Danmarks økonomiske historie

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning

Danmarks økonomiske historie er beretningen om udviklingen i Danmark fra en økonomisk synsvinkel fra de ældste tider op til i dag: Udviklingen i produktionen, erhvervsstrukturen, de materielle levevilkår og de teknologiske og institutionelle ændringer, der har fundet sted undervejs. Det er en beretning om økonomisk vækst - i de første mange århundreder langsom og præget af jævnlige tilbageslag, men i de sidste par hundrede år (fra omkring den industrielle revolution) kraftig og vedvarende. Undervejs har Danmark udviklet sig fra at være et landbrugssamfund, hvor langt det meste af befolkningen levede på subsistensniveau, til nutidens position som et af verdens rigeste lande med en kompleks og avanceret samfundsstruktur, hvor det meste af arbejdsstyrken er ansat i servicesektoren.

Tidlige forudsætninger for Danmarks velstand[redigér | redigér wikikode]

At Danmark er et af verdens rigeste lande, er ikke et fænomen af nyere dato. Ifølge den økonomiske historiker Angus Maddison var landet allerede omkring 1600 verdens sjetterigeste land - nogenlunde som positionen i 2004, hvor det ifølge OECD havde den syvendehøjeste indkomst per capita. Den fordelagtige situation fra gammel tid kan tilskrives en række positive faktorer som:

  1. geografisk nærhed til Europas mest dynamiske områder siden 1500-tallet: Nederlandene, det nordlige Tyskland og Storbritannien
  2. et relativt stort landbrugsareal pr. arbejder, kun overgået af Storbritanniens, hvilket har givet grundlag for en ret velstående landbefolkning
  3. gode logistiske forudsætninger, især i kraft af 7.324 km kystlinje og det forhold, at man intetsteds er mere end 50 km fra havet - et forhold af stor betydning i hele perioden inden den industrielle revolution, hvor vandtransport var mere økonomisk end landtransport.[1]

De ældste tider (før 1050)[redigér | redigér wikikode]

Den allertidligste danske økonomi var baseret på et samfund af jægere og samlere, men fra ca. 4.000 fvt. optræder de første spor af, at man er begyndt at dyrke jorden. Jagten fortsatte dog i mange århundreder derefter med at spille en vigtig rolle ved siden af agerbruget. Oprindelig var der tale om svedjebrug, hvor først primitive hvedesorter og siden også byg blev dyrket. Derudover holdt man svin, får og geder samt et ringe antal køer.[2] Det dyrkede areal blev udvidet i de følgende årtusinder, og der skete også langsomt forbedring af dyrkningsmetoderne og indførelse af nye afgrøder som rug.

Allerede fra stenalderen er der spor af handel med omverdenen. Der blev eksporteret flint til Norge og rav til middelhavslandene. Fra bronzealderen blev metal en vigtig importvare. Som følge af landets geografi blev skibsfarten tidligt veludviklet, og i vikingetiden blev skibstyperne perfektioneret.[3]

Handelen medførte et behov for betalingsmidler. Man begyndte at slå mønter i Danmark kort efter år 800, men allerede tidligere havde udenlandske mønter været brugt på danske markedspladser.[4] Den ældste danske mønt med kongens og landets navn er Svend Tveskægs sølvmønt fra ca. 995. Det første egentlige organiserede danske møntvæsen blev skabt af Knud den Store omkring 1020 i Lund.[5] Møntenheden var mark, som var lig 240 penninge. I 1040 svarede 1 mark til 216 g sølv.[4]

Middelalderen (1050-1500)[redigér | redigér wikikode]

De fleste danske købstæder blev grundlagt i middelalderen

Der har tidligt eksisteret høvdinge med større jordbesiddelser end den øvrige befolkning, og i 1200-tallet var en betydelig del af den dyrkede jord samlet i store godskomplekser. I løbet af 1300-tallet fandt der efter en stor landbrugskrise væsentlige ændringer sted i produktionsstrukturen, muligvis som følge af klimaændringer (den lille istid) og et aftagende befolkningstal og dermed tilsvarende mindre arbejdskraft, især som følge af den sorte død i 1300-tallet. Flervangsbrug og græsmarksbrug afløste således den tidligere mere intensive dyrkningsform alsædebruget. Samtidig fik landbogårdene mere jord. Dermed opstod den bondegårdsstørrelse, som kom til at præge dansk landbrug i mere end 500 år.[6]

I middelalderen opstod en omfattende handel med korn og spegesild. Den stigende handel skabte grundlaget for købstæderne, der især opstod i middelalderen. Meget af handelen var dog på de tyske hansestæders hænder. Efterhånden begyndte også nederlænderne at handle mere med østersøområdet og dermed Danmark. I 1429 indførte den danske konge Øresundstolden, der fik store indtægter fra denne handel.[3] Fra middelalderen kendes også andre skatter, der skulle finansiere kongens og centraladministrationens udgifter. Kongen opkrævede tidligt told i handelsbyerne og afgifter ved de store sildefangster og Skånemarkedet, og studeskat og ledingsskat er kendt fra starten af 1200-tallet. Den første var en afløsning for pligten til at underholde kongen ved besøg, og sidstnævnte en erstatning for at stille mandskab og udrustning til ledingshæren.[7]

Et tilbageværende problem i mange hundrede år var, at de danske mønters værdi blev forringet ved, at sølv- eller guldindholdet i mønterne blev gjort mindre og mindre. I 1397 blev møntvæsenet reorganiseret af Margrethe 1., men også i de følgende århundreder blev forringelsen af de udmøntede penge gentaget.[8]

Af stor betydning for den økonomiske udvikling var også vandmøller og senere vindmøller. Allerede i forbindelse med adelens fremvækst i 1100-tallet og denne stands stadigt voksende jordbesiddelser blev det en stor indkomstkilde for [[herremænd]ene at besidde vandkraften og tvinge bønderne til at male korn på udvalgte steder.[9] Senere blev også vindmøllerne af stor betydning for landbruget, hvis korn de malede, og mølleriet blev reguleret af landskabslovene.[9] Længe før industrialiseringen fik sit gennembrud, havde mølleriet betydning for de tidlige industriforetagender. Bl.a. inden for våben- og klædeproduktion var mølleriet af væsentlig betydning. I Danmark fx Hammermøllen i Hellebæk og Krudtværket i Frederiksværk. [10]

Nyere tid (1500-1820)[redigér | redigér wikikode]

Træstik, der viser sildefiskeriet ved Skanør.

