Sudan

جمهورية السودان Ǧumhūriyyat as-Sūdān
Flag Nationalvåben
Motto: Al-Nasr Lana (Arabisk: Sejren er vor)
Nationalmelodi: Nahnu Jund Allah Jund Al-watan
Hovedstad	Khartoum 15°35′N 32°31′Ø
Største by	Omdurman
Officielle sprog	Arabisk og Engelsk
Regeringsform	Republik
Uafhængighed
Areal
• Total	1.886.068 km2  (nr. 16)
• Vand (%)	5,2
Befolkning
• Anslået 2010	43.939.598 (inkl. Sydsudan) (nr. 30)
• Folketælling 1993	24.940.683
• Tæthed	16,0 (inkl. Sydsudan)/km2  (nr. 160)
Valuta	Sudansk dinar (SDD)
Tidszone	UTC+3
• Sommertid	UTC+3
Kendings- bogstaver (bil)	SUD
Luftfartøjs- registreringskode	ST
Internetdomæne	.sd
Telefonkode	+249
ISO 3166-kode	SD, SDN, 729

Sudan er et land i Afrika og en tidligere engelsk koloni. Nabolandene er Egypten, Libyen, Tchad, Etiopien, Eritrea, Sydsudan og Den Centralafrikanske Republik.

Sudan blev uafhængigt af Storbritannien i 1956 og har siden været medlem af FN. Militære regimer, som favoriserer islamisk orienterede regeringer har siden landet blev selvstændigt, domineret landets indenrigspolitik. Bortset fra perioden 1972-1982, har landet været hærget af borgerkrig siden den gang, og Sudan har den ret kedelige rekord at have haft krig i længst tid på det afrikanske kontinent. Konflikten har sit udgangspunkt i det muslimske nordlige Sudans økonomiske, politiske og sociale undertrykkelse af kristne og afrikanske grupperinger i det sydlige Sudan. En fredsaftale mellem de stridende parter blev indgået den 9. januar 2005. Som et resultat af fredsaftalen afholdtes den 9. januar 2011 en folkeafstemning om, hvorvidt Sydsudan skulle være selvstændigt. Da et stort flertal stemte for uafhængighed, løsrev Sydsudan sig fra Sudan pr. 9. juli 2011.

Historie

I 11-15 århundrede dannedes under islamisk indflydelse i et bælte tværs over Afrika langs Saharas sydgrænse et antal stammestater, deriblandt Darfur, Kordofan, Silluk og Fung. Disse stammestaters udvikling er næsten ukendt, men de er blandt andet omtalt i rejsebeskrivelser af Ibn Khaldun (1332-1406). I samme periode skete en stor invandring af arabere, som blev delvist opblandede med den stedlige befolkning. Omkring 1500 e.Kr. dannedes to islamiske sultanater: Darfur i vest og Sannar i området mellem den Hvide og den Blå Nil.

Kolonitiden

Mahdi-staten (1881–98), beliggende inden for de daværende grænser for Sudan.

1820-22 blev det sudanesiske område besat af Egypten, og byen Khartoum blev grundlagt i 1823. I 1881 dannedes mahdibevægelsen, der var vendt imod det britisk-egyptiske kolonivælde. 1885 grundlagde oprørsbevægelsen sin egen stat med Omdurman som hovedstad. Denne stat bestod indtil 1898, da det lykkedes englænderne at bekæmpe den i krigen 1896-98. 1899 skabtes et britisk-egyptisk fællesherredømme: Engelsk-Egyptisk Sudan.

1924-36 var Sudan under engelsk kolonivælde og fra 1936 atter under britisk-egyptisk fællesherredømme.

I aftalen af 1953 erkendte såvel Storbritannien som Egypten Sudans eget herredømme, og i 1954 dannedes et parlament og et hjemmestyre (statsminister Ismail al-Azhari). I 1956 erklærede Sudan sig selvstændigt.

Efter selvstændighedserklæringen

1958-64 var det sudanesiske område en diktaturstat under ledelse af general Ibrāhīm Abbud. Efter dettes omstyrtelse i 1964 dannedes flere højreorienterede koalitionsstyrer (statsministre Muhammad Ahmad Mahgoub og Ismāīl el-Azhari), dog uden at det lykkedes at undertvinge de sydlige områder. Ved et statskup den 25. maj 1969 kom Jaafar Muhammad al-Numayrī (fra 1971 med titel som præsident) til magten som leder af en "Folkelig Revolutionskomite". Politiske partier blev forbudt, Sudan blev udråbt som "demokratisk republik", og der blev gennemført omfattende nationaliseringer. Efter et forsøg på at lave et kommunistisk statskup i juli 1971 begyndte al-Numayrīs repressioner mod Sudans kommunistiske parti. Blandt andet blev partiets generalsekretær Mahgoub henrettet. Samme år blev "Sudans Socialistiske Union" (Sudan Socialist Union) erklæret som eneste lovlige parti.

