Spring til indhold

Nordisk aktivitet på De Britiske Øer

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Mønt med Kong Knud.

Nordisk aktivitet på De Britiske Øer skete i den tidlige middelalder i den periode der i de nordiske lande kaldes vikingetiden, hvor nordboere rejste til Storbritannien og Irland for at bosætte sig, handler og plyndre. De nordboere, der kom til De Britiske Øer, bliver generelt omtalt som vikinger,[1][2] men det bliver diskuteret om termen vikinger repræsenterer alle de nordiske bosættere eller blot dem som plyndrede.[3]

I begyndelsen af den vikingetiden havde de nordiske kongerige i Skandinavien udviklet handelsruter til Sydeuropa og Middelhavet, hvilket gav dem adgang til importvarer som sølv, guld, bronze og krydderier. Disse handelsruter blev også udvidet mode vest til Irland og De Britiske Øer.[4]

I det sidste årti af 700-tallet angreb og ødelagde nordiske plyndringsmænd en række kristne klostre i det der i dag er Storbritannien, hvilket startede i 793 med angrebet på klostret Lindisfarne på Englands østkyst. Det følgende år blev den nærliggende Monkwearmouth-Jarrow Abbey plyndret og i 795 angreb vikingerne Iona Abbey på Skotlands vestkyst.[5] Over de efterfølgende århundrede gennemførte vikingerne stadigt større plyndringstogter især i den østlige del af Britannien og Irland og øerne nord vest for Skotland samt på Isle of Man.

Baggrund for lokale etniske grupper

[redigér | rediger kildetekst]
Territorier kontrolleret af vikinger (rød), angelsaksere (gul) og keltere (grøn) i 800-tallet.

I den tidlige middelalder var øerne Irland og Storbritannien hver især kulturelt, sprogligt og religiøst opdelt mellem forskellige folk.

Sprog og religion

[redigér | rediger kildetekst]

Sprogene hos de keltiske briter og gælerne nedstammede fra de keltiske sprog, som blev talt af Europas jernalderfolk. I Irland og dele af det vestlige Skotland samt på Man talte man en tidlig form for det keltiske gæliske sprog kendt som gammelirsk. I Cornwall, Cumbria, Wales og det sydvestlige Skotland blev de keltiske britanniske sprog talt (deres moderne efterkommere inkluderer walisisk og cornisk).

Piktere, der talte piktsk, boede i området nord for floderne Forth og Clyde, som i dag udgør en stor del af det moderne Skotland. På grund af den sparsomme mængde skrift på piktsk, som kun findes i ogam, er der forskellige syn på, om piktsk var et keltisk sprog som dem, der blev talt længere sydpå, eller måske endda et ikke-indoeuropæisk sprog som baskisk. De fleste inskriptioner og stednavne antyder dog, at pikterne var keltiske i både sprog og kultur.

En stor del af det sydlige Storbritannien var blevet til de forskellige kongedømmer i angelsaksisk England, hvor angelsaksere fra det europæiske fastland havde slået sig ned i 400-tallet. De bragte deres eget germansk sprog (kendt som oldengelsk), deres polyteistiske religion og kulturelle praksisser med sig.

Mange folk i Storbritannien og Irland var allerede blevet omvendt til kristendom fra deres ældre, førkristne polyteistiske religioner, herunder den særlige polyteistiske religion (angelsaksisk religion) som blev praktiseret af angelsakserne.

Fordelingen af etniske grupper

[redigér | rediger kildetekst]

I det nordlige Storbritannien, i området som omtrent svarer til det moderne Skotland, boede tre forskellige etniske grupper i deres respektive kongedømmer: piktere, skotter og briter.[6] Den piktiske kulturgruppe dominerede størstedelen af Skotland, med store befolkninger koncentreret mellem Firth of Forth og floden Dee, samt i Sutherland, Caithness og Orkney.[7] skotter, ifølge skriftlige kilder, udgjorde en stammegruppe, som var krydset til Storbritannien fra Dalriada i det nordlige Irland i slutningen af 400-tallet.[8] De nordlige briter boede i Det Gamle Nord, i dele af det, der er blevet til det sydlige Skotland og det nordlige England, og ifølge kilder var de i 600- eller 700-talletkommet under angelsaksisk politisk kontrol.[9]

