Erik Ejegod: Forskelle mellem versioner

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gennemse historikken interaktivt
← Gå til forrige forskelGå til næste forskel →
Content deleted Content added
VisueltWikitekst
tilføjer tekst, litteratur og reflist
Tag: 2017-kilderedigering
m Datomaerker kilde mangler-skabeloner
Linje 33: Linje 33:
'''Erik Ejegod''' (ca. [[1055]] i [[Slangerup]] – [[10. juli]] [[1103]] i [[Pafos]] på [[Cypern]]) var [[Danmark]]s [[konge]] [[1095]]-1103. Han oprettede et [[Ærkebiskop|ærkebispesæde]] i [[Lund (Sverige)|Lund]] og fik sin bror [[Knud den Hellige]] [[Kanonisering|helgenkåret]].
'''Erik Ejegod''' (ca. [[1055]] i [[Slangerup]] – [[10. juli]] [[1103]] i [[Pafos]] på [[Cypern]]) var [[Danmark]]s [[konge]] [[1095]]-1103. Han oprettede et [[Ærkebiskop|ærkebispesæde]] i [[Lund (Sverige)|Lund]] og fik sin bror [[Knud den Hellige]] [[Kanonisering|helgenkåret]].


Erik Ejegod er den fjerde af [[Svend 2. Estridsen|Svend Estridsens]] sønner som opnår at blive konge i Danmark. Han vælges til konge i [[1095]] efter broderen [[Oluf 1. Hunger]]s død. Erik Ejegod er ved sin broder Knuds side, da denne dræbes i [[Odense]]. I begyndelsen af sin regeringstid var han ifølge et skjaldekvad engageret i at bekæmpe [[vender]]ne i [[Nordtyskland]].<ref name="Fen">Fenger (2002-2005)</ref> Dette folkeslag var trængt af [[germaner]]ne, der var i færd med at [[koloni]]sere den østlige del af [[Tyskland]], og venderne slog sig derfor på [[plyndring]]er i den sydlige del af Danmark. Det lykkes Erik at erobre vendernes vigtigste base, [[Rügen]], og han indsætter sin søstersøn Henrik som vendernes [[fyrste]].{{km}}
Erik Ejegod er den fjerde af [[Svend 2. Estridsen|Svend Estridsens]] sønner som opnår at blive konge i Danmark. Han vælges til konge i [[1095]] efter broderen [[Oluf 1. Hunger]]s død. Erik Ejegod er ved sin broder Knuds side, da denne dræbes i [[Odense]]. I begyndelsen af sin regeringstid var han ifølge et skjaldekvad engageret i at bekæmpe [[vender]]ne i [[Nordtyskland]].<ref name="Fen">Fenger (2002-2005)</ref> Dette folkeslag var trængt af [[germaner]]ne, der var i færd med at [[koloni]]sere den østlige del af [[Tyskland]], og venderne slog sig derfor på [[plyndring]]er i den sydlige del af Danmark. Det lykkes Erik at erobre vendernes vigtigste base, [[Rügen]], og han indsætter sin søstersøn Henrik som vendernes [[fyrste]].{{kilde mangler|dato=maj 2018}}


Erik Ejegod genoptager de tidligere kongers indsats for at løsrive den danske [[kirke (trosretning)|kirke]] fra [[ærkebispedømmet Hamborg-Bremen]], og i [[1103]] lykkes det ham med [[pave]]ns velsignelse at oprette et selvstændigt dansk [[ærkebiskop|ærkebispesæde]] i [[Lund (Sverige)|Lund]]. [[Ærkebiskop Asser|Asser]], som Oluf har udnævnt til [[biskop]] i Lund, bliver Nordens første [[ærkebiskop]]. Ved samme lejlighed udvirker han at broderen Knud bliver [[helgen]]kåret.{{km}}
Erik Ejegod genoptager de tidligere kongers indsats for at løsrive den danske [[kirke (trosretning)|kirke]] fra [[ærkebispedømmet Hamborg-Bremen]], og i [[1103]] lykkes det ham med [[pave]]ns velsignelse at oprette et selvstændigt dansk [[ærkebiskop|ærkebispesæde]] i [[Lund (Sverige)|Lund]]. [[Ærkebiskop Asser|Asser]], som Oluf har udnævnt til [[biskop]] i Lund, bliver Nordens første [[ærkebiskop]]. Ved samme lejlighed udvirker han at broderen Knud bliver [[helgen]]kåret.{{kilde mangler|dato=maj 2018}}


