Præsten i Vejlbye

Præsten i Vejlbye
Forfatter	Steen Steensen Blicher
Land	Danmark
Sprog	Dansk
Genre(r)	Krimi
Udgivelsesdato	1829

"Præsten i Vejlbye" er en novelle fra 1829, der er skrevet af Steen Steensen Blicher.

Handlingen er baseret på virkelige begivenheder, med udgangspunkt i præsten Søren Jensen Qvist fra Vejlby ved Grenaa. De centrale dele af handlingen berettes af herredsfoged Erik Sørensen i dagbogsform, men den endelige opklaring af denne kriminalhistorie finder sted gennem tvende Optegnelser af Præsten i Ålsø. Blicher brugte selv betegnelsen Criminalhistorie i tekstbladet til novellen, der bl.a. er optrykt i Arkiv for dansk litteratur Novellen er blevet omsat til film i henholdsvis 1922 (Danmarks første tonefilm), 1931 og 1972. Derudover betragtes den som værende verdens første krimi. I 2006 kom "Præsten i Vejlbye" med på Kulturministeriet Kulturkanon.

Komposition

Novellen er opbygget som en egentlig krimi, selv om den er skrevet længe før denne genres regler blev fastlagt og også nogle år tidligere end Edgar Allan Poe skrev sine første kriminalhistorier. Kompositionen omfatter en forbrydelse, en opklaringsfase, nogle tvetydige spor, en domfældelse og en overraskende pointe. Ved at anvende dagbogsformen med en registrerende fortæller i centrum, får fremstillingen en karakter af pålidelighed, idet fortælleren forventes at fremstille det forløb, han eller hun virkelig har iagttaget. Læseren må derfor være indstillet på, at dagbøger ikke altid er helt troværdige på grund af skribentens begrænsede indsigt eller langsomme opfattelsesevne. Det er imidlertid normalt ikke ”tilladt” direkte at lyve om faktiske hændelser i en dagbog, fordi læseren vil føle sig bedraget, ikke blot af fortælleren, men også af forfatteren. Derimod må læseren acceptere, at selvbedrag kan forekomme.

Historisk baggrund

Hovedtårnet på Kalø Slot, hvor Søren Jensen Quist sad fanget, og senere inspirerede Steen Steensen Blicher til "Præsten i Vejlbye".

Historien i "Præsten i Vejlbye" blev inspireret af præsten Søren Jensen Quists retssag, der foregik i Grenaa i 1626. Sagen omhandlede en landarbejder og kusk ved navn Jesper Hovgaard, som havde arbejdet for Quists præstegård, og som på uforklarligvis var forsvundet i 1607. 15 år senere, i 1622 var der blevet fundet menneskeknogle ved præstegården. Der var mistanke om at de stammede fra Hovgaard, og der begyndte at versere rygter om, at pastor Quist havde myrdet ham. Der blev kørt en officiel retssag mod Quist på Kalø Slot, hvor han havde siddet fanget. To mænd, der havde en forhistorie med uvilje mod Quist, vidnede mod ham, og bekræftede, at han havde myrdet Hovgaard i et raserianfald mens han var fuld. Quist blev fundet skyldig og blev henrettet ved halshugning den 20. juli 1626. I 1634 fandt Quists søn, der nu var blevet præst i Vejlby, ud af, at vidnerne var blevet betalt for at givet falsk vidneudsagn og at der således var blevet begået justitsmord mod hans far. De to mænd blev henrettet for mened i 1634.

Handling

I indledningen til dagbogen udtrykker Erik Sørensen sin mening om to af de personer, som er helt centrale for handlingen:

"Den Morten Bruus er mig ret en modbydelig Person - jeg veed neppe selv hvorfor; men naar jeg seer ham, rinder mig Noget, ligesom en slem Drøm, isinde; men saa dunkelt og utydeligt, at jeg ikke engang kan sige, om jeg nogensinde haver drømt om ham."

"I dag var jeg i Besøg hos Præsten i Vejlbye. Det er vist en gudfrygtig og brav Mand; men myndig og opfarende: han taaler ingen Modsigelse; og knap tillige paa Skillingen, det er han."

Morten Bruus er en storbonde, som ifølge oplysninger, herredsfogedens har erfaret fra landsbysladderen, har friet til præstens datter Jomfru Mette. Besøget hos præsten skyldes, at Erik Sørensen selv er forelsket i præstedatteren. Han svæver derfor i en rus af lykke, da han erfarer, at hun har nægtet at gifte sig med Morten Bruus. Ved et nyt besøg i præstegården opdager Erik Sørensen, at præsten har ansat Niels Bruus, Mortens bror og ifølge dagbogen en upålidelig karl." Hans bekymring for, at denne ansættelse kan føre til problemer for præsten, forsvinder dog )i alt fald midlertidigt, da det lykkes ham at få præstens tilladelse til at blive forlovet med hende, ligesom hun selv er villig til at indgå denne forlovelse.

