Kosovo

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Republikken Kosova
Republika e Kosovës
Република Косово
Republika Kosova
Nationalvåben
MottoIntet
NationalmelodiKomponeret af Mendi Mengjiqi. Endnu ingen tekst.
Hovedstad
(og største by)
Pristina
42°40′N, 21°10′E
Officielle sprog Albansk
Regeringsform Parlamentarisk republik
 -  Præsident Atifete Jahjaga
 -  Premierminister Isa Mustafa
Uafhængighed fra Serbien 
 -  Erklæret 17. februar 2008 
 -  Anerkendt – 
Areal
 -  Total 10,887 km2 (nr. 162)
Indbyggertal
 -  Anslået 2007 2.200.000 
 -  Tæthed 220/km2 (nr. 34)
Valuta Euro1 (EUR)
Tidszone CST (UTC+1)
 -  Sommer (DST) CEST (UTC+2)
Kører i højre side af vejen
Kendings-
bogstaver (bil)
RKS
Luftfartøjs-
registreringskode
KS[1]
Internetdomæne Intet officielt
Byer i Kosovo

Kosovo eller Kosova er et område i det sydlige Balkan, der d. 17. februar 2008 udråbte sig selv som en uafhængig stat, dog er landet ikke anerkendt af FN;[2] Pr.januar 2013 har 100 ud af 193 lande, heraf 22 EU-lande[3], herunder Danmark [4] anerkendt Kosovo som selvstændig stat.

Kosovo grænser op til Serbien, Montenegro, Albanien og Makedonien. Hovedstaden i den bjergrige provins er Pristina. Kosovo har en befolkning på ca. to millioner mennesker, hovedsagelig etniske albanere, med mindre befolkningsgrupper af serbere, tyrkere, bosniakker og andre etniske grupper.

Kosovo har været del i en lang politisk og territorial konflikt mellem den serbiske regering (og før det den jugoslaviske regering) og Kosovos albanske befolkning.

Se også Kosovas navne.

Geografi[redigér | redigér wikikode]

Kosovo har et areal på 10.912 km² (ca. en fjerdedel af Danmark). Kosovo grænser op til Montenegro i nordvest, Det Centrale Serbien mod nord og øst, Republikken Makedonien mod syd og Albanien mod sydvest. Provinsens nuværende grænser blev fastlagt i 1945.

Befolkningsforholdene i oldtiden og middelalderen[redigér | redigér wikikode]

Flertallet af befolkningen har i mange år været albansk, men der er forskellige opfattelser af hvornår og hvorfor det er sket.

Det er en udbredt albansk opfattelse at albanerne nedstammer fra illyrerne der beboede store dele af området ved Adriaterhavet i oldtiden og før slaverne, som serberne nedstammer fra, kom til Balkan. Illyrerne er kendt fra bl.a. romerske kilder. Teorien om den illyriske afstamning er sandsynlig, men der er ikke arkæologiske eller filologiske kilder eller undersøgelser, der entydigt viser dette. I middelalderen var Kosovo i en periode frem til omkring år 1400 et centralt område i det serbiske rige, og fra den tid stammer mange ortodokse kirker og klostre. Det serbiske kejserrige fik omkring midten af 1300-tallet sin største udbredelse under tsar Dušan den Store.

I perioden efter slaget på Solsortesletten (på serbisk: Kosovo Polje), 28. juni 1389, blev området underlagt det osmanniske rige, og fyrsterne blev – mere eller mindre frivilligt – sultanens vasaller. Slaget i 1389 var formentlig uafgjort. Der deltog mange folkeslag i slaget som serbere, albanere og andre på begge sider, de fleste støttede den serbiske hærfører, fyrst Lazar, men nogle støttede sultanen. Både fyrst Lazar og sultanen, Murad I, blev dræbt under slaget.

Hvordan forholdet og fordelingen var mellem serbere og albanere i middelalderen er vanskeligt at sige, men det er sandsynligt at der skete en betydelig vægtfordeling – til gunst for albanerne – i slutningen af 1600-tallet, hvor mange serbere flygtede til Østrig-Ungarn som følge af en mislykket østrigsk-ungarsk invasion og den efterfølgende retræte mod nord.

1800- og 1900-tallet[redigér | redigér wikikode]

Kosovo02.png

I 1800-tallet opstod der en national serbisk bevægelse, der førte til dannelsen af en serbisk stat med centrum uden for Kosovo.

