Henrik 8. af England

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Henrik VIII af England)
Spring til navigation Spring til søgning
Disambig bordered fade.svg For Shakespeares skuespil, se Henrik VIII (skuespil)
Henrik 8. af England

Hans Holbein, the Younger, Around 1497-1543 - Portrait of Henry VIII of England - Google Art Project.jpg

Personlig information
Født 28. juni 1491Rediger på Wikidata
Palace of PlacentiaRediger på Wikidata
Død 28. januar 1547 (55 år)Rediger på Wikidata
Palace of WhitehallRediger på Wikidata
Dødsårsag SkørbugRediger på Wikidata
Gravsted St George's ChapelRediger på Wikidata
Far Henrik 7. af EnglandRediger på Wikidata
Mor Elizabeth af YorkRediger på Wikidata
Søskende Elizabeth Tudor,
Edward Tudor,
Katherine Tudor,
Margaret Tudor,
Mary Rose Tudor,
Arthur Tudor,
Edmund TudorRediger på Wikidata
Ægtefæller Katharina af Aragonien (1506-1533),
Jane Seymour (1536-1537),
Catherine Howard (1540-1542),
Catherine Parr (1543-1547),
Anna af Kleve (1540-1540),
Anne Boleyn (1533-1536)Rediger på Wikidata
Partner Elizabeth BlountRediger på Wikidata
Børn Henry FitzRoy, 1. hertug av Richmond og Somerset,
Elizabeth 1. af England,
Maria 1. af England,
Edvard 6. af England,
Henrik, Hertug av CornwallRediger på Wikidata
Familie Ferdinand 2. af Aragonien (svigerfar),
Marie Stuart (Grandniece),
Jakob 5. af Skotland (nevø),
Filip 1. af Kastilien (svoger),
Johan af Aragon (svoger)Rediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Beskæftigelse Monark, komponistRediger på Wikidata
Nomineringer og priser
Udmærkelser Ridder af den Gyldne Vlies,
Den Gyldne RoseRediger på Wikidata
Signatur
HenryVIIISig.svg
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Henrik 8. (28. juni 1491 i London28. januar 1547 i London) var konge af England fra 1509 til sin død i 1547.

Henrik er bedst kendt for sine seks ægteskaber, især hans bestræbelse for at have sit første ægteskab (til Katharina af Aragonien) annulleret. Hans uenighed med paven om spørgsmålet om en sådan annullering førte til at Henrik indledte den Engelske Reformation, som adskillede Church of England fra enhver form for paveligt autoritet. Han udnævnte sig selv til den øverste leder af Church of England og opløste klostre, for hvad han blev ekskommunikeret.

Henrik var den anden af slægten Tudor til at regere England. Den første var hans fader Henrik 7., og siden skulle hans 3 børn, Edvard 6., Maria 1. og Elizabeth 1. regere.

Indenrigspolitisk er Henrik mest kendt for sine radikale ændringer af den engelske forfatning, hvori det fastlægges, at de engelske konger har en guddommelig ret til at regere England. Det så man indenfor retsvæsenet, hvor hans modstandere ofte blev anklaget og henrettet uden en formel rettergang, hvor parlamentet kunne tillade at gå udenom retsvæsenet. Han opnåede mange af sine politiske mål igennem dygtigt arbejde af hans førende ministre, hvoraf en del af disse siden faldt i hans unåde og blev ekskluderet og henrettet. Her kunne nævnes Thomas Wolsey, Thomas More, Thomas Cromwell, Richard Rich og Thomas Cranmer.

Han brugte ekstravagant mange penge. Mange af dem fik han fra klostrenes opløsning, og særlove, som han lod Reformationsparlamentet gennemføre, var med til at kanalisere de penge, der hidtil var gået til paven i Rom, over til kongelige skatte. På trods af de mange nye indkomstkilder var Henriks England vedvarende på randen af finansiel ruin grundet hans personlige ekstravagante levevis, samt hans gentagne dyre krige på kontinentet mod særlig Frans 1. af Frankrig og Karl 5. af det Tysk-Romerske Rige. Han vedblev med at kræve dele af Frankrig indlemmet i England. På hjemmefronten formaliserede han unionen mellem England og Wales med omfattende lovgivning i såvel 1535 som i 1542 og han var ligeledes den første engelske konge i mange år, som igen kunne gøre krav på titlen Konge af Irland efter Crown of Ireland Act i 1542.

Hans samtidige betragtede Henrik som værende attraktiv, uddannet og en dygtig konge. Han er blevet beskrevet som “en af de mest karismatiske herskere på den engelske trone nogensinde”.[1] Han var forfatter og komponist. Modsat er han er ofte blevet beskrevet som egoistisk, hård, lunefuld og usikker som person.[2]

Barndom[redigér | redigér wikikode]

Henrik blev født 28. juni 1491 på Palace of Placentia i Greenwich i Kent. Han var det tredje barn og anden søn af Kong Henrik 7. og Elizabeth af York. Han blev døbt i en franciskanerkirke tæt på paladset af Richard Fox, biskop i Exeter.

Katarina af Aragonien, som 11-årig

I en alder af 2 år i 1493 blev Henrik dekoreret med titlen konstabel af Dover Castle og Lord Warden af Cinque Ports. Han blev endvidere udpeget som Earl Marshal af England og Lord Lieutenant af Irland. Dagen efter blev han udnævnt til Hertug af York og en måned senere til 'Warden of the Scottish Marches' – inspektør over det skotske grænseområde. I 1495 blev han optaget i Hosebåndsordenen, der er Storbritanniens fornemste ridderlige orden. Grunden til, at Henrik som lille fik alle disse titler, var fordi hans far Henrik 7. kunne undlade at tildele disse vigtige titler til etablerede adelsfamilier. Henrik fik en fornem uddannelse af de bedste lærere, hvilket gjorde ham flydende i såvel latin som fransk, og han lærte tillige også en hvis del italiensk. Man ved ikke så meget om hans tidlige år, da man ikke forventede, at han skulle være konge. I november 1501 deltog Henrik i alle de vigtige dele af ceremonierne i og omkring sin brors ægteskab med Katarina af Aragonien, det yngste overlevende barn af Kong Ferdinand af Aragonien og Dronning Isabella 1. af Kastillien.

I 1502 døde Henriks ældre bror Arthur, den engelske kronprins. Det skete kun 20 uger efter, at han var blevet gift med Katarina af Aragonien. Arthurs død som kun 15-årig gjorde, at Henrik overtog alle sin storebrors forpligtelser. I oktober 1502 blev han Hertug af Cornwall og i februar 1503 den nye Fyrste af Wales. Henrik 7. gav kun den ny kronprins få opgaver. Den unge Henry blev strikt rådgivet og viste sig ikke offentligt. Som resultat heraf var han “utrænet i kunsten at agere konge”.[3]

Henrik 7. fornyede sine bestræbelser på at forsegle en ægteskabelig alliance mellem England og Spanien via en ægteskabspagt ved at tilbyde Henrik til sin afdøde brors enke Katarina. Såvel Isabella af Kastillien som Henrik 7. så positivt på ideen, som var opstået kort efter Arthurs død.

Den 23. juni 1503 blev der indgået aftale om ægteskab, og de blev forlovet 2 dage senere. Katarina og hendes nærmeste påstod, at ægteskabet ikke var blevet fuldbragt, hvilket betyder, at der ikke havde fundet et fuldbyrdet samleje sted. Em pavelig særtilladelse var nødvendig for at “skabe klarhed i offentligheden”, men Henrik 7. og den spanske ambassadør blev dog enige om at få en særtilladelse, hvor ægteskabet kunne gennemføres, også selvom Katarina og Arthur havde fuldbragt deres ægteskab. Samliv mellem den unge Henrik og Katarina var ikke mulig grundet Henriks unge alder. Isabella døde i 1504, hvilket gjorde arvefølgen i Kastillien endnu mere kompliceret og dermed også komplicerede brylluppet. Hendes fader foretrak, at hun blev i England, men Henrik 7.´s forhold til Ferdinand havde i mellemtiden udviklet sig til det værre. Katarina blev derfor efterladt i en form for limbo for en tid, hvilket kulminerede med, at kronprins Henrik afviste ægteskabet, hvilket han var i stand til som 14-årig. Ferdinands beslutning var at gøre hende til ambassadør i England, hvilket tillod hende at blive i England. I fromhed begyndte Katarina at være overbevist om, at hun skulle gifte sig med kronprinsen mod hans vilje.[4]

Tidlig regeringstid[redigér | redigér wikikode]

Den atten-årige Henry 8. efter hans kroning i 1509

Henrik 7. døde den 21 april 1509, og den 17-årige Henrik efterfølgede ham som konge, og den anden konge af dynastiet Tudor. Kort efter sin fars begravelse den 10., erklærede Henry pludselig, at han ville gifte sig med Katarina, og efterlod uløste flere spørgsmål vedrørende den pavelige særtilladelse og da der ikke var truffet nogen aftale om medgift.[5] Den nye konge hævdede, at det var hans fars døende ønske, at han giftede sig med Catherine.

Hvorvidt det var sandt eller ej, så var det en særdeles praktisk besked. Kejser Maximilian 1. havde forsøgt at gifte hans barnebarn (og Katarina's niece) Eleanor til Henrik, men hun blev nu droppet.[6] Henriks bryllup til Katarina blev afholdt særdeles moderat og blev fandt sted i Friars kirke i Greenwich den 11 juni 1509. Den 23 juni 1509 små to uger senere, fulgte Henrik den nu 23-årige Katarina fra Tower of London til Westminster Abbey for at lade dem begge krone, som fandt sted den følgende dag.[7] Kroningsceremonien var en overdådig seance, hvor blandt andet kongens vej igennem byen var beklædt med gobeliner og fint tøj.[7] Efter kroningen blev der holdt en enorm banket i Westminster Hall. Som Katarina skrev til sin fader: “Vores tid bruger vi på konstant at feste”.[8]

Blot to dage efter at være blevet kronet sørgede Henrik for at få fængslet sin fars to mest upoppopulære ministre; Sir Richard Empson og Edmund Dudley. De blev anklaget og dømt for højforræderi og henrettet i 1510. Dette skulle vise sig at blive et mønster i Henriks måde at regere på, og politisk motiverede henrettelser ville forblive en af Henrys primære fremgangsmåde for at håndtere dem, der stod i vejen for ham.[9] Henrik valgte i øvrigt at give nogle af de penge tilbage til offentligheden, som de to ministre havde ranet til sig.[10]

I modsætning til sin fader var Henriks syn på Huset York – der var en rivaliserende og potentiel trussel til tronen – langt mere moderat. En lang række medlemmer og tilhængere af Huset York, der var blevet fængslet under hans fader, blev benådet, heriblandt markisen af Dorset.[11] Andre forblev i fangenskab, hvoraf den mest kendte var Edmund de la Pole 3. Hertug af Suffolk, hvis bror Richard indtil 1525 forsøgte at samle støtte til at styrte Henrik fra tronen. De La pole blev i sidste ende halshugget i 1513, en henrettelse foranlediget af hans bror Richard sidespor mod kongen. [12]

