Fransk Vestafrika

Fransk Vestafrika Afrique occidentale française
Føderation af franske kolonier
1895–1958
Flag
Fransk Vestafrikas omtrentlige område fra 1895 vist med blåt på kort med senere tiders grænser, selv om dets grænser ikke er helt ens med disse.
Hovedstad	Saint Louis (1895-1902) Dakar (1902-1960)
Sprog	Fransk
Historie
• Etableret	27. oktober 1895
• Femte Republik	5. oktober 1958
Valuta	Fransk Vestafrikansk franc
Efterfulgte Efterfulgt af Senegambia og Niger Fransk Sudan Fransk Guinea Fransk Øvre Volta Fransk Dahomey French Community Guinea

Fransk Vestafrika (fransk: Afrique occidentale française, forkortet AOF) var et forbund af otte franske kolonier i Vestafrika. Føderationen bestod af:

• Mauretanien,
• Senegambia og Niger (nu Senegal (og Gambia) samt Niger),
• Fransk Sudan (nu Mali),
• Fransk Guinea (nu Guinea),
• Elfenbenskysten,
• Øvre Volta (nu Burkina Faso) og
• Dahomey (nu Benin)

Kort over de syv kolonier i AOF 1936. Den ottende koloni, Øvre Volta var på daværende tidspunkt opdelt mellem sine naboområder. Fransk Sudan rummede den gang et stort område, der siden blev sammensluttet med Mauritanien.

Fransk Vestafrika var den største af de franske besiddelser i Afrika mellem 1895 og 1958. Området begrænsedes mod nord af Sahara, der adskilte den fra de franske besiddelser i Nordafrika Tunis, Algier og Marokko og fra den spanske besiddelse Rio de Oro, mod vest af Atlanterhavet, mod syd af Guinea-bugten og den engelske besiddelse Nigeria og mod øst af kolonien Tchad, der hørte til Fransk Afrika omkring ækvator.

Denne umådelige landstrækning, hvis areal var 4 millioner km², var 7 gange større end Frankrig, og den havde ca. 12 millioner indbyggere.

Historisk udvikling

Fransk Vestafrika indbefattede såvel en af Frankrigs ældste kolonier, nemlig Senegal, som en af dets nyere erhvervelser, nemlig Mauritanien, hvis erobring knapt nok var tilendebragt efter 1. verdenskrig.

Tidlige handelskolonier

Allerede i det 14. århundredede havde franske sømænd fra Dieppe, La Rochelle og Bayonne kæmpet med portugisiske søfolk om æren og fordelen ved at foretage opdagelsesrejser langs den da næsten ukendte afrikanske vestkyst. De oprettede en række handelsstationer på strækningen fra Cap Vert til Guinea-bugten og tilbyttede sig for genstande af ganske ringe værdi eftertragtede varer som gummi, peber, indigo, virak, guld og elfenben fra de indfødte. Hundredeårskrigens ødelæggelser og de franske borgerkrige standsede Normandiets fremgang, der var blevet indledt i 1488 af Jean de Bethencourt, som opdagede de kanariske øer. Portugiserne og hollænderne bemægtigede sig derefter de forladte handelsstationer og fortsatte handelen med held. Først i det 16. århundrede viste franskmændene sig atter i Vestafrika. I 1582 oprettede et firma fra Rouen en fabrik på en lille ø i Senegals munding, og denne fabrik blev grundlæggelsen til byen St. Louis. I 1626 blev dette selskab officielt anerkendt af Richelieu, idet han for at sikre Frankrig overmagten til søs, tildelte selskabet privilegier.

International kappestrid om Vestafrika

I 1600- og 1700-tallet blev den afrikanske vestkyst frem til Guinea-bugten genstand for en livlig kappestrid mellem forskellige europæiske magter: Fra 1664 til 1694 måtte en række franske direktører for nydannede selskaber derfor kæmpe mod hollænderne, der midlertidigt havde sat sig fast i Argouin og Gorée, mod englænderne, der havde sat sig fast i Gambien, mod Preussen på "Guldkysten", hvortil den store kurfyrste Frederik Wilhelm havde sendt en flåde, som oprettede havnen Frederiksborg og mod Danmark, hvis konge Christian 4. i begyndelsen af det 17. århundrede sendte en ekspedition til Guinea og her oprettede en danske koloni.

I 1697 overtog Anpré Brue ledelsen af et af de franske selskaber. Han var en dygtig administrator og kom i forbindelse med de indfødtes høvdinge, forsynede de to fæstninger ved Gorée med våben og proviant, forberedte kongeriget Gayor's underkastelse og tilintetgjorde den hollandske indflydelse i Øvre-Senegal. Han boede i Afrika til 1723, og under hans administration kom landet fra Argouin til Senegal og fra Senegal til "Sydens Riviera" under fransk indflydelse. Den 15. januar 1717 underskrev André Brue en traktat med Trotza-kongen Eli Ghandora, der bekræftede, at Portendik var fransk besiddelse. Brue var ikke alene administrator, han var også videnskabsmand, og det er ham, der har givet den første fuldstændige beskrivelse af Senegal og et samlet underbygget værk over landets indfødte, dets fauna og flora.

I året 1773 underskrev Abbed Demanet en ny traktat med de uafhængige fyrster i Arguin, Portendik og langs kysten fra Kap Blanco til Barbaric for at sikre de franske besiddelser.

Kolonierne på skiftende hænder

I løbet af det 18. århundrede fandt der ingen nævneværdige begivenheder sted i Senegal. Under 7-årskrigen bemægtigede englænderne sig Gorée og St. Louis. Ved Pariser-traktaten i 1763 blev Gorée givet tilbage til Frankrig, og ved Versailles-traktaten af 1783 kom Frankrig igen i besiddelse af alle sine kolonier. Fire år senere, i 1787, afstod Demel de Caver halvøen Cap Vert og det omliggende land, herunder Dakar, til franskmændene, og fra nu af blev den opvoksende koloni administreret af en guvernør, der blev udnævnt at kongen. Under revolutionen og kejserrigets krige blev Senegal på ny erobret af englænderne, men ved Pariser-traktaten af 1815 kom det definitivt under fransk herredømme. Indtil midten af det 19. århundrede bestod det, man kaldte besiddelsen Senegal, kun af nogle få handelsstationer ved den nedre flod.

