Tysk filosofi

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning

Tysk filosofi vedrører filosofiske emner, personer, sager og ting der baserer sig på tysk sprog og tradition. Begge termer må forstås i bred forstand. Den tyske filosofi er en del af vestlig filosofi og hører især til kontinental filosofi.

Kendetegn[redigér | rediger kildetekst]

Den tysksprogede filosofi har haft betydning siden middelalderen, men den afgørende indflydelse stammer fra tiden fra det 17. århundrede og frem.

Den tyske filosofi har overvejende bestået i akademisk fagfilosofi, som er teoretisk[1]. Vigtige filosofiske retninger som fænomenologi og hermeneutik stammer fra den tyske fagfilosofi.

Desuden er den tyske filosofi også blevet direkte praktiseret uden for de rent teoretiske universitetsrammer inden for blandt andet filosofisk pædagogik, eksistentiel psykiatri og eksistentiel terapi. Den tyske filosofi har også fandtes helt uden for de akademiske rammer som eksistens- og livsfilosofi. Marxismen er en anden praktisk tilgang, som har haft en stor indflydelse i hele verden.

Nyere tid[redigér | rediger kildetekst]

Den tyske filosof Gottfried Wilhelm Leibniz forsøgte i det 17. århundrede at forene videnskab og religion i en helhed. Han er kendt som en fortaler for rationalismen.

Den mest kendte tyske filosof er Immanuel Kant. Han fik en afgørende betydning for moralfilosofi og erkendelsesteori[2]. Ikke mindst gennem de tre hovedværker Kritik af den rene fornuft[3], Kritik af den praktiske fornuft og Kritik af dømmekraften[4]. Kant skrev blandt meget andet også om pædagogik[5], filosofisk antropologi[6], historiefilosofi[7] og han blev også kendt for sine tanker om, at oplysning er en udgang af en selvforskyldt umyndighed[8].

Moderne tid[redigér | rediger kildetekst]

Tysk idealisme og marxisme[redigér | rediger kildetekst]

Den tyske filosofi er særligt kendt for den tyske idealisme og marxismen, der på trods af deres forskelle havde et fælles udgangspunkt. I 1800-tallet fik den tyske idealisme en stor betydning, ikke mindst gennem åndsfilosoffen G.W.F. Hegel[9][10][11][12]. Ifølge denne var virkeligheden udtryk for en altomfattende fornuft og altså for noget åndeligt. Det var denne fornuft, der bestemt historiens udvikling[13]. Andre vigtige navne var Johann Gottlieb Fichte[14], Friedrich Schleiermacher og Friedrich Schelling[15]

Karl Marx grundlagde en mere politisk filosofi, der modsat betonede den historiske materialisme. Han er ophav til marxismen og er især kendt for sit værk Kapitalen[16]. Han var inspireret af Hegel men mente, at samfundet udviklede sig gennem klassekampen, der ville ende med det kommunistiske samfund. Marx fik en stor betydning for praktisk politik over hele verden.

Livsfilosofi[redigér | rediger kildetekst]

Med Arthur Schopenhauer[17] tog udviklingen en mere livsfilosofisk drejning[18][19]. Ifølge Schopenhauer er viljen den afgørende drivkraft bag alt levende. Det medfører, at livet i sit dybeste væsen altid er lidelse, da livets vilje altid er bag den tilsyneladende harmoni.

Schopenhauer var en inspiration for Friedrich Nietzsche[20], der dog endte med at gå sine egne veje[21][22][23]. Nietzsche kritiserede hele den europæiske rationalisme og lagde vægt på en mere direkte livsudfoldelse[24]. Han tog afstand fra den akademiske fagfilosofi, som han mente var blevet for teoretisk og havde fjernet sig fra det konkrete liv. Nietzsche var også kendt for sin kritik af kristendommen, hvis plads han mente blot var blevet overtaget af videnskab og ideologi uden at skabe forbedringer.

Den tyske filosof Wilhelm Dilthey grundlagde en mere akademisk livsfilosofi, der var baseret på hermeneutik. Ifølge Dilthey er mennesket et historisk væsen med et liv, der må forstås ved hjælp af åndsvidenskab snarere end naturvidenskab. Mennesket er nemlig ikke bare et naturvæsen.

Fænomenologi og hermeneutik[redigér | rediger kildetekst]

Fænomenologien og hermeneutikken er to af de mest betydningsfulde retninger i tysk filosofi. Den tyske matematiker og fagfilosof Edmund Husserl grundlagde ved overgangen til det 20. århundrede den moderne fænomenologi[25]. Den er en filosofi om bevidsthedens oplevelser[26]. Ifølge Husserl måtte bevidstheden studerens kvalitativt og på en anden måde, end naturvidenskaberne gjorde.