Snart efter, undfangede Katarina en pige, men barnet, var dødfødt den 31 januar 1510. Omkring fire måneder senere blev Katarina igen gravid.[13] . 1. januar 1511 fødte hun kronprinsen Henrik. Parret var lykkeligt, efter som det første barn havde været dødfødt. De afholdt en fest for fødslen, der blandt andet inkluderede en to-dages dyst kaldet Westminster Tournament. Trods dette døde barnet syv uger senere.[13] I såvel 1514 som igen i 1515 fik Katarine dødfødte piger. I februar 1516 fødtes endelig et barn, der overlevede, nemlig Maria (den senere Maria Tudor – 'Maria den Blodige'). Forholdet mellem Henrik og Katarina havde været anstrengt, men forbedrede sig en anelse efter Marys fødsel.[14]

Henriks ægteskab med Katarina har ofte været beskrevet som værende “ualmindelig godt”,[15] men på trods af dette tog Henrik sig elskerinder. I 1510 blev det afsløret, at Henrik havde en affære med en af søstrene til Edward Stafford, 3. Hertug af Buckingham – enten Elizabeth eller Anne Hastings, grevinde af Huntingdon.[16] Den elskerinde, man bedst kan vide sig sikker på, at Henrik havde, var Elizabeth Blount. Blount er en af kun to helt ubestridte elskerinder, hvilket i sammenligning er få i forhold til andre samtidige og jævnaldrende unge virile konger. Historikere diskuterer livligt, om Henrik havde få eller mange elskerinder. Historikeren David loades mener Henrik havde elskerinder "kun i meget begrænset omfang".[17], mens en anden historiker, Alison Weir, mener, at der var talrig andre affærer.[18]

Katarina protesterede ikke over hans affærer og blev i 1518 på ny gravid, hvilket resulterede i endnu en dødfødt pige. I 1519 fik Elizabeth Blount et uægte barn, Henry FitzRoy. I 1525 blev han adlet som Hertug af Richmond i, hvad nogle troede var et skridt på vejen til hans eventuelle legitimering.[19] Han døde allerede som 16-årig kort tid efter, at parlamentet ellers havde godkendt en lov - Second Succession Act -, der havde muliggjort ham at blive konge.

Henriks forhold til Frankrig og habsburgerne[redigér | redigér wikikode]

I 1510 vandt Cambrailigaen, der var en svag alliance mellem Frankrig og det Hellige Tysk Romerske Kejserrige, en krig mod Venedig. I forlængelse heraf fornyede Henrik venskabet med den franske konge Ludvig 12., et venskab hans far havde holdt, og som ikke udelt nød begejstring i det engelske statsråd. Krig med de to kongerigers kombinerede magt ville bestemt også have været yderst vanskeligt.[20] Kort tid efter indgik Henrik i forbund med den spanske konge Ferdinand, sin kones fader. I oktober 1511 dannede pave Julius 2. en hellig antifransk liga, som såvel Ferdinand og Henrik tilsluttede sig. Et anglo-spansk angreb i april 1512 havde til hensigt at generobre Aquitaine, der op igennem middelalderen havde været engelsk, og var starten på at gøre Henriks drømme om at regere Frankrig en realitet. Forsøget mislykkedes dog og syntes mest til fordel for Ferdinand.[21]

Slaget ved Spursen. Miniature af kejser Maximilian 1.'s triumf (1513 – 15) af Georg Lemberger

Imidlertid skulle Henrik igennem sin kongetid vedblive at have en drøm om at genindsætte engelsk magt på den franske trone. Det midlertidige nederlag blev dog fulgt op af franske nederlag i Italien, og alliancen levede i bedste velgående, idet begge parter regnede det for sandsynligt at kunne besejre franskmændene.[22] Henrik overbeviste endvidere kejseren om at slutte sig til alliancen. Paven lovede Henrik, at såfremt Frankrig og Ludvig 12. kunne besejres, ville han sikre ham en pavelig kroning i Paris som “den mest kristne konge af Frankrig“.[23]

30. juni 1513 invaderede Henrik Frankrig, hvor hans tropper i Slaget ved Spursen var i stand til at besejre en mindre fransk hær. På trods af sejrens beskedne omfang blev den ikke desto mindre brugt af den britiske propaganda. Kort tid efter indtog briterne byen Thérouanne, som de overdrog til kejser Maximillian, og kort tid efter indtog man Tournai, en væsentligt vigtigere erobring.[24] Henrik havde ledet hæren personligt i fuld uniformering, og et stort følge.[25] Hentiks fravær fra England havde imidlertid foranlediget sin svoger, Jakob 4. af Skotland, til at ære Auld Alliance, hvor Skotland og Frankrig i umindelige tider havde stået i alliance og invadere England, med personlig anmodning fra Ludvig 12.[26]

I midten ses Pave Leo 10. Til højre i billedet ser vi Kejser Karl 5., og i venstre side står Henrik 8. Maleriet er af en ukendt kunstner og menes at være fra omkring 1520.

Imidlertid besejrede den engelske hær, der blev styret af dronning Katarina, overbevisende og beslutsomt skotterne i Slaget ved Flodden 9. september 1513.[27][28] Blandt de døde var den skotske konge, og sluttede dermed Skotlands korte involvering i krigen.[27] Kampene og kampagnerne havde givet Henrik en forsmag af militær succes, hvilket han tragtede efter. Men trods de første indikationer besluttede han sig for ikke at forfølge sig i en militær kampagne i 1514. Hans finansielle støtte til Ferdinand og Maximillian i kampagnen havde givet ham meget lidt til gengæld. Englands pengekasser var tomme.[29] Derudover havde paveskiftet fra Julius til Leo 10. også betydet, at der nu var kommet en pave, som forsøgte at forhandle fred med Frankrig på den hellige stol i Rom. Henrik kom ham i forkøbet og tegnede sin egen fred med Ludvig: Hans søster Mary blev ny trolovet med Ludvig, skønt hun ellers hidtil havde været lovet bort til den unge Karl (den senere Karl 5. Habsburg), og fred blev sikret for otte år, en bemærkelsesværdig lang tid.[30]

I 1516 døde Ferdinand af Aragonien og i 1519 Maximillian af Habsburg, hvilket gjorde, at deres begges barnebarn Karl 5. i en meget ung alder overtog såvel den spanske kongetrone som den Hellige Tysk-Romerske Kejsertrone. Da Ludvig 12. samtidig døde i 1515, kom en ligeledes ung Kong Frans 1. til i Frankrig.[31] Dette gjorde, at de tre vigtigste stormagter i Europa nu var regeret af tre relatibt unge herskere, og havde nu en mulighed for at viske tavlen ren. Kardinal Thomas Wolseys omhyggelige diplomati havde resulteret i London-traktaten i 1518, der havde til formål at forene Vesteuropas tre største kongeriger i kølvandet på en ny osmannisk trussel, og det lod til, at freden kunne sikres.[32] Den 7. juni 1520 mødtes Frans og Henrik uden for Calais i Field of Cloth of Gold, en kunstig opbygget lejr til begivenheden, en seance med masser af underholdning. Begge håbede og var indstillet på venskabelige relationer efter de mange krige. Imidlertid blev mødet en fiasko, og konkurrencen mellem de to parter overskyggede de venskabelige tilnærmelser. Konflikten syntes uundgåelig.[33] Henrik følte større fællesskab med Karl 5., hvem han mødtes med både før og efter Frans. I 1521 gik kejserriget i krig mod Frankrig. Henrik tilbød at mægle, hvilket der ikke kom meget ud af, og inden året var omme, støttede Henrik Karls kejserrige. Henriks mål med indblandingen var at genetablere engelsk land i Frankrig, men han opnåede også at sikre sig en aftale med Burgund/Bourgogne, der var en del af kejserriget, men med betydelige fransktalende dele.[34] Imidlertid foretog Henrik sig ikke meget andet end et mindre angrebsforsøg i den nordlige del af Frankrig. Krigen fandt sin afgørelse i slaget ved Pavia tæt på Milano i februar 1525, hvor Karl 5. besejrede Frankrig og tillige tilfangetog Frans 1. Briterne trak sig fra krigen og skyndte sig at tegne en fredsaftale separat med franskmændene, da Wolsey og Henrik skønnede, at de fik mere ud heraf.[35]

Ophævelse af ægteskabet med Katarina af Aragonien[redigér | redigér wikikode]

Katarina af Aragonien. Henriks første ægteskab. Et ægteskab, der var så meget tvivl om det var i overensstemmelse med biblen, at Henrik inderligt ønske at lade sig skille. Det lykkedes til sidst at få skilsmissen igennem, men kun med det resultat at England brød med den katolske kirke. Maleriet er en kopi fra en samling af Hertugen af Buccleuch

Under sit første ægteskab med Katarina af Aragonien gennemførte Henrik en affære med Mary Boleyn, Katarinas hofdame. Der har været en del spekulationer om, hvorvidt Marys to børn Henry og Catherine Carey kunne have Henrik som far, men det har aldrig blevet bevist, og kongen anerkendte dem ikke, som han gjorde med Henry FitzRoy.[36]

I 1525, hvor Henriks tålmodighed med Katarinas forsøg på at skaffe ham en mandlig arving var stærkt dalende,[37] blev han forelsket i Mary Boleyns søster, Anne Boleyn, der var en 25-årig karismatisk ung kvinde og en del af dronningens personlige følge.[38][39] Imidlertid modstod Anne kongens forsøg på at forføre sig og nægtede at blive kongens elskerinde, som hendes søster havde været.[40] Det var i denne sammenhæng, at Henrik overvejede sine tre muligheder for at tilvejebringe en efterfølger til sig selv i tudordynastiet og dermed løse, hvad der blev kaldt kongens “Great Matter” (vigtigste bekymring). Mulighederne var:

  1. At legitimere Henry FitzRoy hvilket ville kræve involvering af paven og sidenhen ville kunne udfordres af mange tronprætendanter.
  2. At få bortgiftet sin datter Maria, der på dette tidspunkt kun var 9 år gammel og derfor ikke forventedes at kunne give ham en mandlig arving før efter sin død.
  3. Endelig var den tredje mulighed at annullere ægteskabet med Katarina og i stedet gifte sig med en kvinde i den fødedygtige alder.