Den sorte død medførte langvarige sociale og økonomiske efterdønninger. Befolkningsnedgangen gav i alle europæiske lande de store godser problemer med at skaffe arbejdskraft. I Danmark reagerede man med juridiske indgreb, der generelt forringede bøndernes stilling og bragte dem i et større afhængighedsforhold til herregårdene. Fra slutningen af 1400-tallet blev de feudale organisationsformer i landbruget således forstærket i Danmark, modsat udviklingen i andre nordvesteuropæiske lande. De selvejende landmænd forsvandt stort set på øerne, hvor vornedskabet efterhånden indførtes. Vornedskabet afskaffedes igen omkring 1700, men i stedet indførtes stavnsbåndet, der havde lignende konsekvenser, i 1733 i hele Danmark.[1]

I 1500-tallet var der en væsentlig prisstigning (inflation) i hele Europa som følge af de nye tilførsler af sølv fra Amerika. Det blev en blomstringstid for udenrigshandelen. Især eksporteredes sild og korn. Også studehandelen med Tyskland og Nederlandene voksede kraftigt. Importen bestod fortsat af varer som jern, tømmer og salt, men nu begyndte også kolonialvarer som sukker og krydderier at spille en stigende rolle.[3]

I 1541 blev møntvæsenet på ny reorganiseret, denne gang af Christian 3. Udmøntningen i Danmark blev henlagt til et nyindrettet møntværksted i et nyligt nedlagt kloster i København, omtrent på hjørnet af Gammel Mønt og Møntergade.[8] Fra 1544 var den største officielle danske mønt speciedaleren. På hver daler gik 3 mark eller 48 skilling.[4]

Merkantilismen[redigér | redigér wikikode]

Dansk fort fra Trankebar - et minde om den danske kolonitid.

I 1600- og 1700-tallet var den økonomiske politik i såvel Danmark som nabolandene præget af merkantilismen. Ifølge merkantilismerne burde en stat forsøge at samle den størst mulige mængde ædelmetal indenfor landets grænser, hvorfor man burde eksportere flest mulige og importere færrest mulige varer. Derfor anbefalede man en målrettet erhvervspolitik, importforbud eller høje toldsatser, anskaffelse af egne kolonier, i forhold til hvilke hjemlandet kunne opretholde en gunstig handelsbalance, oprettelse af monopoler indenfor en række erhverv og udvikling af den fysiske og finansielle infrastruktur.[11] Christian 4. påbegyndte anskaffelsen af kolonier (Trankebar) og etableringen af handelsmonopoler (Ostindisk Kompagni), og denne politik fortsattes i 1700-tallet.[12]

Indtil omkring indførelsen af enevælden havde staten (kongen) normalt kunnet finansiere sine udgifter dels ved handelsafgifter og dels ved indtægterne fra krongodset, der især efter konfiskationen af kirkegodset under reformationen i Danmark var betydeligt. Da enevælden blev indført i 1660, var kongen imidlertid stærkt forgældet og måtte sælge en stor del af krongodset, hvorved disse løbende indtægter faldt væk. Til gengæld fik kongen som følge af enevælden nu ret til at udskrive direkte skatter uden at skulle spørge Rigsrådet om lov som før. Derfor indførtes nu ejendomsskatter i form af en ny hartkornsskat, hvor al bondejord blev beskattet efter jordens bonitet, målt som hartkorn. I byerne indførtes en konsumtionsafgift på en lang række varer. Dette skattesystem blev opretholdt i flere hundrede år, for hartkornsskatternes vedkommende frem til den store skattereform med indførelse af statsskatteloven i 1903.[13]

Fra anden halvdel af 1600-tallet var tiderne dårligere for handelen som følge af krige, epidemier, en klimaforværring og den voksende skattebyrde. Købstæderne skrumpede. Efter 1700 mindskedes den udenlandske efterspørgsel efter sild og stude, og kornprisen faldt og nåede et lavpunkt i 1730'erne. Staten reagerede på disse kriseforhold med en mere omfattende regulering.[3] Dette var merkantilismens glansperiode under ledelse af grev Otto Thott.[11]

1700-tallet bød på flere monetære nyskabelser. I 1713 blev de første danske pengesedler udstedt for at finansiere den store nordiske krig, hvis udgifter havde medført, at de danske mønter stort set var forsvundet til udlandet. Sedlerne skulle have samme værdi som mønterne, men kunne ikke omveksles til dem, og i praksis faldt deres værdi hurtigt til et langt lavere niveau. I 1728 blev de igen inddraget. I 1736 blev imidlertid den første danske bank, Den københavnske Assignations-, Veksel- og Laanebank - normalt blot kaldt Kurantbanken - oprettet. Den fik eneret på at udstede pengesedler, der oprindelig skulle kunne indløses mod mønter, men fra 1757 gjort uindløselige, samtidig med at sedlerne blev gjort til tvunget betalingsmiddel.[14] Den første danske kreditforening blev oprettet i 1797 for at hjælpe med at finansiere genopbygningen efter Københavns brand 1795. Og i 1810 oprettedes den første danske sparekasse, der efterhånden fik følgeskab af mange flere.[15]

Fremgang i 1700-tallet[redigér | redigér wikikode]

Fra omkring 1740 bedredes forholdene for handelen. Priserne på de europæiske markeder steg. Danmark havde held med at holde sig ude af de mange europæiske krige i denne tid, og den danske handelsflåde kunne tjene gode summer på at handle med de krigsførende parter. Ikke mindst slavehandelen mellem Afrika og Amerika var indbringende.[3]

