Kapkolonien

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Kaapkolonie
Cape Colony
Kapkolonien
Britisk koloni
Prinsenvlag.svg
1795–1910 Flag of South Africa 1928-1994.svg

Kapkoloniens flag

Flag

Nationalmelodi
God Save the Queen
Geografisk placering af Kapkolonien
Kapkolonien (i rødt)
Hovedstad Kapstaden
Sprog Engelsk, Hollandsk ¹
Religion Reformerte kirke, Anglikanske kirke
Styreform Konstitutionelt monarki
Konge
 - 1795-1820 George III
 - 1901-1910 Edvard VII
Guvernør
 - 1797-1798 George Macartney
 - 1901-1910 Walter Hely-Hutchinson
Premierminister
 - 1908–1910 John X. Merriman
Historisk æra
 - Etableret 1795
 - Hollandsk koloni 1803-1806
 - Engelsk-hollandsk aftale 1814
 - Natal 1844
 - Ophørt 1910
Areal
 - 1910 569.020 km²
Befolkning
 - 1910 est. 2.564.965 
     Tæthed 4,5 /km² 
Valuta Engelsk pund
¹ Hollandsk var officielt sprog indtil 1806, da briterne erstattede hollandsk med engelsk. Hollandsk blev i 1882 andet officielt sprog.

Kapkolonien var en koloni, i det der i dag er Sydafrika, etableret af det hollandske Ostindiske kompagni i 1652, med grundlæggelsen af Kapstaden. Den blev grundlagt som en mellemstation for skibe, der sejlede mellem Holland og Batavia. Denne rolle beholdt kolonien længe, men senere bevægede nybyggere sig ind i landet og opdyrkede det. Nybyggerne kom hurtigt i konflikt med khoikhoier ("hottentotter") og sanfolket ("buskmænd").

Storbritannien besatte kolonien i 1795 og annekterede den endeligt i 1806. De fortsatte konflikter mellem nybyggerne, de såkaldte boere, og de indfødte gjorde, at briterne i 1820 igangsatte en kampagne for at få briter til at slå sig ned i kolonien. Frem til dette tidspunkt havde nederlandsk været enerådende, men nu begyndte engelsk at gøre sig gældende.

I årene 1836 til 1840 flyttede mængder af misfornøjede boere i det, som blev kendt som Great Trek, ud af kolonien over floderne Oranje og Vaal og etablerede en række boerrepubliker, deriblandt Sydafrikanske republik (Transvaal) og Oranjefristaten. De næste 100 år skulle området præges af konflikter mellem briter og boere, en konflikt, som kulminerede i første og anden boerkrig. Med den britiske sejr i 1902 blev Oranjefristaten og Sydafrikanske republik britiske kolonier, og Kapkolonien sluttede sig til disse i Sydafrikanske union i 1910.

Kapkolonien var længe helt afhængig af landbrug. Fundet af diamanter i Kimberley i 1871 udløste en strøm af kolonister fra Europa, hovedsagelig briter, og der opstod store minesamfund i Kapkolonien. Cecil Rhodes blev gennem denne minedrift en mægtig mand, og han brugte sin position til at fremme britisk imperialisme. Han blev senere statsminister i kolonien, men måtte gå af som resultat af et mislykket kupforsøg i Transvaal, kendt som Jameson Raid.

Kapkolonien havde et areal som tilsvarede Kap-provinsen, og den strakte sig fra Atlanterhavskysten ind i landet og østover langs den sydlige kyst. Kolonien udgjorde cirka halvdelen af dagens Sydafrika. Grænsen mod øst gik til slut langs Fish River efter flere krige mod xhosaerne. I nord var floden Oranje, også kendt som Gariep, længe grænsen, men noget land mellem floden og den sydlige grænse af Botswana blev senere lagt til kolonien.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Kapkoloniens historie

Den første europæiske bosætning[redigér | redigér wikikode]

Den hollandske bosætning i området begyndte i marts 1647, da "Nieuwe Haarlem" led skibbrud. De skibbrudne byggede et lille fort, som de kaldte "Sand Fort af Kap Det Gode Håb". De blev der i næsten et år, før de blev reddet af en flåde på tolv skibe under ledelse af W.G. de Jong. Efter de returnerede til Holland, forsøgte nogle af de skibbrudne at overtale det hollandske Ostindiske kompagni (VOC) til at åbne et handelscenter ved Kap.

Jan van Riebeeck ankommer til Kap Det Gode Håb. Maleri af Charles Bell

En ekspedition på 90 calvinist–nybyggere, under ledelse af Jan van Riebeeck, grundlagde den første permanente bosætning nær Kap Det Gode Håb i 1652. Van Riebeeck var på et af redningsskibene, som var kommet de skibbrudne sømænd til undsætning, og da han så landet, bestemte han sig for at rejse tilbage. De ankom til stedet, hvor Kapstaden nu ligger den 6. april 1652 med de fem skibe:

  1. "Reijger",
  2. "Witte Olifant",
  3. "Goede Hoop",
  4. "Walvis",
  5. "Dromedaris".

Koloniens egentlige grundlæggelse skete i 1671 med det første landkøb fra khoikhoierne (kaldt "hottentotter" af nybyggerne) på indersiden af de oprindelige grænser til fortet, som blev bygget af van Riebeeck.

De tidligste kolonister var for det meste fra den lavere arbejderklasse og viste en ligegyldig holdning til at udvikle kolonien, men efter, at en kommissionær blev sendt ud i 1685 for at skaffe flere nybyggere, tiltrak kolonien sig en mere hengiven gruppe af immigranter. Franske flygtninge ankom til Kap efter at have forladt deres land efter ophævelsen af Nantes-ediktet. Denne lille gruppe af immigranter havde en mærkbar indflydelse på de hollandske nybyggeres karakter. Takket være politikken, som blev indført i VOC, som dikterede, at skolerne udelukkende skulle undervise på nederlandsk og strenge love om forsamlinger, ophørte de franske huguenotter inden midten af det 18. århundrede med at opretholde deres identitet, og kendskabet til fransk forsvandt.

VOC's bomærke

Kapkolonisterne skaffede sig senere alt landet fra khoikhoierne mod nord og øst fra deres base i Kapstaden. Et stort antal khoikhoier blev dræbt af kolonisterne. Foruden de, som døde i krig, blev hele khoikhoistammer alvorligt skadet ved udbrud af koppeepidemier i 1713 og 1755. Nogle få stammer bevarede deres uafhængighed, men majoriteten af khoikhoierne tog arbejde hos kolonisterne som hyrder. Den hollandske regering indførte i 1787 en lov, som underlagde de nomadiske khoikhoier visse restriktioner. Den direkte effekt af denne lov var, at khoikhoierne blev endnu mere afhængige af bønderne eller tvang dem til at migrere nordover ud af kolonien. De, som valgte at drage væk, blev mødt med fjendtlighed af deres gamle fjender, sanfolket, som boede på sletterne fra Nieuwveld– og Sneeuberge-bjergene til Oranje.

Eftersom de europæiske kolonister fortsatte med at presse sig indover i sanfolkets territorium, kom de i kontakt med dem. Bøndernes kvæg og får, som kun var vogtet af khoikhoi–hyrder, var meget fristende at stjæle for sanfolket. Repressalier fulgte, og situationen blev så anspændt, at det virkede for myndighederne, som om den eneste sikre vej at fortsætte, var at udrydde sanfolket helt. Krigeriske bander, kendt som "kommandoer", drog ud for at udrydde sanfolket. Inden for en periode på seks år skal kommandoerne have dræbt eller tilfangetaget op mod 3000 san. Ud af organiseringen af disse kommandoer med deres feltkommandanter og feltkornetter fremvoksede systemet for den lokale styreform i de hollandsk–bosatte distrikter i Sydafrika.

De hollandske kolonister importerede også arbejdere fra Indien, Indonesien, Madagaskar og Mozambique. Fra disse arbejdere stammer Cape Coloureds, som i dag udgør majoriteten af befolkningen i dagens Western Capeprovins.

Konflikter med det hollandske Ostindiske kompagni[redigér | redigér wikikode]

Et Karoo–landskab.

Hverken fjendtlighederne over for de indfødte eller kampen for at få landbruget til at lønne sig på Karoo eller veld forsinkede udviklingen for kolonisterne ilige så høj grad, som VOC's snæversynede og tyranniske politik. Kompagniet stoppede koloniens åbne immigration, monopoliserede handelen, slog de administrative, lovgivende og dømmende instanser sammen, fortalte bønderne, hvad de skulle dyrke og krævede en stor procentandel af hver bondes avl og trakasserede dem i øvrigt.

Kompagniet etablerede i 1745 en magistrat i Swellendam for at kontrollere emigranterne og et nyt i Graaff Reinet i 1786. Myndighederne erklærede, at Gamtoos skulle være koloniens østlige grænse, men emigranterne krydsede den snart. For at undgå konflikter med krigeriske, afrikanske stammer, som rykkede syd- og vestover fra det østlige, centrale Afrika, gik hollænderne i 1780 med til at gøre Fish River til koloniens grænse. De hårdt skatteplagede boere i grænsedistrikterne, som ikke fik beskyttelse mod afrikanerne, udviste i 1795 embedsmænd fra VOC og etablerede et uafhængigt styre ved Swellendam og Graaff Reinet.

Holland bukkede under for den franske hær under Napoleon Bonaparte i 1795. Hollands svaghed førte til, at en britisk armé under general James Henry Craig drog til Kapstaden for at sikre kolonien for statholder prins Vilhelm V af Oranje mod franskmændene. Guvernøren i Kapstaden nægtede først at bøje sig for ordrerne fra prinsen, men efter at briterne truede med at bruge magt, kapitulerede han. En af grundene til, at han gav efter, var, at khoikhoierne deserterede fra deres tidligere herrer og flokkede sig om briterne. Boerne i Graaff Reinet overgav sig ikke, før en hær blev sendt mod dem, og i 1799 og igen i 1801 gjorde de oprør. Kolonien kom i februar 1803 under kontrol af den Bataviske Republik som et resultat af Amiensfreden. Republikken indførte mange reformer, som kom oven i dem, som briterne havde indført under deres otte år lange styre. General Craig havde for eksempel afskaffet brugen af tortur i domstolsapparatet.

Xhosakrigene og de første britiske immigranter[redigér | redigér wikikode]

Fil:Map of South Africa (1818).jpg
Koloniens grænser i 1818.

De første af mange krige mod xhosaerne blev udkæmpet, da Kapkolonien blev overført til Storbritannien. Xhosaerne, som krydsede kolonigrænsen, blev kastet ud af distriktet mellem floderne Sundays og Fish, kendt som Zuurveld, et slags neutralt område. Én gang før 1811 havde xhosaerne indtaget det neutrale område og angrebet kolonisterne. For at kaste dem ud fra Zuurveld gik oberst John Graham ind i området med en hær af blandede etniciteter i december 1811, og xhosaerne blev drevet over Fish River. Om oberst Grahams hovedkvarter opvoksede der en landsby, som bar hans navn, Graham's Town, som senere blev til Grahamstown.

En konflikt spidsede til mellem Kapkoloniens regering og xhosaerne i 1817. Den umiddelbare årsag var et forsøg fra koloniens myndigheders side på at håndhæve tilbageleveringen af noget stjålet kvæg. 22. april 1817 angreb xhosaerne Grahamstown, ledet af en profethøvding som hed Makana. Grahamstown var beskyttet af en håndfuld hvide soldater. Hjælp ankom tidsnok, og angrebet blev slået tilbage. Parterne blev da enige om, at landet mellem floderne Fish og Keiskamma skulle være neutralt territorium.

