Heksejagt

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
1533 fortælling om henrettelsen af en heks beskyldt for nedbrænde byen Schiltach i 1531.

Heksejagt er jagten på formodede hekse, hovedsageligt, men ikke udelukkende brugt om forfølgelsen i Vest- og Centraleuropa i den italienske og nordeuropæiske renæssance fra omkring 1450 til omkring 1700. Især var det kvinder, der blev anklaget for at være hekse, men det var ikke unormalt, at anklagen også ramte mænd. Ifølge forskellige opgørelser kan antallet af henrettede hekse opgøres til mellem 10.000 og 100.000. Heksetroen var især udbredt i almuen, men blev ofte understøttet af lokale præster [1] Derimod ophørte anklager om kætteri i de reformerte lande.

Betegnelsen "heksejagt" bliver i dag ofte brugt i overført betydning til at beskrive, hvad man anser som urimelig forfølgelse af andet end hekse, f.eks. i form af mccarthyismens jagt på formodede kommunister under Den kolde krig.

Baggrund[redigér | redigér wikikode]

Troen på hekse går tilbage til middelalderen, men det var først i senmiddelalderen, fa ca. 1450, at der blev indledt heksejagter. Tidligere beskrivelser af sådanne processer er blevet afslørede som svindlerier fra omkring år 1800.[2] Hekseprocesserne hører fortrinsvis hjemme i renæssancen og kulminerede omkring år 1600.[2]

En del af baggrunden for hekseprocesserne var sandsynligvis, at ærkehertug Sigismund af Tyrol udtrykte tvivl om nogle hekseprocesser, der var fundet sted. I 1489 fik han overrakt en bog af Ulric Molitoris, De lamiis, om heksene. Fem år tidligere havde pave Innocens 8. udstedt en bulle, hvor kirken efter at i flere århundreder at have fordømt heksetroen som vulgær overtro, nu gav heksejagten sit blå stempel. To år efter udgav to heksejægere, Sprenger og Institoris deres bog "Heksehammeren" (Malleus maleficarum), der kom til at fungere som en håndbog i heksejagt.[2] I de reformerte regioner videreførte man den katolske hekseforfølgelse, i nogle stater (fx Danmark og Sverige) var det først efter reformationen, at der skete en systematisk forfølgelse af hekse.[1]

Heksejagt i Danmark[redigér | redigér wikikode]

I perioden fra 1536 til 1693, hvor den sidste heksebrænding skete, kendes mindre end tusind processer og antallet har næppe oversteget et par tusind. Frifindelse var lige så almindelig som domfældelse, især efter 1576, da alle dødsdomme i heksesager skulle appelleres til landsting.[3] I de fleste tilfælde førte processerne til frifindelse eller nedsat straf. 44 sager endte i Kongens Retterting.[4] En undersøgelse har vist, at af 255 personer anklagede for hekseri i Danmark, blev 114 frifundet.[3] Når omfanget af heksejagter blev forholdsvis beskedent i Danmark, tilskrives det ofte to bestemmelser fra 1547, der anses for enestående i Europa. Ifølge den ene var udsagn fra personer dømte for tyveri, forræderi og trolddom, ikke at anse som pålidelige vidner i processer mod andre. Ifølge den anden bestemtes, at "ingen skal pinligen forhøres, førend han er dømt". Disse bestemmelser forhindrede, at der skete "kædeprocesser", hvor dommen over en heks førte til anklager mod andre.[5] Desuden var det i Danmark - i modsætning til mange andre lande - sjældent forekommende, at hekseanklagerne omfattede seksuel omgang med djævelen; her var anklagerne hyppigt baseret på forgørelse, dvs. anklager om at have forvoldt død eller ulykke over andre mennesker gennem trolddom.[6]

Udviklingstræk i processerne[redigér | redigér wikikode]

Den første dokumenterede danske hekseproces forgik i Stege i 1540, hvor en kvinde blev dømt til at blive brændt på bålet. I 1602 offentliggjorde den tyske præst Anton Praetorius bogen ”Gründlicher Bericht von Zauberey und Zauberern” (Grundig Redogörelse om trolleri och häxmästare) imod hekseillusioner og tortur. Den største danske hekseproces – kaldt for Køge Huskors – foregik i 1612 i Køge. Her blev mindst 15 hekse dømt til bålet, idet man i både Danmark og Norge blev brændt levede, idet heksen blev bundet til en stige, som blev væltet ind i bålet, når flammerne havde taget fat.