Henrik blev snart opslugt af nødvendigheden af at annullere ægteskabet med den nu 40-årige Katarina, sikkert ud fra det synspunkt, at han også så det langt mere attraktivt at gifte sig med Anne Boleyn.[41] Denne beslutning skulle føre Henrik til at afvise pavens autoritet og dermed sætte gang i den engelske reformation.[42]

Henrik i ca. 1531. Malet af Joos van Cleve

De præcise motivationer og intentioner bag Henriks beslutninger i de efterfølgende år er der ikke udbredt enighed om.[43] Henrik havde under alle omstændigheder i sine tidlige regeringsår været en overbevist from og velinformeret katolik. I 1521 havde han offentliggjort Assertio Septem Sacramentorum (Forsvar for de 7 sakramenter), hvilket gjorde, at pave Leo 10.[44] havde givet ham titel af Fidei Defensor (forsvarer af troen). Værket repræsenterede og forsvarede et trofast forsvar af pavens overherredømme og suverænitet, omend det ene var formuleret i noget betingede vendinger.[44] Det står ikke klart, hvornår Henrik ændrede sin opfattelse af paven, men dog, at det hang sammen med en gryende ambition om et andet ægteskab.

Fra 1527 blev han gradvist mere overbevist om, at han havde handlet imod bibelstedet Levitikus 20:21,[45] hvor det ikke var tilladt at tage ens broders kone til hustru, en handling som paven ikke havde autoritet til at give dispensation for. Ovenstående argument blev forelagt for pave Clement 7. i 1527 i håb om at få ophævet ægteskabet med Katarina.[43] Da dette nu var ude i offentligheden, nægtede Katarina fuldstændig at løse sagen på mindelig vis, hvilket hun kunne have gjort ved at trække sig tilbage og gå i kloster eller have forholdt sig passivt.[46] Henrik sendte sin sekretær William Knight af sted til pavestaten vedrørende en pavelig bestemmelse. Dette lykkedes ikke for Knight.[47]

Et andet forsøg sigtede på at etablere et gejstligt råd/domstol i England med en repræsentation for paven. Selvom Clement 7. indvilligede i at oprette en sådan domstol, havde han aldrig til hensigt at bemyndige sin legate, Lorenzo Campeggio, til at beslutte sig i Henrys favør.[48] At denne beslutning var så fastlåst fra paven side skyldes muligvis, at Katarinas nevø var Kejser Karl 5. – omend det er svært at sige. Efter 2 måneder kaldte Clement i juli 1527 denne retsinstans tilbage til Rom, hvorfra det var klart, at den aldrig ville returnere til England.[48] Chancen for en pavelig accept af en annullering af ægteskabet med Katarina var forsvundet og Englands anseelse i Europa lav, hvilket kostede Kardinal Wolsey sin stilling.[49] Han fik frataget al sin magt og alle sine besiddelser. I november 1530 blev han dømt for forræderi og døde, mens han ventede på sin dom.[50]

Efter en kort periode, hvor Henrik tog regering på sine egne skuldre, [51]overtog Sir Thomas More rollen som Lord Chancellor og Chief minister. More var intelligent og tilgængelig, men også en from katolik, der var stærk modstander af en annullering af ægteskabet med Katarina.[52] I starten samarbejdede More og kongen om den politik, som primært handlede om at koble den politik fra, som Wolsey havde stået for.[53]

Et år senere blev Katarina afvist at opholde sig ved hoffet i London, og hendes normale rum blev overdraget til Anne Boleyn. Anne var en usædvanlig veluddannet og intellektuel kvinde for sin tid og var engageret i de protestantiske reformer, omend det var genstand for debat, i hvor højt omfang hun var hengiven til protestantismen.[54] Da ærkebiskoppen af Canterbury, William Warham, døde, er det en kendt sag, at Anne kraftigt havde en finger med i spillet for at få indsat Thomas Cranmer, som var tilhænger af at lade kong Henrik skille fra Katarina.[52] Paven godkendte endvidere Cranmer, idet han ikke forudså, at Henrik var på vej mod et totalt brud med pavekirken.[55]

Ægteskabet med Anne Boleyn[redigér | redigér wikikode]

Anne Boleyn, der nok var Henriks mest livlige kone. De havde det bedst før det ægteskab, der blev et af de vigtigste at få i stand og som betød den engelske reformation. Maleri fra National Gallery of London

I vinteren 1532 mødtes Henrik med Frans 1. af Frankrig ved Calais for at søge hans velsignelse af et nyt bryllup.[56] Straks efter han returnerede til Dover i England blev den nu 41-årige Henrik viet til den 32-årige Anne ved et hemmeligt arrangement.[57] Hun blev snart derefter gravid, og den 25. januar 1533 blev de gift mere officielt i London. 23. maj 1533 etablerede ærkebiskop Cranmer en specialret i klosteret Dunstable Priory, der skulle afgøre gyldigheden af Henrik og Katarinas ægteskab. Resultatet var, at ægteskabet havde været ugyldigt fra starten. 5 dage senere erklærede Cranmer ligeledes ægteskabet mellem Henrik og Anne for gyldigt. Katarina mistede sin dronningetitel og blev i stedet tituleret “Enkefyrstinde af Wales” i egenskab af enke efter Henriks bror Arthur. I hendes sted blev Anne kronet som dronning 1. juni 1533.[58] 7. september 1533 fødte dronning Anne en datter. Hun blev kaldt Elizabeth efter Henriks mor, Elizabeth af York.[59]

Efter brylluppet fulgte en konsolideringsperiode, hvor det nydannede Reformationsparlament vedtog en stribe nye lovgivninger og vedtægter, som havde til formål at finde løsninger på eventuelle udestående spørgsmål, samtidig med at de nye reformer blev beskyttet mod udfordringen og overbevisende offentligheden af deres legitimitet og afsløre og håndtere modstandere.[60]

Der var stor modstand i civilsamfundet mod reformerne, hvilket man brugte mange kræfter på at imødegå, og derudover kæmpede man også med at legitimere det nye ægteskab. På trods af, at den kanoniske eller gejstlige lov blev varetaget af Cranmer og andre, blev deres lovgivning ofte revideret og udvidet af ministrene Thomas Cromwell, Thomas Audleyhertugen af Norfolk samt Henrik selv.[60] Allerede i maj 1532 havde Thomas More trukket sig som lord Chancellor og givet denne post til Thomas Cromwell, der var kendt som en indædt protestant.[61] Med arveloven (Act of Succession 1533) blev Katarinas datter Maria erklæret illegitim som arving. Henriks ægteskab med Anne Boleyn blev erklæret det eneste legitime ægteskab, og Annes efterkommere blev erklæret som de første i rækken af efterfølgere.[62] I 1534 fulgte Suverænitetsloven (Acts of Supremacy), der anerkendte kongen af England som øverste person for kirken i landet, og den fulgte op på loven fra 1532, hvor det var blevet gjort ulovligt at appellere sager til paven i Rom.[63] Det var i forlængelse af denne lovgivning, at pave Clement 7. tog skridt til at ekskommunikere både Henrik og Thomas Cranmer.

Kongen og dronningen var ikke glade som ægtefolk. Det kongelige par oplevede perioder med ro og hengivenhed, men Anne nægtede at spille den tilbagetrukne og underdanige rolle, som det var forventet af hende. Hendes livagtighed og intellekt, der havde gjort hende så attraktiv som fyrig elskerinde, gjorde hende nu for uafhængig til den overvejende ceremonielle rolle som royal hustru og gav hende tillige mange fjender. Henrik var heller ikke begejstret for Annes konstante irritabilitet og fyrige temperament. Efter en graviditet, der endte i abortering i 1534, anså Henrik dette fejltrin hos Anne som forræderi. Så tidligt som julen 1534 diskuterede Henrik muligheden for at forlade Anne uden at skulle vende tilbage til Katarina med ærkebiskop Cranmer samt Cromwell.[64] Det menes populært, at Henrik i 1535 havde affærer med enten Margaret Shelton eller hendes søster Mary Shelton.

Enhver opposition til Henriks religionspolitik i England blev prompte undertrykt. Et større antal oprørte munke blev henrettet, og mange flere blev frataget alt. De to mest prominente modstandere var John Fisher, biskop af Rochester og Sir Thomas More, der begge nægtede at sværge ed til kongen.[65] Hverken Henrik eller Cromwell krævede de to mænd henrettet, men håbede snarere, at de ville ændre holdning. Fisher afsværgede åbent Henrik som øverste myndighed af kirken, mens Thomas More forbeholdt sig retten til at være tavs. De blev begge dømt for højforræderi – More efter en samtale med Richard Rich, der afslørede denne fortrolige samtale. Henrettelserne fandt sted i sommeren 1535.[65]

Disse undertrykkelser såvel som loven om opløsningen af de mindre klostre i 1536 førte til en mere generel modstand mod Henriks reformer, først og fremmest i hvad der blev kendt som Pilgrimage of Grace (Den frydefulde Pilgrimsfærd), en større opstand i det nordlige England.[66] Robert Aske, der var deres leder, fandt støtte fra mellem 20.000 og 40.000 samt store dele af det nordlige Englands adel. Henrik lovede dem beskyttelse, hvis de nedlagde våbnene og takkede dem for at rejse spørgsmål om fremgangsmåden. Aske fortalte sine oprørere, at kongen lyttede, og at de kunne drage hjem. Henrik anså imidlertid oprørerne som forræderiske rebeller og følte sig ikke forpligtet til at holde sine løfter, så da der udbrød en mindre ballade, var Henrik ikke sen til at udnytte dette og fare hårdt frem.[67] Robert Aske og flere andre ledere blev henrettet, og urolighederne døde hen.[68]

Anne Boleyn henrettelse[redigér | redigér wikikode]

Henrik 8. mistede i løbet af 1536 lysten og tilliden til sin nye dronning Anne Boleyn. Hun aborterede og var ikke i stand til at give ham en mandlig arving. Anne Boleyn blev henrettet i maj 1536. Maleri af Hans Holbein den Yngre fra 1537.

