Spring til indhold

Bruger:Holger Terp2/Fredsbevægelse

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Fredsvagten på Christiansborg Slotsplads 2008

En fredsbevægelse er en social bevægelse, der uden at anvende vold forsøger at forhindre krige, krigsformer og oprustning til krig og ønsker at udelukke krig som et middel til at føre politik.

Fredssagen er et begreb som bruges i bibliotekernes klassifikationssystem DK5 om internationale forholds etik som omfatter: Afrustning, antimilitarisme, folkedrab, folkemord, fred og fredsbevægelsen.

Pacifisme, militærrnægtelse, borgerrettigheder og nødhjælp er blandt andre vigtige temaer i fredsbevægelsernes historie, politik og praksis.

Der er grundlæggende to former for fredsbevægelser. De organisationer som vil fred i verden, og de midlertidige kampagner som vil stoppe enkelte krige og dele af våbensystemer så som atomvåben. Fredsbevægelserne har altså som mål egen overflødiggørelse. Enkelte fredsgrupper kendes fra den tidlige europæiske middelalder og fremefter.[1]

Fredsbevægelsernes tidlige historie

[redigér | rediger kildetekst]

Guds fred og våbenhvile

[redigér | rediger kildetekst]

Det første tegn på en fredsbevægelse i Europa var Gudsfreden (pax dei / Gottesfriede), en tilstand, der tog sin begyndelse i den katolske kirke i middelalderen i tiden efter opløsningen af Det Carolingske Rige. Perioden led under lovløshed og mangel på en central autoritet, men under synoden i Charroux (989 eller 990) forbandede ærkebiskoppen af Bordeaux i et dekret al vold mod fattige og gejstlige.[2][3] Freden blev udvidet til Guds våbenhvile (treuga dei) ved synoden i Toulouges (1024), hvor biskoppen af Elne fordømte al krigsførelse fra lørdag nat til mandag morgen.[3] Disse dekreter "lagde fundamentet for de moderne europæiske fredsbevægelser."[4]

I løbet af middelalderen blev gudsfreden udvidet fremgår det af Margrete 1.s forordning, 24. januar 1396:

"1. Først beder og byder vi på vor frænde kong Eriks vegne, at ulovligt gæsteri både hos læg og lærd, hvor de end er, skal afskaffes; og at de bedre overholder kirkefred, kvindefred, husfred, gårdfred, plovfred og tingfred, og at de overholder disse freder og al anden fred."[5]

Denne udvidelse af retssikkerheden indebar skærpede straffe for overgreb på de nævnte steder eller seksuelle overgreb mod kvinder samt på visse tidspunkter. Plovfreden skulle beskytte den, der fredeligt dyrkede sin jord.[5]

Ifølge historikeren Erik Arup var kvindefreden er ny (i Danmark) lovgivning ; en indskærpelse ikke blot af, at mod kvinder må der ikke øves vold, men også af, at kvinderne bør nyde i hele det daglige liv en særlig fred. Bestemmelsen medførte dødsstraf for voldtægt under krig.[6]

Oliemaleri af William Penn, der underskriver en fredsaftale med Tamanend fra Lenape-stammen
Penns traktat (1847), af Edward Hicks

"Du må ikke slå ihjel" hed det i de gamle danske bibler, hvilket i den nyeste bibeludgave fra Det Danske Bibelselskab er formuleret således: "Du må ikke begå drab" (2. Mosebog 20,13). Det er et kategorisk imperativ, et påbud der ikke er til forhandling og som ikke kan gradbøjes. For de kristne fredsvenner betød buddet, at de blev militærnægtere og dannede de tidlige historiske fredskirker.

Reformationen gav fra begyndelsen af det 16. århundrede anledning til en række protestantiske sekter, herunder fredskirkerne. De fremmeste blandt disse kirker var Vennernes Religiøse Samfund (kvækerne), Amish, Mennonitter, Schwarzenau Brethren ("the Dunkers"), Shaker-sekten ("Det Forenede Samfund af Troende i Kristi Anden Tilsynekomst"), Hutteritter, Valdenserne ("De fattige Mænd fra Lyon"), Dukobortserne og Den amerikanske brødremenighed.[7][8]

Kvækerne var fremtrædende fortalere for pacifisme, der afviste alle former for vold og antog en pacifistisk fortolkning af kristendommen så tidligt som i 1660.[9] Gennem det 18. århundredes krige hvori Storbritannien deltog, fastholdt kvækerne en principiel forpligtelse til ikke at tjene i en hær eller milits samt ikke betale den alternative bøde på £10.

Kvækeren William Penn (1644-1718) grundlagde provinsen Pennsylvania i 1681, hvorefter den fransk-amerikanske kvæker Anthony Benezet (1713-1784) var medstifter af the Friendly Association for Gaining and Preserving Peace with the Indians by Pacific Measures som blev oprettet i 1756 under den franske og indianske krig 1754–1763.

Kvækerne kommer først t Danmark i 1770 - i Dansk Vestindien, hvor de arbejder for afskaffelse af slaveriet.

The Friends War victims' Relief Committee = Kvækernes Komité til Hjælp for Krigsramte oprettes i 1870 i forbindelses med den fransk-tyske krig.

I 1620 sejler Mayflower de første engelske fundamentalistiske puritanere til kolonierne i Nordamerika. De engelske pietiske reformatorer medbringer religiøs intolerance til kolonierne, hvilket går ud over minoritetsgrupper bestående af såkaldte hekse og kættere.

Menighedernes medlemmer i de historiske fredskirker blev kaldt kættere eller sværmere og som sådan blev de forfulgt af myndighederne.[10] Kvækeren Mary Dyer (1611-1660) blev henrettet i Boston.

I 1947 modtog kvækerne Nobels fredspris.[11] De er medstiftere af organisationer som Amnesty International, Greenpeace og Mellemfolkeligt Samvirke.

Fredsdebatten i middelalderen og oplysningstiden

[redigér | rediger kildetekst]
LaBoétie001

Fredsdebatten i middelalderen og oplysningstiden drejede sig først og fremmest om at forhindre kongekrigene ved at skabe et forenet Europa enten ledet af paven eller fyrsterne. I 1504 publicerer teologen og humanisten Erasmus af Rotterdam (1466-1536) “Skøn er krigen for den uerfarne” Gyldendal, 1984 og i 1509 udkommer hans: Tåbelighedens lovprisning. Gyldendal, 1979. I 1576 publiceres den fransk-katolske dommer Etienne de La Boëtie (1530-1563) civil ulydighedsklassikeren: “Frivillig Trældom” 1976. Et værk som fik stor indflydelse på Tolstoj og Gandhi. Hollænderen Hugo Grotius publicerer i 1625 “Tre bøger om krigens og fredens ret”. Heri formulerer han som en af de første en teori for en international retsorden, naturretten eller folkeretten.

William Penn foreslår i 1693 oprettelsen af et Europæisk parlament for at skabe fred i Europa: “An essay towards the present and future peace of Europe by the establishment of an European Dyet, Parliament or Estates”.

Den franske abbed Charles Irénee Castel de Saint-Pierre udsender omkring afslutningen af den østriske arvefølgekrig sit forslag til oprettelse af en evig fred i Europa: “Memoires pour rendre de la paix perpétuelle Europe” også kaldet “Projet pour rendre la paix perpetuelle en Europe...” Planen går ud på oprettelsen af en federation af europæiske stater, der med alle midler - herunder også krig - skal opretholde status quo.

I 1795 publicerer den tyske filosof Immanuel Kant: “Den evige fred”

Det 19. århundrede

[redigér | rediger kildetekst]
L.N.Tolstoy Prokudin-Gorsky

Arbejdet i de historiske fredskirker blev videreført med formuleringen af ikkevoldelige metoder så som civil ulydighed herunder boykot i arbejdet for fred af amerikanerne Adin Ballou (1803-1890), William Lloyd Garrison (1805-1889), Henry David Thoreau (1817-1862) og russeren Leo Tolstoj (1828-1910).[12][13]. Blandt Tolstojs romaner kan nævnes: Krig og fred.

Den russisk-ortodokse kirke lyste Tolstoj i band i 1901:

»I vore dage er til sorg for Gud fremstået en ny falsk lærer, grev Leo Tolstoj. Den over hele verden kendte forfatter, der er russer af fødsel og rettroende gennem dåb og opdragelse, har, forført af sin hovmodige ånd, frækt rejst sig mod herren og Hans Kristus og mod Hans hellige arv«.

Og »Tolstojs skrifter er lige så kætterske i dag, som de var det dengang« [14]

Blandt Tolstojanere kan nævnes russerne: Valentin Bulgakov (1886-1966), Vladimir Chertkov (1854-1936), Vasily Pozdnyakov (1859-1921), Peter Verigin (1859-1924) og Jakow Trachtenberg (1888-1953) samt inderen Mahatma Gandhi.

Forfatteren Henry David Thoreau blev fængslet i 1846 for at nægte at betale militærskat som en protest mod den Mexicansk-amerikanske krig, hvilket igen førte til hans forfatterskab af "Civil Disobedience". [15]

De første liberale fredsbevægelser dukkede op i 1815 og 1816 uafhængigt af hinanden som reaktioner på den britisk-amerikanske krig 1812 og Napoleonskrigene. Den første af de nye grupper i USA var New York Peace Society (en) , grundlagt i 1815 af teologen David Low Dodge (1774-1852), efterfulgt af Massachusetts Peace Society. Grupperne fusionerede til det stadigt eksisterende American Peace Society i 1828. London Peace Society, også kendt som Society for the Promotion of Permanent and Universal Peace, blev dannet af kvækeren og filantropen William Allen (1770-18433) i 1816. Senere kom der nationale fredsbevægelser rundt om i Europa.[16]

Sagaen om Fredsbevægelsen i Europa starter i den norske kvindebevægelse, hvor Anna Bugge (1862-1926) allerede i 1889 holder et længere foredrag om emnet.[17][18]

Den franske forfatter Victor Hugo (1802-1885), var præsident for den anden internationale fredskongres i Paris 1849.[19]

Svenska freds- och skiljedomsföreningen grundlægges i 1883.

Det stadigt eksisterende internationale Fredskontor blev grundlagt i 1891.

Fribaptistsamfundet var en udbrydergruppe fra Svenska Baptistsamfundet, hvis medlemmer var militærnægtere.[20]

I 1898 grundlægges the American Anti-Imperialist League med forfatteren Mark Twain, Samuel Langhorne Clemens (1835-1910) som en af organisationens kendte medlemmer. Man protesterede mod USAs annektering af Filippinerne. Mark Twain publicerede omkring 1905: Krigsbønnen som senere blev genbrugt under Vietnamkrigen. The American Anti-Imperialist League opløses i 1920.

Begyndelsen af det 20. århundrede

[redigér | rediger kildetekst]

Pacifisten Bertha von Suttner (1843-1914) offentliggør romanen Ned med vaabnene: En Levnedsskildring i 1889. Romanen filmatiseres i 1914.

Den første Nobels fredspris blev uddelt i 1901 til Henry Dunant 1828-1910 og Frédéric Passy 1822-1912. Leo Tolstoy og Mahatma Gandhi modtog ikke prisen selv om de var nomineret til den.[21]

Medlemmer af Socialdemokratiska ungdomsförbundet starter politisk begrundet militærnægtelse i Sverige i 1903.[22]

En truende militær konflikt mellem Norge og Sverige i forbindelse med unionsstriden mellem de to lande i 1905 blev gjort overflødig af de norske og svenske fredsbevægelser.[23]

The Carnegie Endowment for International Peace = Carnegie-stiftelsen for international fred stiftes i 1910 af Andrew Carnegie (1835-1919).

Fredsbevægelsens politik frem til første verdenskrig var ud over pacifisme først og fremmest udviklingen af folkeretten, international politik.