En forordning fra 12. oktober 1617, underskrevet af Christian 4. medvirkede til, at antallet af processer mod hekse steg i de følgende år. Heri hedder det blandt andet:4

"Hvad rette troldfolk angår, som har forbundet sig med djævelen eller omgås ham, skal det forholdes efter love og recessen. Men de som indvikler sig med sådanne folk og tillader sig at lade dem udrette noget med sin troldkunst, straffes uden nåde på sin hals." (signeret Christian 4.)[7]

En af de berømteste heksesager var retssagen mod Maren Splids i Ribe. Hun blev brændt som heks den 9. november 1641 efter at kongen (Christian 4) personligt havde involveret sig i sagen. Christian 4. døde i 1648 og allerede omkring 1650 skete der et kraftigt fald i antallet af hekseprocesser. Under "besættelsen i Thisted" 1696-98 skete der et officielt opgør med heksetroen. Senere havde Viborg landsting kun to-tre processer om året, og de jyske landsdommere blev mere og mere skeptiske, og når de dømte folk, blev det fastsat, at sagen skulle indbringes for Kongens Retterting.[8] Den sidste officielt dømte heks var Anne Palles, der blev brændt den 4. april 1693.[9] Senere er der dog sket flere lynchninger af hekse i Danmark til helt op i 1800-tallet. Selv så sent som i 1934 blev en mand anklaget for hekseri. Han anlagde dog injuriesag og vandt.

Heksejagt i Norge[redigér | redigér wikikode]

I Norge blev i 1536 en del af rigsfællesskabet Danmark-Norge og herefter regeret af provinsguvenører, som var rekrutteret fra den danske adel.[10] I 1609 udformede Christian 4. en forordning, som påbød embedsmændene at holde særligt øje med trolddom blandt finner og lapper, som blev anset for at være "særligt hjemfaldne til trolddom".[7][11] Frem mod 1660 blev 92 af 138 anklagede for hekseri i Finnmarken henrettet, mens der i den øvrige del af Norge var ca. 175 henrettede for trolddom.[12] Herefter bremsede lokale embedsmænd tilsyneladende heksejægerne og statistikkerne viser blot 5 brændte hekse i Norge efter 1671.[11]

Heksejagt i Sverige[redigér | redigér wikikode]

I 1500 - tallet var der blot få, spredte tilfælde af domfældelser for hekseri, idet kirken fortrinsvis koncentrerede sig om at domfælde kættere.[13] Karl 9. bøjede sig i 1608 for et ønske fra kirken om at tillade tortur i sager om blandt andet hekseri og sodomi. Dette var begyndelsen til en række processer, der kulminerede i 1670'erne.[14] Karl 10. døde den 12. februar 1660, og selv om hans fireårige søn Karl 11. blev kronet samme dag, regerede rigsrådet som formynderimagt de følgende 12 år. Medlemmerne heraf interesserede sig ikke synderligt for rygterne om hekseri, men da der opstod tumult i forbindelse med anklager for hekseri, især i Dalarna, nedsatte rådet forskellige kommissioner, der skulle undersøge anklagerne.[15] Fra 1669 til 1676 bredte anklagerne og efterfølgende processer sig til store dele af Sverige, indtil den nu myndige konge satte en stopper for dette gennem udstedelse af en kongelig forordning. Baggrunden herfor var, at hekserikommissionen i Stockholm fik flere børnevidner til at tilstå, at de ikke havde været på Bloksbjerg, men var blevet truet eller lokket til at vidne mod "heksene".[16] På dette tidspunkt var mere end 300 blevet henrettet for hekseri i Karl 11.'s regeringstid. Langt de fleste af disse blev fældet af børnevidner, der fortalte om heksenes forførelse af dem på rejser til Bloksbjerg.[17] En mulig forklaring på, at op mod 100 børn kunne vidne mod samme "heks" er, at forældre, der var rædselsslagne over, at deres børn var truede, oprettede vågestuer, hvor de voksne vågede over op til en snes børn, som udvekslede "erfaringer" med hinanden.[18] En del af heksene tilstod deres forbrydelse; dette kan forklares med, at den, der tilstod, undgik at blive brændt levende, men i stedet blev halshugget før afbrændingen, præsterne forsikrede, at den angrende synder ville komme i paradis.[19]

Heksejagt i moderne tid[redigér | redigér wikikode]

Heksejagt foregår stadig i forskellige kulturer i Afrika og Asien. I 1999 var der fem til ti mord om måneden i Tanzania, som følge af, at morderne mistænkte en person for hekseri.[20] Hjælpeprogrammer blev sat i værk for at fordrive heksemyterne.[21] I 2001 havde en ældre kvinde fra Ghana lagt sag an mod en landsby råd efter de havde beskyldt hende for hekseri.[22] Fra en landsby i Kenya var der i 2008 rapporter om 11 personer der blev brændt som hekse.[23] Omkring 2006 og 2007 havde saudiarabiske myndigheder foretaget 25 anholdelser for hekseri, hvor 24 involverede udlændinge. En kvinde blev dødsdømt af en saudiske domstol som følge af en tilståelse der sandsynligvis var underskrevet efter tortur af den analfabetiske kvinde. En mand var tidligere blevet halshugget.[24][25] Forældre i Congo har anklaget deres børn for hekseri og forsøgt at dræbe dem. Mere end 14.000 børn i Kinshasa siges at være smidt ud hjemmefra på grund af anklager om hekseri.[26][27] I Nigeria har den kvindelig kristne prædikant Helen Ukpabio udgivet en DVD og en bog der påstår at børn kan blive satan's tjenere.[28]

I 2009 anslog de Forenede Nationer at antallet af drab på verdensplan som følge af heksejagt var mindst adskillige titusinder og foregik også i lande såsom Sydafrika og Indien. I 2009 var rapport fra Indien om drab på hundredvis af kvinder, som var mistænkte for heksekunst.[29] Hjælpearbejdere rapporterede at heksejagt var almindeligt i Nepal og Papua New Guinea både i landdistrikter og i byer.[30]

Se også[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ a b Guillou (2004), kapitel II
  2. ^ a b c Henningsen (1979), s. 23
  3. ^ a b Henningsen (1979), s. 28
  4. ^ Tamm, s. 23
  5. ^ Henningsen (1979), s. 25f
  6. ^ Guillou (2004), s. 182
  7. ^ a b Citeret fra Chr. IV Troldom & hekse, Hentet den 17. oktober 2017
  8. ^ Henningsen (1979), s. 29
  9. ^ J.C. Jacobsen, Den sidste Hexebrænding i Danmark 1693, Gad, 1971. ISBN 87-12-36475-4.
  10. ^ Guillou (2004), s. 189
  11. ^ a b Guillou (2004), s. 193
  12. ^ Guillou (2004), s. 190
  13. ^ Guillou (2004), s. 22
  14. ^ Guillou (2004), s. 31
  15. ^ Guillou (2004), s. 63f
  16. ^ Guillou (2004), s. 116
  17. ^ Guillou (2004), s. 103f
  18. ^ Guillou (2004), s. 113f
  19. ^ Guillou (2004), s. 72f
  20. ^ (på Engelsk)Eyewitness: Suspected witches murdered in Tanzania. BBC. 5. juli 1999. 
  21. ^ (på Engelsk)Aid scheme tackles African witch myth. BBC. 26. april 2002. 
  22. ^ (på Engelsk)Ghana 'witch' sues village elders. BBC. 6. april 2001. 
  23. ^ 11 brændt som hekse i Kenya. Danmarks Radio. 21. maj 2008. 
  24. ^ Morten Rasmussen (16. februar 2008). "Saudi-Arabien vil henrette kvinde for heksekunster". Kristeligt Dagblad. 
  25. ^ "Saudi-Arabien: Kvinde skal henrettes for heksekunster". 180Grader. 17. februar 2008. 
  26. ^ (på Engelsk)Child witches in the Congo. BBC. 12. oktober 1999. 
  27. ^ (på Engelsk)Congo witch-hunt's child victims. BBC. 22. december 1999. 
  28. ^ Mark Oppenheimer (21. may 2010). On a Visit to the U.S., a Nigerian Witch-Hunter Explains Herself. New York Times. 
  29. ^ Muslimske kvinder tvunget til at spise afføring. Kristeligt Dagblad. 21. oktober 2009. 
  30. ^ Robert Evans (23 September 2009). Killing of women, child "witches" on rise, U.N. told. Reuters. 

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • John Andersen: Torben Peter Andersen & Thomas Wad, Hekseprocesser i Europa, Emil, 2008. ISBN 978-87-89703-38-1.
  • Jan Guillou: Heksenes forsvarere : en historisk reportage, Modtryk, 2004. ISBN 87-7394-924-8.
  • David Grönlund, Historisk Efterretning om de i Ribe Bye for Hexerie forfulgte og brændte Mennesker, Historisk Samfund for Ribe Amt, 1973 (1. udgave 1780). ISBN 87-87490-04-8.
  • Gustav Henningsen: "Hver by sin heks" (kronik i Skalk 1979 Nr. 3; s. 21-30)
  • Gustav Henningsen: Heksenes advokat – historiens største hekseproces, Delta, 1981. ISBN 87-7449-090-7.
  • Ditlev Tamm: "Retfærdighedens vogter" (kronik i "Skalk" 1992 Nr. 5; s. 18-26)
  • Johnny Thiedecke: Vredens tid : kvindesyn og heksejagt i renæssancens Danmark, Pantheon, 2000. ISBN 87-90108-07-8.