Fristaten Congo

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
État indépendant du Congo
Fristaten Congo
Personlig Koloni
Flag of Congo Free State.svg
1885–1908 Flag of Congo Free State.svg
Flag Våben
Flag Rigsvåben
Motto
"Travail et Progrès"
("Arbejde og Fremskridt")
Geografisk placering af Fristaten Congo
Kort over Belgien og Fristaten Congo (grøn) i verden (grå)
Hovedstad Boma
Styreform Absolut monarki
Leder og Ejer[Kilde mangler]||Leopold II
Historisk æra
 - Etableret 2. maj[Kilde mangler]
 - Annektion af Belgien 15. november 1908

Fristaten Congo (fransk: État indépendant du Congo) var fra 1885-1908 en koloni i Centralafrika i personalunion med Belgien. Kolonien tilhørte kongen Leopold 2. personligt, men han blev tvunget til at overdrage kolonien til den belgiske stat efter at en omfattende international protestbevægelse i begyndelsen af 1900-tallet fremhævede de umenneskelige metoder, som landet blev kørt. Fra 1908 til 1960 blev landet administreret som Belgisk Congo.

Baggrund[redigér | redigér wikikode]

En i 1876 dannet "Internationale afrikanske association" med kong Leopold 2. som præsident havde som arbejdsfelt Østafrika fra kysten til de store søer. Men efter, at Stanley den 12. august 1877 var trængt tværs over Afrika frem til Atlanten samt påvist Kongoflodens løb og dets enorme bækkens rigdomme, syntes dette område mere egnet som operationsfelt, hvorfor Leopold 2. den 25. november 1878 i Bruxelles dannede "Comité dé'tudes du Haut-Congo", som påbegyndte besiddelsestagningen af Kongoområdet. Stanley anlagde stationen Vivi i august 1879, og denne blev fulgt op med over 30 stationer mellem Kongoflodens munding og Stanley-faldene (december 1883) samt i Kuilu-Niadi-området, og en stribe aftaler blev indgåede med negerhøvdinger, som afstod deres højhedsrettigheder over store områder. I 1882 tog komitéen navnet "Association internationale du Congo". Dets flag (blå dug med en gul stjerne) anerkendtes af USA og de europæiske stater (således af Sverige-Norge den 10. februar 1885). Repræsentanter for disse magter samledes i Berlin i 1884 til den såkaldte Kongokonferensen, som regulerede den nye fristats internationale forhold foruden andre forhold vedrørende Afrika.

Grænser og landskabelige forhold[redigér | redigér wikikode]

Ved aftaler med Tyskland, Frankrig, Belgien, England og Portugal blev grænserne fastlagte. Kongostaten grænsede i nord til den portugisiske enklave Kabinda (grænsen fastlagt den 25. maj 1891) og Fransk Kongo (grænsen fulgte floden Tsjiloango til dens nordligste kilde, vaandskellet mellan Niadi-Kuilu og Kongo til Manjangas meridian, der efter en ikke naturlig grænselinie til Kongo, ad denne flod opad samt - fra den 14. august 1894 - dens biflod Ubangi til foreningen af Mbomu og IMle, videre Mbomu til dens kilder og endelig en ret linje til vandskellet mellem Kongo- og Nilbækkenet, der efter vandskellets kam til 30° østlig længde, denne længdegrad til 5° 30r nordlig bredde samt denne sidstnævnte linje til Nilen), iøst til Britisk Østafrika, Tysk Østafrika og Tanganjika-søen, i syd til Britisk Centralafrika og Portugisisk Vestafrika (grænsen fastlagt den 25. maj 1889, da Muata-Janvos rige, Lundariget, som tidligere lå mellem portugisisk Angola og Kongostaten, blev delt mellem de to).

