Det portugisiske koloniimperium

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Det portugisiske koloniimperium (1410-1999)

Det portugisiske koloniimperium var det første verdensomspændende koloniimperium i historien, og det ældste og mest langvarige af de europæiske koloniriger; imperiet varede fra 1415 til 1999.

Det var tilknytningen til havet, som gjorde, at kongedømmet kunne erobre Ceuta i 1415 og udforske Atlanterhavet tidligt i 1400-tallet. Henrik Søfareren grundlagde en søfartsskole i Sagres, og dette skabte grundlag for opfindelser så som karavellen samt, at den portugisiske kartografi blev videreudviklet. Hundrede år senere formåede man at finde en sejlrute til Indien, og Portugal begyndte at ekspandere ud over verden. De berømte opdagere Bartolomeu Dias, Vasco da Gama og Magellan var portugisere, selv om den sidstnævnte sejlede for den spanske krone, som var Portugals konkurrent inden for søfart efter 1492.

Imperiet var afgrænset til en samling små, men godt bevogtede udposter langs kysten på grund af Portugals forholdsvis lave folketal og beskedne udstrækning. Imperiet nåede sin storhedstid i 1500-tallet, men på grund af manglende engagement fra Habsburg-kongerne og konkurrencen fra de nye kolonimagter England, Frankrig og Holland startede et langvarigt og gradvist forfald. Fra 1700-tallet koncentrerede Portugal sig om koloniseringen af Brasilien og de afrikanske territorier. Guld fra Brasilien gav ny næring til imperiet, men det katastrofale jordskælv i Lissabon i 1755, gik hårdt ud over imperiets hovedstad og indebar begyndelsen på enden for Portugals mægtige position på den internationale politiske arena. I 1822 blev Brasilien uafhængigt, og i 1890 gjorde det britiske ultimatum en ende på de portugisiske planer om en lignende storkoloni i Afrika.

Efter 2. verdenskrig forsøgte Portugal under Salazar-regimet at modarbejde afkoloniseringen, hvilket førte til, at den portugisiske kolonikrig brød ud i 1961. Den varede til 1974. Efter, at Goa og Daman og Diu blev overtaget af Indien, blev det portugisiske herredømme i Asien indskrænket til alene at omfatte Macao (egentlig et kinesisk territorium forvaltet af Portugal) og Østtimor. Efter nellikerevolutionen i 1974 ændrede Portugal politisk kurs og begyndte at støtte selvstændighed for sine hidtidige kolonier. Det oversøiske portugisiske imperium fik en endelig afslutning, da Portugal overleverede Macao til Kina i 1999, selv om Østtimor var et de jure portugisisk territorium frem til, at det blev selvstændigt i 2002.

Imperiet har fået en kulturel arvtager i form af Sammenslutningen af portugisisksprogede lande, CPLP.

Begyndelsen på imperiet (1415-1494)[redigér | redigér wikikode]

Statue af Henrik Søfareren, prinsen, som støttede mange af Portugals tidlige udforskingsekspeditioner.
Foto: Juntas

Den portugisiske genvinding af sit land fra araberne (på portugisisk reconquista), nåede højdepunktet i 1249, da Alfonso 3. erobrede Algarve og dermed fastsatte den portugisiske stats grænser på den den iberiske halvø, som har været nærmest uændret til i dag. I løbet af 1500-tallet anvendte kongehusene Aragon og Portugal søvejen for at udvide sit territorium. Den kastilianske trone erobrede ikke det sidste mauriske forsvarsværk før 1492. Det aragonske imperium, som havde gennemført sin reconquista i 1266, koncentrerede sig om Middelhavet, mens det portugisiske imperium rettede opmærksomheden mod Atlanterhavet og Nordafrika.

Portugisiske soldater tog kontrol over Ceuta på den nordafrikanske kyst i 1415 og nedkæmpede maurerne, som forsøgte en generobring i 1418. I 1419 blev to af Henrik Søfarerens kaptajner, João Gonçalves Zarco og Tristão Vaz Teixeira ført af en storm til øen Madeira. I 1427 opdagede en anden portugisisk kaptajn øgruppen Azorerne.