I anden halvdel af 1700-tallet steg befolkningsvæksten til ca. 0,6 % årligt. Det medførte fremkomsten af en ny befolkningsgruppe af husmænd og jordløse landarbejdere. Det gjorde de hidtidige institutionelle rammer for landbruget utidssvarende. Godsejerne havde nu ikke længere behov for fæstebøndernes arbejdskraft til at dyrke deres jorder. Det var en del af baggrunden for de store landboreformer i slutningen af 1700-tallet, hvor stavnsbåndet blev ophævet, den hidtidige fæstejord i vidt omfang solgt til selveje, og udskiftningen fra landsbyorganiseret fællesdrift til driftsegen organisering af arbejdet. Initiativet til reformerne kom i høj grad fra godsejerne og i nogle tilfælde fra bønderne, men støttedes af staten, der så en stabil skattebase i de selvejende landbrug. Man regnede også med, at reformerne ville forøge produktiviteten i landbruget ved at afskaffe incitamentsproblemerne i det gamle system. Som et resultat af reformerne blev to tredjedele af bønderne hurtigt selvejende mod kun 10 % ved 1700-tallets midte.[1]

Årene i slutningen af 1700- og starten af 1800-tallet kaldes for den florissante periode. Det var en meget indbringende tid for handelen, ikke mindst i København, hvor store handelshuse, der spredte sig over mange aktiviteter, voksede frem. Samtidig blev merkantilismens tankegods gradvist afløst af den gryende liberalisme. I 1788 blev således forbuddet mod kornimport og godsejernes monopol på opstaldning af stude ophævet, og i 1797 afskaffede en toldreform generelt importforbud og nedsatte tolden på import af en række råvarer.[3]

Opgangstiden sluttede dog brat med Englandskrigene i starten af 1800-tallet, Københavns bombardement og tabet af flåden i 1807, af Norge i 1814 og en finanskrise, hvor staten lod seddelpressen køre. Det skabte en voldsom inflation og førte til en pengereform, der blev kendt som statsbankerotten 1813. Som led i denne blev der oprettet en ny seddeludstedende bank, Rigsbanken, til afløsning af Kurantbanken, og de gamle kurantdalere afløst af en ny møntenhed, rigsbankdaleren. I 1818 afløstes Rigsbanken af den stadig eksisterende Danmarks Nationalbank, der blev oprettet som et privat aktieselskab og udtrykkeligt gjort uafhængig af regeringen for at skabe en klar adskillelse mellem staten og den pengeudstedende myndighed. I de første år brugte den nye bank sine kræfter på at få inddraget så mange af sedlerne i omløb, at rigsdalerne kunne få genoprettet deres fulde værdi i forhold til mønterne. Det blev opnået i 1830'erne, og Nationalbanken drev herefter almindelig bankvirksomhed.[15]

Den tidlige industrialisering (1820-1914)[redigér | redigér wikikode]

I Danmark har man egentlige (dog for de tidligste perioder meget usikre) nationalregnskabstal fra 1820 og frem som følge af det pionerarbejde, den økonomiske historiker og professor ved Københavns Universitet Svend Aage Hansen udførte, ikke mindst i hovedværket Økonomisk vækst i Danmark 1720-1970. De viser, at der har været tale om en væsentlig og vedvarende, omend svingende, økonomisk vækst i hele perioden siden 1820. I 1822-94 var der således i gennemsnit en årlig vækst i bruttofaktorindkomsten på 2 % (tager man højde for befolkningsvæksten, var den årlige vækstrate pr. indbygger i samme periode på 0,9 %). I perioden 1894-1914 var vækstraten i BFI endnu større, nemlig 3,5 % årligt (2,2 % pr. indbygger).[16]

I årene efter Napoleonskrigene og statsbankerotten 1813 førte en international lavkonjunktur til en større landbrugskrise i 1820'erne, der blev forstærket af den deflationspolitik, som regeringen og den i 1818 oprettede Danmarks Nationalbank førte.[3]

Den teknologiske forudsætning for industrialiseringen var dampmaskinen, som efterhånden udkonkurrerede mølleriet, der havde været eneste væsentlige energiforsyningskilde i næsten 500 år. I slutningen af 1800-tallet fik disse også konkurrence fra dieselmotoren, som gav en endnu større effekt og ligeledes var medvirkende til en stigende efterspørgsel efter olie.

Kornsalgsperioden[redigér | redigér wikikode]

Ny fremgang kom dog i 1830'erne, hvor kornpriserne igen steg internationalt. Det blev begyndelsen til den såkaldte kornsalgsperiode, en lang højkonjunktur for det danske landbrug. I 1846 afskaffede Storbritannien sin høje importtold på korn. Denne beslutning betragtes normalt som liberalismens endelige internationale gennembrud. Kornsalget til udlandet voksede kraftigt, og det samme gjorde eksporten af kødkvæg til Tyskland, hvor industrialiseringen nu tog fart.[3] Fra 1800 til 1870 steg eksportandelen af det danske landbrugs værditilvækst fra 10 til 30 %.[1]

I denne periode skete også det måske mest fundamentale økonomiske fremskridt overhovedet: Danskerne levede ikke længere i nærheden af sultegrænsen, hvor et år med dårlig høst kunne medføre egentlige sult- og relaterede helbredsproblemer. Den korrelation, man tidligere kunne finde mellem demografiske variable (fødsel og død) og dårlige høstår, forsvinder fra denne tid.[1]

Den første danske forretningsbank, altså almindelig bank i moderne forstand uden seddeludstedende myndighed, blev oprettet i 1829. Det var Centralkassen i København, der dog aldrig fik større betydning. Fyens Disconto Kasse fra 1846 fik langt større blivende betydning for kreditformidlingen i Danmark og regnes derfor ofte for den reelt første fungerende private danske bank. I 1857 fulgte Privatbanken i Kjøbenhavn, hvis direktør blev den unge C.F. Tietgen. I resten af århundredet blev kreditvæsenet efterhånden veludviklet, bl.a. gennem oprettelsen af en lang række sparekasser, forretningsbanker og kreditforeninger over hele landet. De overtog efterhånden de fleste af Nationalbankens forretninger med erhvervslivet, mens Nationalbanken i stigende grad blev bank for bankerne og dermed slog sig på traditionelle centralbankopgaver.[15]

