Italien

Denne artikel omhandler den moderne republik Italien. Opslagsordet har også en anden betydning, se Romersk Italien.

Repubblica Italiana
Flag Nationalvåben
Motto: Intet
Nationalmelodi: Fratelli d'Italia
Hovedstad og største by	Rom 41°54′N 12°29′Ø
Officielle sprog	Italiensk1
Regeringsform	Republik
Statsdannelse
Areal
• Total	301.230 km2  (nr. 69)
• Vand (%)	2,4
Befolkning
• Anslået 2010	60.053.442 (nr. 23)
• Tæthed	196,98/km2  (nr. 40)
Valuta	Euro² (EUR)
Tidszone	UTC+1 (CET)
• Sommertid	UTC+2 (CEST)
Kendings- bogstaver (bil)	I
Luftfartøjs- registreringskode	I
Internetdomæne	.it
Telefonkode	+39
ISO 3166-kode	IT, ITA, 380
1 Fransk er også officielt sprog i Aostadalen, og tysk er også officielt sprog i Sydtyrol. ² Før 1999: Italiensk lira. Nationalvåbnet er gengivet med henvisning til www.Vector-Images.com.

Italien er en republik i det sydlige Europa ved Middelhavet. Det har grænse med Frankrig i vest, Schweiz og Østrig i nord, og Slovenien i øst. På grund af landets form kaldes det i folkemunde tit Støvlelandet.

Italien var tidligere opdelt i række småstater, men blev i 1861 samlet i et kongerige under Sardiniens konge Victor Emanuel 2.

Italien omslutter to småstater:

• Vatikanstaten, der ligger i Rom.
• San Marino, der ligger i Apenninerne omtrent midtvejs mellem Rom og Venedig.

Historie

Det moderne Italien blev dannet med foreningen i 1861. Italien har både før og efter præget den kulturelle og sociale udvikling i hele Middelhavsområdet og ligeledes påvirket hele den europæiske kultur.

I det 8. og 7. århundrede f.Kr. koloniserede grækerne det sydlige Italien og kaldte det Magna Graecia (Stor-Grækenland). På omtrent samme tid udviklede den etruskiske civilisation sig i den nordlige del af den italienske halvø. Fra det 7. til det 5. århundrede f.Kr. regerede de Romerske konger efterfulgt af den Romerske republik og det Romerske kejserrige. Tiden fra det 6. århundrede og indtil samlingen i 1861 var præget af stridende småstater. Denne tid var ligeledes præget af rige handelsbyer som Venedig og Firenze og renæssancen opstod her.

1848-1914

Uddybende artikel: Risorgimento

Italiens samling sker over en længere årrække. Den første af de tre Italienske befrielseskrige mod Østrig-Ungarn foregår fra Piemonte i 1848, dog taber Italien, da de ikke får stormagtstøtte. Ved den anden uafhængighedskrig i 1859 vinder Italien, da de får støtte fra Frankrig. Piemonte havde ydet militær støtte til den fransk-britiske indsats mod Rusland. Derfor kvitterede Napoleon 3. med en hemmelig aftale, der forpligtede Frankrig til at kæmpe for Piemonte. Derudover havde man fra Piemontes side valgt at afgive Nice og Savoyen, i forventning om at kunne overtage nye områder med Frankrigs hjælp. Efter den anden krig var Lombardiet (et kongerige) nu en del af Piemonte. Mange andre Italienske småstater sluttede sig, efter den anden uafhængighedskrig, til den nye rige blandt andet på grund af national følelse. Da Garibaldi i 1860 gik i land i Marsala, som ligger på Siciliens vestkyst blev den tidligere aftale med Frankrig brudt. Få måneder efter dette brød Frans 2. kongerige i 1861 (Begge Sicilier) sammen og store dele af, det vi i dag kender som Italien var nu samlet. Efter den tredje krig i 1866 blev Veneto også en del af Piemonte, men først i 1870 faldt de sidste rester af kirkestaten, og derefter blev Rom det nye kongerige (Italiens hovedstad). I 1882 sluttede Italien sig til Tripelalliancen med Tyskland og Østrig, men indledte samtidig en kolonipolitik i Østafrika. I 1890’erne kom den industrielle revolution til Italien. I begyndelsen af 1900-tallet blev de tre Italienske byer; Milano, Torino og Genova banebrydende indenfor industri og økonomi med blandt andet Fiat fabrikkerne i centrum.