Det store område, som beregnedes have et areal af omkring 2.252.800 km2, var trods en stribe forskningsrejser af Livingstone, Stanley, Wissmann, Wolf, v. Francois og andre, i samtiden kun lidt kendte. Det var delt i tre naturligt begrænsede områder: det omkring 2.2 mio. km2 store område omkring øvre Kongo, det omkring 12.500 km2 store område omkring nedre Kongo samt den mellem de to liggende 400 km brede bjergrige zone omkring faldene. Det syntes at være et i almindelighed jævnt, kun af enkelte, ikke specielt høje bjergområder gennemdraget land, som næsten udelukkende tilhørte Kongos flodområde (kun i øst tilhørte en del Nilens flodområde).

Klima[redigér | redigér wikikode]

Klimaet var varmt og fugtigt. I det indre var forskellen mellem regntid og tør årstid mindre udpræget; ved ækvator regnede det uregelmæssigt hele året. I de sydlige egne, især i Katangaområdet, oversteg temperaturen ikke 34°C og faldt ikke sjældent til 5°C.

Om jordens frugtbarhed var meningerne i samtiden meget delte. Den vidt udbredte lateritjord egnede sig kun i ringe grad til jordbrug, men det skov- og vandrige område ved nedre Kongo var meget frodigt og egnet især til kaffe-, tobaks- og kakaodyrkning, mens i savanneområdet omkring øvre Kongo, Stanley Falls, øvre Uelle og Aruvimi viste sig egnede til kvægavl. Alluvialjorden og det dybe humuslag i skovene i det øvrige område ansås at kunne give rig afkastning af alle slags kolonialafgrøder.

Af mineraler havde man i samtiden opdaget jern- og kobbermalm samt stenkul.

Befolkningsforhold[redigér | redigér wikikode]

Befolkningen dannede den vestre gren af kafferfolkene, undertiden med et fælles navn sammenfattet under benævnelsen bundafolkene: ved Kongos øvre løb uarua, længere ned de vilde man-jema, hvilke for araberne i samtiden gjorde tjenste som slavejægere, waregga, lige som befolkningen ved Aruvimi. bosoko med flere, kannibaler, ved Kongos mellemste løb mongo (balolo), gombe, bokote (wangotä), bangala, bateke med flere, neden for Stanley Pool bakuendi, basundi, majombe og kakongo på den nordlige side samt bakongo og musorongo på den sydlige, ved San-kuru og Kassai lunda, bakuba, basonge (baluba, basjilange), basenge med flere. De var i almindelighed ikke krigeriske, dog undtaget bangala (balombo) ved Kongo oven for Ubangis munding. Alle drev jordbrug, fiskeri, jagt og forarbejdede med dygtighed træ, ler, plantefibre, sten, jern, messing, kobber og elfenben til husgeråd, prydelser og våben. Mange drev med ubestridelig dygtighed varehandel.

Européerna fandt blandt de indfødte med lethed tilstrækkeligt med arbejdskraft for sine forehavender. Kongojernbanen sysselsatte 40.000 bærere. Nogen udvikling i retning af statsdannelse syntes intetsteds, hvilket væsentlig gjorde Kongostatens opretholdelse lettere. Blandt kafferfolkene boede, hvad man formodede var rester af en oprindelig befolkning, de dværgartede batua (vua-tua), ved Kongos biflod Lomami og Sankurus biflod Lubi-lasj, og acka.

Befolkningens størrelse var ukendt og beregnedes højst uensartet, fra 14 til 30 mio. Antallet af europæere var i januar 1896 1.325, af hvilke 839 var belgiere, 79 svenskere og nordmænd.