Kort tid inde i det nye århundrede havde fredsbevægelserne skabt de første internationale fredskongresser i Haag 1899[24] og 1907, et system af internationale traktater der skulle regulere krigsførelsen og skabt mere internationalt samarbejde. Kristeligt Fredsforbund blev etableret i 1913 og nye fredsgrupper var på vej, idet kvinderne og militærnægterne begyndte at organisere sig i den kommende tid. Så blev fredsbevægelserne i de krigsførende lande skudt i sænk i, hvad der dengang både blev kaldt den store krig og krigen der skulle ende alle krige, Første verdenskrig.

Fredsbevægelsernes start i Danmark

[redigér | rediger kildetekst]

Den unge skotske kvæker John Hall er i København i november 1657. Han giver kongen Frederik 3. nogle bøger. Hall fængsles og der udstedes en forordning mod kvækerisme 30. december 1657.[25]

Muligvis den første dokumenterede protest mod krigsdeltagelse begrundet i pacifisme fandt sted i 1658 under svenskernes belejring af København. Kun en tredjedel af de studerende ved Københavns Universitet dannede et regiment, fordi ikke alle ville være soldater. Der kunne være mange grunde til at unddrage sig militærtjeneste, men, som det fremgår af præsten Holger Rørdams doktordisputats (1855), ville en af studenterne ikke være med til at slå ihjel: "En Student Jesper Baltzersen Kønichen, der var hildet i weigelianske anskuelser, opfordrede Borgerne til at nedlægge Våbnene for ikke at besmitte dem med Fjendeblod; men hans Røst forstummede i den almindelige Nidkjærhed."[26] Jesper Baltzersen Kønichen (de) (1629-1715) blev senere (1663) landsforvist til Holland. Den udviste Kønichen udgav på latin og hollandsk: Meditationes Pacificæ Jasperi Könekenii Haunia-Dani Latino Belgicæ. Vreedewillende Handeling aen de Hoogmoogende Heeren Staeten in den Haagh. Typis datæ Amstel. d. 10.-20. april. 1665. Heri er et af brevene til den svenske konge.

Jesper Baltzersen Kønichen "kunde falde paa, at forsøge paa at bevæge [Kongen], Stadens Forsvarere, Borgerne og Studenterne, til at nedlægge deres Vaaben “eftersom al Krig er de Kristne Forbudt i det Ny Testamente” og argumenterede mod 'kristnes udøvelse af verslig øverighedsmagt'. Han indskrænkede sig ikke til at formane sine Landsmænd om pacifisme, men han skrev ogsaa to Breve til den svenske Konge, Karl Gustav, hvori han, under profetisk Trussel med Guds svære Straffedomme, opfordrede denne fra at afstaa fra hans Forehavende og til at lade hans ‘svagere Broder’, Kong Frederik, med Fred, samt at lade sig nøje med det, han alt havde vundet".[27]

I Danmark beskriver politikeren Fredrik Bajer i sin selvbiografi sit omfattende arbejde med at etablere den første danske fredsgruppe Dansk Fredsforening.[28], støttet økonomisk af den engelske kvæker Priscilla Hannah Peckover (1833-1931). Dansk Fredsforenings politiske hovedkrav var dansk neutralitet under kommende krige. Også Socialdemokratiets to medlemmer af Forsvarskommissionen af 1902 støttede Fredsforeningens krav om dansk neutralitetssppltik.[29] Og det samme gjorde Det radikale venstre stiftes i 1905.[30]

Den anden fredsgruppe i Danmark Kristeligt Fredsforbund senere Forsoningsforbundet blev stiftet i 1913.

Danmark erklærede sig neutralt, da 1. verdenskrig brød ud i august 1914. Bajer virkede i en periode af Danmarkshistorien, hvor skatteyderne både skulle betale regningerne for krigen i 1864 og udbygningen af Københavns befæstning,[31] hvilket Viggo Hørup og mange andre protesterede imod. Fredssagen i Danmark var blevet en folkebevægelse. Viggo Hørup omtaler i artiklen: Krig og fred. Politiken, 22. juni 1892 et af de største fredsmøder i Danmarkshistorien som blev holdt på Himmelbjerget 19. juni 1892, hvor den norske digter Bjørnstjerne Bjørnson talte om fredssagen til omkring 20.000 mennesker. [32]

Mødet på Himmelbjerget blev i samtiden kaldt Fredsfesten. [33][34]

Politikeren delte sig efter anskuelser. Det forenede Venstre blev dannet i 1870. Året efter dannes Socialdemokratiet, blandt hvis medlemmer kan nævnes forsvarsminister Laust Rasmussen (1862-1941).[35]

Venstrereformpartiets program af 25. september 1909

Citat Vort lands selvstændighed kan kun bevares ved kraftig at opretholde landets neutralitet. Danmark må ikke blande sig i andre landes kampe, og det må stedse søge sine mulig opkommende uoverensstemmelser med andre magter løst gennem voldgift, for så vidt de ikke kunne udjævnes ad sædvanlig diplomatisk vej. Voldgiftstraktater bør oprettes med fremmede magter. Staten bør støtte den internationale fredsbevægelse. - Vort forsvarsvæsen bør altid være således, at det på betryggende måde kan varetage landets neutralitetspligter. Citat

Forskningsoversigter

[redigér | rediger kildetekst]

Alfred Hermann Frieds Handbuch [a] der Friedensbewegung fra 1905 er det første opslagsværk om fredsbevægelser. Fried dækker hele den internationale fredsbevægelse. For de tyske fredsbevægelsers vedkommende frem til 1945 se Reinhold Lütgemeier-Davin forskningsoversigt: Friedensforschung - Pazifismus und Militarismus in Deutschland und Europa 1850-1945, Historisches Lexikon Bayerns, 2013.

The Union of International Associations grundlægges i 1907 af Henri La Fontaine og Paul Otlet. Foreningen udgiver fra 1908 og fremefter vejviseren The Yearbook of International Organizations
Displaying 1 - 25 of 1151 international organizations.

En af de første forskere som beskæftigede sig med fredsbevægelsernes historie var den hollandske bibliotekar ved Fredspaladset i Haag, Jacob ter Meulen (1884-1962).[36][37]Først doktorafhandlingen: Beitrag zur Geschichte der internationalen Organisation 1300-1700 fra 1916, efterfulgt af de fire murstenstykke Der Gedanke der Internationalen Organisation in seiner Entwicklung skrevet i årene fra 1917 til 1940.

En anden pioner inden for internationalismens historie var den norske historiker Christian Lous Lange (1867-1938) med doktorafhandlingen Histoire de l'internationalisme fra 1919. Titlen Histoire de l'internationalisme blev anvendt på tre værker om fredssagen og fredsbevægelsernes historie fra middelalderen frem til første verdenskrig som blev udgivet af Nobelinsstituttet i Oslo.

Garneray - Portsmouth Harbour with Prison Hulks

Fredsbevægelsens historie i Norge starter i Storbritannien under og efter Napoleonskrigene, hvor engelske kvækere besøger de norske matroser som var krigsfanger i England og Skotland 1807-1814 efter at Storbritannien havde erobret den dansk-norske flåde.[38] Efterfølgende bosætter kvækere sig i Norge, hvor de er med til at stifte Norges fredsforening. Nu: Norges Fredslag i 1885. Der er to afhandlinger som analyserer de tidlige norske fredsbevægelsers historie: Mats Rønning: Fredsfaar i gjentatt strid - historien om den folkelige fredsbevegelse i Norge før 1914. Institutt for arkeologi, konservering og historiske studier, Universitetet i Oslo, høsten 2005 og Nils Ivar Agøy: Kampen mot vernetvangen. Militærnekterspørsmålet i Norge 1885 til 1922, hovedoppgave i historie, Universitetet i Oslo., 1987.

Den amerikanske journalist Devere Allen (1891-1955), dokumenterede i The Fight for Peace. New York: Macmillan, 1930 de amerikanske fredsbevægelsers tidlige historie. En nyere afhandling om fredsbevægelsernes tidlige historie er den amerikanske professor i historie Sandi E. Coopers Patriotic Pacifism: Waging War on War in Europe, 1815-1914. Oxford University Press, 1991. Se også Mitchell K. Hall : Opposition to War: An Encyclopedia of U.S. Peace and Antiwar Movements. ABC-CLIO, 2018.

Den engelske politiske historiker Martin Ceadel (1948-.) har skrevet flere værker om de britiske fredsbevægelsers historie, hvoraf skal fremhæves: The Origins of War Prevention: The British Peace Movement and International Relations, 1730-1854. Clarendon Press, 1996 og Semi-detached Idealists: The British Peace Movement and International Relations, 1854-1945. Oxford University Press, 2000

Historikeren Birgit Løgstrup har i sin disputats: Jorddrot og offentlig administration : Godsejerstyret indenfor skatte- og udskrivningsvæsnet i det 18. århundrede. Rigsarkivet, 1983. berettet om værnepligten under enevælden og bøndernes protester mod den.

Peter Mikael Bom Hansen: Militærvægring 1849-1917 : En geografisk og historisk undersøgelse af artikuleret militærnægtelse og ulovlig sessionsudeblivelse i Danmark 1849-1917. RUC, 2001.

Den polske økonom Jan Gotlib Bloch eller Jean de Bloch (1836-1902) skriver på russisk kæmpeværket med den danske titel Fremtidskrigen med den forkortede engelske udgave: Is War Now Impossible? Værket er, ifølge den tyske Wikipedia digitaliseret på tysk

Citeret fra den engelske Wikipedia:

Citat Hans detaljerede analyse af moderne krigsførelse, dens taktiske, strategiske og politiske implikationer, blev meget læst i Europa. Bloch argumenterede for at:
  • De nye teknologier med røgfrit krudt, magasinrifler, maskingeværer og hurtigskydende artilleri havde gjort manøvrer over åben grund, såsom bajonet- og kavalerilangreb, forældede. Bloch konkluderede, at en krig mellem stormagterne ville være en forskansningskrig, og at hurtige angreb og afgørende sejre var fortid. Han beregnede, at forskansede mænd ville nyde en firedobbelt fordel i forhold til infanteri i det fri.
  • Industrisamfund ville være nødt til at løse et dødvande ved at anskaffe hære på millioner af mand. En enorm kampfront ville udvikle sig. En krig af denne type kunne ikke løses hurtigt.
  • En sådan krig ville blive en duel på industriel magt, et spørgsmål om total økonomisk nedslidning. Alvorlige økonomiske og sociale dislokationer ville resultere i den overhængende risiko for hungersnød, sygdom, "opløsning af hele den sociale organisation" og revolutioner nedefra.[39]
Citat

Første verdenskrig

[redigér | rediger kildetekst]
Kvinder protesterer for fred i Haag

Første verdenskrig (1914-1918) var på grund af den industrielle og teknologiske udvikling den første mekaniserede verdenskrig, hvor fossile brændstoffer, specielt olie blev anvendt i stor skala i de krigsførende lande.

Våbenfabrikanter og våbenhandlere som Basil Zaharoff (11849-1936),[40] tjente enorme formuer under krigen, som ikke forløb som politikerne og generalerne forventede.[41]

Det første skud i første verdenskrig var mordet på Jean Jaurès (1859-1914).[42] Dagen efter mordet mobiliserer Tyskland.

The Deserter

Der var to folkeafstemninger om den militære værnepligt i Australien, omfattende irske, fransk-canadiske protester[43] og omfattende mytterier i den franske hær i 1917. Se: 1917 French Army mutinies i den engelske Wikipedia.

No-Conscription Fellowship  (en) dannes i London den 27 November 1914, af Fenner Brockway (1888-11988) og Clifford Allen (1889-1937). Blandt de aktive i militærnægterrorganisationen var Violet Tillard (1874-1922).[44]og Harold Bing (1898-1975). Samtidig grundlægges The Union of Democratic Control.

