Herakles
At dræbe hydraen var en af Herkules'/Herakles' berømte 12 arbejder
"Herkules" omdirigeres hertil. For andre betydninger af Herkules, se Herkules (flertydig).
Herakles var søn af Zeus og Alkmene, som var dronning af Theben. Navnet Herakles betyder "Heras fryd", men på trods af navnet blev han forfulgt af Hera, som frydede sig ved at påføre ham store sorger gennem hele livet.
Romerne overtog Herakles under navnet Herkules. Der er et stjernebillede, der hedder Herkules.
I den græske gudeverden er han den vældige stridsmand, som ufortrødent kæmper mod vilddyr, uhyrer og alskens ondskab. Af alle den græske sagnverdens figurer var Herakles den mest populære. Der er ingen anden halv- eller helgud, til hvem der er knyttet så mange sagn eller er afbildet så mange gange på kunstværker. Han har kæmpet mod næsten alle de uhyrer, der optræder i folketroen. Han var vidt berømt i alle egne af Grækenland – specielt i Argos, Theben, Aitolien og Oitaia. Uden for Grækenland berettede græske handelsfolk om hans gerninger i de fjernste egne. Allerede som barn var han frygtløs. Hans første bedrift var i sin vugge at dræbe to giftslanger, som Hera havde sendt.
Som voksen kæmpede han mod en løve i Thebens egne og mod Minyerne i Orchomenos. Belønningen som kongen Kreon gav ham var kongens ældste datter, Megara. Hun skulle være hans hustru. Lykken fulgte dog ikke ægteskabet, da den evigt forbitrede Hera straffede Herkules ved at gøre ham gal og dræbe de børn som Megara havde født ham.
Herkules drog videre til Delfoi(Delfi) og fik her af oraklet Pythei at vide, at han skulle begive sig til Tiryns for at tjene Eurystheus – en fej og ussel konge. Ironisk nok blev det sagt om kongen, at han nedstammede fra Sthenelos, der var søn af Perseus, der var søn af Zeus. En ætling af Zeus' slægt blev så sat til at herske over en anden. De var som nat og dag. Herakles var ædel, stærk og modig – Eurystheus var svag, ildeset og lille af ånd.
Eurystheus befalede Herakles at udføre de berømte 12 arbejder – der skulle være umulige at løse. Dels for at vise sin magt over sin tydelige overmand – dels for at knægte den uforfærdede Herakles.
Herakles optræder i mange andre eventyr som Jason og Argonauternes togt. Her optræder han perifert.
Herakles kulten
Herakles opfattedes dels som en gud dels som helt. Enkelte steder voldte det besvær at forholde sig til en sådan tvetydighed. Dyrkelsen af ham opfandt forklaringer og legender, så Herakles gerninger stemte overens med personen. Generelt blev han dyrket som en gud. Kongeslægter henledte deres herkomst til ham – Heraklider. Det var primært som menneskenes mægtige beskytter og som den sejrrige overvinder af ondskab, at Herakles blev tilbedt. Historierne om hans bedrifter omfattede også hans evner til at få sygdomsramte og plagede landområder på fode igen.
Ved bjerget Oite i Sydgrækenland blev han kendt som den, der befriede landet for de infernalske græshoppesværme. Ifølge legenden døde han på Oite, og på en bjergtop på Oite (1600 m over havet) ses stadig resterne af det tempel, der i oldtiden blev rejst til hans ære.
Andre steder blev han kendt som den, der fik kilder til at springe og den, der omdirigerede floders løb. Her findes også forklaringen på, at han på billeder og vaser ofte er afbildet med et overflødighedshorn, et symbol på jordens overdådighed.
Herakles siges også at have besøgte Marokko og anlagt byen Tanger, hvor han havde sin egen grotte ca. 14 km vest for byen, som i dag er en af Tangers mest populære turistattraktioner.
Ungdommen opfattede ham pga. hans mandighed og stærke fysik som deres åbenlyse beskytter. Adskillige gymnasier (stadier) stod under hans varetægt. I Sparta gjaldt han for folkets fører i krigen. Ofringerne til ham bestod af tyre, væddere og svin.
Kilder
Christian Blangstrup "Salmonsens Konversationsleksikon – Bind XI
Eksterne henvisninger