Krigen i 1817–19 førte til den første bølge af immigration af britiske nybyggere i betydelig skala, en hændelse med langtrækkende konsekvenser. Den daværende guvernør, Charles Henry Somerset, hvis aftaler med xhosahøvdingerne havde vist sig ugennemførlige, ønskede at rejse en barriere mod xhosaerne ved at få hvide kolonister til at slå sig ned i grænseregionen. Efter råd fra lord Somerset stemte parlamentet i 1820 for at bruge £ 50.000 til at fremme migration til Kap, noget som fik 4000 briter til at emigrere. Disse immigranter, som i dag er kendt som nybyggerne i 1820, udgjorde Albanybosætningen, senere Port Elizabeth. Disse gjorde Grahamstown til deres hovedkvarter. Dette var primært ment som et tiltag for at sikre grænseområdet, og den blev af den britiske regering hovedsagelig regnet som en måde at finde arbejde for nogle tusind af de arbejdsløse i Storbritannien. Men migrationen havde langtrækkende virkninger, som dets organisatorer ikke havde tilsigtet. Nybyggerne, som kom fra næsten alle dele af de britiske øer og fra næsten alle samfundslag, beholdt deres stærke loyalitet over for Storbritannien. I tidens løb blev de en modpart til de hollandske kolonister.

Ankomsten af disse immigranter introducerede også det engelske sprog i Kap. Engelsksprogede dekreter blev udgivet for første gang i 1825, og i 1827 brugtes der også engelsk i retssager. Men hollandsk var ikke forkastet, og kolonisterne blev stort set tosprogede.

Et karakteristisk kaphollandsk hus i Graaff Reinet fra 1804.

Kolonien blomstrede, men mange hollandske bønder var lige så misfornøjede med britisk styre, som de havde været med VOC, selv om deres misnøje ikke handlede om de samme sager. Herrnhutiske missionærer havde i 1792 etableret sig med tanke på khoikhoierne, og i 1799 begyndte London Missionary Society sine forsøg på at konvertere både khoikhoierne og xhosaerne. Missionærernes forsvar af khoikhoierne skabte meget misnøje blandt majoriteten af kolonisterne. Deres konservative syn fortsatte, for i 1812 blev der udstedt et dekret, som gav magistraterne magten til at have khoikhoibørn som lærlinge under forhold, der mindede om slaveri. I mellemtiden blev bevægelsen for afskaffelse af slaveri stærkere i England, og missionærerne appellerede til både kolonister og Storbritannien.

En hændelse, som udspandt sig i 1815 og 1816, bidrog meget til at gøre de hollandske pionerer permanent fjendtlige ovenfor briterne. En bonde, som hed Bezuidenhout, nægtede at adlyde en indkaldelse, han havde fået, efter en klage fra en khoikhoi var blevet registreret. Han skød på mændene, som blev sendt for at arrestere ham, og han blev dræbt af modilden. Dette førte til et mindre oprør. Da det blev slået ned, blev fem ringledere offentlig hængt af briterne ved Slagter's Nek hvor de oprindelig havde sværgeet at kaste "de engelske tyranner" ud. Modviljen, som hængningen af disse mænd førte med sig, blev forstærket af omstændighederne ved henrettelsen, idet skafottet, som oprørerne blev hængt fra, kollapsede under deres vægt, og mændene blev derefter hængt én efter én. De meget religiøse, hollandske nybyggere troede, at kollapsen af skafottet var Guds handling. Et dekret, som blev udstedt i 1827 afskaffede de gamle, hollandske domstole "landdrost" og "heemraden" og skiftede dem ud med bofaste magistrater. Dekretet stipulerede videre, at alle juridiske sager fra nu af skulle føres på engelsk. Et efterfølgende dekret i 1828 gav samme rettigheder til khoikhoierne og andre frie farvede mennesker som til hvide, efter at missionærerne havde kæmpet for deres rettigheder.

Trekboere på vej over Karoo.

Et andet dekret i 1830 indførte strenge straffe for hård behandling af slaver, og til slut blev frigørelsen af slaver proklameret i 1834. Hver af disse dekreter afstedkom vrede fra bønderne rettet mod regeringen. For dårlig kompensation til slaveejerne og mistillid til betalingsformen førte til megen misnøje. I 1835 startede trenden atter med, at bønder trak ind i det ukendte land for at undslippe urimelige regeringer. Migrationen uden for koloniens grænser havde faktisk været kontinuerlig i 150 år, men var nu af langt større proportioner.

På den østlige grænse opstod yderligere problemer mellem myndighederne og xhosaerne. 11. december 1834 dræbte en kommandoafdeling en høvding af højere grad. En hær på 10.000 mænd ledet af Macomo, bror til den dræbte høvding, gik over grænselandet, plyndrede og brændte landsbyerne og dræbte alle, som gjorde modstand. En koloni af frisatte khoikhoier var blandt dem, som led mest. Disse havde i 1829 fået lov til at slå sig ned ved Kat–dalen af britiske myndigheder. Der var få soldater i kolonien, men guvernør Benjamin d'Urban reagerede hurtigt, og alle disponible styrker blev samlet under oberst Harry Smith, som nåede Graham's Town den 6. januar 1835, seks dage efter nyhederne om oprøret var nået Kapstaden. Briterne kæmpede mod xhosaerne i ni måneder, før fjendtlighederne var slut den 17. september 1838 med underskrivelsen af en ny fredsaftale, som anerkendte, at hele landet til Kei skulle være britisk. Dets indbyggere blev erklæret for britiske undersåtter. Et administrationscentrum blev valgt og givet navnet King William's Town.

Great Trek[redigér | redigér wikikode]

Den britiske regering satte ikke pris på sir Benjamin d'Urban's handlinger. Den britiske kolonisekretær, lord Glenelg, erklærede i et brev til kongen, at "Kapkoloniens store ondskab består i dens omfang", og krævede at grænserne skulle flyttes tilbage til floden Fish. Han fik også d'Urban afskediget fra embedet i 1837. "Kafferne," sagde lord Glenelgs udsending 26. december, "havde en retfærdig begrundelse for krig. De måtte vise misnøje og drog afmægtige ud for at hævne en række tilranelser." Denne holdning mod xhosaerne var en af de mange grunde trekboerne opgav for at forlade Kapkolonien. Great Trek som den kaldes, varede fra 1836 til 1840. Trækkerne som talte cirka 7000, grundlagde samfund med styreform med republikanske træk på den anden side af floderne Oranje og Vaal og i Natal. I Natal havde britiske immigranter slået sig ned i forvejen. Fra nu af sluttede Kapkolonien med at være det eneste europæiske samfund i Sydafrika, selv om det var det mest dominerende i mange år.

De migrerende boere skabte betydelige problemer på begge sider af floden Oranje, hvor boerne, basothoer, san og griquaer kæmpede om herredømmet, mens Kapregeringen bestræbede sig på at beskytte rettighederne til de indfødte. På råd fra misionærer som udøvede stor indflydelse på alle ikke–hollændere, blev et antal indfødte stater anerkendt og subsidieret af Kapregeringen med mål om at skabe fred på den nordlige grænse. Den første "aftalestat" som blev anerkendt var Griqualand West til griqua–folket. Efterfølgende stater blev anerkendt mellem 1843 og 1844. Mens den nordlige grænse blev mere sikker, var tilstanden på den østlige grænse forfærdelig; regeringen var enten ikke i stand til eller ikke villig til at beskytte bønder fra xhosaerne.

Andre steder gjorde kolonien fremskridt. Forandringen fra slaveri til brug af frie arbejdere viste sig at være fordelagtig for bønderne i de vestlige provinser. Et effektivt Uddannelsessystem blev adopteret, takket være John Herschel, en astronom som levede i Kapkolonien fra 1834 til 1838. Vejstyrer blev etableret, som viste sig at være meget effektive i etableringen af nye veje. Et nyt husdyrhold, fåreopdræt, supplerede den oprindelige hvededyrking, kvægdrift og vinproduktion. Inden 1846 blev uld landets mest værdifulde eksportartikel. En lovgivende forsamling blev etableret i 1835 som gav kolonisterne del i magten.

Nok en krig med xhosaerne, kendt som øksekrigen, brød ud i 1846, da en khoikhoieskorte, som var blevet lænket til en xhosatyv med håndjern, blev myrdet, mens han transporterede manden til Graham's Town for at blive stillet for retten efter at have stjålet en økse. Nogle xhosaer angreb og dræbte eskorten. Xhosaerne nægtede at overlevere morderen, og der blev erklæret krig i marts 1846. Ngqikaerne var den vigtigste stamme som deltog i krigen, assisteret af tambukierne. Xhosaerne blev besejret den 7. juni 1846 af general Somerset på Gwangu, nogle få kilometer fra Fort Peddie. Men krigen fortsatte til Sandili og høvdingen til ngqikaerne overgav sig. Andre høvdinger fulgte gradvist efter, og inden 1848 var xhosaerne blevet fuldstændig kuet efter 21 måneder med kampe.

Udvidelse af britisk herredømme[redigér | redigér wikikode]

Sir Harry Smith

I december 1847, det som skulle blive den sidste måned i øksekrigen, nåede Harry Smith Kapstaden med båd for at blive den nye guvernør i kolonien. Han ændrede Glenelgs politik kort tid efter ankomsten. Han offentliggjorde en proklamation den 17. december 1847, hvor han udvidede koloniens grænser nordover til Oranje og østover til floden Keiskamma. I et møde med xhosahøvdingerne den 23. december annoncerede han annekteringen af landet mellem Keiskamma og floden Kei til den britiske trone. Dermed havde han taget territoriet tilbage, som blev opgivet af lord Glenelg. Landområderne var rigtignok ikke indlemmet i Kapkolonien, men i stedet gjort til et afhængig område under navnet Britisk Kaffraria. En stund accepterede xhosaerne de nye myndigheder, da de stort set blev overladt til sig selv. Guvernøren var optaget med andre vigtige sager, heriblandt indførelsen af britisk styre over boerne på den anden side af Oranje og etablering af fredelige relationer med boerne i Transvaal.

Et forslag om at gøre Kapkolonien til en fangestation førte til en krise. Et rundskriv skrevet i 1848 af jarl Henry George Grey som dengang var kolonisekretær, blev sendt til guvernøren i Kap, i tillæg til andre koloniguvernører, og bad dem bringe på det rene, hvad kolonisterne tænkte om at tage imod en vis mængde fanger. Jarlen havde tænkt at sende irske bønder, som var blevet drevet til kriminalitet af hungersnøden i Irland i 1845 til Sydafrika. På grund af en misforståelse blev en båd ved navn "Neptune" sendt til Kapkolonien før kolonisternes mening var blevet modtaget. Båden havde 289 fanger om bord, blandt dem den kendte irske oprører John Mitchel og hans kolleger. Da nyheden om at dette fartøj var på vej nåede Kap, blev folk voldelig oprømte og etablerede en antifangeforening, vis medlemmer forpligtede sig på at afstå fra enhver samhandling med enhver person som kunne associeres "med landgangen, forsyningen eller ansættelsen af fanger".

Sir Harry Smith, konfronteret med voldelig offentlig agitation, gik med på ikke at slippe fangerne på land, da "Neptune" ankom i Simon's Bay 19. september 1849. I stedet blev de holdt om bord i skibet, til han fik ordre om at sende dem andre steder. Da hjemmeregeringen blev klar over sagens tilstand, blev der sendt ordre om at sende "Neptune" til Tasmanien. Skibet lettede anker efter at have ligget i Simon's Bay i fem måneder. Agitationen forsvandt ikke uden yderligere progression, da den førte til en anden bevægelse, som søgte at skaffe en fri, repræsentativ styresmagt for kolonien. Den britiske regering indvilgede dette krav som var blevet lovet af lord Grey, og en konstitution blev etableret i 1854 med en frihed, som næsten ikke var set før.

Kontroversen havde knapt lagt sig, da kolonien igen blev involveret i krig. Xhosaerne var bitre for sit tab af uafhængighed og havde siden forrige krig i hemmelighed forberedt sig på en ny kamp. Smith blev informeret om den øgende truende holdningen til de indfødte og drog til grænseregionen. Her tilkaldte han Sandili og de andre høvdinge til et møde. Sandili nægtede at adlyde, og guvernøren erklærede ham afsat fra sit høvdingesæde på en forsamling med de andre høvdinge i oktober 1850. Han udnævnte en engelsk magistrat, Mr. Brownlee, til at være midlertidig høvding af ngqika–stammen.