I midten af 800-tallet bestod angelsaksisk England af fire separate og uafhængige kongedømmer: East Anglia, Wessex, Northumbria og Mercia, hvoraf det sidste var den stærkeste militærmagt.[10]

Klassesystem

[redigér | rediger kildetekst]

Mellem en halv million og en hel million mennesker boede i England på dette tidspunkt, og samfundet var strengt hierarkisk. Klassestrukturen havde en konge og hans ealdormen øverst, under hvem der fulgte thegner (eller jordejere), og derefter de forskellige kategorier af landbrugsarbejdere under dem. Nederst fandtes en klasse af slaver, som kan have udgjort så meget som en fjerdedel af befolkningen.[10]

Størstedelen af befolkningen boede på landet, selvom nogle få store byer var opstået, især London og York, som blev centre for kongelig og kirkelig administration. Der var også en række handelsbyer, såsom Hamwic og Ipswich, som deltog i international handel.[10]

Vikingetogter: 780’erne–850

[redigér | rediger kildetekst]

Vikingetogter begyndte i England i slutningen af 700-tallet, primært rettet mod klostre.[11] Disse klostre var ofte placeret på små øer og i andre afsidesliggende kystområder, så munkene kunne leve i tilbagetrækning og hellige sig gudsdyrkelse uden forstyrrelser fra andre dele af samfundet. Samtidig gjorde det dem til isolerede og ubeskyttede mål for angreb fra havet.[12] Det første kloster, der blev angrebet, var på Lindisfarne i 793, ud for Englands nordøstkyst, mens det første registrerede togt fandt sted på sydkysten ved Portland, Dorset i 789; Den angelsaksiske krønike beskrev vikingerne som hedenske mænd.[13] Klostre og minsters var populære mål, da de var velhavende og ejede værdifulde genstande, der let kunne transporteres.[14] Den angelsaksiske krønike for året 840 fortæller, at Æthelwulf af Wessex blev besejret ved Carhampton, Somerset, efter at 35 vikingeskibe var gået i land i området.[15]

Det første kendte vidnesbyrd om et vikingetogt i vikingetiden stammer fra 789, da tre skibe fra Hordaland (i det nuværende Norge) gik i land på Portlandøen på den sydlige kyst af Wessex. Da de blev mødt af Beaduheard, den kongelige foged fra Dorchester, hvis opgave var at identificere alle fremmede købmænd, der kom ind i riget, dræbte de ham.[16] Der har næsten med sikkerhed været tidligere, uregistrerede togter. I et dokument fra 792 fastsatte kong Offa af Mercia privilegier for klostre og kirker i Kent, men undtog militærtjeneste "mod sørøvere til søs med vandrende flåder", hvilket viser, at vikingetogter allerede var et kendt problem. I et brev fra 790–92 til kong Æthelred 1. af Northumbria bebrejdede Alcuin englænderne for at efterligne skikke fra hedninge, som truede dem med rædsel. Dette viser, at der allerede var tætte kontakter mellem de to folk, og at vikingerne var velinformerede om deres mål.[17]

Det næste registrerede angreb mod angelsakserne kom året efter, i 793, da klosteret på Lindisfarne, en ø ud for Englands østkyst, blev plyndret af en vikingeflåde den 8. juni.[16]

Se, det er næsten 350 år, at vi og vores fædre har beboet dette herlige land, og aldrig før er en sådan rædsel opstået, som vi nu har lidt under fra en hedensk slægt, og det blev ikke anset for muligt, at et sådant indfald fra havet kunne ske. Se kirken for Sankt Cuthbert, oversprøjtet med Guds præsters blod, berøvet alle sine udsmykninger.

Ærkebiskop Alcuin af York om plyndringen af Lindisfarne.[16]

Året efter plyndrede de det nærliggende Monkwearmouth–Jarrow Abbey.[5][18] Vikingerne mødte stærkere modstand end forventet: deres ledere blev dræbt. De overlevende undslap, men fik deres skibe ødelagt ved Tynemouth, og mandskaberne blev dræbt af lokalbefolkningen.[19][20] Dette blev et af de sidste togter mod England i omkring 40 år. Vikingerne rettede i stedet deres angreb mod Irland og Skotland.

