Slaget ved Königgrätz

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Slaget ved Königgrätz
Del af Preussisk-østrigske krig
Slaget ved Königgrätz (maleri af Georg Bleibtreu)
Slaget ved Königgrätz (maleri af Georg Bleibtreu)
Dato 3. juli 1866
Sted Sadová, Máslojedy, Chlum i Bøhmen
Resultat Afgørende sejr til Preussen
Parter
Preussen Preussen Østrig Kejserriget Østrig
Ledere
Helmuth von Moltke Ludwig von Benedek
Styrke
221.000 soldater
702 kanoner
206.100 soldater (22.000 fra Sachsen)
650 kanoner
Tab
1.929 døde
6.948 sårede
276 savnede
940 heste
5.658 døde
7.574 sårede
7.410 savnede
22.170 fangne
6.000 heste
116 kanoner

Slaget ved Königgrätz var det afgørende i den Preussisk-østrigske krig. Det udkæmpedes den 3. juli 1866 i nærheden af fæstningen Königgrätz ved landsbyen Sadová mellem tropper fra kongeriget Preussen på den ene side mod tropper fra Østrig og Sachsen på den anden. Slagmarken var omkring 10 km langt og fem km bredt. Her kæmpede over 400.000 soldater. Slagets centrum var de strategisk vigtige bakker Svib ved Máslojedy og Chlum. Som følge af sejren blev Preussen den førende magt i Tyskland, og Bismarck kunne gennemføre den "Lille-tyske løsning". Slaget var en forudsætning for etableringen af det tyske kejserrige i 1871.

Forhistorie[redigér | redigér wikikode]

Efter Napoleonskrigene blev magtbalancen mellem europæiske stater genoprettet på Wienerkongressen i 1814-1815. På ruinerne af det tysk-romerske rige opstod det Tyske forbund som et løst statsforbund med Østrig. Årsagen til den preussisk-østrigske krig skulle findes i, at spændingerne mellem Preussen og Østrig om herredømmet i det tyske forbund blev stadig større, ikke mindst som følge af Preussens unionspolitik. Den direkte anledning til krigen var uenighed om herredømmet over de fælles hertugdømmer Slesvig og Holsten efter krigen i 1864 mod Danmark. I 1865 blev modsætningerne i første omgang bilagt i Gastein-aftalen. Da Preussen i strid med aftalen besatte Holsten, forlangte Østrig den tyske forbundshær mobiliseret. Herefter trådte Preussen ud af det tyske forbund og erklærede Østrig krig den 19. juni 1866.

De tyske mellemstater Bayern, Hannover, Sachsen, Württemberg, Baden foruden en række tyske småstater sluttede sig til Østrig.

De thüringske småstater (Augusta von Sachsen-Weimar-Eisenach var gemalinde til den preussiske konge), nogle nordtyske stater samt Kongeriget Italien, som i tilfælde af en sejr skulle have provinsen Veneto omkring Venedig fra Østrig, sluttede sig til Preussen.

Militærhistorisk betydning[redigér | redigér wikikode]

Prins Friedrich Karl kommanderer tropper som begejstret vinker til ham

Betydningen af slaget ved Königgrätz skal både i almindelig politisk og i militærstrategisk perspektiv ses som en milepæl i udviklingen i Europa. Med Königgrätz begynder massehærene, som med de nye jernbaner hurtigt og let kunne manøvreres rundt, og i modsætning til Napoleonskrigene gennemførtes slag udelukkende med brug af skydevåben. Brugen af bajonetten som det afgørende våben i kamp mand-mod-mand, var blevet forældet i takt med den trinvise overgang til automatiserede håndskydevåben. Samtidig benyttes opgavetaktik, som havde rødder tilbage til Frederik den stores og Napoleons videreudvikling af taktikken, der indebar at de enkelte officerer fik en større grad af selvstændighed i forhold til udførelsen af de overordnede mål, som blev udstukket af hærchefen. De kunne tilpasse kampindsatsen efter terrænforholdene. Nu kunne selv kompagnichefer, dvs. officerer med rang af kaptajn eller løjtnant i tvivlstilfælde selv træffe beslutninger uden at frygte for at blive straffet for lydighedsnægtelse af deres foresatte.

Næsten vigtigere var mobiliseringen af store troppestyrker ved hjælp af de moderne jernbaner. Den preussiske generalstabschef Helmuth von Moltke anvendte konsekvent jernbanerne til at gennemføre sine komplicerede opmarchplaner, som var baseret på præcis overholdelse af udstukne tidsrammer. Clark [1] mener imidlertid, at Moltkes omfattende logistiske planlægning nær havde styrtet Preussen i ulykke, da forsyningstogene først ankom, da slaget ved Königgrätz allerede var vundet.

Lige så banebrydende virkede fornyelsen af den traditionellen militære kommunikation. Den ridende kurér blev i stigende grad afløst af telegrafi og fjernskrivere. Alt det blev første gang anvendt i det politisk betydningsfulde slag ved Königgrätz, og deres betydning blev bekræftet.

Alle disse tendenser havde vist sig i den amerikanske borgerkrig (1861-1865). Før den Preussisk-østrigske krig havde Preussen militærobservatører, som fulgte Nordstaterne i borgerkrigen, hvor de iagttog brugen af jernbaner, telegraf og moderne krigsvåben.

Desuden brugte den preussiske hær bagladegeværer for første gang i et stort slag. I modsætning til forladegeværerne var bagladegeværerne hurtigere og kunne lades i liggende stilling. Sekondløjtnant i 3. garderegiment til fods Paul von Hindenburg betegnede i sin øjenvidneskildring virkningen af bagladegeværerne som "frygtelig".[2]

Forløb[redigér | redigér wikikode]

Historisk kort over slagordenen umiddelbart inden starten på slaget ved Königgrätz.

Tre uger efter den preussiske indmarch i Bøhmen havde den nordlige k.u.k. armé stærkt brug for en sejr. Ved Sadowa (nu: Sadová) forsøgte den østrigske øverstkommanderende "Generalfeldzeugmeister" Ludwig von Benedek at sejre. Benedek havde allerede gjort erfaringer med den preussiske tændnålsgeværer og besluttede sig for at etablere stillinger på en række små bakker mellem Bistritz og Elben i nærheden af fæstningen Königgrätz. Han satsede på, at infanteri i faste stillinger og artilleri, som skød over faste afstanden kunne bremse den preussiske fremmarch, og holdt en tredjedel af sin hær – ca. 60.000 mand og 320 kanoner – i reserve for at kunne gennemføre et modangreb. Det ville han gennemføre, så snart det preussiske angreb var gået i stå.

På preussisk side havde generalstabschefen Helmuth von Moltke planlagt en knibtangsmanøvre. Moltkes slagplan var, som han selv sagde: "yderst enkel". Han byggede på det simple, men i gennemførelsen bestemt problematiske princip: "Adskilt marchere, forenet slås!. Således satte den preussiske overkommando i slutningen af juni 1866 tre armeer i bevægelse: Den 1. armé under prins Friedrich Karl af Preussen, den 2. under dennes fætter, kronprins Friedrich-Wilhelm og Elbenarmeen under general Herwarth von Bittenfeld – som i en stort anlagt bue skulle indkredse de østrigske styrker og rive dem op, hvorefter den 1. armé skulle binde østrigerne i vest og den 2. og Elbenarmeen indeslutte østrigerne fra nord og syd.

Efter flere kampe, hvor preusserne sejrede i de fleste i det bøhmiske højland ved Prag mellem den 26. juni og 3. juli, kom det i de tidligere morgentimer den 3. juli til et sammenstød ved Svíb ved Sadová.

Slaget begyndte i kraftig regn. Fortroppen fra 1. armé blev indviklet i en artilleriduel med artilleriet fra det østrigske 10. korps. Da preusserne forsøgte at overskride Bistritz blev de beskudt fra højre side af to østrigske korps, som prøvede at markere sig i slaget. Uden at bemærke 2. preussiske armé, som var i anmarch forlod Tassilo Festetics med 4. korps og Thun med 2. korps deres stillinger og rykkede vestpå, hvorved der opstod et hul i det østrigske forsvar i nordlig retning, dvs. netop der hvorfra 2. armé kom. I den sydlige ende af fronten overskred Elbenarmeen Bistritz om morgenen og stødte derpå mod øst, hvorved dele af 8. østrigske korps blev slået på flugt og den saksiske hær blev trængt tilbage om eftermiddagen, inden presset ebbede ud.