Det så ud til at guvernøren troede han kunne forhindre krig og at Sandili kunne arresteres uden væbnet modstand. Oberst George Mackinnon, som var blevet sendt ud med en lille hær med mål at sikre sig høvdingen, blev angrebet den 24. december 1850 i en trang kløft af et stort antal xhosaer. Han var tvunget til at trække sig tilbage efter at have mistet nogle mænd. Dette lille slag udløste et generelt oprør i hele ngqika–stammen. Nybyggere i militærlandsbyer, som var blevet etableret langs grænsen, blev fanget i et overraskelsesangreb, efter at de havde samlet sig for at fejre juledag. Mange af dem blev dræbt, og deres huse blev sat i brand.

Andre tilbageslag fulgte hurtigt efterfølgende. Størstedelen af xhosapolitiet deserterede, mange af dem tog sine våben med sig. Opmuntret af sin indledende succes, omringede xhosaerne Fort Cox, hvor guvernøren var stationeret med et lille antal soldater, og angreb med en voldsom styrke. Flere mislykkede forsøg blev gjort på at dræbe sir Smith, og han måtte finde en flugtvej. I spidsen for 150 geværmænd til hest, fulgt af oberst Mackinnon, galopperede han ud af fortet og red til King William's Town gennem tung fjendtlig ild, en distance på 19 km.

Imens dukkede en ny fjende op. Cirka 900 af khoikhoierne ved floden Kat, som i tidligere krige havde været faste allierede af briterne, sluttede sig til sine tidligere fjender, xhosaerne. Khoikhoierne havde tjent som soldater i tidligere krige. Kaps ridende geværmænd bestod stort set af khoikhoier. De klagede over at de ikke havde modtaget samme behandling som andre, som tjente i forsvaret af kolonien. De mente, at de ikke havde fået kompensation for deres tab, og på forskellig vis følte de, at de var en såret og dårlig behandlet etnisk gruppe. En hemmelig alliance blev dannet med xhosaerne for med våbenmagt at fjerne europæerne og etablerede en khoikhoi–republik. Deres oprør blev fulgt af khoikhoierne ved andre missionstationer, og nogen af khoikhoierne i Kaps ridende geværmænd fulgte deres eksempel, inklusiv nogle af de samme mænd, som havde eskorteret guvernøren fra Fort Cox. Men mange af khoikhoierne forblev loyale, og mfenguerne stod på samme vis ved briternes side.

Efter at forvirringen efter overraskelsesangrebet havde lagt sig, vendte Smith og hans styrke krigens gang mod xhosaerne. Amatola-bjergene blev stormet, og Sarhili, den øverste høvding, som i hemmelighed havde assisteret ngqikaerne hele tiden, blev hårdt straffet. I april 1852 blev Harry Smith kaldt tilbage af jarl Grey som anklagede ham, uretmæssig efter hertugen af Wellingtons mening, for at have ønsket at udløse krigen, og han blev efterfulgt af generalløjtnant Cathcart. Sarhili blev igen angrebet og kuet. Amatolas var nu renset for xhosaer, og små forte blev sat op for at forhindre at de blev besat igen.

De britiske kommandanter manglede udstyr, og det var ikke før i marts 1853, at den største af krigene i grænseområderne blev ført til ende, efter tabet af flere hundrede britiske soldater. Kort tid efter blev Britisk Kaffraria gjort til britisk kronkoloni. Khoikhoi–bosætningen ved Kat vedblev, men khoikhoiernes magt indenfor kolonien var knust.

Den store amaXhosa–hungersnød[redigér | redigér wikikode]

Nongqawuse (højre) med profeten Nonkosi

Xhosa–stammerne gav kolonien få problemer efter krigen. Dette skyldtes hovedsagelig en ekstraordinær vrangforestilling som voksede frem blandt xhosaerne i 1856 og førte til at cirka 50.000 mennesker døde i 1857. Denne hændelse er en af de mest utrolige tilfælde af fejlplaceret tro som er nedtegnet i historien. Xhosaerne havde ikke accepteret sit nederlag i 1853 som afgørende og forberedte sig på at genoptage kampen mod europæerne.

En sygdom spredte sig i 1854 blandt xhosaernes kvæg. Den blev antaget at sygdommen havde spredt sig fra nybyggernes. Resultatet var udstrakt kvægdød, og xhosaerne troede at dødsfaldene skyldtes ubuthi, eller heksekunst. En pige som hed Nongqawuse gik i maj 1856 for at hente vand fra en dam nær mundingen af Gxarha-floden. Da hun kom tilbage, fortalte hun sin onkel Mhlakaza, at hun havde mødt tre ånder ved dammen. De fortalte hende, at alt kvæg skulle slagtes og afgrøderne ødelægges. Dagen efter ødelæggelserne ville de døde xhosaer vende tilbage og hjælpe med at smide de hvide ud. Forfædrene skulle bringe kvæg med sig for at erstatte det dræbte kvæg. Mhlakaza troede på profeten og tog den med til høvding Sarhili.

Sarhili gav ordre om at kommandoen fra ånderne skulle adlydes. Til at begynde med blev xhosaerne beordret til at ødelægge det fede kvæg. Nongqawuse hørte overnaturlige lyde, da hun stod i floden, hvor ånderne først havde dukket op. Dette blev tolket af hendes onkel som ordre til at dræbe flere og flere af kvæget. Efterhvert gav ånderne ordre om at ingen af deres dyr i alle deres flokke skulle leve, og hvert kornfrø skulle ødelægges. Dersom det blev gjort på en given dato, skulle myriader af kvæg skønnere end det som blev slagtet dukke op fra jorden, mens store marker af korn, klar til høst, pludselig ville dukke op. De døde skulle stå op, problemer og sygdom forsvinde, og ungdom og skønhed skulle komme til alle. Vantro og de hadede hvide mænd skulle forsvinde på dagen.

Folket hørte og adlød. Sarhili er antaget af mange mennesker at have været igangsætteren af profeterne. Det er sikkert at nogen af de største høvdinger troede, at de handlede i forberedelse af en sidste kamp med europæerne, deres plan var at kaste hele xhosanationen, fuldt bevæbnet og motiverede, mod kolonien. Troen på profeten blev styrket af generalløjtnant George Cathcarts dødsfaldet i Krimkrigen i 1854. Hans død blev tolket som indblanding fra deres forfædre.

Nogen troede hverken på profeterne eller søgte succes i krig, men ødelage deres sidste rester af mad i lydig troskab til høvdingens ordre. Et voldsomt antal af folket handlede, enten i sublim tro eller i lige stor lydighed. Store kraaler blev også forberedt for det lovede kvæg, og store skindsække til at holde mælken som snart skulle være mere almindelige end vand. Til slut kom dagen som ifølge profeterne skulle bringe med sig jordens paradis. Solen steg og sank, men ingen forventede et mirakel skille ske. Høvdingerne som havde planlagt at kaste de motiverede krigere mod kolonien havde begået en utrolig fejl i at ikke samle nationen under undskyldning om at bevidne opstandelsen. De indså sin fejl for sent og forsøgte at rette på situationen ved at ændre opstandelsen til en anden dag, men ren fortvivlelse havde taget pladsen til håbet og troen, og det var bare sultende og tryglende, at xhosaerne søgte briterne.

Ifølge bogen War of the Axe gjorde kolonisterne hvad de kunne for at redde liv, men tusindvis døde. I deres ekstreme hungersnød vendte mange xhosaer sig til kannibalisme, og et tilfælde af forældre som spiste sit eget barn er bekræftet. Blandt de overlevende var pigen Nongqawuse, men hendes onkel døde. En farverig beretning om hele hændelsen findes i G.M. Theal's History and Geography of South Africa (3. udgave, London, 1878). Det affolkede land blev derpå befolket af europæiske nybyggere, blandt dem medlemmer af den tyske legionen som havde tjent med den britiske hær i Krim, og cirka 2000 driftige nordtyske immigranter som viste sig at være en værdifuld berigelse for kolonien.

Historikere ser nu på denne bevægelse som en dommedagsrespons både direkte til en lungesygdom som spredte sig blandt xhosakvæget på den tid og i mindre grad til det stressede som xhosasamfundet blev påført gennem kontinuerlig tab av sit territorium og autonomi. Mindst en historiker har også antydet at det kan ses på som et oprør mod overklasserne i xhosasamfundet som brugte kvæget som et middel til at konsolidere velstand og politisk magt og som havde mistet respekten siden de ikke klarede at standse den hvide ekspansion.

Guvernør George Grey[redigér | redigér wikikode]

Sir George Grey

Sir George Grey blev guvernør i Kapkolonien i 1854. Efter hans mening var politikken som Storbritanniens regering påførte kolonien om ikke at regere på den anden side af Oranjefloden forkert. I 1858 foreslog han en plan for en konføderation som ville inkludere hele Sydafrika, men den blev forkastet af Storbritannien. Grey holdt en åben britisk vej gennem Bechuanaland langt ind i de indre dele af Afrika og fik støtte fra missionærerne Moffat og David Livingstone. Grey forsøgte også for første gang, ved siden af missionærerne, at uddanne xhosaerne og at etablere fast britisk autoritet blandt dem, noget som xhosaernes selvødelæggelse gjorde let. På den anden side af Keifloden blev de indfødte overladt til sig selv.

Grey forlod Kapp i 1861. Under hans guvernørskab havde resourcerne i kolonien øgede med åbningen af kobber–gruberne i Little Namaqualand, mohairuldindustrien var blevet etableret og Natal gjort til en separat koloni. Åbningen i november 1863 af jernbanen fra Kapstaden til Wellington og bygningen i 1860 af den store mole i Table Bay som var længe tiltrængt på den utilgængelige kyst, markerede begyndelsen på offentlige bygværker i stor skala i kolonien. Det var mere eller mindre resultatet af at kolonien for en stor del styrede sig selv.

Provinsen Britisk Kaffraria blev indlemmet i kolonien i 1865 under titlen valginddelingerne til King William's Town og East London. Overføringen blev markeret med fjernelse af forbuddet mod salg af alkoholholdige drikke til de indfødte, og den frie handel i rusmidler som fulgte, havde beklagelige resultater blandt xhosastammerne. En alvorlig tørke som havde indvirkning på næsten hele kolonien i flere år, førte til stor økonomisk depression, og mange bønder led hårdt. Det var i denne periode i 1869 at strudseopdræt blev indført.

Enten det var med eller uden hjemmeregeringens ønske, fortsatte grænserne for de britiske myndigheder at udvide sig. Basothoerne som boede i de øvre dale til Oranje, havde været underlagt et semiprotektorat til den britiske regering fra 1843 til 1854, men blev overladt til sine egne resourcer da herredømmet over Oranje blev opgivet. De havnede i langvarig krigstilstand med boerne i Oranjefristaten. I en presserende petition fra høvding Moshoeshoe I blev de erklæret britiske undersåtter i 1868, og deres territorium blev del af Kapkolonien i 1871. Samme år blev den sydøstlige del af Bechuanaland annekteret af Storbritannien under navnet Griqualand West. Denne annektering var en konsekvens af opdagelsen der af rige diamantforekomster, en hændelse som skulle have langtrækkende konsekvenser.

Udvikling af moderne forhold[redigér | redigér wikikode]

Henry Howard Molyneux Herbert, den 4. jarl af Carnarvon
Et portræt af Henry Bartle Frere

Da diamanterne blev opdaget, oplevede Sydafrika depression i økonomien. Strudseopdrættet var i sin startfase, og landbruget var bare lettere udviklet. Boerne, med undtag af dem i den umiddelbare nærhed af Kapstaden, levede i primitive forhold. De handlede bare i begrænset grad med kolonien. Selv britiske kolonister var langt fra velstående. Diamantindustrien var derfor attraktiv, særlig for kolonister af britisk oprindelse. Den var også et middel til at demonstrere at Sydafrika som så ud til at være øde og fattig på overfladen, var rigt under overfladen. Det tager 40 dekar af Karoo at få et får, men det var nu muligt med nogen få kvadratmeter af diamantholdig blå jord at føde et dusin familier. Inden slutningen af 1871 havde der allerede samlet sig en stor befolkning i diamantgravene, og immigrationen øgede dramatisk. Blandt de første som søgte lykken i diamantgravene, var Cecil Rhodes.