Under en ekspedition til Tanger i 1436 udsendt af kong Edvard af Portugal i årene (1433–1438) blev den portugisiske hær nedkæmpet, men formåede at undgå at blive ødelagt ved at lade prins Ferdinand, kongens yngste broder, blive taget som gidsel. Prins Henriks kaptajner fortsatte med at udforske Afrika og Atlanterhavet. I 1434 blev søvejen rundt om Cape Bojador fundet. I 1441 kom den første ladning med slaver til Lissabon, og slavehandelen skulle snart blive en af de mest lønsomme indtægtskilder for det portugisiske imperium. Senegal og Kapp Verde blev nåede i 1445. I 1446 var António Fernandes nær ved at nå Sierra Leone.

I mellemtiden fortsatte koloniseringen af Azorerne fra og med 1439 og Madeira, hvor nybyggere fra Portugal, Frankrig og Flandern producerede sukker og vin. Guld fra Guinea stimulerede den portugisiske handelsøkonomi, og det blev tydeligt, at opdagelserne ikke kun havde religiøse og videnskabelige fordele men tillige var økonomisk yderst lønsomme.

Under Alfonso V, Afrikaneren (1443–1481), blev Guinea-bugten udforsket helt frem til Cape St Catherine, og der blev sendt tre ekspeditioner til Marokko i 1458, 1461 og 1471. I 1458 blev Alcácer Ceguer (arabisk: El Qsar es Seghir) erobret fra maurerne, og i 1471 blev Arzila og Tanger erobrede.

I 1474 fik opdageren João Vaz Corte-Real et kapitani på Azorerne for at have opdaget Terra Nova dos Bacalhaus (Det nye torskefiske-land) i 1472. Nogle mener, at der dermed sigtes til Newfoundland. Det er muligt, at dette kan være rigtigt, men det er få beviser på dette på grund af, at portugiserne kun gav meget lidt information om sine egne opdagelser. Enkelte beviser kan måske bekræfte teorien. João Vaz Corte-Real var nemlig far til Corte-Real-brødrene, som udforskede Newfoundland i 1500.

Alfonso 5. gjorde krav på den kastilliansk-leonske trone, da han giftede sig med prinsesse Joan af Castillen, men Isabella udråbte sig selv til dronning af Castillen. Alcáçovas-aftalen, som blev undertegnet i 1479, gav Portugal eneret til at sejle på havet sønden for De Kanariske øer, og portugiserne valgte da at anerkende Isabella som dronning af Castillen.

Under João 2. af Portugal (1481–1495) blev fortet São Jorge da Mina (nu Elmina i Ghana) grundlagt for at beskytte Guinea-handelen. Dette blev det portugisiske hovedkvarter i Vestafrika frem til 1637. Diogo Cão opdagede Congo i 1482 og nåede Cape Cross i 1486. I 1488 rundede Bartolomeu Dias Kap det gode håb, og dermed var passagen til Indien åbnet.

Tordesillas-traktaten (1494)[redigér | redigér wikikode]

Første side af Tordesillas-traktaten, som delte verden mellem Spanien og Portugal.

Portugal så for sig et enormt handelspotentiale i den fundne søvej rundt om Afrika til Indien og resten af Asien og arbejdede offensivt for at udvikle dette både med handelsudsteder og fæstninger.

Pavebullen Inter caetera i 1493 og Tordesillas-traktaten i 1494 delte verden uden for Europa mellem Portugal og Spanien. Linjen blev bestemt til at være nord-syd-meridianen 1.550 km vest for Kap Verde-øerne ud for vestkysten af Afrika. Dette resulterede i, at hele Afrika og næsten hele Asien ville tilhøre Portugal, mens næsten hele den nye verden ville tilhøre Spanien.

Det første forslag fra pave Alexander 6. om pladseringen af linjen blev flyttet noget vest over af João den 2. af Portugal, og dette blev vedtaget. Denne nye linje gjorde, at Brasilien og Newfoundland (efter datidens opfattelse) blev en del af Portugal i året 1500. Efter som afstanden, som blev foreslået af João 2. ikke er et "rundt" tal (370 sømil), mener nogle, at Portugal kendte til disse landområder før Tordesillas-traktaten i 1494. João den 2. døde året efter, i 1495.