"Méduse"-affæren

"Méduse" var et skib, der blev udsendt af den franske regering ("Restaurationen" fra 1815—1830) for igen at tage kolonien Senegal, der blev tilbagegivet Frankrig ved traktaterne af 1815, i besiddelse. I året 1816 gik en del af de skibbrudne fra "Meduse" i land ved Kap Timiris, og ved at følge langs kysten nåede de St. Louis, men disse ulykkelige folk fik kun lidet kendskab til de egne, de gennemstrejfede og led en krank skæbne. Grundet på en tilfældig kaptajns udygtighed strandede skibet på Arguins rev, og de skibbrudne søgte tilflugt på en tømmerflåde, som efter 12 dages forløb blev opdaget af briggen "Argus", der optog den døende besætning. Dette forlis, der den gang vakte så stort røre, inspirerede Géricault til denne store kunstners mesterværk, der kom på "Louvre" i Paris.

Faidherbes tiltag

I 1850 foreslog det franske marineministerium en del reformer efter de af kaptajn Bonet-Willaumez udarbejdede planer, og udøvelsen af disse reformer blev lagt i hænderne på kommandant Génie Faidherbe. Faidherbe var allerede populær i kolonien, hvor han havde forstået at gøre sig vellidt ved sit retsind og sit særlige kendskab til de indfødte. Han begyndte med at ophæve den skat eller afgift, som maurerne havde forlangt af de forretninger, der blev afsluttet med dem, og han gjorde ende på de strejftog, som maurerne på Senegals højre bred stadig gjorde hos den sorte befolkning på venstre bred. I 1855 grundlagde han Medina på det sted ved Senegal, hvor floden ophører at være sejlbar, idet han var klar over, at fabrikkerne i Senegambien ingen fremtid havde for sig, når de ikke stod i forbindelse med Niger. Disse tiltag stødte på megen modstand hos de muhammedanske og fanatiske Toucouleursc, hvis høvding Omar, kaldet "El Hadj" (navnet betyder "Pilgrimmen" og henviser til, at han havde været i Mekka) havde grundlagt et mægtigt kejserrige ved bredden af Niger. El Hadj havde hørt tale om emiren Abd-el-Kader og hans sejre, og ville efterligne ham.

I begyndelsen af 1856 belejrede han den nylig oprettede station Medina, der blev heltemodigt forsvaret af mulatten Paul Holl. Faidherbe kom ham til hjælp, og El Hadj måtte trække sig tilbage. Man skylder Faidherbe Senegals administrative organisation. Han oprettede de senegalske skytter, byggede kaserner og skoler, byggede broer og anlagde veje. Han sendte desuden flere forskere til det indre af landet, henimod Niger. De betydeligste af disse var løjtnant Mage og doktor Quintin, der blev udsendt som ambassadører til El Hadj, men blev holdt i fangenskab fra 1860—1862 i Ségon-Sikoro ved Niger.

De franske besiddelser udvides

Da krigen i 1870 udbrød, vendte Faidherbe tilbage til Frankrig og det således afbrudte pionerarbejde blev først genoptaget i 1880 af oberst Briére de l'lsle. Franskmændene havde på dette tidspunkt to uforsonlige fjender at bekæmpe: El Hadj's søn »Ahmadon« i Mellem-Niger og en mægtig negerhøvding »Samory« i Nedre-Niger. Henimod 1880 påstod Soleillet, der var nået til Ségon, at det ville være muligt at bygge en jernbane mellem Senegal og Niger, og guvernør Briéere de l'lsle overdrog kaptajn Galliéni at udstikke den foreløbige jernbanelinje og afslutte overenskomster med de indfødte høvdinge. Galliéni og hans mænd, der var udsendt til Ségon-Sikoro, blev tilbageholdte i 10 måneder af Ahmadon, og vendte først tilbage i 1881. Samme år sejlede oberstløjtnant Borguis-Desbordes op ad Nigeren til Samory. Han havde imidlertid ikke tilstrækkelige styrker til at kunne angribe negerhøvdingen, men det følgende år kastede han ham tilbage på den anden side Nigeren og lagde i 1883 den første sten til fæstningen Bamako. Samory bad om våbenstilstand, der imidlertid kun blev kortvarig, og Berlin-Konferencen af 15. februar 1885 anerkendte Frankrigs rettigheder over Øvre-Niger.

Fra 1890 begyndte en række felttog, hvorved Frankrigs virkefelt blev udvidet. Da Ahrnadou havde grebet til våben, besluttede kommandant Archinard sig til at tilintetgøre hans magt. I et første felttog bemægtigede han sig hovedstaden i det oprørske Segou-Sikoro og i et andet felttog trængte han ind i Nioro den 1. januar 1891, hvorved han tvang Ahmadou til at flygte til Macina. Derpå vendte han sig mod Samory og erobrede Diena, Kinian, Kankan og Bissandugu. Senere blev Samory energisk forfulgt af oberstløjtnant Humbert, uden at det dog lykkedes at få bugt med ham, og han kastedes med sine tropper tilbage mod Elfenbenskystens "bagland". År 1893 genoptog Archinard kampen mod Ahmadou, der på det tidspunkt var blevet sultan i Macina; dette felttog kronedes med held, og Ahmadous muselmanske kejserdømme brød sammen. Archinard standsede således Samorys fremgang, Trentinian forberedte hans tilintetgørelse, men Kaptajn Gouraud har – sammen med løjtnanterne Mangin (senere general Mangin) og Jacques æren af at have taget ham til fange i Guélémon den 29. september 1898. Samory blev ført som fange til fransk Congo, hvor han døde den 2. juni 1900. Med Samory forsvandt den sidste hindring for franskmændenes besættelse af Øvre-Senegal og Niger.

Gennem et felttog, der lededes af oberstløjtnant Bonnier, kom franskmændene desuden — den 12. december 1893 — i besiddelse af Timbuktu. Den 14. januar 1894 trængte Bonnier med sine tropper ind i selve byen, men to dage senere blev han, tillige med sin escorte, myrdet i lejren ved Gundam. Oberstløjtnant Joffre (senere marskal Joffre), der ankom en måned senere, frelste resten af besætningen og sikrede sig herredømmet over Timbuktu.