Greys plan for en føderation af alle de forskellige kolonier i Sydafrika blev afslået i 1858 af myndighederne i Storbritannien. Henry Howard Molyneux Herbert, den 4. jarl af Carnarvon, statssekretær for kolonierne, vendte sin opmærksomhed til en føderation i Sydafrika efter at han lykkedes i at oprette en føderation i Canada. Han så for sig en lignende ordning i Sydafrika. Den repræsentative regering i Kapkolonien blev erstattet i 1872 af en "ansvarlig regering", dvs. selvstyreregering, og det nye parlament i Kapstaden modsatte sig måden som lord Carnarvon præsenterede sit forslag.

Man vedtog en resolution den 11. juni 1875 som sagde at enhver planlægning af en konføderation måtte have sin oprindelse indenfor selve Sydafrika. James Anthony Froude, en anerkendt historiker, blev sendt af lord Carnarvon for at fremme sin politik i Sydafrika. Men den generelle offentlighed i Sydafrika så på ham som diplomat, og repræsentant for den britiske regering, og han det lykkedes derfor ikke i at få kolonisterne til at acceptere lord Carnarvons plan. Fingoland, Idutywa–reservatet og andre egne i xhosaernes grænseland blev i 1876 annekteret af Storbritannien, ud fra den forståelse at Kapregeringen skulle sørge for styret af det. Lord Carnarvon var fremdeles fast bestemt på konføderation og udnævnte nu Henry Bartle Frere til guvernør i Kapkolonien og som højkommisær i Sydafrika.

Frere havde knap indtaget embedet som højkommisær før han blev konfronteret med alvorlige problemer med indfødte i Zululand og i grænseområdet til Xhosaerne i Kapkolonien. Der var et alvorligt oprør i 1877 blandt galekaerne og gaikaerne. Det krævede en betydelig styrke af imperielle og kolonielle tropper for at bekæmpe oprøret, og krigen blev senere kendt som den niende xhosakrig. Den berømte xhosahøvding Sandili mistede livet under krigen. Efter krigen sluttede blev Transkei, eller territoriet til galekastammen, som var ledet af Kreli, annekteret af briterne. Mens krigen fremdeles foregik, gik lord Carnarvon af fra sin stilling i den britiske regering, og hans planer for konføderation blev opgivet.

Bartle Frere som havde vundet tilliden og respekten til de sydafrikanske kolonister gennem sin energiske og statsmandsagtige holdning til relationerne til de indfødtes stater, blev kaldt tilbage i 1880 af John Wodehouse, 1. jarl af Kimberley, den liberale statssekretær for kolonierne. Bartle Frere blev efterfulgt af Hercules Robinson. Griqualand West hvor størsteparten af diamantforekomsterne lå, blev også en del af Kapkolonien.

Oprindelsen til Afrikaner Bond[redigér | redigér wikikode]

Den katastrofale afslutning på første boerkrig i 1881 havde konsekvenser for hele Sydafrika. Et af de vigtigste resultater var den første kongres til Afrikaner Bond som blev afholdt i 1881 ved Graaf Reinet. Bevægelsen spredte sig til Transvaal og Oranjefristaten, i tillæg til Kapkolonien. Hvert land havde en provinsiel komité med distriktskomitéer. Afdelinger spredte sig i Sydafrika. Senere trak Bond i Kapkolonien sig bort fra sine republikanske afdelinger. Politikken til Bond opsummeres bedst af et uddrag fra De Patriot, en avis som blev publiceret i kolonien og som var støttespiller af Bond.

Citat Afrikaner Bond har mål at etablere en sydafrikansk nation ved at sprede ægte kærlighed for det som virkelig er vort fædreland. Det kunne ikke blive fundet et bedre tidspunkt at etablere Bond end i dag da nationalbevistheden er blevet vækket af Transvaalkrigen... Den britiske regering fortsætter at snakke om en konføderation under britisk flag, men det vil aldrig ske. Det kan de være trygge for. Der er bare et hinder i vejen for konføderation, og det er det britiske flag. Lad dem fjerne det, og en konføderation ville blive etableret inden et år under det frie afrikanerflag.

Efter en tid vil englænderne indse at rådet som blev givet dem af Froude var det bedste, de må kun have Simon's Bay som en marine– og militærstation på vej til Indien og overgive resten af Sydafrika til afrikanerne... Vort største våben i den sociale krig må være ødelæggelsen af engelsk handel gennem at etablere egne handelsselskaber... Det er hver eneste ægte afrikaners pligt at ikke bruge noget på englænderne som han kan undgå. (De Patriot, 1882.)

Citat

I tillæg til sine presseorganer, offentliggjorde Bond officielle udtalelser fra tid til tid som var mindre ærlige i sin tone end udtalelserne fra deres aviser. Nogen af artiklerne i Bonds oprindelige manifest kan regnes som helt neutrale, dvs. de som henviste til justitsadministrationen, ærede folket osv. Men disse klausuler var meningsløse i synet på myndighederne i Kapkolonien, for artikel 3 i manifestet talte for en fuldstændig uafhængighed (zelfstandieheid) for Sydafrika, noget som tilsvarede højforræderi mod tronen.

Eftersom Bond førte til illoyalitet og manglende underordning hos nogen ag indbyggerne i Kap, førte den også til loyalitet og patriotisme i en anden gruppe. Et flyveblad skrevet i 1885 for en association kaldt Empire League på vegne af Bond, sagde følgende:

Citat 1. At etablissementet til den engelske regering her var til fordel for alle klasser, og

2. at tilbagetrækningen til den regering ville være katastrofal for alle som havde lagt interesser ned i kolonien... England kan aldrig, vil aldrig, give op for denne koloni, og vi kolonister vil aldrig give op for England. Lad os, indbyggere i Kapkolonien, være hurtige til at anerkende at vi er et folk, slå os sammen under frihedens strålende flag, med klare nok hoveder til at sætte pris på friheden vi nyder, og med hjerter fast bestemt på at holde fast ved vore sande privilegier. Lad os afstå fra bebrejdelser og fornærmelser af andre og glæde os over at vi har dette gode land som en fælles arv, husk at det er bare ved forrent handling at vi kan realisere dets store muligheder. Vi tilhører begge en hjemmekær flok, og fred og velstand i hvert hjem i landet er i fare. På vore handlinger afhenger spørgsmålet om vore børn skal forbande eller velsigne os, om vi skal leve i deres minde som forkæmpere for social kamp, med alle dens forfærdelige konsekvenser, eller som sammensluttede arkitekter af en glad, velstående og forregnet stat. Hver af os ser tilbage på en ædel fortid. Forrent kan vi sikre vore efterkommere en ikke uværdig fremtid. Uforent kan vi kun se frem mod stagnation, elendighed og ruiner. Er dette en let ting?

Citat
Vanity Fair–tegning fra 1899 af Paul Kruger.

Det er sandsynlig at mange englændere som læste Empire Leagues manifest regnede det som en uretmæssig alarm, men efterfølgende hændelser beviste fornuften i synerne som det tilkendegav. Fra 1881 af, festede der sig to store rivaliserende ideer, hver af dem i stærk opposition til den anden. En var imperialismen, fulde civile rettigheder for alle "civiliserede" mænd, uanset hvilken race han tilhørte, under herredømmet og beskyttelsen til Storbritannien. Den anden var nominelt republikansk, men var faktisk eksklusivt oligarkisk og hollandsk. Politikken til ekstremister af den sidste gruppe blev opsummeret i en appel som præsident Paul Kruger gav til Fristaten i februar 1881 da han bad dem: "Kom og hjælp os. Gud er med os. Det er hans vilje at forene os som et folk... at lave et forenet Sydafrika frit fra britisk autoritet."

De to rigtige grundlæggere af Bond var tyskeren Borckenhagen som levede i Bloemfontein og afrikaneren Reitz som efter blev statssekretær i Transvaal. Der er to nedtegnede samtaler som viser de virkelige mål til grundlæggerne af Bond helt fra begyndelsen af. En skete mellem Borckenhagen og Cecil Rhodes, den anden mellem Reitz og T. Schreiner vis bror senere blev statsminister i Kapkolonien. I den første samtale bemærkede Borckenhagen til Rhodes: "Vi ønsker et forenet Afrika," og Rhodes svarede: "Det gør jeg også". Borckenhagen fortsatte så med: "Der er ingen ting i vejen, vi vil tage dig som vår leder. Der er bare en lille ting: Vi må selvsagt være uafhængige af resten af verden." Rhodes svarede: "Du tager mig enten for en kæltring eller en torsk. Jeg ville været en kæltring eftersom jeg gav afkald på min historie og mine traditioner, og jeg ville have været en torsk fordi jeg ville blevet hadet af mine egne landsmænd og have mistillid af dine." Men som Rhodes sagde i Kapstaden i 1898, "den eneste chance for en virkelig union er den overhængende beskyttelse til en overlegen magt, og enhver tysker, franskmand eller russer vil fortælle dig at den bedste og mest liberale magt er den som hendes majestæt regerer over."

Den anden samtale fandt sted akkurat idet Bond blev etableret. Reitz søgte Schreiner og protesterede mod det faktum at Bond til slut havde som mål at kaste briternes styre og fjerne det britiske flag fra Sydafrika. Til dette svarede Reitz: "Vel, hvad dersom det er slik?" Schreiner omformulerede sig på følgende måde: "Du antager ikke at flaget vil forsvinde uden en voldsom strid og hårde kampe?" "Vel, jeg antager ikke det, men selv med det, hvad med det?" svarede Reitz. Ovenfor dette vidnemål med referencer til to af de største af Bonds forkæmpere, er det umuligt at nægte for at fra begyndelsen af lå den underliggende idé til Bond om et uafhængig Sydafrika.

Hofmeyr[redigér | redigér wikikode]

Kaps lovgivende forsamling vedtog i 1882 en lov som gav parlamentsmedlemmer retten til at snakke på nederlandsk på forsamlingens talerstol eftersom de ønskede det. Meningen med vedtaget var liberal, men øjeblikket for at introducere det var uheldig, og dets effekt var at give yderligere stimulus til Bonds aktioner. Den tillod også et antal afrikanere at blive valgt til forsamlingen. Afrikanerne var dårlig uddannede og ville ikke have blevet valgt eftersom det blev krævet at de skulle snakke engelsk. Eftersom fik afrikanske ledere større indflydelse.

Lederen for Afrikaner Bond i Kapkolonien samt leder for den afrikanske opinion var på den tid Jan Hendrik Hofmeyr. Selv om han blev anerkendt som leder for afrikanerne i Kapkolonien, nægtede han konsekvent at indtage embeder, siden han foretrak at lede politikken og handlingene til andre fra afstand. Hofmeyr satte i forsamlingen som medlem for Stellenbosch, et stærkt afrikansk valgområde. Hans indflydelse på de afrikanske medlemmene var meget stærk, og i tillæg til at lede politikken til Bond i Kapkolonien, støttede og forsvarede han den aggressive ekspansionspolitik til præsident Kruger og Transvaal–boerne.

Charles Warren, 1840-1927

Under en debat om disannektionsvedtaget for Basotholand i 1883, anklagede Rhodes Hofmeyr åbent for at ønske at skabe et "Forenede stater af Sydafrika under sit eget flag." Hofmeyr ledede i 1884 Bond i sin stærke støtte til Transvaal–boerne som havde invaderet Bechuanaland, ved at proklamere at eftersom freebooterne i Bechuanaland ikke fik beholdt territoriet de havde taget, selv om de havde totalt set bort fra konventionerne fra 1881 og 1884, ville der blive oprør blandt afrikanerne i Kapkolonien. Heldigvis for freden i Kapkolonien på den tid, klarede Charles Warren som var blevet sendt af den imperielle regering for at opretholde britiske rettigheder, at fjerne de invaderende boerne fra Stellaland og Goshen som var to republikker som blev sat op af de invaderende boerne i marts 1885. Dermed skete der ikke noget oprør. Bond–bevægelsen var så stærk i forsamlingen at de tvang regeringen under Thomas Scanlen til at gå af i 1884.