"Den Dag igaar har været den allerglædeligste i mit Liv; da stod mit Jagilde i Vejlbye Præstegaard. Min tilkommende Svigerfader talte over de Ord: "Jeg har givet min Pige i din Barm." 1ste Mos. Bog 16,5. Han lagde det ret bevægeligt ud, hvorlunde han nu vilde overdrage mig sin kjereste Skat her paa Jorden, og at jeg for alle Ting maatte være god imod hende (Det vil jeg, saa sandt hjælpe mig Gud!)"

Kort efter begynder tingene dog at gå skævt for herredsfogeden. Niels Bruus har haft et skænderi med præsten, som endte med, at præsten stak sin karl en lussing. Kort efter forsvinder Niels sporløst, ifølge forlydender i landsbyen efter endnu et skænderi med præsten." Samtidig med, at han forbereder sig på bryllyppet og køver en guldring til sin forlovede, spekulerer han over karlens forsvindingsnummer og præstens tiltagende dårlige humør." Blot tre uger før brylluppet skal stå, tager det sagen en fatal drejning, da Morten Bruus sammen med flere vidner, officielt anklager præsten Niels ihjel." Nu må han udføre sin embedspligt og nødtvunget efterforske, om hans kommende svigerfader virkelig har har dræbt sin karl. Han svinger mellem at håbe på, at han kan bevise præstens uskyld og at tynges af frygt for, at han er nødt til at dømme præsten, blandt andet fordi et vidne har set ham i haven sent på aftenen blot iført nattøj kun iført nattøj." En stor del af handlingen er herefter koncentreret om, hvorledes Erik Sørensen forsøger at løse sit dilemma. Præsten indrømmer, at han har slået Niels under et skænderi, men han fastholder, at slaget ikke dræbte karlen. Morten Bruus blander sig i opklaringen og fremlægger flere indicier for præstens skyld. Herredsfogedens dilemma bliver understreget af hans løbende vurdering af de to modstandere. Han finder Morten Bruus direkte frastødende, men ser også nogle negative egenskaber hos præsten, blandt andet præstens opfarende karakter. Nogen tid senere fremtvinger Morten Bruus, at der graves efter liget på det sted, hvor vidner har set præsten den fatale aften, og der findes nær præstegården et lig i forrådnelse." Da præsten bliver konfronteret med fundet, erkender han, at han er søvngænger og muligvis har begået drabet i søvne. Den stærkt religiøse præst bliver overbevist om, at det er Guds straf for tidligere synder, som han fået ham til (ubevidst) at begå forbrydelsen. Herredsfogeden forsøger flere udveje af dilemmaet, men føler sig tvunget af omstændighederne til sidst nødt til føre en sag mod præsten. Han er igen i et dilemma, da hans forlovede indtrængende beder ham om at redde sin far fra straf. Herredsfogeden vælger at gøre sin pligt og gennemføre en sag, som fører til at præsten idømmes dødsstraf. Præsten bliver halshugget, og ægteskabet mellem Erik og Mette bliver aflyst.

21 år senere afslører nogle korte optegnelser fra præsten i Aalsø, at denne netop havde truffet Niels, som ikke var død af slaget, men sammen med sin bror havde planlagt, at han skulle flygte ud af landet, hvorefter broderen ville anklage præsten for drab. Planen lykkedes altså, men efter de mange års forløb valgte Niels at vende hjem til sit fødeland, således at sandheden om "drabet" blev afsløret.

Fortælleteknik

Blicher bruger en jeg-fortæller, og det bliver langsomt afsløret, at han mangler afgørende informationer på vigtige tidspunkter i forløbet. Han fremstår derfor – i alt fald delvis – utroværdig. Teknikken har Blicher benyttet i tidligere noveller, bl.a. "Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog" og "Sildig Opvaagnen". Herved overlades mere til læserens fantasi end vanligt på Blichers tid. Efter Søren Baggesens Blicher – afhandling er "Præsten i Vejlbye" – og flere af Blichers andre noveller – anerkendt som en forløber, eller ligefrem en del af Det Moderne Gennembrud. Der opstår flere dramatiske højdepunkter, når Erik Sørensen på grund af sine følelser, fortrænger betydningen af vigtige informationer. Da præsten erkender, at han slået Niels med en spade under deres skænderi, men nægter at have dræbt ham, vælger herredsfogeden at opfatte drabet som en affekthandling, som er djævelens værk. I Søren Baggesens disputats, der er det hidtil mest omfattende videnskabelige værk om Blicher, omtales genren som "realistisk skæbnefortællinger". Dette uddyber han med, at personerne vikles ind i uundgåelige situationer, hvor..:

”Skæbnen er mønstret i det, vi mennesker kalder tilfældighed.”