En kendt kristen feministisk fænomenologisk filosof var Edith Stein[27][28], der var forbundet med Husserl. I 1942 blev hun arresteret og sendt til gaskammeret i Auschwitz. I 1987 blev hun helgenkåret.

I det 20. århundrede fik fagfilosoffen Martin Heidegger en stor betydning[29][30]. Han var elev af Husserl og grundlagde den eksistentielle fænomenologi med værket Sein und Zeit (Dansk Væren og tid)[31]. Her så han på væren ud fra menneskets eksistens. Senere ændrede han dog sit projekt i en mere historisk retning.

Inden for fagfilosofien blev Heidegger blandt andet en vigtig inspiration for Hans-Georg Gadamer, der videreudviklede den filosofiske hermeneutik[32][33]. Det er en fortolkningslære, hvor der lægges særlig vægt på horisonten for forståelse.

Daseinsanalyse, logoterapi og sokratisk dialogmetode[redigér | rediger kildetekst]

I 1930’erne integrerede Ludwig Binswanger fænomenologien og eksistensfilosofien i psykiatrien og udviklede en eksistenspsykiatri ved navn Daseinsanalyse. Tilsvarende integrerede den østrigske læge og filosof Viktor Frankl filosofien i psykoterapien og udviklede logoterapien[34]. Her er der et fokus på livsmening.

Den tyske filosof Otto Bollnow brugte indsigter fra eksistentiel filosofi til at udarbejde en nyere eksistentiel pædagogik, hvor det er eksistensen, der er i fokus for opdragelse og dannelse[35][36][37]. Bollnow lagde blandt andet vægt på den pædagogiske betydning af mødet. Desuden betoner han, hvordan livet kræver valg.

Den sokratiske dialogmetode blev genopdaget af den tyske filosof Leonard Nelson i 1922.[38]. Her bruges dialogen til at nå frem til svar på spørgsmål. Metoden bruges gerne i filosofisk undervisning og filosofi med børn.

Antroposofi[redigér | rediger kildetekst]

Den østrigske filosof Rudolf Steiner er kendt som grundlægger af antroposofien, der er en filosofisk bevægelse, som findes over hele den vestlige verden[39]. Den bygger på, at mennesket er et åndeligt væsen, som i sin helhed består af legeme, sjæl og ånd. Gennem antroposofien opfordres enkeltmennesket til at søge åndelig erkendelse. Rudolf Steiner kalder antroposofien en åndsvidenskab, fordi han har anvist videnskabelige metoder til opnåelse af sand åndserkendelse. Flere af hans værker et oversat til dansk[40].

Samtidigt har han ud fra antroposofien givet inspiration til en række praktiske livsområder. Steinerpædagogik blev således grundlagt af Steinar som en anvendelse af hans åndelige filosofi i praksis[41][42][43][44][45]. Tilgangen kaldes også Waldorf-pædagogik, og den kan til dels forstås som en særlig form for åndelig pædagogik. Den er blevet grundlag for udvikling af et verdensomspændende system med over 1100 skoler og mere end 2000 børnehaver i over firs forskellige lande.

Guenther Wachsmuth var en anden tidlig antroposof, der blandt andet skrev om det æteriske. Flere af hans værker er oversat til dansk[46].

Feministisk filosofi[redigér | rediger kildetekst]

I Tyskland blev den feministiske filosofi for alvor grundlagt i 1960’erne, da Karin Schrader-Klebert udgav et skrift om kvindebevægelsens kulturrevolution. Siden har den feministiske filosofi fået en stadig større betydning i den tysktalende verden.

Ifølge den tyske filosof Ruth Hagengruber er kvinders bidrag blevet holdt ude af filosofihistorien og må genoprettes og indsættes i fortællingen om filosofiens udvikling. Ruth Hagengruber er i øjeblikket professor og filosofleder ved Universitetet i Paderborn. Hun har specialiseret sig i kvindelige filosoffers historie samt økonomi og datalogi og er specialist i Émilie Du Châtelet. Hagengruber er direktør for Center for Kvindelige Filosoffers og Videnskabsfolks Historie og grundlægger af forskningsområdet EcoTechGender. Hun opfandt Libori Summer School og er skaberen af ​​Encyclopedia of Concise Concepts of Female Philosophers, som hun er chefredaktør for sammen med Mary Ellen Waithe.[47] Hagengrubers forskning er dedikeret til revisionen af den​​ patriarkalske historie, specielt til genopdagelse af kvinders bidrag til filosofiens historie og økonomiens historie med fokus på cirkel- og universalitetsbaseret økonomi som en tilgang til inklusiv økonomisk etik. Hun har publiceret skrifter om værditeori i feministisk økonomi, og hun reflekterer over teknisk design fra et feministisk (og inklusivt) synspunkt, såsom en anden tilgang til arbejdskraft og en dyb anerkendelse af kreative færdigheder[48]

Antje Schrupp (født 22. september 1964 i Weilburg, Hessen) er en tysk statsforsker og forfatter. I 2004 udgav Antje Schrupp sammen med Dorothee Markert, Ina Praetorius og andre, teksten Gutes Zusammenleben im ausgehenden Patriarchat, der går ind for en grundindkomst, som er uafhængig af præstationer[49]. Siden da har hun gentagne gange udtalt sig for en ubetinget borgerløn, som forfatter, foredragsholder og aktivist. Hun har desuden udtalt sig om religiøse emner og mener at Gud bør fremstilles som en kvinde[50].