Den logiske og konstituelle retningen for Hofmeyr at følge i disse omstændigheder, ville have været at acceptere embedet og danne en regering selv. Dette nægtede han at gøre, i stedet foretrak han at give støtte til nogen som ville være fuldstændig afhængig af ham. Denne personen, Upington, var en dygtig irsk advokat som dannede det som senere blev kendt som "Warming Pot"–regeringen i 1884. Mange britiske kolonister som forblev loyale til Storbritannien var stærkt kritiske mod hans politiske gerning. Konstitutionen som Storbritannien havde givet Kapkolonien, gjorde at de ønskede at manden som havde reel politisk magt skulle være den ansvarlige leder. Hofmeyrs afslag mod at acceptere ansvaret i tillæg til naturen i hans Bonds politik, gav ham det politiske kælenavn "muldvarpen". Englændere og engelske kolonister ville have accepteret og ønsket velkommen åben og ansvarlig udøvende magt som det var nedlagt i konstitutionen til landet. Men undergrundsmetoderne til den afrikanske politik blev dybt foragtet af britisk–loyale kolonister.

Hofmeyr bestemte praktisk talt hvordan afrikanske repræsentanter skulle stemme fra 1881 til 1898, mens han også ledede politikken bag Bond gennem dens historie. Han frasagde sig sit sæde i parlamentet i 1895, noget som gjorde hans politiske diktatorskab endnu mere bemærkelsesværdig. Andre velkendte politikere fra Kap forandrede efter sine syn til de som Bond havde for at opretholde sin popularitet.

Rhodes og afrikansk sentimentalitet[redigér | redigér wikikode]

Cecil Rhodes indså sin vanskelige stilling og viste et ønske om at forsone afrikansk sentimentalitet ved hensynsfuld behandling fra starten af i hans politiske karriere. Rhodes blev først valgt som medlem af forsamlingen fra Barkly West i 1880. Han støttede loven som tillod brugen af hollandsk i forsamlingen i 1882, og tidligt i 1884 blev han udnævnt til sin første ministerpost som generalkasserer under Thomas Scanlen. Rhodes havde kun haft denne stilling i seks uger da sir Scanlen trak sig. Sir Hercules Robinson sendte ham til Britisk Bechuanaland i august 1884 som næstkommisær for at afløse pastor John Mackenzie, London Missionary Societys repræsentant ved Kuruman som proklamerede dronning Victorias autoritet over distriktet i maj 1883. Rhodes' forsøg på at forsone boerne slog fejl, derfor var Warren–opdraget nødvendig. Territorierne til Kapkolonien blev i 1885 yderligere ekspanderet, og Tembuland, Bomvanaland og Galekaland blev formelt lagt til kolonien. Gordon Spriggs blev statsminister i 1886.

Kapstaden og Table Bay i 1882.

Der var betydelig uro i Kapkolonien i perioden fra 1878 til 1885. I denne korte tidsperiode var der kroniske problemer med basothoer som fik Kap til at give dem tilbage til de imperielle myndigheder, i tillæg til en række indfødte forstyrrelser som blev fulgt af første boerkrig i 1881 og uro i Becuanaland i 1884. Til trods for disse tilbageslag, udviklingen af landet fortsatte. Diamantindustrien blomstrede. En konferense blev holdt i London i 1887 for at "fremme en tættere union mellem de forskellige dele af det britiske imperiet gennem imperielle satser på told". På denne konference foreslog Hofmeyr en slags plan om "zollverein" hvor imperielle toldsatser skulle lægges uafhængig af told som blev betalt på alle varer som gik ind i imperiet fra udlandet. Ved at lægge forslaget frem, sagde han at hans mål var "at fremme imperiets union, og samtidig skaffe indtægter for formålet med dets generelle forsvar". Planen blev fundet at være upraktisk på den tid. Men ordlægningen, i tillæg til sentimentalitet som fulgte den, skabte et positivt syn på Hofmeyr.

Til trods for det mislykkede forsøg til statsmænd og højkommisærer på at skabe en politisk konføderation, satte medlemmerne i Kapparlamentet sig for at etablere en sydafrikansk toldunion i 1888. Toldunionen blev vedtaget og udgjorde en betydelig udvikling mod føderation. Kort tid efter at loven blev vedtaget, sluttede Oranjefristaten sig til unionen. Der blev da gjort et forsøg, og i mange år efter, på at få Transvaal til at slutte sig til, men præsident Kruger som fulgte sin egen politik, håbede at gøre Sydafrikanske republik fuldstændig uafhængig af Kapkolonien gennem en jernbane til Delagoa Bay. Planen om at skabe en toldunion som inkluderede Transvaal, faldt dessuden ikke præsident Krugers hollandske rådgivere i smag, siden de deltog i planerne til Hollands jernbaneselskab som ejede jernbanerne i Transvaal.

En anden vigtig økonomisk hændelse for Kapkolonien, ment for hele Sydafrika, var samlingen af diamantgraveselskaber som hovedsagelig blev gennemført af Cecil Rhodes, Alfred Beit og "Barney" Barnato i 1889. Et af de største og mest fordelagtige resultater af opdagelsen og udviklingen af diamantfelterne, var det store løft som det gav jernbaneekspansionen. Linjer blev åbnet op til Worcester, Beaufort West, Grahamstown, Graaff Reinet og Queenstown. Kimberley blev nået i 1885. I 1890 blev linjen udvidet nordover på den vestlige grænse til Transvaal så langt som til Vryburg i Bechuanaland. Fristaten indgikk en aftale i 1889 med Kap og dermed blev den vigtigste godsjernbane udvidet til Bloemfontein. Fristaten modtok halvdelen af profitten. Efter det købte Fristaten dele af jernbanen som lå i eget territorium til kostpris. Fristatens jernbane blev yderligere forlænget til Viljoen's Drift ved floden Vaal, og i 1892 nåede den Pretoria og Johannesburg.

Rhodes som statsminister[redigér | redigér wikikode]

Henry Brougham Loch blev i 1889 udnævnt til højkommisær og guvernør af Kapkolonien efter Robinson. Statsminister Sprigg gik af i 1890, og der blev dannet en ny regering med Rhodes som statsminister. Før denne regering blev dannet, og mens Sprigg fremdeles var statsminister, havde Hofmeyr opsøgt Rhodes og tilbudt ham embedet på vegne af Bond, men tilbuddet blev afslået. Men da Rhodes blev inviteret til at danne regering efter faldet til Sprigg–regeringen, bad han Bond–lederne møde ham og diskutere situationen. Hans holdning i forhold til told– og jernbaneunioner mellem de forskellige stater, samt den personlige tiltroe som mange afrikanere på den tid havde for ovenfor ham, gjorde at han kunne sætte i gang med og lykkes i at gennemføre regeringens arbejde.

Kolonierne Britisk Bechuanaland og Basutoland blev nu inkluderet i toldunionerne mellem Oranjefristaten og Kapkolonien. Pondoland, et andet indfødt territorium, blev lagt til kolonien i 1894. Vedtaget tog for sig indfødte som boede i visse indfødte reservater og sørgede for deres interesser og ejendele. Det gav dem også visse privilegier som de til nu ikke havde haft, og krævede også af dem at de skulle betale en lille indtægtsskat. Da parlamentet var samlet i 1895, kunne Rhodes rapportere at vedtaget havde blevet gennemført ovenfor 160.000 indfødte. Arbejderklausulen som ikke var blevet gennemført, blev fjernet i 1905. Klausulerne havde noger succes siden de fik mange tusind indfødte til åat opfylde deres arbejdskrav for at slippe arbejderskat.

På andre områder blev Rhodes politik ovenfor de indfødte præget af en kombination af omsorg og fasthed. Helt siden de fik selvstyre, havde de indfødte haft retten til at stemme. Et vedtag i 1892, efter Rhodes' insisterering, indførte en uddannelsestest på søgere som ønskede at registrere sig for at stemme i tillæg til at oprette flere andre restriktioner på indfødtes stemmeret, siden der var frygt for at "stammer" ville sætte styresædet i "fare".

Rhodes modsatte sig at indfødte blev påtvunget alkohol og fjernet det helt i diamantgravene, med fare for at fornærme nogen af sine tilhængere blandt brandy–bønderne i de vestlige provinser. Han lå også ned restriktioner mod ordningen så godt han kunne i indfødte reservater og territorier. Men alkoholsalget fortsatte på kolonigårdene og til en vis grad i de indfødtes territorier og reservater. Khoikhoierne var specielt glade for drikken siden de havde blevet næsten fuldstændig demoraliserede efter sine militære nederlag.

Et lille kendt tilfælde af Rhodes' ivrige indsigt i indfødtes affærer som fik varende resultater for koloniens historie, er hans handlinger i en arvesag. Efter at territorierne øst for Kei blev lagt til Kap, kom et arvekrav ind for retten. I henhold til lovene i kolonien, fastholdt retten at den ældste søn af en indfødt var hans arving. Afgørelsen blev stærkt misligt blandt de indfødte i territoriet, siden det direkte modsagde de indfødtes stammelove som anerkendte største søn, eller sønnen til høvdingens kone, som arving. Regeringen blev truet med yderligere oprør blandt de indfødte. Rhodes telegraferede sin forsikring om at kompensation skulle gives og at afgørelser aldrig ville blive gjort igen. Hans forsikring blev accepteret og rogen blev genoprettet.

Da det gik mod slutningen af den næste periode som parlamentet var samlet efter at denne hændelse skete, lagde Rhodes et lovforslag frem han havde skrevet som var det korteste i forsamlingens historie. Den sagde at alle civile retssager skulle føres af magistrater og at appeller skulle sendes til chefsmagistraten i territoriet med en vurdering. Strafferetten skulle føres for højesteretsdommere på omgang. Loven blev vedtaget med den effekt at siden magistraterne praktiserede i henhold til de indfødtes lov, blev indfødte ægteskabsvaner og love, inkluderet polygami, legaliseret i kolonien.

Hercules Robinson blev igen udnævnt til guvernør og højkommisær i Sydafrika i 1895 som efterfølger til Henry Loch. Samme år blev Joseph Chamberlain statssekretær for kolonierne.

Bevægelsen for kommerciel føderation[redigér | redigér wikikode]

Med udviklingen af jernbaner og øgningen i handelen mellem Kap og Transvaal begyndte politikere begge steder at debattere en tættere relation. Mens han fungerede som statsminister i Kap, forsøgte Rhodes at få venlige forhold til med kommerciel føderation blandt staterne og kolonierne i Sydafrika gennem en toldunion. Han håbede at etablere både en kommerciel union og en jernbaneunion, noget som illustreres med en tale han gav i 1894 i Kapstaden:

Citat Med fuld hengivenhed til flaget som jeg blev født under, og flaget jeg repræsenterer, kan jeg forstå sentimentalitet og følelserne til en republikaner som frem for alt skabte sin uafhængighed og sine værdier. Men jeg kan ærligt sige at jeg tror jeg i fremtiden kan assimilere det system som jeg er blevet forbundet med, med Kapkolonien, og det er ikke en umulig idé at naborepublikkerne, ved at beholde sin uafhængighed, burde dele med os når det gælder visse generelle principper. Eftersom jeg kan gøre det klart for dig, ville jeg sige principper for toldsatser, princippet for jernbaneforbindelser, principper for appel i love, principper for myntenhed og faktisk alle de principper som eksisterer i dag i USA, uafhængig af lokale forsamlinger som eksisterer i hver separat stat i dette land. Citat

Præsident Kruger og Transvaal–regeringen fandt enhver mulig protest mod denne politik. Deres handlinger i det som skulle blive kendt som Vaal River Drift Question illustrerer bedst handlingsplanen som Transvaal–regeringen mente var bedst. En række uenigheder dukkede op over afslutningen af aftalen fra 1894 mellem Kaps jernbane og Hollands jernbane. Kapregeringen havde forskutteret £600.000 til Hollands jernbane og Transvaalregeringen med tanke på at udvide jernbanen fra Vaal til Johanneburg. Samtidig blev det stipuleret at Kapregeringen havde ret til at fastsætte trafiksatsen frem til slutningen af 1894 eller til Delagoa Bay–Pretoria–linjen var fuldført.

Trafiksatsen blev fastsat af Kapregeringen til 2d pr. ton pr. 1,6 km, men i begyndelsen af 1895 blev satsen for de 87 km af jernbane fra Vaal til Johanneburg hævet af Hollands jernbane til ikke mindre end 8d pr. ton pr. 1,6 km. Ud fra præsident Krugers efterfølgende handlinger, er det tydeligt at disse ændringer var baseret på hans personlige godkendelse med det mål at tvinge trafikken til Transvaal til at bruge Delagoa–ruten i stedet for den kolonielle jernbanen. For at konkurrere med denne meget høje sats, begyndte handelsmændene i Johanneburg at flytte sine varene over Vaal med vogne. Som en direkte respons, stængte præsident Kruger vadestederne langs Vaal for at forhindre vogntrafikken. Dette skabte en enorm blokkering af vogne på bredderne af Vaal. Der var flere protester som blev leveret fra Kapregeringen mod handlingerne til Transvaal siden det var et brud på Londonkonventionen.