I 795 angreb de igen, denne gang Iona Abbey ud for Skotlands vestkyst.[5] Dette kloster blev igen angrebet i 802 og 806, hvor 68 mennesker blev dræbt. Efter denne ødelæggelse forlod munkesamfundet Iona og flygtede til Kells i Irland.[21] I det første årti af 800-tallet begyndte vikingerne at angribe kystområder i Irland.[22] I 835 fandt det første store vikingetogt i Sydengland sted og var rettet mod Isle of Sheppey.[23][24][25] Under slaget i 839 påførte vikingerne store nederlag mod piktere, hvor de dræbte Uuen, pikternes konge, hans bror Bran og Áed, søn af Boanta, konge af Dál Riata.[26]

Ifølge de nordiske sagaer faldt den legendariske vikingehøvding Ragnar Lodbrog i 865 i hænderne på kong Ælla af Northumbria. Ælla skal efter sigende have kastet Ragnar i en ormegård. Det siges, at Ragnars rasende sønner, som udnyttede den politiske uro i England, samlede Den Store Hedenske Hær, der gik i land i kongeriget East Anglia samme år. Der findes ingen beviser for, at denne legende har historisk belæg; men det er kendt, at flere af vikingehøvdingerne samlede deres flokke til én stor hær, der gik i land i East Anglia for at indlede deres forsøg på at erobre England i 866.[27][28]

I 867 drog den store hær nordpå og erobrede York, men Ælla forsøgte sammen med støtte fra de andre engelske kongeriger at generobre byen. Det mislykkedes; annalerne for året beretter, at Ælla blev dræbt under slaget, men ifølge sagnet blev han taget til fange af vikingerne, der henrettede ham eller gav ham blodørn ham som hævn for mordet på Ragnar.[29]

Englandsstenene

[redigér | rediger kildetekst]
Uddybende Uddybende artikel: Englandsstenene

Englandsstenene er en gruppe på omkring 30 runesten i Sverige, der henviser til vikingetidens togter til England.[30] De udgør en af de største grupper af runesten, der omtaler togter til andre lande, og de kan i antal kun sammenlignes med de cirka 30 Grækenlandsstenene og de 26 Ingvarsstenene,[31] hvoraf de sidstnævnte henviser til en vikingefærd til Mellemøsten. De blev indgraveret på oldnordisk med yngre futhark.

De angelsaksiske herskere betalte store summer, danegæld, til vikingerne, som fortrinsvis kom fra Danmark og Sverige og ankom til de engelske kyster i 990’erne og de første årtier af 1000-tallet.[32][33][34] Nogle runesten omtaler denne danegæld, såsom Yttergärde-runestenen U 344, der beretter om Ulf af Borresta, som modtog danegæld tre gange, og den sidste gang fik han den fra Knud den Store. Knud sendte de fleste af de vikinger hjem, som havde hjulpet ham med at erobre England, men han beholdt en stærk livvagt, Þingalið, og dens medlemmer nævnes også på flere runesten.[35]

Langt størstedelen af runestenene, 27, blev rejst i Sverige, og 17 af dem er placeret omkring Mälaren på østkysten. Danmark i sine nuværende grænser har ingen sådanne runesten, men der findes en runesten i Skåne, som nævner London. Der findes også enkelte sådanne runesten i Norge og i Slesvig (Tyskland).

Nogle vikinger, såsom Guðvér, angreb ikke kun England, men også Sachsen, som det fortælles på Grinda-runestenen Sö 166 i Södermanland:[30]

Grjótgarðr (og) Einriði, sønnerne
rejste (stenen) til minde om (deres) dygtige fader.
Guðvér var i vesten;
delte betaling i England;
angreb mandigt
landsbyer i Sachsen.[30][36]

Skattefund

[redigér | rediger kildetekst]

Forskellige depotfund blev nedgravet i England på dette tidspunkt. Nogle af disse kan være blevet nedlagt af angelsaksere, der forsøgte at skjule deres rigdom for vikingernes plyndringer, og andre af vikingerne selv som en måde at beskytte deres plyndrede skatte på.[16]

