Bahrain
مملكة البحرين Mamlakat al Bahrayn | |
|---|---|
 | |
| Hovedstad og største by |
Manama 26°13′N 50°35′Ø / 26.217°N 50.583°Ø |
| Officielle sprog | Arabisk |
| Regeringsform | Monarki |
| Uafhængighed | |
| Areal | |
• Total | 712 km2 (nr. 179) |
| Ubetydeligt | |
| Befolkning | |
• Anslået 2010 | 1.234.596 (nr. 164) |
• Tæthed | 1.472/km2 (nr. 10) |
| Valuta |
Bahrainsk dinar (BHD) |
| Tidszone | UTC+3 |
| UTC+3 | |
| Kendings- bogstaver (bil) | BRN |
| Luftfartøjs- registreringskode | A9C |
| Internetdomæne | .bh |
| Telefonkode |
+973 |
| ISO 3166-kode | BH, BHR, 048 |
Bahrain er en arabisk stat i Den Persiske Bugt som består af en gruppe øer mellem Saudi-Arabien og Qatar. Dens areal er med 665 km² på størrelse med Falster.
- Hovedstad: Manama
- Befolkning: 1.234.596 (2010)
- Befolkningstæthed: 1.146,1/km²
- Officielt sprog: arabisk
- Officiel religion: islam
- Styreform: Enevældigt kongedømme
Bahrains økonomi er baseret på eksport af olie.
Geografi
Bahrain består af 36 øer i Den Persiske Bugt mellem Saudi-Arabien og Qatar. Den største ø er øen Bahrain som er 48 km lang og 18 km bred. Der ligger også landets højeste punkt, Jabal ad Dukhan, som er 122 meter over havet. Øen Bahrain har også en 25 km lang vejforbindelse til Saudi-Arabien via dæmninger og broer. Nogen af de andre øer er Sitrah, Al-Muharraq, Nabih Saleh, Jidda og Umm an Nasan.
92 % af landet består af ørken. Klimaet i landet er varmt og ørkenpræget. Der findes en frugtbar skovstribe på Bahrains nordkyst med daddelpalmer, Figentræer og granatæbletræer. Den gennemsnitlige årsnedbør er 72 mm. Det meste af nedbøren kommer om vinteren og om foråret, fra november til marts. Gennemsnitstemperaturen er 17 °C i januar og 34 °C i august. Som en østat har Bahrain ingen landegrænser. Kystlinjen er 161 kilometer lang. Landet har ingen ferskvandsøer, og derfor må hele vandbehovet dækkes af grundvand og havvand som er renset for salt.
Bahrain har store miljøproblemer, blandt andet med nedbrydning af dyrkbar jord, skader på de mange korallrev og skader på livet i havet i forbindelse med olieudslip.
Byer i Bahrain
- Manama – 154.700
- Al-Muharraq – 98.800
- Ar-Rifaca – 86.100
- Madinat Hamad – 57.000
- 'Ali – 51.400
- 'Isa – 39.800
- Sitrah – 37.100
- Al-Budayyi' – 33.200
- Jidd Haffs – 32.600
- Al-Malikiyah – 14.800
Demografi
I 2010 boede der ca. 1.047.814 personer i Bahrain, deraf 529.446 bahrainere og 517.368 udlændinge.
Den største aldersgruppe i landet er personer i alderen 30 til 34 år. Disse udgør 11,1% af befolkningen.
Arabisk er det officielle sprog, men engelsk tales meget både af indbyggerne og magthaverne. Foruden er der et mindretal som taler persisk, urdu og andre lignende asiatiske sprog.
Den officielle religion i landet er islam. 81,2% af indbyggerne er muslimer, 9% er kristne og resten er tilhængere af andre religioner. Bahrain er det land i Den arabiske verden med den højeste procentandel kristne og det eneste med en jødisk minoritet. Der er usikkerhed om antallet af sunnimuslimer og shiamuslimer i landet, men det antages, at omkring 33% af muslimerne er sunnimuslimer, og at de resterende 66% er shiamuslimer.
Arkæologi
Hovedøen er kendt for ca. 100.000 gravhøje fra den ca. 4.000 – 4.500 år gamle Dilmun-kultur. De dækker store arealer af øerne.