I 1845 blev en egentlig sølvmøntfod (gen)indført, da rigsbanksedlerne blev gjort indløselige med mønt, og der blev indført dækningsregler, der sikrede, at Nationalbanken altid ville kunne opfylde sine indløsningsforpligtelser. Herefter begyndte Nationalbanken at anvende den såkaldte diskonto til at styre udlånenes omfang og dermed seddelomløbet. Fra 1856 havde man dermed et officielt pengepolitisk instrument. Diskontoen skulle fortsætte med at have denne rolle i næsten 150 år indtil 1992, hvor Natinalbanken ændrede sin måde at føre pengepolitik på.[17]

Højvækstperiode fra 1870[redigér | redigér wikikode]

Udviklingen af jernbanenettet var en vigtig brik i 1800-tallets modernisering. Her Aalborg Station i 1869.

Perioden 1870-1914 blev samlet en bemærkelsesværdig økonomisk opgangsperiode for Danmark, hvor den økonomiske vækst var højere end i de fleste andre europæiske lande. Både landbruget og den begyndende industri udviklede sig markant. Internationalt skete der en kraftig stigning i international samhandel og kontakt i denne periode, der var præget af fred mellem de store nationer, store fremskridt indenfor transport- og kommunikationsteknologi (telegraf, jernbane mv.) og guldfod og dermed stabile valutakurser i de fleste lande. Samtidig var tidens tanker liberale, hvilket modvirkede dannelsen af toldmure. Perioden omtales ofte som den første globalisering.[18] Et andet udtryk for den liberale tankegang var næringsloven i 1857, der indførte næringsfrihed i Danmark og bl.a. ophævede lavenes særrettigheder. Dermed fik konkurrencen i erhvervslivet bedre vilkår.

I landbruget skete der omkring 1860 en ændring i de relative priser, da billig korn fra Nordamerika og Østeuropa begyndte at strømme til Vesteuropa på grund af de nye transportmuligheder, jernbanen og skibstrafikken tilbød. Det danske landbrug sadlede derpå i vidt omfang om til animalsk produktion og kunne dermed udnytte det billige importerede foder og det faktum, at animalske produkter steg i pris relativt til vegetabilske. Samtidig var det dominerende mellemstore danske landbrug ikke særlig effektivt til korndyrkning, men havde ved det eksisterende teknologiske niveau en komparativ fordel i intensiv animalsk produktion. En generelt veluddannet befolkning, der kunne læse og skrive og derfor hurtigt kunne tilegne sig nye ideer og ny teknologi, hjalp omstillingsprocessen, ligesom andelsbevægelsens opståen og spredning med etableringen af en mængde andelsmejerier og -slagterier fra 1880'erne, der gjorde det muligt at anvende et mere effektivt kapitalapparat og udnytte stordriftsfordele i forarbejdning og markedsføring. I 1914 var landbrugets eksportandel steget til hele 60 %.[1] Med den amerikanske økonom Dudley Dillards udtryk havde det danske jordbrug tilpasset sig de nye tider på en bemærkelsesværdig succesfuld måde og havde reelt gjort Danmark til en fødevarefabrik som en del af den storbyorienterede britiske økonomi.[19]

Landbrugets eksportorienterede ekspansion trak også en betydelig udvikling indenfor transport-, handels- og de finansielle erhverv med sig. I modsætning til landbruget var industriens fremvækst hjemmemarkedsdrevet. Industrialiseringen tog sin første egentlige begyndelse i 1870'erne og fik et nyt opsving i 1990'erne.[1] Omkring 1900 ernærede håndværk og industri knap 30 % af befolkningen. I den første industritælling i 1897 var der 77.000 med i alt 274.000 beskæftigede. Langt de fleste var dog små mesterdrevne værksteder med en eller ganske få ansatte; 170 virksomheder havde mere end 100 arbejdere.[20]

Nybrud omkring århundredeskiftet[redigér | redigér wikikode]

Kongens Bryghus 1888 - et eksempel på Danmarks tidlige industrialisering på fødevareområdet.

Udviklingen førte også til en ny organisering af arbejdsmarkedet. Fra 1870'erne voksede fagforeninger frem. I 1896 blev Dansk Arbejdsgiverforening dannet, i 1898 stiftedes De samvirkende Fagforbund (det nuværende LO), og efter en langvarig storkonflikt i 1899 blev Septemberforliget indgået, der som den første hovedaftale på det danske arbejdsmarked lagde rammerne for fremtidige lønforhandlinger og overenskomster.[21]

I 1875 blev rigsdaler og skilling afløst af kroner og øre ved en pengereform. Samtidig skiftede Danmark fra sølv- til guldmøntfod, og Den Skandinaviske Møntunion blev stiftet, hvorved danske, norske og svenske kroner og øre blev gangbar mønt i alle tre lande. Det var en meget vidtgående valutaunion i samtiden, som var i kraft indtil 1. verdenskrig.[22]

Efter systemskiftet 1901 stod den nye Venstre-regering, regeringen Deuntzer, i spidsen for en fundamental ændring af statens finanser i form af en skattereform i 1903. Den blev skelsættende, idet den afskaffede hartkornsskatterne og den bygningsafgift, der havde været i kraft siden 1802, men til gengæld med statsskatteloven indførte indkomstskatten som princip og desuden en ny formueskat.[13]

Verdenskrige og efterkrigstid 1914-1973[redigér | redigér wikikode]

Den 1. verdenskrig medførte en omvæltning i den internationale samhandel. Guldindløseligheden blev suspenderet i både Danmark og andre lande. Det betød blandt andet også, at den skandinaviske møntunion reelt blev sat ud af kraft og aldrig kom til at fungere igen. Danmark var neutral og kunne eksportere til de krigsførende parter, så der kom et meget stort overskud på handelsbalancen. Det medførte en tredobling af pengemængden og en tilsvarende inflation. Efter krigen valgte man i 1924 at føre kronen tilbage til den guldværdi, den havde haft før krigen. Det medførte en kraftig krone-appreciering og dermed en tilsvarende forværring af Danmarks konkurrenceevne.[1]

Ledigheden i Danmark 1914-45.