Italien var på den vindende side i 1. verdenskrig og den tabende side i 2. verdenskrig. Efter krigen var Italien medstifter af forløberen for det nuværende EU.

Politik

Siden anden verdenskrig har Italien haft 61 regeringer. I gennemsnit har de siddet ca. 1 år.

Militær

	Italien afviser krig som aggressionsform mod andre folkeslags frihed og som metode til afgørelse af internationale kontroverser. Den accepterer, på betingelse af ligestilling med andre stater, de begrænsninger i suverænitet, der er nødvendige for at opretholde en orden, der kan sikre fred og retfærdighed mellem stater. Den støtter og opmuntrer internationale organisationer, der arbejder ud fra sådanne synspunkter. (Artikel 11 i Italiens Grundlov)

Italiens militær er underlagt det Øverste Forsvarsråd, der ledes af republikkens præsident. I 2008 bestod militæret af 186.798 personer i aktiv tjeneste plus 114.778 i gendarmeriet (Carabinieri). Som led i NATOs atomvåbenstrategi huser Italien 90 amerikanske atombomber, placeret på flybaserne i Ghedi Torre og Aviano. De samlede militærudgifter var i 2007 33,1 mia. $, svarende til 1,8% af BNP.

Italiens væbnede styrker er fordelt på fire værn:

Hæren

Dardo IFV (Infanteri-kampvogn) på øvelse

Den italienske hær (Esercito Italiano) udgør Italiens landmilitære styrker. Efter værnepligtens afskaffelse er den en professionel hær med et mandskabstal på 109.703 i 2008. Dens mest kendte våbensystemer er Dardo infanteri-kampvognen, Centauro panserjageren og Ariete-kampvognen. Blandt dens fly og helikoptere findes Agusta A129 Mangusta kamphelikopteren, der har været brugt i FN-operationer. Esercito Italiano råder også over et stort antal Leopard 1 kampvogne og M113 pansrede mandskabsvogne.

Det italienske hangarskib Cavour

Flåden

Den italienske flåde (Marina Militare) havde i 2008 et mandskab på 43.882 og skibe af alle typer, herunder hangarskibe, destroyere, moderne fregatter, undervandsbåde, skibe til amfibie-angreb, samt mindre skibe som for eksempel fartøjer til havundersøgelse. Marina Militare fik i 2008 et nyt og større hangarskib, Cavour, og har også nybygningsprogrammer for destroyere, undervandsbåde og multirolle-fregatter. I nyere tid har Italien som medlem af NATO taget del i fredsbevarende operationer over hele verden.

Luftvåbnet

Eurofighter Typhoon bygges af et konsortium i fire lande, hvoraf Italien er det ene.

Det italienske luftvåben (Aeronautica Militare) havde pr. 1. januar 2009 en styrke på 42.960 mand og 582 fly, heraf 219 kampfly og 114 helikoptere. Som foreløbig erstatning for lejede Panavia Tornado jagerfly, har luftvåbnet lejet 30 F-16A fly og fire F-16B fly og har option på flere.

De lejede fly bliver dråbevist erstattet af 121 EF2000 Eurofighter Typhoon, hvoraf de første allerede er leveret. Der er planlagt flere opdateringer til de eksisterende Tornado IDS/IDT og AMX jagerbombere. Transportkapaciteten varetages af 22 C-130 Hercules og Aeritalia G.222, hvoraf 12 er ved at blive erstattet med en ny G.222 variant, der kaldes C-27J Spartan.

Gendarmeri

Carabinieri fungerer som Italiens gendarmeri og militærpoliti, og har status som republikkens nationale politistyrke. Ved den 30. konference for G8-landene i 2004, fik Carabinieri mandat til at etablere et videncenter for "Stability Police Units" (CoESPU) med henblik på at udvikle træningsstandarder for civile politistyrker tilknyttet internationale fredsmissioner.

Sprog

Italiensk er hovedsproget. Herudover tales der følgende sprog:

• Fransk (Aosta dalen)

• Tysk (Trentino-Alto Adige)

• Slovensk (Friuli-Venezia Giulia)

• Ladin (Trentino-Alto Adige)

• Sardisk (Sardinien)

• Korsikansk (nordlige Sardinien)

• Katalansk (byen Alghero i Sardinien)

• Occitansk (Piemonte)

• Græsk ("Griko", Syditalien og Sicilien)

Større byer

• Milano
• Firenze
• Torino
• Napoli
• Roma
• Palermo
• Bologna
• Venezia
• Cagliari
• Bari
• Genova

Regioner

Italien er inddelt i 20 regioner (regioni). Fem af dem har en særlig autonom status og markeres i listen nedenfor med *:

• Abruzzi (Abruzzo) (tidligere delt i to – deraf flertalsformen)
• Aostadalen (Valle d'Aosta) *
• Apulien (Puglia)
• Basilicata
• Calabrien (Calabria)
• Campania
• Emilia-Romagna
• Friuli-Venezia Giulia *
• Lazio
• Liguria
• Lombardiet (Lombardia)
• Marche

Gondol i Venedig

• Molise
• Piemonte
• Sardinien (Sardegna) *
• Sicilien (Sicilia) *
• Trentino-Alto Adige *
• Toscana
• Umbria
• Veneto

Med undtagelse af Aosta-dalen er alle regioner inddelt i provinser (province). Under provinserne er kommunerne (comuni) næste trin i forvaltningen.

Økonomi

I henhold til BNP-beregninger rangerede Italien som den syvendestørste økonomi i verden i 2006, efter USA, Japan, Tyskland, Kina, Storbritannien og Frankrig, og den fjerdestørste i Europa. Ifølge OECD blev Italien i 2004 verdens sjette største eksportør af forarbejdede varer. Denne økonomi er fortsat opdelt i et udviklet industriel nord, domineret af private virksomheder, og et mindre udviklet landbrugsdomineret syd. I indekset for økonomisk frihed 2008 rangerede Italien på en 64nde-plads af de 162 lande, eller nummer 29 af 41 europæiske lande, den laveste rating i EU-15 og bag mange tidligere kommunistiske lande i Europa. Italien er ofte blevet kaldt den syge mand i Europa, med regeringer, der har problemer i forbindelse med reform-programmer.

Ifølge Verdensbankens data, har Italien en høj grad af frihed til at investere, gøre forretninger og handel. På den anden side, har Italien ineffektivt bureaukrati, forholdsvis lave ejendomsrettigheder og en høj grad af korruption (sammenlignet med andre europæiske lande), tunge skatter og stærkt offentligt forbrug på omkring halvdelen af BNP. Italien har været i økonomisk tilbagegang i forhold til de fleste andre EU-15 lande. De fleste råstoffer, der er nødvendige ved italienske industrier, og mere end 75% af energibehovet, er importeret. Over det seneste årti, har Italien ført en stram finanspolitik for at opfylde kravene i Den Økonomiske og Monetære Union og har nydt godt af lavere renter og inflationsrater. Italien kom med i euroen fra dens indførelse i 1999.

Italiens økonomiske resultater har til tider haltet bagefter, og dets EU-partnere og den nuværende regering har vedtaget en lang række kortsigtede reformer, der tager sigte på at forbedre konkurrenceevne og vækst på lang sigt. Der sker en vis gennemførelse af strukturelle reformer, med opbakning af økonomer, såsom lettelse af skattetrykket og en gennemgang af landets stive arbejdsmarked og dyre pensionssystem. På grund af den økonomiske afmatning og modstand fra fagforeningerne går reformerne dog ikke så hurtigt som oprindeligt planlagt.

Italien har et mindre antal multinationale selskaber end andre økonomier af sammenlignelig størrelse. I stedet er landets vigtigste økonomiske styrke dets store base af små-og mellemstore virksomheder. Nogle af disse virksomheder fremstiller produkter, som teknologisk kun er på et moderat og derfor står over for voksende konkurrence fra Kina og andre asiatiske vækstøkonomier, som er i stand til at underbyde dem på lønomkostninger. Disse italienske virksomheder reagerer på de asiatiske konkurrence ved at koncentrere sig om produkter med et højere teknologisk indhold, mens fremstilling af produkter med et lavere teknologisk indhold flytter til lande hvor arbejdskraften er billigere. Den lille gennemsnitsstørrelse af italienske virksomheder er stadig en begrænsende faktor, og regeringen har arbejdet for at fremme integration og fusioner, og at reformere de stive regler, der traditionelt har været en hindring for udviklingen af større selskaber i landet. Ikke desto mindre er italiensk industri misundelsesværdig for sit avancerede design og en tydelig stil, som ofte udnytter landets formidable kunstneriske arv.