Imperiets glansdage (1494-1580)[redigér | redigér wikikode]

Portugisisk villa i Goa.
Foto: Dominik Hundhammer

Efter, at Tordesillas-traktaten var underskrevet, fik Portugal eneret på at sejle rundt om Afrika, og i 1498 nåede Vasco da Gama Indien, og etablerede de første portugisiske udposter der. Snart var Portugal midtpunktet for handelen med Østen.

I Østafrika blev små muslimske stater langs kysten af Mozambique, Kilwa, Brava og Mombasa enten ødelagt, eller de blev undersåtter under eller allierede med Portugal. Pêro da Covilhã nåede Etiopien allerede i 1490 ved at rejse i skjul, og en delegation af diplomater mødte lederen for landet i 1520. Den 22. april 1500 gik Pedro Álvares Cabral i land på det senere Porto Seguro i Brasilien, og der blev oprettet midlertidige handelsstationer for at indsamle brasiliansk træ, som blev brugt til farvning.

Sokotra i Det Arabiske Hav blev okkuperet i 1506, og samme år besøgte Lourenço d'Almeida Ceylon. I Det Indiske Ocean blev Madagaskar opdaget i 1507 af et af Pedro Álvares Cabrals skibe, og landet blev delvist udforsket af Tristão da Cunha. Mauritius blev opdaget samme år. I 1509 vandt portugiserne søslaget ved Diu mod en koalition sammensat af Ottoman-sultanen Beyazid 2., sultanen af Gujarat, mameluk-sultanen af Kairo, raja Samoothiri af Kozhikode, Den venetianske republik og Ragusan-republikken (Dubrovnik). Det andre slag om Diu i 1538 gjorde ende på de osmanniske fremstød i Indien og bekræftede det portugisiske enevælde i Det indiske ocean.

Portugal grundlagde handelsstationer på fjerne steder som Goa, Malakka, Molukkene, Macao og Nagasaki. Portugal holdt både europæiske og asiatiske konkurrenter ude og dominerede ikke blot handelen mellem Asien og Europa men også meget af handelen mellem ulige områder i Asien, så som Indien, Indonesien, Kina og Japan. Jesuit-missionærer som den spanske Francis Xavier fulgte portugiserne for at sprede den romersk-katolske kristne tro til Asien, med vekslende held.

Mens portugisiske skibe udforskede Asien og Sydamerika, fik João Fernandes Lavrador og Corte-Real-brødrene tilladelse af kong Manuel 1. af Portugal til at udforske Nordatlanten. Lavrador genopdagede Grønland og udforskede området Labrador, som blev opkaldt efter ham. Miguel og Gaspar Corte-Real udforskede Newfoundland og omkring liggende områder. TorskenNewfoundland banks blev udnyttet, og der blev indført skatter for at give indtægter til kongedømmet. João Álvares Fagundes bad i 1521 om tilladelse til at bygge en koloni i området og fik kongens godkendelse hertil. Kolonien blev forladt i løbet af fem år, men årsagen til dette er ikke kendt. Siden de afrikanske og asiatiske territorier var mere lukrative, faldt den portugisiske interesse for Nordamerika. I sidste halvdel af det 16. århundrede havde Portugal begrænset aktiviteten i Newfoundland og Labrador til fiskeri.

I 1503 opdagede en portugisisk ekspedition under ledelse af Gonçalo Coelho, at franskmændene gjorde landstigning og plyndrede områder, som nu ligger i Brasilien. I 1530 organiserede João III koloniseringen af Brasilien i form af 15 capitanias hereditárias ('arvelige kapitani-områder'), som blev tilbudte alle de, som ville administrere og udforske dem. Det samme år blev en ny ekspedition sendt ud under ledelse af Martim Afonso de Souza med ordre om at afpatruljere hele den brasilianske kyst, drive franskmændene ud og grundlægge de første kolonibyer: São Vicente på kysten, og São Paulo ved højsletterne. Kun to af de 15 oprindelige kapitania, Pernambuco og São Vicente, oplevede vækst. Da bosættelserne blev permanente, blev sukkerrør-industrien indført, og den krævede megen arbejdskraft. Først blev behovet dækket af indianere, og senere af afrikanske slaver. Den første generalguvernør over Brasilien, Tomé de Sousa blev udsendt i 1549. Han erklærede kapitani-systemet for ineffektivt og grundlagde hovedstaden Salvador ved Baía de Todos os Santos. De første jesuitter kom samme år.

