Wilhelm Bendz

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Wilh. Bendz.
Et Tobaksselskab.
Ung kunstner (Ditlev Blunck) betragter en skitse i et spejl, 1826.

Wilhelm Ferdinand Bendz (20. marts 1804 i Odense14. november 1832 i Vicenza) var en dansk guldaldermaler, bror til Carl Ludvig, Jacob Christian og Henrik Carl Bang Bendz.

Malerne Wilhelm Bendz og Christian Holm i atelieret.

Da han havde mere lyst til tegning end til studeringer, blev han taget ud af Odense lærde skole og sendt til København, hvor han under C.F. Hansens vejledning skulle være uddannet til bygmester, men han foretrak at gå på tegneskolen for malere.

Det var dog først, da han i C.W. Eckersbergs malerstue fik penselen i hånden, at hans talent kom til udbrud. Under C.W. Eckersberg uddannede Bendz sig på Det Kongelige Danske Kunstakademi i København 1820-1825. En konkurrence om guldmedaljen (1825) lykkedes ikke, og han besluttede nu at hellige sig portræt- og genremaleriet, der lå hans natur nærmere, thi hvor kraftig hans talent end udviklede sig i retning af finhed i tegning og ualmindelig sans for farvevirkningen og den maleriske anordning, synes han, trods sin livfulde natur, at have savnet opfindelsesevne eller anlæg for at give en handling, en ”Fortælling” i sine billeder.

Hans første arbejder, portræt af pastor Hornsyld (1825), ”Modelskolen på Kunstakademiet”, ”En ung kunstner (Blunck) betragtende en Skitse i et Spejl” og endelig det største af dem, ”En Billedhugger (Medaillør C. Christensen), der arbejder efter den levende Model”, de 3 sidstnævnte i Den Kongelige Malerisamling, er umiddelbare virkelighedsbilleder, de 2 sidste ligefrem portrætter, forestillende vedkommende i deres daglige virksomhed. Hans udprægede sans for farven førte ham til en vis forkærlighed for det kunstige lys, og af de få billeder, som er offentlig tilgængelige, gengive de 2 ampebelysning, Modelskolen og det fra rejsen hjemsendte Fincks Kaffehus. Efter at han havde malet en del portrætter, som oftest i legemsstørrelse, eller omhyggelig sammenstillede portrætgrupper, anbefalede Akademiet ham til den obligatoriske dannelsesrejse til Italien – som først bragte ham til München, hvor han opholdt sig et helt år.

Afskeden fra hjemmet og hans forlovede, Marie Raffenberg, en søster til afd. etatsråd Raffenberg dæmpede et øjeblik hans sprudlende livslyst, men den blussede snart op igen i det friske samliv med muntre kunstfæller i München, og de breve, han skrev til hjemmet, strømmede over af livlig meddelsomhed. Hovedfrugten af hans virksomhed der er hans sidste større arbejde, "Kunstnernes Bord i det Finckske Kaffehus". Det er en stor samling heldig grupperede og vel trufne portrætter af samtidige kunstnere i en med megen skønhedssans og virkning gennemført aftenbelysning (udstilling 1834, Thorvaldsens Museum). Om efteråret rejste han over Tyrol til Italien; i Venedig følte han sig syg, men rejste dog videre med vennen Blunck, som han traf der. I de første dage af november kom han til Vicenza og døde af en lungesygdom der 14. november 1832, endnu ikke fyldt 29 år.

Billedehugger Christen Christensen

Kunstakademiet havde grund til at beklage det uerstattelige tab, den danske kunst havde lidt ved hans død, thi hans få billeder, skønt for en del "Ungdomsarbejder", bare et så levende præg af sund naturopfattelse, af blik for farvens ejendommelige liv, for refleksernes spil, at enhver gengivelse, i sin simple portrætlighed, blev til ægte kunst under hans hånd, og de have udøvet og udøve stadig ikke ringe indflydelse på den unge, som med begejstring for sit kald kaster blikket tilbage på forgængeres studier.

Hans hovedværker omfatter portrætter af kunstnerkollegerne Ditlev Blunck og Christen Christensen (Statens Museum for Kunst), en skildring af akademiets Modelskole (sammested) samt gruppeportrætterne Et Tobaksselskab (Ny Carlsberg Glyptotek) og Kunstnere i Fincks kaffehus i München (Thorvaldsens Museum).

Kilder[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisning[redigér | redigér wikikode]