Blichers værker er derfor udtryk for en tragisk realisme. Hans bedste noveller handler om menneskelig ulykke, der er uden for den enkeltes kontrol. Baggesen påpeger også, som noget nyt i Blicher–fortolkningen, at mange af novellerne indeholder en fortælleposition, hvor den, der beretter begivenhederne, enten misforstår, fortrænger eller fortier væsentlige dele af begivenhedsforløbet, hvilket netop karakteriserer både Erik Sørensen og- gennem dennes skildring- præsten. Virkningen er ifølge Baggesen:

”Men ved at lade denne mand være totalt uforstående over for forløbets egentlige betydning opnår forfatteren at tvinge læserens interesse delvis bort fra personerne og over på begivenhederne selv…” I løbet af fortællingen opstår der et særligt spændingsfelt, hvor læseren får mulighed for at undersøge tegn på, at fortælleren efterhånden erkender sin rolle. I "Præsten i Vejlbye" kommer denne erkendelse først til udtryk i efterskriftet, og det er uklart, om herredsfogeden selv har indset sin fejltagelse.

Autencitet

I 1982 udgav historikeren Robert Nielsen en bog, hvor han på baggrund af retslige dokumenter og andre kilder konkluderede, at Søren Jensen Quist havde dræbt Jesper Hovgaard, fordi denne havde et forhold til præstefruen. I 2016 tog Mogens Møller tråden op i en anden bog, hvor han gennemgår de overleverede dokumenter minutiøst. Han påpeger, at selv om kuskens forsvinden fandt sted 27. eller 28. september 1607, var det først i 1625, at sagen blev realitetsbehandlet ved retten. Hovedvidnet, Jep Skade, bevidnede, at han havde set præsten overfalde Hovgaard, men præstefamilien satte tvivl om påstanden, fordi han under forhøret var usikker på tidspunktet. Alligevel blev han dømt, men blandt andet på grund af hans embede som præst blev der ført en appelsag, som førtes for Rigsrådet. At præsten blev dømt og henrettet, selv om vidnerne mod ham var almuefolk, er et indicium for hans skyld. Ved en appelsag, hvor hans søn søgte oprejsning for sin faders "navn og ære". Jep Skade tilstod her, at hans første forklaring havde været falsk, og derfor fik præsten og hans familie oprejsning. Tilståelsen, som førte til dødsdom over Jep Skade blev dog afgivet under tortur, og den er derfor ifølge Møllers rekonstruktion ubrugelig.

Kanonisering

I 2006 blev "Præsten i Vejlbye" en del af kulturkanon, bl.a. begrundet i, at ”stilen lyser af elegisk smerte og uhyggeligt fortættet drama, og fortællingen er svær at ryste af sig”: Begrundelsen er ledsaget af et citat: ”Blicher er ikke bare den første af den danske litteraturs store fortællere, han er en af de få tragiske digtere , den danske litteratur overhovedet har”.

Filmatiseringer

Novellen er i tidens løb blevet filmatiseret tre gange:

• Præsten i Vejlby (film fra 1922) – stumfilm af August Blom. Regnes som mest tro mod originalversionen.
• Præsten i Vejlby (film fra 1931) – af George Schnéevoigt. Regnes som Danmarks første tonefilm.
• Præsten i Vejlby (film fra 1972) – af Claus Ørsted.

Referencer

Noter

Henvisninger

Litteratur

• Baggesen, Søren: Den blicherske novelle, Odense Universitetsforlag 1965
• Nielsen, Robert: Jalousidramaet i Vejlby : om en af Danmarkshistoriens mest omstridte kriminalgåder, Forlaget Klerken, 1982,

ISBN 87-88237-00-1

• Møller, Mogens: Præsten i Vejlby og hans søn - ofre eller mordere? Forlaget BOD, København, 2016

Eksterne henvisninger

• Arkiv for Dansk Litteratur
• [http://adl.dk/adl_pub/pg/cv/ShowPgImg.xsql?p_udg_id=193&p_sidenr=268&hist=&nnoc=adl_pub Arkiv for Dansk Litteratur, Præsten i Vejlby, Arkiv for dansk litteratur, ss. 268-288 i Steen Steensen Blichers værker} Hentet den 19. december 2016</ref>