8. januar 1536 fik det kongelige ægtepar at vide, at Katarina af Aragonien var død. Henrik beordrede offentligheden til at udvise glæde over Katarinas død.[69] Dronning Anne var igen gravid, og hun var fuldt ud med på konsekvenserne, såfremt hun ikke var i stand til at føde en søn. Senere samme måned faldt kongen af en hest i en af datidens mange turneringer. For en stund så hans faldskader så alvorlige ud, at hans liv kunne være i fare. Da dronningen modtog nyheden om kongens fald, gik hun i chok og fødte et dødfødt drengebarn 29. januar 1536[70], samme dag som Katarina blev begravet. De fleste har siden anset dette som begyndelsen på enden for Anne Boleyn.[71]

På trods af, at familien Boleyn stadig indtog vigtige positioner i det private råd, fik Anne tiltagende flere fjender, blandt andet Hertugen af Suffolk. Hendes egen onkel, Hertugen af Norfolk, var også ved at være træt af hendes evigt stridbare holdning. Familien Boleyn havde foretrukket Frankrig som allieret i Europa, mens kongen igen var begyndt at foretrække kejseren ganske som hans rådgiver Cromwell.[72] Dette var også med til at mindske familiens betydning. Anne havde tillige mange modstandere i form af prinsesse Maria – der var blevet voksen – og hendes mange tilhængere. En skilsmisse nummer 2 syntes nu at være en realistisk mulighed, omend det formodes at være Cromwells stærkt negative holdning til Boleyn, der fik hendes modstandere til at se henrettelse som en løsning.[73][74]

Annes fald fra magtens tinder kom kort efter, at hun var kommet sig fra den pinefulde abortering. Grundet til hendes fald debatteres stadig blandt historikere, hvoraf der findes forklaringer med følgende indhold: at hun var med i en konspiration mod kongen, havde begået ægteskabsbrud eller havde ageret heks. De tidligste tegn på hendes fald ses, da kongens nye elskerinde, Jane Seymour, overtager Annes plads ved hoffet, og da George Boleyn, Annes bror, nægtes at få tildelt den ærefulde ordenstitel Order of the Garter (Hosenåndsordenen), som i stedet gives til Nicholas Carew. I dagene 30. april og 2. maj 1536 blev 5 mænd anholdt, bl.a. George Boleyn, der alle blev anklaget for at have deltaget i forræderiske ægteskabsbrud og for seksuelle forhold til dronningen. Anne blev også fængslet og anklaget for forræderi, ægteskabsbrud og incest. På trods af, at bevismaterialet mod dem på ingen måde kunne siges at være overbevisende, blev de alle fundet skyldige og dømt til døden. George Boleyn og de øvrige dømte mænd blev dømt 17. maj 1536. Anne Boleyn blev henrettet 19. maj klokken 8.oo om morgenen ved Tower Green, det særligt fine sted ved Tower of London at blive henrettet.

Ægteskabet med Jane Seymour og politik i ind- og udland[redigér | redigér wikikode]

Jane Seymour der kunne levere Kong Henrik 8. sin eftertragtede mandlige arving

Dagen efter, at Anne blev henrettet i 1536, forlovede Henrik sig med Jane Seymour, der indtil da havde været en af dronning Anne Boleyns hofdamer. 10 dage efter blev de gift.[75] Jane Seymour gjorde, hvad ingen af Henriks koner før eller siden var i stand til: fødte en dreng og en arving. 12. oktober 1537 fødte Jane Seymour prins Edward, der senere skulle blive Kong Edvard 6.[76] Imidlertid var fødslen hård, og Jane døde 24. oktober 1537 og blev begravet i Windsor.[77] Glæden over tronarvingen blev altså til sorg. Henrik kom sig imidlertid hurtigt over sorgen.[78] Der blev sat initiativer i gang for at finde Henrik en ny kone, hvilket gjorde, at Cromwell og andre fra hoffet forhandlede med forskellige repræsentanter fra de europæiske fyrste- og kongefamilier.[79]


I løbet af 1530´erne havde Henrik været i stand til at fokusere mere på interne britiske forhold frem for på trusler fra Kejser Karl 5. eller fra Frankrig. I 1536 gjorde Henrik krav på indholdet af Laws in Wales Act 1535, hvilket betød, at Wales lovmæssigt blev en fælles nation med England. I 1536 fulgte Second Succession Act, hvor det blev slået fast, at det ville være Janes børn, som ville stå næst i arvefølgen, og dermed også gjorde såvel Maria som Elizabeth ude af stand til at arve. Kongen fik derudover også magt til at bestemme, hvilken linje der skulle efterfølge ham, såfremt han ikke var i stand til at levere efterfølgere.[80] I januar 1539 erklærede Karl 5. og Frans 1. fred. Det gjorde Henrik mere eller mindre paranoid, måske grundet en lang liste af mulige trusler mod riget (reelle i højere eller mindre grad), hvilket særligt Cromwell var leveringsdygtig i.[81] De mange penge, som opløsningen af klostrene havde givet, blev brugt til at styrke kystforsvaret mod et angreb fra kontinentet.[82]

Ægteskabet med Anne af Kleve[redigér | redigér wikikode]

Portræt (1539) af Anne af Cleves, af Hans Holbein den yngre

Henrik havde ladet Thomas Cromwell – der nu var Jarl af Essex –  foreslå Anne af Kleve, der var en 25-årig søster til Hertugen af Kleve, som blev betragtet som en vigtig allieret i tilfælde af et romersk-katolsk angreb på England, da hertugens tro var en mellemting mellem Lutherdom og katolicisme.[83] Det engelske hofs maler Hans Holbein den Yngre fik til opgave at tage til Kleve og male et portræt af Anne til kongen.[84] Nogle har spekuleret i, om Holbein skulle have malet hende således, at hun tog sig langt bedre ud, da vurderes det, at portrættet simpelhen var upræcist.[85] Da Henrik havde set Holbeins portræt af Anne, indvilgede den 49-årige konge i at lade sig gifte en fjerde gang.[86]

Da Henrik så Anne, var han ikke begejstret, men gennemførte alligevel ægteskabet.[87] Der gik ikke lang tid, før Henrik ønskede at lade sig skille igen, og Anne modsatte sig ikke og bekræftede, at ægteskabet aldrig havde været fuldbyrdet, altså haft en seksuel akt.[88][89] Anne havde ydermere været forlovet med Hertugen af Lorraines søn Frans, hvilket bestyrkede Henrik i, at skilsmissen måtte ske.[90] Ægteskabet blev opløst, og Anne fik titlen “Kongens Søster” samt to større landsteder og en betragtelig gage.[89] Snart efter dette blev det klart, at Henrik var forelsket i den 17-årige Catherine Howard, Hertugen af Norfolks niece. Norfolk var modstander af den magtfulde Thomas Cromwell, og det blev starten på Cromwells fald fra tinderne.[91]

Der gik kun kort tid før nogle af Cromwells nære allierede blandt de religiøse reformister, Robert Barnes, William Jerome og Thomas Garret, blev brændt som kættere.[89] Cromwell blev mere og mere kørt ud på et sidespor på trods af, at hans dygtighed gjorde, at såvel indenrigs- og udenrigspolitik kørte meget velsmurt. Henrik anklagede ham aldrig for ægteskabet med Anne af Kleve.[92] Norfolk udnyttede sin nieces primære position til at isolere Cromwell ved hoffet. Cromwell blev anklaget for forræderi, hvor han skulle have udstedt eksportlicens, lavet falske pas og oprettet kommisioner uden tilladelse, og endelig blev han beskyldt for det fejlagtige i den udenrigspolitik, som ægteskabet med Anne af Kleve baserede sig på.[93][94] Han blev efterfølgende dømt og halshugget.[92]

Ægteskabet med Catherine Howard[redigér | redigér wikikode]

Catherine Howard. Henriks femte kone. Ægteskabet endte som en skandale, da dronningen var kongen utro og hele 2 af hendes elskere samt hende selv blev henrettet. Maleri af Hans Holbein den Yngre fra 1540.

Den 28. juli 1540 – på den selvsamme dag som Cromwell blev henrettet – blev Henrik gift med den unge Catherine Howard, en kusine og hofdame til Anne Boleyn.[95] Han var glad og dybt betaget af den ny dronning, der blev tildelt al den jord, som man havde frataget Thomas Cromwell samt et stort udvalg af smykker.[96] Imidlertid skulle der kun gå kort tid efter brylluppet, før dronning Catherine havde en affære med hofmedarbejderen Thomas Culpeper. Dronningen ansatte også Francis Dereham, som hun tidligere havde været forlovet med og haft en affære med før brylluppet med kongen. Ved Hoffet fik man snart nys om dronningens tidligere affære med Dereham, mens Henrik var ude at rejse. Thomas Cranmer blev sat til at undersøge dronningens forbindelse til Dereham.[97] Denne indrømmede sin skyld, omend at Kong Henrik nægtede at tro dette. Det krævede et nyt møde, før kongen ville tro, hvad han hørte, så han overfuste rådet og tog i stedet på jagt.[98] Da dronningen blev udspurgt, kunne hun have reddet meget af situationen, såfremt hun havde indrømmet et førægteskabeligt forhold til Dereham, hvilket blot ville have opløst ægteskabet med kongen, men i stedet påstod hun, at Dereham havde tvunget hende til et forhold, hvor hun var kongen utro. Det var først herefter, at Dereham afslørede dronningens forhold til Culpeper. Begge dronningens elskere blev henrettet, og det samme blev hun selv 13. februar 1542.[99]

Ødelagte helligdomme og klostrenes opløsning[redigér | redigér wikikode]

I 1538 påbegyndte den siddende premierminister Thomas Cromwell en hårdhændet og omfattende kampagne mod, hvad der blev kaldt “afgudsdyrkelse”, hvilket var folk, som stadig fulgte den gamle katolske religion. Kampagnen kulminerede i september 1538, da det hellige skrin med Thomas Becketts relikvier i Canterbury blev fjernet. Resultatet af denne kampagne kom prompte fra Pave Paul 3., da han ekskommunikerede kong Henrik fra kirken 17. december 1538.[100] Hidtil havde kirken været forsigtig med at reagere for hurtigt på Henriks reformation. I 1540 beordrede Henrik en total ødelæggelse af samtlige relikvieskrin. I løbet af 1542 blev Englands tilbageværende klostre alle opløst og deres ejendom overført til kronen. Abbeder og priorer mistede alle deres plads i det engelske parlamentets Overhus (House of Lords), hvor kun ærkebisper og bisper fik lov at beholde deres pladser. For første gang havde de sekulære parlamentsmedlemmer flertal over de gejstlige (Lords Temporal).