Et af disse fund, opdaget i Croydon (historisk en del af Surrey, nu i Greater London) i 1862, indeholdt 250 mønter, tre sølvbarrer og en del af en fjerde samt fire stykker brudsølv i en linnedpose. Arkæologer tolker dette som bytte samlet af et medlem af vikingehæren. Ved at datere genstandene anslog arkæologerne, at dette skattefund var blevet nedgravet i 872, da hæren overvintrede i London.[16] Selve mønterne stammede fra en bred vifte af forskellige kongedømmer, hvor eksempler fra Wessex, Mercia og East Anglia blev fundet side om side med udenlandske importer fra det karolingiske Frankerrige og fra den arabiske verden.[16] Ikke alle sådanne vikingefund i England indeholder dog mønter: for eksempel blev der på Bowes Moor, Durham, fundet 19 sølvbarrer, mens der ved Orton Scar, Cumbria, blev fundet en sølvhalsring og en halvbroche.[37]

Historikeren Peter Hunter Blair mente, at vikingernes succesrige togter og den "fuldstændige uforberedthed i Storbritannien på at imødegå sådanne angreb" blev afgørende faktorer i de efterfølgende invasioner og koloniseringen af store dele af De Britiske Øer.[12]

Invasion og Danelagen: 865–954

[redigér | rediger kildetekst]

Fra 865 ændrede vikingerne deres holdning til de Britiske Øer, da de begyndte at se området som et sted for mulig kolonisering frem for blot et sted at plyndre. Som følge heraf begyndte større hære at ankomme til Britanniens kyster med hensigt om at erobre land og opføre bosættelser dér.[38] De tidlige vikingebosættere ville have set synligt anderledes ud end den angelsaksiske befolkning, idet de bar skandinaviske smykker og sandsynligvis også deres egne særprægede klædedragter. Vikinge- og angelsaksiske mænd havde også forskellige frisurer: vikingernes hår var barberet i nakken og efterladt pjusket foran, mens angelsakserne typisk bar langt hår.[39]

England

[redigér | rediger kildetekst]
Uddybende Uddybende artikler: Danelagen og Skandinavisk York

I 865 sluttede hidtil ukoordinerede grupper af overvejende danske vikinger sig sammen til en stor hær og gik i land i East Anglia.[40] Den angelsaksiske krønike beskrev denne styrke som det mycel hæþen here (den store hedenske hær) og tilføjede, at den blev ledet af Ivar Benløs og Halfdan Ragnarsson.[41][42][43][44] Hæren krydsede Midlands ind i Northumbria og erobrede York (Jorvik),[40] den vigtigste by i Kongeriget Northumbria, i 866.[45] Modangreb endte i et afgørende nederlag for de angelsaksiske styrker ved York den 21. marts 867 og i døden for Northumbrias ledere Ælla og Osberht.

I 871 blev den store hedenske hær forstærket af en anden dansk styrke kendt som den store sommerhær, ledet af Gudrum. I 875 delte hæren sig i to, hvor Gudrum førte den ene tilbage til Wessex, mens Halfdan tog sine tilhængere nordpå.[46][47] I 876 delte Halfdan northumbrisk jord syd for floden Tees mellem sine mænd, som "pløjede jorden og forsørgede sig selv", og dermed grundlagde området, der senere blev kendt som Danelagen.[a][47]

Andre angelsaksiske konger begyndte at bøje sig for vikingernes krav og afstod land til vikingebosættere.[50] Desuden kom mange områder i det østlige og nordlige England—inklusive næsten hele Northumbria bortset fra den aller nordligste del—under det direkte styre af vikingeledere eller deres marionetkonger.

Den Store Hedenske Hærs slag.

Kong Æthelred af Wessex, der havde ledet kampen mod vikingerne, døde i 871 og blev efterfulgt på Wessex’ trone af sin yngre bror, Alfred.[38] Den nordhumbriske vikingekonge Halfdan Ragnarsson (oldengelsk: Healfdene)—en af lederne af den store hedenske hær —afstod sine lande til en anden bølge af vikingeindtrængere i 876. I de næste fire år erobrede vikinger yderligere land i kongedømmerne Mercia og East Anglia.[38] Kong Alfred fortsatte sin konflikt med de invaderende styrker, men blev i 878 presset tilbage til Somerset i den sydvestlige del af sit rige, hvor han måtte søge tilflugt i sumpene ved Athelney.[38]

Englands omtrentlige opdeling i 878.