Sprogfilosofi[redigér | rediger kildetekst]

Den tyske filosof Gottlob Frege fik en betydning for sprogfilosofien. Centralt i Freges sprogfilosofiske arbejde står værket Über Sinn und Bedeutung. Heri indfører Frege en distinktion mellem reference, som er det objekt, et navn henviser til, og mening som er den måde, navnet giver referencen udtryk.

Den østrigske filosof Ludwig Wittgenstein var inspireret af Frege fik en endnu større betydning for moderne sprogfilosofi. Ifølge hans senere filosofi må sprog forstås praktisk som sprogspil. Han var særligt optaget af etik og religion.

Frankfurterskolen[redigér | rediger kildetekst]

Frankfurterskolen var en kritisk socialfilosofi, der i begyndelsen talte fagfilosofiske samfundskritikere som Max Horkheimer, Theodor W. Adorno, Herbert Marcuse, Walter Benjamin og Erich Fromm. Tilgangen kaldes også kritisk teori og lagde vægt på at beskrive det normative grundlag for, at man kan kritisere samfundet. I begyndelsen var Marx en vigtig inspiration, men i en afstandtagen til den østeuropæiske kommunisme.

Senere navne er Jürgen Habermas[51][52], Axel Honneth og Hartmut Rosa. Moderniteten er ifølge Jürgen Habermas et samspil mellem systemer og kommunikation. Der eksisterer to grundlæggende og væsensforskellige fællesskaber. De systemiske og de intersubjektive: System og livsverden. Stat og marked er systemiske fællesskaber, det civile samfund (livsverdenen) er interpersonel[53]. Hartmut Rosa har en kritisk teoretisk tilgang og arbejder med acceleration og fremmedgørelse i højhastighedssamfundet[54]

I Danmark[redigér | rediger kildetekst]

Tysk filosofi har haft en meget stor indflydelse på danske sammenhænge, og historisk har især marxismen påvirket dansk samfunds- og kulturliv. Antroposofien har også haft en udbredelse i Danmark ud over universitetsverdenen, og der findes flere skoler og daginstitutioner baseret på tilgangen. Hertil kommer Niklas Luhmann inden for samfundsområdets offentlige institutioner.

Adskillige tyske fagfilosoffer er oversat til dansk, og Poul Lübcke giver blandt andet en introduktion til akademisk tysk fagfilosofi i bogen Vor tids filosofi: Engagement og forståelse[55].

Store tyske filosoffer[redigér | rediger kildetekst]

Se også[redigér | rediger kildetekst]

Litteratur på dansk[redigér | rediger kildetekst]

Primærlitteratur (originale filosofiske værker)[redigér | rediger kildetekst]

Sekundærlitteratur (kommentarlitteratur)[redigér | rediger kildetekst]

  • Fauth, Søren (2010): “Schopenhauers filosofi”. Gyldendal
  • Hemleben, Johannes (1984): Rudolf Steiner. Sankt Ansgars Forlag. ISBN 87-87505-64-9.
  • Huggler, Jørgen (1999): Hegels skeptiske vej til den absolutte viden. En analyse af Phänomenologie des Geistes. MTF
  • Jørgensen, Arne (2009): Hans-Georg Gadamer. Forlaget Anis, ISBN 978-87-7457-492-7
  • Lübcke, Poul (1982): Vor tids filosofi. Engagement og forståelse. Politiken
  • Morsing, Ole (2008): Styrke og svaghed. Nietzsche om mennesket. Aarhus Universitetsforlag
  • Thielst, Peter (1999): Nietzsches filosofi, Det lille Forlag
  • Zahavi, Dan (2001): Husserls fænomenologi, Gyldendal