Den store depression i 1930'erne ramte Danmark ligesom andre lande og medførte høj arbejdsløshed og en kraftig deflation. I september 1931 forlod Storbritannien igen guldmøntfoden; Danmark, Norge og Sverige fulgte straks efter, hvilket var det uigenkaldelige farvel til guldindløseligheden. Resultatet blev en depreciering af kronen, der gavnede konkurrenceevnen. Med Kanslergadeforliget i januar 1933 fulgte yderligere en devaluering på ca. 10 % i forhold til det britiske pund. Disse beslutninger var utvivlsomt de vigtigste økonomisk-politiske tiltag til at begrænse krisens skadesvirkninger i Danmark; finanspolitikken i perioden var således procyklisk - man hævede skatterne for at fjerne det offentlige budgetunderskud, som blev skabt af krisen.[1]

Under den tyske besættelse af Danmark 1940-45 steg pengemængden igen voldsomt, fordi besættelsesmagten brugte Nationalbanken til at betale for de danske resurser, den beslaglagde. De danske myndigheder havde imidlertid lært af den uhensigtsmæssige pengepolitik i forbindelse med 1. verdenskrig og sørgede nu for at opsuge den forøgede pengemængde igen for at undgå inflation. Det skete via Nationalbankens markedsoperationer og via et overskud på den offentlige saldo.[1]

Trods besættelsen slap Danmark mere nådigt fra 2. verdenskrigs trængsler end de fleste andre europæiske lande, og i 1946 havde BNP igen nået sit højeste førkrigsniveau. Alligevel modtog Danmark relativt meget Marshallhjælp. Hermed blev Danmark også medlem af den nye europæiske økonomiske samarbejdsorganisation OEEC (fra 1961 OECD) og deltog i den fornyede liberalisering af samhandelen, som fandt sted i efterkrigstiden, bl.a. indenfor rammerne af GATT. Ligeledes blev den rationering og priskontrol, som var blevet indført under krigen, afviklet i de første efterkrigsår. I spørgsmålet om europæisk økonomisk integration fulgte Danmark sin vigtigste samhandelspartner Storbritannien og tilsluttede sig EFTA i 1960 og derefter det daværende Europæiske Fællesskab (EF, i dag Den Europæiske Union, EU) i 1973.

Efterkrigstiden[redigér | redigér wikikode]

Efterkrigstidens økonomiske politik havde to mål i højsædet: At fastholde en høj beskæftigelse og samtidig tage hensyn til betalingsbalancen. Begge mål forsøgtes nået ved at styre den samlede efterspørgsel i økonomien, ikke mindst ved at anvende finanspolitikken aktivt. Keynesianske tanker var nu dominerende i både den økonomiske politik og den økonomiske forskning.

Den økonomiske vækst i det meste af 1950'erne var noget lavere i Danmark end i de fleste andre vesteuropæiske lande. Hovedårsagen var, at landbruget stadig dominerede den danske eksport (med 63 % af den samlede eksport i 1950), og den internationale handel med landbrugsvarer var fortsat stærkt reguleret. Samtidig blev 1950'erne det årti, hvor beskæftigelsen i industrien for første gang oversteg landbrugets beskæftigelse.[1]

I perioden 1958-73 oplevede Danmark en gevaldig højvækstperiode. Landbrugets betydning faldt fortsat, og fra omkring 1960 faldt også industriens andel af beskæftigelsen og værditilvæksten. I stedet begyndte en markant udbygning af den offentlige sektor i forbindelse med opbygning af velfærdsstaten i Danmark og - som følge af et storstilet både offentligt og privat byggeri - en tilsvarende vækst i bygge- og anlægssektoren. Førstnævnte fortsatte sin relative vækst indtil 1983, og sidstnævnte til 1970.[1] Samtidig steg arbejdsstyrken markant i perioden, både som følge af større årgange, indvandring af gæstearbejdere og en markant større kvindelig erhvervsfrekvens. Sideløbende med udbygningen af offentlige tjenester, ikke mindst indenfor uddannelse og sundhedsvæsenet, steg også skattetrykket, der i 1970 var kommet op på ca. 40 % af BNP.

I starten af 1970'erne brød det internationale valutasystem, der havde hersket siden verdenskrigen, det såkaldte Bretton Woods-system, sammen. Systemet bestod i, at den amerikanske dollar var baseret direkte på en guldmøntfod. De øvrige vestlige valutaer, herunder den danske krone, var ikke i sig selv guldindløselige, men fastholdt til gengæld en fast valutakurs overfor dollaren og dermed indirekte også i forhold til guld. I 1971 gik USA imidlertid "fra guldet", afskaffede guldindløseligheden og lod fremover dollaren flyde frit i forhold til andre valutaer. Siden da har verdens førende valutaer haft flydende kurser i forhold til hinanden, og ideen om at genoprette faste valutakurser mellem dem har ikke mange tilhængere blandt nutidens beslutningstagere og økonomer.

Perioden fra oliekrisen og frem (1973-)[redigér | redigér wikikode]

Danmark har traditionelt ønsket at opretholde en fast valutakurs overfor sine vigtigste samhandelspartnere - i dag Tyskland, og valutapolitikken var derfor i 1970'erne og 1980'erne efter Bretton Woods-sammenbruddet en vigtig problemstilling i den økonomiske politik.