Gennem de rejser, der blev foretaget, dels i 1894 af kaptajn Touté, som sejlede op ad en stor del af Niger, dels i 1895-1896 af marinekaptajn Hourst, der i en dampchalup sejlede ned ad Niger fra Bammako til Boussa — en strækning på 2.000 km — fik man et nøje kendskab til så godt som hele Niger.

Før Joffre holdt sit indtog i den gamle bydel af det hemmelighedsfulde Timbuktu, var denne en hellig by, hvorfra de fanatiske muselmænd indtil da havde udelukket de kristne. I denne egn havde der fra den fjerneste oldtid hersket en meget gammel kultur. Gennem de arabiske historieskrivere og geografer ved man, at der i disse egne, fra begyndelsen af kristendommen til slutningen af det 11. århundrede, fandtes et kongerige, kaldet »Ghana«. Hertil kom karavaner vandrende fra Nordafrika gennem Sahara for at få guldstøv og slaver i bytte for klædestoffer, og disse karavaner bragte foruden deres varer bud fra civilisationen i Middelhavslandene. Derpå tog kejserdømmet Mali eller Mandingo i Øvre-Niger, der grænsede op til kongeriget »Ghana« og blev grundlagt i en endnu fjernere oldtid, herredømmet over hele Vest-Sudan og en stor del af Sahara, fra det 8. til det 15. århundrede, og i dette tidsrum gjorde særlig bomuldskulturen store fremskridt, samtidig med, at handelen med nabostaterne blev stærkt fremmet. I det 15. århundrede begyndte i Gao, under Mali's nedgangsperiode, en kort, men glansfuld opgangstid for kejserdømmet Songoi; denne varede imidlertid kun et århundrede, nemlig fra 1493 til 1591. Timbuktu var midtpunktet for hele denne såvel åndelige som videnskabelige udvikling. Ved slutningen af det 16. århundrede faldt Gao og Timbuktu i hænderne på spanske frafaldne kristne, der stod under sultanen i Marokko, og i begyndelsen af det 17. århundrede gjorde "les Bambaras" sig til herre over disse kejserriger, som de beholdt, indtil den berømte sudanesiske erobrer "El Hadj Omar" bemægtigede sig disse lande.

Den første europæer, der i 1632 nåede ind i Timbuktu, var en franskmand, en fattig matros fra »Sables d'Olonne« ved navn Paul Imbert, der døde som slave i Marokko. I året 1826 trængte en engelsk officer, Alexander Gordon Lahing, ligeledes ind i Timbuktu, men blev snigmyrdet på tilbagevejen således, at den første opdagelsesrejsende, der har efterladt en nøjagtig beskrivelse af den hellige by, er franskmanden René Caillé, der i 1827 trængte ind i Timbuktu, idet han udgav sig for en muhamedansk tiggermunk. Den franske læge Henry Barlh var den fjerde europæer, der trængte ind i Timbuktu og den anden europæer, der efterlod beskrivelser om denne by. Endelig har den tyske forsker Oscar Lenz opholdt sig i Timbuktu og efterladt en interessant rejsebeskrivelse. Fra det tidspunkt ved man, at Timbuktu var en fra sin forrige storhed falden by, og de opdagelsesrejsende følte sig ikke særlig fristede til at begive sig dertil, før franskmændene bemægtigede sig byen.

De franske besiddelser befæstes

Franskmændenes indtrængen i Øvre-Niger gav stødet til undersøgelsen af de landstrækninger, der adskilte dem fra de franske besiddelser ved Guinea-bugten. Denne rekognosceringsekspedition blev i 1887 overdraget løjtnant Binger. Han nåede i løbet af kort tid til Sikasso, rejste gennem Mossi og Gurounsi, men forsvandt derpå i skovene, og man hørte intet fra ham i 18 måneder. Han blev fundet på Elfenbenskysten af Treich-Lapléne, der var rejst ud fra Grand-Bassam for at søge efter ham, men nogle måneder senere døde han af udmattelse. Det er imidlertid den opdagelsesrejse, der har givet de mest udtømmende geografiske, økonomiske og etnografiske oplysninger. Det blev bevist, at Kong-bjergene ikke eksisterede, hvorved den geografiske påstand, at kolonierne på Elfenbenskysten og i Dahomey kun havde ringe betydning som havnepladser, uden mulighed for nogen forbindelse med det indre, blev afkræftet. Denne rejse beviste tværtimod, at der var lige så mange udgangssteder fra Sudan, som der var franske stationer på vestkysten, fra Senegals til Nigers munding. Man indså således nødvendigheden af at få oprettet forbindelse mellem Sudan og de franske kystbesiddelser. Dette lykkedes for Binger, og skønt det var en meget farlig færd, blev den dog fuldført på den fredeligste måde. Gennem de afsluttede kontrakter fik Frankrig tilstået umådelig store landstrækninger, og forbindelsen mellem Senegal, Sudan, Guinea, Elfenbenskysten og Dahomey blev sikret for fremtiden. Disse glimrende resultater opnåede Binger alene ved sin diplomatiske fremgangsmåde, — uden at affyre et eneste geværskud. Den franske regering hædrede Binger fuld retfærdighed ved at kalde en ny hovedstad på Elfenbenskysten Bingerville. Kaptajn Marchands opdagelsesrejser i 1892-1894, — han sejlede op ad Baudama-floden — samt erobringen af Bouduku i 1906, fuldendte Bingers værk.

Grænserne lægges fast

På dette tidspunkt var Frankrig protektor i kongeriget Porto-Novo ved Benin-bugten, og kongerne i Abomey afstod Cotonou til franskmændene, i øvrigt havde denne del af slavekysten fra midten af det 14. århundrede været berejst af sømænd fra Dieppe. Dog opstod der vanskeligheder i anledning af besættelsen af Cotonou, hvilket foranledigede to felttog mod kong Béhanzin. Disse lededes med held af oberst Dodds. Kongen af Dahomey blev taget til fange i januar 1894 og ført til en fransk fæstning på øen Martinique, hvor han døde. Straks efter, at Béhanzin var taget til fange, sendte guvernør Ballot politiske udsendinge til Niger, — disse kom udsendinge fra tysk Togo og engelsk Nigeria i forkøbet, — og ved mod nord at adskille de tyske og engelske besiddelser, opnåede de at få oprettet forbindelse mellem Dahomey og Elfenbenskysten.