Referencer[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ Lübcke, Poul (1982): Vor tids filosofi. Engagement og forståelse. Politiken
  2. ^ Kant, Immanuel (2007): Prolegomena til enhver fremtidig metafysik, der skal kunne fremtræde som videnskab. Det lille Forlag. Oversat af Claus Brat Østergaard
  3. ^ Kant 2002
  4. ^ Pedersen, Esther Oluffa & Per Jepsen & Carsten Friberg (red)(2007): Kants kritik af dømmekraften. Philosophia
  5. ^ Kant, Immanuel (2012): Om pædagogik. Klim. Oversat af Bengt Moss-Petersen
  6. ^ Kant, Immanuel (2015): Hvad er mennesket? Information. Oversat af Claus Brat Østergaard.
  7. ^ Kant 2017
  8. ^ Kant 2017
  9. ^ Hegel 2004
  10. ^ Jørgen Huggler 2019
  11. ^ Wolsing 2019
  12. ^ Hegel 2005
  13. ^ Hegel 2005
  14. ^ Fichte 2005
  15. ^ Schelling, Friedrich (2013): Filosofiske undersøgelser om den menneskelige friheds væsen og de dermed sammenhængende genstande. Philosophia; Schelling, Friedrich (201X): Om den nyere filosofis historie. München-forelæsninger. Philiosophia; Schelling, Friedrich (2021): Den transcendentale idealismes system. Philosophia. Forord og oversættelse ved Ulf Houe og Lasse Posborg Michelsen
  16. ^ Marx 1970
  17. ^ Arthur Shopenhauer 2005
  18. ^ Shopenhauer, Arthur (2020): Kunsten at være lykkelig. Information
  19. ^ Shopenhauer, Arthur (2010): Kunsten altid at få ret. Information
  20. ^ Hultberg, Helge (1963). Nietzsche. Munksgaard
  21. ^ Ole Morsing 2008
  22. ^ Peter Thielst 1999
  23. ^ Helge Hultberg 1963
  24. ^ Nietzsche 2014
  25. ^ Zahavi, Dan (2001): Husserls fænomenologi, Gyldendal, ISBN 8700754382
  26. ^ Husserl 2019; 2019; 2019
  27. ^ "Is There a Specifically Feminine Spirituality?: An Exploration of Edith Stein's Thesis". Arkiveret fra originalen 26. september 2020. Hentet 15. januar 2020. 
  28. ^ "St. Edith Stein… A True Feminist | The Wanderer Newspaper". Arkiveret fra originalen 15. januar 2020. Hentet 15. januar 2020. 
  29. ^ Olesen, Søren Gosvig: Vejledning til Heidegger (1990, 2. udg. 2013) Syddansk Universitetsforlag
  30. ^ Wentzer, Thomas Schwartz & Peter Aaboe Sørensen (red) (2008): Heidegger i relief. Klim
  31. ^ Heidegger 2014
  32. ^ Gadamer, Hans-Georg 2004 [1960]: Sandhed og metode, Aarhus: Systeme Academic
  33. ^ Grøn 2009
  34. ^ Frankl, Viktor (2002). Psykologi og eksistens. Gyldendal
  35. ^ Bollnow, Otto (1987): “Zwischen Philosophie und Pädagogik, Vorträge und Aufsätze”. Weitz, Aachen
  36. ^ Bollnow, Otto (1973): “Philosophisches paedagogik”. De Gruyter
  37. ^ Bollnow, Otto (1959): “Existensphilosophie und pedagogik”. Kohlhammer
  38. ^ Leonard Nelson, 1922/29, Die Sokratische Methode, VOL
  39. ^ Johannes Hemleben 1984
  40. ^ Steiner 1981; 1985; 1989
  41. ^ Rudolf Steiner 1971
  42. ^ Steiner, Rudolf (1981): “The Education of the Child”. RS Press
  43. ^ Steffens, A. (1923). Fra barn til voksen - Fra et kursus for lærere afholdt af Rudolf Steiner, Dornach, Julen 1921-22.Kristiania: Vidars Forlag
  44. ^ Steinar 1919; 1922; 1926; 1947
  45. ^ Steiner 1981https://waldorfcurriculum.com/FREE/THE%20EDUCATION%20of%20the%20child.pdf Arkiveret 30. oktober 2020 hos Wayback Machine
  46. ^ Wachsmuth 2003
  47. ^ https://historyofwomenphilosophers.org/ecc/#hwps
  48. ^ Pietsch, W. (2017). Berechenbarkeit der Welt?. Wiesbaden: Springer. pp. 333–343.
  49. ^ https://guteslebenzwei.wordpress.com/
  50. ^ https://www.freitag.de/autoren/antjeschrupp/mutter-unser
  51. ^ Habermas 2009
  52. ^ Habermas 2005
  53. ^ Oversættes også intersubjektiv.
  54. ^ Beschleunigung und Entfremdung – Entwurf einer kritischen Theorie spätmoderner Zeitlichkeit. Suhrkamp, Frankfurt am Main 2013, ISBN 978-3-518-58596-2
  55. ^ Lübcke 1982
  56. ^ Stirner, Max (1999): Den eneste og hans ejendom. Helikon. Uforkortet oversættelse ved Fritz Wolder. ISBN 87-986359-2-1