Alfred samlede sine militære styrker og besejrede hærene fra Østangliens vikingemonark Gudrum ved slaget ved Edington (maj 878). Kort tid efter slaget blev en traktat indgået, som fastsatte de varige fredsbetingelser mellem de to konger, inklusive grænserne for hvert af deres riger. Den er kendt som freden mellem Alfred og Gudrum. Traktaten er et af de få eksisterende dokumenter[b] fra Alfreds regeringstid og overlever på oldengelsk i Corpus Christi College i Cambridge, Manuskript 383, og i en latinsk samling kendt som Quadripartitus.[52][53] Områderne mod nord og øst blev kendt som Danelagen, fordi de var under vikingernes politiske indflydelse, mens områderne mod syd og vest forblev under angelsaksisk dominans.[38][54] Alfreds regering begyndte at opføre en række befæstede byer eller burhs, igangsatte opførelsen af en flåde og organiserede et militsystem (fyrd), hvor halvdelen af hans bondehær til enhver tid var i aktiv tjeneste.[38] For at vedligeholde burh’erne og den stående hær oprettede han et beskatnings- og værnepligtssystem kendt som Burghal Hidage.[55]

I 892 etablerede en ny vikingehær med 250 skibe sig i Appledore i kent og en anden hær på 80 skibe kort efter i Milton Regis.[56] Hæren indledte derefter en lang række angreb på Wessex. Men på grund af Alfred og hans hær viste rigets nye forsvar sig at være en succes, og de invaderende vikinger blev mødt med beslutsom modstand og fik mindre effekt end de havde forventet. I 896 opløstes invasionshæren—i stedet slog de sig ned i East Anglia og Northumbria, mens nogle sejlede til Normandiet.[38][56]

Hele England blev samlet med Norge og Danmark i begyndelsen af 1000-tallet under den danske konge Knud den Store efter hans invasion i 1016.[57][58]

Alfreds politik med at modstå vikingernes bosættere fortsatte under hans datter Æthelflæd, der giftede sig med Æthelred, Ealdorman af Mercia, og under hendes bror, kong Edvard den Ældre (regerede 899–924). Da Edvard døde i juli 924, blev hans søn Æthelstan konge. I 927 erobrede han det sidste tilbageværende vikingekongedømme, York, hvilket gjorde ham til den første angelsaksiske hersker over hele England. I 934 invaderede han Skotland og tvang Konstantin 2. til at underkaste sig, men Æthelstans styre blev bragt til ophør af skotter og vikinger, og i 937 invaderede de England. Æthelstan besejrede dem ved slaget ved Brunanburh, en sejr der gav ham stor prestige både på De Britiske Øer og på kontinentet, og som førte til sammenbruddet af vikingemagten i det nordlige Storbritannien. Efter hans død i 939 generobrede vikingerne York, som først endeligt blev erobret tilbage i 954.[59]

Edwards søn Edmund blev konge af englænderne i 939. Men da Edmund blev dræbt i et slagsmål, overtog hans yngre bror Eadred af Wessex som konge. I 947 forkastede northumbrierne Eadred og gjorde den norske Erik Blodøkse (Eirik Haraldsson) til deres konge. Eadred svarede ved at invadere og hærge Northumbria. Da sakserne drog sydpå igen, indhentede Erik Blodøkses hær nogle af dem ved Castleford og anrettede et "stort blodbad".[c] Eadred truede med at ødelægge Northumbria som hævn, så northumbrierne vendte Erik ryggen og anerkendte Eadred som deres konge. Derefter skiftede de mening igen og accepterede Olaf Sihtricsson som deres hersker, blot for at få Erik Blodøkse til at fjerne ham og igen blive konge af Northumbria. I 954 blev Erik Blodøkse for anden og sidste gang fordrevet[d] af Eadred. Blodøkse var den sidste nordiske konge af Northumbria.[61]

Stamford Bridge: 1066

[redigér | rediger kildetekst]
Slaget ved Stamford Bridge (1870), Peter Nicolai Arbo.