Anden invasion i Frankrig og “Rough Wooing” i Skotland[redigér | redigér wikikode]

I 1539 havde Frans 1. af Frankrig og Karl 5. lavet en alliance, der imidlertid hurtigt havde vist sig uholdbar, og som mundede ud i en ny krig Frankrig og Kejserriget imellem. Forholdet til kejser Karl 5. var blevet betragteligt bedre efter, at såvel Anne Boleyn og Katarina af Aragonien var døde, og Henrik sluttede en hemmelig alliance med kejseren, hvor han gik ind i den italienske krig på kejserens side. Der var planlagt en invasion af Frankrig i 1543.[101] For at forberede en sådan, koncentrerede Henrik sig i første omgang om at eliminere truslen fra Skotland under den unge konge Jakob 5. Skotterne blev besejret i Slaget ved Solway Moss 24. november 1542,[102] hvor den unge skotske konge blev dødeligt såret og faldt endelig bort 15. december 1542. Henrik håbede at kunne forene de skotske og engelske kroner, hvis han kunne sætte et ægteskab i stand mellem sin 5-årige søn Edward og  James´ datter Mary Stuart. Den skotske regent Lord Arran – der regerede på vegne af Mary – accepterede ægteskabet, hvilket blev nedfældet i Treaty of Greenwich 1. juli 1543. Det blev imidlertid aldrig til noget, da det skotske parlament afviste ægteskabet 11. december 1543. Det resulterede i 8 års krig mellem England og Skotland, som senere blev døbt “Rough Wooing” (Den hårde bejlen). På trods af flere fredstraktater fortsatte kampene i Skotland Henriks levetid ud og flere år derefter.[103][104][105]

Trods den tidlige succes med sejr i det skotske tøvede Henrik med at invadere Frankrig. Dette var naturligvis til stor irritation for Kejser Karl 5. I juni 1544 angreb Henrik endelig Frankrig med et angreb i to grene. En styrke under ledelse af Norfolk belejrede ineffektivt Montreuil. En anden styrke under Suffolk belejrede Boulogne. Siden overtog Henrik selv kommandoen, og 18. september 1544 faldt Boulogne.[106][107] Henrik havde afvist Karl 5.´s anmodning om at marchere mod Paris. Det betød, at Karl 5.´s egen militærkampagne faldt sammen, hvorpå han sluttede fred med Frankrig.[108] Det gjorde, at Henrik blev ladt alene i Frankrig uden gode muligheder for fred. Frankrig forsøgte at invadere England i sommeren 1545, men nåede kun Isle of Weight, inden de blev tilbagevist. 7.  juni 1546 sluttede de to lande fred mest grundet mangel på penge. Henrik sikrede sig Boulogne i 8 år, men tilbageleverede byen mod en betragtelig løsesum. Henrik havde brug for pengene, da hele militærkampagnen havde kostet mange penge og efterladt England bankerot.[109]

Ægteskab med Catherine Parr[redigér | redigér wikikode]

Catherine Parr. Henriks sjette og sidste kone. Hun overlevede Henrik og trak ingen skandaler med sig. Maleri af Hans Holbein den YngreNational Portrait Gallery i London.

I juli 1543 giftede Henrik sig med Catherine Parr, der blev hans sjette og sidste kone.[110] Hun var en rig enke, men også tilhænger af de nye religiøse tanker, hvilket kom til udtryk ved, at hun diskuterede religion med Henrik, som i hjertet var katolsk og hans brud mest af alt var et brud med paven. Henrik forblev i religiøse henseender i en mærkelig mellemting af katolicisme og protestantisme, og hans reaktion mod Cromwell, der var en ivrig tilhænger af protestantismen, havde ikke fået ham til at gå tilbage til katolicismen, men samtidig sat et stop for omfavnelsen af protestantismen.[111] Catherine Parr hjalp Henrik med at forsone sig med hans døtre Maria og Elisabeth.[112] I 1543 besluttede parlamentet, at de igen skulle være arvinger til kronen og stå næst efter Edward i arvefølgen. Loven tillod endvidere Henrik at bestemme andre arvtagere til tronen.[113]

Alderdom og død[redigér | redigér wikikode]

Henrik 8. blev stærkt overvægtig på sine gamle dage. Maleri af Hans Holbein den Yngre.

I Henriks alderdom blev han svært overvægtig, hans taljemål var 140 cm, og han måtte flyttes rundt med hjælp fra mekaniske opfindelser. Han havde formodentlig også gigt. Hans overvægt kan spores tilbage til hans ulykke i ridderturneringen i 1536, hvor hans ben blev skadet. Denne skade genåbnede og forværrede en skade, han havde lidt af i sin ungdom, hvilket gjorde, at lægerne fandt det svært at behandle. Såret vedblev at volde ham problemer livet ud og fraholdt ham fra fysisk aktivitet, som han ellers tidligere havde dyrket.[7][114]

Mulig forklaring på Henriks humørsvingninger og utilregnelighed[115][redigér | redigér wikikode]

Netop denne ulykke mener nogle forksere at have været årsag til Henriks stærkt svingende humør. De mener, at Henrik under en ridderturnering pådrog sig en hjerneskade, der ændrede hans personlighed.[7]

Arash Salardini fra Yale Memory Clinic forklarer at forskere er enige i, at "han skifter karakter". I sine yngre dage er Henrik en rolig, intelligent mand, som træffer kløgtige politiske og militære valg, men i de senere år bliver han mere impulsiv og fremstår uforudsigelig, hidsig og glemsom.[115]

Forskerne har undersøgt Henriks sundhedsmæssige tilstand gennem breve og andre historiske kilder og fundet symptomer, der tyder på en hjerneskade. De fleste af symptomerne er lokaliseret i den del af hjernen, der har indflydelse på hukommelse, organisering, impulskontrol og produktion af hormoner. Henrik 8. var en dygtig rytter og en ivrig deltager i ridderturneringer, og forskerne mener, at to konkrete ulykker satte sig varige spor i monarkens hoved. I en turnering i 1524 trængte en modstanders lanse gennem det royale visir og slog Henrik bevidstløs. Og i januar 1536 fik han en hest ned over sig og var bevidstløs i 2 timer. En ulykke, som hjerneforskerne mener er hovedårsagen til Henriks uforudsigelige opførsel i sine senere år. Andre sideeffekter ved en traumatisk hjerneskade er nedsat produktion af testosteron og andre hormoner - noget, som kan medføre impotens, som man ved, at Henrik led af.[114]

Andre hypoteser[redigér | redigér wikikode]

Historikeren Susan MacLean Kybett har beskrevet Henriks temperamentudsving som skørbug og som konsekvens af manglen på frugt og grøntsager.[116] Der har i det hele taget været mange teorier om forskellige sygdomme, som Henrik kunne have haft.[117][118]

Død[redigér | redigér wikikode]

Henriks overvægt fremskyndede hans forholdsvis tidlige død i en alder af 55 år. Han døde 28. januar 1547 i Palace of Whitehall. Flere vidner kan bevidne, at han som det sidste skulle have sagt “Monks! Monks! Monks!”, hvilket måske havde at gøre med de mange munke, han gjorde substistensløse efter opløsningen af klostrene. Henrik 8. blev begravet i St George´s Chapel i Windsor Castle ved siden af Jane Seymour.[119] Mere end hundrede år efter blev den henrettede konge Karl 1. begravet ved siden af.[120]

Efterfølgere[redigér | redigér wikikode]

Henrik blev efter sin død efterfulgt af sin søn Edward 6. Da Edward kun var 9 år gammel, var han ikke i stand til regere selv. Henrik havde sørget for at danne et råd med 16 medlemmer, der skulle regere på Edwards vegne, indtil han blev 18 år. Rådsmedlemmerne valgte Edward Seymour, 1. Jarl af Hertford, der var Jane Seymours ældste storebror, til at være Lord Protector. Hvis Edward skulle gå hen og dø uden arvinger, skulle tronen overgå til Maria, som var datter af Henrik med Katarina af Aragonien. Hvis Mary ikke fik arvinger, skulle kronen gå videre til Elizabeth, der var Henriks datter med Anne Boleyn. Endelig: hvis Elizabeths linje skulle uddø, skulle kronen gå videre til Henriks lillesøster Maria Tudor. Efterkommere af Henriks anden søster Margaret – Stuart´erne af Skotland – var derimod udelukket fra at overtage tronen.[121] Dette forsøg på at nægte dem denne, mislykkedes brat, da James 6. af Skotland blev konge af England i 1603, idet Elizabeth efter mange år som dronning døde uden slægtninge.

Henrik 8.´s offentlige ry[redigér | redigér wikikode]

Henrik plejede sit image som polyhistor, og om og ved hans hof kredsede en lang række kunstnere samt uddannede og lærde folk, som bragte fornemme ting i felt. Mest husket er det omtalte Field of the Cloth of Gold. Han var konstant på udkig efter kordrenge, hvor han flere gange tog nogle direkte fra Thomas Wolseys kor for at introducere renæssancemusik til hoffet. De fornemste musikere, der var aktive ved hans hof, var Benedict de Opitiis, Richard Sampson, Ambrose Lupo og den venetianske organist Dionisio Memo.[122]

Henrik havde en stor samling instrumenter, og han var selv i stand til at spille lut, orgel, men samtidig også en talentfuld spiller på virginal (en form for piano).[123] Han var en dygtig nodelæser. Derudover kender man til flere musikstykker, som han skrev samtidig med, at han også var forfatter og poet. Hans mest kendte musikstykke er Pastime with Good Company (The Kynges Ballade). Det nævnes ofte, at han skulle have skrevet “Greensleeves” som en kærlighedserklæring til Anne Boleyn[124], men kendere sætter den til at være skrevet efter hans død.[125]

Han var også en ivrig spiller, og han elskede i særdeleshed at spille terninger, men også en lang række sportsgrene såsom ridderturneringer, jagt og den tidlige udgave af tennis. Han var kendt for at stå stærkt i forsvaret af konventionel kristen fromhed.[126] Som arkitekt med ideer til byggerier så man også kongen engageret i en lang række projekter. Det gjaldt bl.a. Nonsuch Palace, King´s College Chapel i Cambridge samt Westminster Abbey i London. Han var også involveret i ombygningen af en lang række eksisterende bygninger såsom Christ Church i Oxford, Hampton Court Palace, Palace of the White Hall samt Trinity College i Cambridge.

Henrik var også intellektuel. Han var den første engelske konge med en moderne humanistisk uddannelse bag sig, han kunne læse og skrive på engelsk, fransk og latin og følte sig samtidig godt hjemme i sit betragtelige bibliotek. Han bestilte mange bøger og skrev og offentliggjorde i hvert fald en bog selv. For at få offentlighedens støtte til reformationen af kirken fik han skrevet adskillige pamfletter og lærebøger. Eksempelvis var Richard Sampsons Oratio fra 1534 en lærdom om total lydhørhed overfor monarkiet samt en påstand om, at den engelske kirke altid havde været uafhængig af Rom.[127] På det mere folkelige plan fik Henrik teatre og troubadurer til at rejse landet rundt og være fortalere for den nye religion. Paven samt katolske munke og præster blev mobbet og udskældt som værende udenlandske djævle, mens kongen blev fremstillet som brav og heroisk forsvarer af den sande tro.[128] Henrik arbejdede hårdt for at præsentere sig selv som klippefast autoritet og en urokkelig magt, og han havde en atletisk og muskuløs kropsbygning. [129]

Han var mere end 1,80 meter høj (højt efter datidens forhold), og som tidligere nævnt så man ham ofte engageret i ridderturneringer. De tjente ikke bare et underholdende formål, men også en lang række politiske. De fremstillede regenten som ung og stærk, hvilket imponerede udenlandske diplomater og afskrækkede mange gange adelen indenrigs fra at forsøge oprør. Klæderne, som Henrik bar ,var ofte såvel rustning udsmykket med silke og gulddraperinger samt perler og juveler. Han deltog i turneringerne indtil sit fald i 1536, men fortsatte med at arrangere to årlige turneringer. Det blev også mode ved hoffet at iklæde sig de samme fornemme klæder, som kongen iførte sig.[130][131][132]

