Det svenske koloniimperium
Det svenske koloniimperium i Nordamerika, Afrika blev aldrig særligt omfattende. Det udgjordes af fire besiddelser, hvoraf de tre var yderst kortvarige. De to første – Ny Sverige og Cabo Corso – blev reelt bedrevet som private foretagender af kompagnier med kongeligt sanktioneret monopol, såkaldte privilegiebreve. Besiddelserne var hovedsageligt opretholdt i forbindelse med handel. Ny Sverige var det eneste forsøg på en egentlig udvandrerkoloni med bosættelse for øje. Øen Saint-Barthélemy i Karibien den eneste kolonier, som stod under svensk forvaltning i længere tid, 93 år.
Kolonien Ny Sverige var svensk i 17 år, handelsstationen Cabo Corso i 11 år, øen Guadeloupe i blot 14 måneder.
Til gengæld opretholdt Sverige flere besiddelser i Østersø-området: Finland, Ingermanland, Estland, Livland, Svensk Forpommern m.fl.
Det er usikkert, om de kortvarige besiddelser, fraset Saint-Barthélemy, kunne sikre indtægter som overgik omkostningerne ved deres etablering og som følge af de konflikter, som de bevirkede i forhold til andre stater. Det er derfor svært at sige, om de indebar nogen egentlige gevinster eller fordele for Sverige.
Ny Sverige
Ny Sverige (1638–1655) ved Delawarefloden under Nya Sverigekompaniet (også Söderkompaniet eller Nova Suecia-kompaniet) i nutidens delstater Delaware, New Jersey,Pennsylvania og Maryland i USA. I området boede irokeser-folket susquehannock (eller minqua) og algonkin-folket lenape. Kolonien afstodes til Nederländerna.
Cabo Corso (Carolusborg)
Cabo Corso (1650–1658 og 1660–1663) under Afrikanska kompaniet (eller Guineakompaniet) i nutidens Ghana ved Guineabugten i Vestafrika. Territoriet blev købt af det afrikanska kompaniet fra kongen af Fetu i år 1650. Området beboedes af akan-folket fante (eller fanti) som tilhørte kongeriget Efutu (eller Fetu). Området afstodes 1658 til Danmark og 1663 til Nederlandene og bestod hovedsagelig af fæstningen Carolusborg, i det nuværende Cape Coast (Cabo Corso; fante Oguaa).
Saint-Barthélemy
Saint-Barthélemy (1785–1878), som både før og efter den svenske kolonitid tilhørte Frankrig. Fra år 2007 Blev Saint-Barthélemy et eget oversøisk forvaltningsområde (Collectivité d’outre-mer). Øen blev overladt af Frankrig i 1785 og solgtes tilbage i 1878. Til 1805 styredes øen sammen med Svenska Västindiska kompaniet.
Guadeloupe
Under Storbritanniens okkupation af øen Guadeloupe overlodes denne midlertidigt – under 14 måneder (1813–1814) – til Sverige. Øen overlodes til Karl 13. som erstatning for Sveriges deltagende i alliancen mod Napoleon i slutningen af Napoleonskrigene. Den korte overdragelse af Guadeloupe var dog kun formel. Under hele perioden fortsatte Guadeloupe at være styret af øens britiske guvernør.[1] Ved freden i Paris 1814 overgik øen til Frankrig mod, at Storbritannien erstattede det svenske kongehus med den såkaldte Guadeloupefonden.
Noter
- ^ Cahoon, Ben (2000). Guadelopue. World Statesmen.org.
Litteratur
- Carlsson Sten, Jerker Rosén, Gunvor Grenholm m.fl: Den svenska historien, Stockholm 1966–1968
- Englund, Peter, Ofredsår, Stockholm 1993, ISBN 91-7486-067-4
- Henrikson, Alf, Svensk historia, Stockholm 1966, ISBN 91-0-010551-1 (senaste upplagan 2004)
- Sjögren, Otto, Sveriges historia, Malmö 1938
- Svensk Uppslagsbok, Malmö 1947–1955
- Åberg, Alf, Vår svenska historia, Lund 1978, ISBN 91-27-00783-9
Eksterne henvisninger
- Nationalencyklopedin
- Nordisk Familjebok, 1800-talsupplagan & Uggleupplagan, Stockholm 1876–1926
- Starbäck, Carl Georg & Per Olof Bäckström: Berättelser ur den svenska historien, Stockholm 1885–1886
- Gösta Webe: "St. Barthélemy, svensk koloni 1784-1878" (Handels- og Søfartsmuseets årbog 1981; s. 264-280)
Wikimedia Commons har medier relateret til: |