Den engelske astrofysiker, matematiker og kvæker Sir Arthur Eddington (1882-1944) erklærede sig som militærnægter i slutningen af første verdenskrig. [45]

I England kom Bertrand Russell og Alfred Salter (1873-1945) galt afsted på grund af deres pacifisme.[46]

"Dr. Salter, Labour-kandidaten, er en af de højtuddannede idealister, der er at finde i partiets rækker. Efter en strålende akademisk karriere besluttede han at hellige sig arbejdet blandt de fattige i Bermondsey[b], og der har han arbejdet i mange år både som læge professionelt og som medlem af lokale administrative organer. Personligt har ingen et ord at sige imod ham, men hans synspunkter er af en meget ekstrem art. Hans holdning under krigen var pacifistisk, selvom han ikke, siges det, ville indrømme nøjagtigheden af dette populære udtryk."[47]

The Friends' Ambulance Unit etableres i 1914 og The American Friends Service Committee grundlægges i 1917.[48] [49]

Kommunistforskrækkelsen i USA under og efter første verdenskrig havde afsæt i nationalismen i USA og revolutionen i Rusland i 1917 men var mere end skrækken og forfølgelse af de røde, anarkister venstreorienterede, pacifister og militærnægtere. Det var et politisk angreb på de amerikanske borgerrettigheder. En af ofrene for kommunistforskrækkelsen i denne periode var socialisten og fagforeningsagitatoren Eugene V. Debs (1855-1926), der var imod USAs deltagelses i verdenskrigen.[50]

Som en reaktion på kommunistforskrækkelsen grundlagde Roger Baldwin (1884-1981) i 1920 the American Civil Liberties Union.

Udsnit af kvindernes store valgretsoptog til Amalienborg den 5. juni 1915 anført af Thora Daugaard (1874-1951)

Kvindernes Internationale Liga for fred og frihed blev oprettet i 1915 som Danske Kvinders Fredskæde kort før at kvinderne 'fik' stemmeret med den nye grundlov.[51][52]

Blandt de stiftende medlemmer af Kvindernes internationale Liga for Fred og Frihed kan nævnes: amerikanere Jane Addams (1860-1935), Emily Greene Balch 1867-1961) og ungarer Rosika Schwimmer (en) (1877-1948).

Efter et militærkup i Ungarn i 1919 flygter den ungarske pacifist, kvindesagsforkæmper og føderalist Rosika Schwimmer til USA i 1921. Som statsløs politisk flygtning i USA fik Rosika Schwimmer ikke tildelt amerikansk statsborgerskab i 1929 på grund af hendes pacifisme.

Og i USA stiftes the Woman's Peace Party også i 1915.

Centralorganisationen for varig fred oprettes 1915

I november 1914 blev Bund Neues Vaterland grundlagt i Tyskland.[53]

Kurt Tucholsky og Carl von Ossietzky grundlagde veteranorganisationen Friedensbund der Kriegsteilnehmer i oktober 1919.

1918 Matrosoprøret i Kiel

Mellemkrigsårene

[redigér | rediger kildetekst]
Aldrig mere Krig

Mellemkrigsårene er perioden fra første verdenskrig slutning til starten af anden verdenskrig 1918-19339.

Exlex var et nordisk satirisk tidsskrift, der blev udgivet 1919-1920 af den norske tegner Ragnvald Blix.

I Weimarrepublikkens Tyskland var politisk begrundede mord almindelige.[54]

De politiske mord blev bl.a. begået af soldater i det Schwarze Reichswehr. Fra 1924 til 1927 blev mere end 1000 mennesker dømt for forræderi, fornærmelse af Reichswehr og lignende forbrydelser, fremgår det af den tyske Wikipedias artikel Ponton-Prozess.

I Tyskland myrdes antimilitaristerne Karl Liebknecht, Rosa Luxemburg (1871-1919), Kurt Eisner (1869-1919) og Hans Paasche (1881-1920).[55]

Dannelsen af Folkeforbundet i 1920[56] var et nyt initiativ i international politik.

Citat Forbundspagt for Folkenes Forbund

DE HØJE KONTRAHERENDE PARTER,
som ønsker at udvikle samarbejdet mellem folkene og betrygge deres sikkerhed
ved at paatage sig visse forpligtelser til ikke at gribe til krig,
ved at vedligeholde aabne og ærlige, paa retfærdighed og hæderlighed hvilende mellemfolkelige forbindelser,
ved strengt at iagttage folkerettens regler og anerkende dem som den virkelige rettesnor for regeringernes handlinger og
ved at hævde retfærdighed og samvittighedsfuldt respektere alle indgaaede overenskomster i den gensidige forbindelse mellem civilicerede folkeslag.[57]

Citat

Forbundet ville blandt andet undersøge den omfattende våbenhandel under første verdenskrig,[58] forbyde angrebskrige og mægle i konflikter mellem medlemslandene, herunder konflikten om Østgrønland mellem Norge og Danmark 1931-1933. Og som noget nyt begyndte man i Folkeforbundet at producere og offentliggøre statistikker over medlemslandenes militærudgifter.[59]

Svalbardtraktaten fra 1920 gør den norske øgruppe til en demilitariseret zone.

Mellemkrigsårene kan fredspolitisk opdeles i to perioder: Før og efter nazisternes magtovertagelse i Tyskland i 1933.

Efter rædslerne under første verdenskrig legaliseres retten til militærnægtelse rundt omkring i verden. I Danmark allerede i 1917 efter en omfattende debat igangsat af Foreningen for konsekvente Antimilitarister 1915-1921, blandt hvis medlemmer var Andreas Fritzner (1887-1969).

Krigsmodstandernes internationale forbund dannes i 1921 i Holland. Den danske afdeling er Aldrig mere Krig, dannes i 1926.

Det pacifistiske Retsforbundet stiftes i 1919.

Indiens bevægelse mod frihed

[redigér | rediger kildetekst]
Gandhi making salt and disobeying the British salt production and tax laws

Efter første verdenskrig var der forsøg fra briterne på at undertrykke den indiske selvstændighedsbevægelse. Massakren i Amritsar i 1919 blev undersøgt af kongrespartiet der beskrev massakren som "et beregnet stykke umenneskelighed". Efter massakren nægtede de indiske nationalister at samarbejde med briterne.[60] Den indiske selvstændighed kom først små tyve år senere i 1947, fordi frigørelsesprocessen var blevet forhalet af Anden Verdenskrig.

Den indiske tilhænger af selvstændighed Mahatma Gandhi (1869-1948) udviklede i mellemkrigsårene ikkevold til en kollektiv form for protest, hvilket inspirerede en lang række personer langt fra Indien: Blandt dem var amerikaneren Martin Luther King, A. J. Muste (1885-1967 - den amerikanske Gandhi), Gene Sharp, hollænderen Bart de Ligt (1883-1938), Annie Besant (1847-1933), og den danske journalist Ellen Hørup som i 1930 grundlagde foreningen og tidsskriftet Indians Venner.[61] Der var en tilsvarende organisation i London: Friends of India Society. Desuden takkes Ellen Hørup i forordet for støtten til udgivelse en af Kamp uden våben.

Gandhi blev også støttet af den muslimske pacifist og ikkevoldsforkæmper Khan Abdul Ghaffar Khan (1890-1988), som virkede i det nordvestlige grænseområde mellem Indien og Afghanistan i det nuværende Pakistan.

Gandhis ven Anne Marie Petersen 1878-1951, grundlagde en kostskole for piger, Seva Mandir, i 1921.[62] Anne Marie Petersens lange virke i Indien er et tidligt eksempel på befrielsesteologi i praksis, længe før begrebet befrielsesteologi blev formuleret i Latin- og Sydamerika.

Da tyskerne besatte Danmark i 1940 havde danskerne gode muligheder for at erhverve viden om ikkevoldelige metoder, hvilket kom til udtryk i folkestrejkerne i 1944.

Da pacifismen bliver livsfarlig

[redigér | rediger kildetekst]
Carl von Ossietzky, forfatter og vinder af Nobels fredspris, fotografi taget som fange
Foto: Deutsches Bundesarchiv, Bild 183-93516-0010 / Unknown / CC-BY-SA 3.0

Tyske koncentrationslejre. Holocaust.

"Forsigtige skøn taler om 278.500 flygtninge fra Tyskland og 125.000 fra Østrig"".[63]

Emnet for den kommunistiske landsretssagfører Carl Madsens Flygtning 33 : strejflys over Hitlers Danmark Stig Vendelkær, 1974 var den danske flygtningepolitik over for de kommunistiske flygtninge. Madsen dedikerer sit værk til mindet om den tyske kommunist Conrad Blenke 1901-1943, som under besættelsen blev udvist fra Danmark og blev henrettet. Filologen Steffen Steffensen indsamler antologien På flugt fra nazismen : tysksprogede emigranter i Danmark efter 1933. C.A. Reitzel, 1987.

Medlemmer af de pacifistiske organisationer i Nazityskland og de tysk annekterede og besatte lande blev systematisk forfulgt af nationalsocialisterne. De blev myrdet, såsom medlemmerne af Hvide Rose, menighedsmedlemmer af Jehovas Vidner, fordi de var militærnægtere,[64] så som Helene Gotthold (1896-1944), Den tyske Bekendelseskirke, Dietrich Bonhoeffer (1906-1945), (Se også Martin Niemöller (1892-1984)), Franz Jägerstätter (1907-1943),[65] Erich Mühsam (1878-1934),[66] børnelægen Emil Flusser (1888-1942).[67] Berthold Jacob (de) (1898-1944), modtageren af Nobels fredspris i 1935, Carl von Ossietzky (1889-1938) og Olaf Kullmann (1892-1942).

Jøder, politikere og pacifister flygtede fra Tyskland, herunder Albert Einstein (1879-1955), Friedrich Wilhelm Foerster (1869-1966),[68][69] Ernst Busch (de) 1900-1980, Ernst Julius Gumbel (1891-1966),[70] Ernst Friedrich (1894-1967) som udgav Krieg dem Kriege i 1924, Georg Fr. Nicolai (1874-1964) som udgav Krigens Biologi,[71] flygter fra Tyskland allerede i 1921, Kurt D. Singer (1911-2005), Kurt Hiller (1885-1972), Lotte Laserstein 1898-1993), Jakow Trachtenberg, Ludwig Quidde (1858-1941), Otto Lehmann-Rußbüldt (18733-1967), Bertolt Brecht (1898-1956), George Grosz (1893-1959), John Heartfield (1891-1968), Stefan Sweig (1881-1942), Clara Zetkin (1857-1933), Willy Brandt (1913-1992), Helene Stöcker (1869-1943), Rosalinde von Ossietzky-Palm (1919-2000) datter af Carl og Maud von Ossietzky, Ernst Toller (1893-1939), Max Beckmann (1884-1950), Fritz von Unruh (1885-1970),[72] Lion Feuchtwanger (1884-1958)[73] , Jakob Haringer (1898-1948), Magnus Hirschfeld (1868-1935) og Kurt Tucholsky (1890-1935).

Max Beckmann Fuglenes helvede 123001)

De tyske emigranter Dora Fabian og Mathilde Wurm myrdes af GESTAPO i London i 1935.[74]

De tyske emigranter i Storbritannien blev kaldt "venligsindede fjender".[75]

"Kindertransport" var det tyske navn på redningen af de jødiske børn fra Tyskland 1938-1939.[76] I Danmark blev de kaldt "Ligabørn".[77]

I forbindelse med den internationale flygtningekonference i Évian-les-Bains (en) i Frankrig i 1938 anbefaler Ellen Hørup forgæves i et memorandum til kongressen, at de statsløse tysktalende jøder får lov til at emigrere til Palæstina der dengang var et britisk mandatområdde.[78]

Der var også finske børn, Finnebørn, i Danmark 1939-1947.[79]

I Italien myrdes Giacomo Matteotti i 1924 og Maria Montessori (1870-1952), flygter til Holland.

De mange tyske politiske og jødiske flygtninge blev ikke godt modtaget af de danske myndigheder i tiden op til besættelsen som det også fremgik af daværende Statsminister Anders Fogh Rasmussens tale i Mindelunden 4. maj 2005.[80][81][82][83][84]

Die Deutsche Friedensgesellschaft = Det tyske fredsselskab og dets tidsskrift Das Andere Deutschland forbydes i 1933. Jødsk, pacifistisk,[85] socialstisk og kommunistisk litteratur bliver sortlistet og ender på Nazisternes bogbrænding.