Men før 1950'erne var ingen spor af oldtidsbebyggelse fundet.[1] Udgravninger viste dog, at der for 4.000 år siden fandtes en by, der var hovedstad for riget Dilmun. Byen blev grundlagt omkring 2.200 f.Kr. og var knudepunkt for handlen mellem Mesopotamien, Sydarabien og Indien med varer som elfenben, perler, halvædelsten, lapis lazuli, kostbare træsorter og kobber. Det mest bemærkelsesværdige fund er templet ved den nordvestlige landsby Barbar. Små segl med dyre og menneskemotiver er også fundet. Andre fund har kileskrift, der omtaler guden Inzak. Det anses som bevis på, at kulturen på Bahrain var den Dilmun-kultur, der er omtalt i mesopotamiske kilder. De mesopotamiske kilder forbinder Dilmun med historier, der har tilknytning til Første Mosebog: slangen og de forbudne frugter, syndfloden og Paradisets Have
Fra nyere tid findes et portugisisk fort fra 1500 årene, Qala'at al-Bahrain.
Danmark har et specielt forhold til Bahrain, da den danske arkæolog professor P.V. Glob satte udgravningerne i værk i 1950'erne i Bahrain,[2] og da Bahrains nationalmuseum fra 1980'erne havde danskeren Knud Holscher fra arkitektfirmaet Krohn & Hartvig Rasmussen som hovedarkitekt. Fra Bahrain bredte udgravningerne sig til andre Golfstater, hvor ialt 110 danskere deltog. Forfatterene Peter Seeberg og Thorkild Hansen besøgte udgravningerne og førte til Thorkild Hansens bog Det lykkelige Arabien om Carsten Niebuhrs ekspedition.
Historie
Oldtiden
Området, som i dag kaldes Bahrain, var et vigtigt handelscenter i mere end 4000 år. Landet har vært beboet siden oldtiden. Både persere, babylonere, Assyrere og senest arabere, som gjorde øen muslimsk, har boet på øerne. Bahrain har også tilhørt talrige imperier og dynastier.
Det arkæologiske fundsted ved Qal'at al-Bahrain fastslår, at der var bosætning i dette område omkring år 2300 f.kr. Qal'at al-Bahrain var en gang hovedstaden i landet og sandsynligvis havn i Den dilmunske civilisation, men det er usikkert, hvor Den dilmunske civilisation egentlig lå.
Fra 500-tallet til 200-tallet f.Kr var Bahrain en del af det Achaemenidiske dynasti. I 200-tallet f.Kr kom området under Partherrigets kontrol. Partia-imperiet strakte sig helt til Oman i syd og det etablerede garnisoner flere steder langs sydkysten af Den Persiske Bugt.
Alligevel blev Partia-imperiet besejret i år 228, og Sasanide-dynastiet tog kontrollen over området. Den første konge i dynasiet, Ardasjir I af Persien, afsatte Partia-imperiets guvernør i Bahrain. Hans søn Sjahpur I af Persien blev den nye guvernør i Bahrain. Navnet Bahrain blev i denne periode brugt om både Al-Hasa, Qatif, Kuwait, Qatar og Awal-øerne (nutidens Bahrain). Awal var også navnet på en gud, som blev tilbedt af folket i disse områder. Sasanide-dynastiet eksisterede længe, og først i 600-tallet gik det til grunde.
Islam og kolonitiden
Folket i Bahrain var blandt de første til at modtage Islam, og det skete i 629. På det tidspunkt var det Muhammed som regerede over det meste af den arabiske halvø og hans guvernør i Bahrain hed Al-Ala'a Al-Hadrami. I 692 blev Khamis-moskéen bygget, og det var en af de første moskéer i Bahrain.
I 899 overtog Quarmatianerne Bahrains hovedstad, indtil de i 1076 blev slået af al-Hasa-dynastiet, som tog kontrollen over Bahrain helt til 1235, da herskerne over Fars i en kort periode havde kontrollen over landet. I 1253 tog Usfirderne kontrollen over det østlige Arabien, inkludert Bahrain. I 1330 blev øernene overtahet af herskerne af Ormus.
