Heksejagt

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
1533 fortælling om henrettelsen af en heks beskyldt for nedbrænde byen Schiltach i 1531.

Heksejagt er jagten på formodede hekse, hovedsageligt, men ikke udelukkende brugt om forfølgelsen i Vest- og Centraleuropa i den italienske og nordeuropæiske renæssance fra omkring 1450 til omkring 1700. Især var det kvinder, der blev anklaget for at være hekse, men det var ikke unormalt, at anklagen også ramte mænd. Ifølge forskellige opgørelser kan antallet af henrettede hekse opgøres til mellem 10.000 og 100.000.

Betegnelsen "heksejagt" bliver i dag ofte brugt i overført betydning til at beskrive, hvad man anser som urimelig forfølgelse af andet end hekse, f.eks. i form af mccarthyismens jagt på formodede kommunister under Den kolde krig.

Baggrund[redigér | redigér wikikode]

Troen på hekse går tilbage til middelalderen, men det var først i senmiddelalderen, fa ca. 1450, at der blev indledt heksejagter. Tidligere beskrivelser af sådanne processer er blevet afslørede som svindlerier fra omkring år 1800.[1] Hekseprocesserne hører fortrinsvis hjemme i renæssancen og kulminerede omkring år 1600.[1]

En del af baggrunden for hekseprocesserne var sandsynligvis, at ærkehertug Sigismund af Tyrol udtrykte tvivl om nogle hekseprocesser, der var fundet sted. I 1489 fik han overrakt en bog af Ulric Molitoris, De lamiis, om heksene. Fem år tidligere havde pave Innocens 8. udstedt en bulle, hvor kirken efter at i flere århundreder at have fordømt heksetroen som vulgær overtro, nu gav heksejagten sit blå stempel. To år efter udgav to heksejægere, Sprenger og Institoris deres bog "Heksehammeren" (Malleus maleficarum), der kom til at fungere som en håndbog i heksejagt.[1]

Heksejagt i Danmark[redigér | redigér wikikode]

Den første dokumenterede danske hekseproces forgik i Stege i 1540, hvor en kvinde blev dømt til at blive brændt på bålet. I 1602 offentliggjorde den tyske præst Anton Praetorius bogen ”Gründlicher Bericht von Zauberey und Zauberern” (Grundig Redogörelse om trolleri och häxmästare) imod hekseillusioner og tortur. Den største danske hekseproces – kaldt for Køge Huskors – foregik i 1612 i Køge. Her blev mindst 15 hekse dømt til bålet. En af de berømteste heksesager var retssagen mod Maren Splids i Ribe. Hun blev brændt som heks den 9. november 1641. Den sidste officielt dømte heks var Anne Palles, der blev brændt den 4. april 1693.[2] Senere er der dog sket flere lynchninger af hekse i Danmark til helt op i 1800-tallet. Selv så sent som i 1934 blev en mand anklaget for hekseri. Han anlagde dog injuriesag og vandt.

I perioden fra 1536 til 1693, hvor den sidste heksebrænding skete, kendes mindre end tusind processer og antallet har ikke oversteget et par tusind. Frifindelse var lige så almindelig som domfældelse, især efter 1576, da alle dødsdomme i heksesager skulle appelleres til landsting.[3] I de fleste tilfælde førte processerne til frifindelse eller nedsat straf. 44 sager endte i Kongens Retterting.[4] En undersøgelse har vist, at af 255 personer anklagede for hekseri i Danmark, blev 114 frifundet.[3] Allerede omkring 1650 skete der et kraftigt fald i antallet af hekseprocesser, og under "besættelsen i Thisted" 1696-98 skete der et officielt opgør med heksetroen. Senere havde Viborg landsting kun to-tre processer om året, og de jyske landsdommere blev mere og mere skeptiske, og når de dømte folk, blev det fastsat, at sagen skulle indbringes for Kongens Retterting.[5]

Når omfanget af heksejagter blev forholdsvis beskedent i Danmark, må det tilskrives to bestemmelser fra 1547, der anses for enestående i Europa. Ifølge den ene var udsagn fra personer dømte for tyveri, forræderi og trolddom, ikke at anse som pålidelige vidner i processer mod andre. Ifølge den anden bestemtes, at "ingen skal pinligen forhøres, førend han er dømt". Disse bestemmelser forhindrede, at der skete "kædeprocesser", hvor dommen over en heks førte til anklager mod andre.[6]

Heksejagt i moderne tid[redigér | redigér wikikode]

Heksejagt foregår stadig i forskellige kulturer i Afrika og Asien. I 1999 var der fem til ti mord om måneden i Tanzania, som følge af morderene mistænkte en person for hekseri.[7] Hjælpeprogrammer blev sat i værk for at fordrive heksemyterne.[8] I 2001 havde en ældre kvinde fra Ghana lagt sag an mod en landsby råd efter de havde beskyldt hende for hekseri.[9] Fra en landsby i Kenya var der i 2008 rapporter om 11 personer der blev brændt som hekse.[10] Omkring 2006 og 2007 havde saudiarabiske myndigheder foretaget 25 anholdelser for hekseri, hvor 24 involverede udlændinge. En kvinde blev dødsdømt af en saudiske domstol som følge af en tilståelse der sandsynligvis var underskrevet efter tortur af den analfabetiske kvinde. En mand var tidligere blevet halshugget.[11][12] Forældre i Congo har anklaget deres børn for hekseri og forsøgt at dræbe dem. Mere end 14.000 børn i Kinshasa siges at være smidt ud hjemmefra på grund af anklager om hekseri.[13][14] I Nigeria har den kvindelig kristne prædikant Helen Ukpabio udgivet en DVD og en bog der påstår at børn kan blive satan's tjenere.[15]

I 2009 anslog de Forenede Nationer at antallet af drab på verdensplan som følge af heksejagt var mindst adskillige titusinder og foregik også i lande såsom Sydafrika og Indien. I 2009 var rapport fra Indien om drab på hundredvis af kvinder, som var mistænkte for heksekunst.[16] Hjælpearbejdere rapporterede at heksejagt var almindeligt i Nepal og Papua New Guinea både i landdistrikter og i byer.[17]

Se også[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • John Andersen: Torben Peter Andersen & Thomas Wad, Hekseprocesser i Europa, Emil, 2008. ISBN 978-87-89703-38-1.
  • Jan Guillou: Heksenes forsvarere : en historisk reportage, Modtryk, 2004. ISBN 87-7394-924-8.
  • David Grönlund, Historisk Efterretning om de i Ribe Bye for Hexerie forfulgte og brændte Mennesker, Historisk Samfund for Ribe Amt, 1973 (1. udgave 1780). ISBN 87-87490-04-8.
  • Gustav Henningsen: "Hver by sin heks" (kronik i Skalk 1979 Nr. 3; s. 21-30)
  • Gustav Henningsen: Heksenes advokat – historiens største hekseproces, Delta, 1981. ISBN 87-7449-090-7.
  • Ditlev Tamm: "Retfærdighedens vogter" (kronik i "Skalk" 1992 Nr. 5; s. 18-26)
  • Johnny Thiedecke: Vredens tid : kvindesyn og heksejagt i renæssancens Danmark, Pantheon, 2000. ISBN 87-90108-07-8.