Den pacifistiske kunstnergruppe Das junge Rheinland grundlægges i 1919 og forbydes i 1933.[86]

Käthe Kollwitz (1867-1945) var en undtagelse. Hun blev i Tyskland til den bitre ende

Den danske John Heartfield , Marinus Jacob Kjeldgaard (1884-1964), holdt lav profil i Paris under krigen og forsvandt ud af historien.

Atomfysikeren Albert Einstein blev en relativ pacifist som en følge af nazisternes oprustning. Einstein skrev sammen med Leó Szilárd (1890-1964) til den daværende amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt i 1939, at det var muligt at fremstille atombomber.[87] Det tog amerikanerne fem år at fremstille atombomben under anden verdenskrig.

Anden verdenskrig

[redigér | rediger kildetekst]

Anden verdenskrig var den første atomkrig, hvor de japanske byer Hiroshima[88] og Nagasaki[89] ødelægges af atombomber i sommeren 1945.

Udviklingen af atomvåben begyndte for USAs vedkommende i det militær-industrielle kompleks først i Manhattanprojektet og forsatte i den amerikanske atomenergikommission og i det amerikanske energiministerium.

Dr. J. Robert Oppenheimer, atomic physicist and head of the Manhattan Project - NARA - 558579

Den amerikanske teoretiske fysiker, J. Robert Oppenheimer (1904-1967), ledede den videnskabelige udvikling af atombomberne under anden verdenskrig. Under den kolde krig argumenterede Oppenheimer for våbenkontrol og var modstander af udviklingen af brintbomben. Han blev anklaget for kommunisme og fik frataget sin sikkerhedsgodkendelse i 1954.

Religiøse militærnægtere i USA kunne udføre våbenfri tjeneste eller civil værnepligt fra 1941 til 1945. Det blev kaldt Civilian Public Service (CPS).

Omkring 20.000 tyske desertører og militærnægtere, nægtede at kæmpe for Det tredje rige og blev henrettet.[90]

Den finske militærnægter Arndt Pekurinen (1905-1941) henrettes ved skydning.

Den danske ambassadør i USA, Henrik Kauffmann (1888-1963),[91] indgik den 10. april 1941 en traktat mellem Danmark og USA, Grønlandstraktaten 1941, der gav USA ret til at opføre baser på Grønland og dermed overlod forsvaret af Grønland til USA. Overenskomsten blev ratificeret af den danske Rigsdag i 1945 og genforhandlet i 1951.[92]

Den danske eksport til Tyskland under anden verdenskrig var omfattende specielt inden for landbruget og våbenindustrien.[93][94] Samarbejdspolitikken var således en aktiv støtte til den tyske krigsmaskine. I de danske fredsbevægelser støttede man nazisternes sultende ofre i et nødhjælpsarbejde der voksede som krigen skred frem. Samarbejdsudvalget vedrørende internationalt Hjælpearbejde koordinerede arbejdet.

For de danske fredsgruppers vedkommende var den tyske besættelse speciel. Danmark var det eneste af de tysk besatte lande, hvor fredsbevægelserne forsatte deres virksomhed uden konsekvenser i form af tysk fangenskab. Samarbejdspolitikken under besættelsen og de mange medlemmer i de danske fredsgupper var hovedårsagerne tik at de danske fredsgrupper kunne forsatte deres virke.

Kun medlemstallet for Aldrig mere Krig og Ligaen under besættelsen er kendt. AmK havde omkring 1500 medlemmer og Ligaen havde omkring 2200 medlemmer, fremgår det af Sune Pedersens speciale Kampen for fred : Den liberale fredsbevægelse i Danmark 1919-1960. Københavns Universitet Institut for historie, 2000

Aldrig mere Krig under besættelsen.[95]

Under den tyske besættelse af Norge var den norske lærerstrejke 1941-1942 et tydeligt eksempel på, at civil ulydighed virker selv under krig.

Norgeshjælpen også kaldet Hjælpefonden af 1942, var navnet på den danske nødhjælpsbistand til Norge 1940-1945, først brugt om Den Norske Damekomités forsendelser til Norge. Initiativtageren til Den Norske Damekomité var Borghild Hammerich (1901-1978).[96]

Med Fredsvennernes Hjælpearbejde som fungerede i årene 1944-1948 blev nødhjælpsarbejdet udvidet. Hjælpearbejdet foregik blandt andet i Norge, Finland, Polen og Tyskland.[97] Blandt initiativtagerne til organisationen var Elise Thomsen 1901-1995, Hagbard Jonassen, 1903-1977, og Svend Haugaard, 1913-2003. Ud af Fredsvennernes Hjælpearbejde voksede Mellemfolkeligt Samvirke.

Halfdan Rasmussen 1915-2002 udgiver digtsamlingerne Soldat eller Menneske. Carit Andersens Forlag, 1941, eventyret Kejser Næsegrus og Kæmpesmeden Nielsen & Schultz, 1942 og den illegale digtsamling Mod foraar, 1944?

Fredsdemonstration i Bonn 10. juni 1982

FN dannes i 1945, hvorefter "Alle Medlemmer skal bilægge deres mellemfolkelige Tvistigheder ved fredelige Midler paa en saadan Maade, at mellemfolkelig Fred og Sikkerhed saavelsom Retfærdighed ikke bringes i Fare". De Forenede Nationers Pagt, kap. I, art. 3.

Den katolske fredsgruppe Pax Christi stiftes i 1945.

Landsforeningen Een verden: Dansk forening for et føderalistisk verdensstyre oprettes i 1946. Fra 1970 del af FN-forbundet. Blandt organisationens medlemmer var Piet Hein (1905-19996) og Ebbe Rode (1910-1988).

Den kolde krig

[redigér | rediger kildetekst]

Den kolde krig kan fredspolittisk opdeles i to perioder: Før og efter NATOs dobbeltbeslutning i 1979.

Udgangspunktet for den kolde krig var det jerntæppe der havde sænket sig mellem de tidligere allierede fra anden verdenskrig: USA og Sovjetunionen.[c]

Danmark var stiftende medlem af NATO i 1949. Danmark var allieret med forbehold i NATO.[98][99] Fodnotepolitikken.[100]

Konfrontationen mellem supermagterne i øst og vest medførte en voldsom oprustning, specielt på atomvåbenområdet,[101] hvor udviklingen, produktion og forsøg med atomvåben førte til omfattende miljøforurening specielt i atmosfæren, hvilket var kendt dengang, fremgår det af traktat af 5. august 1963 om forbud mod kernevåbenforsøg i atmosfæren, det ydre rum og under vandet. Hvad der først blev kendt efter den kolde krigs afslutning var atomvåbenfabrikkernes forurening.[102]

Protester mod atomvåben

[redigér | rediger kildetekst]

En baggrund for dannelsen af protestbevægelserne mod atomvåben var Lucky Dragon ulykken i 1954. Lucky Dragon var en japansk tunfiskerbåd med en besætning på 23 mand, som blev forurenet af nedfald fra det amerikanske Castle Bravo brintbombeforsøg ved Bikini Atollen den 1. marts 1954. Ulykken førte til at de japanske fredsgrupper dannede the Japanese Council Against Atomic and Hydrogen Bombs.[103]

The Franck Report[104], tidsskriftet The Bulletin of the Atomic Scientists grundlagt 1945, Niels Bohr (18855-1962),[105] Russell-Einstein-manifestet 1955, Joseph Rotblat (1908-2005)[106] og Linus Pauling 1901-1994, er tidlige eksempler på videnskabsmænds protester og etiske debat mod atomvåben.

Niels Bohrs åbne brev til FN i 1950 overdøves af larmen fra Koreakrigen.

Pugwash-bevægelsen blev etableret i 1957. Samme år grundlagdes the Campaign for Nuclear Disarmament i London.[107]

I 1957-1958 sejlede sejlskibet The Golden Rule med en besætning af amerikanske kvækere ind i de amerikanske forsøgsområder i Stillehavet.[108]

The Committee for Nonviolent Action 1957-1968 The Committee for Non-Violent Action (CNVA) var ifølge den engelske Wikipedia en amerikansk fredssgruppe, dannet i 1957 for at modvirke den amerikanske regerings program for atomvåbenforsøg. Det var en af de første organisationer, der benyttede ikke-voldelige direkte aktioner for at protestere mod atomvåbenkapløbet.

CNVA's umiddelbare forgænger, en komité kendt som Non-Violent Action Against Nuclear Weapons, blev dannet af den radikale kvæker Lawrence Scott. Andre ledere af CNVA omfattede A.J. Muste, Albert Bigelow, Bayard Rustin og George Willoughby.

Den engelske Wikipedia har i artiklen Anti-nuclear movement in the United Kingdom sammenskrevet den britiske modstand mod atomenergi og atomvåben.

Antarktistraktaten 1959 er en usædvanlig og enestående international pacifistisk traktat som forbyder militære aktiviteter i Sydpolarområdet, dvs. området syd for 60° sydlig breddegrad. Antarktis er dermed den første af nu flere atomvåbenfrie zoner.

Citat Traktat af 1. december 1959 om Antarktis

Artikel I
1. Antarktis skal udelukkende anvendes til fredelige formål. Således skal bl.a. enhver virksomhed af militær art, såsom anlæg af militære baser og befæstninger, afholdelse af militærmanøvrer såvel som afprøvning af våben af enhver art være forbudt.
Artikel V
1.Enhver kernefysisk sprængning i Antarktis samt henlæggelse af radioaktivt affald der skal være forbudt.

Citat
USA's og Sovjetunionens/Ruslands besiddelser af atomvåben fra 1945-2014

En af de første officielle danske publikationer med den kolde krig som emne handlede om atomvåbenproblemer.[109]

Dansk Fredskonference blev oprettet i 1954 som den første af flere nye danske fredsgrupper der opstod under den kolde krig. Kampagnen mod Atomvåben i Danmark protesterede mod atomvåben.[110] Anders Boserup (1940-1990), var en af de mange aktive i Kampagnen mod Atomvåben. Den daværende socialdemokratiske kirkeminister Bodil Koch (1903-1972), talte under stor mediebevågenhed ved Kampagnen mod atomvåbens påskedmarch i 1961.[111]

Ud af Kampagnen mod Atomvåben knopskød Fredspolitisk Folkeparti blandt hvis medlemmer var rektor Aage Bertelsen (1901-1980).

Socialistisk Folkeparti dannes i 1958.

Johan Galtung grundlagde Institut for fredsforskning i Oslo 1959.

Stockholm International Peace Research Institute, SIPRI 1966-.

1968 Foråret i Prag. [112]

Kejsergadesagen var den første sag om masseovervågning i Danmark.[113]

Militærnægternes Oplysningskontor opretter i 1965 og ud af det voksede Militærnægterforeningen et par år senere. Foreningen udgav tidsskriftet NB. Operation Kirkeklokke var Forsvarets Efterretningstjenestes overvågning af Militærnægterforeningens generalforsamling i 1970.[114]

Befolkningen i Palau vedtager verdens første atomvåbenfrie grundlov i 1979.[115][116]

Citat Forfatning for Republikken Palau, 1981

ARTIKEL XIII
GENERELLE BESTEMMELSER
Afsnit 6.
Skadelige stoffer såsom nukleare, kemiske gasser eller biologiske våben beregnet til brug i krigsførelse, atomkraftværker og affaldsmaterialer derfra må ikke bruges, afprøves, opbevares eller bortskaffes inden for Palau's territoriale jurisdiktion uden udtrykkelig godkendelse af ikke mindre end tre fjerdedele (3/4) af de afgivne stemmer ved en folkeafstemning afgivet om dette specifikke spørgsmål.[117]

Citat

Nej til atomvåben (1980-1991) blandt hvis stiftende medlemmer var Jørgen Dragsdahl var den danske afdeling af European Nuclear Disarmament Campaign.