Bahrain blev underlagt Portugal i 1521. Portugiserne blev midlertidig forvist af kong Abbas I af Persien i 1602, og landet blev en del af det persiske Safavid-dynasti frem til 1783. Landet blev invaderet af Oman i 1717 og 1738.
I 1783 blev perserne jaget ud af landet af sunniarabiske stammer, ledet af al-Khalifah-familien, den samme familie som har magten i landet i dag. Perserne prøvde at genvinde kontrollen over Bahrain, som resulterede i flere hårde slag om landet.
Bahrain bliver selvstændig
Under indtryk af persiske og tyrkiske ambitioner om overherredømme knyttede Bahrain sig tættere til Storbritannien, og i henhold til aftaler indgået i hhv. 1881 og 1891 fik Bahrain status af et britisk protektorat.
Bahrain var det politiske hovedkvarter for briterne i Den Persiske Bugt helt til de trak sig ud af landet i 1971. Det var egentlig planen at landet skulle blive en del af føderationen De Forenede Arabiske Emirater, men landet valgte at blive selvstændig. Iran gjorde fortsat krav på Bahrain, men presset fra både Storbritannien, USA og FN førte til at landet opgav sine krav. Emiren under frigørelsprocessen var Isa ibn Salman al-Khalifa (1933-1999).
Et år efter at landet fik sin selvstændighed blev det grundlagt en lovgivende forsamling. I juni 1973 fik landet sin egen forfatning, og i december samme år blev nationalforsamlingen åbnet. Den bestod af 30 folkevalgte medlemmer og regeringens 12 medlemmer. I 1974 blev nationalforsamlingen opløst af emiren.
I 1981 blev der afværget et kupforsøg mod emiren. Kuppet blev iscenesat af muslimske fundamentalister. Alle som blev arresteret i forbindelse med kupforsøget var Shiisme|shiamuslimer. Årsagen til kupforsøget var formodenlig, at shiamuslimerne er undertrykt af det sunnimuslimske mindretal.
1999 døde Emir Isa ibn Salman al-Khalifa, hvorefter sønnen Hamad ibn Isa Al Khalifah overtog magten. Allerede i marts 1999 igangsatte Al-Khalifah flere politiske reformer. Alle politiske fanger blev løsladt, kvinder fik stemmeret, og der blev afholdt parlamentsvalg. Der blev desuden foretaget en grundlovsændring. Bahrain var tidligere anset som et emirat, og blev officielt kaldt en "stat", men blev erklæret som et kongedømme i 2002.
Politik og administration
Bahrain er et kongedømme styret af al-Khalifah-familien. Parlamentet har to kamre. Det ene består af medlemmer som er valgt af folket og det andre består af medlemmer som er valgt af kongen. Begge kamrene har 40 medlemmer. De største politiske partier er Bahrains befrielsesfront, Det sosialistiske-arabiske Baath-parti, Den islamske nastionale sammenslutning og Den arabiske nationalistbevægelse.
I 1972 blev der oprettet en lovgivende forsamling, men den blev opløst af kong Isa ibn Salman Al Khalifah i 1975. Siden 1972 har det været voksende uro og protester blandt shiamuslimerne i landet. De er utilfreds med deres lave sociale status under den sunnimuslimske al-Khalifah-familie. Alligevel har landet i de siste år udviklet sig mere i en demokratisk retning. Før i tiden hed statsoverhovedet emir, men i 1999 blev titlen ændret til konge. Statsministeren er leder af regeringen. Begge disse positioner er besat af al-Khalifah-familien som tager beslutninger i samråd med ministrerne. Hamad ibn Isa Al Khalifah er konge og hans onkel, Khalifah Bin Sulman al-Khalifah er statsminister. Kong Hamad har arbejdet for at forbedre menneskerettighederne og har delvis indført demokratiske reformer. Lokalvalg blev afholdt i 2002 og valg til den lovgivende forsamling blev afholdt i 2004.
De fleste af de shiitiske grupper boykottede parlamentsvalget i 2006 og det største oppositionsparti, Al Wefaq, vandt 17 af underhusets 40 pladser. I 2010 blev Al Wefaqs pladser i parlamentet forøget til 18.
Bahrain er medlem af blandt andet Den Arabiske Liga og Det Internationale Valutafond.