De gode tider sluttede ret brat med den første oliekrise, der begyndte i oktober 1973. Firdoblingen af oliepriserne medførte forøget underskud på betalingsbalancen, højere almen inflation og en sænkning af aktivitetsniveauet i økonomien, der medførte stigende arbejdsløshed efter en årrække med næsten fuld beskæftigelse. Det kraftige negative udbudsstød medførte kort sagt stagflation - en situation, som den daværende herskende keynesiansk-inspirerede økonomiske tænkning, der var koncentreret om efterspørgselsstød, havde svært ved at finde et passende svar på. 1970'ernes økonomiske politik blev præget af stop-go-politik, hvor man skiftevis forsøgte at bremse og stimulere aktiviteten. Problemet var, at tiltag, der nedbragte ledigheden, typisk forværrede inflationen og evt. betalingsbalancen, og omvendt. Således foretog de skiftende regeringer gentagne devalueringer, der forbedrede konkurrenceevnen og dermed en tid gavnede beskæftigelse og betalingsbalance, men til gengæld forøgede inflationen.

1980' og 1990'erne[redigér | redigér wikikode]

I starten af 1980’erne havde dansk økonomi betydelige balanceproblemer: Lav vækst, høj arbejdsløshed, høj inflation samt underskud på betalingsbalancen og på de offentlige finanser.[23] Situationen blev forværret af den anden oliekrise i 1979. Schlüter-regeringen, der tiltrådte sidst i 1982, annoncerede en politik med vægt på at nedbringe inflationen og at undgå underskud på betalingsbalancen. Det første mål blev opnået ved at opretholde en klar fastkurspolitik over for den tyske D-mark, hvilket var et brud med de hidtidige jævnlige devalueringer. Desuden blev dyrtidsreguleringen, en automatisk justering af lønninger og visse overførselsindkomster (bl.a. folkepensionen) med inflationen, først suspenderet (fra 1983) og siden helt afskaffet (fra 1987).

Den nye politik medførte et rentefald, der var medvirkende til en kraftig stigning i den indenlandske efterspørgsel. Det satte gang i væksten og medførte et fald i ledigheden, men også et rekordstort underskud på betalingsbalancen i 1986 og ret kraftige lønstigninger. Regeringen omlagde derfor sin økonomiske kurs med finanspolitiske stramninger, således skattereformen fra foråret 1986 og kartoffelkuren i efteråret 1986. Dermed indledtes ”de syv magre år”, en længere periode med stram finanspolitik, lavvækst og stigende ledighed.[23] Som følge af den langvarige lavkonjunktur og dermed lavere import blev betalingsbalancen automatisk forbedret, mens den offentlige saldo omvendt forværredes. Også skattereformen, der reducerede rentefradraget og dermed styrkede den private opsparing, medvirkede dermed til en langsigtet betalingsbalanceforbedring, idet betalingsbalancens løbende poster kan ses som forskellen på opsparingen og investeringerne inden for et lands grænser. I 1990 kom der for første gang i mange år overskud på betalingsbalancen, men samtidig steg ledigheden i 1993 til 11,9 % eller 335.000 mennesker, den højeste arbejdsløshed overhovedet siden 2. verdenskrig.[24]

I foråret 1991 aftaltes ved overenskomstforhandlingerne en kraftig udvidelse af arbejdsmarkedspensionsordningerne til LO-området. Det var en begivenhed med vidtrækkende konsekvenser for samfundsøkonomien, der har medført opbygningen af store pensionsformuer i de følgende årtier. Det har bl.a. haft stor betydning for den private sektors opsparing og dermed for at vedligeholde overskuddet på betalingsbalancen på længere sigt.

I 1993 gennemførte den nytiltrådte Nyrup-regering en såkaldt ”kickstart” for at sætte gang i økonomien. Det blev nemmere at låne med sikkerhed i fast ejendom, hvad mange benyttede sig af. Der blev også vedtaget en ny skattereform i 1993, som var underfinansieret i de første år, sådan at økonomien blev stimuleret. Det medførte et stemningsskifte, konjunkturerne vendte, og man fik ”knækket” arbejdsløshedskurven.[23] Samtidig blev arbejdsmarkedspolitikken drejet over i en mere aktiv retning: Med start i 1994 blev der lagt vægt på at stille større krav til aktivering og aktiv arbejdssøgning, dagpengeperioden blev væsentligt forkortet, og især for unge blev reglerne strammet betydeligt.[25] Dermed faldt ikke bare den konjunkturbetingede, men også den strukturelle ledighed.

Et andet og meget vigtigt eksempel på, at der efterhånden blev lagt større vægt på det lange sigt i den økonomiske politik var, at regeringen i 1997 for første gang udarbejdede og fremlagde en mellemfristet plan (kaldt 2005-planen), der udstak rammerne og ambitionerne for finanspolitikken en årrække frem i tiden. Det er siden blevet en fast tradition i dansk finanspolitik, at man styrer inden for rammerne af en sådan mellemfristet plan, der sikrer, at de danske offentlige finanser er sunde også på længere sigt.[26]

Perioden 1994-2000 blev dermed på mange måder gunstig for dansk økonomi med høj vækst og faldende ledighed, uden at de sædvanlige problemer med inflation og betalingsbalanceunderskud voksede frem i samme udstrækning som tidligere. Samtidig blev de offentlige finanser væsentlig forbedret.[23] Fra 1997 var der således igen overskud på den offentlige saldo. Den høje vækst i forhold til udlandet medførte dog, at betalingsbalanceoverskuddet svandt ind. Regeringen strammede derfor finanspolitikken, især i forbindelse med den såkaldte pinsepakke i 1998, der også fortsatte tendensen fra de tidligere skattereformer med at nedsætte skatteværdien af rentefradraget. Man opnåede, at højkonjunkturen endte i en blød landing, og 1998 blev det foreløbig sidste og eneste år med et underskud på betalingsbalancen. I 2000 var inflationen på knap 3 pct., betalingsbalanceoverskuddet på 1½ pct. af BNP, ledigheden på 4,9 %, og der var et overskud på den offentlige saldo på 2,4 % af BNP.[27]