Fredsmarchen København - Paris 1981

Kvindefredslejrene ved den britiske atomvåbenbase Greenham Common nær London blev dannet i 1981 i forbindelse med udstationeringen af amerikanske mellemdistanceatomvåben på basen. Også medlemmer af Kvinder for Fred deltog i protesterne.

Kvindefredslejren ved Ravnstrup

De kommunistiske organisationer i USA efter anden verdenskrig var små og havde stort set ingen politisk indflydelse.[118]Kommunistforskrækkelsen i USA under den kolde krig blev kaldt Mccarthyisme. Det starter allerede med Rigsadvokatens liste over undergravende organisationer 1941-1974.[119] Blandt ofrene for Mccarthyismen kan nævnes Charles Chaplin, Pete Seeger og Peggy Seeger (en).

Aldrig så snart befrielsen fra tyskernes besættelse var kommet, før Politiets Efterretningstjeneste begyndte at overvåge de danske oppositionsgrupper fremgår det af Pet-kommissionens beretning bd 10.[120][121] Overvågningen af oppositionsgrupper skete også i Norge,[122] Sverige[123] og USA. CIA[124] I USA endda længe efter den kolde krigs ophør. Edward Snowden.

Protester mod franske atomvåbenforsøg

[redigér | rediger kildetekst]

Franske efterretningstjenester bombede i Operation Satanique Greenpeace skibet Rainbow Warrior i New Zealand i 1985 fordi organisationen ville protestere mod planlagte franske atomvåbenforsøg i Moruroa i Fransk Polynesien.

Den i 1995 nyindsatte franske præsident Jacques Chirac beslutning om at genoptage Frankrigs atomprøvesprængninger fik fredsbevægelser og forbrugere verden over til at boykotte franske varer inklusive franske vine. Atomvåbenforsøgene stopper året efter. [125]

Den newzealandske atomvåbenfri zone
New Zealands lov om atomfri zone, nedrustning og våbenkontrol af 1987
Loven etablerede ifølge den engelske Wikipedia den juridiske ramme for New Zealands anti-nukleare politik. Loven fastlægger den newzealandske atomfri zone, der består af hele New Zealands territorium (inklusive havterritorium og luftrum) og forbyder atomdrevne skibe at sejle ind i newzealandske farvande. Den forbyder også erhvervelse, stationering og afprøvning af nukleare eksplosive anordninger. Immunitet fra loven blev givet til skibe og luftfartøjer, der udøvede retten til uskyldig passage og/eller retten til transitpassage, samt skibe og luftfartøjer i nød. Ud over at lovgive om en national atomfri zone, implementerede loven fire internationale traktater: traktaten om ikke-spredning af kernevåben, traktaten af 11. februar 1971 om forbud mod anbringelse af kernevåben og andre masseødelæggelsesvåben på havbunden og i dens undergrund, konventionen om biologiske våben og Rarotonga traktaten om en atomvåbenfri zone i det Sydlige Stillehav.

New Zealands 40 år lange kampagne mod atomvåben er den eneste vellykkede bevægelse af sin type i verden, som resulterede i, at nationens status som atomvåbenfri zone blev nedfældet i lovgivningen.

Vietnamkrigen

[redigér | rediger kildetekst]
My Lai massakren kvinder og børn
My Lai massakren

Vietnamkrigen 1945-1979 foregik i det der dengang blev kaldt Fransk Indokina. Vietnamkrigen slutter endeligt med Den kinesisk-vietnamesiske krig i 1979.

De danske avisers dækning af forholdene i Vietnam er kortfattet registreret i Avisårbogen: årets begivenheder i ind- og udland, 1966-1979.

Vietnamkrigen kan opdeles i to perioder: Før og efter 1971. I den første periode løj skiftende amerikanske regeringer om krigens berettigelse og omfang. I den anden periode blev løgnene kendt og gav den globale bevægelse mod Vietnamkrigen så stor gennemslagskraft at den var med til at stoppe krigen.

Der var en række milepæle under den amerikanske krig: Tonkin-episoden, 1964, My Lai-massakren, 1968, Kent State massakren 1970 og Phan Thị Kim Phúc napalm fotografiet, 1972. Uddrag af Pentagon rapporten om USAs indtræden og virke i Vietnam-krigen blev offentliggjort i 1971 af Daniel Ellsberg (1931-2023) [126] i samarbejde med avisen The New York Times. Dansk udgave: Pentagon rapporten : som offentliggjort af The New York Times. Samleren, 1971. Pentagon rapporten er en omfattende antologi bestående af historiske analyser og kilder Nogle af rapportens oplysninger var blandt andet, at skiftende amerikanske præsidenter så som Præsident Lyndom B. Johnson og hans administration havde løjet både til kongressen og befolkningen, omkring det sande omfang af USA’s politik i Vietnam. Pentagon rapporten med den officielle titel: Report of the Office of the Secretary of Defense Vietnam Task Force blev først offentliggjort i sin helhed i 2011.[127]

Den amerikanske borgerrettighedsforkæmper Malcolm X myrdes i 1965 efter at have kritiseret krigen i Vietnam. Allerede i 1964 udtalte Malcolm X sig imod krigen i Vietnam og sammenlignede situationen dér med Mau Mau-oprøret i Kenya (der knyttede en kolonistatus for disse lande sammen med de sortes situation i Amerika).

Borgerrettighedsforkæmperen og Nobelfredsprismodtageren Martin Luther King Jr. (1929-1968) myrdes efter han havde udtalt sig stærkt kritisk mod Vietnamkrigen.

Historikeren Poul Villaume beskriver Vietnamkrigen i dens politiske sammenhæng under den kolde krig.[128]

Mytteriet på SS Columbia Eagle 1970.[129]

Krigens eftervirkninger Bådflygtninge fra Vietnam. Agent Orange Amerikanske veteraner led af posttraumatisk belastningsreaktioner og det anslås at op mod 50.000 veteraner har begået selvmord.[130]

Den engelske Wikipedia har en omfattende registrering af protester mod Vietnamkrigen.

Det stadig eksisterende Peace and Freedom Party grundlægges i 1967. Partiet er et antikrigs- og pro-borgerrettighedsorganisation, var modstander af Vietnamkrigen og støtter sorte befrielse, organisering af landarbejdere, kvinders befrielse og homoseksuelles rettighedsbevægelse.

Vi marcherer, men ikke i takt. Den musikalske Vietnamkrig

[redigér | rediger kildetekst]
John Lennon performing Give Peace a Chance 1969

Efter en Bed-in blev "Give Peace a Chance" af Plastic Ono Band udgivet den 4. juli 1969. John Lennons fredssange var almene i deres tema men de blev godt nok skrevet under Vietnamkrigen, men handlede om fred. [131] [132]

Vietnamkrigen er den krig, hvorom der på globalt plan er indspillet flest sange for og specielt mod krigen. Omkring 6000 indspilninger er indtil videre registreret inden for alle former for musikgenrer i The Vietnam War Song Project som grundlægges i 2007 af historikeren Justin Brummer[133] [134] [135].

Den på dansk udkomne musik om krig og fred er registreret i diskografien: Skjalden sang fredssangen og slaget på marken stoppede: bemærkninger til dansk fredsmusiks historie. Holger Terp. Det Danske Fredsakademi, 2011

Den formodentlig længste sang om Vietnamkrigen, Arlo Guthries delvist selvbiografiske 18 minutter lange talking blues "Alice's Restaurant Massacree", blev filmatiseret i 1969. [136]

Den amerikanske kvæker og folkesanger Joan Baez protesterede mod Vietnamkrigen og USAs senere deltagelse i krige blandt andet ved at undervise i civil ulydighed.

Vietnamkrigens sange blev spillet på de årlige Newport Folk Festival etableret i 1969 og på Woodstockfestivalen 1969

i Danmark producerede bl. a. Røde mor protest sange mod Vietnam-krigen.[137]

Et forventet internationalt gennembrud for Savage Rose blev ikke til noget, fordi gruppens pladeselskab ville have, at de underholdte de amerikanske soldater i Vietnam.

I Sverige protesterede Olof Palme (1927-1986) og humanisten Sara Lidman (1923-2004) mod Vietnamkrigen.

Danske demonstrationer og reaktioner i forhold til Vietnamkrigen. Baggrunden for begivenhederne omkring politiets virke efter den store demonstration mod Vietnamkrigen foran den amerikanske ambassade på Østerbro i København den 27. april 1968 er dokumenteret af Carl Madsen i: Proces mod politiet. Stig Vendelkær, 1969.

De Danske Vietnamkomiteer udgav tidsskriftet: Vietnam solidaritet : fællesorgan for Vietnamindsamlingen-Giro 1616, Vietnamklubberne og De Storkøbenhavnske Vietnamkomiteer 1967-1973.

Russell-tribunalet eller Det internationale Krigsforbrydelses-Tribunals anden session fandt sted i Roskilde i dagene d.20. november - 1.deccember. 1967. Blandt deltagerne i tribunalet var Bertrand Russell, Jean-Paul Sartre og Simone de Beauvoir.[138]

Blandt amerikanske fredsbevægelser med afsæt i Vietnamkrigen kan nævnes: Clergy and Laymen Concerned about Vietnam, Spring Mobilization Committee to End the War in Vietnam eller National Mobilization Committee to End the War in Vietnam, og Students for a Democratic Society (SDS)

Vietnam veteraner i USA danner Vietnam Veterans Against the War (en) 1967-.[139]

Også amerikanske soldater i tjeneste protesterede fra 1969 mod Vietnamkrigen i organisationerne: Concerned Officers Movement og Movement for a Democratic Military.

Iran-Contra-skandalen 1981-1987

Påskemarch 2022 i Berlin; Protest mod Ruslands invasion af Ukraine 2022

Nutiden kan opdeles i to perioder. Den første fra den kolde krigs ophør og frem til 11 september 2001.

Jan Øberg etablerer Den Transnationale Stiftelse for Freds- og Fremtidsforskning i Lund i 1986.

Aldrig mere Krig starter Hjemmesider for Fred i 1996. Nu Fred.dk.

Krigene i Afghanistan,

1998 bombing of Iraq

Den svenske diplomat Hans Blix var formand for Masseødelæggelseskommissionen (The Weapons of Mass Destruction Commission). Kommissionens medlemmer fandt ikke operative masseødelæggelsesvåben i Irak, hvilket blev bekræftet af Frank Grevi.[140]

USAs allierede under Irakkrigen blev kaldt Koalitionen af Villige Lande. Næsten 20 år efter USAs invasion af Afghanistan er omkostningerne ved dens globale krig mod terror på 8 billioner dollars og 900.000 dødsfald, ifølge en ny rapport fra Omkostninger ved krig-projektet ved Brown University.

Blandt de for Irakkrigen ansvarlige politikere kan nævnes:

Anders Fogh Rasmussen, George W. Bush, Tony Blair (1953-.) og Saddam Hussein (1937-2006),

De mange og globale protester mod Irakkrigen (en).

