Danmarks Riges Grundlov

Grundloven
Dansk lovgivning
Lang titel:	Danmarks Riges Grundlov
Nummer:	169
År:	1953
Ressort:	Statsministeriet
Datoer
Stadfæstet:	05-06-1953
Offentliggjort:	05-06-1953
Status: Gældende
Læs loven på Retsinformation.dk

Danmarks Riges Grundlov er den danske forfatning. Den blev indført 5. juni 1849 (junigrundloven) og er ændret i 1855, 1866, 1915, 1920 og 1953 og søgt ændret i 1939. Den er den højeste lovgivning i Danmarks Rige.

Grundloven er ikke den eneste lov med grundlovsrang. Andre love, der indgår i Kongeriget Danmarks forfatning, er Tronfølgeloven, nogle få rester af Kongeloven og til en vis grad selvstyreordningerne for Færøerne og Grønland.

Den første Danmarks Riges Grundlov blev underskrevet 5. juni 1849 af Frederik 7., hvormed styreformen i Danmark ændredes fra enevælde til konstitutionelt monarki.

Tidslinje

Historie

Demonstration mod regeringen, 21. marts 1848

Den Grundlovgivende Rigsforsamling
Maleri af Constantin Hansen fra 1860-64

Grundloven af 1849

Før-demokratiske forfatningslove

• Diverse håndfæstninger
• Kongeloven – fra 1665 som stadfæster enevælden med Frederik 3.

Grundloven af 1849

Uddybende artikler: Danmarks historie (1848-1901), Martsrevolutionen (Danmark), Rådgivende provinsialstænderforsamlinger, Helstatspolitikken, Ejderpolitikken og Treårskrigen

Historien, der leder op til grundloven af 1849 (Junigrundloven), er præget af en række begivenheder, der fletter sig ind i hinanden: Hertugdømmet Holstens ønske om løsrivelse fra den danske helstat; sprogpolitikken i Slesvig og de nationalliberale politikeres parole om et Danmark til Ejderen. For en detaljeret gennemgang af helstatspolitikken, ejderpolitikken og treårskrigen, se de uddybende artikler ovenfor.

Fra enevælde til konstitutionelt monarki

Ved sin død den 20. januar 1848 pålagde Christian 8. sin søn, Frederik 7., at indføre en forfatning for helstaten. Helstaten bestod af det egentlige kongerige og hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenburg, hvor den danske konge regerede som hertug. I modsætning til Holsten og Lauenburg var Slesvig ikke medlem af Det tyske forbund, men et dansk rigslen. I Slesvig regerede den danske konge altså både som hertug (vasal) og konge (lensherre).

Frederik 7. udsendte en uge efter sin tronbestigelse et reskript om en ny forfatningsordning. Forfatningsudkast foreslog et fælles rigsråd for kongeriget og hertugdømmerne, som skulle bestå af lige mange medlemmer fra kongeriget og hertugdømmerne, og som skiftevis skulle samles i København og i hertugdømmerne. Stænderforsamlingerne skulle få kompetence til at lovgive og opkræve skatter. Ikke alle mente dog, at dette var vidtgående nok, og en række nationalliberale politikere afholdt borgermøder med krav om en fri forfatning og en mere nationalistisk udenrigspolitik. Den gik ud på, at Kongeriget Danmark skulle indlemme hertugdømmet Slesvig. På et borgermøde den 20. marts 1848 blev det besluttet, at borgerne den 21. marts ville gå i demonstration mod kongens bolig på Christiansborg og dér kræve, at kongens regering (der var mod en indlemmelse af Slesvig i Danmark og fortalere for en bibeholdelse af helstatsmodellen), skulle gå af. Kongen var dog kommet dem i forkøbet og havde allerede afskediget sine ministre. Derfor kunne der den 22. marts 1848 dannedes en samlingsregering (Martsministeriet) af tidligere ministre og nationalliberale politikere. På det første statsrådsmøde bebudede kongen, at han ikke længere anså sig selv som enevældig monark, hvormed styreformen de facto blev konstitutionelt monarkisk.

Grundloven vedtages

Uddybende artikel: Den Grundlovgivende Rigsforsamling

Den nationalliberale D.G. Monrad, der var minister i martsministeriet, skrev det første udkast til en ny forfatningslov for Danmark. Han lod han sig inspirere af samtidens forfatningslove og skrev på baggrund deraf en skitse på 80 paragraffer. Dette udkast blev siden revideret sprogligt af bl.a. Orla Lehmann, der også var nationalliberal minister i regeringen. Det blev fremsendt til Grundlovsudvalget af 1848. Herfra blev det overbragt til Den Grundlovgivende Rigsforsamling, der var valgt den 5. oktober 1848. Da rigsforsamlingens 152 medlemmer var færdig med at behandle lovforslaget, var det vokset til 100 paragraffer. Det blev vedtaget og underskrevet af kongen den 5. juni 1849. Grundloven gjaldt for Danmark, men fortalen åbnede muligheden for en udvidelse af dens gyldighed til Slesvig indtil borgerkrigen var forbi.

Spørgsmålet om hertugdømmerne

Uddybende artikler: Danmarks historie (1848-1901), Helstatsforfatningen, Novemberforfatningen og 2._Slesvigske_Krig

Forfatningsmæssigt opstod der efter Treårskrigens status quo-fred et spørgsmål om, hvordan forholdet imellem kongeriget og de tre hertugdømmer skulle ordnes. Helstatsforfatningen af 2. oktober 1855 samlede de fire stater i en form for konføderation. Delstaterne – Danmark, Slesvig og Holsten & Lauenborg – havde ret til at varetage interne anliggende, mens al udenrigs-, forsvars- og finanspolitik blev et fællesanliggende. Fællesanliggender skulle varetages af et Rigsråd med i alt 80 repræsentanter fra de tre delstater. På grund af modstand fra Holsten og Lauenborg fik forfatningen kun gyldighed i Danmark og Slesvig. Denne forfatningsmæssige situation var uholdbar, og kong Christian 9. underskrev 18. november 1863 Novemberforfatningen, som afløste den defekte Helstatsforfatning.