2000'erne[redigér | redigér wikikode]

I marts 2000 brast IT-boblen i USA. Sammen med terrorangrebet på World Trade Center i New York i september 2001 skabte det mere afmattede internationale konjunkturer, og også i Danmark smittede det af med lidt lavere vækst til følge og stigende ledighed i 2002-4. Denne lavkonjunktur blev dog kortvarig og betydelig mildere end både den foregående (de syv magre år sidst i 1980’erne og starten af 1990’erne) og den efterfølgende (finanskrisen). En fortsat tendens til rentefald satte fra 2004 på ny gang i den indenlandske efterspørgsel og ikke mindst boligmarkedet. Dermed startede en ny højkonjunktur 2004-08. På trods af de gunstige konjunkturer fortsatte man dog med en ret ekspansiv finanspolitik. Finanspolitikken udviklede sig derfor fra i 2003 at have været omtrent neutral til at være mere lempelig i de fire år 2004-07, end konjunkturerne tilsagde – den blev konjunkturmedløbende i stedet for at være modløbende.[28]

På det strukturpolitiske plan fortsattes den aktive arbejdsmarkedspolitik, blandt andet med reformen Flere i Arbejde 2003.[29] Samtidig blev årtiet præget af større opmærksomhed om det langsigtede finansieringsproblem for de offentlige finanser, som var tilstede i den demografiske udvikling med bl.a. stigende levealder. Denne udvikling truede den finanspolitiske holdbarhed i såvel Danmark som andre vestlige lande. Regeringen nedsatte i 2003 en velfærdskommission, der skulle udrede problemet og komme med forslag til en løsning. På baggrund af kommissionens arbejde vedtog Folketinget i 2006 et stort velfærdsforlig. Blandt de vigtigste elementer heri var, at efterløns- og folkepensionsalder skulle hæves med 2 år fra henholdsvis 2019 og 2024, og at begge aldre derefter skulle tilpasses hvert femte år i takt med den gennemsnitlige levealder. Velfærdsforliget vurderes i dag at have styrket den danske finanspolitiske holdbarhed meget markant.

På et andet punkt skete dog en væsentlig strukturel forringelse af de offentlige finanser. Regeringen Anders Fogh Rasmussen gjorde ved sin tiltræden i 2001 et officielt skattestop til en hjørnesten i sin økonomiske politik. Skattestoppet indeholder et såkaldt nominalprincip, der udhuler skatteindtægterne fra ejendomsværdiskatten og en række afgifter i takt med inflationen. Nominalprincippet er blevet kritiseret af en række økonomer for at medføre et mere uhensigtsmæssigt skattesystem[28] og for at underminere den finanspolitiske holdbarhed. De økonomiske vismænd anslog således i 2010, at nominalprincippet ville svækker den finanspolitiske holdbarhed med 21 mia. kr. årligt i al fremtid.[30]

Nominalprincippet anses også sammen med den generelt for lempelige finanspolitik at have forstærket boblen på det danske boligmarked i årene inden finanskrisen og dermed have medvirket til, at finanskrisen i Danmark blev værre end nødvendigt.[31] Den internationale finanskrise ramte Danmark i 2008. Her havde ledigheden nået et foreløbigt lavpunkt med 2,7 %, men det gik nu hastigt den anden vej: I 2008 var der et fald i BNP på 0,8 % og i 2009 et yderligere, meget kraftigt fald på 5,7 %. Ledigheden steg til godt 6 % i 2010, og der kom igen underskud på den offentlige saldo fra 2009.

I 2009 blev der gennemført en ny skattereform, der fortsatte beskæringen af rentefradraget og lempede indkomstbeskatningen, især for højindkomstgrupper. I lyset af de nu svage konjunkturer var den underfinansieret i de første år, men selvfinansierende i det lange løb.

2010'erne[redigér | redigér wikikode]

I begyndelsen af 2010 forventede regeringen (fra april 2009 ledet af Lars Løkke Rasmussen), at man for første gang ville overskride EU’s underskudsgrænse på 3 % af BNP for den offentlige saldo, og Danmark blev derfor pålagt en EU-henstilling om at sørge for en finanspolitisk stramning på mindst ½ pct. af BNP i gennemsnit i årene 2011-13. Det førte til den såkaldte genopretningspakke fra maj 2010 med besparelser på det offentlige forbrug, fastfrysning af overførselsindkomster i to år og en udskydelse af de lempelser i topskatten, som ellers var forudset i skattereformen fra 2009. Dermed blev finanspolitikken mere kontraktiv i 2011.

I 2011 vedtoges tilbagetrækningsreformen, der begrænsede efterlønsordningen til tre år og fremrykkede stigningen i efterløns- og folkepensionsaldrene, som oprindelig var aftalt i velfærdsforliget i 2006. Efter gennemførelsen af denne reform, som påvirker de langsigtede offentlige finanser positivt på grund af færre udgifter til overførselsindkomster samt flere skatteindtægter fra en større arbejdsstyrke, vurderes det, at den danske finanspolitik er blevet holdbar.

Under Helle Thorning-Schmidt, der var statsminister 2011-15, blev den foregående regerings økonomiske politik i det store og hele videreført. Blandt regeringens initiativer var en ny skattereform i 2012, der blandt andet forhøjede beskæftigelsesfradraget og hævede topskattegrænsen, især finansieret ved en lavere stigning i overførselsindkomsterne, afgiftsstigninger og besparelser på forsvaret. Samme år nedsattes en produktivitetskommission for at belyse årsagerne til Danmarks lave produktivitetsvækst siden ca. 1995 - et problem, der i stigende grad er kommet på dagsordenen i de senere år. Kommissionen afsluttede sit arbejde i 2014, hvor den bl.a. pegede på vigtigheden af større konkurrence og et styrket uddannelsessystem.