Den tredje guvernørgeneral i Brasilien, portugiseren Mem de Sá, formåede at ødelægge den franske koloni i Guanabarabugten, som havde navnet France Antarctique, i årene mellem 1565 og 1567. Kolonien havde da eksisteret i 10 år. Mem de Sá grundlagde da, sammen med nevøen Estácio de Sá, byen Rio de Janeiro i marts 1567.

I 1578 kom portugisiske korsfarere ind mod Marokko og blev mødt af Ahmed Mohammed af Fez ved Alcazarquivir. Det er sandsynligt, at Kong Sebastian af Portugal blev dræbt i kampene, eller at han blev henrettet efterfølgende. Slaget markerede slutningen på Portugals ambitioner om verdensherredømme.

Kongehuset Habsburg (1580-1640)[redigér | redigér wikikode]

Mellem 1580 og 1640 var den portugisiske trone under de spanske Habsburg-konger, hvis besiddelser udgjorde det største koloniimperium nogen sinde indtil da. I 1583 sendte Filip 1. af Portugal, 2. af Spanien den sammenslåede Iberiske flåde ud for at fordrive franske handelsmænd fra Azorerne. Azorerne var den sidste del af Portugal, som stod imod Filips herredømme.

Med to verdensomspændende imperier at styre over og med konkurrencen fra nederlændinge, englændere og franskmænd lod Habsburg-kongerne være at værne om flere af de portugisiske territorier rundt om i verden. I denne periode mistede Portugal flere store områder til de andre kolonimakter.

Den portugisiske ekspansion fortsatte i Amerika vest for meridianen, som blev bestemt af Tordesillas-traktaten. Portugal formåede at mobilisere en militærekspedition som nedkæmpede og fordrev de franske nybyggere i France Équinoxiale i 1615, mindre end fire år efter, at de kom til landet. Den 30. april 1625 generobrede en portugisisk flåde under ledelse af Fadrique de Toledo byen Salvador da Bahia fra nederlændingene. Skvadronen bestod af 22 portugisiske skibe, 34 spanske skibe og 12.500 mænd. Tre fjerdedele var spanske, og resten var portugisiske.

Kort over Habsburg-kongernes territorium under unionen mellem Portugal og Spanien (1580–1640)

I 1627 faldt den kastillianske økonomi sammen. Nederlændingene, som havde prioriteret at opbygge deres flåde i løbet af tolvårs-våbenhvilen, knuste den spanske søfartshandel efter, at der på ny var udbrudt krig. Spanien havde været helt afhængig af denne handel efter krakket. Selv om Spanien vandt flere sejre, måtte de bruge deres ressourcer over hele Europa foruden, at den livsvigtige søfart måtte værnes mod den nederlandske flåde, som var blevet kraftigt udbedret. Spaniens fjender, så som Nederlandene og England, higede efter den spanske rigdom på den anden side af havet og valgte ofte at gå til angreb på de svage portugisiske udposter frem for de spanske. Spaniolerne kunne ikke længere beherske havene. Dermed var forudsætningerne skabt for den nederlandsk-portugisiske krig.

Mellem 1638 og 1640 fik Nederlandene kontrol over Nordøstbrasilien med hovedsæde i Recife. Portugiserne vandt en vigtig sejr i det andet slag om Guararapes i 1649. Endnu før 1654 havde nederlændingene overgivet sig og tilbagegivet kontrollen af alle områderne til portugiserne.

Selv, om de nederlandske kolonier i Brasilien blev udslettede,formåede hollænderne at okkupere Ceylon, Kap det gode håb og Ostindien og at overtage handelen med Japan i Nagasaki. De portugisiske territorier i Asien blev reducerede til nogen baser i Macao, Østtimor og Portugisisk Indien.

