Hades
for anden brug af navnet Hades, (Se alle artikler, hvis navn begynder med Hades).
Hades ("den usynlige") er i den græske mytologi enten dødsriget eller dødsrigets gud. Et andet navn for samme gud er Pluton ("den rige"), der er opstået fordi ædelmetaller kom fra undergrunden[1]. På latin bliver han kaldt Pluto (fra græsk) eller Dis pater ("den rige fader"), mens dødsriget hedder Orcus.
Guden
Hades var søn af Kronos og Rhea og dermed broder til Zeus og Poseidon. Da Zeus havde besejret den tyranniske fader, delte de tre brødre verden imellem sig, således at Zeus fik himlen, Poseidon havet og Hades underverdenen.
Hades blev gift med Persefone, Demeters datter, som han røvede. Persefone skulle efter aftale være hos sin mand i vintermånederne og ellers hos sin moder. Demeter er agerbrugets gudinde, og Persefone symboliserer kornet, der jo er skjult under jorden en tid. Historien spillede en vigtig rolle i de eleusinske mysterier.
Fordi Hades var konge over dødsriget, var hans navn forbundet med frygt. Det er derfor, han har fået eufemistiske tabunavne som "den rige" (Pluton), "den navnkundige" (Klymenos), "den rådsnare" (Eubuleus) og "den gæstfrie" (Polydegmon).
Dødsriget
Det græske dødsrige Hades svarer ikke til det kristne helvede. Det er ikke et sted, som de onde sendes til efter døden som en straf for de synder, som de begik i livet. Det svarer heller ikke til de kristnes himmel. Hos Homer beskrives Hades som et trist sted, hvor sjælene lever et evigt skyggeliv uden alt det, der bragte glæde i jordelivet.
En del myter fortæller om heltes nedfart til dødsriget (græsk katabasis): Herakles, der som en af sine mange opgaver skulle stjæle dødsrigets trehovedede vagthund Kerberos, Theseus og Peirithoos, der ville stjæle Persefone, Orfeus, der ville hente sin døde hustru Eurydike tilbage til livet og Odysseus på sin omflakkende rejse hjem fra Troja. Grækerne og romerne fortalte, at der var nedgange til dødsriget mange steder. F.eks. Tainaros på de sydlige Peloponnes og igennem søen Avernus nær Cumae.
De døde sjæle kom til dødsriget ved at krydse den mytiske flod Acheron, som de blev sejlet over af færgemanden Charon. Han krævede en takst på én obol, og det var derfor en udbredt skik i oldtiden at placere en sådan mønt under tungen på de døde, der ikke skulle stå uden penge til billetten. Ellers kom de til at stå for evigt på den anden bred. Vejen ud var spærret af vagthunden Kerberos, der var venlig, når nogen trådte ind, men bidsk, når de ville ud.
Der var fem floder i Hades: Acheron, Kokytos, Flegethon, Lethe og Styx. I den sidste flod blev Achilleus dyppet af sin moder Thetis for at give ham usårlighed.
Guderne sværger ved Styx.
Grækerne kunne ikke finde trøst i det triste dødsrige, og der opstod populære mysteriereligioner, der tilbød udfrielse fra denne fortabelse. De orfiske mysterier lærte, at de døde skulle undgå at drikke af Lethe ("glemselen") og i stedet drikke af søen Mnemosyne ("erindring"), hvorved de blev udfriet. Man begyndte også at forestille sig, at der sad tre dommere i dødsriget, Minos, Rhadamantys og Aiakos, der sendte de onde til Tartaros (egentlig fængslet for de tyranniske guder i den gamle mytologi) og de gode til de elysiske sletter eller de saliges øer.
Herakles
Herakles' sidste opgave var at fange Cerberus. Herakles tog først til Eleusis for at blive indviet i de eleusinske mysterier. Han gjorde dette for at fritage sig selv for skyld, for at dræbe kentaurer og at lære at komme ind og ud af underverdenen i live. Han fandt indgangen til underverdenen på halvøen Taenarum. Athena og Hermes hjalp ham ind og ud fra underverdenen. Herakles bad Hades om tilladelse til at overtage Cerberus. Hades accepterede, så længe Herakles ikke skadede Cerberus. Da Herakles trak hunden ud af underverdenen, gik han gennem hulen Acherusia.
Kilder
- ^ "Græske guder og helte" af Leo Hjortsø, Politikens Forlag, 1984 ISBN 8756738692
Se også
- De græske guders familietræ
- Hades (Disney)
- Tuonela - dødsriget i finsk mytologi