Erik beslutter i 1103 at drage på [[pilgrim]]sfærd til [[Jerusalem]], som i [[1099]] under det første [[korstog]] er tilbageerobret fra [[muslim]]ernes besættelse. Erik rejser med sit store følge over [[Novgorod]] i [[Rusland]], og han besøger [[kejser]]en af det [[Østromerske Kejserdømme|byzantinske rige]] i [[Konstantinopel]] ([[Miklagård]]) med hans [[Livgarde|garde]] af nordiske '[[væringer]]'. Han når dog aldrig frem, men dør på [[Cypern]] – vistnok ved [[Pafos]], hvor han bliver begravet. Hans dronning, Bodil, fortsætter til [[Det hellige Land]], hvor hun skal være død af sygdom på [[Oliebjerget]].<ref name="Fen"/> De efterlader sønnerne [[Knud Lavard]] og [[Harald Kesja]]. Erik Ejegod når dog under sin rejse at sende forskellige relikvier til Roskilde, Lund og fødebyen [[Slangerup]], efter sigende en splint af Kristi kors og en splint af den hellige Niels'(Nikolais) ben. Det siges, at han også bød, at der skal opføres en vældig kirke på hans fødested i [[Slangerup]]. Denne kirke blev opført og var Nordens største stenkirke. Kirken bliver nedrevet efter reformationen, men [[apsis]] bliver stående til langt op i det 17. årh., da fortællingen jo siger, at netop her fødes denne vældige konge. Ruinerne af kirken er blevet udgravet flere gange, senest i 1996.{{km}}
Erik beslutter i 1103 at drage på [[pilgrim]]sfærd til [[Jerusalem]], som i [[1099]] under det første [[korstog]] er tilbageerobret fra [[muslim]]ernes besættelse. Erik rejser med sit store følge over [[Novgorod]] i [[Rusland]], og han besøger [[kejser]]en af det [[Østromerske Kejserdømme|byzantinske rige]] i [[Konstantinopel]] ([[Miklagård]]) med hans [[Livgarde|garde]] af nordiske '[[væringer]]'. Han når dog aldrig frem, men dør på [[Cypern]] – vistnok ved [[Pafos]], hvor han bliver begravet. Hans dronning, Bodil, fortsætter til [[Det hellige Land]], hvor hun skal være død af sygdom på [[Oliebjerget]].<ref name="Fen"/> De efterlader sønnerne [[Knud Lavard]] og [[Harald Kesja]]. Erik Ejegod når dog under sin rejse at sende forskellige relikvier til Roskilde, Lund og fødebyen [[Slangerup]], efter sigende en splint af Kristi kors og en splint af den hellige Niels'(Nikolais) ben. Det siges, at han også bød, at der skal opføres en vældig kirke på hans fødested i [[Slangerup]]. Denne kirke blev opført og var Nordens største stenkirke. Kirken bliver nedrevet efter reformationen, men [[apsis]] bliver stående til langt op i det 17. årh., da fortællingen jo siger, at netop her fødes denne vældige konge. Ruinerne af kirken er blevet udgravet flere gange, senest i 1996.{{kilde mangler|dato=maj 2018}}


I [[1887]] rejstes der en mindesten i [[Slangerup]] over Erik Ejegod og dronning Bodil (denne sten blev flyttet i 1922 ) og i [[1915]] rejstes på [[Borgvold]] i [[Viborg]] en mindesten for Erik Ejegod. Deres søn Harald Kesja, der havde styret riget under forældrenes rejse blev ikke valgt som konge efter sin far. I stedet valgtes Sven Estridsens søn Niels.<ref name="Fen"/>
I [[1887]] rejstes der en mindesten i [[Slangerup]] over Erik Ejegod og dronning Bodil (denne sten blev flyttet i 1922 ) og i [[1915]] rejstes på [[Borgvold]] i [[Viborg]] en mindesten for Erik Ejegod. Deres søn Harald Kesja, der havde styret riget under forældrenes rejse blev ikke valgt som konge efter sin far. I stedet valgtes Sven Estridsens søn Niels.<ref name="Fen"/>

