C.F. Hansen (arkitekt)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
C.F. Hansen malet af C.A. Jensen 1826
Vor Frue Kirke i København
Disambig bordered fade.svg Der er flere personer med dette navn, se C.F. Hansen.

Christian Frederik Hansen (29. februar 1756 i København10. juli 1845RolighedFrederiksberg) var en dansk, klassicistisk arkitekt, kgl. hofbygmester, professor og direktør for Kunstakademiet. Han regnes for en af de væsentligste arkitekter i danmarkshistorien og C.F. Hansen var en meget fremtrædende og indflydelsesrig arkitekt i København i begyndelsen af 1800-tallet. Byen var udsat for flere katastrofer: Christiansborgs brand i 1794, Københavns brand i 1795 samt Københavns bombardement i 1807. Store dele af København skulle genopbygges i disse år, og C.F. Hansen satte sit præg ved at stå bag markante bygninger som Vor Frue Kirke, det andet (senere nedbrændte) Christiansborg hvoraf Slotskirken er bevaret, Metropolitanskolen og Domhuset, som oprindelig var tegnet til også at være rådhus, men som nu udfyldes af Københavns Byret. C.F. Hansen er endvidere arkitekten bag den i 1823 opførte Hørsholm Kirke i Nordsjælland samt Mariekirke i Husum i Sydslesvig.

C.F. Hansen var frimurer i Den Danske Frimurerorden.[1]

Ud af små kår[redigér | redigér wikikode]

Christian Frederik Hansen kom fra små kår; hans far, Matthias Hansen, som stammede fra Husum, var skomager og læderhandler; hans mor, Anna Marie født Malling, havde været amme og vartfrue (kvindelig hoffunktionær, der passer, fører tilsyn med de kongelige børn) for prins Christian, den senere Christian 7.. Christian Frederik var yngste søn, og der var ikke råd til at ofre synderligt på hans opdragelse, hvorfor han blev sat i handelslære; men hans uimodståelige lyst til tegning lod ham ikke i ro, og da moderen ved sin forbindelse med hoffet havde fået nogle indflydelsesrige personer til at interessere sig for ham, blev han anbragt i murerlære og samtidig på Kunstakademiet, hvor han vandt de to sølvmedaljer 1772 og 74, men ikke den lille guldmedalje. Da han i 1779 atter konkurrerede til denne, gjorde hans arbejde, "en Torvehal", så megen lykke, at man tilkendte ham den store guldmedalje derfor. C.F. Harsdorff var hans lærer på akademiet og følte så megen interesse for den flinke unge mand, at han optog ham i sit privatatelier og benyttede hans hjælp som bygningskonduktør, blandt andet ved Frederik 5.’s kapel i Roskilde Domkirke 1780.

Bygningsinspektør i Slesvig og Holsten[redigér | redigér wikikode]

På Akademiets store stipendium rejste Hansen nu til udlandet og blev borte i 2 1/2 år. Som tidens retning og hans opdragelse medførte, var det den antikke kunst, særlig den romerske, han studerede, og de store, omhyggelig gennemførte studietegninger i Kunstakademiets Bibliotek vidne om hans arbejdes alvor og flid. Efter sin hjemkomst blev han 1785 medlem af Akademiet og kort efter udnævnt til bygningsinspektør for hertugdømmerne Slesvig og Holsten med bopæl i Altona. 1791 blev han titulær professor, og 1792 ægtede han Anne Margrethe Rahbek (født 1773), datter af toldinspektør Jacob Rahbek og halvsøster til digteren Knud Lyne Rahbek.

Palladio-stil[redigér | redigér wikikode]

I Altona så vel som i Hamborg fik han efterhånden en meget rig virksomhed som bygmester og erhvervede sig i de 18 år, han boede der, den betydelige formue, der senere tillod ham at føre et stort, selskabeligt hus i sin pragtfuldt udstyrede lejlighed i København (det nuværende etnografiske Museum) og samtidig give afkald på honorar for en del af sit offentlige arbejde. Han byggede i denne periode en del købstadsbygninger for private, for eksempel i Palmaille i Altona, byens elegante boulevard, og desuden en mængde villaer, herregårde, landsteder og småkirker. En perle blandt landhusene er "Landhaus J.H.Baur" bygget 1804-06 og restaureret efter 1995, i dag med adressen Christian F Hansen Strasse 19. Overalt anvendte han den samme romerske "Palladio"-stil, fattig på prydelser og enkeltheder, men med ret store og simple forhold. Til købstadshusene var den ret passende og klædelig, men ved alle de andre bygninger trådte det fremmedartede og uhjemlige stærkt frem. Disse herregårde og landsteder hører ikke hjemme i vort klima, mellem vore træer eller ved vore kyster, og det hjælper ikke, at bygmesteren for at skaffe afveksling til veje benytter bizarrerier som for eksempel at danne en villa som en cirkelrund bikube; det gør dem kun ubrugelige som boliger.

Bygmester og professor i København[redigér | redigér wikikode]

Imidlertid bredte hans ry som udmærket bygmester sig, og efter Harsdorffs død (1799) blev forskellige offentlige arbejder ham overdragne, blandt andet et projekt til Marmorkirkens fuldførelse, der som bekendt aldrig kom til virkeliggørelse. 1804 vendte han tilbage til København, hvor han boede til sin død. Hans indflydelse voksede forbavsende hurtigt, takket være hans energi og kraftige optræden. I Akademiet blev han snart enemægtig og fortrængte Abildgaard – Brøndsted skriver blandt andet til Thorvaldsen: "Hansen er Faktotum i Akademiet ved sin Indflydelse på Kongen og Prins Christian" -, 1808 udnævntes han til professor i arkitektur og til overbygningsdirektør, otte gange valgtes han til Akademiets direktør, 1826 blev han konferensråd, 1840 Storkors af Dannebrog. Ved hans embedsjubilæum 1830 overraktes der ham en medalje, som efter hans eget ønske blev bestemt til for fremtiden at gives som æresmedalje til unge arkitekter. Hans marmorbuste af Freund blev opstillet i forsamlingssalen, hans portræt af Bøhndel ophængt sammesteds, og Akademiet fejrede festligt hans 50årige medlemsjubilæum 1835. Som en gammel og svag mand døde Hansen, "Danmarks Palladio", 10. juli 1845 på sit landsted "Rolighed" ved sygehjemmet, næsten 90 år gammel.

Samvittighedsfuld, trofast og flittig[redigér | redigér wikikode]

Hansen kom til at udøve en sjælden storartet virksomhed som bygmester i Danmark. De store offentlige bygninger, som det desværre ikke faldt i Harsdorffs lod at udføre, blev overdraget til hans mindre begavede, mindre kunstnerisk fintfølende elev. Man må dog ikke frakende Hansen hverken talent eller dygtighed. Samvittighedsfuldt tog han fat på enhver opgave, og trofast og flittig arbejdede han på at løse den, så godt han formåede. Men hans syn var ikke stort og omfattende, han havde kun få strenge på sin lyre og besad ingen frisk og frodig fantasi, men han kunne sine sager ud og ind. Han troede urokkelig på den antikke kunst som den ene saliggørende og da nærmest på den retning i den, som han bedst kendte og bedst forstod, den romerske. Hans bygninger udmærker sig alle ved storhed, simpelhed og kraft, men det hænder let, at simpelheden bliver til tomhed og kraften til brutalitet. Skønt han var enemægtig på kunstens område her hjemme, stillede hans samtid sig dog ofte meget kritisk over for hans virksomhed. Man bebrejdede ham hans mangel på forståelse af maleri og plastik, som han kun betragtede som en slags finere fyldekalk i bygningskunsten; man (Christian Molbech) bebrejdede ham, at stilen ikke passer til vore forhold, at han tog for lidet hensyn til bygningernes praktiske brug, at hans bygninger stå som isolerede monumenter uden sammenhæng med den almindelige folkesans hos beboerne. Senere er der fremkommet alvorlige angreb på hans karakter (V. Freund), men sikkert skyder de over målet i deres bitterhed. Dog har Hansen næppe været nogen elskværdig eller synderlig yndet personlighed, men han havde magten, og han forstod at holde på den, undertiden til skade, men meget ofte til gavn for de talrige yngre kunstnere, hans store virksomhed satte ham i stand til at beskæftige. I sin enerådighed og overlegenhed har han ofte såret disse kunstnere, idet han næppe tilstrækkelig har forstået at værdsætte deres arbejde (Thorvaldsen, H. E.Freund), men takket være hans energi har dog mangt et kunstværk set lyset, som ellers var forblevet ukendt i atelierets mørke.

Hans første offentlige arbejde i København var Råd – og Domhuset, og det er måske tillige hans bedste, dels fordi terrænet, det gamle Waisenhus og de omliggende arealer, er lige så kunstnerisk som praktisk benyttet, dels fordi den anvendte stil her bedre end i de fleste andre tilfælde i sin karakter passer til bygningens bestemmelse. At den projekterede frontongruppe lige så vel som de påtænkte nicher med figurer ingen sinde er blevet anbragt, er selvfølgelig ikke Hansens skyld. Her som så ofte må man ved bedømmelsen af en bygning skelne mellem bygmesterens oprindelige tanke og den virkeliggørelse af den, som bygherren og de tilstedeværende midler have tilladt. Rådhuset blev afleveret færdigt 1815. – Samme år blev også Metropolitanskolen på Frue Plads færdig, og 1823 indviedes kirken i Hørsholm, der ligesom hans slesvigske kirkebygninger er miniatureudgave af vor Frue Kirke. Af hans privatbygninger kan nævnes et landsted ved Frederiksborg og "Vilhelmsdal" på Strandvejen med den bekendte halvrunde altan, hvilende på svære, ved rundbuer forbundne, doriske søjler.

Christiansborg Slot[redigér | redigér wikikode]

C. F. Hansen malet af Friedrich Carl Gröger i 1830

Hans andet hovedværk er Christiansborg Slot, på hvis genopførelse han begyndte 20 år efter branden 1794. Han var bundet af det nedbrændte slots endnu stående mure og fundamenter, men valgte naturligvis i stedet for den tidligere rokokostil sin antikke yndlingsstil. Det originale i hans bygning er gennembrydningen af slotsfløjmuren mod ridebanen, som han erstattede med en åben søjlehal; man har imidlertid med rette senere bebrejdet ham, at han ikke i stedet for anvendte dette motiv i facaden mod slotspladsen, hvis ensformighed derved var blevet brudt. At slotsporten er alt for smal og uanselig, er en ofte udtalt, berettiget indvending. Hvad man kunde glæde sig over, var en solid og smagfuld behandling af mange enkeltheder og en ualmindelig rig og karakteristisk udsmykning af de indre rum. Slotskirken var færdig 1826, slottet 1828.

Vor Frue Kirke[redigér | redigér wikikode]

Da Vor Frue Kirke var nedbrændt under bombardementet 1807, blev det året efter overdraget Hansen at genopføre den, dog uden det høje spir på grund af dettes brandfarlighed og med benyttelse af de bevarede dele af bygningen. Atter her valgte han den romerske stil og påsatte, temmelig umotiveret, den tomme og tarvelige bygning en rig græsk portal, som i sine linjer er uden sammenhæng med denne. Det indre er imidlertid et prægtigt rum, imponerende i sin stolte kølighed, der yderligere forøges ved de tavse, hvide statuer. Der er en ejendommelig stemning udbredt over dette rum, men det er ikke en stemning, der står i samklang med bygningens religiøse bestemmelse og befolkningens naturel. Som Molbech siger: "Man kan ikke i vore Dage, hverken i Nord eller Syd, dyrke Gud i græske Templer eller bo i pompejanske Huse". Grundstenen til alteret blev lagt 1817 ved 300 års reformationsfesten, og kirken blev indviet 1829.

Vor Frue Kirke er udvalgt til Kulturkanonen indenfor arkitektur. Hans hovedværker er gengivet i værket: Chr. F. Hansen, Samling af forskellige offentlige og private Bygninger, 2. udgave ved G. Hetsch, 1847.

Bygningsværker[redigér | redigér wikikode]

Cesar Godeffroys landhus i Altona fra 1789
Foto: Sorgenlos
Domhuset i København
Foto: Tomasz Sienicki
Vor Frue kirke
Foto: Tyke
C.F. Hansens Christiansborg og slotskirke, tegning af H.G.F. Holm fra 1837.

C.F. Hansen har blandt andet tegnet (i kronologisk rækkefølge):


Denne artikel bygger hovedsagelig på Biografi(er) af Erik Schiødte i 1. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, 6. bind, side 594, Udgivet af C.F. Bricka, Gyldendal (1887–1905).
Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.

Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst eller redigeret således, at den er på nutidssprog og er wikificeret, bedes skabelonen venligst erstattet med et dybt link til DBL som kilde, og indsættelse af [[Kategori:Artikler fra 1. udgave af Dansk biografisk leksikon]] i stedet for DBL-skabelonen.


Referencer og eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

  1. Kjeldsen, Jørgen (red.): I Guld og Himmelblaat – Frimureriet i Danmark gennem 250 år, 1743-1993, 2. oplag, 1993, s. 164.