Sartre. Han grundlagde den franske udgave af eksistentialisme, som har fokus på menneskets eksistens[12], under stor inspiration af Søren Kierkegaard og Martin Heidegger. Her betones valget. Mennesket er således et frit væsen, som har ansvar for sit eget liv. Sartre var tæt forbundet med Simone de Beauvoir, der også var eksistentialistisk filosof og forfatter.

En anden var Albert Camus, der ikke var en del af eksistentialismen, men forsvarede en anden form for humanisme. Hans filosofiske hovedværk er Sisyfos-myten, som sætter søgelys på selvmord[13]. Sisyfos-myten handler om erfaringen af det absurde i fraværet af Gud. Løsningen er at gøre oprør i stedet for at tage livet af sig.

Strukturalisme og poststrukturalisme[redigér | rediger kildetekst]

Den franske strukturalisme blev grundlagt af Ferdinand de Saussure, der undersøgte sproget. Den er især blevet brugt i sprogvidenskaben, litteraturvidenskaben og antropologien, og den har et fokus på strukturer i sprog og liv.

Den senere poststrukturalisme findes blandt andet hos den franske fagfilosof Michel Foucault, der dog ikke anvendte betegnelsen. Han var kendt for sine idehistoriske analyser af blandt andet psykiatrien[14] og fængslet. Foucault fik en meget stor indflydelse på blandt andet samfundsvidenskab. I slutningen af sit liv blev Foucault optaget af antik filosofi, seksualitet og spiritualitet.

Postmodernisme[redigér | rediger kildetekst]

Postmodernismen er en tilgang, der blev grundlag af den franske filosof Jean-Francois Lyotard. Den gjorde op med modernismens tanke om, at der findes store fortællinger, som kan forklare historiens og samfundets udvikling. I den forbindelse indebærer den en mistro over for begreber som sandhed og viden.

En anden franske postmodernist Jean Baudrillard hævder i Simulacra and Simulations, at virkeligheden i konventionel forstand ikke længere eksisterer. Den er blevet fortrængt af en endeløs række af forfalskninger. Massemedierne og andre former for kulturel masseproduktion omdefinerer konstant kendte kulturelle symboler og billeder, hvilket fanger vores opmærksomhed i det hyperreelle.

Feministisk filosofi[redigér | rediger kildetekst]

Forfatteren og filosoffen Simone de Beauvoir gik over til feminismen i 1946, hvor arbejdet med hendes mest centrale værk Det andet køn begyndte[15]. Heri argumenterer hun for, at kvinden er blevet undertrykt gennem historien, hvor hun er blevet holdt uden for anerkendelseskampen. I en lang årrække efter udgivelsen understregede Simone de Beauvoir på det kraftigste sin analytiske tilgang til emnet, som ikke måtte forveksles med en ren feministisk indgangsvinkel. Først 10 år efter udgivelsen erklærede Simone de Beauvoir sig offentligt som feminist og i 1960'erne og 1970'ernes franske kvindebevægelse, Mouvement de la Libération des Femmes blev hun en aktiv skikkelse. Beauvoir regnes for en vigtig repræsentant for anden-bølge-feminismen og den eksistentielle feminisme.

Andre vigtige repræsentanter for anden bølge feminismen var Bracha Lichtenberg Ettinger, samt de tre filosoffer Hélène Cixous, Julia Kristeva og Luce Irigary, der alle havde et freudiansk eller lacaniansk fokus[16]. Disse franske feminister ønskede at fraskrive sig en dominerende maskulinitet i skriften, som de mente var fremmedgørende for kroppen. Derfor ønskede de at definere et kvindeligt sprog og en kvindelig skrift, der ikke lå under for undertrykkende og fallocentriske idealer som de mente gjorde sig gældende generelt i skriften. Det lå bag begrebet Écriture féminine som både tilskrives Hélène Cixous, Luce Irigaray og Julia Kristeva[17].

Filosoffen Hélène Cixous var både inspireret af Derrida og Lacan og mente, at såvel fagfilosofien som skriftsproget var for maskulin og fallosfokuseret, mens kvinder først og fremmest blev påvirket til at være kvinder gennem skrift og sprog. Cixous mener at kvinder altid er blevet forbundet med passivitet i vestlige traditioner inden for filosofi, teori om litterær kritik[18], og at det aldrig bliver "kvindens tur" til at tale[18].