Den brasilianske rigdom (1640-1822)[redigér | redigér wikikode]

Tiradentes henrettet.

Tabet af kolonier var en af grundene til, at unionen med Spanien endte. I 1640 blev João 4. erklæret konge af Portugal og den portugisiske genoprettelseskrig startede. I 1668 anerkendte Spanien ophævelsen af den Iberiske union i bytte mod, at Portugal gav Ceuta til den spanske krone.

I 1661 gav portugiserne Bombay og Tanger til England som del af en handel, og i løbet af de næste hundrede år udviklede briterne sig til at blive den dominerende magt i Indien, efter som Mogul-imperiet gik i opløsning. Andre aktører var næsten helt udelukkede fra at handle der, men Portugal formåede at holde på Goa og flere mindre baser gennem koloniperioden.

I 1755 blev Lissabon ramt af et katastrofalt jordskælv med en påfølgende tsunami, som tog livet af mere end 100.000 mennesker af en samlet befolkning på 275.000. Dette havde en stærk indvirkning på de portugisiske koloniambitioner i slutningen af 1700-tallet.

Selv, om Brasilien i starten ikke havde så stor betydning, kom området til at blive hovedcenteret for det portugisiske koloniprojekt, og Portugal hentede her værdifulde råvarer som guld, ædelsten, sukkerrør, kaffe og andre avlinger. Frivillig udvandring til Brasilien fra Europa og slavehandelen fra Afrika gjorde, at befolkningen voksede betydeligt, og i dag er Brasilien det største portugisisk talende land i verden.

I modsætning til spanjolerne delte portugiserne ikke det koloniserede område i Amerika op. Kapitanierne, som blev oprettede i starten, måtte indordne sig under en central administration i Salvador, som rapporterede direkte til kongehuset i Lissabon.

I 1789 opstod der en oprørsgruppe, som ville frigøre Brasilien fra Portugal, med navnet Inconfidência Mineira. Denne blev der slået ned på, og lederen Tiradentes blev hængt.

I 1808 invaderede de franske tropper Portugal under ledelse af Napoleon, og kronprinsen Dom João beordrede, at kongehuset og hoffet skulle flyttes til Brasilien. I 1815 blev Brasilien opgraderet til kongedømme, og den portugisiske stat fik det officielle navn "Det forenede kongedømme Portugal, Brasilien og Algarve" (Reino Unido de Portugal, Brasil e Algarve). I den konstitutionelle retsforsamling, Cortes Constitucionais Portuguesas, blev der også indvalgt brasilianske repræsentanter.

Dom João flyttede regeringshovedkvarteret til Brasilien i 1808 i et forsøg på at flygte fra Napoleon. Brasilien blev da et kongedømme under Dom João 6.. Selv, om kongefamilien returnerede til Portugal i 1821, var der skabt et voksende ønske om frihed blandt brasilianerne. I 1822 erklærede sønnen af Dom João 6., da kronprins Dom Pedro 1., landet selvstændighet fra Portugal og blev kronet til kejser.

Portugisisk Afrika og de oversøiske provinser (1822-1961)[redigér | redigér wikikode]

Den mozambiqiske konge Gungunhana gjorde oprør og blev sendt i eksil. Her sammen med sine koner, som også blev sendt i eksil, i 1899.

Da den europæiske kolonialisme havde sin glanstid i 1800-tallet, havde Portugal mistet sit territorium i Sydamerika og næsten alle i Asien. I denne periode fokuserede den portugisiske kolonimagt på at ekspandere udposterne i Afrika. Målet var at gøre dem til større landområder således, at de kunne stå imod de andre europæiske kolonimakter. De portugisiske territorier blev da det, som senere modsvarer Kap Verde, São Tomé og Príncipe, Angola og Mozambique.