Missionsvirksomhed[redigér | redigér wikikode]

Missionen arbejdede på over 100 steder. Ved nedre Congo oprettedes 1888 et katolsk apostolisk vikariat. Af protestantiske missionsselskaber, hvilke 1896 havde omkring 230 europæiske missionærer på 56 stationer, forestod i særdeleshed de engelske (med 10 stationer) og amerikanske baptister (med 14) en livlig virksomhed; de deltog tillige kraftigt i landets udforskning, hvorved deres dampskibe gjort god tjeneste. Foruden dem arbejdede den engelske balolomission, den amerikanske biskop Taylors mission, The international missionary alliance og Svenska missionsförbundet. Det sidstnævnte, som begyndte sin virksomhed ved Kongo 1881 - næst efter de engelske baptister det ældste af de i Kongo virkende protestantiske missionsselskaber - havde ved nytår 1897 5 stationer (Mukimbungu, Kibunzi, Diadia, Nganda, alle i Kataraktdistriktet, og Londe i distriktet Matadi) med 19 udstationer, 22 svenske missionærer (deraf 10 kvinder) og 44 indfødte, 621 forsamlingsmedlemmer og 38 skoler med 1.190 skoleelever (deraf 48 søndagsskoleelever). Det i hvert fald ved nedre Kongo gængse handels- og missionssprog fra Banana til Stanley Pool, på begge sider af floden, var (ki-)fioti, derfor tillige kaldet Kongosproget. Den i Svenska missionsförbundets tjeneste virkende Nils Westlind (død 1895) forfattede "Grammatikaliska anmärkningar öfver Kongospråket sådant det talas i mellersta delen af den nedre Kongodalen" (Mukimbungu, 1888) samt oversatte til samme sprog Johannes’ evangelium (Kristinehamn 1885), Bibliska berättelser (1891), hele Det Nye Testamente (samme år, nyt oplag 1898) samt udarbejdede en læsebog (Stockholm 1887). Andre svenske missionærer skrev blandt andet en ABC-bog (1893), en sangbog (1896), som blev antaget til brug af alle missionsselskaberne ved nedre Kongo, og udgav fra 1892 et tidskrift, "Minsamu miayenge" (Fredsbudbringeren), som udkom i 750 eksemplarer, modtog bidrag af de indfødte og europæere og indeholdt en religiøs afdeling, artikler i geografi, naturlære og sundhedsvæsen samt nyheder fra ind- og udland.

Samfærdsel, handel[redigér | redigér wikikode]

Skønt Kongo ophørte at være sejlbar ved Stanley Pool, havde det i Belgien dannede "Compagnie du chemin de fer du Congo" igangsat anlæggelsen af en omkring 400 km lang jernbane fra Matadi neden for Jellalafaldene til Naolo ved Stanley Pool (i april 1897 var 270 km færdiganlagte). Men intet land i Afrika ejede så stor rigdom på vandveje som Kongolandet, sammenlagt over 13.000 km.

Udførslen udgjorde 1896 noget over 15 mio. francs. Hovedartiklerne var elfenben, kautsjuk, palmekerner, palmeolia og kaffe. Indførslen vurderedes samme år til noget over 16 mio. francs, hvoraf 10.2 mio. francs fra Belgien. Kongo-staten var en ren handelskoloni, som støttede sig på negrenes frie produktion, og flere europæiske handelshuse arbejdede i landet. Importtold indførtes 1892, eksporttolden var beskeden. Handel og søfart var frie, men frihandelsområdet omfattede tillige dele af Fransk Kongo, de portugisiske besiddelser til Rio Loja og til vandskellet mellem Kongo og Kuango samt hele Østafrika fra Sambesis munding til 5° nordlig bredde. Havnene Borna og Banana besøgtes 1895 af 571 fartøjer, på 253.000 tons. Trafikken mellem Europa og Kongomundingen blev forestået af flere dampskibslinier.

Kongostaten blev 1895 medlem af verdenspostforeningen.

Det franske møntsystem med guldmøntfod blev brugt. De første mønter blev slået i 1887, og 1896 indførtes pengesedler.

Metersystemet blev anvendt ved og i nærheden af europæernes stationer, men i almindelighed hvilede vareomsætningen på bytte mod prydelser og nyttigheder, hvorved kaurisnegle, fabriksprodukter af alle slags, kolanødder etc. repræsenterede penge.