Den britiske fysiker Stephen Hawking (1942-2018) var en af mange som protesterede mod Irakkrigen.[141][142]

Grundlovskomiteen 2003 vedr. Irak-krigen
Irak- og Afghanistankommissionen

Iraq Inquiry

Ukraine. Vladimir Putin, Wagnergruppen, Jevgenij Prigosjin

Danske fredsbevægelser

[redigér | rediger kildetekst]

Internationale fredsbevægelser

[redigér | rediger kildetekst]
  • April Carter, Howard Clark and Michael Randle: Guide to Civil Resistance; a bibliography on People Power and Protest since 1945. Merlin Press, Talgarth Brecon, 2013
  • Blanche Wiesen, Charles Chatfield, Sandi Cooper (Editors): The Garland Library of War and Peace: A Collection of 360 Titles Bound in 328 Volumes. Garland Publishing, 1971
  • Edwin E. Moïse: Vietnam War Bibliography, 2005
  • From Erasmus to Tolstoy: The peace literature of four centuries. Jacob ter Meulen's bibliographies of the peace movement before 1899, edited, with an introduction by Peter van den Dungen. New York. Greenwood Pres, 1990
  • Alfred Kruse: Den svenske ”højforræderi”-proces. Internationalt korrespondancebureau, 1916
  • Amber Cook: Lady, What Do you Do All Day?: Peggy Seeger's Anthems of Anglo-American Feminism. University of Cincinnati, College-Conservatory of Music, 2002
  • Andrew Murray and Lindsey German: Stop the War: the story of Britain's biggest mass movement. Bookmarks, 2005
  • Andrew Brown: Keeper of the Nuclear Conscience: The Life and Works of Joseph Rotblat. Oxford University Press, 2012
  • Andrew Rothstein: The Soldiers’ Strikes of 1919. ‎Palgrave Macmillan; 1980
  • Angie Zelter: Activism for Life. Luath Press, 2021
  • Angie Zelter: Trident on Trial : The case for people's disarmament. Luath Press, 2001
  • Ann-Dorte Christensen: Kvinder i fredsbevægelsen : hverdagsliv og politisk organisering belyst gennem en undersøgelse af Kvinder for Fred og Nej til Atomvåben i Aalborg 1980-86. Institut for Samfundsudvikling og Planlægning, Aalborg Universitetscenter, 1989
  • Ann-Dorte Christensen: Ulydige kvinders magt - om Kvindefredslejren ved Ravnstrup som politisk proces. Aalborg Universitetsforlag, 1989.
  • Anne Wiltsher: Most dangerous women: feminist peace campaigners of the Great War. London: Pandora Press, 1985.
  • Archibald Fenner Brockway: 98 not out. London: Quartet, 1986
  • April Carter: Peace Movements: International Protest and World Politics Since 1945. Routledge, 2014
  • August Schou: Histoire de l'internationalisme: Du Congrès de Vienne jusqu' à la première guerre mondiale, 1914. Oslo : H. Aschenhoug & Co., 1963; Publications de l'institut Nobel Norvégien tome VIII).
  • Bajer: Om Krigs Forebyggelse ved Voldgift. Studentersamfundets Forlag, 1886. Studentersamfundets Smaaskrifter ; 35)
  • Bart de Ligt: The Conquest of Violence : an Essay on War and Revolution, introduction by Aldous Huxley ; new introduction by Peter van den Dungen ; translated by Honor Tracy from the French text revised and enlarged by the author. Dutton, 1938.
  • Benjamin Spock and Mitchell Zimmerman: Dr. Spock on Vietnam. Dell Publishing Company, 1968
  • Bo Lidegaard: Redningsmænd : skandinaviske aktioner for at redde fanger fra tyske kz-lejre i krigens sidste år. Politiken, 2015
  • Bo Richardt: Fredsvagten ved Christiansborg : bagmandens beretning. Skriveforlaget, 2011
  • Bodil Graae: Kvinderne og freden. Aros, 1980
  • Brian Francis Collins : A History of the Committee on South African War Resistance (COSAWR) (1978-1990) : Thesis submitted in fulfilment of the requirements for the M.A. degree in History at the University of Cape Town 1995.
  • Carl Madsen: Proces mod politiet. Stig Vendelkærs forlag, 1969.
  • Carl von Ossietzky : 1889-1938 : Ein Lebensbild : "Von mir ist weiter nichts zu sagen" / redigeret af Richard von Soldenhoff. Quadriga, 1988
  • Carl von Ossietzky: Sämtliche Schriften. Rowohlt Verlag, 1994
  • Charles DeBenedetti: An American Ordeal: The Antiwar Movement of the Vietnam Era. Syracuse University Press, 1990.
  • Chris Lombardi. I Ain’t Marching Anymore: Dissenters, Deserters, and Objectors to America’s Wars. New York: The New Press, 2020.
  • Christian Lous Lange: Histoire de l'internationalisme : JUsqu'à la paix de Westphalie (1648). Oslo : H. Aschenhoug & Co., 1919; Publications de l'institut Nobel Norvégien tome IV)
  • Christian Lous Lange et August Schou: Histoire de l'internationalisme : De la Paix de Westphalie jusqu' au Congrès de Vienne. - Oslo : H. Aschenhoug & Co. 1924; Publications de l'institut Nobel Norvégien tome VII).
  • David Cortright: A Peaceful Superpower: Lessons from the World’s Largest Antiwar Movement. New Village Press, 2023
  • David Cortright: Peace: A History of Movements and Ideas. Cambridge University Press, 2000
  • David Dellinger: From Yale to Jail: The Life Story of a Moral Dissenter. Pantheon, 1993
  • David M. Gross: We Won't Pay!: A Tax Resistance Reader. Picket Line Press, 2008
  • Devi Prasad: War is a crime against humanity : The Story of the War Resisters' International. London : WRI, 2005. ISBN 0-903517-20-5
  • Erik Claudi: Greenpeace : Regnbuens krigere. Tiderne Skifter, 1988
  • Eva Bendix: Det skulle jeg måske ikke have sagt? : en bog om et liv efter Anden Verdenskrig. Gyldendal, 2009
  • Fernando G. Cartland: Southern Heroes, or the Friends in War Time. Cambridge : The Riverside Press, 1895.
  • Finn Held: Desertørerne og militærnægterne fra den jugoslaviske folkearme: en hvidbog. Kampagnen til støtte for desertører og militærnægtere fra det tidligere Jugoslavien, 1996.
  • Garry Davis: My Country Is the world: The Adventures of a World Citizen. Putnam, 1961
  • Gene Sharp: The Politics of Nonviolent Action. Boston: Porter Sargent, 1973
  • Gene Sharp, Tyranny Could not Quell Them. Peace News Publications, 1958
  • Gene Sharp: Waging Nonviolent Struggle: 20th Century Practice and 21st Century Potential. Extending Horizons Books, 2005
  • Gerry & Janet Souter, Walter Cronkite: Vietnam krigen - den totale oplevelse. The Vietnam war. Soul Media, 2009
  • Gertrude Carman Bussey: Pioneers for Peace: Women's International League for Peace and Freedom ; 1915 - 1965. WILPF, British Sect., 1980
  • Helen Caldicott: A Desperate Passion: An Autobiography. W. W. Norton & Company, 1996
  • Hans Wehberg: Als Pazifist im Weltkriege. Leipzig 1919.
  • Henning Sørensen: Krudt uden kugler : en fortælling om engagement og fredsbevægelse. Hovedland, 2002
  • Homer L. Boyle: History of Peace: Comp. from governmental records, official reports, treaties, conventions, peace conferences and arbitrations. Grand Rapids, Mich., History of peace publishing co, 1902.
  • Immanuel Kant: Den evige fred; oversat og forøget med oplysninger af Fredrik Bajer. Bibliothek for de tusen hjem, 191-193, 1888
  • Inger V. Johansen og Wilfred Gluud: Vietnambevægelsen i Danmark 1964-75. Dansk Vietnamesisk Forening, 2003
  • Jan Øberg: Forudsigelig fiasko : konflikten med Irak og Danmark som besættelsesmagt. Tiderne skifter, 2004
  • Jane Addams: Peace and Bread in Times of War. Macmillan, 1922.
  • Jane Fonda: My Life So Far: The Roles of a Lifetime. Random House, 2005
  • Jill Liddington: The Long Road to Greenham: Feminism and Anti-Militarism in Britain since 1820. Virago, 1989
  • Johan Kirkmand: Kun de døde har set en ende på krigen. Historia, 2023
  • John D'Emilio: Lost Prophet: The Life and Times of Bayard Rustin. The Free Press, 2003
  • John Scales Avery: 67 years in the peace movement. Own publishing, 2021
  • Judith Winther: Politik fra neden : om 1980ernes fredsbevægelse. Edupax, 1992
  • Jørgen Dragsdahl: Gensyn med den kolde krig. Eirene, 1992
  • Karl Ehrlich, Niels Lindberg og Søren Gammelgaard Jacobsen: Kamp uden Vaaben : ikke-Vold som Kampmiddel mod Krig og Undertrykkelse. Levin & Munksgaard, 1937
  • Kjeld Juul: Mod nye grænser : Fra europæisk genopbygning til u-landssamarbejde 1943-1963. Mellemfolkeligt Samvirke , 2002
  • Leila Danielson: American Gandhi: A. J. Muste and the History of Radicalism in the Twentieth Century. Philadelphia: University of Pennsylvania Press, 2015.
  • Linda Pershing: The Ribbon Around the Pentagon: Peace by Piecemakers. University of Tennessee Press, 1996
  • Margaret E. Hirst: The Quakers in Peace and War[146] : An Account of their Peace Principle and Practice. London : The Swarthmore Press, 1924.
  • Malcolm Saunders: Quiet Dissenter : The life and thoughts of an Australian pacifist Eleanor May Moore, 1875-1949, specielt kapitlerne: Becomming a pacifist, The Sisterhood of International Peace og From pacifist to peace worker, s. 60-115. Peace Research Centre, Research School of Pacific Studies, Australian National University, 1993
  • Mary-Lee Morrison: Elise Boulding: A Life in the Cause of Peace. McFarland and Company, 2005
  • Milton S. Katz, Ban the Bomb: A History of SANE, 1957–1985. Greenwood Press, 1986
  • Muhammad Ali: Sandheden om mit liv. Lademann, 1976
  • Noam Chomsky: Towards a New Cold War: Essays on the Current Crisis and How We Got There. Pantheon, 1982
  • Nobuya Bamba and John F. Howes ed. Pacifism in Japan: the Christian and Socialist tradition. Vancouver : University of British Columbia Press, 1978
  • Out of Step: War Resistance in South Africa. Catholic Institute for International Relations, 1987
  • Owen Wilkes & Nils Petter Gleditsch: Onkel Sams kaniner. Oslo: Pax, 1981
  • Peggy Seeger: First Time Ever: A Memoir. Faber & Faber, 2017
  • Peter Brock: Freedom from violence : Sectarian Nonresistance from the Middle Ages to the Great War. University of Toronto Press, 1991.
  • Peter Brock: Pacifism in Europe to 1914. Princeton University Press, 1972.
  • Regin Schmidt: Red Scare: FBI and the Origins of Anticommunism in the United States, 1919–1943. Museum Tusculanum Press, 2000.
  • René Offersen: Kold krig i Højesteret. Om Jørgen Dragsdahl, Bent Jensen og KGB. Forlaget Vandkunsten 2017.
  • Ron Carver, David Cortright and Barbara Doherty (editors) : Waging Peace In Vietnam: U.S. Soldiers and Veterans Who Opposed the War. New Village Press, 2019
  • Sara Lidman: Samtaler i Hanoi. Hasselbalchs Forlag, 1966