Den samme inspiration fra Lacan og Derrida havde den franske filosof Luce Irigaray, som også var en vigtig repræsentant for den poststrukturalistiske feminisme, der har sine rødder i fransk filosofi og opfatter kønnet som en social konstruktion. Irigaray blev kendt for kritikken af patriarkatet i sine tidligere værker Speculum. De l’autre femme (Editions de Minuit, 1974) og Ce sexe qui n’en est pas un (Editions de Minuit, 1977)

Françoise d'Eaubonne var en derimod en samtidig fransk forfatter og radikal feminist, der havde et andet mere naturorienteret perspektiv. Hendes bog Le Féminisme ou la Mort[19] fra 1974 introducerede udtrykket 'økofeminisme'. Økofeminismen lægger vægt på naturens og miljøets betydning for kvinders liv. Tilgangen, der blev skabt af d'Eaubonne, tager udgangspunkt i, at der er en sammenhæng mellem mandssamfundets kvindeundertrykkelse og nutidens økologiske katastrofe[20]. Det kvindelige perspektiv er derimod bedre i overensstemmelse med naturen. Françoise d'Eaubonne grundlagde desuden Front homosexuel d'action révolutionnaire, en homoseksuel revolutionær alliance i Paris.

Spirituel filosofi og materialismekritik[redigér | rediger kildetekst]

Simone Weil var en katolsk fransk filosof og mystiker der blandt andet udgav Rodfæstelsen, der udkom posthumt i 1949[21]. Her viser hun, at nu tidens største problem er rodløshed, der skyldes falske idealer, som materialismen har påtvunget menneskene.

Andre Comte-Sponville afviste den traditionelle ateismes materialisme, da han fremførte en spirituel ateisme. Denne tilgang kom til udtryk med hans bog L'esprit de l'athéisme fra 2006[22].

Filosofisk psykiatri og pædagogik[redigér | rediger kildetekst]

Eugene Minkowski var en vigtig fransk repræsentant for eksistentiel psykiatri, der integrerede filosofi i behandling af skizofreni[23].

Franske Oscar Brenifier har haft stor betydning for filosofi med børn. Han taler for en meget direkte diskussion i skolen[24][25]. Han har blandt andet lavet en serie af tænk-selv bøger, der er en hjælp til voksne, som vil tale filosofisk sammen med børn[26][27].

I Danmark[redigér | rediger kildetekst]

Fransk filosofi har haft en stor udbredelse i Danmark, og mange hovedværker fra franske filosoffer er oversat til dansk[28][29]. Både strukturalisme, postmodernisme, eksistentialisme og andre franske strømninger har haft en stor betydning i danske sammenhænge. Desuden har Oscar Brenifiers bøger til børn haft stor udbredelse.

Søren Gosvig Olesen udgav i 2021 2. udgave af bogen Filosofien i Frankrig, der giver en fyldig introduktion til fire udvalgte franske filosoffer[11]. Desuden har Jacob Dahl Rendtorff og Jesper Myrup tidligere udgivet indføringer i moderne fransk filosofi[30][31].

Store franske filosoffer[redigér | rediger kildetekst]

Se også[redigér | rediger kildetekst]

Litteratur på dansk[redigér | rediger kildetekst]

Primær litteratur (originale filosofiske værker)[redigér | rediger kildetekst]

  • Baudrillard, Jean (2021): “Forførelser”. HRF
  • Beauvoir, Simone de (2020): "Det andet køn". Gyldendal
  • Brenifier, Oscar (2010): “Hvad tænker du om livet?”. Forlaget Mindspace
  • Brenifier, Oscar (2011): “Hvad tænker du om følelser?”. Mindspace
  • Brenifier, Oscar (2014): “ Hvad tænker du om frihed?”. Mindspace
  • Brenifier, Oscar (2019): “Filosofi med børn i skolen”. Forlaget Mindspace
  • Camus, Albert (2014): "Sisyfos-myten". Gyldendal
  • Deleuze, Gilles og Felix Guattari (1999): “Tusind plateauer”. Udgivet af Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler.
  • Deleuze, Gilles (2004): "Foucault". Det lille Forlag
  • Deleuze, Gilles (2019): “Proust og tegnene”. HRF
  • Descartes, René (1996): "Metafysiske meditationer", i Dalsgård-Hansen, Poul (red.): "Descartes - De store tænkere", Munksgaard
  • Descartes, René (2006): “Meditationer over den første filosofi”. København: Det lille Forlag.
  • Derrida, Jacques (1970): "Grammatologi". Arena. Oversættelse og forord ved Lars Bonnevie og Per Aage Brandt.
  • Derrida, Jacques (2018): "Stemmen og fænomenet". HRF
  • Derrida, Jacques (2020): "Differance". HRF
  • Foucault, Michel (1980): “Talens forfatning”. Rhodos. Oversat af Søren Gosvig Olesen
  • Foucault, Michel (2003): "Galskabens historie". Det lille Forlag. Oversat af Mogens Chrom Jacobsen
  • Foucault, Michel (2002). “Overvågning og straf”. DET lille FORLAG. Oversat af Mogens Chrom Jacobsen
  • Foucault, Michel (1994): “Viljen til viden”. DLF. Oversat af Søren Gosvig Olesen
  • Irigaray, Luce (1985): “Og den ene bevæger sig ikke uden den anden”. Rosinante
  • Montaigne, Michel de (1992): "Essays I-III", oversat af Else Henneberg Pedersen (Gyldendal).
  • Rousseau, Jean-Jacques (2007): "Samfundskontrakten". DLF. Oversat af Mogens Chrom Jacobsen
  • Rousseau, Jean-Jacques (2009): "Politiske skrifter". Klim. Oversat af Niels Amstrup, efterskrift ved Mikkel Thorup.
  • Rousseau, Jean-Jacques (2014): "Emile". Gyldendal.
  • Sartre, Jean-Paul (2014): "Væren og intet". Philosophia. Oversat af Mogens Chrom Jacobsen med efterskrift af Sune Liisberg
  • Sartre, Jean-Paul (2014): "Eksistentialisme er en humanisme". Hans Reitzels Forlag. Oversat af Anders Thuborg, indledning ved Jacob Rendtorff
  • Sartre, Jean-Paul (2021): “ Egoets transcendens”. HRF
  • Voltaire, Francois (2019): "Filosofiske breve om den engelske nation". Klim
  • Weil, Simone (1960): "Rodfæstelsen". Frimodt. Oversat af Elsebeth Juncker
  • Weil, Simone (2019): "Note om afskaffelsen af de politiske partier". Aleatorik. Oversat af Louise Bundgaard
  • Weil, Simone (2019): "Personen og det hellige". Aleatorik