Versionen fra 30. maj 2018, 00:51

Erik Ejegod
Erik Ejegods grav på Cypern
Konge af Danmark
Regerede 1095 – 10. juli 1103
Forgænger Oluf 1. Hunger
Regent Erik 1. Ejegod
Efterfølger Niels
Ægtefælle Dronning Bodil
Børn

Med Bodil:

Udenfor ægteskab:

Fulde navn Erik Svendsøn
Hus Jellingdynastiet
Far Svend Estridsen
Mor Ukendt frille
Født Ca. 1055
Slangerup
Død 10. juli 1103
Pafos, Cypern
Hvilested Cypern
Religion Kristen

Erik Ejegod (ca. 1055 i Slangerup – 10. juli 1103 i Pafos på Cypern) var Danmarks konge 1095-1103. Han oprettede et ærkebispesæde i Lund og fik sin bror Knud den Hellige helgenkåret.

Erik Ejegod er den fjerde af Svend Estridsens sønner som opnår at blive konge i Danmark. Han vælges til konge i 1095 efter broderen Oluf 1. Hungers død. Erik Ejegod er ved sin broder Knuds side, da denne dræbes i Odense. I begyndelsen af sin regeringstid var han ifølge et skjaldekvad engageret i at bekæmpe venderne i Nordtyskland.[1] Dette folkeslag var trængt af germanerne, der var i færd med at kolonisere den østlige del af Tyskland, og venderne slog sig derfor på plyndringer i den sydlige del af Danmark. Det lykkes Erik at erobre vendernes vigtigste base, Rügen, og han indsætter sin søstersøn Henrik som vendernes fyrste.[kilde mangler]

Erik Ejegod genoptager de tidligere kongers indsats for at løsrive den danske kirke fra ærkebispedømmet Hamborg-Bremen, og i 1103 lykkes det ham med pavens velsignelse at oprette et selvstændigt dansk ærkebispesæde i Lund. Asser, som Oluf har udnævnt til biskop i Lund, bliver Nordens første ærkebiskop. Ved samme lejlighed udvirker han at broderen Knud bliver helgenkåret.[kilde mangler]

Erik beslutter i 1103 at drage på pilgrimsfærd til Jerusalem, som i 1099 under det første korstog er tilbageerobret fra muslimernes besættelse. Erik rejser med sit store følge over Novgorod i Rusland, og han besøger kejseren af det byzantinske rige i Konstantinopel (Miklagård) med hans garde af nordiske 'væringer'. Han når dog aldrig frem, men dør på Cypern – vistnok ved Pafos, hvor han bliver begravet. Hans dronning, Bodil, fortsætter til Det hellige Land, hvor hun skal være død af sygdom på Oliebjerget.[1] De efterlader sønnerne Knud Lavard og Harald Kesja. Erik Ejegod når dog under sin rejse at sende forskellige relikvier til Roskilde, Lund og fødebyen Slangerup, efter sigende en splint af Kristi kors og en splint af den hellige Niels'(Nikolais) ben. Det siges, at han også bød, at der skal opføres en vældig kirke på hans fødested i Slangerup. Denne kirke blev opført og var Nordens største stenkirke. Kirken bliver nedrevet efter reformationen, men apsis bliver stående til langt op i det 17. årh., da fortællingen jo siger, at netop her fødes denne vældige konge. Ruinerne af kirken er blevet udgravet flere gange, senest i 1996.[kilde mangler]

I 1887 rejstes der en mindesten i Slangerup over Erik Ejegod og dronning Bodil (denne sten blev flyttet i 1922 ) og i 1915 rejstes på Borgvold i Viborg en mindesten for Erik Ejegod. Deres søn Harald Kesja, der havde styret riget under forældrenes rejse blev ikke valgt som konge efter sin far. I stedet valgtes Sven Estridsens søn Niels.[1]

Foregående: Kongerækken Efterfølgende:
Oluf 1. Hunger
(1086 – 1095) 		Niels
(1104 – 1134)

Kilder/henvisninger

Noter

  1. ^ a b c Fenger (2002-2005)
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Erik_Ejegod&oldid=9553301"