Efter det osmanniske riges sammenbrud i begyndelsen af 1900-tallet blev Kosovo erobret af Serbien i 1912, og albanerne har siden da opfattet serberne som undertrykkere og været enten skeptiske eller negative over for dem.

Efter 2. verdenskrig forblev Kosovo som en del af Serbien og indgik i Titos Jugoslavien og der er mange eksempler på at albanerne blev undertrykt (særligt tydeligt mens Aleksandar Ranković havde magten i Serbien)[Kilde mangler].

Forskellige forsøg på at udvikle Kosovo økonomisk og socialt lykkedes kun delvist, og selv om der er eksempler på, at serbere og albanere har samarbejdet og har været venner med hinanden, er det tydeligt at de etniske grupper – i det store og hele – har levet hver deres liv, f.eks. er der forvindende få eksempler på ægteskab mellem folk fra de to grupper.

Albanerne vedblev med at leve i klaner og patriarkalsk dominerede storfamilier og vedblev med at tale albansk, og det var kun et fåtal, der ønskede at arbejde positivt for opbygningen af det jugoslaviske samfund. Det var obligatorisk at lære serbokroatisk i skolen, men albansk var fortsat det dagligt talte sprog blandt albanerne.

Nogle af de kosovo-serbiske bønder levede som albanerne (men talte serbisk). Men man søgte – med vekslende held – at tiltrække folk fra andre dele af Jugoslavien, både som landbrugere, som industriarbejdere og som ansatte i staten. Langt de fleste af de der kom, var serbere fra det rigere og højere udviklede Serbien og på den måde opstod hurtigt en slags serbisk overklasse der i høj grad så ned på albanerne som en slags underklasse.

Fra 1974 og frem til 1999[redigér | redigér wikikode]

Selvstyre i 1974[redigér | redigér wikikode]

Der havde gennem mange året været gnidninger mellem serberne og albanerne, og det førte til at Tito m.fl. besluttede at give Kosovo status som autonom provins på linje med Vojvodina i det nordlige Serbien, men ikke som selvstændig republik inden for det føderale Jugoslavien. I mange henseender var Kosovo fortsat en del af Serbien.

I de følgende år følte kosovo-serberne sig i stigende grad frataget politisk og anden form indflydelse, flere af dem hævdede at de blev chikaneret og mange af dem frygtede at albanerne ville forsøge at opnå fuldstændig uafhængighed og dermed føre et serbisk kerneområde ud af Serbien.

Ophævelsen af selvstyret 1989[redigér | redigér wikikode]

Fra slutningen af 1980'erne og frem tilspidsedes uoverensstemmelserne – især efter Slobodan Miloševićs meget kendte tale i 1987 i Kosovo Polje og endnu yderligere da han i 1989 kom til magten i Serbien og fra 1997 som præsident for hele Jugoslavien.

Kosovos parlament anmodede i 1989 Serbien om at ophæve selvstyret. Afstemningen var i nogen grad manipuleret, men mange af medlemmerne følte sig givetvis også under pres fra Serbien – og af et massivt militæropbud.

I de følgende år overtog Serbien og Kosovoserberne regeringsapparatet i Kosovo. De mange albanere der var ansat blev afkrævet en loyalitetserklæring, og hvis de ikke ville underskrive den (hvad de fleste ikke ville), blev de afskediget.

På den albanske side var der forskellig opfattelse af hvordan man skulle gribe situationen an. Man enedes imidlertid efter nogen tid om at etablere et autonomt albansk parlament uden om den serbiske stat, om at vælge en præsident (Ibrahim Rugova) og om herfra at proklamere Kosovo som en selvstændig stat.

Staten blev ikke anerkendt af udlandet, bortset fra Albanien.

Opbygning af parallelt system[redigér | redigér wikikode]

I takt med at albanerne blev skubbet væk fra stillinger i det offentlige, f.eks. på hospitalerne, i politiet og i uddannelsessystemet, opbyggede de et illegalt parallelt system med egne sundhedsklinikker og egne skoler i private hjem.

Det alternative system blev i høj grad finansieret af penge, der blev opkrævet i frivillig skat fra de mange kosovoalbanere, der opholdt sig som emigrantarbejdere forskellige steder i Europa.

Dayton-forhandlingerne[redigér | redigér wikikode]

Nogle kosovoalbanere, heriblandt Ibrahim Rugova, havde forhåbninger om at Kosovo-problemet ville blive inddraget under Dayton-forhandlingerne. Dayton-forhandlingerne drejede sig imidlertid om de meget vanskelige forhold i Bosnien-Hercegovina, og der var ikke plads til også at drøfte forholdene i Kosovo dér.