Harald Hårderåde, konge af Norge, ledte i 1066 en invasion af England med 300 langskibe og 10.000 soldater i et forsøg på at erobre den engelske trone under arvefølgestriden efter Edvard Bekenderens død. Han havde indledningsvis succes og besejrede de undertallige styrker, som jarledømmerne Northumbria og Mercia havde samlet, ved slaget ved Fulford.[62]

Mens han nød sejren og besatte Northumbria som forberedelse til fremrykningen mod syd, blev Haralds hær overrasket af en omtrent lige stor styrke ledet af kong Harold Godwinson, der var marcheret hele vejen dertil fra London på blot en uge. Invasionen blev slået tilbage ved slaget ved Stamford Bridge, og Hårderåde blev dræbt sammen med størstedelen af sine mænd.

Selv om vikingernes forsøg mislykkedes, blev den næsten samtidige normanniske invasion i syd en succes ved slaget ved Hastings. Haralds invasion og nederlag er blevet beskrevet som afslutningen på vikingetiden i Storbritannien.[63]

Skriftlige kilder

[redigér | rediger kildetekst]
Kongeriget Mann og Øerne omkring år 1100.

Arkæologerne James Graham-Campbell og Colleen E. Batey bemærkede, at der manglede historiske kilder, der beskrev vikingernes tidligste møder med de Britiske Øer, som sandsynligvis fandt sted blandt de nordlige øgrupper, de der lå tættest på Skandinavien.[64]

Irske annaler giver os beretninger om meget af vikingernes aktivitet i løbet af 800- og 900-tallet.[65]

Englandsstenene, koncentreret i Sverige, giver beretninger om togterne set fra vikingernes perspektiv.[30]

De vikingetogter, der ramte angelsaksisk England, blev primært dokumenteret i Den angelsaksiske krønike, en samling af annaler, der oprindeligt blev skrevet i slutningen af 800-tallet, sandsynligvis i kongeriget Wessex under kong Alfred den Store. Krøniken er dog en partisk kilde, der fungerer som et stykke "krigspropaganda", skrevet på vegne af de angelsaksiske styrker imod deres vikingemodstandere, og som i mange tilfælde stærkt overdriver størrelsen af vikingeflåder og hære, hvilket fik enhver angelsaksisk sejr over dem til at fremstå mere heroisk.[66]

Arkæologiske beviser

[redigér | rediger kildetekst]

De vikingske bosættere på de Britiske Øer efterlod rester af deres materiel kultur, som arkæologer har kunnet udgrave og fortolke i 1900- og 2000-tallet. Sådanne vikingetidsfund i Storbritannien består primært af vikingebegravelser foretaget på Shetlandsøerne, Orkneyøerne, De Vestlige Øer, Isle of Man, Irland og det nordvestlige England.[65] Arkæologerne James Graham-Campbell og Colleen E. Batey bemærkede, at det var på Isle of Man, at den nordiske arkæologi var "bemærkelsesværdigt rig på kvalitet og kvantitet".[3]

Dog kommenterede arkæologen Julian D. Richards, at skandinaver i angelsaksisk England "kan være undvigende for arkæologen", fordi mange af deres huse og grave er umulige at skelne fra dem tilhørende andre befolkningsgrupper, der boede i landet.[2] Af denne grund bemærkede historikeren Peter Hunter Blair, at de arkæologiske beviser for vikingernes invasion og bosættelse i Storbritannien var "meget begrænsede sammenlignet med de tilsvarende beviser for angelsaksernes invasioner" i det femte århundrede.[65]

Se også

[redigér | rediger kildetekst]

Noter

[redigér | rediger kildetekst]
  1. ↑ Ikke alle nordboere, der ankom til Irland og Storbritannien, kom som plyndrere. Mange ankom med familier og husdyr, ofte i kølvandet på erobring af territorier. Befolkningerne smeltede derefter sammen over tid gennem giftermål med den angelsaksiske befolkning. [48] Mange ord i det engelske sprog stammer fra gammelskandinaviske sprog.[49]
  2. ↑ Der er kun tre bevarede dokumenter fra angelsaksisk England, der kan beskrives som fredsaftaler.[51]
  3. ↑ Den Angelskaksiske krønike Worcester MSS D for 948 CE beskriver: "Og da kongen [Eadred] var på vej hjem, overtog plyndringshæren [Erik Blodøkse], der befandt sig i York, kongens hær i Castleford og et stort blodbad skete her."
  4. ↑ Den Angelsaksiske krønike beskriver at Blodøkse blev "udrevet" fra Northumbria; andre kilder hævder dog, at han blev dræbt.[60]