Regeringsførelse under Henrik 8.[redigér | redigér wikikode]

Henrik – som de øvrige Tudor monarker – var en magtfuld regent, der påstod at være indsat af Guds nåde.[133] Kongens magt blev kraftigt understøttet af, at han havde retten til at udskrive kongelige særlige royale prærogativer. Det gjaldt blandt andet diplomatiske bestemmelser, som eksempelvis ægteskabspolitik, at udstede krigserklæringer, præge mønter, give benådninger samt magten til henholdsvis at samle og at opløse et parlament.[134] I virkelighedens verden arbejdede Henrik tæt sammen med såvel adel som parlament under det besværlige brud med paven i Rom.[135]

I praksis var Henrik en form for overherre for et kongeligt hof, hvor der var flere formelle institutioner såsom statsrådet; Privy Council, hvor der sad en lang række rådgivere og tillidsfolk.[136] Henrik kunne både hjælpe folk med at stige hurtigt i graderne ved hoffet, ligesom hans unåde kunne betyde et hurtigt fald fra tinderne. Det anføres ofte, at han skulle have fået hele 72.000 henrettet i sin regeringstid, men dette anses for stærkt overdrevet[137], omend han uden tvivl fik en lang række brændt på bålet samt halshugget: 2 af sine koner, omkring 20 af sine jævnaldrende, fire af sine ledende rådgivere, 6 tætte bekendte og venner, en kardinal og utallige abbeder.[138] De afgørende politiske personligheder i hans regeringsperiode er hans ledende ministre, hvoraf folk som Thomas Wolsey, Thomas More og Thomas Cromwell må siges at være de vigtigste – de blev i øvrigt alle henrettet.[139] I deres indflydelsesrige perioder gennemførte de langt mere politik end Henrik selv, men de kunne ikke gennemføre noget, såfremt det mødte kongens mishag. Særlig Thomas Cromwell havde enorm indflydelse og var afgørende for reformationen i det engelske.[140] Flere historikere peger på, at Henriks evne til at regere ofte var præget af klodsede og ubrugelige beslutninger, men at det var hans rådgivere, der reddede hans eftermæle.[141]

Thomas Wolsey. Kardinal og i perioden 1514-30 den vigtigste rådgiver i Henrik VIII´s hof. Henrik var personligt uinteresseret i at tage magt i denne periode, hvilket gjorde at Wolsey de facto var landets leder. Han var kendt for sin profranske holdning samt skepsis mod Henriks forsøg på at lade sig skille. Maler ukendt.

Thomas Wolsey[redigér | redigér wikikode]

I årene 1514-29 var Thomas Wolsey (1473-1530), en kirkelig kardinal, den vigtigste politiske person i såvel indenrigs- som udenrigspolitik for den unge konge. Han havde status af Lord Chancellor.[142] Wolsey centraliserede regeringen og udvidede indflydelsen med rådskoncil ved retten. Det kaldte han Star Chamber (Stjernekammeret), hvis overordnede struktur forblev uændret, men Wolsey brugte dette til at gøre plads til længe ventede reformer af retslovspraksis.

Hoffets store magtkoncentration overlevede imidlertid ikke Thomas Wolsey, idet at Wolsey ikke foretog nogle store administrative reformer og dermed blev magten efter dennes død mere decentral.[143] Wolsey hjalp til med at udfylde det hul som Henrik 8. efterlod, da hans generelle interesse for regeringsanliggender var begrænset – det særligt i sammenligning med hans far Henrik 7. – det fulgte Wolsey ud, men mere som substitut end som fornyer.[144] Hans metoder gav ham mange fjender blandt landets rigmænd, særligt fordi han ranede til sig personligt med en pralende levevis, og at han samtidig havde nul tolerance overfor mulige fjender, som han fik dømt som kriminelle.[145] Efter Wolsey´s fald fra magtens tinder, da tog Henrik selv magten over regeringen, omend der stadig var en lang række af forskellige fraktioner, der forsøgte at bekrige og ruinere hinanden.[146]

Thomas Cromwell[redigér | redigér wikikode]

Thomas Cromwell. I perioden 1531-39 var han Henrik 8´s vigtigste politiske rådgiver. Han var først og fremmest en dygtig og flittig administrator, der viste sig uundværlig i forbindelse med den engelske reformation, som han også støttede helhjertet. Maleri fra 1532-33 af Hans Holbein den Yngre

Thomas Cromwell (1485-1540) var sammen med Wolsey den vigtigste politiske person i Henrik 8´s hof. Efter et længere ophold på kontinentet, da returnerede han til England i 1514-15 og blev snart en del af Wolsey´s administratorer.[147]

Han arbejdede primært med lovgivning og jura, men var derudover også en belæst bibelkender, der i 1524 blev medlem af det vigtige juristsamfund i London Gray´s Inn. På dette tidspunkt var han Wolsey´s vigtigste ansatte. Cromwell´s tilgang til politik blev mere og mere drevet af hans religiøse overbevisninger, der var sympatiske for Reformationen på det europæiske kontinent og Martin Luthers tanker.[148] Hans tilgang var dog at reformer skulle opnås via diskussion på indhold og vedvarende pres, men ikke pludselige ændringer. Imidlertid var der en lang række personer med sympati for Reformationen, der så ham som deres store håb, blandt andet Thomas Audley. I 1531 fik Cromwell – og de der stod tæt på ham – ansvar for en lang række områder, der tillod ny lovgivning.[149] Cromwells første egentlige overordnede titel fik han i 1532, da han blev Master of the King´s jewels, hvilket var den ansvarlige for rigets finanser, det betød at han styrede finanspolitikken. Idet at han havde sit eget råd, da var hans magt større end den Wolsey havde opnået.[150]

Cromwell gennemførte megen lovgivning der flyttede magt fra den kongelige husholdning (og dermed ideologisk væk fra Kongens person) og over i mere offentlige hverv. Det var ikke en ensrettet proces, da ændringerne skulle have kongens accept og de samtidig skulle kunne kontrolleres af ham eller hans allierede, derfor er der aparte eksempler på lovgivning. De skatteindtægter som allerede Henrik VII havde indført i hans regeringstid, fik Cromwell strømlinet og permanente, hertil blev der oprettet uafhængig administration til at varetage de indkrævninger.[151] Det hidtidige King´s Council blev overført til et reformeret Privy Council, der var langt mindre men også langt mere effektivt. Kongens personlige velstand steg, mens landets generelle finansielle velstand faldt. Da Cromwell mistede sin magt, der blev hans administrative reformer undermineret, da han som person havde kunnet kontrollere de mange nye råd og at der ikke opstod ødsle forbrug nogle af stederne. Hans reformer stoppede i 1539, hvor hans politiske medvind syntes opbrugt, hvor han stod for at skulle gennemføre vigtig lovgivning til varige reformer. 28.juli 1540 blev han henrettet.

Finanserne[redigér | redigér wikikode]

Henrik arvede en større formue efter en blomstrende økonomi i årene under hans faders regentskab. Henrik 7. var kendt som både sparsommelig og forsigtig med sit pengeforbrug. Hans formue var vurderet til £1,250,000 (£375

Kronen blev devalueret af flere omgange for at rette op på det store underskud på de britiske finanser.

million i dagens valuta, omtrent 3,253 mia. dkk)[152]. Henrik 8.´s regeringstid var tæt på at være en katastrofe i økonomiske termer. På trods af, at han øgede den kongelige økonomi betragteligt ved at indkræve kirkelige jorder og godser, brugte han langt flere penge og drev landet på uklog facon.[153]

Henrik brugte det meste af sin formue på at opretholde sit hof og sin generelle husholdning, hvilket blandt andet talte mange slotte og paladser. Han hængte mere end 2.000 gobeliner op i sine paladser. Til sammenligning hængte den samtidige Jakob 5. af Skotland kun omkring 200 op på sine slotte.[154] Henrik holdt af stolt at vise sin våbensamling frem, som bestod af en lang række sjældne våbentyper med omkring 2.250 håndvåben og 6.500 skydevåben.[155] Tudor-monarker måtte betale for al regeringsførsel af egen lomme. Henrik fik sin indkomst fra en lang række gager og skatter, der var tilegnet kronen. Hans indtægter lå nogenlunde konstant på cirka £100.000[156], men blev også eroderet af inflation og forhøjede priser. Endelig var Henriks ambitioner om at præge udviklingen i det kontinentale Europa med til at underminere økonomien.

Henrik VII. havde ikke haft nødig at at involvere det britiske parlament i sine affærer, mens Henrik VIII. måtte have parlamentets godkendelse til at udskrive penge, særlig i de tilfælde, hvor han drog i krig i Europa. Opløsningen af klostrene havde afhjulpet pengenøden betragteligt, kronen sikrede sig op igennem 1530´erne omrking £120.000 (svarende til £36 millioner, omtrent 312 millioner dkk). Kronen var blevet styrket en anelse i 1526, da Wolsey havde baseret den engelske møntfod på en guldenhed i stedet for sølv. Cromwell startede med at devaluere det britiske pund i Irland. I perioden 1540-51 halveredes det britiske pund i forhold til det flamske pund. Det hjalp en del på den korte bane, da briterne fik deres handel øget, men på den lange bane gjorde det indkøb i udlandet langt sværere. I 1544 var landet ramt af en høj inflation, der varede Henriks regeringstid ud.[157]

Den Engelske reformation[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Reformationen i England

Henrik 8. tildeles normalt æren for at have startet den engelske reformation – den proces, der omskabte England fra et katolsk til et protestantisk land – omend man debatterer omfanget af, hvor meget folket i hans levetid tog den ny lære til sig.[158] I 1527 anmodede Henrik 8. – som hidtil havde været en opmærksom og velinformeret katolik – om at få sit ægteskab med Katarina af Aragonien opløst.[159] Da paven var under stærk indflydelse af Kejser Karl 5. – nevø til Katarina – så var der ikke meget, der tydede på, at paven ville støtte en opløsning af ægteskabet.[160] Traditionelt har man anset pavens manglende støtte til Henriks krav om ægteskabsopløsning som den udløsende faktor for den engelske reformation. Der er dog historikere, som peger på, at Henrik 8. stod i så store modsætningsforhold til pavekirken, at han ville have foretaget bruddet med dem også uden tvisten omkring skilsmissen med Katarina.[161]