Regeringen Lars Løkke Rasmussen II tiltrådte i juni 2015, og et år senere blev den omdannet til en trepartiregering som regeringen Lars Løkke Rasmussen III. Den nye regering fortsatte også overordnet den samme økonomiske politik, som har kendetegnet Danmark de sidste mange år, med fokus på forhold som arbejdsstyrke, produktivitet og konkurrence.

I dag[redigér | redigér wikikode]

I 2017 kom Danmark endelig ud af den langvarige lavkonjunktur, der fulgte i kølvandet på finanskrisen og den europæiske gældskrise i starten af årtiet. Med et meget stort strukturelt overskud på betalingsbalancen har Danmark i de sidste par årtier udviklet sig fra at være en debitor- til at være en kreditornation med en relativt lav strukturel arbejdsløshed og meget sunde (faktisk overholdbare) offentlige finanser.[32] Andre udviklingstræk i de senere år, som vækker opmærksomhed, er dels tegn på faldende produktivitetsvækst, dels et meget lavt renteniveau, og dels en stigende økonomisk ulighed i form af stigende spredning i indkomstfordelingen.[33]

Kilder[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ a b c d e f g h i j k l Ingrid Henriksen: An Economic History of Denmark. EH.Net Encyclopedia, redaktør: Robert Whaples. Dateret 6. oktober 2006.
  2. ^ Johansen, s. 64.
  3. ^ a b c d e f g h Steen Busck: Udenrigshandel før 1848. Fra danmarkshistorien.dk, Aarhus Universitet. Dateret 6. juli 2012.
  4. ^ a b c Johansen, s. 150.
  5. ^ 650 f. kr.-1020 - Etablering af møntvæsen. Danmarks Nationalbanks hjemmeside, dateret 14. juni 2016.
  6. ^ Johansen, s. 65.
  7. ^ Johansen, s. 123.
  8. ^ a b 1397-1541 - Dansk møntvæsen. Danmarks Nationalbanks hjemmeside, dateret 21. juli 2014.
  9. ^ a b Lebech-Sørensen, Anne Marie (2009): Vindmøller og vandmøller i Danmark, bd. 4,s. 11
  10. ^ Det teknologiske gennembrud af Lise Andersen Udgivet 24 april 2013
  11. ^ a b Steen Busck: Merkantilisme. Fra danmarkshistorien.dk, Aarhus Universitet. Dateret 9. februar 2015.
  12. ^ Peter Bejder og Benjamin Kristensen: Merkantilisme og danske tropekolonier, ca.1600-1917. Fra danmarkshistorien.dk, Aarhus Universitet. Dateret 2. november 2015.
  13. ^ a b Johansen, s. 124.
  14. ^ 1661-1791 - Autoriserede pengesedler. Danmarks Nationalbanks hjemmeside, dateret 14. juni 2016.
  15. ^ a b c 1807-1860 - Udvikling af bankvæsnet i Danmark. Danmarks Nationalbanks hjemmeside, dateret 14. juni 2016.
  16. ^ Hansen, bind I, s. 18.
  17. ^ Danmarks Nationalbank (juni 2003). “De pengepolitiske instrumenter”, Pengepolitik i Danmark, 2. udgave, København: Danmarks Nationalbank. ISBN 87-87251-32-9, side 26-27.
  18. ^ Martin Marcussen: Globaliseringen er hvad du gør den til. Artikel på information.dk 12. august 2005.
  19. ^ Dillard, s. 392f.
  20. ^ Erik Strange Petersen: Det unge demokrati, 1848-1901: Fremstillingserhverv og industrialisering. Fra danmarkshistorien.dk, Aarhus Universitet. Udateret, besøgt 1. oktober 2017.
  21. ^ Erik Strange Petersen: Det unge demokrati, 1848-1901: Den socialistiske arbejderbevægelse. Fra danmarkshistorien.dk, Aarhus Universitet. Udateret, besøgt 1. oktober 2017.
  22. ^ 1875-1907 - Fra Rigsdaler til kroner. Danmarks Nationalbanks hjemmeside, dateret 14. juni 2016.
  23. ^ a b c d Torben M. Andersen (2008): Udviklingslinjer i dansk økonomi. S. 1-34 i: T. M. Andersen, H. Linderoth, V. Smith og N. Westergård-Nielsen: Beskrivende dansk økonomi. 3. udgave, Bogforlaget Handelsvidenskab, 2008. S. 27-28
  24. ^ Statistikbanken: AULAAR: Fuldtidsledige (netto) efter køn og personer/pct. Hentet 22. november 2011.
  25. ^ Jacob Isaksen, Uffe Mikkelsen og Peter Beck Nellemann (2012): Arbejdsmarkedsreformer i Danmark og Tyskland. Kvartalsoversigt, 3. kvartal 2012, del 1. Danmarks Nationalbank.
  26. ^ Hellemann, D. og S. Garfiel (2012): Rammer for finanspolitikken i Danmark. I: Jubilæumsskrift for De Økonomiske Råd 1962-2102
  27. ^ Danmarks Statistik: Statistisk Tiårsoversigt 2005.
  28. ^ a b Sørensen, P.B. (2012): Vismændene og dansk økonomi i 00erne. I: Jubilæumsskrift for De Økonomiske Råd 1962-2102.
  29. ^ Gennemførte arbejdsmarkedsreformer. Bilag 4 i Regeringen: Danmarks konvergensprogram 2009.
  30. ^ De Økonomiske Råd: Langsigtet finanspolitisk holdbarhed. Kapitel III i Dansk Økonomi, forår 2010. S. 260.
  31. ^ Rangvid-udvalget (2013): DEN FINANSIELLE KRISE I DANMARK – årsager, konsekvenser og læring. Fra erhvervs- og vækstministeriets hjemmeside.
  32. ^ De Økonomiske Råds formandskab (2017): Holdbarhed og finanspolitiske regler. Kapitel II i Dansk Økonomi, forår 2017. København.
  33. ^ De Økonomiske Råds formandskabn (2016): Indkomst- og formuefordeling. Kapitel V i Dansk Økonomi, efterår 2016. København.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]