  • Sara Lidman: Fåglarna i Nam Dinh: Artiklar om Vietnam. Ordfront (Barnhult), 1972
  • Stefan Appelius: Der Friedensgeneral Paul Freiherr von Schoenaich. Demokrat und Pazifist in der Weimarer Republik. Democratic History 1992:7 s. 165–180.
  • Svend Falkner Sørensen: Faneflugt? : dansksindede soldaters flugt fra tysk krigstjeneste 1914-18. Historisk Samfund for Sønderjylland, 1989
  • Svend Haugaard: "Ikke ord uden gerning" : erindringer. Gyldendal, 1989
  • Walter Issacson: Einstein : Hans liv og univers. Gyldendal, 2006.
  • William Shawcross: Sideshow: Kissinger, Nixon and the destruction of Cambodia. Simon and Schuster, 1979.
  1. ^ Her i betydningen leksikon.
  2. ^ I London
  3. ^ Begrebet jerntæppet blev brugt i Sverige allerede under første verdenskrig som en beskrivelse af Tysklands isolation. Andreas Boje: Det tyske socialdemokrati før og under verdenskrigen: belyst hovedsagelig ved uddrag af ledende mænds udtalelser. Lehmann & Stage, 1916 s. 92.
  1. ^ Fredsbevægelsens historie
  2. ^ Medieval Sourcebook: Peace of God - Synod of Charroux, 989. Fordham University, 1996. Hentet 8. april 2023.
  3. ^ a b Cowdrey, H.E.J. (1970) The Peace and the Truce of God in the Eleventh Century. Past & Present 46: 42-67. Oxford University Press.
  4. ^ Daniel Francis Callahan. "Peace of God". Encyclopædia Britannica.
  5. ^ a b Margrete 1.s forordning, 24. januar 1396. danmarkshistorien.dk. Hentet 16. april 2023.
  6. ^ Erik Arup: Danmarks Historie bd. II 1282-1624 s. 185. Begrebet kvindefred anvendes i Tillægsprotokol fra 1977 til Genève-konventionerne af 1949 vedrørende beskyttelsen af ofre i internationale væbnede konflikter, hvorefter artikel 76: “kvinder skal være genstand før særlig respekt og skal i særdeleshed beskyttes mod voldtægt, påtvunget prostitution og en hvilken som helst anden form for kønsfrihedsforbrydelse”.
  7. ^ Rufus David Bowman: The Church of the Brethren and war, 1708-1941. Brethren pub. House, 1944
  8. ^ Margaret E. Hirst: Quakers in Peace and War. s. 24 ff.
  9. ^ Eric Roberts. "Quaker Traditions of Pacifism and Nonviolence". Stanford University. Arkiveret fra originalen 2013-12-03. Hentet 2013-12-02.
  10. ^ Holger Terp: Goliath vs David: A Short History of the Fight Against Organised Peace Work. The Danish Peace Academy, 2010
  11. ^ Jahn, Gunnar (1947) The Nobel Peace Prize 1947. Award ceremony speech. nobelprize.org, Hentet 13. juli 2023.
  12. ^ Leo Tolstoj: Hvori bestaar min Tro: Studie. Andr. Schous Forlag, 1889
  13. ^ Leo Tolstoj: Kristi Lære og Kirkens Lære. Andr. Schous Forlag; 1894
  14. ^ En Tolstoj tilbage på godset. / : Anna Libak. Berlingske 17. juli 2001.
  15. ^ Dansk udgave: Civil ulydighed. Information, 2013
  16. ^ Devere Allen: The Fight for Peace bind 1 s. [3]-11.
  17. ^ Fredsbevægelsen i Europa. Foredrag holdt i N. K. F. den 19de februar 1889 af frøken Anna Bugge. Nylænde : tidsskrift udgivet af Norsk kvindesagsforening / 3. aarg. Kristiania, Iste September 1889. No. 17. s [257]-269.
  18. ^ Christina Carlsson Wetterberg: Jag saknar fruntimmer här: en biografi över Anna Bugge Wicksell, Natur & Kultur, Stockholm, 2020
  19. ^ Peace Congress, 2d, Paris, 1849. Report of the proceedings of the second general Peace Congress, held in Paris on the 22nd, 23rd, and 24th of August, 1849. Compiled from authentic documents under the superintendence of the Peace Congress Committee. London, Charles Gilpin, 1849.
  20. ^ Pascal Andréasson: Fribaptismens värnpliktsvägran 1872-1904 : Dialoger och fängelsepraktik i Sveriges första kollektiva pacifistiska rörelse. Mittuniversitetet, 2021
  21. ^ Fredrik Heffermehl: Nobels vilje. Vidarforlaget, 2008
    Øivind Stenersen, Ivar Libæk, Asle Sveen: Nobels Fredspris : Hundre år for fred : Prisvinnerne, 1901-2000. Oslo: Cappelen, 2001
  22. ^ Karl Fernström: Ungsocialismen : en krönika. Stockholm: Federativs förlag, 1950 s. 95-191
  23. ^ Judith Winther: Krigens unødvendighed. Vandkunsten, Nr. 4 1990 s. 6-20.
  24. ^ Bajer 1909 s. 504-506
  25. ^ Glimt fra dansk kvækerhistorie : i anledning af 100-året for Vennernes Samfund - Kvækerne i Danmark : 1875-1975. Vennernes Samfund, 1975 s. 17-18.
  26. ^ Holger Rørdam (1855) De danske og norske Studenters Deltagelse i Kjøbenhavns Forsvar mod Karl Gustav : Et Bidrag til Kjøbenhavns Universitets Historie 1658-60. s. 21. C.G. Iversen, Kjøbenhavn.
  27. ^ Holger Rørdam: Efterretninger om Sværmeren Jesper Baltzarsen Könecken. Kirkehistoriske Samlinger, 2. række, bd. 3. s. [225]-261. s. 226.
  28. ^ Fredrik Bajer's Livserindringer udgivne af hans Søn [Gunnar Bajer]. / : Fredrik Bajer. Jul. Gjellerup, 1909
  29. ^ Oluf Bertolt, Ernst Christiansen og Poul Hansen: En bygning vi rejser : den politiske arbejderbevægelses historie i Danmark. Fremad, 1954 bd. 1 s. 316-317
  30. ^ Det Radikale Venstres Historie under redaktion af Gunnar Fog-Petersen. Odense. Kulturhistorisk Forlag, 1938
  31. ^ Kristian Hvidt: Venstre og forsvarssagen 1870-1901. Universitetsforlaget i Aarhus, 1971
  32. ^ Viggo Hørup i Skrift og Tale bind III s. 4.
  33. ^ Fra Himmelbjerget. Hvad vi vil. 1892:26 s. 101.
  34. ^ Der er et mødereferat: Fredsfessten paa Himmelbjærget. Silkeborg Folkeblad. 20. juni 1892. Tak til arkivar Peter Mouritsen. Silkeborg Arkiv.
  35. ^ Carl Th. Jørgensen: Forsvarsministeren, hvis mål var egen overflødiggørelse : i hundredåret for typografen, provins-redaktøren og politikeren L. Rasmussens fødsel. Horsens: Eget forlag, 1961.
  36. ^ Jeroen Vervliet: The Special Collections in the Peace Palace Library and the work of Library Director Dr Jacob ter Meulen<. Legal Information Management, 17 (2). s. 92-96. 2017
  37. ^ https://sas-space.sas.ac.uk/6513/
  38. ^ Carl Roos: Prisonen: danske og norske krigsfanger i England, 1807-1814. Gyldendal, 1953
  39. ^ I. S. Bloch: Is War Now Impossible? Being an Abridgement of "The War of the Future in its Technical, Economic and Political Relations"; with a Prefatory Conversation with the Author by W. T. Stead; Translated from the Russian. London: Grant Richards, 1899
  40. ^ Guiles Davenport: Zaharoff : High Priest Of War. Boston : Lothrop, Lee And Shapard Company, 1934
  41. ^ Norman Dixon: On the Psychology of Military Incompetence. Pimlico, 1994 s. 80-86.
  42. ^ Marcelle Auclair: Jean Jaurès : Fra Pariserkommunen til første verdenskrig. Fremad, 1965.
  43. ^ Amy J Shaw: Crisis of conscience: conscientious objection in Canada during the First World War, UBC Press, 2009
  44. ^ Thomas Kennedy: The Hound of Conscience: A History of the No-Conscription Fellowship, 1914-1919, University of Arkansas Press, 1981
  45. ^ Einstein : Hans liv og univers. / : Walter Isaakson. Gyldendal, 2007 s. 287-289.
  46. ^ Fenner Brockway: Bermondsey Story : The Life of Alfred Salter. Allen & Unwin, 1949.
  47. ^ Citeret fra den engelske Wikipedias Alfred Salter opslag
  48. ^ Gregory Barnes: A Centennial History of the American Friends Service Committee. Philadelphia: Friends Press, 2016.
  49. ^ Ruth Fry: I genopbygningens tjeneste : Kvækernes Hjælpearbejde, 1914-1923. Askov Boghandel, 1945.
  50. ^ Ray Ginger: Eugene V. Debs. Collier, 1970.
  51. ^ http://www.fredsakademiet.dk/ordbog/dord/d23.htm
  52. ^ Irene Andersson: Kvinnor mot krig: aktioner och nätverk för fred 1914-1940. Lund: Team offset & media, 2001
  53. ^ Otto Lehmann-Rußbüldt: Der Kampf der Deutschen Liga für Menschenrechte, vormals Bund Neues Vaterland, für den Weltfrieden 1914–1927. Hensel & Company, 1927
  54. ^ Emil Julius Gumbel: Vier Jahre politischer Mord und Denkschrift des Reichsjustizministers zu "Vier Jahre politischer Mord". Berlin: Verlag der Neuen Gesellschaft, 1922
  55. ^ Hans Paasche: Ändert Euren Sinn! : Schriften eines Revolutionärs [ed] Helmut Donat; [ed] Helga Paasche. Bremen : Donat, 1992.; Schriftenreihe Geschicte und Frieden ; 2).
  56. ^ Folkeforbundet første Ti-Aar : Udgivet i Anledning af Ti-Aarsdagen for Danmarks Indtræden i Folkeforbundet. Levin & Munksgaard, 1930.
  57. ^ Folkeforbundspagten : (Lovtidendes Oversættelse) udg. paa Foranledning af Danske Studerendes Folkeforbundsunion ; med Forord og Noter ved Børge Husted-Andersen. Levin & Munksgaard, 1927
  58. ^ Svend Laursen: Rustningsindustrien: Staternes kontrol med Vaabenhandel og Vaabenproduktion. Institut for Historie og Samfundsøkonomi, 1938.
  59. ^ League of Nations: The Armaments Year-book: General and statistical information. Geneva 1924-1940.
  60. ^ The Congress Punjab Inquiry, 1919-1920: Report of the Commissioners Appointed by the Punjab Sub-Committee of the Indian National Congress, Indian National Congress. Punjab Sub-Committee. 1920. s. 58.
  61. ^ Holger Terp: Ellen Hørup og Indiens Venner. Det danske Fredsakademi, 2009.
  62. ^ Tine Elisabeth Larsen: Gandhis ven: Om at følge sin egen vej, sine drømme og sit mål. En biografi om Anne Marie Petersen. Forlaget Vær i målet, 2014
  63. ^ Hans Uwe Petersen: Flygtninge fra Hitler-Tyskland : en indføring i eksilforskningen Historisk tidsskrift, 1985 s. 259.
  64. ^ Michel Reynaud, Sylvie Graffard: The Jehovah's Witnesses and the Nazis: Persecution, Deportation, and Murder, 1933-1945. Cooper Square Press, 2001
  65. ^ Erna Putz: Franz Jagerstatter: Letters and Writings from Prison. Orbis Books, 2021.
  66. ^ Chris Hirte: Erich Mühsam, eine Biographie. AHRIMAN-Verlag, 2009
  67. ^ Emil Flusser udgav Krieg als krankheit. Heide 1932.
  68. ^ Friedrich Wilhelm Foerster: Mein Kampf Gegen das militaristische und nationalistische Deutschland. Stuttgart: Verlag Friede durch Recht, 1920
  69. ^ Friedrich Wilhelm FoersterErlebte Weltgeschichte 1869-1953. Memoiren. Nürnberg: Glock und Lutz, 1953
  70. ^ Emil Julius Gumbel: Portrait eines Zivilisten herausgegeben von Christian Jansen. Wunderhorn, 1991
  71. ^ Krigens Biologi: En tysk Naturforskers Betragtninger. Hasselbalch, 1918.
  72. ^ Hans Joachim Schröder: Fritz von Unruh (1885–1970) – Kavallerieoffizier, Dichter und Pazifist. In: Wolfram Wette (Hrsg.): Pazifistische Offiziere in Deutschland 1871–1933. Bremen : Donat Verlag, 1999
  73. ^ Martin Mauthner: German Writers in French Exile, 1933-1940. London: Vallentine Mitchell, 2007.
  74. ^ Charmian Brinson: The Strange Case of Dora Fabian and Mathilde Wurm : A Study of German Political Exiles in London during the 1930s. Peter Lang, 1997
  75. ^ Bergit Forchhammer: Venligsindet fjende : tysk flygtning i London 1939-45. Hans Reitzel, 1988.
  76. ^ Gudrun Maierhof, Chana Schütz, Herman Simon: Aus Kinderen wurden Briefe : Die Rettung Jüdischer Kinder aus Nazi-Deutschlan. Berlin : Metropol, 2004
  77. ^ Lone Rünitz: Danmark og de jødiske flygtninge 1933-1940 : En bog om flygtninge og menneskerettigheder. Museum Tusculanum, 2000 s. 135-153.
  78. ^ Yaacov Nir: Immigration to Palestine during the British Mandate (1922-1948). Cambridge Scholars Publishing, 2021 s. 67
  79. ^ Finnebørn - et stykke Danmarkshistorie. Foreningen Norden, 1999.
  80. ^ Jacob Halvas Bjerre: Udsigt til forfølgelse : det danske udenrigsministerium og de europæiske jødeforfølgelser 1938-1945. Syddansk Universitetsforlag, 2015.
  81. ^ Hans Kirchhoff: Et menneske uden pas er ikke noget menneske: Danmark i den internationale flygtningepolitik 1933-1939 Syddansk Universitetsforlag, 2005.
  82. ^ Lone Rünitz: Af hensyn til konsekvenserne. Danmark og flygtningespørgsmålet 1933-1940. Syddansk Universitetsforlag, 2005.
  83. ^ Lone Rünitz og Hans Kirchhoff: Udsendt til Tyskland : Dansk flygtningepolitik under besættelsen. Syddansk Universitetsforlag, 2007
  84. ^ Örn Vilhjálmsson Vilhjálmur: Medaljens bagside - jødiske flygtningeskæbner i Danmark 1933-1945. Forlaget Vandkunsten, 2005.
  85. ^ Karl Ferdinand Reichel: Die Pazifistische Presse : Eine Übersicht über die in deutscher Sprache im In- und Ausland bis 1935 veröffenlichten pazifistichen Zeitschriften und Zeitungen. Würzburg : Konrad Trilsch Verlag, 1938
  86. ^ Das junge Rheinland : Eine Friedensidee. / : Herausgegeben von Stadtmuseum der Landshauptstadt Düsseldorf. Claasen, 1988.
  87. ^ Walter Issacson: Einstein s. 518.
  88. ^ Robert Jungk: Stråler fra asken : historien om Hiroshimas genfødelse. Jespersen og Pio, 1960
  89. ^ Susan Southard: Nagasaki - livet efter atomkrigen. Pressto, 2016
  90. ^ Lars G. Petersson: Faneflugt. Frihedsmuseets Venners Forlags Fond, 2004
  91. ^ Bo Lidegaard: I kongens navn : Henrik Kauffmann i dansk diplomati 1919-1958. Samleren, 1996.
  92. ^ Statement by the Department of State, April 10, 1941. Department of State Bulletin, vol. IV, s. 443.
  93. ^ Joachim Lund: Hitlers spisekammer, den tyske fødevarekrise og de danske leverancer. Historisk tidsskrift, 2008 s. 505-531
  94. ^ Christian Jensen, Tomas Kristiansen, Karl Erik Nielsen: Krigens købmænd : det hemmelige opgør med Riffelsyndikatet, A.P. Møller, Novo og den øvrige storindustri efter Anden Verdenskrig. Gyldendal, 2002
  95. ^ Peter Kragh Hansen: Pacifister i krig. Odense Universitetsforlag, 1990; Odense University studies in history and social sciences, vol. 123
  96. ^ Boken om danskehjelpen. Oslo : Gyldendal, 1947.
  97. ^ Haugaard s. 48-71.
  98. ^ Poul Villaume: Allieret med forbehold : Danmark, NATO og den kolde krig : en studie i dansk sikkerhedspolitik 1949-1961. Eirene, 1995
  99. ^ "Hvor fører du mig hen? - jeg går ej længer" : danske udenrigspolitikere under Den kolde Krig : biografiske skitser og registre 1945-1990. Eirene, for Center for Freds- og Konfliktforskning ved Københavns Universitet. Vandkunsten, 9/10 1994
  100. ^ Danmark under den kolde krig: den sikkerhedspolitiske situation 1945-1991. Dansk Institut for Internationale Studier, 2006.
  101. ^ How Many and Where Were the Nukes? What the U.S. Government No Longer Wants You to Know about Nuclear Weapons During the Cold War. / : Edited by William Burr. National Security Archive Electronic Briefing Book No. 197, 2006.
  102. ^ Nuclear Wastelands : A global guide to nuclear weapons production and its health and environmental effects / by a special commission of International Psysicians for the Prevention of Nuclear War and the Institute for Energy and Environmental Research ; edited by Arjun Makhijiani, Howars Hu and Katherine Yih. - Cambridge ; London : The MIT Press, 1995.
  103. ^ Matashichi Oishi: The Day the Sun Rose in the West: The Lucky Dragon, and I. University of Hawaii Press, 2011
  104. ^ Lawrence S. Wittner: The Struggle Against the Bomb: One World or None: A History of the World Nuclear Disarmament Movement Through 1953. Stanford Nuclear Age Series. Stanford University Press, 1993. s 25-26.
  105. ^ Wilhelm Christmas Møller: Niels Bohr og atomvåbnet. Vindrose, 1985
  106. ^ Joseph Rotblat: Vitenskap og ansvar Kampen mot atomvåpen. Cappelen, 1995
  107. ^ John Minnion, Philip Bolsover: The CND Story. The first 25 Years of CND, London Allison & Busby, 1983
  108. ^ "The Golden Rule and Phoenix voyages in protest of U.S. nuclear testing in the Marshall Islands, 1958" hos Swarthmore.edu og "US Pacific Proving Grounds" (Forsøgsområderne i Stillehavet) hos Fredsakademiet.dk
  109. ^ Atomvåbenproblemer : en redegørelse fra Atomoplysningsudvalget. Atomoplysningsudvalget; Indenrigsministeriet. 1963. ; Betænkning, 334)
  110. ^ Carl Scharnberg: Det kan nytte. Artikler og erfaringer 1960-1965. Borgen, 1965
  111. ^ Birgitte Possing: Uden Omsvøb: Et portræt af Bodil Koch. Gyldendal 2007 s. 174-201.
  112. ^ Czechoslovak resistance to Soviet occupation, 1968
  113. ^ Torben Krogh: Anslag mod statens sikkerhed. Efterretningssagerne 1969-71. Rhodos 1971.
  114. ^ Undergravende virksomhed: Kommissionsdomstolen af 13. juli 1977. Demos, 1977
    Pet kommssionens beretning bd. 15 s. 100-127.
  115. ^ Bob Aldridge ; Ched Myers: Resisting the Serpent: Palau's Struggle for Self-determination. Fortkamp Publishing Company, 1990
  116. ^ Else Hammerich under medvirken af Lisbeth Bendix: Harens mod : Stillehavsriget Palau et eksempel på vor tids imperialisme. Vindrose, 1990
  117. ^ Constitution of the Republic of Palau, 1 January 1981, available at: https://www.refworld.org/docid/3ae6b53f8.html [accessed 1 May 2023] This is unofficial consolidation. The Constitution was adopted by the Palau Constitutional Convention from 28 January to 2 April 1979, ratified at the Third Constitution Referendum on 9 July 1980, and entered into force 1 January 1981.The amendments included here was up to the one on 4 November 1992.
  118. ^ Maurice Isserman : If I Had A Hammer : The Death of the Old Left and the Birth of the New Left. University of Illinois Press, 1987
  119. ^ United States. Congress. House. Committee on Un-American Activities. Guide to subversive organizations and publications (and appendix). Washington GPO., 1951
  120. ^ PET-Kommissionens beretning : PET's overvågning af protestbevægelser 1945-1989 : fra atomkampagnen til BZ-Brigaden. / : Rasmus Mariager, Regin Schmidt; Leif Aamand m. fl.; Justitsministeriet, 2009.
  121. ^ Preben Wilhjelm Demokratiets vogtere : 50 års bestræbelser på kontrol med efterretningstjenesten. Centrum, 1999
  122. ^ Lund-kommissionen
  123. ^ Justitiedepartementet: Rapport från Säkerhetstjänstkommissionen / The Commission of Inquiry into the Security Service: Den farliga fredsrörelsen. Säkerhetstjänsternas övervakning av fredsorganisationer, värnpliktsvägrare och FNL-grupper 1945-1990 - Stockholm: Statens offentliga utredningar, 2002:90
  124. ^ William Blum: Killing Hope: US Military and CIA Interventions Since World War II. Zed Books, 2003.
  125. ^ Rapport sur les incidences environnementales et sanitaires des essais nucléaires effectués par la France entre 1960 et 1996 et éléments de comparaison avec les essais des autres puissances nucléaires. / : Christian Bataille ; Henri Revol. rapport no 3571 à l'assemblée nationale, 2001. Rapporten om de miljø- og sundhedsmæssige konsekvenser af de franske atomprøvesprængninger fra den franske nationalforsamling lister alle kendte franske atomvåbenforsøg.
  126. ^ Daniel Ellsberg: Secrets: A Memoir of Vietnam and the Pentagon Papers. Viking Press, 2003
  127. ^ US National Archives: Pentagon Papers: Report of the Office of the Secretary of Defense Vietnam Task Force, 2011.
  128. ^ Poul Villaume: Mellem frygt og håb : Cubakrise, stedfortræderkrige og afspænding 1961-1977. Gad, 2023
  129. ^ Richard Linnett and Roberto Loiederman: The Eagle Mutiny. Annapolis, Maryland: Naval Institute Press, 2001
  130. ^ Pollock DA, Rhodes P, Boyle CA, Decoufle P, McGee DL. Estimating the number of suicides among Vietnam veterans. Am J Psychiatry. 1990 Jun;147(6):772-6. doi: 10.1176/ajp.147.6.772. PMID: 2343923.
  131. ^ John Lennon: John Lennon fortæller. Lindhardt og Ringhof, 1995.
  132. ^ Steve Turner: Beatles '66: The Revolutionary Year. New York: Ecco, 2016
  133. ^ Vietnam War Songs : An incomplete discography. Justin Brummer
  134. ^ Vietnam War: European Songs : A list by Justin Brummer
  135. ^ Vietnam War: Peace, Protest, & Anti-War Songs : A list by Justin Brummer
  136. ^ Arlo Guthrie: The Warner/Reprise Years”. Scarecrow, 2012
  137. ^ Holger Terp: The songs of the Vietnam War=Vietnamkrigens sange. Det Danske Fredsakademi, 2014
  138. ^ Russelltribunalen: från sessionerna i Stockholm [2-10 maj 1967] och Roskilde [20 november-1 december 1967]. Stockholm: PAN/Norstedt. 1968.
  139. ^ Andrew E. Hunt: The Turning: A History of Vietnam Veterans Against the War. New York University Press, 1999
  140. ^ Hans Blix: Disarming Iraq: The Search for Weapons of Mass Destruction. Pantheon, 2004
  141. ^ Kitty Ferguson: Stephen Hawking: His Life and Work. Transworld, 2011
  142. ^ Duncan Campbell: Hawking joins war protest tribute to Iraq dead. Guardian, 3. November 2004
  143. ^ Dansk fond samler internationale protester mod franske a-forsøg. / : Alex Frank Larsen. Information, 13. december 1980
  144. ^ Freds-Varden, 1926:11 s. 178.
  145. ^ Journalister for fred udgav tidsskriftet Nyhedsbrev 1983-?
  146. ^ https://archive.org/details/quakersinpeacewa00hirs

Eksterne henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]
  • Podcastserien Fredskvinder. / : Tilrettelæggelse: Lea Linstow. Producer og redaktør: Torben Brandt. DR P1 Radiofortaellinger. 2023.

1:4 - Røre ved køkkenbordene
2:4 - Mødre og døtre
3:4 - Nattens gæster
4:4 - En tom mark