I 1971 lykkedes det den tidligere hærofficer, Joseph Lagu, at forene selvstændighedesbevægelserne i det sydlige sudanske område i den "Syd-sudanesiske Befrielsesbevægelse" (Southern Sudan Liberation Movement). Som følge heraf indgik diktaturet i 1972 i Addis Abeba en aftale om selvstyre for tre sydlige provinser ved den etiopiske kejser, Haile Selassies, mellemkomst.

I 1980'erne begyndte de islamske kræfter at øge deres kontrol med området: 1983 blev sharia loven indført over hele Sudan, og der blev vedtaget en forfatning med det erklærede formål at omdanne Sudan til et muslimsk diktatur. Dette bidrog til de kristnes bestræbelser på at frigøre sig fra undertrykkelse i de sydlige områder. Disse grupper samlede sig i den Sudanesiske Folkebefrielsesfront (Sudan Peoples Liberation Army). Under den borgerkrig, der fulgte, gennemførte general Abdel Rahmān Swar al-Dahab i 1985 et nyt militært statskup. Forfatningen af 1983 blev sat ud af kraft, dog forblev lovgivningen om tvungen brug af shariaen i kraft. Det følgende år overdrog det såkaldte Midlertidige Krigsråd styret til en civilforvaltning, hvis leder Sādiq al-Mahdī påbegyndte forhandlinger med Folkebefrielsesfrontens ledere om afslutning af borgerkrigen (reelt løsrivelsesbestræbelserne). I 1989 blev endnu et militært statskup gennemført, og atter kom islamisksindede til magten, hvorefter alene Den Folkelige Islamiske Front (fra 1996 Folkekongres) blev tilladt. Styret blev overtaget af den Folkelige Rednings Revolutionære Militærledelses Råd (ledet af general Umar Hasan Ahmad al-Bashīr). I 1992 blev et såkaldt overgangs-folkeråd dannet, og i 1998 blev politiske partier atter tilladt, men der har ikke været parlamentsvalg siden år 2000. I 2005 indgik de stridende parter en våbenhvile i det sydlige sudanesiske område, der på daværende tidspunkt havde haft hen ved 2 milioner ofre, og Sudans sydlige dele fik lovning på en 6-årig periode med selvstyre og derefter ret til at gennemføre en afstemning om uafhængighed. Dette skete 9. januar 2011 med stort flertal for uafhængighed, hvorefter Sydsudan blev en selvstændig stat 9. juli samme år. Til trods for de forskellige aftaler er krigene i resten af Sudan dog ikke stoppet. Fra juli 2003 er der nye konflikter, nu også om Darfurs fremtid (se "Konflikten i Darfur" nedenfor).

Den tidligere koloni Sudans historie efter "selvstændigheden" afspejler med tydelighed de uløste problemer og de kampe mellem forskellige grupper, dels folkelige selvstændighedsbevægelse, dels yderligtgående – ofte militære, ultraracistiske og religiøse – magtsyge, hvis voldshandlinger og hensynsløse undertrykkelsesvirksomhed kolonivældernes hastige afvikling skabte frit afløb for.

Sydsudan bliver selvstændigt

Ved en folkeafstemning i Sydsudan i januar 2011 blev det afgjort, at Sydsudan skulle blive en selvstændig nation. Efter at man havde optalt stemmerne fra både det nordlige og det sydlige Sudan, viste det sig i slutningen af januar 2011, at 98,83 % af de deltagende havde stemt for en deling. Den 7. februar tilkendegav Sudans Præsident Omar Hasan Ahmad al-Bashir, at han ville anerkende det selvstændige Sydsudan, hvilket skete i forbindelse med uafhængighedserklæringen den 9. juli 2011. Sydsudans hovedstad er herefter Juba.

I forlængelse af Sydsudans selvstændighed udbrød der uroligheder i delstaten Den Blå Nil. Store befolkningsgrupper i både Den Blå Nil og i en anden sudansk delstat greb til våben for at blive optaget som en del af den nye stat og dermed fri af regimet i Khartoum, der til gengæld slog hårdt ned på oprørerne. Særligt stærke spændinger mellem Sudan og Sydsudan indtraf i den omstridte Abyei region, som styrker fra Khartoum overtog kontrollen med i maj og efterfølgende tvang omkring 110.000 til at flygte fra. I efteråret 2011 flygtede yderligere over 27.500 indbyggere over grænserne til Etiopien og Sydsudan. Begivenhederne faldt sammen med, at Sudans økonomi kom i dyb krise med voldsom inflation på fødevarepriser, tabte olieindtæger og store udgifter til en valgkampagne for diktatoren Omar Hassan al-Bashir, der udelukkede enhver form for forhandling med oprørerne. Begivenhederne afspejlede det forhold, at selv efter Sydsudans selvstændighed er Restsudan på ingen måde nogen etnisk eller politisk enhed.

Politik

Konflikten i Darfur

Uddybende artikel: Darfur-konflikten

På trods af aftalen, fortsætter den nok største humanitære katastrofe i verden for øjeblikket i Darfur-regionen i Sudan, hvor Sudans regering er blevet anklaget for at have givet Janjaweed-militsen frie hænder til at fordrive medlemmer af områdets ikke-arabiske befolkningsgrupper. Trods flere forsøg fra bl.a. FN's og Afrikanske Unions side på at skabe fred i området, er krigen endnu ikke afsluttet. Det anslåes at mere end 250.000 har mistet livet i området i de sidste halvandet år (17. dec. 2007) — det er mere end 2½ gang det tidligere anslåede.