Forfatning og forvaltning[redigér | redigér wikikode]

Kongostaten dannedes i henhold til beslutning ved Kongokonferencen og den 26. februar 1885 stilledes under Leopold 2.s. suverænitet i personalunion med Belgien og erklæredes for evighed neutral. Leopold 2., som til landets udforskning og forvaltning havde bekostet mange millioner, overdrog ved testamente af 2. august 1889 sine rettigheder efter sin død til Belgien, hvilket, genom konvention mellem de to stater af den 3. juli 1890 og ved en kodicil til nævnte testamente af 21. juli samme år, som fastlagde statsområdets ret til efter en tid af ti år at annektere Kongostaten med alle dertil hørende suverænitetsrettigheder.

Centralregeringen i Bruxelles lededes af en statssekretær og er opdelt i tre departementer: udenrigs-, finans- og indenrigsdepartementet (hvert under en generalsekretær) hvortil kom en generalskatmester og fra 1896 en kontroldirektør. I Bruxelles residerede også det Høje råd med 17 medlemmer, som på en gang var konsultativ myndighed samt kassationsdomstol og appellations-domstol i spørgsmål vedrørende mindst 25.000 francs.

Lokalregeringen, oprindelig i Borna siden i Léopoldsville, bestod af en generalguvernør bistået af en stab af tjenestemænd, samt distrikts-kommissarier, en i hvert af de 14 distrikter eller provinser, hvori staten var inddelt: Bananar Borna, Matadi, Katarakt-distriktet, Stanley Pool, Kuangooriental, Lualaba-Kassai, Ækvatordistriktet Leopold IIs sø, Bangala, Ubangi, Uölle, Stanley Falls og Aruvimi. Vigtigst blandt de 115 stationer var: Banana, Borna, Matadi, Lukungu, Leopoldville, Coquilhatville, Nouvelle-Anvers, Stanley Falls, Luluabourg, Ponthierville, Albertville, Njangve og Lusambo.

Staten behøvede store tilskud til dækning af sine forvaltningsomkostninger, efter som indkomsterne langt fra kunne dække disse, hvilket beroede på fravær af plantagedyrkning. Budgettet for 1897 optog indkomster på 9.369.300 og udgifter på 10.141.871 francs. Til indkomsterne hørte bidrag på l mio. francs (årligt) fra kongen, forskud af Belgien, den 3. juli 1890 bevilget for 10 år med 2 mio. francs årligt, toldindkomster (2 mio.) samt salg af land, jordleje og skatter med mere. Af udgifterne krævede i 1896 alene militæret 4.8 mio. francs, den lokale forvaltning kostede omkring l mio, offentlige arbejder 615.000, marinen 528.000, centralforvaltningen i Europa 231.000 francs.

Hæren bestod 1896 af omkring 12.000 mand (8.000 udskrevne og 4.000 hvervede) fordelt på 16 kompagnier og ledede af belgiske officerer. Marinen bestod af 7 dampskibe på nedre og 12 på øvre Kongo.

Våben[redigér | redigér wikikode]

Våbenet viste i blåt felt en sølvtværbjælke (Kongofloden), belagt med Belgiens skjold; i højre øvre hjørne ses en gylden, femtakket stjerne. Skjoldholdere: to tilbageskuende gyldne løver. Motto: "Travail et progrés" (Arbejde og fremskridt).

Anerkendelser[redigér | redigér wikikode]

Der fandtes 4 ordener, som var i brug til belønning af såvel europæere som indfødte: Kroneordenen, Leopold 2.s Orden, Afrikanske Stjerneorden og Løveordenen. I 1908 overgik disse ordener til det belgiske ordenssystem. Kroneordenen og Leopold 2.s Orden tildeles stadig, mens den Afrikanske Stjerneorden og Løveordenen ikke er tildelt efter Congos selvstændighed i 1960.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]