Under alle omstændigheder indførte Henrik i perioden mellem 1532 og 1537 en lang række love, der omhandlede forholdet mellem konge og pave, og som havde at gøre med strukturen for den spirende Church of England [162]– der blev navnet på den ny og uafhængige kirke. I 1533 kom Statute in Restraint of Appeals, som udvidede begrebet Praemunire til alle, der ville indføre pavelig lovgivning til England, hvilket der var dødsstraf for, hvis man blev fundet skyldig.[163] Andre love, man indførte, var Supplication against the Ordinaries  og Submission of the Clergy, som anerkendte kongeligt overherredømme over kirken. I 1534 kom loven Ecclesiastical Appointments Act 1534, hvor de gejstliges valg af bisper stod mellem repræsentanter, som kongen havde bestemt. Act of Supremacy i 1534 erklærede Kongen som "det eneste suveræne overhoved på jorden over Church of England" og Treasons Act 1534, der gjorde det til højforræderi med dødsstraf til følge at nægte at tage Oath of Supremacy, hvor man sværgede anerkendelse af kongen som en sådan.[164] I forlængelse af, at Act of Succession blev gennemført i 1533, skulle alle voksne i kongeriget anerkende arvefølgen – som grundlæggende handlede om at anerkende hans ægteskab med Anne Boleyn og delegitimere hans ægteskab med Katarina af Aragonien.[165] De, der sagde noget andet, blev fængslet på livstid, og hvis nogle skrev eller offentliggjorde noget, der kunne tolkes som manglende accept af ægteskabet med Anne Boleyn, blev de dødsdømt. Endelig Peter´s Pence Act blev vedtaget, hvor det blev fastslået, at der i England “ikke var nogle, som var lig med Gud, kun den salige selv.” , og at Henriks kejserlige krone var blevet forsmået af den “urealistiske og udnyttende” pave.[166] Kongen fik fuld støtte af ærkebiskop Cranmer til alle disse tiltag.[167]

Henriks militære eventyr[redigér | redigér wikikode]

Den engelske flåde stævner ud i 1520 fra Dover og mod Frankrig

Da Henrik blev konge i 1509, bestod den britiske stående hær blot af nogle få hundrede mænd, hvis man så bort fra de permanente garnisoner i Berwick, Calais og Carlisle. Henrik stod kun for en mindre forøgelse af antallet af mænd i den stående hær.[168] I 1513 gik i

land i Frankrig med en invasionsstyrke på hele 30.000 mand, som bestod af folk med leer samt langbueskytter på et tidspunkt, hvor de øvrige europæiske stater var begyndt at bruge skydevåben såsom geværer og pistoler og langspyd. Forskellen på slagmarken var endnu ikke voldsom, og Henriks mænd havde da også nye rustninger til at stå imod med. Derudover havde man artilleri til slagmarken og adskillige store og dyre belejringskanoner.[169][170] I 1544, da Frankrig igen blev indtaget, var det med en hær, der var veludrustet og gennemorganiseret og under ordre af hertugerne af hhv. Suffolk og Norfolk, hvor sidstnævnte leverede frygtelige resultater ved Montreuil.[171]

Efter at Henrik havde brudt med paven i Rom, frygtede man konstant en mulig spansk eller fransk invasion.[172] I 1538 begyndte man at bygge en lang række fæstningsværker ved kysten fra Kent til Cornwall. Disse blev sponsoreret af penge fra klostrenes opløsning.[173] Henrik kaldte dem enhedsforter, mens andre kaldte dem Henriks forter. Derudover byggede man også decideret borge såsom Dover Castle, Moat Bulwark og Archcliffe Fort, hvor sidstnævnte var et sted, som Henrik selv kom for at visitere.[174] En del år forinden havde Thomas Wolsey arbejdet på at få afskaffet militstanken, men uden held.[175] Henrik afskaffede herredsinddelingen, da han fandt den administrativt tungt. Mary Tudor støttede bl. a. forsvarsbyggeriet ved Berwick.[176]

Henrik er ofte tildelt æren for at have været med til at grundlægge Royal Navy, og er faktisk kendt som "The father of the Royal Navy".[177] Teknologisk investerede han  i større kanoner til sine krigsskibe, hvilket var en ide, man også fik i andre lande, og som erstattede de mindre hidtidige både.[178] Det siges endda, at han flirtede med ideen om selv at ville fremstille både, men der findes ingen kendte eksempler, selvom der menes at være et design af robåde og små galejbåde.[179] En stående flåde blev først indført under Henrik, der samtidig gav dem ankerplads i enhver havn.[180] Taktisk gik Henrik også mere over til ildvåben. Tudor marinen blev kraftigt forstørret, og Henrik var ansvarlig for etableringen af et admiralitet.[181][182]

Anetavle[redigér | redigér wikikode]

 
 
 
4Edmund Tudor
 
 
²Henrik 7. af England
 
 
 
 
 
 
5Margaret Beaufort
 
1Henrik 8. af England
 
 
 
 
 
6Edvard 4. af England
 
 
3Elizabeth af York
 
 
 
 
 
 
7Elizabeth Woodville
 

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Foregående: Konge af England
1509-1547
Efterfølgende:
Henrik 7.
1485-1509
Edvard 6.
1547-1553