Referencer

[redigér | rediger kildetekst]
  1. ↑ Keynes 1999. p. 460.
  2. 1 2 Richards 1991. p. 9.
  3. 1 2 Graham-Campbell and Batey 1998. p. 3.
  4. ↑ Blair 2003. pp. 56–57.
  5. 1 2 3 Blair 2003. p. 55.
  6. ↑ Graham-Campbell and Batey 1998. s. 5.
  7. ↑ Graham-Campbell and Batey 1998. ss. 5–7.
  8. ↑ Graham-Campbell and Batey 1998. ss. 14–16.
  9. ↑ Graham-Campbell and Batey 1998. s. 18.
  10. 1 2 3 Richards 1991. s. 13.
  11. ↑ Sawyer. The Oxford Illustrated History of Vikings. ss. 2–3
  12. 1 2 Blair 2003. s. 63.
  13. ↑ ASC 793 – English translation at project Gutenberg Arkiveret 8. oktober 2021 hos Wayback Machine. Hentet 20. maj 2013
  14. ↑ Starkey. The Monarchy of England. Vol. 1. s. 51
  15. ↑ ASC 840 – English translation at project Gutenberg Arkiveret 8. oktober 2021 hos Wayback Machine. Hentet 20. maj 2013
  16. 1 2 3 4 5 6 Richards 1991. s. 16.
  17. ↑ Jarman, 2021 & ss. 93–96 (S 134).
  18. ↑ Mark, Joshua J. (20. marts 2018). "Viking Raids in Britain". World History Encyclopedia. Hentet 3. maj 2020.
  19. ↑ Historic England. "Raid on Jarrow 794 (1579441)". Research records (formerly PastScape).
  20. ↑ "ASC 794". Britannia Online. Arkiveret fra originalen 21. juli 2018. Hentet 15. juli 2012. [...] de hedenske hære spredte ødelæggelse blandt northumbrerne og plyndrede klosteret ved kong Everths kirke ved Wear. Der blev dog nogle af deres ledere dræbt; og nogle af deres skibe blev også smadret af vejret; mange af mandskabet druknede; og nogle, der slap levende i land, blev hurtigt dræbt ved flodmundingen.
  21. ↑ Graham-Campbell and Batey 1998. s. 24.
  22. ↑ Blair 2003. s. 66.
  23. ↑ Blair 2003. s. 68.
  24. ↑ Christopher Wright (1975). Kent through the years. Batsford. s. 54. ISBN 0-7134-2881-3.
  25. ↑ The Anglo-Saxon Chronicle
  26. ↑ Ulster-annalerne, 839.9
  27. ↑ Munch. Norse Mythology: Ragnar Lodbrok and His Sons. ss. 245–51
  28. ↑ Jones. A History of the Vikings. ss. 218–19
  29. ↑ ASC 867 – English translation at project Gutenberg Arkiveret 8. oktober 2021 hos Wayback Machine. Hentet 20. maj 2013
  30. 1 2 3 4 Harrison, D. & Svensson, K. (2007). Vikingaliv. Fälth & Hässler, Värnamo. ISBN 978-91-27-35725-9. S.199
  31. ↑ Jansson 1980:34.
  32. ↑ Cohen, R; Baxter, S; Hudson, J; Garnett, G (2018). "Danegeld: the land tax In England, 991-1162". Oxford University Research Archive.
  33. ↑ Lawson, M. K. (1990). "Danegeld and Heregeld Once More". The English Historical Review. 105 (417): 951-961. ISSN 0013-8266.
  34. ↑ Ward, Grace Faulkner (1954). "The English Danegeld and the Russian Dan'". American Slavic and East European Review (engelsk). 13 (3): 299-318. doi:10.2307/2491815. ISSN 1049-7544.
  35. ↑ Harrison & Svensson 2007:198.
  36. ↑ Skabelon:Cite Scandinavian Runic-text Database
  37. ↑ Richards 1991. p. 17.
  38. 1 2 3 4 5 6 7 Richards 1991. s. 20.
  39. ↑ Richards 1991. s. 11–12.
  40. 1 2 "Background | SAGA – The Age of Vikings | Obsidian Portal". saga-the-age-of-vikings.obsidianportal.com. Arkiveret fra originalen 23. maj 2020. Hentet 3. maj 2020.