Frankrigs rettigheder, såvel på kysten som i det indre, blev efterhånden anerkendt af England. Konventionen af 10. august 1889 satte for første gang grænseskel mellem de to landes respektive besiddelser. Konventionen af 5. august 1890 overlod Frankrig landstrækningerne nord for linjen, der strækker sig fra Say ved Niger til Barrona ved Tchad søen. Konventionen af 25. januar 1895 godkendte forbindelsen med det indre af landet, fra Guinea og Elfenbenskysten til Sudan og senere til Senegal. Endelig sikredes forbindelsen — bag Guldkysten — mellem Elfenbenskysten og Dahomey, samt forlængelsen af Dahomey til Niger og derfra til Tchad søen ved konventionen af 14. juni 1898. Denne fastsatte en grænse, der var bleven gjort udkast til den 5. august 1890, og som senere, den 8. april 1904, forbedredes. Den 27. juni 1900 satte Frankrig og Spanien grænseskel mellem deres respektive besiddelser og Sahara i henhold til en konvention, underskrevet den 27. november 1912. En konvention med Tyskland af 23. juli 1897 standsede Togolands udvidelse mod Niger. Fra 1886 godkendte Portugal det franske protektorat i Fouta-Djallon. Gennem en konvention af 8. december 1892 blev Liberias Område mod nord afgrænset således, at Elfenbenskysten nu strakte sig til Sudan og Guinea, som fastsat i en overenskomst af 18. september 1907.

Langs kysten adskiltes de franske besiddelser fra hinanden ved fremmede kolonier, men de mødes alle i det indre, ved Nigerflodens store bue. Fransk Vestafrika dannede således fra syd for Marokko og Algier til Tchad søen, gennem hvilken den stod i forbindelse med Congo, et selvstændigt hele. Der herskede fra 1898 ro i størstedelen af disse kolonier, men man måtte dog sikre freden i de skovbevoksede distrikter ved Elfenbenskysten, holde et vågent øje med grænseegnene ved Sahara og endelig erobre Mauretanien.

Man kan med rette sige, at René Caillé var den første franskmand, der foretog opdagelsesrejser i de mauretanske lande, idet han i 1826 rejste gennem landet Trarza, før han nåede Timbuktu. Flere forskere havde prøvet på at undersøge landet, i særdeleshed sandklitterne og sandaflejringerne ved kysten; blandt disse kan nævnes Leon Fabert i 1891—1894 og Paul Blanchet i 1900. De af Gruvel og Ghudeau i årene 1904 til 1911 foretagne rejser havde til følge, at der blev dannet en centralstation for fiskeri i Levrier-bugten, og at Port-Etienne blev bygget i disse af naturen så stedmoderlig behandlede egne.

Forholdene i indlandet stabiliseres

Men var kysten end bragt til ro, var det indre af landet stadig meget fjendtlig stemt overfor den europæiske indvandring. I året 1902 blev Coppolani — højtstående embedsmand i Algier og ekspert i islamiske spørgsmål — udsendt af den franske regering i den hensigt at trænge ind i Mauretanien. Det lykkedes ham at vinde de marabutiske folkestammer for sig, og han belavede sig på at trænge ind i Adrar, da han i maj 1904 blev snigmyrdet af en fanatiker. Oberst Gouraud blev i 1907 sendt til Mauretanien for at sikre ro og fred i landet, og i 1910 havde de fleste indfødte folkestammer underkastet sig. Samtidig skred man til udnævnelse af en ny emir i Adrar. Fra 1911 til 1914 bestræbte man sig på at få dissidenterne til at underkaste sig, og under 1. verdenskrig kunne Frankrig glæde sig over trofasthed hos betydelige høvdinge og indflydelsesrige muhamedanske personer.

Politisk og administrativ organisation 1920-1945

Den tidligere guvernørbolig i Gorée Island, Dakar, Senegal.

Afrique occidentale française Rapport om handelsforbindelser, visende profilet af en Fula-kvinde. For januar-marts 1938.

Fransk Vestafrikas organisation måtte nødvendigvis undergå talrige forandringer efterhånden, som der blev ro og fred i de ulige landsdele; lidt efter lidt var antallet af "urolige" kolonier, underlagt militære myndigheder, blevet mindre, medens antallet af "rolige" kolonier, underlagt civile myndigheder, fra dag til dag blev større. Ved dekret af 16. juni 1895 blev der oprettet et generalguvernement for Fransk Vestafrika med hovedsæde i Dakar. Den politiske og administrative organisation blev yderligere fastsat gennem dekret af 18. oktober 1904, der imidlertid gennem et nyt dekret af 4. december 1920 undergik store forandringer i frisindet retning, og hvorved regeringsrådet, den permanente kommission, og den juridiske rådsforsamling blev reorganiseret. I henhold til disse to dekreter var generalguvernøren den franske republiks befuldmægtigede i alle Fransk Vestafrikas kolonier, og han alene stod i direkte forbindelse med regeringen i Frankrig.

Han assisteredes af et regeringsråd, der havde sæde i Dakar og bestod af 40 medlemmer, hvoraf en indfødt høvding pr. koloni, og dette råd samledes mindst en gang om året. Generalguvernøren godkendte i regeringsrådet de forskellige lokale finansforslag fra kolonierne i Vestafrika, fastsatte hovedbudgettet og de dertil hørende tillægsbudgetter samt de særlige budgetter vedrørende lån. På samme måde udfærdigede han en opstilling over de arbejder, der skulle udføres i almen interesse, traf bestemmelse om lån, fastsatte skatteligningen og skatternes inddrivning, samt den afgift, der skulle betales ved ind- og udførsel af varer og klarering af skibe i Fransk Vestafrika, endelig fastsatte han grænserne for de forskellige forvaltningsdistrikter og organiserede forvaltningen af de "blandede kommuner". Inden for regeringsrådet fandtes en permanent kommission, der bestod af 13 medlemmer, som holdt møde mindst en gang om måneden. Der tilkom denne kommission i spørgsmål, der vedrørte generalguvernementets forskellige administrative afdelinger, samme myndighed som den, der indehavedes af administrationsrådene i de forskellige kolonier i Vestafrika. Dersom det var tvingende nødvendigt, kunne denne kommission afgive sin dom i Sager, der hørte ind under regeringsrådet, under forbehold af dette råds senere godkendelse.

