Britisk idealisme

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Jump to navigation Jump to search
Question book-4.svg Der er få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel. Du kan hjælpe ved at angive kilder til de påstande som fremføres i artiklen.

Britisk idealisme I slutningen af 1900-tallet genoplives Hegels tanker i den britiske idealisme. Hovedskikkelserne er T. H. Green (1836–1882), Francis Herbert Bradley (1846–1924), og Bernard Bosanquet (1848–1923). De efterfulgtes af J. M. E. McTaggart (1866–1925), H. H. Joachim (1868–1938), og J. H. Muirhead (1855–1940). Den sidste væsenslige filosof i denne tradition var G. R. G. Mure (1893–1979). G. E. Moore og Bertrand Russell startede analytisk filosofi som modreaktion til den tidlige britiske idealisme.[1]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ . Russell skev senere i "My Mental Development" at "with a sense of escaping from prison, we allowed ourselves to think that grass is green, that the sun and stars would exist if no one was aware of them ..."—Russell B, (1944) "My Mental Development", i Schilpp, Paul Arthur: The Philosophy of Bertrand Russell, New York: Tudor, 1951, pp 3–20.
filosofiStub
Denne filosofiartikel er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.