Monisme

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Question book-4.svg Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.

Monismen er det filosofiske eller metafysiske standpunkt, at alle verdens processer og fænomener kan føres tilbage til ét grundprincip. Monismen indtager dermed en kontrær position til både dualismen og pluralismen, der går ud fra to eller flere grundprincipper.[1]

Filosofiretningen inddeles i tre varianter:

  1. Materialisme (materialistisk monisme) eller fysikalisme: Alt er materie, og alene fysiske eller materielle objekter og afledte virkninger er reelle. Blandt tilhængere af denne variant er Thomas Hobbes (1588–1679) og Julien Offray de La Mettrie (1707–1751). Mange stærkt ateistiske tænkere, som bl.a. Ernst Haeckel (1834–1919), så den materialistiske monisme som basis for en grundlæggende religionskritik.
  2. Idealisme (idealistisk monisme): Alt er ånd, og kun åndelige processer er reelle. Baruch de Spinoza (1632–1677) er til tider blevet anset som eksponent for denne formen for monisme.
  3. Neutral monisme: Alt, både ånd og materie, kan føres tilbage til et tredje og uafhængigt princip, som hverken er ånd eller materie. Kendte tilhængere er blandt andet Bertrand Russell (1872–1970) og Ernst Mach (1838–1916) samt Gustav Theodor Fechner (1801–1887) og William James (1842–1910).

Indenfor religion står monistisk lære ofte nær panteismen eller panenteismen, som anser det guddommelige som værende til stede i alle aspekter af virkeligheden. Det findes også metafysisk monisme uden et gudsbegreb, særlig indenfor hinduismen og buddhismen.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Arthur Drews: Der Monismus dargestellt in Beiträgen seiner Stellvertreter. 2 bd. Jena 1908.
  • John Heil: Philosophy of mind. A contemporary introduction. London / New York: Routledge 1998.
  • Franz von Kutschera: Die Wege des Idealismus. Paderborn: mentis 2006, ISBN 978-3-89785-536-6.
  • Arnher E. Lenz, Volker Mueller: Darwin, Haeckel und die Folgen. Monismus in Vergangenheit und Gegenwart. Neustadt am Rübenberge 2006, ISBN 3-933037-56-5. Med bidrag fra Franz Wuketits (Haeckel, Darwin und der Darwinismus), Volker Mueller (Philosophischer Monismus und Naturwissenschaften), Jan Bretschneider (Monimus und die Welträtsel), Rudolf Bährmann (Haeckels Ökologie-Begriff), Eckhart Pilick (Zwischen Theorie und Glauben – Disparate Tendenzen im Monismus), Heiko Weber & Olaf Breidbach (Der DMB 1906 bis 1933), Bernhard Ahlbrecht (Die monistischen Sonntagspredigten von Wilhelm Ostwald), Lars Jentsch (Evolution der Religion?), Arnher E. Lenz (Der Deutsche Monistenbund nach 1945) m.fl.
  • Ph. Clayton, A. Peacocke [red.]: In Whom We Live and Move and Have Our Being. Panentheistic Reflections on God’s Presence in a Scientific World. Eerdman Publishing, Cambridge 2004, ISBN 978-0-8028-0978-0
  • Christoph Wand: Zeit und Alleinheit. Ein spekulativer Entwurf zur Vermittlung von Theologie und Physik im Anschluss an die Analyse von Zeit bei Carl Friedrich von Weizsäcker. LIT-Verlag, Münster 2007, ISBN 978-3-8258-0899-0
  • Magnus Lerch: All-Einheit und Freiheit. Subjektphilosophische Klärungsversuche in der Monismus-Debatte zwischen Klaus Müller und Magnus Striet. Echter Verlag, Würzburg 2009.
  • Adrian Brücker: Die monistische Naturphilosophie im deutschsprachigen Raum um 1900 und ihre Folgen. Rekonstruktion und kritische Würdigung naturwissenschaftlicher Hegemonialansprüche in Philosophie und Wissenschaft. Wissenschaftlicher Verlag Berlin, Berlin 2011
filosofiStub
Denne filosofiartikel er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.
  1. ^ Opslag "Monisme" i Den Store Danske