Desuden var der tilforordnet generalguvernøren en juridisk rådsforsamling, der afgjorde alle i administrativ henseende forekommende stridsspørgsmål i alle sager vedrørende den offentlige administration.

I generalguvernementet var der desuden en generalsekretær, under hvem de forskellige regeringsafdelinger sorterede, dog med undtagelse af guvernørens sekretariat og finansafdelingen.

Regeringens forskellige afdelinger var følgende:

Direktoratet for finansvæsen og bogholderi,

Generalinspektoratet for offentlige arbejder,

Generalinspektoratet for offentlig hygiejne, sundheds- & lægevæsen,

Generalinspektoratet for landbrug

Direktoralet for politiske og administrative sager,

Direktoratet for økonomi,

Inspektoratet for undervisning,

Direktoratet for det medicinske fakultet,

Inspektoratet for statsejendomme, indregistrering af stempler,

Inspektoratet for post-, telegraf- og telefonvæsnet,

Inspektoratet for dyrenes anvendelse og behandling.

Ledelsen i hver enkelt koloni i Fransk Vestafrika var overdraget en koloniguvernør, der kaldtes »Lieutenant-Gouverneur«, under overledelse af generalguvernøren. I egnene omkring Niger var ledelsen overdraget en overordnet officer eller overadministrator, der kaldtes »Commissaire du Gouvernement general au Territoire du Niger«, og som ligeledes var undergivet General-Guvernøren.

I Senegal delte »Lieutenant-Gouverneuren« ledelsen med et "privat råd" og et "koloniråd", og i de andre kolonier assisteredes han af et administrationsråd og en juridisk rådsforsamling.

Hver koloni var inddelt i et vist antal kredse, og i spidsen for hver af disse kredse stod en administrator, der ledede den pågældende kreds, repræsenterede guvernøren og udøvede myndigheden i hans navn og i overensstemmelse med hans instrukser.

I Senegal var der, foruden disse kredse, 4 egentlige kommuner, fuldt organiserede, nemlig: Dakar, St. Louis, Rufisque og Gorée. Såvel i Senegal som i de andre kolonier i gruppen var der i de bykredse, der har nået et højere udviklingstrin, fastsat den for "blandede kommuner" anvendte organisation. For at give denne liberale organisation en større og større udbredelse og således efterhånden få folket til at tage del i ledelsen af de sager, der vedrørte det offentlige, havde dekretet af 4. december 1920 reorganiseret de "blandede kommuner" og affattet lovene for de "indfødte kommuner". I henhold til dette dekret oprettedes de "blandede kommuner" ved forordning af generalguvernøren i regeringsrådet; de lededes af en administrerende borgmester og en kommission, hvis medlemmer havde stemmeret og blev valgt, alt efter kommunens udviklingstrin, enten direkte af »Lieutenant-Gouverneuren«, eller ved indskrænket valg eller endelig ved almindeligt valg. Hvad de "indfødte kommuner«"angår, oprettedes disse ved forordning af »Lieutenant-Gouverneuren« og administreredes af en kommission, bestående af stedlige fremragende mænd, og denne kommission havde samme myndighed som kommissionerne i Bjernaas i Nordafrika.

Således organiseredes Fransk Vestafrika og de dertil hørende kolonier i politisk og administrativ henseende. Denne organisation dannede et, om end fast, så dog alligevel bøjeligt system, således, at hver koloni, under generalguvernementets beskyttelse, kunne følge befolkningens udvikling på nært hold og lede den på en efter forholdene passende måde.

Militær organisation

Over alle Vestafrikas tropper stod en divisionsgeneral, der var bosiddende i Dakar. Styrken var inddelt i to brigader. Chefen for den ene af disse brigader var bosiddende i Dakar, for den anden i Bamako. Tropperne fordeltes rundt i gruppens forskellige kolonier.

Retsvæsenet

Overhovedet for Fransk Vestafrikas retspleje var en embedsmand, kaldet »Procurer general«. Retsplejen udøvedes af en overret, der havde sæde i Dakar, af nævningeretter i Dakar, Conakry, Gr. Bassam, Cotonou og Bamako, der dog midlertidigt kunne flyttes til andre byer, af underretter i Dakar, St. Louis, Conakry, Gr. Bassam og Bamako og endelig af forligsdommere med en efter fransk retspleje noget udvidet myndighed, i Kayes, Kankan, Kaolack, Ziguinchir, Mopti, Timbuktu, Zinder og Ouagadougou.

Desuden havde muslimerne (i datiden kaldet muselmændene) deres egne domstole og de indfødte deres egen retspleje. Muslimernes domstole, der bestod af en kadi, en assessor og en retsskriver, afgjorde alle spørgsmål vedrørende borgerlige forhold, som ægteskab, skifte, gaver, testamente og så videre, af interesse for de indfødte muslimer. De indfødtes retspleje anvendtes i de distrikter, der ikke var indbefattet i jurisdiktionen for Senegals underretter og over for de personer, der ikke kunne dømmes af franske domstole, og den udøvedes af landsbydomstole, distrikts- og kredsdomstole og af et særligt kammer ved Fransk Vestafrikas overret.

Undervisningen

For undervisningen i Fransk Vestafrika gjaldt anordningen af 1. november 1918. Embedsstanden bestod af en undervisningsinspektør og en række lærere, såvel for den højere undervisning som for almueskolerne. Undervisningen var fælles for alle de franske kolonier og inddeltes i tre grader:

1) den elementære almueundervisning,

2) den højere elementære og faglige undervisning,

3) den højere tekniske undervisning.

Der fandtes desuden specialundervisning til imødegåelse af de krav, der måtte gøre sig gældende i filantropisk, politisk eller lokal henseende.

Den elementære almueundervisning blev givet i landsbyskoler, distriktsskoler, byskoler og på kurser for voksne.

Undervisningen af laveste grad påhvilede landsbyskolen, der var hele organisationens basis; den lededes af en indfødt lærer eller hjælpelærer. Der tildeltes de børn, der var nødsaget til at tage fra hjemmet for at gå i skole i nabolandsbyen, et skolelegat, hvis beløb varierede alt efter det almindelige prisniveau i den pågældende landsby. Blandt nomadestammerne mod nord var landsbyskolen indrettet på en ganske særlig måde, nemlig som en ambulant skole, der flyttede med stammen; den kaldtes »lejrskolen«.