Ibrahim Rugovas fredelige linje, der bl.a. blev sammenlignet med Gandhis linje i Indien, nød en vis respekt i udlandet, men den havde ikke nogen egentlig gennemslagskraft, og tilsyneladende var Slobodan Milošević m.fl. indstillet på at leve med situationen.

Kosovokrigen[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Kosovokrigen

Mellem 1996 og 1999 udbrød der en væbnet konflikt mellem militante kosovo-albanske separatister (UCK) og den overlegne jugoslaviske hær. I 1999 brød fredsforhandlingerne mellem parterne sammen, og NATO gennemførte derefter på eget initiativ en militær intervention i området i form af et luftbombardement af mål i Jugoslavien. I juni 1999 accepterede den serbiske præsident Slobodan Milošević og hans regering samt det serbiske parlament en våbenhvile, og Kosovo blev herefter underlagt kontrol af internationale styrker under FN kommando. Udtrykket Kosovokrigen bruges som betegnelse for to parallelle konflikter; guerillakrigen mellem UCK og den jugoslaviske hær og NATO’s intervention.

Internationalt protektorat[redigér | redigér wikikode]

Der er siden 1999 gjort forskellige forsøg på at overdrage politisk og administrativt ansvar til lokale myndigheder. Med enkelte undtagelser har det serbiske mindretals repræsentanter dog boykottet de nye politiske og administrative organer, i nogen grad på grund af påvirkning fra Serbien.

Præsident. Magtdelingsaftalerne[redigér | redigér wikikode]

Den første præsident siden sommeren 1999 blev den albanske Ibrahim Rugova. Rugova var litteraturforsker af uddannelse og var gennem 1990'erne illegalt valgt præsident.

Valget fandt sted i 2002 efter at der først var blevet udarbejdet et sæt rammebestemmelser (a legal framework), dernæst var afholdt parlamentsvalg, og endelig efter at der var indgået en magtdelingsaftale mellem Ibrahim Rugova og hans Demokratiske Alliance og Hashim Thaçi fra det største af de partier, der var udsprunget af UÇK. Med aftalen fik Rugova præsidentposten, UÇK'erne posten som premierminister (Bajram Rexhepi).

Ved det efterfølgende parlamentsvalg blev der indgået en ny magtdelingsaftale, denne gang mellem Ibrahim Rugova og Ramush Haradinaj, fra et andet af de partier, der var udgået af UÇK.

Efter Rugovas død i januar 2006 valgtes Fatmir Sejdiu som hans efterfølger 10. februar 2006.

De etniske forhold i dag[redigér | redigér wikikode]

Der er i dag fortsat flere etniske mindretal – det største af disse er det serbisk. Nord for floden Ibar, der går gennem byen Mitrovica findes et serbisk domineret område, men der bor også serbere i de albansk dominerede områder. Mange kosovoserbere flygtede dog i 1999 og opholder sig i Serbien. Det er uklart, hvor mange af dem der ønsker at vende tilbage til Kosovo.

Selvstændighed[redigér | redigér wikikode]

Søndag den 17 februar 2008 kort før klokken 15:00 lokal tid godkendte Kosovos parlament en uafhængighedserklæring. Premierminister Hashim Thaçi læste uafhængighedserklæringen for republikken Kosovo højt for de internationale medier omkring klokken 15:50 lokal tid. Handlingen blev enstemmigt vedtaget, idet alle 109 folkevalgte repræsentanter, der var tilstede, stemte for uafhængighed (de elleve repræsentanter, der var fraværende fra afstemningen, var repræsentanter for etniske mindretal[5], heriblandt de etniske serbere).

Serbiens premierminister Vojislav Kostunica svarede omgående på den ensidige uafhængighedserklæring ved at betegne regionen i syd som "en falsk/uægte stat" i en tv-tale til nationen. Han sagde også, at Kosovo blev støttet ulovligt af USA, som var "villig til at overtræde internationale regler af militære årsager."[6]

Den 15. juni 2008 stadfæstede Kosovos præsident landets forfatning og en række følgelove, der bl.a. opretter det selvstændige lands grundlæggende institutioner, fx et udenrigsministerium.