Med den nye fælles forfatning, blev der skabt noget, der minder om en føderation mellem Danmark og Slesvig: Under dække af at knytte de to stater tættere sammen, videreførte Novemberforfatningen det fælles Rigsråd for Danmark og Slesvig, men forøgede rådets kompetencer: Alle sager, der ikke udtrykkeligt var forbeholdt Danmark og Slesvig selv, skulle være forbeholdt Rigsrådet. Lidt forvirrende måske, kom det nye Rigsråds to kamre til at hedde det samme, som de to kamre i den danske Rigsdag: Folketinget og Landstinget. Novemberforfatningen førte til 2. Slesvigske Krig og Slesvigs indlemmelse i Preussen.

Grundloven af 1866

Uddybende artikler: Danmarks historie (1848-1901) og Forfatningskampen

Efter 2. Slesvigske Krigs afslutning i 1864 bestod monarkiet kun af Danmark; men havde alligevel to forfatninger: Junigrundloven, der fastsatte hvordan de indre anliggender skulle administreres, og Novemberforfatningen, der ordnede fællesanliggender. Selv om fællesanliggenderne var væk, var der uenighed om, hvorvidt novemberforfatningen skulle afskaffes. Stridspunktet var valgretsreglerne i Novemberforfatningen: Disse regler favoriserede de konservative, hvorfor de ikke ville forlade dem til fordel for den friere valgret i Junigrundloven, som favoriserede de liberale.

Grundloven af 28. juli 1866, også kaldet Den Gennemsete Grundlov, er resultatet af et politisk kompromis imellem de konservative og de liberale. For Folketingets vedkommende blev Junigrundlovens regler bibeholdt, mens valgretsreglerne til Landstinget kom til at ligne dem i Novemberforfatningen.

Grundloven af 1915

Uddybende artikel: Danmarks historie (1901-1945)

Fotografi af Grundloven af 1915, der findes i Folketingets Vandrehal. Originalen findes i Rigsarkivet

Herman Vedel, Fra forhandlingerne om Grundloven 5. juni 1915, 1917, Christiansborgs samtaleværelse

Med Grundloven af 5. juni 1915 fik kvinder og tjenestefolk stemmeret, ligesom fremtidige grundlovsændringer kun kunne vedtages ved en folkeafstemning. Den privilegerede valgret til landstinget blev afskaffet og lige valgret for de stemmeberettigede således genindført. Derudover gjorde loven delvist op med ideen om lokal repræsentation i Rigsdagen, da den svækkede systemet om valg i enkeltmandskredse til fordel for et mere proportionalt system med tillægsmandater. Det tidligere system havde i særlig grad begunstiget Venstre, der stod stærkt i landkredsene. En anden afgørende ændring ved Grundloven af 1915 var bestemmelsen om, at Grundloven kun kunne ændres ved folkeafstemning, hvor det var krævet, at mindst 45 % af de stemmeberettigede stemte for en eventuel ændring. På denne bestemmelse faldt Grundloven af 1939.

Den nye grundlov blev stadfæstet af Kong Christian X den 5. juni 1915, men trådte ikke i kraft straks idet midlertidig bestemmelse nr. 6 bestemte, at den skulle træde i kraft et år efter dens stadfæstelse med mulighed for yderligere udsættelse ved lov. Ikrafttrædelsen blev udskudt til Folketingsvalget den 22. april 1918. Udsættelsen skyldtes ønsket om at undgå en valgkamp under krigen.

Grundloven af 1920

Grundlovsændringen 10. september 1920 var en konsekvens af Genforeningen, hvorved den nordlige del af det tidligere hertugdømme Slesvig, blev indlemmet i Kongeriget Danmark. Grundlovsændringen markerer den største territoriale ekspansion af Kongeriget Danmark i nyere tid.

Grundlovsforslaget af 1939

Forslaget indebar en ændring af Rigsdagen, der fremover skulle vælges ved et samlet valg, så Landstinget skulle erstattes med nyt førstekammer kaldet Rigstinget der dels skulle bestå af tillægsmandaterne og dels skulle vælges af Folketinget efter hvert valg blandt dets medlemmer samt et medlem valgt af Færøernes Lagting. Fremover ville en sag hvor der ikke kunne opnås enighed mellem de to ting behandles i den forenede rigsdag således at et forslag ikke kunne blokeres af det ene ting.

Forslaget faldt ved en folkeafstemning, da det kun opnåede 44,5% af vælgernes tilslutning, til trods for at ja stemmerne udgjorde 91,9% af de gyldige stemmer.

Grundloven af 1953

Danmark

Denne artikel er en del af: Politik og regering i Danmark

Forfatning Grundloven Grundlæggende love: Tronfølgeloven Tronen Regent Kong Frederik 10. Tronfølger Kronprins Christian Kongefamilien Statsrådet Statsrådsrækkefølge Kongelig Hofleverandører Rige Kongeriget Danmark (Rigsfællesskabet) Danmark Færøerne Grønland Udøvende Regering Mette Frederiksen II siden 15. december 2022 Statsminister (liste) Mette Frederiksen Christiansborg Ministerier Rigsombud Færøerne Grønland Lovgivende Folketing (parlament) Formand: Søren Gade Medlemmer Dømmende Højesteret Danmarks domstole Retten på Færøerne Retten i Grønland Valg Politiske partier Seneste valg Folketingsvalg: 2022 2019 2015 EU-Parlamentsvalg: 2019 2014 2009 Kommunalvalg: 2021 2017 2013 Folkeafstemninger Administrativ geografi Danmark Underopdeling af Danmark Regeringen for Kongeriget Danmark Færøerne Underopdeling af Færøerne Lokalregeringen på Færøerne Grønland Underopdeling af Grønland Lokalregeringen i Grønland Udenrigspolitik Udenrigsforhold Diplomatiske missioner af Danmark Arktisk Råd Nordisk Råd Den Europæiske Union Danmarks EU-medlemskab Relaterede emner Arktisk Kommando Værnsfælles Forsvarskommando Politik på Færøerne Politik i Grønland

Andre lande • Politik

Uddybende artikel: Danmarks historie (1945-1990)

Med den nugældende Grundlov af 5. juni 1953 blev Landstinget nedlagt og den parlamentaristiske sædvane gjort en del af grundloven. Samtidig ændredes Tronfølgeloven, så der indførtes kvindelig arvefølge til tronen, dog havde drengebørn fortrinsret til tronen, indtil tronfølgeloven blev ændret ved en folkeafstemning i 2009. Grønlands kolonistatus ophørte og Grønland blev en fuldgyldig del af Danmark, Grønlændere blev således danske statsborgere, der boede i et dansk amt. Ved en samtidigt afholdt folkeafstemning blev valgretsalderen nedsat til 23 år, og samtidig hermed blev valgretsalderen gjort til et spørgsmål, der kunne reguleres ved lov uden en grundlovsændring. En mindretalsbeskyttelse blev indført hvorefter et mindretal på en tredjedel af Folketingets medlemmer kan sende et vedtaget lovforslag til folkeafstemning. Ombudsmandsinstitutionen blev lovet indført. Der blev åbnet mulighed for, at Folketinget kunne afgive beføjelser(suverænitet) til internationale organisationer, en myndighed der har været benyttet ved Danmarks medlemskab af EU og af Den Europæiske Patentorganisation. Betingelserne for vedtagelse af en grundlovsændring blev lempet, idet det tidligere krav om 45% tilslutning af alle stemmeberettigede ved en folkeafstemning blev nedsat til 40% af alle stemmeberettigede.

Udvalgte bestemmelser

Enkelte af Grundlovens paragraffer har særlig relevans eller er blevet debatteret kraftigere end de øvrige:

Paragraf 3

Uddybende artikler: Magtadskillelse og Tvindloven

§ 3. Den lovgivende magt er hos kongen og Folketinget i forening. Den udøvende magt er hos kongen. Den dømmende magt er hos domstolene.

Magtadskillelseslæren er med denne bestemmelse grundlovsfastsat. Det betyder, at det ville være grundlovsstridigt, hvis for eksempelvis Folketinget vedtager en lov, hvis indhold er så specifikt, at den kan siges at have dømmende karakter. Ligeledes kan domstolene ikke lovgive, og der er med bestemmelsen sat en øvre grænse for, i hvor høj grad domstolene kan skabe ny ret i Danmark. Højesteret har i 1900-tallet fastslået, at retten er kompetente til at afgøre, om en lov strider mod Grundlovens § 3. Ved konge forstås reelt regeringen. Dette fremgår af grundlovens § 13, hvorefter kongen er ansvarsfri – og da magt følger med ansvar, er kongen uden ansvar og derfor reelt også uden magt. Magten er i kraft af samme paragraf overladt til ministrene der "er ansvarlige for regeringens førelse".

Paragraf 4

§ 4. Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten.

Her fastslås det, at Danmark har en officiel kirke, nemlig Folkekirken. Før den første grundlov var kirken en statsinstitution, og grundloven bevarer en del af det statslige element, men understreger med udtrykket folkekirke samtidig, at der også er områder, som hører under kirkens selvstyre. Den tætte tilknytning til og styring fra staten, herunder at præster er embedsmænd, gør at nogle betragter folkekirken som en form for statskirke.

Kritikere har fremført, at et moderne samfund helt bør adskille kirke og stat og indføre reel religionsfrihed, mens forsvarerne anfører, at der i Danmark hersker religionsfrihed, blot ikke religionslighed. Se også Paragraf 68.

Paragraf 20

§ 20. Stk. 1. Beføjelser, som efter denne grundlov tilkommer rigets myndigheder, kan ved lov i nærmere bestemt omfang overlades til mellemfolkelige myndigheder, der er oprettet ved gensidig overenskomst med andre stater til fremme af mellemfolkelig retsorden og samarbejde.

Denne paragraf er blevet voldsomt debatteret i forbindelse med Danmarks EF- og EU-medlemskab, idet visse EF/EU-modstandere mener, at regeringen har overtrådt grundloven ved at afgive for meget suverænitet. Paragraffen siger, at regeringen kan afgive suverænitet, men at det skal defineres klart, hvilken suverænitet der afgives ("i nærmere bestemt omfang"). Statsminister Poul Nyrup Rasmussen blev i 1996 sagsøgt af tolv EU-modstandere og skeptikere (ved advokaterne Christian Harlang og Ole Krarup) af netop denne grund. Højesteret frifandt Poul Nyrup Rasmussen (og dermed tidligere regeringer) men fastslog at der er grænser for suverænitetsafgivelse.

I anledning af Lissabon-traktaten har en gruppe danskere kørt en sag mod statsministeren og udenrigsministeren for overtrædelse af paragraffen. Den 15. juni 2012 afsagde Østre Landsret dom, der frifandt begge ministre.. Sagsøgerne har appelleret og fået fri proces til sagen i Højesteret, som kommer til mundtlig forhandling i januar 2013.

Paragraf 29

Uddybende artikel: Valgret

§29. Stk. 1. Valgret til folketinget har enhver, som har dansk indfødsret, fast bopæl i riget og nået den i stk. 2. omhandlede valgretsalder, medmindre vedkommende er umyndiggjort. Det bestemmes ved lov, i hvilket omfang straf og understøttelse, der i lovgivningen betragtes som fattighjælp, medfører tab af valgret.

Bestemmelsen fastslår, at enhver person der har erhvervet dansk indfødsret og som bor fast indenfor det danske rige har valgret; det vil sige, at disse personer kan afgive deres stemme ved et folketingsvalg. Ligeledes er det, at det muligt at tillægge danske statsborgere med midlertidig bopæl i udlandet stemmeret, jf. folketingsvalgloven § 2, der har udvidet bopælsbegrebet i betydelig grad. Udvidelsen må anses som dækket af en retssædvane på grundlovs niveau. Bestemmelsen vedrører derimod ikke valg til regionsråd og kommunalbestyrelser, og Folketinget har således mulighed for ved lov selv at bestemme, hvem der skal have valgret dertil.

Bestemmelsen indeholder én enkelt begrænsning i valgretten: Personer der er værgemål har ikke valgret til Folketinget.

Ligeledes er det muligt for Folketinget at bestemme, at personer der er idømt en straf eller modtager offentlig forsørgelse ikke skal have valgret. Valgloven indeholder dog ingen sådanne begrænsninger.

Paragraf 42

Uddybende artikel: Folkeafstemning

§42. Stk. 1. Når et lovforslag er vedtaget af folketinget, kan en trediedel af folketingets medlemmer indenfor en frist af tre søgnedage fra forslagets endelige vedtagelse overfor formanden begære folkeafstemning om lovforslaget. Begæringen skal være skriftlig og underskrevet af de deltagende medlemmer.

Bestemmelsen fastlægger en mindretalsbeskyttelse, som forhindrer et flertal at føre blokpolitik i Folketinget. Der er dog en række love, som er undtaget bestemmelsen: Love om kongehuset, finansloven, visse bevillingslove og love i henhold til §29. kan ikke sendes til folkeafstemning.

Muligheden for at sende et lovforslag til folkeafstemning blev taget i anvendelse i 1963, hvor Venstre og De Konservative, der besad et tilstrækkeligt antal pladser i Folketinget, satte fire lovforslag om bl.a. byfornyelse, jordlovene til folkeafstemning. De fire love blev forkastet ved folkeafstemningen.

Jordlovene er stadig det eneste eksempel på, at denne paragraf er taget i anvendelse.

Paragraf 64

§ 64. Dommerne har i deres kald alene at rette sig efter loven.

Bestemmelsen forpligter dommere til alene at følge lovens ord. Hvis det findes, at en dommer ikke overholder denne forpligtelse, kan vedkommende indklages for Den Særlige Klageret. I retsplejelovens § 56 stk. 1 er det nærmere præciseret, at "en dommer må i retsmøder ikke fremtræde på en måde, der er egnet til at blive opfattet som en tilkendegivelse om den pågældendes eventuelle religiøse eller politiske tilhørsforhold eller om den pågældendes holdning til religiøse eller politiske spørgsmål i øvrigt." I lovens § 50 bestemmes, at "Når straffesag er rejst mod en dommer, ..., såvel som når dommeren er blevet uvederhæftig eller på grund af åndelig eller legemlig svaghed er ude af stand til at bestride sit embede, kan vedkommende suspenderes. Afgørelsen herom træffes af Den Særlige Klageret."

Paragraf 68

§ 68. Ingen er pligtig at yde personlige bidrag til nogen anden gudsdyrkelse end den, som er hans egen.

Bestemmelsen garanterer personer, der ikke er medlem af en folkekirken, frihed til ikke at skulle betale kirkeskat. I den offentlige debat fremføres det under tiden, at bestemmelsen burde være hinder for, at ikke-medlemmer af folkekirken kommer til at bidrage indirekte til kirken, for eksempel gennem bidrag til præsters teologiske universitetsuddannelse og den løbende vedligehold af kirkerne. Det ligger dog fast, at bestemmelsen ikke vedrører disse indirekte bidrag.

Paragraf 70

§ 70. Ingen kan på grund af sin trosbekendelse eller afstamning berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige og politiske rettigheder eller unddrage sig opfyldelsen af nogen almindelig borgerpligt.

Bestemmelsen garanterer f.eks. ikke personer mod skattekontrol, og menes heller ikke at være en forhindring for at der i retsplejeloven fastlægges krav til at dommere klæder sig neutralt - og f.eks. ikke ifører sig påklædning, der tilkendegiver politisk eller religiøse tilhørsforhold.

Paragraf 71

Uddybende artikel: Grundlovsforhør

§71. Stk 3. Enhver, der anholdes, skal inden 24 timer stilles for en dommer. Hvis den anholdte ikke straks kan sættes på fri fod, skal dommeren ved en af grunde ledsaget kendelse, der afsiges snarest muligt og senest inden tre dage, afgøre, om han skal fængsles, og, hvis han kan løslades mod sikkerhed, bestemme dennes art og størrelse. Denne bestemmelse kan for Grønlands vedkommende fraviges ved lov, forsåvidt dette efter de stedlige forhold må anses for påkrævet.

Denne paragraf udspringer af habeas corpus-princippet og udmønter sig i det såkaldte Grundlovsforhør.

Paragraf 72

§ 72. Boligen er ukrænkelig. Husundersøgelse, beslaglæggelse og undersøgelse af breve og andre papirer samt brud på post-, telegraf- og telefonhemmeligheden må, hvor ingen lov hjemler en særegen undtagelse, alene ske efter en retskendelse.

Denne paragraf sikrer borgerne mod vilkårlig indtrængen i deres bolig, men der findes over 150 lovbestemte undtagelser, hvilket har fået kritikere til at påpege, at boligens ukrænkelighed i praksis ikke eksisterer.[1]

Paragraf 77

Uddybende artikel: Ytringsfrihed

§ 77. Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres.

Her bestemmes det at borgerne har ret til frit at ytre sig, men efterfølgende kan stilles til ansvar ved domstolene. Bestemmelsen indeholder altså et forbud mod forebyggende forholdsregler som fx censur og lignende, som i teorien kaldes formel ytringsfrihed. Det har i teorien været diskuteret, hvorvidt § 77 også indeholder en vis beskyttelse af den materielle ytringsfrihed, det at der kan pålægges straf i anledning af offentliggjorte ytringer. Nogle teoretikere mener, at lovgivningsmagten ikke er stillet frit, hvad angår begrænsninger i den materielle ytringsfrihed, mens andre har den modsatte opfattelse.

Paragraf 88

§ 88. Vedtager folketinget et forslag til en ny grundlovsbestemmelse, og regeringen vil fremme sagen, udskrives nyvalg til folketinget. Vedtages forslaget i uændret skikkelse af det efter valget følgende folketing, bliver det inden et halvt år efter den endelige vedtagelse at forelægge folketingsvælgerne til godkendelse eller forkastelse ved direkte afstemning. De nærmere regler for denne afstemning fastsættes ved lov. Har et flertal af de i afstemningen deltagende og mindst 40 pct. af samtlige stemmeberettigede afgivet deres stemme for folketingets beslutning, og stadfæstes denne af kongen, er den grundlov.

Her fastsættes reglerne for grundlovsændringer. Bestemmelsen siger intet om, hvad en grundlovsændring kan og ikke kan omhandle, hvorfor det er muligt at ændre hvad som helst i grundloven. For eksempel vil man ved en grundlovsændring kunne afskaffe kongedømmet, afskaffe ytringsfriheden eller gøre det strafbart ikke at gå med røde sko.

Temaer

Borgerlige frihedsrettigheder og menneskerettigheder

Grundloven indeholder visse borgerlige, politiske, sociale og religiøse frihedsrettigheder i §§ 71-80. Flere af disse har dog kun begrænset materiel rækkevidde, og fungerer derfor i dag alene som mindstegarantier, for rettigheder det næppe kan tænkes, det politisk ville kunne lade sig gøre at afskaffe.

Teksten i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er ved lov af 29.april 1992 vedtaget og stadfæstet i Danmark. Herefter supplerer konventionen grundlovens paragraffer om menneskerettigheder (§§ 71-80), men konventionen erstatter ikke §§ 71-80. Ligeledes kræver en udtrædelse af menneskerettighedskonventionen, i modsætning til fjernelse af §§ 71-80, ikke en grundlovsændring.

Politiske partier

En anden bemærkelseværdig ting i forhold til den politiske praksis i Danmark er, at grundloven ikke direkte nævner politiske partier. Dog er det forudsat ved Grundlovens § 31, stk. 2, der nævner forholdstalsvalgmåden, at der eksisterer partier, da fordelen ved forholdstalsvalgmådens netop er, at partier har mulighed for at stille op i flere kredse, og dermed få tillægsmandater. Dog giver Grundloven kun meget begrænset vejledning mht. fremgangsmåden ved udpegning af regering, hvorfor man anvender kutymer og sædvaner, så som Kongelige Undersøgere og dronningerunder.

Statsoverhovedets symbolske status

Ved læsning af Grundloven er det vigtigt at "kongen" læses som "regeringen", jf. monarkens symbolske status. Dette er en konsekvens af bestemmelserne i Grundlovens paragraffer 12 og 13, hvorefter Kongen udøver sin myndighed gennem ministrene, der er ansvarlige for regeringens førelse. Dette indebærer, at Kongen ikke selv kan foretage nogen retlig handling uden en ministers samtykke.

Den personlige retsstilling for medlemmer af kongehuset er stadig reguleret af Kongeloven. Dette beyder, at prinser og prinsesser først kan tiltales ved de almindelige domstole, når monarken har tilladt dette. Monarken kan nedsætte kongelige særdomstole, eller selv dømme medlemmer af kongehuset. Monarken kan også udstede kongelige huslove.

Grundloven

Optakt

Frederik d 7. er kendt, som den konge der gav danskerne Grundloven, og var med til at indføre den demokratiske styreform i Danmark. Men faktisk var det Christian 8. der startede tankerne. Han kunne nu se, at det var nødvendigt med en fri forfatning, hvis han ville beholde hovedet. Han frygtede som alle andre europæiske konger, revolution, kaos og krig. Han bliver dog alvorligt syg, og når kun at fortælle sin søn at det er nødvendigt med en fri forfatning, inden han dør.

Men Frederik interesserede sig mere for arkæologi, end det med at være konge.

Revolutionen i Paris 1848 betød enden på enevælden i Danmark. Det skyldtes især de nationalliberale, som ville have Slesvig tættere på Danmark. Enevælden blev afskaffet da Frederik 7. var bange for, at der ville ske det samme med ham, som der skete for Frankrigs konge… altså at blive henrettet, eller at en revolution i Danmark var i vente, og fordi at han havde lovet hans far at give den danske befolkning en fri forfatning.

Den 5. juni 1849 underskrev Frederik 7. på Danmarks første grundlov, som blev kaldt for Junigrundloven. Mange var med til at skrive grundloven. Såsom Orla Lehmann, Monrad, Grundtvig m.fl. Men især var Monrad meget inspireret af andre forfatninger. Eksempelvis blev 80 paragraffer af Danmarks Riges Grundlov, skrevet på baggrund af den norske og den belgiske forfatning.

Indhold i Grundloven

Demokrati var noget meget nyt. Det var næsten revolutionært i sig selv.

Målet på Grundloven var, at den gav frihed og lighed til alle, og at forhindre i al fremtid, at kun én mand kunne tage magten for sig selv.

Men selvom Danmark fik et demokrati i 1849, måtte alle ikke stemme. Faktisk var det kun 15% af den danske befolkning, som måtte stemme. Dem som ikke måtte stemme var: Fjolser, forbrydere, fruentimmere, folkehold, Fallenter, fremmede og fattige. Denne gruppe blev kaldt for de 7 f’er.

Danmark blev et konstitutionelt monarki, altså et demokratisk monarki. Danmark havde et tokammersystem. Det betyder når Rigsdagen består af et Folketinget og et Landstinget.

Grundlæggende rettigheder

Religionsfrihed: Her må man helt selv vælge hvad man vil tro på, og man har lov til at dyrke sin religion frit.

Forsamlingsfrihed: Det betyder at man må forsamle sig hvor vi vil, og demonstrere.

Ytringsfrihed: Her har man ret til at sige, hvad man mener og hvad man føler. Men det er ikke det samme at sige hvad som helst. Man kan eksempelvis ikke beskylde en for at have stjålet penge fra statskassen, uden helt klare beviser – det er faktisk strafbart, fordi at man spreder et rygte, som ikke er sandt.

Privat ejdomsret: Det betyder at, ingen har ret til at rode ens sager, altså ens ejendele uden at have fået samtykke af domstolene, som kaldes for en dommerkendelse. I 1849 kunne folket altså, ikke kun bestemme hvordan samfundet skulle regeres, men de kunne på samme tid også bestemme over dem selv.

Grundloven er vores fundament for demokrati i dag. Det er en styreform, som ikke lægger magten hos en enkelt person, men derimod hos folket.

Magtens tredeling

Grundloven sikrer at Danmark er et demokrati at det er folket der bestemmer, og så deler den magten i 3

En mand ved navn Montesquieu startede på tankerne om magtens tredeling 100 år før 1849. I 1748 udgav Montesquieu en videnskabelig artikel, ved navn ”Om lovenes ånd”. Heri beskrev Montesquieu, hvordan magten skulle deles mellem en lovgivende, en udøvende og en dømmende magt. Disse tanker spredte sig rundt, og påvirkede udformningen af de flestes forfatninger i 1800-tallet. Bl.a. blev Danmark påvirket...

I Grundloven står der at Danmark er et indskrænket monarki. Det betyder at vi har et kongehus, men faktisk har de næsten ingen magt. Det eneste dronningen står til rolle til, er at underskrive alle de love og ændringer der bliver vedtaget. Og faktisk på hun ikke sige nej til at underskrive.