Undervisningen af mellemste grad påhvilede distriktsskolen; denne skole lededes af en europæisk lærer, der blev assisteret af indfødte hjælpelærere; den optog de bedste elever fra landsbyskolen. Byskolen fandtes i de byer, hvor der fandtes tilstrækkelig skolesøgende ungdom til at oprette en skole med 3 kurser uden at behøve at optage børn andre steder fra. Den trådte således både i stedet for landsbyskoler og distriktsskoler med ganske samme program.

Kurser for voksne oprettedes på lærernes initiativ overalt, hvor det i løbet af en måned lykkedes at samle ca. 30 kursussøgende.

Den højere elementære og faglige undervisning blev givet på et centralt beliggende sted i hver kolonis hovedstad. Her blev givet undervisningen af højeste grad. Denne skole blev ledet af skoleinspektøren eller af en lærer med overlærereksamen, der blev assisteret af europæiske eller indfødte hjælpelærere og et underordnet personale. Eleverne, der i reglen boede på skolen, blev rekrutteret blandt de viderekomne elever i distriktsskolerne og byskolerne. Til optagelse i denne skole krævedes, at eleverne havde bestået en art præliminæreksamen eller en adgangseksamen.

Den højere tekniske undervisning blev givet i skolerne i Gorée og Dakar og hørte umiddelbart under Fransk Vestafrikas generalguvernement. »William Ponly«-skolen uddannede almindelige lærere til skolerne i Vestafrika og hjælpelærere til alle de forskellige afdelinger. »Pinet-Laprade«-skolen var en højere fagskole, der uddannede tegnere, landmålere, kunsthåndværkere, typografer, bogtrykkere og bogbindere. Marinens skole for maskinistelever påtænkte uddannelsen af indfødte maskinister til orlogs- og handelsflåden, til flodsejladsen og til private industrielle virksomheder.

Til de særlige undervisningsanstalter hørte vajsenhuset, de såkaldte »Médersas« (det vil sige muslimske skoler) og de højere undervisningsanstalter. I vajsenhuset blev optaget fra hver koloni drenge- og pigebørn af blandet race, der var forladt af deres forældre. Eleverne boede på vajsenhuset, hvor de gratis fik deres undervisning og ophold. »Les Médersas« fandtes kun i de islamiske distrikter mod nord, i Mauretanien, i Senegal og i fransk Sudan. Det var muslimske undervisningsanstalter, der i hovedsagen gik ud på at udnytte, til fordel for den franske politik, den indflydelse, som den muhamedanske præst udøvede på den muslimske befolkning. De højere metropolitanskoler fandtes i de distrikter, hvor den europæiske befolkning var talrig, som fx i Dakar og St. Louis. Der fandtes således gymnasiet »Faidherbe« i St. Louis, der kun optog betalende elever eller elever, der efter bestået prøve havde fået friplads, og den højere skole i Dakar, der optog både drenge og piger boende i denne by. Undervisningen var den samme som i gymnasierne og kollegierne i Frankrig, dog med Undtagelse af undervisningen i filosofi og elementær matematik i øverste klasse.

Endelig var der Fransk-Vestafrikas skole for lægevidenskab, der var oprettet på de indfødtes hospital i Dakar, hvor læger, farmaceuter og indfødte hjælpejordemødre samt indfødte hjælpedyrlæger blev uddannet.

Sundhedvæsenet

Fransk Vestafrikas lægevæsen omfattede et militært lægedirektorat og et generalinspektorat for hygiejne og lægevæsen. Dette sidste stod under direktøren for sundhedsvæsnet, der foruden at sørge for det militære lægevæsen, tillige — som generalinspektør for sundheds- og lægevæsenet — var generalguvernørens tekniske rådgiver.

Inden for lægevæsnet må man skelne mellem flere forskellige grader: Gennem den indfødte lægehjælp skaffedes der den indfødte befolkning pleje, almindelige hygiejniske råd og profylaktiske forholdsregler mod de sygdomme, der kunne undgås. Denne hjælp blev sikret gennem militærlæger og lønnede civile læger; denne organisation opstod ret sent og var underkastet de samme love som de lokale embedsmænd. Endelig indbefattede lægevæsenet hospitaler, der optog betalende syge; de indfødte blev behandlet gratis.

Hospitalerne deltes i to kategorier: de koloniale hospitaler og ambulancer, der opførtes på koloniministeriets budget, og de lokale hospitaler og ambulancer, der opførtes på hver enkelt kolonis budget. De maritime afdelinger for sundhedsvæsnet skulle forebygge, at pestagtige sygdomme førtes ind i landet, sørge for profylaktiske forholdsregler mod disse sygdomme om bord på de skibe, der var stationeret eller i transit, og endelig hindre, at nævnte sygdomme forplantedes videre uden for det distrikt, der blev angrebet. Afdelingerne for hygiejne og beskyttelse af den offentlige sundhed stræbte efter at forbedre landets sundhedsforhold og forhindre opståelse og udbredelse af epidemier; deres opmærksomhed var særlig henvendt på spørgsmålene vedrørende vaccination og revaccination mod kopper og profylaktiske forholdsregler mod spedalskhed og sovesyge. Endelig var der i de fleste af Vestafrikas kolonier oprettet laboratorier, der i forbindelse med forannævnte afdelinger for sundhedsvæsnet medvirkede til opsporing af epidemiske og smitsomme sygdomme samtidig med, at de tjente som stationer for videnskabelige undersøgelser af interesse for landet.

Domæne- og koncessionsforhold

Statsdomænet i Fransk Vestafrika omfattede to grupper: den ene bestod af skarpt afgrænsede territorier for hvilke, det har vist sig nødvendigt at udstede skøder af hensyn til senere udnyttelse af disse territorier, den anden gruppe omfattede de udnyttede strækninger, der indtil videre var underkastet de stedlige kutymelove. Disse landstrækninger var gennem dekret af 23. oktober 1904 erklæret for statsejendom.