Præsident Kruger lod sig ikke rokke af disse protester, og en appel blev gjort til den imperielle regeringen. Regeringen indgik en aftale med Kapregeringen med den effekt at eftersom Kap ville bære halvdelen af kostnaderne ved et nødvendig felttog, assistere med tropper og gav fuld brug af Kaps jernbane for militære formål eftersom det trængtes, skulle en protest blive sendt til præsident Kruger om emnet. Disse betingelser blev accepteret af Rhodes og hans kolleger, blandt andre W.P. Screiner, og en protest blev sendt af Chamberlain som sagde at regeringen regnede de stængte vadesteder som bruddpå Londonkonventionen og som en uvenlig handling som krævede den alvorligste respons. Præsident Kruger genåbnede vadestedet umiddelbart og sagde at han ikke ville give yderligere direktiver om emnet uden konsultation med den imperielle regeringen.

Leander Starr Jameson gjorde sit berømte raid ind i Transvaal den 29. december 1895, og Rhodes' medvirkning i sagen tvang ham til at gå af som statsminister i Kap i januar 1896. Gordon Sprigg tog den tomme posten. Eftersom Rhodes' medvirkning blev kendt, var der en stærk modvilje og lamslåethed blandt hans kolleger i Kap–regeringen som havde været uvidende om hans forbindelser med disse planer. Bond og Hofmeyr fordømte ham rigtige meget, og afrikanerne blev endnu bitrere mod briterne i Kap, noget som havde indflydelse på deres påfølgende holdning mod Transvaalboerne.

Der var et indfødt oprør under bantu–høvdingen Galeshwe i Griqualand West i 1897, men Galeshwe blev arresteret og oprøret tog slut. Under forhør sagde Galeshwe at Bosman, en magistrat i Transvaal, havde givet ham ammunition og opmuntrede ham til at gøre oprør mod regeringen i Kapkolonien. Der var nok beviser til at tro at anklagerne var sande, og det sammenfaldt med metoderne til boerne som af og til blev brugt blandt de indfødte.

Alfred Milner blev udnævnt til højkommisær for Sydafrika og guvernør i Kapkolonien i 1897 og afløste Hercules Robinson som blev adlet under tittelen baron Rosmead i august 1896.

Schreiners politik[redigér | redigér wikikode]

Kort over Sydafrika i 1885.

Den kommercielle føderation blev udvidet med endnu en stat da Natal gik ind i toldunionen i 1898. Der blev skrevet et udkast til en ny konvention på den tid som oprettede en "enhedlig tarif på alle importerede varer som konsumeres indenfor en denne union, og en distribution af tolf samlet ind på varer blandt partene i en sådan union, og frihandel mellem kolonierne og staterne med tanke på alle sydafrikanske produkter". Der blev afholdt parlamentarisk valg samme år, og her blev en ny Bond–regering valgt under W.P. Schreiner. Schreiner var statsminister i Kapregeringen frem til juni 1900.

Under forhandlingene som foregik før udbruddet af anden boerkrig i 1899, var temperaturen meget høj i Kap. Siden lederen for et parti var afhængig af støtte fra Bond, måtte han balancere flere forskellige indflydelser. Men som statsminister i en britisk koloni, følte loyale kolonister at han burde afstå fra at åbent blande sig ind med Transvaals og den imperielle regering. Hans offentlige udtalelser var fjendtlige i tonen mod politikken som Chamberlain og Alfred Milner førte. Schreiners fjendtlighed er antaget at have opmuntret præsident Kruger til at forkaste de britiske forslag. Under fire øjne brugte Schreiner enhver indflydelse han havde til at få præsident Kruger til at godtage en "fornuftig" kurs, men uanset hvor gode hans intentioner var, ødelagde hans offentlig udtrykte misnøje med Chamberlain/Milner–politikken mere end hans private indflydelse hos Kruger kunne gøre godt.

Schreiner bad højkommisæren den 11. juni 1899 om at informere Chamberlain om at han og hans kolleger bestemte sig for at acceptere præsident Krugers Bloemfontein–forslag som "praktiske, fornuftige og et betydelig steg i rigtig retning". Men senere i juni begyndte afrikanske Kap–politikere at indse at præsident Krugers holdning ikke var så fornuftig som de havde troet, og Hofmeyr, sammen med mr Herholt, Kaps landbrugsminister, besøgte Pretoria. Efter at de ankom, opdagede de at Transvaals Volksraad var i kampvilje og at den akkurat havde vedtaget en resolution som gav fire nye sæder i Volksraad som skulle repræsentere gravedistrikterne og femten eksklusive burgher–distrikter. Hofmeyr, da han mødte regeringen, udtrykte indignation over denne udvikling. Hofmeyrs indflydelse blev mere end modbalanseret af udsendingen Abraham Fischer fra Fristaten. Han udgav sig for at være fredsskaber, men opmuntret praktisk talt boernes regering til at tage mere ekstreme tiltag.

Hofmeyrs etablerede rygte som skarpskod diplomat og leder af Kaps afrikanske parti, gjorde ham til en mægtig delegat. Eftersom nogen kunne overbevise Kruger om at ændre sin plan, var det Hofmeyr. De moderate på alle sider af sagen så med forventning til Hofmeyr, men ingen i så stor grad som Schreiner. Men Hofmeyrs opdrag, som alle andre opdrag for at overbevise Kruger om at lægge om til en "fornuftig" og retfærdig kurs, viste sig at være resultatløs. Han returnerede skuffet til Kapstaden, men ikke overrasket over at hans opdrag mislykkede. Imens skitserede boerregeringen et nyt forslag som fik Schreiner til at skrive et brev den 7. juli til South African News hvor han, mens han refererede til sin egen regering, skrev: "Mens denne regeringen er bekymret og fortsat er aktive og ved godt håb i arbejdet med at sikre fornuftige modifikationer i det eksisterende repræsentationsystem i Sydafrikanske republik, er vi overbevist om at det ikke foreligger grundlag for aktiv indblanding i republikkens interne affærer".

Brevet viste sig at være meget uheldig. Den 11. juli, efter et møde med Hofmeyr efter hans hjemkomst, appellerede Schreiner personlig til præsident Kruger om at møde den imperielle regering med en venlig holdning. En anden hændelse skete samtidig som skabte ekstremt fjendtlige offentlige følelser mod Schreiner. 7. juli blev 500 rifler og 1 million runder med ammunition læsset af i Port Elizabeth, adresseret til regeringen i Fristaten og sendt videre til Bloemfontein. Schreiner blev gjort opmærksom på sendingen, men han nægtede at stoppe den. Han retfærdiggjorde sin afgørelse med at sige at siden Storbritannien ikke var i krig med Fristaten, havde han ingen ret til at stoppe våbenlasten gennem Kapkolonien. Men hans manglende handling gav ham kælenavnet "Ammunition Bill" blandt britiske kolonister. Han blev senere anklaget for at have forsinket sendingen af artilleri og rifler for at forsvare Kimberley, Mafikeng og andre byer i kolonien. Han undskyldte sig med at han ikke forventede krig, og at han ikke ønskede at skave en uønsket mistænksomhed hos Fristatens regering. Hans fremfærd i begge tilfælde var ganske teknisk korrekt, men skabte stor misnøje hos loyale kolonister.

Chamberlain sendte en forsonende melding til præsident Kruger den 28. juli og bad om et møde af delegater for at vurdere de sidste forslag. 3. august telegrafere Schreiner til Fischer og tryglede Transvaal om at acceptere Chamberlains forslag. Senere, efter at have modtaget en forespørgsel fra Fristaten om bevægelserne til britiske styrker, afviste Schreiner bryskt at udlevere information og henviste Fristaten til højkommisæren. 28. august lagde Gordon Sprigg forslaget frem i forsamlingen om at diskutere fjernelse af våben fra Fristaten. Som svar krævede Schreiner stærkest mulig sensurering af Sprigg som mulig, både i kolonien og i Storbritannien. Schreiner slog fast at eftersom det skulle dukke problemer op, ville Sprigg holde kolonien på tærne både med tanke på militæret og folket. I løbet af sin tale, læste han et telegram fra præsident Steyn hvor præsidenten tilbageviste enhver aggressiv handling fra Fristatens side som absurd. Talen skabte skandale i britisk presse.

Det er ganske oplagt fra en gennemgang af Schreiners fremfærd i sidste del af 1899 at han fejlvurderede situationen i Transvaal totalt. Han viste den samme manglende evne til at forstå uitlandernes misnøje, den samme forfængelige tro på den endelige retfærdighed til præsident Kruger, som statsminister i Kap, som han havde vist da han vidned foran British South Africa Select Committee i sagen om Jamesonraidet. Erfaring skulle have lært ham at det ikke gik an at appellere til præsident Krugers fornuft og at beroligelserne fra præsident Steyn var uærlige.

Den anden boerkrig, 1899–1902[redigér | redigér wikikode]

Boere i en skyttegrav som belejrer briterne i byen Mafeking i 1899.

Det første skud i den anden boerkrigen blev affyret ved Kraipan, en lille jernbanestation i Kapkolonien, 65 km syd for Mafeking. Et tog blev afsporet og ammunition som var tiltænkt oberst Robert Baden-Powell, blev taget. Dette afskar Mafeking fuldstændig. Mafeking var den nordligste by i Kapkolonien og var belejret i over syv måneder efter dette. 16. oktober 1899 blev også Kimberley isoleret. Der blev givet proklamationer ud fra Transvaal og Oranjefristaten som annekterede dele af Kapkolonien som inkluderede Britisk Bechuanaland og Griqualand West, hvor diamantfelterne befandt sig. 28. oktober 1899 signerede Schreiner en proklamation fra Alfred Milner som højkommisær som erklærede boerannekseringen af territorium indenfor Kapkolonien for at være ugyldig.

Så kom de britiske tilbageslag ved Magersfontein (11. december 1899) og Stormberg (10. december 1899). Effekten af disse tilbageslag i udbruddet af krigen, med tanke på at de skete indenfor Kapkolonien, skulle give et antal af koloniboere i grænseområdet mod til at slutte sig til sine slægtninge fra republikkerne. Boerne formerede sig hurtigt, og deres familier var store. Mange unge sønner fra kolonien, som ikke havde noget at tabe, forlod sine hjem med hest og riffel for at slutte sig til de republikanske styrker.

En boer–kommando i 1900.

Samtidig blev de loyale Kapkolonister hæmmet af den træge indrulleringen til de imperielle myndigheder. Der var ikke før lord Roberts og lord Kitchener ankom Kapstaden 10. januar 1900 at disse uvurderlige, og mange af dem erfarne, mændene blev frit inviteret til at deltage. Så stærke meninger havde lord Roberts om emnet at han med en gang gjorde oberst Brabant, en velkendt og respekteret veteran og medlem af folkeforsamlingen, til brigadegeneral og startede at rekruttere loyale kolonister for alvor. 15. februar 1900 kom general French Kimberley til undsætning, og boergeneralen Cronje evakuerede Magersfontein og trak sig tilbage til Bloemfontein.

Cecil Rhodes var indestængt i Kimberley under hele belejringen, og hans nærvær inspirerede uden tvivl boerne i sit forsøg på at tage byen, men hans unikke position og indflydelse hos arbejderne i De Beers, gjorde det muligt for ham at samle småbrugere og skabte entusiasme og mod hos indbyggerne. Produktionen af en stor kanon som kunne konkurrere med boernes "Long Tom" ved værkstederne til De Beer under Rhodes' ordrer, gennem opfindsomheden til en amerikaner, mr Labram, som blev dræbt få dage efter at den blev fuldført, udgjorde en av de mest slående hændelser i perioden.

Da Mafeking blev undsat 17. maj 1900 endte Kapoprøret, og kolonien var for en tid fri for fjendtlige styrker.