Sekundær litteratur (kommentarlitteratur)[redigér | rediger kildetekst]

  • Blinkenberg, Andreas (1970): "Montaigne". Gyldendal. ISBN 87-00-20712-8.
  • Dalsgård-Hansen, Poul (red.) (1996): "Descartes - De store tænkere", Munksgaard
  • Grane, Leif (1964). "Pierre Abélard: filosofi og kristendom i middelalderen". Gyldendal
  • Myrup, Jesper (2002): "Temaer i nyere fransk filosofi". Philosophia
  • Olesen, Søren Gosvig (20212): "Filosofien i Frankrig". Wunderbuch.
  • Rendtorff, Jacob Dahl (2003): "Fransk filosofi". Politiken
  • Solal, Anne Cohen (1990): "Sartre 1905-1980", 2 bind, Spektrum. (Frederik Tygstrups oversættelse)
  • Wivel, Peter (1998): “Rousseau”. Gyldendal. ISBN 87-00-30886-2.
  • Zeller, Jörg & Michael Rasmussen (red.) (2011): "Descartes som filosof". Aalborg Universitetsforlag

Noter[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ Rendtorff 2003
  2. ^ Grane 1964
  3. ^ Blinkenberg 1970
  4. ^ Montaigne 1992
  5. ^ Rene Descartes 1994
  6. ^ Zeller 2011
  7. ^ Rousseau 1994
  8. ^ Rousseau 2014
  9. ^ Rousseau 2014
  10. ^ Myrup 2002
  11. ^ a b c Olesen 2021
  12. ^ Sartre 2014
  13. ^ Camus 2014
  14. ^ Foucault 2003
  15. ^ Beauvoir 2020
  16. ^ Wright, Elizabeth (2000). Lacan and Postfeminism (Postmodern Encounters). Totem Books or Icon Books. ISBN 978-1-84046-182-4.
  17. ^ Sørensen, Anne Scott "Feministisk litteraturkritik og litterær kønskritik" i Fibiger, Johannes m.fl "Litteraturens tilgange", 2014 2. udgave
  18. ^ a b Thompson, Zoë Brigley Écriture féminine Edinburgh university press, 2013
  19. ^ Le féminisme ou la mort, 1974
  20. ^ "Økofeminisme". Arkiveret fra originalen 25. september 2020. Hentet 16. januar 2020. 
  21. ^ Weil 1960
  22. ^ L'esprit de l'athéisme (2006) Translation: The Book of Atheist Spirituality, Bantam (2009) ISBN 978-0-553-81990-8
  23. ^ La schizophrénie: Psychopathologie des schizoïdes et des schizophrènes (Paris: Payot, 1927). 2nd, revised and augmented, edition (Paris: Desclée de Brouwer, 1953).
  24. ^ Brenefier 2011
  25. ^ Brenefier 2019
  26. ^ Brenifier 2016
  27. ^ Brenefier 2010
  28. ^ Rousseau 2014
  29. ^ Sartre 2014
  30. ^ Myrup 2004
  31. ^ Rendtorff 2004