P.C. Skovgaard

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
P.C. Skovgaard
Foto: Budtz Müller

Peter Christian Thamsen Skovgaard (4. april 1817 på Hammershus ved Ringsted13. april 1875 i København) var dansk landskabsmaler.

Født på arvefæstegården Hammerhus i nærheden af Ringsted og søn af landmand Tham Masmann Skovgaard (1794 – 1835) og Cathrine Elisabeth f. Aggersborg (1795 – 1854). Da han var 6 år gammel, måtte hans far afstå gården for derefter i Vejby ved Tisvilde at ernære sig og sin familie ved en lille købmandshandel. Allerede før den tid havde drengen vist kunstneriske evner, tegnet og modelleret og vakt sine nærmestes beundring ved figurrige kompositioner; så begyndte hans moder, der selv havde været elev af C.D. Fritzsch, at give ham nogen vejledning i tegnekunsten, og dermed vedblev hun, til han var konfirmeret og kunne sendes til København for at blive optaget på Kunstakademiet. Hvad han lærte der, var efter hans eget udsagn såre lidt, og heller ikke virkede den undervisning, han modtog i J.L. Lunds atelier, synderlig udviklende på ham; større udbytte havde han af håndværkslæren, som han gennemgik så hurtig, at han allerede i en alder af 18 år kunde gøre svendestykke som maler, af sine hyppige besøg på Den Kongelige Malerisamling og af de studier, han gjorde i det fri sammen med vennerne Godtfred Rump, J. Th. Lundbye, Thorald Læssøe og Lorenz Frølich; god påvirkning modtog han også i Hermann Ernst Freunds hus, hvor han tilbragte mangen en aftenstund sammen med andre evnerige unge kunstnere.

I 1836 rykkede han op i Akademiets Modelskole, og samme år udstillede han første gang på Charlottenborg, hvor hans Måneskinsstykke med motiv fra Langebro blev købt af kronprinsen. Af ikke mindre betydning for den unge kunstner blev det, at ansete kendere som Høyen og Chr. J. Thomsen lagde mærke til hans arbejder og ydede ham så varm en opmuntring, at han fik mod til allerede nu at vende sig fra håndværksarbejdet og udelukkende vie sig til kunsten. Fra første færd var det ikke alene landskabsmaleriet, Skovgaard dyrkede; han, der allerede som lille dreng havde klippet vellignende silhuetter efter sine slægtninge og venner, malede nu i denne periode af og til portrætstudier og små hyggelige interiører med figurer, ligesom han også tegnede illustrationer til digterværker, således de kostelige akvarelbilleder til nogle af H.C. Andersens eventyr, nu i Den Kongelige Kobberstiksamling. Alt i ungdomsårene lagde dog landskabsmaleriet beslag på den overvejende del af hans interesse og hans kræfter, og længe varede det ikke, før han havde vundet almindelig anerkendelse som en af de malere, der skildrede den danske natur med størst troskab.

I årene 1837 og 1838 købte Kunstforeningen et par af hans billeder; i 1839 erhvervedes et større arbejde af ham, Udsigt mod Frederiksværk fra Tisvilde Skov, til Den Kongelige Malerisamling. Det er et højst ejendommeligt motiv, kunstneren her har valgt, og et sådant, der væsentlig skiller sig fra dem, han senere helst syslede med: en øde og barsk natur har han skildret i alvorlig, næsten melankolsk stemning; uvejrsskyerne drager tungt og i storladne farver hen over himlen og kaster deres brede skygger over bakkerne, hvor krattet gror vildt og forpjusket i den magre jordbund. Som så ofte i Skovgaards tidlige værker skorter det her på klarhed og farve i skyggerne; desuagtet gør billedet indtryk af ualmindelig sundhed i opfattelsen og af den ægte kunstneriske sans for helhedsstemningen, der betinger et kunstværks poetiske indhold. Mærkeligt er det at se, hvor klart i dette ungdomsværk Skovgaards sjældne evne til karakteristisk og følelsesfuldt at gengive de enkelte former lægger sig for dagen. 3 år efter, at dette arbejde var fuldendt, vandt Skovgaard den Neuhausenske Præmie for billedet Det gamle Egetræ med Storkereden i Nordskoven ved Jægerspris, der blev indlemmet i Den Kongelige Malerisamling. Allerede i dette kunstværk har vi mesteren helt og holdent: en kraftigere udviklet evne til at betone hovedpunktet i billedet og til at gruppere alt andet i sammenhæng dermed, en i al sin tilsyneladende selvfølgelighed finere afvejet komposition, en mere fuldendt redegørelse for planerne og især for vegetationens former—alt dette finde vi inden for den danske kunsts områder kun forenet i andre, endnu betydeligere værker af Skovgaard selv. Her fandt man for første gang en sådan fortolkning af den danske skovnatur, at alle kunde kendes ved den, om man end tillige måtte føle, at denne mester, der så så fint og helt på alle formerne, ikke var i strengere forstand kolorist. Luften var i dette som også i flertallet af Skovgaards følgende arbejder noget hård og glasagtig, og i fortoningerne savnedes den rigdom af farver, den gennemsigtighed, duft og glans, som ikke alene Skovgaards samtidige G. Rump, men også adskillige af de yngre danske landskabsmalere have kunnet råde over.

I 1844 udstillede Skovgaard bl.a. det prægtige Parti af Sjællands Kyst ved Dronningemøllen, Forårsdag med uroligt Vejr, der nu, som det hænger på Nationalmuseet, almindelig kaldes med navnet Aaens Udløb, et af kunstnerens skønneste værker, hvis store poetiske virkning fornemmelig beror på den friskhed, hvormed alt i det er set og gengivet; det har hele naturstudiens naivitet og umiddelbarhed, og næppe har nogen nyere marinemaler af faget evnet at give en mere udpræget saltvandsstemning end den, der slår os i møde fra dette lille kystbillede. I 1845 fik kunstneren udstillingsmedaljen for 2 større landskaber, af hvilket det ene, Parti ved Udkanten af Tisvilde Skov, blev solgt til Kunstforeningen, medens det andet, Udsigt over Skarrit Sø, kom til statens samling. Af de opgaver, han havde givet sig i kast med, var denne sidste uden sammenligning den rigeste; han havde her, hvor han, stående forholdsvis højt, har set ud imellem forgrundens store bøge, ud over trægrupper, vide planer og indsøer, indtil skoven i baggrunden slutter udsigten, en mangfoldighed af linjer og flader at arbejde med, som det kunde være vanskeligt nok at holde sammen på. Opgaven er imidlertid behersket med mesterskab; der er ro og sammenhold i billedet og ypperlig dybde i rummet; alt er prægtig formet, ikke blot de herlige bøge og jordoverfladens enkeltheder, men også dyrene, de stolte hjorte, der græsse i forgrunden.

P.C. Skovgaard, Bøgeskov i maj. Motiv fra Iselingen, 1857

Efter at have vundet udstillingsmedaljen ville Skovgaard uden tvivl let have kunnet opnå Akademiets store rejsestipendium, men han foretrak at følge sin ven Høyens råd, foreløbig at blive hjemme; hvad det for ham først og fremmest gjaldt om, var at vinde fuld fortrolighed med fædrelandets natur. I de følgende år færdedes han da som hidtil hver sommer mest i Nordsjællands bøgeskove for der at gøre de studier, som han i løbet af vinteren lagde til grund for sine større atelierbilleder, ting som det ypperlige Sommermiddag i Dyrehaven (1848), der blev købt af Selskabet for nordisk Kunst og ved dettes opløsning overladt til Nationalgalleriet, som også ejer hovedværket Landevej ved Herregården Vognserup (1849), et arbejde, hvori Skovsgaard har opnået finere og klarere farvetoner end i flertallet af sine billeder fra denne periode, i hvilken han ellers som oftest står med temmelig sorte skyggepartier. Fortræffelig er den støvede landevej givet, og figurerne, den tegnende maler og hans tilskuere, de små bønderbørn, står ypperlig i rummet; stærkest virker dog det noble kunstværk ved den fuldendte gennemførelse af træerne, hvis stammer og grene er formede med uovertræffelig lethed og finfølelse.

Den 3. september 1851 ægtede Skovgaard Georgia Marie Louise Schouw (f. 1828 d. 1868), datter af professor J.F. Schouw, og grundede et lykkeligt hjem. Han stod nu almindelig anerkendt som sit fædrelands største landskabsmaler og modtog så mange bestillinger, at det til trods for hans store arbejdsevne næppe var ham muligt at efterkomme dem alle. Jægersborg Dyrehave var og blev hans kæreste arbejdsplads; dog malede han også jævnlig længere nord på, således ved Hellebæk -- derfra hans udmærkede studie på Statens Museum for Kunst: «Aften ved Bondedammen», efter hvilken han for grosserer Alfred Anton Hage malede et af sine største og skønneste billeder --, ved herregården Nysø og på Vejleegnen. Først i 1854 rejste han med offentlig understøttelse til Syden med sin hustru og tilbragte en vinter i Italien, som han også gæstede i 1869 med det Anckerske Legat. Flere smukke landskaber med fine bjerglinjer og ypperlige tegnede træer blev til på disse rejser; intet af dem kan dog regnes blandt mesterens mest fremragende værker, dertil er de til trods for deres ofte særdeles fine koloristiske holdning for kølige i farven og i det hele for lidt "sydlandske" i deres stemning.

I 1860 blev Skovgaard titulær professor, i 1864 medlem af Kunstakademiet og året før sin død Ridder af Dannebrog. Nogen tid efter at han, i 1868, var bleven enkemand, ramtes han af et apoplektisk tilfælde, hvis følger han dog forholdsvis hurtig syntes at komme over, så at han i de følgende år kunde fuldende flere af sine allerbetydeligste værker, i 1869 således En Skovsø, Sommeraften med den udmærkede staffage af nøgne figurer, unge mennesker, som bade sig i søen, (Skovgaard Museet, Viborg) og i 1874 det Statens Museum for Kunst tilhørende En Sommerdag i Dyrehaven; et Tordenvejr er trukket forbi og Solen atter kommen frem. Måske kan dette billede nævnes som Skovgaards mest fuldkomne, dybest gennemtænkte komposition; i alt fald er det næppe i noget andet værk lykkedes ham at få luftens, terrænets og de dejlig formede trægruppers linjer til at slutte sig sammen i skønnere harmoni. Dette blev imidlertid hans livs sidste storværk; om formiddagen den 13. april 1875 kom, kort efter at han, der var en dybtfølende, religiøs personlighed (han hørte til Grundtvigs ældste menighed), havde holdt sin sædvanlige morgenandagt med sine børn, et nyt apoplektisk anfald, der i få øjeblikke gjorde ende på den store kunstners virksomme liv.

Skovgaard malede, som alt antydet, af og til portrætter; et af hans bedste arbejder af denne art er billedet af H.E. Freunds hustru, malet 1860 og senere skænket til Nationalgalleriet. Det er et i formel henseende fremragende kunstværk, frit og naturlig stillet, stort og smukt i linjerne og modelleret med fremragende dygtighed; karakteren er opfattet og tolket så klart og sympatetisk, at få af vore bedste portrætkunstnere i så henseende have nået højere. Også af sin hustru og af sine 3 børn samt af enkelte andre har han malet portrætter, der alle interesserer ved kraftig og sund karakteristik og store formelle fortrin, medens de vel i farven kunne stå en smule grålig og heller ikke udmærker sig ved slående stofgengivelse. Det er jo imidlertid som landskabsmaler, Skovgaard er kendt af alle som stormesteren inden for den ældre generation. Han var en national kunstner i dette ordets eminente betydning, og det er, som ovenfor sagt, også kun den hjemlige natur, han har tolket med fuldt mesterskab. Den kølig-fugtige luft, der er betinget af vor nærhed ved havet og vore særlige jordbundsforhold, den rige skiften af lys og skygge, som blæsten og de drivende skyer medfører, vore karakteristiske træformer og den ejendommelig sjællandske bevægelse i jordoverfladens linjer, alt dette opfattede han med den inderligste sympati og den finest udviklede natursans og gengav det i billeder af uforgængelig skønhed. Ingen dansk maler har kunnet tegne en bøg som Skovgaard eller som han udtrykke det organiske liv i den enkelte gren eller stamme; ingen af alle vore landskabskunstnere har som han været mester i malerisk komposition. Den måde, hvorpå han i sine bedste arbejder har stillet luftens, jordoverfladens og vegetationens linjer i forhold til hverandre, den skønhed og rytmik, hvormed hver genstand er sat på sin plads i rummet, den storheds- og enhedsfølelse endelig, hvormed alt er samlet, -- dette er i og for sig nok til at bevare Skovgaards kunstneranseelse langt ud over den tid, hvori han virkede dels umiddelbart, dels ved sin store og frugtbare indflydelse på en hel skole af nationale landskabsmalere.

Han er begravet på Assistens Kirkegård.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Se også[redigér | redigér wikikode]

  • Skovgaard Museet – om Skovgaard Museets historie med Skovgaardfamilien som grundlægger.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]


Denne artikel bygger hovedsagelig på Biografi(er) af Sigurd Müller i 1. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, 16. bind, side 71, Udgivet af C.F. Bricka, Gyldendal (1887–1905).
Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.

Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst eller redigeret således, at den er på nutidssprog og er wikificeret, bedes skabelonen venligst erstattet med et dybt link til DBL som kilde, og indsættelse af [[Kategori:Artikler fra 1. udgave af Dansk biografisk leksikon]] i stedet for DBL-skabelonen.