Territoriale koncessioner blev givet på nøjagtigt fastsatte betingelser, som koncessionshaveren måtte overholde i landets almene interesse og til gavn for landets økonomiske udvikling. De kunne gives såvel til europæere som til indfødte. Der fandtes ingen almindelig lovgivning for bevilling af koncessioner. Da jordens beskaffenhed og klimaet – og som følge heraf jordens ydeevne – samt endvidere betingelserne for udnyttelse af jorden i høj grad var forskellige i Fransk-Vestafrika, havde man overladt hver enkelt koloni at udfærdige sine særlige anordninger i så henseende.

Post-, telegraf- & telefonvæsenet

Hver enkelt koloni i Fransk Vestafrika havde sin egen post- og telegrafstation, der var uafhængig af de andre og besad egne indtægtskilder. Dog var enhedsprincippet, hvad ledelsen og undersøgelsen af spørgsmål af almen interesse angik, sikret gennem generalguvernementet. Taksterne og betingelserne for udveksling af de forskellige postsager mellem kolonierne indbyrdes eller mellem kolonierne og moderlandet var ens overalt. Posttarifferne i det indre af Vestafrika var væsentligt de samme som i Frankrig. Der fandtes — deri indbefattet 5 kontorer i Togo — i alt 282 post- og telegrafkontorer omkring 1920, hvoraf 32 udelukkende var postkontorer. Da de franske kolonier alle var medlemmer af verdenspostunionen, fastsattes forbindelsen mellem de vestafrikanske kolonier og de tilgrænsende lande af den internationale postkonvention. Udvekslingen af postsager foregik dels ved franske postskibe, med eller uden statsunderstøttelse, dels ved udenlandske dampskibe, som anløb Afrikas vestkyst.

Af undersøiske kabler, der forbandt Vestafrika med den øvrige del af verden, fandtes omkring 1920 6, nemlig:

1) Kablet fra Dakar til Brest, der udelukkende var fransk, med forlængelse til Conakry, Monrovia, Gr. Bassam og Cotonou, og hvorigennem kunne opnås direkte forbindelse med Frankrig.

2) Kablet »Spanish National«, hvorigennem kunne opnås forbindelse med Europa over Tenerife og Cadix.

3) Det vestafrikanske kabel, der sikrede Vestafrikas forbindelse på den ene side med St. Vincent på Kap Verde, Madeira og Europa, på den anden side med Zanzibar og Aden over Kapkolonien.

4) De engelske kabler, hvorigennem blev opnået direkte forbindelse mellem Conakry og Sierra Leone og mellem Cotonou og Lagos.

5) Den franske stats kabel, hvorigennem blev opnået forbindelse mellem Vestafrika og Ækvatorialafrika over Cotonou, Libreville, Kap Lopez og Pointe noire.

6) Selskabet »South American«s kabel, der nåede til Pernambuku.

Fransk Vestafrikas radiotelegrafiske net blev betydeligt udvidet efter 1913, det omfattede herefter 16 stationer, nemlig:

1) Port-Etienne stationen, der havde en normal rækkevidde på 1.000 km om dagen og 3.000 km om natten; de postskibe, der kom fra nord, kunne derigennem anmelde deres ankomst til Dakars red 50 timer i forvejen. Den kunne over Rufisque stationen sende meddelelse til alle Lande.

2) Rufisque stationen, der havde samme rækkevidde som forannævnte og stod i forbindelse med Port-Etienne og Conakry; den modtog hver morgen, over stationen i Lyon, telegrammer fra Frankrig, og på et bestemt klokkeslæt udsendte den et communique til pressen.

3) Dakar stationen, der havde en rækkevidde på 700 km om dagen og 1.000 km om natten; den havde kun forbindelse med skibe, der befandt sig på søen, men modtog radiotelegrammer til og fra alle lande.

4) Conakry stationen, der havde en rækkevidde på 1.000 km om dagen og 3.000 km om natten; den stod i forbindelse med skibene og forbandt Guinea med Senegal over Rufisque og med Elfenbenskysten over Monrovia og Tabu.

5) Monrovia stationen, der havde en rækkevidde på 300 km om dagen; den sikrede den almindelig offentlige forbindelse med skibene og forbandt Conakry med Tabu.

6) Tabu stationen, der havde en rækkevidde på 500 km om dagen og sikrede den almindelige forbindelse med skibene; det var meningen, at den skulle forbinde Monrovia med Abidjean.

7) Timbuktu stationen, der havde en normal rækkevidde på 1.200 km og sikrede forbindelsen mellem Zinder, Kidal og Bamako.

8) Atar og Thinguetti stationerne, der havde en rækkevidde på henholdsvis 800 og 500 km om dagen og var beliggende på grænsen af Mauretanien.

9) Kidal stationen, der havde en rækkevidde på 800 km om dagen og sikrede forbindelsen mellem Sudan og landstrækningerne omkring Niger, Timbuktu og Bamako.

10) Nigers radiotelegrafiske net, der særlig blev benyttet i militær henseende og som sikrede hurtig forbindelse i et land, hvor overhovedet ingen telegrafiske linjer fandtes.

11) Zinder stationen, der havde en rækkevidde på 1.000 km om dagen og forbandt landstrækningerne omkring Niger med andre stationer i kolonien.

12) N'Guimi stationen, der havde en rækkevidde på 500 km og var af overordentlig stor betydning idet den forbandt Vestafrika med Ækvatorialafrika gennem Fort Lamy og nettet omkring Tchad søen.

13) Bilma stationen, der havde en rækkevidde på 500 km og forbandt Meharist inddelingerne med territoriets øverstkommanderende.

14) Tahoua stationen, der havde en rækkevidde på 400 km og var en lille station med forbindelse inden for nettet.

15) Agades stationen, der havde en rækkevidde på 500 km og sikrede forbindelsen i det indre af gruppen.

16) Bamako stationen, der først blev taget i brug efter 1922 og hvorigennem der blev oprettet direkte forbindelse mellem moderlandet og alle kolonierne i gruppen.

Færdselsveje i mellemkrigstiden

Færdselsvejene, ad hvilke der opretholdtes indbyrdes forbindelse mellem de forskellige steder i de umådelige store landstrækninger, hvoraf Fransk Vestafrika bestod, blev efter 1. verdenskrig betydeligt udvidede og forbedrede. Ganske bortset fra flodvejene havde de jernbanelinjer, efter krigen blev benyttet, en skinnelængde af 2.688 km, og de da projekterede jernbanelinjer, der da var under arbejde, en længde af 3.000 km. Der var desuden 10.000 km landeveje eller banede veje, hvoraf størstedelen — i det mindste i den tørre tid — var farbare med automobiler.