I centrum blev Thun og Festetics indviklet i svære kampe i Swiepskoven. I begyndelsen havde østrigerne kun den 1. preussiske armé foran sig, kronprinsens enheder var endnu i anmarch. Senere voksede presset time for time mod de talmæssigt underlegne preussiske tropper på stedet. Den 7. preussiske infanteridivision under generalmajor Eduard Friedrich Karl von Fransecky, herunder især det 2. magdeburgske infanteriregiment nr. 28 forskansede sig i Swiepskoven og forsøgte i en frygtelig kamp at afværge to østrigske korps offensiv. På fløjene besatte preusserne skovene ved Swiep. Uden artilleriforberedelse og hærledelsens vidende forsøgte østrigerne under grev Festetics at generobre skoven. Der udbrød en kraftig kamp om denne skov, hvor den 7. preussiske division ganske vist blev revet op, men de østrigske tab var omtrent lige så store, og den højre østrigske flanke forblødte. De østrigske generaler følte sig allerede sikre på sejren, og i det preussiske hovedkvarter hørtes den første utilfredshed med den excentriske Moltkes uortodokse opmarchplan. Selv kong Wilhelm 1. og hans ministerpræsident Bismarck frygtede for et nederlag. Da dukkede hen ad middag på højde med den overfor den preussiske generalstab liggende landsby Horenowes det 1. garderegiment til fods op. Det var fortroppen af det til 2. armé hørende preussiske gardekorps – kronprinsens armé var ankommet og tog sammen med de fra sydvest angribende divisioner nr. 14, 15 og 16 fra Elbenhæren de østrigske tropper, som i Swiepskoven havde bidt sig fast i den ensomme preussiske division, under beskydning.

Slagets forløb

Hen ad klokken 13, da Benedek ville give ordre til indsættelse af reserven, fik han en nyhed nordfra. Den preussiske garde – en del af den 2. armé – angreb Chlum. De østrigske stillinger i Swiepskoven brød sammen. Thun gav ordre til sit korps om at trække sig tilbage over Elben, hvorved den østrigske stilling blev endnu mere udsat. Benedek selv anførte en infanteribrigade i et virkningsløst modangreb. Den østrigske reserve angreb i nord, og det lykkedes næsten at generobre Chlum i nærkampe, men de blev bremset kort før målet. Til sidst angreb det østrigske kavaleri uden succes. Modangrebet var dermed afsluttet. Da et omringning af hele den østrigske armé truede, opgav von Benedek hen ad kl. 16 slaget og gav ordre til tilbagetrækning til Königgrätz. Tropperne blev forfulgt af preussisk kavaleri. Det østrigske artilleri skød kraftigt hen over vejen til Königgrätz og dækkede dermed hærens tilbagetog.

Konsekvenser[redigér | redigér wikikode]

Betydningen af slaget var tydelig for de samtidige. Også det andet franske kejserdømme så, at der var en mægtig ny nabo i støbeskeen under preussisk ledelse. For at hindre tysk samling hørtes snart slagordet Revanche pour Sadowa!. Det var målet at kvæle den nye nabo i fødslen.

Slaget fik også fatale følger for det østrigske kejserdømme. Trods sejrene i Slaget ved Custoza (24. juni) og Søslaget ved Lissa (20. juli) mod italienerne, som var trådt ind i krigen på preussisk side, så kejser Franz Joseph sig efter det katastrofale nederlag ved Königgrätz tvunget til at kapitulere og afstå Veneto til Napoleon 3., som overdrog området til Italien. Østrig trådte også ud af det tyske forbund, og preussen annekterede Schleswig-Holstein, Hannover, Kurhessen, Nassau og Frankfurt og etablerede det Nordtyske forbund. Den 26. juli 1866 blev den foreløbige fred i Nikolsburg afsluttet. Den blev fulgt af den endelige fredsslutning i Prag den 23. august.

Den østrigske øverstbefalende var en dygtig strateg, men han havde forsøgt at undslå sig fra posten som øverstbefalende for nordarmeen, da han ikke havde erfaring med forholdene i Bøhmen og da nordarmeen befandt sig i en yderst ringe tilstand, hvilket medvirkede til at afgøre slaget. Efter slaget ved Königgrätz blev han fjernet fra sin post og stillet for en krigsret. Efter pres fra kejseren blev sagen imidlertid indstillet, og Benedek fik ordre til at tie om slaget. Nutidige historikere mener, at Benedek godt nok begik nogle fodfejl, men at nederlaget skyldtes ungarske officerer, som i modstrid med hans ordrer indledte et modangreb i skovene ved Svip og frembragte et hul i den østrigske front, hvorved de blev overrumplet af det "forsinkede" 1. preussiske garderegiment. Benedek var ganske godt informeret om de preussiske geværers overlegenhed, ikke mindst fordi lederen af det østrigske "Evidenzbüro" – militærets efterretningstjeneste – Georg von Kees var i hans stab. Derfor valgte han at placere de østrigske stillinger i områder med tyk skov som ved Svip, for at tvinge preusserne til nærkamp, hvor deres moderne geværer ikke var til særlig nytte. Denne taktik fungerede også ganske godt indtil det skæbnesvangre modangreb.

Indenrigspolitisk kom kejser Franz Joseph ligeledes under pres. Monarkiet var svækket udenrigspolitisk og den 21. december 1867 blev ligestillingen med Ungarn og decemberforfatningen vedtaget i det østrigske rigsråd.