James Rose–Innes, et fremtrædende medlem af forsamlingen som i flere år havde holdt sig neutral fra partierne og som også havde forsvaret Schreiners handlinger med tanke på våbenlasten til Fristaten, talte den 20. marts 1900 til sine vælgere i Claremont til støtte for annektering af begge republikker. I løbet af talen hævdede han at Canada, til trods for oprør, havde loyaliteten fra fransk–canadierne gennem frie institutioner. I Sydafrika kunne de håbe på at en lignende politik ville skaffe et lignende resultat med boerne. Schreiner vis nylige støtte til Alfred Milner havde opbragt mange af hans Bond–tilhængere, gik i juni 1900 af som konsekvens af at nogen af hans kolleger nægtede at støtte loven om at stemmeret skulle fratages oprørere som han forberedte, i henhold til synene til hjemmeregeringen, for at straffe Kapoprørerne. Denne lov var definitivt alvorlig nok, men at fratage støttespillere til Bond stemmeret i stort antal var mere ubehagelig for Bond–ekstremister end straf mod individer. Gordon Sprigg som efter en særdeles delikat politisk krise, efterfulgte Schreiner og blev statsminister for fjerde gang, klarede at få loven godkendt med samarbejde fra Schreiner og hans sektion.

Undsætningen af Ladysmith.

Mod slutningen af år 1900 gik krigen ind i en ny fase og tog form som guerillatræfninger med spredte styrker af boere. I december gik nogen af disse grupper ledet af Jan Smuts ind i Kapkolonien og forsøgte at få koloniboerne til at slutte sig til dem. Til at begynde med mødte de lidt eller ingen succes, men eftersom 1901 skred frem og boerne fremdeles klarede at holde de forskellige distrikter urolige, blev det vurderet nødvendig af myndighederne at erklære undtagelsesstilstand i hele kolonien. Dette blev gjort 9. oktober 1901.

Alfred Milner blev indsat som guvernør i Transvaal og Orange River Colony den 4. januar 1901, kort tid før han blev adlet som lord Milner. Samme dag blev Walter Hely-Hutchinson, guvernør i Natal, udnævnt som hans efterfølger som guvernør i Kapkolonien. Embedet som højkommisær i Sydafrika blev nu skilt ud fra guvernørembedet i Kap og associeret med det i Transvaal, en indikation på ændrede forhold i Sydafrika. Delingen af kolonister som foretrak boerstaterne og de som holdt fast på den britiske forbindels blev reflekteret, til skade for det offentlige velvære, i partierne i Kapparlamentet. Der blev gjort forslag om at suspendere konstitutionen, men denne drastiske kurs ble ikke fulgt. Det progressive parti, navnet blev taget af de som søgte en permanent bosætning under britisk flag, mistede sin leder, og Sydafrika sin største statsmand da Cecil Rhodes døde i maj 1902, få uger før krigen sluttede.

Efter krigen[redigér | redigér wikikode]

Boernes anerkendelse af sit nederlag i felten og overgivelsen til cirka 10.000 oprørere svækkede ikke afrikanernes forsøg på at skaffe sig politisk herredømme i kolonien. Statsminister Sprigg som nominelt var leder for de progressive, forsøgte at fastholde sin stilling sommeren 1902 ved at sikre Bond–partiets støtte i parlamentet. Tidligt i 1903 inkluderede Chamberlain Kapstaden i sit besøg til Sydafrika og havde en konference med de politiske ledere fra alle partier. Forsoning mellem Bond og britiske elementer i kolonien var rigtignok fremdeles umulig, og de to parter konsentrerede sig om sine forsøg på at sikre sejren i det kommende valg. Hofmeyr som havde valgt at tilbringe store dele af krigen i Europa, returnerede til Kap for at reorganisere Bond. På den andren side tog dr Jameson steget frem som leder for de progressive. Parlamentet blev opløst i september 1903. Det havde siden krigen vedtaget to vigtige tiltag. Det første i 1902 var at lægge restriktioner på fremmed immigration, mens det andet fra 1903 ratificerede den første toldkonvention mellem de sydafrikanske kolonier. Denne konvention blev kendt for sin særbehandling mod import fra Storbritannien, generelt blev der givet en rabat på 25% i told.

Valget var præget af sagen om britisk eller Bonds herredømme. Der blev udkæmpet på et stemmeregister som var renset for oprørere, mange af dem var i fængsel, i tillæg til at de var frataget stemmeretten. Hver side forsøgte at sikre sig støtte fra indfødte vælgere som i flere valgkredse var på vippepunktet. Mændene fra Bond lovede mere end sine modstandere ovenfor de indfødte og inviterede til og med en afrikansk journalist (som afslog) til at stille som kandidat til forsamlingen. Med tanke på agitationen i forkant for introduktionen af kinesiske arbejdere til at arbejde i gravene i Rand, erklærede de progressive sin intention, eftersom de vandt valget, til at ekskludere dem fra kolonien, og denne erklæring gav dem nogen indfødte stemmer. Optællingen i januar og februar 1904 resulterede i en progressiv majoritet på fem repræsentanter i en forsamling på 95 repræsentanter. De afslåede kandidater inkluderede fremstående Bond–tilhængere som Merriman og Sauer, og også Gordon Sprigg og A. Douglass, et andet medlem af regeringen. Schreiner stilte som uafhængig og blev heller ikke valgt.

Jameson–regeringen[redigér | redigér wikikode]

Jameson som her blev arresteret efter Jameson-raidet, blev statsminister efter at John Gordon Sprigg gik af 18. februar 1904.

Sprigg gik af 18. februar og blev efterfulgt ag dr Leander Starr Jameson som dannede, i karakter, en helt britisk regering. Den første opgave til den nye regering var at introducere et tillæg til repræsentationslovgivningen, for delvis at rette ujævnheder op i valgmagten mellem valgdistrikter i landet og i byerne. Tolv nye sæder i repræsentanternes hus blev fordelt blandt de største byer og tre medlemmer blev lagt til det lovgivende råd. By vælgere var for det meste britiske, og lovforslaget mødte bitter modstand fra Bond–medlemmerne som erklærede at det var dens mål at udrydde deres parlamentariske magt. Men faktum var at loven skyldtes en stor ujævnhed i distributionen af sæder som en minoritet af vælgere i landdistrikterne drog nytte af.

Byerne var selv efter den nye lov underrepræsenteret i parlamentet. Loven blev støttet af to eller tre afrikanske medlemmer som blev udsat for voldelige angreb fra Bondsmænd. Valgene for de ekstra sæder blev afholdt i juli efter at sessionen var over. De resulterede i en styrkelse af de progressives majoritet både i repræsentanternes hus og i det lovgivende råd, hvor de progressive kun havde en majoritet på en repræsentant.

I begyndelsen af dens karriere, stod Jameson–regeringen ovenfor en alvorlig finansiel situation. I løbet af krigen havde forsyningen af hæren i feltet ført til en kunstig handelsinflation, og Sprigg–regeringen havde fulgt en politik med ekstraordinære udgifter som ikke havde hjemme i koloniens finanser. Den træge genopbygning af guldgravene og andre industrier i Transvaal efter krigen viste igen i en stor nedgang i handelen i Kapkolonien i sidste halvdel af 1903. Situationen blev forværret af alvorlig tørke. Da dr Jameson blev statsminister, kom han til en tom statskasse, og det måtte tages betydelige midlertidige lån.

Gennem 1904 fortsatte indtægterne at synke. Sammenlignet med indtægterne i 1903, sank de fra £11.701.000 til £9.913.000. Regeringen, ved siden af nedskæringer i statslønningerne og udøving af en streng økonomi, underskrev i juli 1904 et lån på £3 millioner. Den vedtog også en lov som indfødte en graderet skat (6d til 1s pr. pund) på alle indtægter over £1000. En betydelig moms blev lagt på spiritus og øl, samtidig som det blev gennemført lettelser for brandy–bønderne. Resultatet var at mens der var et underskud i budgettet i 1904–05 på £731 000, viste budgettet for 1905–06 et overskud på £5161. Dette lille overskud kom til trods for yderligere nedgang i indtægterne.

Dr Jamesons program var stort set materiel udvikling. Med ordene til talen som åbnede sessionen i parlamentet i 1905, "uden en betydelig udvikling af vore agrikulturelle og pastorale resurser, kan vore position ikke som selvbergende koloni sikres". Denne afhængighed på egne resurser var endnu mere nødvendig på grund af den intense rivaliseringen med Natal og Delagoa Bay i handelen med Transvaal. Åbningen af afsidesliggende distrikter ved hjælp af jernbaner blev energisk fulgt, og på andre måder blev der gjort store anstrengelser for at støtte agrikulturen. Disse forsøg på at hjælpe landdistriktetne blev mødt af kølig anerkendelse fra afrikanerne, og løsladelsen i maj 1904 af alle de fængslede oprører var et nyt steg mod forsoning. I eksklusionen af kinesere fra kolonien var også Bond–partiet enige med regeringen. En uddannelseslov blev vedtaget i 1905 som etablerede skolestyre baseret på folkelig stemmeret og gav gradvis indføring af obligatorisk uddannelse. Kultiveringen af venlige relationer med nabokolonierne var også et af de vigtigste mål i Jamesons politik.

Bond, på sin side, søgte at nærme sig Het Volk, boerorganisationen i Transvaal, og lignende organisationer. På sin kongres i 1906 som blev holdt i marts det år i Ceres, blev der vedtaget en resolution der en satte som mål at forene afrikansk kultur i hele Sydafrika, i henhold til den oprindelige forståelse af Bond. Sager som galt de indfødte viste sig at være en stadig kilde til betydelig usikkerhed. I januar 1905 lagde en kommision som gik på tværs af kolonierne en rapport frem på indfødt–spørgsmålet siden det havde indvirkning på Sydafrika som helhed. Der blev lagt forslag frem for ændringer i lovene i Kapkolonien med tanke på stemmeretten til de indfødte. Efter kommisionens mening var det sikkert at stemmeretten til de Kap–indfødte under eksisterende forhold med tiden ville føre til en uholdbar situation, og den var dermed en uklog og farlig ting. Registreringen i 1905 viste at der var over 23.000 "farvede" vælgere i kolonien. Kommisionen foreslog separate valg for indfødte for et fastsat antal medlemmer i den lovgivende forsamling, samme plan som blev adopteret af New Zealand for maorivælgerne. Den privilegerede stilling til Kap–indfødte blev set på som et hinder for en føderation i Sydafrika. Diskussionen som fulgte baseret på rapporter om at regeringen vurderede at tage stemmeretten fra de indfødte, ledet derimod ikke til umiddelbare resultater.

En anden forstyrrende faktor i forbindelse med sager om de indfødte var oprøret til khoikhoierne og hereroerne i Tysk Sydvestafrika. Et stort antal, inkluderet nogen af de vigtigste høvdinge, flygtede i 1904 og de følgende år ind i britisk territorium, og der blev lagt krav frem i Tyskland om at det blev taget kontrol over disse flygtninge, men der ble ikke fulgt op af Kap–regeringen. Problemet tog derimod slut i september 1907 da Morenga, en høvding som var blevet interneret af kolonimyndighederne, men havde flygtet og taget op igen fjendtlighederne mod tyskerne, igen var på britisk side af grænsen. Da han nægtede at overgive sig og blev forfulgt af Kaps ridende politi, blev han dræbt i aktionen.

Oprøret i det tyske protektorat havde været den indirekte årsag til et "boerraid" ind i Kapkolonien næsten et år før Morenga døde. I november 1906 gik en lille gruppe af Transvaal–boerne som havde blevet ansat af tyskerne mod khoikhoierne under lederskabet til en mand som hed Ferreira ind i kolonien og begyndte at raide gårde og rekruttere med magt. Inden en uge var alle i gruppen taget til fange. Ferreira og fire medsammensvorene blev stillet for retten anklaget for mord og dømt i februar 1907. Dødsdommerne blev lavet om til straffearbejde.

Som et resultat af en interkoloniel konference som blev afholdt i Pietermaritzburg i de tidlige måneder af 1906, trådte en ny toldkonvention af strengt beskyttende karakter i kraft den 1. juni 1906. Samtidig blev rabatten på gods fra Storbritannien og tilhørende kolonier øget. Sessionen i parlamentet som sanktionerede denne ændring var kendt for sin opmærksomhed ovenfor kunstvandings– og jernbaneplaner. Et vigtig tiltag ag politisk karakter blev vedtaget i 1906, et amnestivedtag. Under dens provisioner fik over 7000 tidligere oprørere som ellers ikke havde haft stemmeret i det påfølgende valg, sin stemmeret tilbage i 1907.

Mens tiltagene som blev gjort for at udvikle agrikultur og mineralresurserne i landet lykkedes, fortsatte byerne at lide af inflation, overkøb, overbygning og overspekulation, som markerede krigsperioden. En konsekvens var at importen gik yderligere ned i løbet af 1906–07, og siden modtagerne var stor set afhængig af told var resultatet en betydelig svindende indtægt. Revisionen for året som endte 30. juni 1907 viste et underskud på £640 455. Nedgangen i indtægt, £4 millioner på fire år, selv om den ikke reflekterede den økonomiske tilstand i landet siden det årligt blev mere selvforsynet ved øgning i hjemmeproduktionen, førte til en foruroligende stemning og skadet stillingen til regeringen.

I sessionen i 1907 fremmede oppositionen i den lovgivende forsamlingen en krise ved at nægte at give forsyninger fremstemt af repræsentanternes forsamling. Dr Jameson bestred de konstitutionelle rettigheder til parlamentet til at gøre dette, og på hans råd opløste guvernøren parlamentet i september 1907. Før parlamentet blev opløst, vedtog det at indføre en skat på 10% på diamant– og kobber–graveselskaberne som tjente over £50 000 pr. annum, og en anden lov som etablerede en agrikulturel kreditbank.

Merriman–regeringen[redigér | redigér wikikode]

Valgene til det lovgivende råd blev afholdt i januar 1908 og resulterede i Bond–sejer. Dets tilhængere kaldte sig det sydafrikanske parti (de progressive blev omdøbt til "unionister") og fik 17 sæder af de totalt 26. Dr Jameson gik derfor af 31. januar 1908 og der blev dannet regering med John X. Merriman som statsminister og finansminister og J.W. Sauer som minister for offentlige arbejde. Ingen af disse politikere var medlemmer af Bond, og begge havde haft embeder under Rhodes og Schreiner. Men de havde været de ledende parlamentariske eksponenterne for Bond–politikken over betydelig tid. Valget for den lovgivende forsamling fulgte i april, og delvis som konsekvens af at oprørerne havde fået sin stemmeret tilbage, endte i en afgørende majoritet for Merriman–regeringen. Parlamentet bestod nu af 69 medlemmer af det sydafrikanske parti, 33 unionister og 5 uafhængige, blandt dem Sprigg og Schreiner.

Ændringen i regeringen blev ikke fulgt af forbedring i den financielle situation. Mens landdistrikterne forblev nok så blomstrende, fortsatte transithandelen og de urbane industrierne sin nedgang. Depressionen blev forstærket af den financielle kris i USA som særligt påvirkede uldhandelen og i mere markeret grad diamanthandelen som førte til delvis stop i gravene i Kimberley. Nedgangen i diamanthandelen vises ved at sammenligne værdien af diamanter eksporteret fra Kap i årene 1907 og 1908. I 1907 havde de en værdi på £8.973.148, mens denne havde sunket til £4.796.655 i 1908. Dette havde alvorlige konsekvenser på indtægtene, og den offentlige revisionen for året 1907–08 viste et underskud på £996.000 og et tilsvarende underskud på omtrent samme beløb året efter.

For at balancere budgettet, foreslog Merriman drastiske mediciner, inkluderet suspension af det synkende fond, reduktion i lønnen til alle statsansatte og skat på indtægt over £50 pr. år. Delvis som en konsekvens af den alvorlige økonomiske situation, fik den fornyede bevægelse for en tættere union mellem de forskellige sydafrikanske kolonier, formelt sat i gang af dr Jameson i 1907, støtte fra Kap–parlamentet. I løbet af 1907–08 bestemte en national konvention sig for union, og i 1910 blev Sydafrikanske union etableret og Kapkolonien blev Kap-provinsen indenfor den.

Guvernører i Kapkolonien (1652–1910)[redigér | redigér wikikode]

Tittelen til grundlæggeren af Kapkolonien, Jan van Riebeeck, var "kommandant af Kap", en stilling han havde fra 1652 til 1662. Han blev efterfulgt af en lang række av både hollandske og britiske administratorer, afhængig af hvem som havde magten for tiden:

Kommandanter af det hollandske Ostindiske kompagnis koloni (1652–1691)[redigér | redigér wikikode]

Guvernør Fra Til Kommentar
Jan van Riebeeck 7. april 1652 6. maj 1662
Zacharias Wagenaer 6. maj 1662 27. september 1666
Cornelis van Quaelberg 27. september 1666 18. juni 1668
Jacob Borghorst 18. juni 1668 25. marts 1670
Pieter Hackius 25. marts 1670 30. november 1671
Albert van Breugel april 1672 2. oktober 1672 fungerende
Isbrand Goske 2. oktober 1672 14. marts 1676
Johan Bax dit van Herenthals 14. marts 1676 29. juni 1678
Hendrik Crudop 29. juni 1678 12. oktober 1679 fungerende
Simon van der Stel 10. december 1679 1. juni 1691

Guvernører af det hollandske Ostindiske kompagnis koloni (1691–1795)[redigér | redigér wikikode]

Guvernør Fra Til Kommentar
Simon van der Stel 1. juni 1691 2. november 1699
Willem Adriaan van der Stel 2. november 1699 3. juni 1707
Johannes Cornelis d’Ableing 3. juni 1707 1. februar 1708 fungerende
Louis van Assenburg 1. februar 1708 27. december 1711
Willem Helot 27. december 1711 28. marts 1714 fungerende
Maurits Pasques de Chavonnes 28. marts 1714 8. september 1724
Jan de la Fontaine 8. september 1724 25. februar 1727 fungerende
Pieter Gijsbert Noodt 25. februar 1727 23. april 1729
Jan de la Fontaine 23. april 1729 8. marts 1737 fungerende
Jan de la Fontaine 8. marts 1737 31. august 1737
Adriaan van Kervel 31. august 1737 19. september 1737 døde efter tre uger i stillingen
Daniël van den Henghel 19. september 1737 14. april 1739 fungerende
Hendrik Swellengrebel 14. april 1739 27. februar 1751
Ryk Tulbagh 27. februar 1751 11. august 1771
Joachim van Plettenberg 11. august 1771 18. maj 1774 fungerende
Joachim van Plettenberg 18. maj 1774 14. februar 1785
Cornelis Jacob van de Graaff 14. februar 1785 24. juni 1791
Johannes Izaac Rhenius 24. juni 1791 3. juli 1792 fungerende
Sebastiaan Cornelis Nederburgh og
Simon Hendrik Frijkenius
3. juli 1792 2. september 1793 generalkommistionærer
Abraham Josias Sluysken 2. september 1793 16. september 1795

Britisk koloni (1. gang, 1797–1803)[redigér | redigér wikikode]

Guvernør Fra Til Kommentar
George Macartney 1797 1798
Francis Dundas 1798 1799 1. gang, fungerende
George Yonge 1799 1801
Francis Dundas 1801 1803 2. gang, fungerende

Bataviske republik (hollandsk) koloni (1803–1806)[redigér | redigér wikikode]

Guvernør Fra Til
Jacob Abraham Uitenhage de Mist 1803 1804
Jan Willem Janssens 1803 1806

Britisk koloni (2. gang, 1806–1910)[redigér | redigér wikikode]

Guvernør Fra Til Kommentar
David Baird 1806 1807 Fungerende
Henry George Grey 1807 1807 1. gang, fungerende
Du Pré Alexander 1807 1811
Henry George Grey 1811 1811 2. gang, fungerende
John Cradock 1811 1814
Robert Meade 1813 1814 Fungerende for Cradock
Charles Henry Somerset 1814 1826
Rufane Shaw Donkin 1820 1821 Fungerende for Somerset
Richard Bourke 1826 1828 Fungerende
Galbraith Lowry Cole 1828 1833
Thomas Francis Wade 1833 1834 Fungerende for D'Urban fra 10. januar 1834
Benjamin d'Urban 1834 1838
George Thomas Napier 1838 1844
Peregrine Maitland 1844 1847
Henry Eldred Curwen Pottinger 1847 1847
Harry Smith 1847 1852
George Cathcart 1852 1854
Charles Henry Darling 1854 1854 Fungerende
George Edward Grey 1854 1861
Robert Henry Wynyard 1859 1860 1. gang, fungerende for Grey
Robert Henry Wynyard 1861 1862 2. gang, fungerende
Philip Edmond Wodehouse 1862 1870
Charles Craufurd Hay 1870 1870 Fungerende
Henry Barkly 1870 1877
Henry Bartle Frere 1877 1880
Henry Hugh Clifford 1880 1880 Fungerende
George Cumine Strahan 1880 1881 Fungerende
Hercules Robinson 1881 1889 1. gang
Leicester Smyth 1881 1881 1. gang, fungerende for Robinson
Leicester Smyth 1883 1884 2. gang, fungerende for Robinson
Henry D'Oyley Torrens 1886 1886 Fungerende for Robinson
Henry Augustus Smyth 1889 1889 Fungerende
Henry Brougham Loch 1889 1895
William Gordon Cameron 1891 1892 1. gang, fungerende for Loch
William Gordon Cameron 1894 1894 2. gang, fungerende for Loch
Hercules Robinson 1895 1897 2. gang
William Howley Goodenough 1897 1897 Fungerende
Alfred Milner 1897 1901
William Francis Butler 1898 1899 Fungerende for Milner
Walter Hely-Hutchinson 1901 1910
Henry Jenner Scobell 1909 1909 Fungerende for Hely-Hutchinson

Stillingen som højkommisær for det sydlige Afrika blev også holdt fra 27. januar 1847 til 31. maj 1910 af guvernøren i Kapkolonien. Stillingen som guvernør i Kapkolonien blev fjernet den 31. maj 1910 da kolonien sluttede sig til Sydafrikanske union.

Statsministre i Kapkolonien (1872–1910)[redigér | redigér wikikode]

Statsminister Fra Til Kommentar
John Charles Molteno 1872 1878
John Gordon Sprigg 1878 1881 1. gang
Thomas Charles Scanlen 1881 1884
Thomas Upington 1884 1886
John Gordon Sprigg 1886 1890 2. gang
Cecil Rhodes 1890 1896
John Gordon Sprigg 1896 1898 3. gang
William Philip Schreiner 1898 1900
John Gordon Sprigg 1900 1904 4. gang
Leander Starr Jameson 1904 1908
John X. Merriman 1908 1910

Stillingen som statsminister i Kapkolonien blev fjernet den 31. maj 1910 da kolonien sluttede sig til Sydafrikanske union.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • The Migrant Farmer in the History of the Cape Colony.P.J. Van Der Merwe, Roger B. Beck. Ohio University Press. 1. januar 1995, ISBN 0-8214-1090-3.
  • History of the Boers in South Africa; Or, the Wanderings and Wars of the Emigrant Farmers from Their Leaving the Cape Colony to the Acknowledgment of Their Independence by Great Britain. George McCall Theal. Greenwood Press. 28. februar 1970, ISBN 0-8371-1661-9.
  • Status and Respectability in the Cape Colony, 1750-1870 : A Tragedy of Manners. Robert Ross, David Anderson. Cambridge University Press. 1. juli 1999, ISBN 0-521-62122-4.
  • The War of the Axe, 1847: Correspondence between the governor of the Cape Colony, Sir Henry Pottinger, and the commander of the British forces at the Cape, Sir George Berkeley, and others. Basil Alexander Le Cordeur. Brenthurst Press. 1981, ISBN 0-909079-14-5.
  • Blood Ground: Colonialism, Missions, and the Contest for Christianity in the Cape Colony and Britain, 1799-1853. Elizabeth Elbourne. McGill-Queen's University Press. december 2002, ISBN 0-7735-2229-8.
  • Recession and its aftermath: The Cape Colony in the eighteen eighties. Alan Mabin. University of the Witwatersrand, African Studies Institute. 1983.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: