Reykjavik
Reykjavík Reykjavíkurborg | |
---|---|
Reykjavík set fra tårnet af Hallgrímskirkja | |
Overblik | |
Land | Island |
Borgmester | Dagur B. Eggertsson |
Postnr. | 101-155 |
Demografi | |
Centrum | 118.861 (2008) |
- Areal | 274,5 km² |
- Befolkningstæthed | 428 pr. km² |
Metropol | 198.782 |
- Areal | 777 km² |
- Befolkningstæthed | 187,4 pr. km² |
Andet | |
Hjemmeside | www.rvk.is |
Oversigtskort | |
Reykjavík (røgvigen eller den rygende bugt på islandsk) er hovedstaden og den største by i Island beliggende på halvøen Reykjanesskagi på Islands sydvestlige side.
Indbyggertallet var 118.000 ved folketællingen i 2007; arealet udgør 274 km²; inklusive forstæder er indbyggertallet op imod 200.000, eller næsten 2/3 af hele øens befolkning.
I Reykjavík befinder sig Altinget (det islandske parlament), regeringsbygningen, Háskóli Íslands (Islands universitet, der blev grundlagt i 1911), andre højere læreanstalter, museer, opera, teatre og en international dybvandshavn.
I byens midte ligger Tjörnin, som er én af det sydvestlige Islands største ynglepladser for vandfugle. Et hjørne af dammen er opvarmet og isfrit om vinteren, så fuglene opholder sig der året rundt.
Historie
Ifølge Landnámabók blev Reykjavík grundlagt af Landnamsmanden Ingólfur Arnarson. Arkæologiske udgravninger har senere bevist at keltiske emigranter og norske vikinger bosatte sig i området ved Reykjavík omkring 871. Indtil langt ind i det 18. århundrede var Reykjavík kun en lille bygd.
Klima
På trods af placeringen i det nordlige Atlanterhav er Reykjavík meget varmere end de fleste andre steder beliggende ved lignende breddegrader. De gennemsnitlige vintertemperaturer er ikke lavere end for New York City med temperaturer i januar liggende mellem +2 C° og -3 C°,[1] men temperaturerne går sjældent under -15 C° om vinteren. Dette skyldes, at det islandske kystvejr om vinteren modereres af det varme vand fra Golfstrømmen. Somrene er kølige med temperaturer svingende mellem 8 og 13 C° og overstiger sjældent 20 C°. Reykjavík er ikke en særlig våd by, men ikke desto mindre er der i gennemsnit 213 dage om året med målbar nedbør. Foråret er normalt den mest solrige årstid. Solskinstimer ligger omkring 1300 om året, hvilket er sammenligneligt med andre steder i Norden og Nordøsteuropa. Den højeste registrerede temperatur blev registreret den 30. juli 2008 til 25,7 C°, mens den laveste var -24,5 C°, registreret den 21. januar 1918[2] Steder i verden der har lignende klima er: Thorshavn, Færøerne; Unalaska, Alaska; Ushuaia, Argentina; Stanley, Falklandsøerne.
Seværdigheder
Hallgrímskirkja er med sit 75 m høje særprægede tårn - eller var i hvert fald indtil Harpas åbning i 2011 - Reykjavíks vartegn. Kirken er med sine 1200 siddepladser Islands største kirke. Den stod færdig i 1986 og tog næsten 40 år at fuldføre. I december 1992 blev det store koncertorgel indviet, bygget af Johannes Klais Orgelbyggeri i Bonn. Kirkens stil forbinder den islandske naturs fjelde, gletsjere, gejsere og de store vidder med arkitekturen.
Koncerthuset og konferencecentret Harpa ligger direkte ved havnen. Det blev åbnet den 20. august 2011 under kulturnatten i Reykjavík. På et areal på 28.000 m² findes der bl.a. en koncertsal med 1.600 pladser. Arkitekterne var Henning Larsen og gruppen Batteríið, glasfacaderne er skabt af Ólafur Elíasson. 2013 fik Harpa EUs Mies-van-der-Rohe-pris.
I Reykjavik findes et museum kaldet Kjarvalsstaðir, hvor bl.a. kunstværker af Jóhannes Sveinsson Kjarval er udstillet.
Reykjavik ZOO findes tæt på byens centrum og rummer dyr fra polar-egnene.
Befolkning
Befolkningstallet i Reykjavík, 1. december 2007 var 117 721 (58 762 mænd og 58 959 kvinder). I Reykjavík med forstæderne (Höfuðborgarsvæðið) er der 196 161 indbyggere. I området rundt om byen ligger der 7 kommuner:
- Álftanes: 2 361
- Garðabær: 9 913
- Hafnarfjörður: 24 839
- Kópavogur: 28 561
- Mosfellsbær: 8 147
- Seltjarnarnes: 4 428
- Kjósarhreppur: 191
1801 | 600 |
---|---|
1860 | 1 450 |
1901 | 6 321 |
1910 | 11 449 |
1920 | 17 450 |
1930 | 28 052 |
1940 | 38 308 |
1950 | 55 980 |
1960 | 72 407 |
1970 | 81 693 |
1980 | 83 766 |
1985 | 89 868 |
1990 | 97 569 |
1995 | 104 258 |
2000 | 110 852 |
2005 | 114 800 |
2006 | 115 420 |
2007 | 117 721 |
2008 | 118 861 |
Infrastruktur
Lufthavne
- Reykjavik Lufthavn er byens indenrigslufthavn med afgange til Island, Grønland og Færøerne. Den er beliggende få kilometer fra centrum.
- Keflavík International Airport er den internationale lufthavn med afgange til Europa og Nordamerika. Den er placeret 50 km sydvest for Reykjavik.
Uddannelse
Videregående skoler
- Menntaskólinn við Hamrahlíð (MH)
- Menntaskólinn í Reykjavík (MR)
- Verzlunarskóli Íslands (Verzló)
- Menntaskólinn við Sund (MS)
- Borgarholtsskóli (Borgó)
- Fjölbrautaskólinn við Ármúla (FÁ)
- Iðnskólinn í Reykjavík (IR)
- Menntaskólinn Hraðbraut
- Kvennaskólinn í Reykjavík (Kvennó)
- Fjölbrautaskólinn Breiðholti (FB)
- Fjöltækniskóli Íslands (FTI)
Universiteter
Reykjavík har følgende universiteter eller akademier
- Islands Universitet
- Reykjavíks Universitet
- Iceland University of Education
- Iceland Academy of the Arts
Venskabsbyer
Reykjavík har følgende venskabsbyer:
- København, Danmark
- Helsinki, Finland
- Nuuk, Grønland
- Kingston upon Hull, Storbritannien
- Oslo, Norge
- Seattle, USA
- Stockholm, Sverige
- St. Petersburg, Rusland
- Tórshavn, Færøerne
- Vilnius, Litauen
- Winnipeg, Manitoba, Canada
Fodnoter
Eksterne kilder/henvisninger
Wikimedia Commons har medier relateret til: |