Supermarine Spitfire

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Spitfire)
Gå til: navigation, søg
Supermarine Spitfire
Supermarine Spitfire Mk XVI NR.jpg
RAF Supermarine Spitfire Mk XVI
Type Jagerfly
Besætning 1
Jomfruflyvning 5. marts 1935
I aktiv tjeneste 1938-55
Udgaver Spitfire, Seafire, Spiteful
Fabrikant Supermarine
Brugere Storbritannien
Krige
Dimensioner
Specifikationerne
gælder for:
{{{model}}}
Længde 9,12 m
Spændvidde 11,23 m
Højde 3,86 m
Vingeareal
Halerotordiameter {{{halerotor}}}
Tomvægt 2.182 kg
Lasteevne
Maksimal startvægt 2.624 kg
Motor Rolls-Royce Merlin II
Motorydelse 1.030 hk
Ydeevne
Tophastighed 571 km/t
Marchhastighed
Rækkevidde 805 km
Tophøjde 10.360 m
Stigeevne
Bevæbning
Skyts {{{skyts}}}
Bomber
Missiler
Raketter
Andet Designer: R.J. Mitchell
Elektronik

Flyet Supermarine Spitfire, der kendes så godt fra slaget om England, var ved sin tilblivelse bygget med en meget ny teknik. Men vejen var lang fra tegnebordets første udkast til det endelige resultat, der skulle være det første af 20.351 fly i over 40 forskellige grundversioner.Produktionen løb fra 1938 til 1948 og stykprisen var på 12.604 £ (1939).

I første halvdel af 1930'erne var alle britiske jagerfly stadig biplaner og da Tyskland var begyndt at udvikle monoplaner med lukket cockpit og høj tophastighed (bl.a. Messerschmitt Bf-109), var tiden inde til at skabe et modstykke hertil.

Den første prototype (nr. 224 fra 1933) var med 'mågevinger' (vinger med et 'knæk' nær flykroppen, mest kendt fra den tyske Ju 87), fast understel og 2-bladet propel, men motorkølingen var upålidelig og flyet var langsomt og manglede motorkraft.

Andet udkast var mere lig slutresultatet. Et slankt fly med lavtsiddende vinger, lukket cockpit, der gik fladt over i bagkroppen, og en nyudviklet V12-motor fra Rolls-Royce. Det fløj første gang 5. marts 1936, og blev grundlaget for den senere produktion efter en række forbedringer. Selve grundkonstruktionen var en såkaldt monocoque (enkeltskal), hvor flykroppens sider blev bygget uden indre stivere, og hvor spanterne sammen med aluminiumsbeklædningen gav styrken (samme teknik, passagerflyet DC-3 blev lavet med). Vingerne var boltet direkte på kroppen og havde ingen midtersektion (tværgående bjælker fra vinge til vinge). Produktionen var mere omstændelig end for 'konkurrenten' Hurricane, men de første fly blev leveret i 1938, og ved udbruddet af 2. verdenskrig i september 1939 var der allerede 2.160 fly i bestilling.

Det var mest Spitfire mk.I (første version) og Hurricanes, der udkæmpede slaget om England, men Spitfire mk.II var allerede leveret i mange eksemplarer. Dette fly fik et mere rummeligt cockpit og bedre armering, og i løbet af produktionen skiftedes til en anden vinge med plads til også maskinkanoner, der kræver en mere solid montering.

Spitfire mk.III var væsentlig ændret på mange områder, men på grund af behovet for at producere mange fly på kort tid, forblev den prototype, og man gik hastigt videre med at lave Mk.V, der fik kraftigere motor og var den model, der blev lavet i flest eksemplarer, i alt næsten 6.500 stk. de fleste med enten 'b'- eller 'c'-vinger. Mk.VI blev bygget til større højder med trykkabine og forøgede 'c'-vinger.

Og således blev model efter model lavet til specielle formål eller blot med forbedringer. Større rorflader, ændret cockpit (Mk.XVI fik 'boblecockpit' med meget bedre udsyn bagud). Man gik fra 3 til 4 propelblade, senere 5. De allersidste modeller havde helt nye vinger, der også kunne bære raketter.

På et tidspunkt i udviklingen af Spitfiren blev der eksperimenteret med en helt ny type vinge med stærkt forbedret profil, og et par prototyper blev bygget under navnet Spiteful. Ligesom med mk.III blev den ikke masseproduceret på grund af den komplicerede teknik. Der blev i alt lavet 17 stk.

Rekognosceringsfly[redigér | redigér wikikode]

Spitfire PR XI med to kameraporte i bagkroppens striber

For at kunne udpege strategiske mål i Nazityskland samt evaluere natbombeflyenes evner blev der udviklet højtflyvende, ubevæbnede PR spitfires (Photo Reconnaissance). De sene versioner kunne nå Berlin og Trondheim fra Østengland og havde 259 liter benzin i hver vinge og en ekstra tank i bagkroppen på 132 l., foruden standardtanken mellem motoren og cockpittet. De første PR spitfires havde ophængt kameraer i beholdere under den ene vinge, senere versioner var skræddersyet til rekognosceringsopgaven og havde kameraer anbragt bag cockpittet. Fotoflyene var tungtlastede med benzin og krævede lange startbaner, men blev generelt ignoreret af de overbelastede tyske jagerfly over målområderne.

Seafire[redigér | redigér wikikode]

Seafire F XVII med knækkede vinger og halekrog

Nogle Mk.V blev produceret til flåden til hangarskibsbrug. De dannede deres helt egen serie af versioner, kaldet Seafire. De havde krog bagude til at fange stop-wiren, og senere modeller fik vinger, der kunne klappes ind og befæstelser til katapulten. Et stærkere understel var også påkrævet til de hårde landinger på dæk. Seafiren blev aldrig et godt fly – hjulafstanden var for lille til at det var stabilt på dæk. Udviklingen af Spiteful smittede også af på Seafire – en navyversion af spiteful blev lavet under navnet Seafang, men kun 2 ekspemplarer blev bygget. De sidste versioner af Seafire blev forsynet med en speciel propel, opbygget af 2 stk. 3-bladede propeller siddende lige bag hinanden men drejende hver sin vej – en såkaldt kontraroterende propel.

Kort om versionerne:

Spitfire ved flyopvisning Roskilde lufthavn 2001. En mk.XIV med 'clipped wings', boblecockpit og 5-bladet propel. I baggrunden en dansk DC-3 og en ditto norsk.
  • Propeller: De første 77 Mk.I blev leveret med faste, 2-bladede træpropeller. Derefter fik de 3-bladede propeller med 2 pitch-indstillinger for bladene: 1 til start og en til alm. flyvning. Senere kom propeller med 4 og 5 blade, og enkelte sene versioner fik en dobbelt propel (kontrapropel).
  • Vinger:Spitfiren fik i løbet af de første år 4 forskellige typer vinger, mest på grund af det øgede antal svære våben. Men mk.III havde afskårne vingespidser (clipped wings) som forsøg, og dette blev indført i flere af de senere produktionsserier. Fordelen herved var en lidt højere hastighed og større manøvredygtighed, bl.a. i rulninger, men det gav en lavere tophøjde, da den tyndere luft kræver større vingeareal. Til store højder blev produceret en speciel 'c'-vinge med større areal.
  • Våben: De første fly ('a'-vinge) havde 8 stk. 7.7 mm (.303) browning maskingeværer. Med en 'b'-vinge havde de 2 stk. 20 mm Hispano maskinkanoner og 4 maskingeværer, og en 'c'-vinge kunne have enten 8 stk. 7,7 mm, 4 stk. 7,7 mm og 2 stk. 20 mm eller 4 af hver. En senere 'e'-vinge gav mulighed for 4 stk. 20 mm eler 2 stk. 20 mm og 2 stk. 12.7 mm.
  • Motor: De første fly havde en Rolls-Royce V12 motor på omkring 1000 HK. Denne motor fik hurtigt kælenavnet Merlin og den blev stedse forbedret til de senere versioner af Spitfire. På mk.XIV indførtes Griffon-motoren og 5-bladet propel, men denne motor drejede den anden vej, hvilket fik flyet til at stige til den modsatte side ved gasgivning på grund af turbulensen fra propellen. – en farlig ting specielt under start, hvis det overraskede piloten.

Spitfire i dansk tjeneste[redigér | redigér wikikode]

Dansk Spitfire HF MK. IXE, Stauning, 2004

Efter anden verdenskrig modtog Danmark 38 stk. Mk.IXe (2 stk. 12,7 mm og 2 stk. 20 mm maskinkanoner) og 3 stk. Mk.XI (ubevæbnet fotofly) i perioden fra 26. oktober 1947 og et års tid frem. Flyene blev brugt til uddannelse af jagerpiloter i både Marinens Flyvevæsen og Hærens Flyvertropper. Da Flyvevåbnet blev oprettet i 1950 blev alle militærfly overført til det nye værn, inklusive Spitfire. De fleste fly blev ophugget i 1951 og 1952, men enkelte fløj i eskadrille 722 til 1. juni 1955.

Eksterne links[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: