Romersk borger
En romersk borger var en mandlig person, som havde visse rettigheder i- og overfor systemet. Han kunne indgå lovligt ægteskab, indgå i andre juridiske kontrakter, samt stille op til valg om offentlige poster. Han havde retten til at sagsøge anden part ved retssystemet – og kunne til gengæld også selv blive sagsøgt. Han var også givet retten til at indgive klager over magistratens afgørelser, og kom han under anklage for en lovovertrædelse, havde han ret til at få sin sag ført for retten, hvilket gav ham mulighed for at forsvare sig selv for en dommer. Desuden kunne han ikke underkastes tortur og kunne kun idømmes dødsstraf i tilfælde i forræderi. I så tilfælde skulle hans sag føres i Rom og, hvis skyldig, måtte han ikke henrettes ved korsfæstelse. Endelig havde borgeren ret til at søge om optagelse i de romerske legioner.
Der var forskellige veje til at blive romersk borger. Ethvert barn, som var født i et lovligt ægteskab, hvor manden var romersk borger, blev automatisk borger. Ikke-romerske soldater i troppeformationer, som skulle støtte de romerske legioner i kamp, kunne også efter endt tjeneste blive tildelt borgerskab, og i disse tilfælde ville det samme gælde for deres børn.
Ligeledes blev slaver, som blev sat fri af romerske borgere automatisk også borgere, og eks-slavernes børn havde også ret til borgerskab. Enkeltpersoner, som havde ydet en enestående indsats for republikken, kunne som en æresbevisning modtage borgerskab. Endeligt kunne man også mod ydelse af en stor sum penge ganske enkelt købe sig til borgerskab. Med tiden blev alle personer i de latinske (italiske) stater optaget som borgere, og senere blev endda hele provinser tildelt borgerskab.
Kvinder var ikke borgere som sådan, men havde en separat juridisk status med færre rettigheder.
Begrebet 'borger' fandtes kun i den romerske republiks tid, som man ofte fastsætter til perioden fra år 510 f.Kr. til år 44 f.Kr. hvor Julius Cæsar blev diktator. Man kan dog også fastsætte republikkens endeligt til år 27 f.Kr., hvor senatet tildelte Octavian titlen 'augustus' som betyder 'den ophøjede' eller 'guddommelige'.
Ikke-romerske borgere
| Politik i Antikkens Rom |
|---|
 |
| Perioder |
|
| Folkeforsamlinger |
| Almindelige magistrater |
| Særlige magistrater |
| Politiske institutioner |
| Forfatning |
| Romerret |
| Senatus consultum ultimum |
| Titler og hæder |
|
Del af historieportalen |
En ikke-romersk borger var en borger, der i antikkens Rom oftest var slave eller arbejder. Som ægte romersk borger havde man adgang til forskellige ting, man kunne opnå magt og var i det hele taget respekteret og anerkendt af både kejseren, senatet etc. Som slave var man en ærbødig undersåt og skulle tjene sin herre, der havde fuld kontrol over én. En slave kunne kun komme fri fra arbejdet ved at købe sig fri eller blive romersk borger. Det var en fordel for soldaterne at blive romerske borgere. De havde flere rettigheder i byen, skønt de kun var slaver for det antikke styre.
Se også
- Romerret – Romerriget – Rom
Litteratur
- The Complete Roman Army af Adrian Goldsworthy redigeret af Thames & Hudson. ISBN 0-500-05124-0