De fleste lande anerkender Serbiens fortsatte suverænitet over området, men selvom den serbiske regering kan øve en vis indflydelse i de serbisk dominerede områder, har den ingen kontrol over Kosovo. Den NATO-ledede KFOR-styrke står for sikkerheden i Kosovo. FN's mission i Kosovo, UNMIK, udøver enkelte statsfunktioner, men den centrale internationale tilstedeværelse vil i den kommende tid blive det internationale civile kontor (ICO) under ledelse af en international civil repræsentant (ICR). ICR overvåger og støtter Kosovos korrekte gennemførelse af den forslåede plan om status, som den tidligere finske præsident Martti Ahtisaari fremlagde, og har det sidste ord i fortolkningen af planen. ICR kan annullere lovgivning i strid med statusplanen og afskedige myndighedspersoner, som handler i strid med den. ICR er samme person som EU’s særlige repræsentant (EUSR) i Kosovo, Pieter Feith (NL). I overensstemmelse med Ahtisaari-planen er der oprettet en international styringsgruppe for Kosovo, bestående af repræsentanter fra cirka 20 lande, der rådgiver ICR. Danmark deltager i denne styregruppe.

22 af 27 EU-lande har anerkendt Kosovo som et selvstændigt land; dog afviser indtil videre Cypern, Grækenland, Spanien, Rumænien og Slovakiet selvstændighedserklæringen, bl.a. pga. indenrigspolitiske forhold. Rusland står på Serbiens side og anerkender ikke Kosovos selvstændighed under nogen omstændigheder, og også Kina tager kraftigt afstand fra den.

Rusland og Kinas faste pladser i FN's sikkerhedsråd hindrer, at et selvstændigt Kosovo kan blive medlem af FN, idet de formentlig vil bruge deres vetoret til fordel for Serbien. Få minutter efter, at Kosovo erklærede sig selvstændigt, kom den serbiske regeringschef Vojislav Kostunica med en afvisning af erklæringen, og Serbien har midlertidigt hjemkaldt sine ambassadører fra lande, der har anerkendt Kosovo som stat.

Kosovos navne[redigér | redigér wikikode]

Den sydlige provins i Serbien kaldes oftest for Kosovo på landkort og i aviser i Serbien og i resten af verden. Navnet Kosovo udtales "KOS-so-vo" på serbisk (med tryk på 1. stavelse), "ko-SO-va" på albansk (med tryk på 2. stavelse). De fleste danske medier bruger navnet Kosovo om provinsen men Politiken bruger konsekvent navnet Kosova. På albansk skrives det også nogle gange som Kosovë.

Internationalt har Kosovo vundet indpas, og dette navn anvendes fx i den officielle oversættelse af Kosovos forfatning [7]. Også Danmark anvender dette navn i sine officielle forbindelser med Kosovo [8].

I stedet for Kosovo bruger nogle kosovoalbanere navnet Dardania, der var navnet på et område, der blev del af Romerriget i 28 f.Kr. og som lå hvor Kosovo og en del af Republikken Makedonien ligger nu. Kosovos første præsident Ibrahim Rugova var en kraftig forkæmper for navnet "Dardanien". Navnet er ikke anerkendt af nogen international magt og navnet "Kosova" er fortsat det mest brugte blandt den albanske befolkning.

Metohija er en betegnelse som serberne bruger om den vestlige del af Kosovo hvor den serbisk-ortodokse kirke historisk har haft de fleste af sine bygninger. Albanerne fortrækker at kalde området for Rrafsh i Dukagjinit, "Dukagjin plateauet".

Se også[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til:
  • John Wilkes: The Illyrians. Gennemgang af arkæologisk materiale om illyrerne.
  • Konstantin fra Kostenec: Den serbiske Despot Stefan Lazarevics liv og levned. Oversat og kommenteret af Gunnar Svane. Stefan Lazarevic var søn af fyrst Lazar. Beretningen beskriver tiden efter slaget på Solsortesletten i 1389.
  • Noel Malcolm: Kosovo. Om Kosovos ældre og nyere historie på engelsk.
  • Bjørn Andersen: Fra Kosovo til Kosóva (1999). Om Kosovos historie med udgangspunkt i Malcolms beskrivelse. Om den politiske diskussion i Tito-tiden. Gennemgang af interventionsforløbet i 1999.
  • Hvor uafhængig skal Kosovo/Kosova være? Hvornår? Situationen lige før statusforhandlingerne skal begyndes. Ambassadør Eides rapport, oktober 2005. Baggrundsmateriale på dansk og engelsk
  • New Kosova Report – Kosovo News and Views Portal

Referencer[redigér | redigér wikikode]