Portugal udforskede indlandsområderne i Angola og Mozambique, og opdagere som Hermenegildo Capelo og Roberto Ivens var blandt de første europæere, som krydsede Afrika fra vest til øst. I slutningen af 1800-tallet var målet for portugiserne at gennemføre projektet med "Det rosa kort", som skulle indebære at knytte de to kolonier sammen. Denne idé var uacceptabel for briterne, som på sin side havde et projekt om at beslaglægge en linje gennem Afrika fra nord til syd, mellem Kairo og Cape Town. Det britiske ultimatum i 1890 blev modtaget af kong Carlos 1. af Portugal, og "Det rosa kort" blev skrinlagt. Republikanerne brugte kongens reaktion mod ultimatummet som led i den anti-monarkistiske bevægelse. I 1908 blev kong Carlos og prins Luís Filipe dræbt i Lissabon. Broderen til Luís Filipe, Manuel, blev kronet som kong Manuel 2. af Portugal. To år senere blev Portugal omdannet til en republik.

Under 1. verdenskrig blev Mozambique truet af tyske styrker, og Portugal kom med i krigen for at værne om kolonierne. Portugal var i en dårlig forfatning på grund af de ineffektive og kortvarige republikanske regeringer, og dette blev forstærket af krigen.

I 1926 fik Portugal et fascistisk regime. António de Oliveira Salazar tog magten i 1933, og udøvede et diktatorisk regime. Han regnede de portugisiske kolonier som oversøiske provinser tilhørende Portugal, og han modarbejdede efter 2. verdenskrig aktivt frigørelsen af kolonierne i modsætning til andre kolonimagter som England, Frankrig og Nederlandene. Portugal blev dermed det land i Europa, som holdt længst på de større af sine koloniområder.

Den kolde krig skabte endnu mere ustabilitet, efter som USA og Sovjetunionen virkede for at udvide deres kontrolsfærer. I 1957 invaderede Indien Dadra og Nagar Haveli, og i 1961 blev Goa og Daman og Diu invaderet. Dette betød afslutningen på det portugisiske kolonistyre i Indien.

I 1961 kunne Portugal ikke længere bremse befrielsesbevægelserne i Afrika, og Den portugisiske kolonikrig brød ud.

Forfald og kollaps (1961-1999)[redigér | redigér wikikode]

Monumentet over de portugisiske opdagelser i Lissabon.

Den portugisiske kolonikrig var hårdest i Portugisisk Guinea (nu Guinea-Bissau), Angola og Mozambique, og de portugisiske styrker var udsatte for mange dødelige angreb. Den fejlslagne krig mod de ulige guerillabevægelser fik en alt for høj pris for Salazar-regimet, og i 1974 faldt regimet under den såkaldte "nellikerevolution". Det nye, demokratiske regime, som kom efter Salazar, gjorde med et slag ende på krigene og startede forhandlingerne om tilbagetrækning fra de afrikanske kolonier. I både Mozambique og Angola udbrød der omgående borgerkrig mellem kommunistiske "regeringer" dannede af tidligere oprørsgrupper mod kolonimagten og støttede af Sovjetunionen og Cuba og modstandsgrupper støttede af blandt andre Zaire, Sydafrika og USA.

Østtimor blev også uafhængigt men blev omgående invaderet af nabolandet Indonesien, som okkuperede landet frem til 1999.

Det portugisiske oversøiske imperium endte endeligt, da Portugal overgav Macao til Kina i 1999. Aftalen var forhandlet frem under lignende forudsætninger som en aftale om overleveringen af Hongkong fra Storbritannien.

I 1999 blev Østtimor frigjort fra den indonesiske okkupationsmagt og blev etableret som en selvstændig stat efter en folkeafstemning i 2002.

De syv tidligere portugisiske kolonier, som nu er selvstændige lande, har sammen med Portugal dannet Sammenslutningen af portugisisksprogede lande, CPLP.