De dødes batteri. Monumentalmaleri af Vaclav Sochor i "Heeresgeschichtliches Museum" Wien

Kuriosa[redigér | redigér wikikode]

Så hurtigt skyder preusserne ikke![redigér | redigér wikikode]

I de talrige historier, som fortælles om denne mindeværdige kamp mellem Preussen og Østrig optræder ofte sætningen: "So schnell schießen die Preußen nicht!" Dette skulle være en henvisning til de preussiske bagladegeværer, som gav en stor fordel, som dog ikke var afgørende for slagets eller krigens udgang.

Sebastian Haffner taler imod denne udlægning i sin bog Preußen ohne Legende:

Citat Talemåden … vedrører ikke hvor hurtigt de (preusserne) skød i kamp - da skød de endog meget hurtigt - men derimod, at de ikke havde så travlt med at skyde desertører … I Preussen blev de ganske vist pryglet halvt ihjel, men derefter blev de plejet til de var raske, så de igen kunne indtræde i tjenesten. Det var alt for værdifulde til at kunne skydes. Også her gjalt preussisk sparsommelighed.[3] Citat

Under alle omstændigheder blev talemåden knyttet til slaget ved Königgrätz og den endelige preussiske sejr og opstigen til dominerende magt i tysk politik.

En anden fortolkning er, at der siden 1742 – efter fransk forbillede var indgraveret "Ultima ratio regis" "kongens sidste middel" – på alle preussiske kanoner, og det skulle i folkemunde være blevet til "Så hurtigt skyder preusserne ikke".

Benedek, det fjols[redigér | redigér wikikode]

Den østrigske kejser Franz Joseph skal, efter at han havde fået overbragt nyheden om slagets udgang, ganske ukejserligt have skældt ud over sin feltherre og sagt: "Benedek, det fjols!"“. Generalen blev derefter afskediget i unåde.

Fyrst Pückler sov under hele slaget[redigér | redigér wikikode]

Wilhelm 1. gav tilladelse til, at den 80-årige fyrst Hermann von Pückler-Muskau sluttede sig til det kongelige følge. På dagen for slaget glemte man imidlertid at vække den gamle mand. Selv om han sov fra alle begivenhederne fik han senere en udmærkelse for sin deltagelse.

Kunstnerisk modtagelse[redigér | redigér wikikode]

Den preussiske militærmusiker Gottfried Piefke komponerede på slagmarken sin Königgrätzer Marsch (AM II, 197) til erindring om slaget. Marchen er fortsat en af de mest kendte tyske militærmarcher.

Udmærkelser[redigér | redigér wikikode]

Orden Königgrätz RS.jpg

Erindringskorset for den sejrende preussiske hær bærer indskriften: "Gott war mit uns ihm sei die Ehre" (Gud var med os, hans er æren), til Preussens sejrrige hær og Königgrätz 3. juli 1866. Korset er af lys bronze med øsken, forhøjet kant og har ørn, kongekrone, monogram WR og laurbærkrans.

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Christopher Clark, Preußen, Aufstieg und Niedergang. 1600-1947, DVA, 7. Auflage, ISBN 978-3-421-05392-3, Side 612 ff.|Clark, Preußen, Aufstieg und Niedergang. 1600-1947, S. 612
  2. Paul von Hindenburg: Aus meinem Leben. Hirzel Verlag, Leipzig 1934.
  3. Sebastian Haffner, Ulrich Weiland: Preußen ohne Legende. Verlag RM-Buch-und-Medien-Vertrieb, Gütersloh 1999, S. 106.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Carl Bleibtreu: Schlacht von Königgrätz am 3. Juli 1866, 1903, Reprint 2006 Verlag Rockstuhl, Bad Langensalza, ISBN 978-3-938997-65-9.
  • Roland Krug von Nidda: 1866 – Königgrätz. Zwei Auffassungen von Deutschland. Amalthea-Verlag Wien-München-Zürich 1966.
  • Heinz Helmert, Hans-Jürgen Usczeck: Preußischdeutsche Kriege von 1864 bis 1871. Militärischer Verlauf. 6. überarbeitete Auflage. Militärverlag der deutschen demokratischen Republik, Berlin 1988, ISBN 3-327-00222-3.
  • Frank Zimmer: Bismarcks Kampf gegen Kaiser Franz Joseph. Königgrätz und seine Folgen. Verlag Styria, Köln 1996, ISBN 3-222-12377-2.
  • Gordon A. Craig: Königgrätz. 1866 – eine Schlacht macht Weltgeschichte. 4. Auflage, Zsolnay, Wien 1997, ISBN 3-552-04824-3.

Eksterne kilder/henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Koordinater: 50° 17′ 50″ N, 15° 44′ 25″ Ø