Guldkysten

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Gold Coast (Engelsk)
Groß Friedrichsburg (Tysk)
Ne­derlandse Goudkust (Hollandsk/Nederlandsk)
Costa do Ouro (Portugisisk)
Svenska Guldkusten (Svensk)
Guldkysten
Britisk koloni
Flag of Ashanti.svg
 
Flag of the Gold Coast.svg
1821–1957 Flag of Ghana.svg

Guldkystens flag

Flag

Geografisk placering af Guldkysten
Kort over Guldkysten fra 1896.
Hovedstad Cape Coast (1821-1877)
Accra (1877-1957)
Sprog Engelsk
Styreform Konstitutionelt monarki
Monark
 - 1821-1901 Victoria (første)
 - 1952-1957 Elizabeth II (sidste)
Historisk æra
 - Etableret 1821
 - Kombination med lokale kongeriger 1901
 - Britisk Togoland bliver tilføjet 13. december 1956
 - Selvstændigehed som Ghana 6. marts 1957

Guldkysten (Gold Coast) var en britisk koloni ved Guineabugten i Vestafrika. I 1957 blev Guldkysten til det uafhængige land Ghana.

Guldkysten blev dannet som koloni i 1821, men navnet havde i lang tid været i brug af europæerne om områdets kyststrækning, på grund af de rige guldforekomster.

Guineabugten omfattede Guldkysten, Slavekysten og Elfenbenskysten, opkaldt efter de enkelte områders vigtigste handelsvarer. Guld, slaver og elfenben drejede det sig om for europæerne i hele området, men i forskellig målestok. Europæiske skibe, der anløb Guineabugten i 16- og 1700-tallet, gik oftest i trekantfart med disse tre varer i lasten.

Briterne udvidede gradvis koloniens territorium ved erobringstogter mod lokale stammer, Ashantikonføderationen og andre europæiske lande, der havde etableret små kolonier i området.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Guldkysten opdagedes 1470 af portugiserne Santarem og Escovar, men først 1482 anlagdes det første fort San Jorge de la Mina på det sted, hvor senere Elmina lå. I halvandet hundrede år herskede portugiserne uindskrænket her, indtil deres forter blev erobrede af hollænderne 1637. Kort tid efter begyndte engelske eventyrere at sætte sig fast på kysten, men blev også snart fordrevne af hollænderne, og først det kongelige engelske afrikanske selskab (stiftet 1672) erhvervede varige besiddelser. Både hollænderne, englænderne og danske, der erhvervede sig et par småkolonier, betalte kyststammerne, på hvis jord forterne var anlagte, en årlig tribut, hvilket førte til langvarige stridigheder mellem englænderne og aschantierne. Denne krigeriske stamme drog 1807 fra indlandet ned mod kysten og undertvang englændernes trofaste allierede fantierne samt forlangte af englænderne den tribut, der ydedes fantierne. Englænderne indlod sig noget overilet i kamp med dem og led i begyndelsen, navnlig 1824, svære tab, men efter flere års kampe tvang de aschantierne til at afstå landet syd for Prah. Ved køb og byttehandler erhvervede englænderne efterhånden de fleste andre europæiske besiddelser, således de danske (Christiansborg, Augustenborg og Fredensborg) 1850 og 1872 alle de hollandske. Allerede 1821 var det private kompagni blevet ophævet og Guldkysten lagt ind under kolonien Sierra Leone, men 1874 konstitueredes den som selvstændig kronkoloni. 1873 måtte englænderne atter kæmpe med aschantierne, hvis hovedstad Kumassi blev erobret af general Wolseley, og 1895 erobredes endelig hele riget, som blev lagt ind under Guldkysten, hvortil kom 1901 The Northern Territories. Hovedstaden var oprindelig Cape Coast, koloniens betydeligste by, men på grund af byens usunde klima forlagdes guvernørens residens 1876 til Christiansborg ved Akkra.

Den engelske koloni, Colony of the Gold Coast, havde i 1911 et areal af 308.870 km2 med omkring 1.500.000 indbyggere hvoraf 1.700 europæere, heri er medregnet Aschanti og The Northern Territories. Guvernøren residerede i Fortet Christiansborg ved Akkra. Garnisonen bestod af muhammedanske haussaer under engelske officerer. Koloniens indførsel beløb sig i 1913 til 4,9 mio. £ og udførselen til 5,4 mio. £, og den bestod især af palmeolie og Guinea-korn samt guldstøv, kokos, kautsjuk og kolanødder. De vigtigste havnepladser var: Axim, Dixcove, Elmina, Cape Coast, Saltpond, Winnebah, Akkra (Christiansborg), Adda og Quitta. En jernbanelinie var anlagt fra Sekondi ved kysten til Kumassi i Aschanti, og en anden mellem Akkra og Mangoase blev bygget.[1]

De britiske Territorier i Vestafrika, som var kendt under dette navn, omfattede efter 1. verdenskrig Gold Coast Colony (60.800 km2 med 1.171.913 indbyggere i 1921), Aschanti (63.600 km2 med 406.193 indbyggere), Nord-territorierne (79.200 km2 med 530355 indbyggere) samt mandatet over den vestlige del af den tidligere tyske koloni Togo (33.772 km2 med 188.039 indbyggere).

I årene efter 1. verdenskrig blev der gjort meget for at udvikle samfærdselsmidlerne; foruden jernbanelinjen Sekondi-Kumassi med dens talrige forgreninger blev linjen Accra—Kumassi fuldført 1923 og en linje fra Huni Valley til Kade bygget, desuden blev anlagt en mængde veje.

Agerdyrkningen var fra begyndelsen af det 20. århundrede under stærk forandring, idet den påbegyndte kakaodyrkning udviklede sig så rivende, at Guldkysten efter verdenskrigen var verdens langt det vigtigste kakaoeksporterende land (i 1926 for omkring 9 mio. £). Dyrkningen var næsten helt i hænderne på de indfødte bønder. Accra var hovedudførselshavnen.[2]

I 1946 blev ashantiprotektoratet Britisk Togoland og Fante-protektoratet indlemmet i Guldkysten, og dermed konsolideret som én koloni. Da Guldkysten blev uafhængig ni år senere, fik den navnet Ghana.

Noter[redigér | redigér wikikode]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Ole Justesen, Danish sources for the history of Ghana 1657-1754, 2 bind, Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, 2005. ISBN 87-7304-312-5.
  • Thorkild Hansen, Slavernes Kyst, Gyldendal, 1967. ISBN 87-00-97851-5.