Territorier i det portugisiske koloniimperium[redigér | redigér wikikode]

I Afrika[redigér | redigér wikikode]

  • Angola/Portugisisk Vest-Afrika – koloni (1575–1589); kronkoloni (1589–1951); oversøisk provins (1951–1971); delstat (1971–1975). Uafhængig 1975.
  • Arguin/Arguim – (1455–1633)
  • Accra (1557–1578)
  • Cabinda – protektorat (1883–1887); Congo, distrikt (1887–1921); intendat under Maquela (1921–1922); underordnet Zaire, distrikt (1922–1930); Intendat under Zaire og Cabinda (1930–1932); intendat under Angola (1932–1934); underordnet Angola (1934–1945); genoprettet som distrikt (1946–1975). Kontrolleret af Frente Nacional para a Libertação de Angola (Den nationale angolanske befrielsesfront) som del af det uafhængige Angola i 1975. Cabinda erklæret som republik i 1975, ikke anerkendt af Portugal eller Angola.
  • Cabo Verde/Cape Verde – bosættelser (1462–1495); underlagt kronkolonierne (1495–1587); kronkoloni (1587–1951); oversøisk provins (1951–1974); selvstændig republik (1974–1975). Uafhængig i 1975.
  • Ceuta – erobret territorium (1415–1640). Blev spansk 1640.
  • Elmina – erobret territorium (1482–1637)
  • Fernando Póo og Annobón – kolonier (1474–1778). Overdraget til Spanien i 1778.
  • Den portugisiske guldkyst – (1482–1642), overdraget til Den nederlandske guldkyst i 1642
Det portugisiske flag bliver hejst for sidste gang i Guinea-Bissau i 1974
  • Guiné Portuguesa/Portugisisk Guinea – koloni (1879–1951); oversøisk provins (1951–1974). Unilateral uafhængighed erklæret i 1973, anerkendt af Portugal i 1974.
    • Cacheu – kapitani (1640–1879). Slået sammen med Bissau i 1879.
    • Bissau – bosættelse under Cacheu (1687–1696); kapitani (1696–1707); forladt (1707–1753); separat koloni under Kap Verde (1753–1879). Slået sammen med Cacehu i 1879.
  • Madagaskar – sydlige del (1496–1550)
  • Madeira – erobret territorium (1418–1420); koloni (1420–1580); kronkoloni (1580–1834); autonomt distrikt (1834–1976). Omgjort til autonom region i 1976.
  • Mascarene-øerne – befæstet udpost (1498–1540)
  • Malindi – okkupation (1500–1630)
  • Mombasa – okkupation (1593–1638); koloni under Goa (1638-1698; 1728-1729). Under Oman i 1729.
  • Marokko -enklaver
    • Aguz/Souira Guedima (1506–1525)
    • Alcacer Ceguer/El Qsar es Seghir (1458–1550)
    • Arzila/Asilah (1471-1550; 1577-1589). Tilbage til Marokko i 1589.
    • Azamor/Azemmour (1513–1541). By tilbage til Marokko i 1541.
    • Mazagan/El Jadida (1485–1550); erobring (1506–1769). Indlemmet i Marokko i 1769.
    • Mogador/Essaouira (1506–1510)
    • Safim/Safi (1488–1541)
    • Santa Cruz do Cabo de Gué/Agadir (1505–1541)
  • Mosambik/Portugisisk Øst-Afrika) – erobring (1498–1501); under Goa (1501–1569); generalkapitani (1569–1609); koloni under Goa (1609–1752); koloni (1752–1951); oversøisk provins (1951–1971); delstat (1971–1974); lokal overgangsregering (1974–1975). Uafhængig i 1975.
  • Quíloa (1505–1512)
  • Saint Laurent-øyene (Madagaskar) – befæstet udpost (1498–1540)
  • São João Baptista de Ajudá – fort under Brasil (1721–1730); under São Tomé og Príncipe (1865–1869). Annekteret af Dahomey i 1961.
  • São Tomé e Príncipe – kronkoloni (1753–1951); oversøisk provins (1951–1971); lokalt administreret (1971–1975). Uafhængig i 1975.
    • São Tomé – Erobring (1470–1485); koloni (1485–1522); kronkoloni (1522–1641); administreret under nederlandsk okkupation (1641–1648). Okkuperet af Frankrig i 1648.
    • Principe – koloni (1500–1573). Slået sammen med São Tomé i 1573.
  • Tanger – erobring (1471–1662). Overdraget til England i 1662.
  • Zanzibar – erobring (1503–1698). Blev del af Oman i 1698.
  • Ziguinchor – erobring (1645–1888). Overdraget til Frankrig i 1888.

I Nordamerika og Nordatlanten[redigér | redigér wikikode]

  • Azorerne – kolonier (1427–1766); generalkapitani (1766–1831); De autonome distrikter Angra do Heroismo, Horta og Ponta Delgada (1831–1976). Autonom region i 1976.
  • Corte-Real-landet (Newfoundland) – erobring (1500–1521); koloni (1521–1526); forladt
    • Terra Nova (Newfoundland), også kendt som Terra dos Bacalhaus (Torskelandet) – erobring (1500–1521); koloni (1521–1526)
    • Nova Scotia – erobring (1500–1521); koloni (1521–1526)
  • Labrador – erobring (1499–1521); koloni (1521–1526); forladt
  • Sydgrønland (Lavrador-øen) – erobring (1499-?); forladt

I Central- og Sydamerika[redigér | redigér wikikode]

  • Barbados – Erobring kendt som Os Barbados, oppdaget af Pedro Campos i 1536 som et eksilområde for brasilianske jøder. Det eneste territorium i Caribien, som portugiserne havde i 84 år før Portugal forlod øen til fordel for opdagelsesrejser nærmere Brasilien.
  • Brasil – Erobret territorium kendt som Ilha de Santa Cruz, senere Terra de Vera Cruz (1500–1530); koloni (1530- 1714); vicekongedømme (1714–1815); kongedømme under Det forenede kongerige Portugal (1815–1822), uafhængig i 1822.
  • Cisplatina (Uruguay) – erobring (1808–1822). Kapitani i 1817 (del af Det forenede kongedømme Portugal, Brasilien og Algarves). Indlemmet under det nye brasilianske imperium i 1822. Uafhængig i 1827, ændret navn til Uruguay.
  • Fransk Guyana – erobring (1809–1817). Tilbage til Frankrig i 1817.
  • Nova Colônia do Sacramento – Koloni i nutidens Uruguay (1680; 1683-1705; 1715-1777). Overdraget til Spanien i 1777.

I Asien og Oceanien[redigér | redigér wikikode]

  • Bandaøerne (1512–1621)
  • Bahrain – erobring (1521–1602)
  • Burma – bosat af portugisiske handelsmænd i 1600-tallet og styret af Felipe de Britto (koloni kaldet Syriam, ændret navn til Thanlyn).
  • Ceylon (Sri Lanka) – koloni (1597–1658). Nederlenderne tok kontroll i 1656, Jaffna ble tatt i 1658.
  • Flores Island – erobring (1500-1800-tallet)
  • Gamru/Bandar Abbas – erobring (1506–1615)
  • Hormuz/Ormuz – erobring under Goa (1515–1622). Indlemmet i Persarriget i 1622.
  • Lakkadivene (1498–1545)
  • Macao – bosetting (1553–1557), territorium under Goa (1557–1844); oversøisk provins (1844–1883); kombineret oversøisk provins med Østtimor under Goa (1883–1951); oversøisk provins (1951–1976); Kinesisk territoium under portugisisk administration (1976–1999). Tilbage til Kina) som en særskilt administreret region i 1999.
  • Makassar (1512–1665)
  • Malacca – bosættelse (1511–1641); tabt til Nederland
  • Maldivene – erobring (1518-1521, 1558-1573)
  • Molukkene
  • Muskat – erobring (1515–1650)
  • Nagasaki (Deshima) (1571–1639)
  • Índia Portuguesa/Portugisisk Indien - oversøisk provins (1946–1962). Overtaget af Indien i 1962 og anerkendt af Portugal i 1974.
  • Sokotra – erobring (1506–1511). Blev del af Mahri-sultanatet Qishn og Suqutra
  • Timor-Leste (Østtimor) – koloni under Portugisisk Indien (1642–1844); under Macao (1844–1896); egen koloni (1896–1951); oversøisk territorium (1951–1975); erklæret republik og erklæret unilateralt uafhængig, annekteret af Indonesien (1975-1999, anerkendt af FN som portugisisk territorium). Administreret af FN fra 1999 til det blev uafhængigt i 2002.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]