Medium (person)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Jump to navigation Jump to search
Disambig bordered fade.svg For alternative betydninger, se Medium. (Se også artikler, som begynder med Medium)

Et medium ((Latin): midte) er indenfor parapsykologi en person, der har særlige evner til at danne forbindelse med de dødes rige.

Medier[redigér | redigér wikikode]

En typisk seance i Bristol, ledet af det påståede medium John Beattie i 1872.[1]

Frank Munkø[redigér | redigér wikikode]

Frank Munkø (1941-2004) var udlært gørtler. I otte år arbejdede han som rørsmed på B&W, hvor han lagde hænderne på sine kolleger ved rygproblemer og anden sygdom. I 1972 tog han spranget og åbnede sin klinik for "magnetiske strygninger" i Hellerup. Han påstod, han havde haft kontakt med ånder, fra han var 17 år, og købte Danielkirken i København, hvor han afholdt seancer mod entré. Landskendt blev Munkø efter første udsendelse af Åndernes magt, hvor han skulle uddrive ånder af en bolig. Samtidig knækkede et glasbord med et smæld.[3]

Anna Melloni Rasmussen[redigér | redigér wikikode]

Blandt andre kendte danske medier er Anna Melloni Rasmussen, som blev grebet i at skrive på en "åndetavle" med fødderne – det blev filmet under bordet.[4] Anna Rasmussen - som senere begyndte at kalde sig Anna Melloni - var syerske i Søborg, og gift med en murermester, der også var hendes medhjælper under seancerne. Dertil havde hun en hjælpeånd, Lazarus, som angiveligt var en egyptisk læge fra omkring 1733 f.Kr. Under seancerne bevægede stole og borde sig rundt ved åndens kraft; man hørte mystiske lyde og bankesignaler. Dertil kom penduler i svingninger helt af sig selv. Men i krigens sidste tid foretog nogle videnskabsfolk med interesse for parapsykologi en test af fru Rasmussen, som hun ikke kom heldigt fra. Aviserne fik fat i historien om hendes svindelnummer; men først i april 1950 kom den store afsløring, da chefen for Rigshospitalets børneafdeling, professor Preben Plum, inviterede ægteparret til at afholde en seance i hans hjem, hvor også folk fra radioen ville være til stede. På forhånd fik professor Plum slået hul i husmuren, så man udefra kunne filme alt, hvad der foregik under stuebordet, hvor fru Rasmussen sad.[5] Skandalen var enorm, og Liva Weel og Ib Schønberg sang: Det var mig og Melloni og Lazarus.[6]

Einer Nielsen[redigér | redigér wikikode]

Einer Nielsen var hovedattraktionen under den første internationale konference for psykisk forskning, afholdt i København i 1921; men blev i 1922 afsløret som svindler. Under Nielsens seancer var der ud af hans krop strømmet "ektoplasma", hvori ånderne kunne materialisere sig. En dansk videnskabelig komité var overbevist om hans evner. Nielsen havde tilmed fået den afholdte dronning Astrid af Belgien til at materialisere sig ved en seance, så der blev taget billede af hendes ånd.[7] Nielsen rejste så til Norge, hvor videnskabsmænd syede ham ind i en hvid dragt, hvori der var klippet huller til øjne og mund; derefter bandt de hans arme og ben til en stol. Man havde nemlig fattet mistanke om, at han skjulte "plasmaet" i sin endetarm. I løbet af seancen lykkedes det Nielsen at få en hånd listet fri, og "ektoplasmaet" ført op til munden; men det brune spor på den hvide dragt afslørede ham. Skandalen havnede på alle avisforsider. Det var et hårdt slag for den komité, han i sin tid havde overbevist, og folk mistede i stor grad interessen for spiritisme, der ellers havde været noget af en modesag.[8]

Det angivelige medium Eusapia Paladino leviterer angiveligt et bord under en seance hjemme hos Camille Flammarion.