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Guy, John A. (2000). The Tudors: a Very Short Introduction, side 41
  2. ^ Ives, Eric (2006). "Will the Real Henry VIII Please Stand Up?". History Today. 56 (2), side 28-36
  3. ^ Henrik VIII. Tudor konge af England (1509-47), Anders Bager Eriksen, hentet d. 15/10 2019
  4. ^ Henry VIII: Court, Church and Conflict, Loades David, side 23
  5. ^ Scarisbrick, J. J. (1997). Henry VIII (2. udgave). Yale University Press, side 8
  6. ^ Scarisbrick, J. J. (1997). Henry VIII (2. udgave). Yale University Press, side 12
  7. ^ a b c d Scarisbrick, J. J. (1997). Henry VIII (2. udgave). Yale University Press, side 18-19
  8. ^ Henry VIII: Court, Church and Conflict, Loades David, side 25
  9. ^ Crofton, Ian (2006). The Kings and Queens of England. Quercus Books, side 128
  10. ^ Hall, Edward (1904). The Triumphant Reign of Henry VIII. T.C. & E.C. Jack, side 17
  11. ^ Starkey, David (2008). Henry: Virtuous Prince. Harper Collins, side 304-306
  12. ^ Scarisbrick, J. J. (1997). Henry VIII (2 ed.). Yale University Press, side 23-24
  13. ^ a b Loades, David (2009). Henry VIII: Court, Church and Conflict. The National Archives, side 26
  14. ^ Loades, David (2009). Henry VIII: Court, Church and Conflict. The National Archives, side 48-49
  15. ^ Elton, G. R. (1977). Reform and Reformation: England, 1509–1558. Edward Arnoldm, side 103
  16. ^ Hart, Kelly (2009). The Mistresses of Henry VIII (1 ed.). The History Press, side 27
  17. ^ Loades, David (2009). Henry VIII: Court, Church and Conflict. The National Archives, side 47-48
  18. ^ Weir, Alison (1991). The Six Wives of Henry VIII. Grove Press, side 122-123
  19. ^ Elton, G. R. (1977). Reform and Reformation: England, 1509–1558. Edward Arnold, side 98 og 194
  20. ^ Loades, David (2009). Henry VIII: Court, Church and Conflict. The National Archives, side 27
  21. ^ Scarisbrick, J. J. (1997). Henry VIII (2 ed.). Yale University Press, side 28-31
  22. ^ Loades, David (2009). Henry VIII: Court, Church and Conflict. The National Archives, side 62
  23. ^ Scarisbrick, J. J. (1997). Henry VIII (2 ed.). Yale University Press, side 33-34
  24. ^ Loades, David (2009). Henry VIII: Court, Church and Conflict. The National Archives, side 62-63
  25. ^ Scarisbrick, J. J. (1997). Henry VIII (2 ed.). Yale University Press, side 35-36
  26. ^ Guicciardini, Francesco (1968). Alexander, Sidney (ed.). The History of Italy. Princeton University Press, side 280
  27. ^ a b Loades, David (2009). Henry VIII: Court, Church and Conflict. The National Archives, side 63
  28. ^ Knud J.V. Jespersen: Slaget ved Flodden i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=77014
  29. ^ Loades, David (2009). Henry VIII: Court, Church and Conflict. The National Archives, side 65-66
  30. ^ Loades, David (2009). Henry VIII: Court, Church and Conflict. The National Archives, side 66-67
  31. ^ Loades, David (2009). Henry VIII: Court, Church and Conflict. The National Archives, side 67-68
  32. ^ Loades, David (2009). Henry VIII: Court, Church and Conflict. The National Archives, side 68-69
  33. ^ Loades, David (2009). Henry VIII: Court, Church and Conflict. The National Archives, side 68-69
  34. ^ Loades, David (2009). Henry VIII: Court, Church and Conflict. The National Archives, side 69
  35. ^ Loades, David (2009). Henry VIII: Court, Church and Conflict. The National Archives, side 70-71
  36. ^ Cruz, Anne J.; Suzuki, Mihoko (2009). The Rule of Women in Early Modern Europe. University of Illinois Press, side 132
  37. ^ Smith, Lacey Baldwin (1971). Henry VIII: the Mask of Royalty, side 70
  38. ^ Crofton, Ian (2006). The Kings and Queens of England. Quercus Books, side 51
  39. ^ Scarisbrick, J. J. (1997). Henry VIII (2 ed.). Yale University Press, side 154
  40. ^ Weir, Alison (2002). Henry VIII: The King and His Court. Random House Digital, Inc, side 156
  41. ^ Loades, David (2009). Henry VIII: Court, Church and Conflict. The National Archives, side 58
  42. ^ Brigden, Susan (2000). New Worlds, Lost Worlds. Penguin, side 114
  43. ^ a b Elton, G. R. (1977). Reform and Reformation: England, 1509–1558. Edward Arnold, side 103-107
  44. ^ a b Elton, G. R. (1977). Reform and Reformation: England, 1509–1558. Edward Arnold, side 75-76
  45. ^ Punishments for Sin, Bible Gateway, 20:20
  46. ^ Loades, David (2009). Henry VIII: Court, Church and Conflict. The National Archives, side 91-92
  47. ^ Elton, G. R. (1977). Reform and Reformation: England, 1509–1558. Edward Arnold, side 109-110
  48. ^ a b Elton, G. R. (1977). Reform and Reformation: England, 1509–1558. Edward Arnold, side 103-111
  49. ^ Lockyer, Roger (22 May 2014). Tudor and Stuart Britain: 1485–1714. Routledge, side 46
  50. ^ Haigh, Christopher (1993). English Reformations: Religion, Politics, and Society under the Tudors. Clarendon Press, side 92
  51. ^ Elton, G. R. (1977). Reform and Reformation: England, 1509–1558. Edward Arnold, side 116
  52. ^ a b Losch, Richard R. (1 May 2002). The Many Faces of Faith: A Guide to World Religions and Christian Traditions. Wm. B. Eerdmans Publishing. side 106
  53. ^ Elton, G. R. (1977). Reform and Reformation: England, 1509–1558. Edward Arnold, side 123
  54. ^ Gunn, Steven. "Anne Boleyn: Fatal Attractions (review)". Reviews in History, hentet d. 16/10 2019
  55. ^ Elton, G. R. (1977). Reform and Reformation: England, 1509–1558. Edward Arnold, side 175-176
  56. ^ Williams, Neville (1971). Henry VIII and his Court. Macmillan Publishing Co, side 123
  57. ^ Starkey, David (2003). Six Wives: The Queens of Henry VIII. Chatto & Windus, side 464-466
  58. ^ Elton, G. R. (1977). Reform and Reformation: England, 1509–1558. Edward Arnold, side 178
  59. ^ Williams, Neville (1971). Henry VIII and his Court. Macmillan Publishing Co, side 128-131
  60. ^ a b Bernard, G. W. (2005). The King's Reformation: Henry VIII and the Remaking of the English Church, 68-71
  61. ^ Williams, Neville (1971). Henry VIII and his Court. Macmillan Publishing Co, side 136
  62. ^ Bernard, G. W. (2005). The King's Reformation: Henry VIII and the Remaking of the English Church, side 68
  63. ^ Bernard, G. W. (2005). The King's Reformation: Henry VIII and the Remaking of the English Church, side 69-71
  64. ^ Williams, Neville (1971). Henry VIII and his Court. Macmillan Publishing Co, side 138
  65. ^ a b Elton, G. R. (1977). Reform and Reformation: England, 1509–1558. Edward Arnold, side 192-194
  66. ^ Elton, G. R. (1977). Reform and Reformation: England, 1509–1558. Edward Arnold, side 262-263
  67. ^ Elton, G. R. (1977). Reform and Reformation: England, 1509–1558. Edward Arnold, side 261-262
  68. ^ Elton, G. R. (1977). Reform and Reformation: England, 1509–1558. Edward Arnold, side 262
  69. ^ Licence, Amy (2017). "Dark Days". Catherine of Aragon: An Intimate Life of Henry VIII's True Wife.
  70. ^ Scarisbrick, J. J. (1997). Henry VIII (2 ed.). Yale University Press, side 348
  71. ^ Williams, Neville (1971). Henry VIII and his Court. Macmillan Publishing Co, side 141
  72. ^ Elton, G. R. (1977). Reform and Reformation: England, 1509–1558. Edward Arnold, side 250-251
  73. ^ Wilson, Derek (21 June 2012). A Brief History of the English Reformation. Constable & Robinson. side 92
  74. ^ Elton, G. R. (1977). Reform and Reformation: England, 1509–1558. Edward Arnold, side 252-253
  75. ^ Scarisbrick, J. J. (1997). Henry VIII (2 ed.). Yale University Press, side 350
  76. ^ Scarisbrick, J. J. (1997). Henry VIII (2 ed.). Yale University Press, side 353
  77. ^ Scarisbrick, J. J. (1997). Henry VIII (2 ed.). Yale University Press, side 355
  78. ^ Elton, G. R. (1977). Reform and Reformation: England, 1509–1558. Edward Arnold, side 275
  79. ^ Scarisbrick, J. J. (1997). Henry VIII (2 ed.). Yale University Press, side 355-356
  80. ^ Scarisbrick, J. J. (1997). Henry VIII (2 ed.). Yale University Press, side 350-351
  81. ^ Loades, David (2009). Henry VIII: Court, Church and Conflict. The National Archives, side 72-73
  82. ^ Loades, David (2009). Henry VIII: Court, Church and Conflict. The National Archives, side 74-75
  83. ^ Scarisbrick, J. J. (1997). Henry VIII (2 ed.). Yale University Press, side 368-369
  84. ^ Scarisbrick, J. J. (1997). Henry VIII (2 ed.). Yale University Press, side 369-370
  85. ^ Scarisbrick, J. J. (1997). Henry VIII (2 ed.). Yale University Press, side 373-374
  86. ^ Scarisbrick, J. J. (1997). Henry VIII (2 ed.). Yale University Press, side 373-375
  87. ^ Scarisbrick, J. J. (1997). Henry VIII (2 ed.). Yale University Press, side 370
  88. ^ Elton, G. R. (1977). Reform and Reformation: England, 1509–1558. Edward Arnold,, side 289
  89. ^ a b c Scarisbrick, J. J. (1997). Henry VIII (2 ed.). Yale University Press, side 373
  90. ^ Scarisbrick, J. J. (1997). Henry VIII (2 ed.). Yale University Press, side 372-3
  91. ^ Elton, G. R. (1977). Reform and Reformation: England, 1509–1558. Edward Arnold, side 289-291
  92. ^ a b Scarisbrick, J. J. (1997). Henry VIII (2 ed.). Yale University Press, side 376-377
  93. ^ Scarisbrick, J. J. (1997). Henry VIII (2 ed.). Yale University Press, side 378-379
  94. ^ Elton, G. R. (1977). Reform and Reformation: England, 1509–1558. Edward Arnold, side 290
  95. ^ Farquhar, Michael (2001). A Treasure of Royal Scandals. Penguin Books, side 75
  96. ^ Scarisbrick, J. J. (1997). Henry VIII (2 ed.). Yale University Press, side 430
  97. ^ Scarisbrick, J. J. (1997). Henry VIII (2 ed.). Yale University Press. side 430-431
  98. ^ Scarisbrick, J. J. (1997). Henry VIII (2 ed.). Yale University Press, side 431-432
  99. ^ Scarisbrick, J. J. (1997). Henry VIII (2 ed.). Yale University Press, side 432-433
  100. ^ Scarisbrick, J. J. (1997). Henry VIII (2 ed.). Yale University Press, side 361
  101. ^ Loades, David (2009). Henry VIII: Court, Church and Conflict. The National Archives, side 75
  102. ^ Loades, David (2009). Henry VIII: Court, Church and Conflict. The National Archives, side 75-76
  103. ^ Elton 1977, s. 306–307
  104. ^ Loades 2009, s. 79–80
  105. ^ Neil Murphy, "Violence, Colonization and Henry VIII's Conquest of France, 1544–1546." Past and Present 233#1 (2016): 13–51.
  106. ^ Loades 2009, s. 76–77
  107. ^ Elton 1977, s. 306–307
  108. ^ Loades 2009, s. 79–80
  109. ^ Loades 2009, s. 79–80
  110. ^ Scarisbrick 1997, s. 456
  111. ^ Elton 1977, s. 301
  112. ^ Scarisbrick 1997, s. 457
  113. ^ Elton 1977, s. 331, 373
  114. ^ a b Sohn, Emily (11 March 2011). King Henry VIII's Madness Explained. discovery.com. Hentet 25 March 2011. 
  115. ^ a b Hjerneskade gjorde Henrik 8. utilregnelig og impotent, Bruun Anders, Historie, Hentet d. 20/10 2019
  116. ^ "Names in the News: Henry VIII Termed Victim of Scurvy". Los Angeles Times. 30 August 1989. 
  117. ^ Sohn, Emily (11 March 2011). King Henry VIII's Madness Explained. discovery.com. Hentet 25 March 2011. 
  118. ^ Whitley & Kramer 2010, s. passim
  119. ^ Loades 2009, s. 207
  120. ^ Dean and Canons of Windsor. "Henry VIII's final resting place" (PDF). Windsor Castle: College of St George. Arkiveret fra originalen (PDF) 2 May 2013. Hentet 12 March 2013. 
  121. ^ Elton 1977, s. 332–333
  122. ^ Scarisbrick 1997, s. 15–16
  123. ^ Scarisbrick 1997, s. 15–16
  124. ^ Alison Weir, Henry VIII: The King and His Court (New York: Ballantine Books, 2002): 131. ISBN 0-345-43708-X.
  125. ^ Scarisbrick 1997, s. 15–16
  126. ^ Crofton 2006, s. 129
  127. ^ Chibi 1997, s. 543–560
  128. ^ Betteridge 2005, s. 91–109
  129. ^ Hibbert et al. 2010, s. 928
  130. ^ Gunn 1991, s. 543–560
  131. ^ Williams 2005, s. 41–59
  132. ^ Lipscomb 2009
  133. ^ Guy 1997, s. 78
  134. ^ Morris 1999, s. 2
  135. ^ Morris 1999, s. 2
  136. ^ Morris 1999, s. 19–21
  137. ^ Harrison & Edelen 1995, s. 193
  138. ^ Hibbert et al. 2010, s. 928
  139. ^ Morris 1999, s. 19–21
  140. ^ Betteridge & Freeman 2012, s. 1–19
  141. ^ Elton 1977, s. 407
  142. ^ Elton 1977, s. 48–49
  143. ^ Elton 1977, s. 60–63
  144. ^ Elton 1977, s. 212
  145. ^ Elton 1977, s. 64
  146. ^ Derek Wilson (2003). In the Lion's Court: Power, Ambition, and Sudden Death in the Reign of Henry VIII. Macmillan. s. 257–60. ISBN 978-0-312-30277-1. 
  147. ^ Elton 1977, s. 168–170
  148. ^ Elton 1977, s. 172
  149. ^ Elton 1977, s. 172
  150. ^ Elton 1977, s. 213
  151. ^ Elton 1977, s. 214–215
  152. ^ Weir 2002, s. 13
  153. ^ Elton 1977, s. 215–216, 355–6
  154. ^ Thomas 2005, s. 79–80 citing Thurley 1993, s. 222–224
  155. ^ Davies 2005, s. 11–29
  156. ^ Weir 2002, s. 64
  157. ^ Elton 1977, s. 312–314
  158. ^ "Competing Narratives: Recent Historiography of the English Reformation under Henry VIII". 1997. Arkiveret fra originalen 15 June 2013. Hentet 14 April 2013. 
  159. ^ Elton 1977, s. 103–107
  160. ^ Elton 1977, s. 110–112
  161. ^ Pollard 1905, s. 230–238
  162. ^ Bernard 2005, s. missing
  163. ^ Bernard 2005, s. 71
  164. ^ Bernard 2005, s. 70–71
  165. ^ Elton 1977, s. 185
  166. ^ Lehmberg 1970, s. missing
  167. ^ Bernard 2005, s. 195
  168. ^ Elton 1977, s. 32
  169. ^ Arnold 2001, s. 82
  170. ^ Elton 1977, s. 32–33
  171. ^ Elton 1977, s. 306–307
  172. ^ Elton 1977, s. 282
  173. ^ Elton 1977, s. 183, 281–283
  174. ^ Elton 1977, s. 282
  175. ^ Elton 1977, s. 87–88
  176. ^ Elton 1977, s. 282
  177. ^ Loades 2009, s. 82
  178. ^ Loades 2009, s. 82
  179. ^ Loades 2009, s. 82–83
  180. ^ Loades 2009, s. 82
  181. ^ Loades 2009, s. 83–84
  182. ^ Loades 2009, s. 84–85