Fransk Vestafrika stod i forbindelse med Europa gennem talrige dampskibslinjer. Følgende franske Selskaber havde oprettet regelmæssig forbindelse fra Bordeaux til Senegal: »La Gompagnie des Chargeurs Réunis«, »La Compagnie Generale Transatlanlique« og »La Compagnie Sud-Atlantique«, og en del mindre selskaber havde af og til dampskibsforbindelse med Senegal. Fra Marseille var der ligeledes regelmæssig forbindelse gennem selskaberne »La Société Generale des Transports Maritime«, »Fraisinet« og »Les Affréteurs Réunis«. De engelske linjer »British and African«, »Elder Dempster« og »African Steamship« afgik fra Liverpool; den belgiske linje »La Compagnie Maritime belge du Congo« anløb La Palice i Frankrig; og de italienske linjer »Veloce« og »La Navigazione generale italiana« anløb Barcelona. Alle disse linjer anløb Dakars havn. Det danske Selskab »Krohn« gik i regelmæssig fart mellem de skandinaviske havne, Bordeaux og Dakar. Disse forskellige dampere brugte 7—12 dage om at sejle fra en europæisk havn til Dakar.

Kolonierne mod syd havde ligeledes regelmæssig dampskibsforbindelse med Europa gennem nogle af de ovennævnte franske, engelske og belgiske dampskibsselskaber. Farten på Elfenbenskysten og Dahomey blev besørget af selskabet »Cyprien Fabre« i Marseille.

Dakar, Fransk Vestafrikas vigtigste havn

De rejsende, der begav sig fra Europa til Vestafrika, gik i reglen i land i Dakar, beliggende på den yderste spids af halvøen Cap Vert, på en lav og sandet kyst, med kun sparsom vegetation. Dakar var tidligere kun en lille landsby, hvor indfødte fiskere boede. Den blev samtidig med halvøen Kap Verde afstået til Frankrig af Damel du Cayor i slutningen af det 18. århundrede og udvikledes sig med tiden til en by med over 32.000 indbyggere, hvoraf ca. 3.000 europæere. Dakar udvikledes sig til den største by i Senegal, var siden 1902 hovedstaden i Fransk Vestafrika og havde den betydeligste havn på Afrikas kyst; denne havn var ganske fortræffelig og havde alle betingelser for at hævde sig som en af de mest betydningsfulde i verden.

Ankerpladsen i Dakars havn var sikker, og landingsstedet udmærket oplyst af 3 fyr fra Mamelles, Kap Manuel og Almadies. Skibene lå her i læ for vinden og havet, idet kysten fra Rutisque til Kap Manuel beskriver en halvcirkel, og de beskyttedes yderligere af to store bølgebrydere, hvoraf den ene var 2 km, den anden 650 meter lang. Kajerne var over 700 meter lange og derfra udgik to moler, der hver havde en længde af 300 meter. Disse kajer var gennemkrydset af jernbaner, der benyttedes af jernbaneselskabet fra Dakar til St. Louis, og havde en skinnelængde på over 6 km. I krigshavnen fandtes en reparationsdok, der kunne optage skibe, der målte 180 meter i længden, 25 meter i bredden og med indtil 9 meters dybgang.

Grundet på Dakars heldige beliggenhed på det yderste punkt på Afrikas vestkyst, måtte det synes, at den ville blive et naturligt anløbssted for alle skibe, der sejlede på det sydlige Atlanterhav; men den blev bygget for sent til at blive et uomgåeligt anløbssted for alle dampskibsselskaber, der sejlede mellem Europa og Sydamerika, idet disse allerede havde 3 anløbshavne, nemlig Santa Cruz de Ténériffe, Las Palmas på de kanariske øer og St. Vincent på øgruppen Kap Verde. Havnene på de kanariske øer havde den fordel, da de lå nærmere ved Europa, at de kunne skaffe kul til en billigere pris end Dakar, hvorimod havnen i St. Vincent ikke kunne byde på denne fordel; denne havn havde forøvrigt vanskeligt ved at hævde sig over for sine konkurrenter. Imidlertid havde generalguvernementet i Fransk Vestafrika intet forsømt for at udvikle de fordele, som Dakars havn kunne byde søfarten. Skibene forsynedes billigt med vand og efter, at et italiensk kulfirma, der blev oprettet i slutningen af 1910, forsynede skibene hurtigt og automatisk med kul, udlignedes den højere pris på brændsel gennem den tid, der blev sparet, og de reducerede driftsomkostninger.

Til indtægt for havnevæsnet opkrævedes en tonnageafgift af hvert skib, der løb ind i Dakars havn; denne var fastsat til 0,05 Franc pr. nettoton for skibe, der blev liggende på reden, og til 0,10 Franc for skibe, der lagde til ved kajen. Prisen for lodsning var mindst 30 Francs og højst 300 Francs for ind- og udgang. Hvad varetransporten angår, gik over halvdelen af hele Fransk Vestafrikas varetransport gennem Dakars havn. Af disse varer betaltes en takst af 2 Francs pr. ton for hver indskibning, hver udskibning og hver omladning, der foregik på reden; dog var taksten for kul fastsat til l Franc pr. meterton kul, der udskibedes på kajen eller blev omladet på reden af det skib, der havde bragt ladningen. At oplægge varer på kajen under åben himmel var gratis for et i de fleste tilfælde tilstrækkelig langt tidsrum. De rejsende skulle ikke betale nogen afgift for at komme i land. Forbindelsen til land fra de skibe, der lå på reden, besørgedes af private selskaber, under monopol, men under regeringens kontrol.

Eksterne henvisninger

• M. Neveu-Lemaire: "foredrag om Det franske Vestafrika. Senegal, Gambien og Guinea" (Geografisk Tidsskrift, Bd. 26; 1921)
• Emil Elberling: "Ændringer i den politiske Geografi i den sidste Snes Aar" (Geografisk Tidsskrift, Bd. 15; 1899)
• Kort over forløbet af den franske ekspansion i Vestafrika i tiden 1885-1920.

Se også

• Franske koloniimperium

LA-ikon