Administrativ inddeling

Politisk-administrativt kort over Sudan. Hala'ib Trekanten har været under Egyptisk administration fra 2000.

Sudan inddeles i 15 delstater (wilayat, ental: wilayah), der atter inddeles i distrikter.

• Al Jazirah
• Al Qadarif
• Blå Nil
• Kassala
• Khartoum
• Norddarfur
• Nordkordofan
• Nordlige Sudan
• Røde Hav
• Nilen
• Sennar
• Syddarfur
• Sydkordofan
• Vestdarfur
• Hvide Nil

Regionale enheder og omstridte områder

Ved siden af delstaterne findes en inddeling i regionale administrative enheder dannet i forbindelse med fredsaftaler mellem den centrale regering og oprørsgrupper.

     Centrale og nordlige stater      Darfur      Øst Front      Abyei      Sydkordofan og Blå Nil staterne

Regionale administrative distrikter

• Darfur Regionale Overgangsstyre blev oprettet ved Darfur Fredsaftalen som koordinator for de tre stater, der tilsammen udgør regionen Darfur.
• De Østsudanske Staters koordinationsråd blev oprettet ved Østsudans Fredsaftale mellem det sudanske centralstyre og den oprørske Øst Front som koordinator mellem de tre østlige stater.
• Abyei beliggende på grænsen mellem Syd-Sudan og Sudan har for tiden en særlig administrativ status og ledes af Abyei områdes Administration. Der skulle afholdes en folkeafstemning i 2011 om hvorvidt området skulle tilslutte sig Sydsudan eller forblive en del af Sudan.

Omstridte områder

• Staterne Sydkordofan og Blå Nil skal afholde "folkelige konsultationer" for at fastslå deres retslige stilling inden for rammerne af den sudanske republik.
• Hala'ib-trekanten er et omstridt område mellem Sudan og Egypten. Det holdes for tiden under egyptisk administration.
• Abyei er et omstridt område mellem Sudan og Sydsudan. Det holdes for tiden under Sudans administration, men skal overdrages til FNs administration.
• Bir Tawil er et terra nullius (ingenmandsland) på grænsen mellem Egypten og Sudan, som ingen af dem gør krav på.

Geografi

Sudan ligger i Østafrika. Sudan er Afrikas tredjestørste land efter Algeriet og Demokratiske Republik Congo, og har et areal, der er ca. 45 gange så stort som Danmark. Det udgør en stor del af det nordøstlige Afrika. Sudan grænser op til Egypten, Libyen, Chad, Etiopien, Sydsudan, Eritrea og Den Centralafrikanske Republik.

Økonomi

Den sudanesiske territoriums vigtigste samhandelspartner i 2005 var med hensyn til udførsel Folkerepublikken Kina (70%), Japan (12%) og Saudi Arabien (2,8%), og med hensyn til indførsel Folkerepublikken Kina (20,7%), Saudi Arabien (9,4%), Arabiske Emirater (5,9%), Egypten (5,5%) og Japan (5,1%). Olien, der udvindes i de sydlige, frihedstrængende dele af området, udgør sammen med landbrugsvarer og metaller (guld, krom) vigtige handelsvarer. Omkring halvdelen af statsbudgettet bruges på militæret.

Demografi

Sudan er ikke og har aldrig været en nationalstat. Inden for Sudans officielle grænser lever folk af forskellig etnisk baggrund og med forskellige sprog; i alt tales henved 110 forskellige sprog. Befolkningen er delt i tre hovedgrupper: mod nord og omkring Nildalen bor arabere og nubier og mod syd forskellige, fortrinsvis i det 20 århundrede indvandrede muslimer. På Darfur-plateauet bor furier, på Kordofan-plateauet folk med kordofan-sprog (koaliber, tumtumer, tegaler m.fl.). I den nubiske ørken og ved det røde hav bor besjaer. Over halvdelen af befolkningen taler arabisk. Flertallet af byboer findes i de centrale og nordlige egne og er muslimer.

Litteratur

• Mekuria Bulcha: Flight and integration: Causes of mass exodus from Ethiopia and problems of integration in the Sudan; Scandinavian Institute of African Studies, Uppsala 1988
• EE15 (Tallinn 2007)

Eksterne henvisninger

• Nordisk Familjebok, 1800-talsutgåvan (1884), bind 8, sp. 1361-1362; opslag: Kordofan
• Salmonsens Konversationsleksikon, 2. udgave, bind XIV, s. 507-508; opslag: Kordofan
• Salmonsens Konversationsleksikon, 2. udgave, bind XXV, s. 751; opslag: Ægyptisk Sudan
• timesonline 16. marts 2005
• DR: Konflikten i Darfur
• Kristian Sloth: Bristede illusioner i Afrikas mikrokosmos. Sudans mislykkede nationsdannelse (Politica, Bind 33; 2001)

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Sudan

Spire Denne artikel om afrikansk geografi er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.