Bahrain er allieret med Saudi Arabien, der anses som garant for al-Khalifa familiens bevarelse af magten og landets politiske og økonomiske stabilitet.
Flertallet i Bahrains befolkning er shiiter, mens den regerende Al-Khalifa-familie er sunni-muslimer. Denne sekteriske deling, hvor befolkningens shiitiske flertal ikke har en tilsvarende repræsentation i det politiske magtapparat, er en faktor, der bidrager til spændinger i samfundet.
Formodentlig inspiret af Oprøret i Egypten i 2011 har der i februar 2011 været flere demonstrationer mod styret i Bahrain. Militæret er sat ind for at slå demonstrationerne ned. De allerede mange døde og kvæstede, har trukket fronterne mellem magthaverne og oppositionen endnu skarpere op.
Guvernementer
Bahrain består af fem guvernementer. Frem til 3. juli 2003 var Bahrain indelt i tolv kommuner.
- Hovedstadsguvernementet består af dele fra de tidligere kommuner Al Manamah og Jidd Haffs. Bahrains hovedstad Manama ligger i distriktet.
- Centralguvernementet består af dele fra de tidligere kommunene Al Mintaqah al Wusta, Ar Rifa' wa al Mintaqah al Janubiyah, Madinat og 'Isa og Sitrah.
- Muharraq guvernement består af de tidligere kommuner Al Hadd og Al Muharraq.
- Nordlige guvernement består af dele fra de tidligere kommunene Al Mintaqah al Gharbiyah, Al Mintaqah al Wusta, Al Mintaqah al Shamaliyah, Jidd Haffs og Madinat Hamad.
- Sydlige guvernement består af dele fra de tidligere kommuner Al Mintaqah al Gharbiyah, Ar Rifa' wa al Mintaqah al Janubiyah og Juzur Hawar.
Militær
Bahrain har et lille, men et godt udstyret militær, Bahrain Defence Force. Militæret er delt ind i flere afdelinger, blandt andet marinen og Luftvåbenet. Begge afdelinger er udstyret med moderne våben. Militæret har blandt andet F-16 jagerfly, Sikorsky UH-60 Black Hawk helikoptere og M60 Patton kampvogne. Regeringen bruger omkring 320 millioner dollar om året på militæret.
1987 blev der af militæriske grunde bygget en bro til Saudi-Arabien, stridkræfterne blev omorganiseret til separate delstridskræfter, og 1990 kom de første US-stridskræfter til Bahrain. De amerikanske flybaser i landet spillede en vigtig rolle under Golfkrigen. I 1991 undertegnede landene en aftale om militært samarbejde, som giver USA's forsvar adgang til Bahrains militære udstyr. I tillæg har de fået en base i Juffair ved Manama. Efter Golfkrigen har Bahrain til gengæld modtaget ekstra militærstøtte fra USA. I den anden Golfkrig og i Irakkrigens blev Bahrain ligeledes en vigtig base for USA.
I forbindelse med striden om Hawar-øerne udbrød der tre væbnede grænsekonflikter mellem Qatar og Bahrain, som fandt sin afslutning i marts 2001, hvor Den Internationale Domstol i Haag tilkendte Bahrain øerne. Qatar har accepteret dommen, og forholdet mellem de to lande er stærkt forbedret.
Byer i Bahrain
- Manama – 154.700
- Al-Muharraq – 98.800
- Ar-Rifaca – 86.100
- Madinat Hamad – 57.000
- 'Ali – 51.400
- 'Isa – 39.800
- Sitrah – 37.100
- Al-Budayyi' – 33.200
- Jidd Haffs – 32.600
- Al-Malikiyah – 14.800
Sport
Ved de Olympiske Lege 2008 vandt den marokkansk-fødte Rashid Ramzi guld for Bahrain i 1500 meter løb.[3]
Eksterne henvisninger
- www.um.dk Kilde
- The World Factbook om Bahrain
Henvisninger
- ^ Flemming Højlund. Glob og paradisets have. ISBN 87-8733432-1.
- ^ "Glob og Paradisets Have. De dansk ekspeditioner til den Arabiske Golf".
- ^ "Athlete Biography: RAMZI Rashid". Arkiveret fra originalen 2008-08-23.
 | ||