Efter Grundlovens indførelse blev magtfordelingen ændret i Danmark. Den blev delt i 3. Magtens tredeling betyder at, magten er delt mellem 3: den lovgivende, den udøvende, og den dømmende magt. De sørger for at magten ikke bliver misbrugt.

Den lovgivende magt er Folketinget, som laver og vedtager landets love. Hermed skal alle følge landets love – både befolkningen og magthaverne. I 1849 delte Kongen og Rigsdagen den lovgivende magt. Rigsdagen bestod af et tokammersystem med to kamre: Folketinget og Landstinget.

Den udøvende magt er regeringen, som skal sørge for, at lovene bliver implementeret i samfundet. I 1849 havde kongen juridisk set stadig den udøvende magt, men den blev varetaget af regeringen.

Den dømmende magt er domstolene. De har opgaven om at afgøre konflikter og udpeger straffe på baggrund af lovene.

I dag er dronningens opgave, kun at skrive under på lovene.

Magtens tredeling sikre at alt magten ikke er samlet hos én, eller få personer. 

Valgret og valgbarhed

Valgret i 1849: I Grundloven 1849 besluttede man sig for at man skulle være over 30 år, for at stemme. Det gjaldt både til landstinget og til folketinget. Desuden skulle man eje en bolig, ikke have begået kriminalitet, og ingen gæld have. Kvinder havde altså stadig ingen ret til at stemme, indtil 1915.

Valgret i dag I Grundlovens paragraf §29 står: ”Valgret til folketinget har enhver, som har dansk indfødsret, fast bopæl i riget og nået den i stk. 2. omhandlede valgretsalder, medmindre vedkommende er umyndiggjort. ” det betyder at enhver der har statsborgerskab med en fast bopæl, og den valgretsalder – som er blevet valgt af folket, dvs. over 18 år – og som er blevet erklæret umyndig (i forbindelse med psykiske syge) har RET til at stemme.

Estrup og provisorie-tiden

Den tidsperiode Estrup levede i hed provisorietiden. Provisorie betyder

midlertidig, og navnet på tiden skyldes at, Estrup lavede midlertidige finanslove. Estrup fik aldrig rigtig flertallet på finanslovforhandlingerne, og han blev derfor nødt til at lave provisoriske finanslove, uden folketingets samtykke.

Der stod i Grundloven, at hvis en regering ikke kunne møde op, måtte konseilspræsidenten lave provisoriske finanslove, uden en afstemning. Estrup var klog. Han vidste godt at han ikke kunne vedtage finanslove på grund af at flertallet ikke var med ham. Derfor sendte han resten af regeringen på ferie, og stod så alene, og vedtog provisoriske finanslove.

Højre og venstre i Folketinget i 1849 – 1901

Partiet højre udsprang samme år, ligesom Grundloven, altså 1849.

Partiet bestod særligt af, godsejere og embedsmænd, der støttede kongen. De fik indført Landstinget, eftersom at det her kun var de rigeste borgere, der måtte stemme. De sad i lang tid i regeringen. Estrup regerede fra 1875-1894, hvor han lavede provisoriske love, eftersom at flertallet i folketinget var imod ham. Han måtte til sidst gå af fordi et flertal var imod partiet

Venstre blev stiftet i 1870’erne, som udsprang af Bonnevennernes Selskab. Man mente at det var den bedst organiserede gruppe, eftersom at til hvert valg, holdte de sammen. De havde også deres egne aviser, der fortalte om deres synspunkter.

Partiet Venstre havde opnået flertal i Folketinget allerede i 1872. men dog kunne de ikke danne en regering, eftersom at partiet Højre havde flertal i Landstinget, og kongen blev ved med at udnævne Højre-regeringer.

Men så i 1901 udnævnte Christian 9. den første Venstreregering med J.H. Deuntzer som konseilspræsident. Og da af havde folket mistet indflydelse på partiet højre.

Tankeforskellene på:

Højre: partiet Højres vælgere var godsejere og større gårdejere på landet, samt embedsmænd. Partiet kæmpede for at bevare det enevælde monarki, og støttede op om kongen. Den gennemsete lov i 1866 sikrede, at den velhavende del af befolkningen havde magten i Landstinget, og kunne forhindre større samfundsforandringer, hvilket Højre ville bevare. Højre mente heller ikke, at kvinder og tjenestefolk skulle have valgret, for de var jo allerede repræsenteret gennem deres mænd.

Venstre: Venstres vælgere var bønder. Partiet gik ind for valgret til alle mænd og kvinder over 25, som ikke var: kriminelle, modtaget fattighjælp eller var erklæret sindssyg.

Socialdemokratiet: Socialdemokratiet var arbejdernes parti. Partiet gik ind for lighed mellem rig og fattig og mellem mænd og kvinder. Socialdemokraterne kæmpede derfor for valgret til alle mænd og kvinder. De ønskede hermed også at Landstinget skulle afskaffes

I begyndelsen af 1900-tallet har partisystemet etableret sig. hver en befolkningsgruppe tilhørte sit eget parti: Højre – godsejerne, Venstre – bønderne, Radikale – husmændene og til sidst socialdemokraterne – arbejderne.

Systemskiftet i 1901

’Systemskiftet’ karakteriserer, ændringen fra den sidste Højre-regering til den første

Venstre-regering, som fandt sted 24. juli 1901.

Efter Grundloven, 1849, var det folket, der valgte parlamentet, men det var stadig kongen, som udpegede regeringen. I 1872 fik partiet Venstre flertal i Folketinget. Partiet kunne dog ikke danne regering, da partiet Højre havde flertallet i Landstinget. Det var kongens opgave (Christian 9) at udvælge regeringen, og han gik efter sine egne holdninger og ønsker, og valgte hermed gentagende gange kandidater fra partiet Højre.

Betydning af systemskifte ligger i ordet. Det betyder at landets system bliver ændret/skiftet. I 1901 var der et systemskifte. Kongen udnævnte gentagene gange regenter fra partiet højre, til at regere landet. Ved folketingsvalget i 1901 fik Højre kun 8 mandater mod Venstres 76 mandater ud af de 114 i alt. Men stadig kunne kongen vælge partiet højre. (Det vil vi kalde for ’negativ’ parlamentarisme, fordi at højre har et flertal imod sig) men hvis kongen derimod valgte en venstremand som konseilspræsident, ville det for første gang være en venstreledet regering som kom til magten.

Kongen var klar over, at der måtte ske noget nyt. Han var klar over at han ikke kunne blive ved med at udnævne regeringer fra partiet højre.

Kongen kunne se at venstre var nødt til at komme til magten. Men der var dog et lille

problem. Kongen kunne ikke fordrage Venstres leder J.C Christensen. Derfor valgte han i stedet regeringslederen, J. H. Deuntzer som konseilspræsident.

Med dette systemskifte blev parlamentarismen indført i Danmark, og Danmark tog et skridt nærmere til det demokrati, vi kender til i dag.

Valget i 1901 er kendt, som ’jordskredsvalg’. Man skulle tro at det havde noget med en naturkatastrofe, men det har det nu ikke helt. ’Jordskredsvalg’ er et udtryk, som man kan bruge, når der har været en markant ændring, og som i tilfælde kan være nedslående for andre. Eksempelvis var systemskiftet i 1901 et jordskredsvalg for partiet højre, der kom markant flertal hos venstre i folketingen, end der havde været hos partiet højre. Det var nedslående for højre, som hermed mistet håbet, der var blevet taget af, som regering, af kongen.

Parlamentarisme

Parlamentarisme er en styreform, hvor parlamentet bestemmer, hvem der kan

danne regering. Parlamentarismen er en vending der bliver brugt i forbindelse med demokrati, og det blev indført efter systemskiftet.

Her handlede det også om at ingen regering kunne side i folketinget med et flertal imod sig. Det betød at partiet højre ikke kunne fortsætte med at lede landet, eftersom at et markant flertal var imod partiet. Og det var derfor parlamentarismen blev indført. Der findes 2 slags former for parlamentarisme. Den ene hedder ’positiv’ parlamentarisme, hvor det handler om at regeringen har et flertal med sig og omvendt ved ’negativ’ parlamentarisme. Altså hvor en regering sidder med flertale imod sig.

Der står også i Grundloven, at hvis et flertal i folketinget ikke har tillid til en minister i regeringen, skal ministeren træde tilbage. Det bliver kaldt for mistillidsvotum.

Dannelse af en regering og udnævnelse af ministre – før og efter 1901

Før: Før 1901-tallet, havde kongen selv ret til at udnævne regeringen og ministrene, selvom flertallet måske var imod regering det

Efter: Hvis en konseilspræsident/statsminister har et flertal imod sig, må han gå af. Det står i Grundloven. Dernæst starter en såkaldt dronningerunde. Og det ender til sidst med at dronningen udvælger regering, som derefter skal udvælge sine ministre.

Ændringer i Grundloven siden 1849

Der er gået lang tid siden Grundloven blev stiftet, og folkets tanker har ændret sig

meget siden. Derfor er Grundloven blevet ændret flere gange, før at vi helt kan genkende den grundlov, der er i dag. Faktisk er Grundloven blevet ændret hele 4 gange siden 1849.

1866:

·      Den gennemsete Grundlov i 1866 blev set, som et demokratisk tilbageskridt. Det konservative parti ønskede en revision af Junigrundloven, på baggrund af Novemberforfatningen. Det skyldtes nederlaget i 1864 og at Danmark blevet en tredjedel mindre. I den gennemsete Grundlov fik den velhavende del af befolkningen magten i Landstinget. Og der var flere diskussioner og uenigheder om valgretsreglerne i landstinget. Dernæst fik kongen lov til at vælge 12 ministre, og de resten 66 blev ikke valgt af folket, men af dem med højeste indkomster.

1915

·     Til gengæld kom der et kæmpe demokratisk fremskridt i 1915. Der blev åbnet

·      flere døre til dem som ikke måtte stemme. Alle tjenestefolk fik stemmeret, og ikke mindst fik alle kvinder stemmeret. Kvinderne og tjenestefolk blev ofte opfattet, som nogle der ikke havde den basale viden til at kunne stemme på egen hånd. Man mente at de ikke havde nok dannelse og viden til at se, hvad der var rigtig og fornuftigt.

·      Men i Grundlovs ændringen i 1915 sikrede at kvinder og tjenestefolk fik valgret til både folketingsvalg og landstingsvalg. På billedet ses kvinderne, som lavede et stort optog, for at hylde kongen (Christian d 10.)

·      Udover det bliver valgretsalderen til folketinget sat ned, fra 30 til 25

·      Så skal ændringer af grundloven bekræftes af en folkeafstemning, mindst 45% af stemmeberettigende skal stemme ja.

1920

·     Først i 1920 kommer det nuværende Sønderjylland tilbage til Danmark, og denne gang sker det heldigvis fredeligt. Folket skal selv stemme om hvilken nationalitet de hører til og 75% stemmer for, at de vil være en del af Danmark, hvorimod 25% stemmer ja til at være en del af Tyskland, og en ny grænse trækkes nord for Flensborg. Genforeningen af Sønderjylland var den 15. juni 1920, men der manglede dog en ting. Nemlig en Grundlov, som blev skrevet under af Christian 10. den eneste ændring i denne Grundlov var at, den nu også gjaldt for Sønderjylland

1953

·      Der sker en del ændringer i Grundloven i 1953. først bliver landstinget afskaffet og folketingets medlemmer bliver udvidet fra 149 til 175.

·      Derudover ændrede man tronfølgeloven. Dvs. at nu kan kvinder også arve tronen. Eksempelvis var det sådan at Frederik d 9. ikke havde drenge, som kunne arve tronen efter Frederiks død. Derfor var det hans ældste datter (Dronning Margrethe 2. – vores nuværende dronning) som skulle arve tronen efter kongens død.

·      Det parlamentariske princip bliver skrevet ind i Grundloven for alvor.

·      Der bliver indført en ombudsmand, som skal tage sig af klager fra borgere, der er blevet behandlet forkert, eksempelvis af kommuner og regioner.

·      Endnu en frihedsret bliver styrket. Man må ikke sætte en person i fængsel, som har udtalt sig efter sine politiske holdninger, tro eller afstamning.

·      Danmark kan blive medlem af EF/EU.

·      Og nu skal mindst 40% af stemmeberettigende stemme ja, for at vedtage en ny Grundlov.

Der har også været andre ændringer af Grundloven, fx i 1863. Det var Novemberforfatningen. Men forfatningen varede ikke så længe inden den efter 2 døgn blev ’annulleret’

Novemberforfatningen gik ud på at Christian 9 havde lovet de nationalliberale i regeringen, at der skulle skrives en Grundlov for Danmark og Slesvig – men uden Holsten. Dette blev hørt af Otto von Bismarck, som straks sendte en trussel. Forfatningen skulle ’annulleres’, hvilket Danmark ikke tog seriøst, der så medførte 2. slesvigkrigen i 1864.

Hvordan ændrer man Grundloven?

Grundloven er en meget svær lov at ændre. Der vil opstå kaos, diskussioner, uenigheder mm., hvis Grundloven er nem at ændre. Derfor har Grundloven heldigvis en lang proces, som den skal igennem, før at en ny grundlov kan gennemføres. Men på den anden side har man også behov for at lave ændringer i landets love, en gang imellem for at kunne tilrettelægge nutidens krav. Det skyldes især teknologien og alt det vi omkranser os med, som påvirker os meget og som gør at vi har nogle helt anderledes tanker end engang.

Sidste gang Grundloven blev ændret, var i 1953, og hvis man skal ændre den nu, skal der være et bredt politisk ønske om det, og dels skal befolkningen også synes at der er brug for ændringer.

Gennemførelsen af Grundloven i faser:

Ved 1 fase, skal folketinget først skal blive enig om hvad der skal ændres, og vedtage forslagene.

2 fase: derefter skal der udskrives valg til folketinget af regeringen.

3 fase: Efter valget skal Folketinget igen vedtage ændringen.

Og til sidst i 4 fase bliver der afholdt en folkeafstemning. Hvis flertallet stemmer ja, skal flertallet hermed også udgøre mindst 40% af stemmeberettigede. Og hvis flertallet udgør 40% af stemmeberettigede kan den nye grundlov endelig blive vedtaget.

Vigtige opfindelser

Røntgenbilledet 1895

Damplokomotivet 1847

Dynamitten 1867

Samlebåndet 1908

Mikroskopet 1934

Elpæren 1879

Jeg har hermed valgt at beskrive lidt nærmere på Damplokomotivet, Elpæren og dampmaskinen, da jeg synes at det er 3 af de vigtigste opfindelser i industrialiseringen

Damplokomotivet: damplokomotivet har spillet en vigtig rolle, i Danmark. Da jernbanen kom til Danmark, var det en industriel revolution. Nu kunne man nemt tranportere sig/varer frem og tilbage, og endelig give fred til hestene.

Elpæren: elpæren har også en stor betydning. Den gjorde det muligt at arbejde om natten, uden at man var i fare for levende ild.

Og til sidst Dampmaskinen: Dampmaskinen er nok den opfindelse som har hjulpet os

mest når vi havde brug for den. (udover teknologien i dag) Men faktummet er at, af dampmaskinen fulgte en lang række andre tekniske fornyelser, som har hjulpet mennesket i den industrielle revolution. Man gik fra håndværk og hjemmefabrikation til masseproduktion. I starten var maskinen ikke så udbredt her i Danmark. Derfor brugte vi stadig vand- og vindmøller, og heste til at drive maskiner. Men i midt 1800-tallet, bliver dampmaskinen mere bedre og mere effektive. Det har bl.a. lykkedes maskinen at: producere andre maskiner, som kan gøre alt menneske arbejdet for en. Såsom at piske fløde om til smør, eller skære et stykke træ ud osv.

Det næste som venter verdenen er 1. verdenskrig. Godt nok holdte Danmark sig neutral, men krigen påvirker stadig Danmark. Priserne på madvare blev dyrere og dyrere.

Kilder

Bog: Historien om Danmark, 1850 – 1900, Gyldendal og Politiken

Bog: Grundloven : Demokrati i  Danmark, Af Thomas Meloni Rønn (2017)

https://www.youtube.com/watch?v=qmOs0fYTqNs

https://www.ft.dk/~/media/pdf/publikationer/undervisning/derfor-grundloven-pdf.ashx  

https://faktalink.dk/titelliste/grun

https://faktalink.dk/folkeskolens-historiekanon-17-grundloven-1849

https://www.dr.dk/nyheder/indland/grafik-her-er-grundlovens-historie

https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/den-gennemsete-grundlov-af-28-juli-1866/

https://historielab.dk/wp-content/uploads/2017/05/NV_grundlovsbog_LOW_100dpi.pdf

https://www.dr.dk/nyheder/politik/grundloven-er-blevet-aendret-fire-gange-paa-169-aar-derfor-er-det-saa-svaert

https://www.dr.dk/undervisning/tv-serien-historien-om-danmark#!/47:24

https://www.dr.dk/skole/mediaitem/urn:dr:mu:programcard:50a1c5b5860d9a0ad8bc23bc#!/

Litteratur

• L.K.D. [Frederik Barfod], Den grundlovgivende Rigsforsamlings Historie, kortelig fortalt af L. K. D, Forfatterens Forlag 1849.

Eksterne henvisninger

Wikisource har originalt kildemateriale relateret til denne artikel: Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1953

• Danmarks Riges Grundlov hos retsinformation.dk
• Folketingets informationsside om Grundloven
• Forarbejderne til Grundloven af 5. juni 1849 findes i digitaliseret form i værket Beretning om Forhandlingerne paa Rigsdagen 1848-49 på kb.dk
• Forarbejderne til Grundloven af 5. juni 1953 findes i Betænkning afgivet af forfatningskommissionen af 1946 (Betænkning nr. 66-1953)
• http://thomasthorsen.dk/pol/ - Indeholder historiske forfatningslove.
• Dokumentarfilm om Kvindesagsorganisationernes valgretsoptog den 5. juni 1915 på filmcentralen.dk
• http://www.verfassungen.eu/dk/verfassungsvergleich1849-1953.htm Grundlovene af 1849, 1866, 1915, 1920, 1939 (forslag) og 1953 sat op mod hinanden.
• http://jm.schultzboghandel.dk/upload/microsites/jm/ebooks/bet1428/bet1428-3.htm Grundlovens § 72 Kapitel 3.