Den norske komité, der senere afslørede ham, bestod blandt andet af psykiateren Johan Scharffenberg [9], der gav Nielsen diagnosen psykopat. Blandt de aktive medlemmer i Norsk selskap for psykisk forskning der havde inviteret Nielsen, talte man professor i socialøkonomi Oskar Jæger, professor i teologi Christian Ihlen, som kaldte ektoplasma et "vidunderligt fænomen", docent i radiokemi Ellen Gleditsch [10] og docent i fysik Thorstein Wereide.[11]

Emil Knudsen[redigér | redigér wikikode]

Emil Knudsen (1872-1956) var født i Steinkjer og uddannet snedker. I 1902 flyttede han til Trondheim, hvor han prøvede at skabe et levebrød af sine angivelige synske evner, og blev en sensation med sin tankelæsning og synskhed. Landskendt blev han, da han i 1904 afslørede tyven Elias Tønnesen i Stavanger. I 1909 kom han til København, hvor han opholdt sig i flere år og imponerede med sin evne til, med bind for øjnene, at styre en båd gennem et meget krævende farvand. Juryen kaldte ham bagefter Europas fineste og bedst følende tankelæser. Knudsen besøgte også Sverige, men slog sig efterhånden til ro i Trondheim, hvor han omgikkes byens kunstnere og drev en kafé.[12] I februar 1937 kom han til Oslo for at hjælpe politiet med eftersøgningen af den 6-årige Mary Olsen. "Den norske Nostradamus", som han blev kaldt, vandrede omkring på alle de steder i Oslo, hvor Mary kunne have været den dag, hun forsvandt. Sammenkrøbet på hotelsengen demonstrerede Knudsen, at han følte, pigen lå i en sæk under vand. Men først i slutningen af maj blev hun fundet, da hun og sækken, hun lå gemt i, flød op i havnen nærved hendes hjem. Her havde politiet da også søgt, inden Knudsen foreslog det.[13]

Johan Fløttum[redigér | redigér wikikode]

Filipstadhavnen i Oslo, hvor sporet efter Gudrun Klausen endte for mediet Johan Fløttum i 1907.

Johan Fløttum (1893-1923) var fra Singsås i Gauldalen. Som barn opdagede han under gemmeleg, at han "så", hvor de andre gemte sig. Han blev både skræmt og nysgerrig, men talte om det; og allerede i 13-14-årsalderen fik han henvendelser, også fra udlandet, om hjælp til at genfinde forsvunde sager. Ofte lykkedes han, og ude i Europa kendte mange navnet Johan Fløttum. På hans fjortenårsdag 6. juni 1907 forsvandt den seksårige Gudrun Klausen sporløst i Kristiania. Da politiet havde ledt forgæves efter pigen i halvanden måned, mente stadig flere, at man måtte henvende sig til den synske dreng på Singsås. Aviser som Aftenposten sendte sine stjernereportere – fra Ørebladet var det Sven Elvestad – af sted. Da det blev meldt, at Johan Fløttum var på vej til hovedstaden, stod der 3.000 fremmødte på perronen og ventede på ham. Journalisten havde imidlertid fået ham af toget på Bryn Station, og sammen gik de til fods over Ekeberg. I Kristiania boede han på hemmelig adresse. Fulgt af en læge og to andre gik "Fløttum-gutten" fem dage senere til Ruseløkkveien, hvor Gudrun sidst havde leget. Fløttum prøvede at følge hendes spor derfra, og bad lægen om at holde ham om håndleddet. Han gelejdede så lægen til Filipstadhavnen og standsede først ved kajens kant: "Nu kommer jeg ikke længere." Nogle dage senere tog han toget hjem til Gauldal, men oplyste, at han havde set en taterlignende mand trække af sted med den forsvundne pige. Over hele landet blev taterfamilier med små piger nu stillet nærgående spørgsmål. I begyndelsen af september forlød det, at Gudrun var set i følge med en taterfamilie på vej til Flå. Der forsvandt de ind i skoven, da folk i dalen blev meget nærgående. Johan Fløttum blev spurgt, om den lyshårede pige i taternes følge var Gudrun Klausen. Det bekræftede han straks. Flere hundrede beboere i Flå samlede sig den følgende dag for at finde Gudruns bortførere. "Den store taterjagt" i 1907 blev anført af Johan Fløttum, som blev hentet til Flå og indkvarteret på en gård. Hans korte rapporter blev nedtegnet og sendt til ledemandskabet. Gradvis blev jagten koncentreret om en bjerghule, hvor Fløttum påstod, at taterne havde skjult sig. Men hulen viste sig at være tom. 40 mand borede i bjerget omkring, og fra hele Norge kom der penge til Flå for at finansiere "taterjagten". Først efter flere uger blev mineringsarbejdet opgivet. Ingen tatere skjulte sig i bjerget. Fire måneder senere blev den døde Gudrun Klausen fundet, i en skakt i kloakken få meter fra sit hjem i Kristiania;[14] men hulen i Flå blev heddende "Gudrunhulen",[15][16] og til minde om "taterjagten" arrangeres fra 1977 årligt "Gudrunhuletrimmen" i Flå med tur op til hulen.[17]

Henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Se også[redigér | redigér wikikode]