Italiens store eksport er motordrevne køretøjer (Fiatgruppen, Aprilia, Ducati, Piaggio), kemikalier, petrokemikalier (ENI), elektricitet (Enel, Edison), husholdningsapparater (Merloni, Candy), fly-, rumfarts-og forsvarsindustrien (Alenia, Agusta, Finmeccanica) , Skydevåben (Beretta), men landets mere berømte eksport er inden for mode (Armani, Valentino, Versace, Dolce & Gabbana, Roberto Cavalli, Benetton, Prada, Luxottica), fødevareindustrien (Ferrero, Barilla-Gruppen, Martini & Rossi , Campari, Parmalat), luksuskøretøjer (Ferrari, Maserati, Lamborghini, Pagani) og yachter (Ferretti, Azimut).

Også turismen er meget vigtig for den italienske økonomi: med over 43,7 millioner turister om året er Italien rangeret som den femtestørste turistdestination i verden.

Transport

Jernbanenettet i Italien er med en samlet længde på 16.627 km det 17nde længste i verden, og drives af Ferrovie dello Stato. Højhastighedstog omfatter ETR-tog, som f.eks. ETR 500 der kører med hastigheder op til 300 km/t. I 1991 blev selskabet Treni Alta Velocità SpA oprettet med det særlige formål at planlægge og opføre højhastighedsstrækningerne langs Italiens vigtigste og mest mættede transportkorridorer. Disse strækninger omtales ofte som "TAV" linjer. Formålet med TAV konstruktion er at støtte rejser langs Italiens mest mættede jernbanelinjer og at tilføje sporkapacitet til disse linjer, Milano-Napoli- og Torino-Milano-Venedig-korridorerne.

Et af projektets primære formål er at udbygge jernbanenettet i Italien til et moderne og højteknologisk passagerjernbanesystem i overensstemmelse med de opdaterede europæiske jernbane-standarder. Et sekundært formål er at indføre højhastighedstog til landet og dets højt prioriterede korridorer. Når efterspørgslen på faste ruter er mindsket med åbningen af linjerne dedikeret til højhastighedstog, vil de ældre linjer primært blive anvendt til regionale jernbaneforbindelser og godstog. Med disse tanker realiserede, kan det italienske tognet integreres med andre europæiske jernbanenet, især de franske TGV-, tyske ICE-, og den spanske AVE-systemer.

Der er ca 654.676 km vej i Italien, herunder 6.957 km motorveje. Der er omkring 133 lufthavne i Italien, herunder de to knudepunkter i Malpensa (i nærheden af Milano) og Leonardo Da Vinci (i nærheden af Rom). Der er 27 store havne i Italien, den største i Genova, som også er den næststørste i Middelhavet, efter Marseille. 2.400 km vandveje gennemskærer landet.

Mad og Drikke

Italien er kendt for især pasta og pizza, men også mange andre delikatesser kommer fra Italien. I Umbrien og Piemonte findes trøfler (de hvide i Piemonte og de sorte i Umbrien). Bøffelmozzarella laves i den sydlige del af Italien, fortrinsvis Campania. Risotto er en typisk Norditaliensk ret. Italien er verdensberømt for is, af andre desserter kan nævnes tiramisu og creme caramel Italiens oste er ikke så berømte som de franske, dog er parmesan, grana padano, mozzarella, pecorino (fåreoste), gorgonzola i dag at få i supermarkeder verden over. Ellers er italienske oste stadig regionalt bestemte.

Italien er verdens største vinproducerende land. Der er mange kendte italienske vine, især rødvine. Af de berømte distrikter kan nævnes: Amarone og Barolo fra Norditalien, Brunello og Chianti fra Toscana, den søde dessertvin Vin santo fra Toscana, den lette hvidvin Frascati fra Lazio, en anden dessertvin, Marsala fra Sicilien.

Italien er ikke en kendt ølproducent. Det eneste mærke der har vundet international anerkendelse er Menabrea. Af andre mærker kan nævnes Peroni, Moretti og Splügen.

Spiritus

Italiens mest kendte spiritusmærker er bitterne Fernet Branca og ramazotti. Druebrændevinen grappa, citronlikøren limoncello og anislikøren sambuca. Der produceres også en del brandy i Italien, det største mærke er her Vecchia Romagna

International pressefrihed

• Pressefrihedsindeks: Rangeret 42 ud af 167 lande.

Noter

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Italien

Spire Denne artikel om italiensk geografi er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.