  41. ↑ Compare: Sawyer, Peter (2001) [1997]. "1: The age of the Vikings and before". I Sawyer, Peter (red.). The Oxford Illustrated History of the Vikings. Oxford Illustrated Histories. New York: Oxford University Press. s. 11. ISBN 978-0192854346. Hentet 11. januar 2017. Several Viking leaders joined forces in the hope of winning status and independence by conquering England, which then consisted of four kingdoms. In 865 a fleet landed in East Anglia and was later joined by others to form what a contemporary chronicler described, with good reason, as a 'great army'.
  42. ↑ The Anglo-Saxon Chronicle. Manuscript B: Cotton Tiberius A.vi. Retrieved 12 September 2013. The entry for 867 refers to the Great Heathen Army: mycel hæþen here
  43. ↑ Compare: Keynes, Simon (2001) [1997]. "3: The Vikings in England, c. 790–1016". I Sawyer, Peter (red.). The Oxford Illustrated History of the Vikings. Oxford Illustrated Histories. New York: Oxford University Press. s. 54. ISBN 978-0192854346. Hentet 11. januar 2017. The leaders appear to have included Ivar the Boneless and his brother Halfdan, sons of the legendary Ragnar Lothbrok, as well as another 'king' called Bagsecg, and several 'earls'; and if it is assumed that Ivar is the Imar who had been active in Ireland in the late 850s and early 860s, it would appear that he had been able to meet up with his brother and assume joint leadership of the army some time after its arrival in England.
  44. ↑ Sawyer, Peter (2001). The Oxford Illustrated History of the Vikings (3rd udgave). Oxford: OUP. ISBN 978-0-19-285434-6. pp. 9–11, 53–54
  45. ↑ Richards 1991. s. 20.
  46. ↑ Cannon, John (1997). The Oxford Companion to British History. Oxford: Oxford University Press. s. 429. ISBN 978-0-19-866176-4.
  47. 1 2 Sawyer, Peter (2001). The Oxford Illustrated History of the Vikings (3rd udgave). Oxford: OUP. s. 55. ISBN 978-0-19-285434-6.
  48. ↑ Sawyer. The Oxford Illustrated History of the Vikings. p. 11
  49. ↑ "Glossary of Scandinavian origins of place names in Britain". Arkiveret fra originalen 28. januar 2013.
  50. ↑ Starkey 2004. p. 51
  51. ↑ Lavelle 2010, s. 325.
  52. ↑ Whitelock 1996, s. 417–418.
  53. ↑ Asser 1983, s. 311.
  54. ↑ Attenborough. The laws of the earliest English kings: Treaty of Alfred and Guthrum. pp. 96–101
  55. ↑ Horspool 2006. p. 102
  56. 1 2 Peter Sawyer (2001). The Oxford Illustrated History of the Vikings. Oxford University Press. s. 58–59. ISBN 978-0-19-285434-6.
  57. ↑ History of Viking Northumbria Arkiveret 30. juli 2013 hos Wayback Machine. Englandsnortheast.co.uk. Retrieved on 19 October 2010.
  58. ↑ Wood, In Search of the Dark Ages, pp. 216–22
  59. ↑ Richards 1991 p. 22
  60. ↑ Pearson 2012. p. 131
  61. ↑ Panton 2011. p. 135.
  62. ↑ "Battle of Fulford". UK Battlefield's Resource. The Battlefields Trust. Hentet 13. januar 2016.
  63. ↑ "Last of the Vikings – Stamford Bridge, 1066". 26. august 2008.
  64. ↑ Graham-Campbell and Batey 1998. s. 2.
  65. 1 2 3 Blair 2003. s. 64.
  66. ↑ Richards 1991. s. 15.
Litteratur
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Nordisk_aktivitet_på_De_Britiske_Øer&oldid=12317338"