Vikingetidens rustning og våben

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Vikingetidens rustning og våben er den militærteknologi, som vikingerne benyttede sig af fra slutningen af 700-tallet og frem til midten af 1000-tallet i Europa. Viden om dette er baseret på relativt få arkæologiske fund, afbildninger og til en vis grad beretninge fra de nordiske sagaer og love, der er nedskrevet i 1200-tallet.

Ifølge traditionen skulle alle frie nordboere eje våben, og det var tilladt at bære dem overalt. I Hávamál, der efter sigende skulle være råd som Odin har givet, står der "Lad ikke dine våben ligge og rode bag dig på en mark; du ved aldrig hvornår du pludselig har brug for dit spyd."[1]

Da krig var forbundet med enormt meget prestige i vikingetidens Skandinavien, var smukt dekorerede våben en vigtig måde for en kriger at vise sin rigdom og status.[2] En rig viking ville sandsynligvis have en komplet sæt med spyd, et skjold i træ og et sværd. De rigeste har også haft en hjem, mens anden rustning sandsynligvis kun har været for adelen og deres professionelle krigere. Den gennemsnitlige bonde har sandsynligvis ikke haft andet end et spyd og et skjold, samt måske en økse eller en stor kniv eller seax. Nogle har også brugt deres jagtbuer (hovedsageligt langbuer eller fladbuer) til brug i begyndelsen af et slag.[3]

Våben[redigér | redigér wikikode]

Bue og pil[redigér | redigér wikikode]

Bue og pil blev brugt til både jagt og i krig. De blev fremstillet i taks, ask eller elm. Trækstyrken i disse buer kan have været oppe omkring 90 pund (400 N) eller mere, hvilket kan hav egivet en effektiv rækkevidde på mindst 200 m afhængig af pilens vægt. En taksbue, der blev fundet i vikingebyen Hedeby, havde en trækvægt på over 100 pund, og den har sandsynligvis været fremstillet til krig. Rekonstruerede buer, der har brugt de samme dimensioner som fundne buer, er blevet målt til mellem 100 og 130 pund i trækvægt, men det afhænger også af det specifikke stykke træ, der er anvendt. En enhedslængde, der blev brugt i vikingetiden, var et bueskud, hvilket svarede til, hvad der senere er blevet målt til omkring 225 m. Illustrationer fra perioden viser, at buet blev trukket tilbage til brystet frem for op til ansigtet, som det var almindeligt i middelalderen og i dag. Dette kan dog også skyldes at illustratoren ikke har vidst noget om bueskydning, da det samme ses i visse middelalderlige illustrationer.

Pilespidser blev typisk fremstillet af jern i forskellige former og dimensioner afhængig af, hvor de var blevet lavet. De fleste pilespidser blev fastgjort til pileskaftet med en tang, som blev sat ind i enden af træet. Nogle pilespidser blev også fremstillet i træ, ben eller gevir. Der er blevet fundet ørnefjer, som har været brugt som styrefjer på pile ved at være blevet limet og bundet på skaftet.

Spyd[redigér | redigér wikikode]

Angelsaksisk udstyr på moderne reenactor.

Spydet var det mest almindelige våben blandt den skandinaviske bondestand. Kastespyd blev brugt mege taf krigere; på trods af manges opfattelse, så var spyddet det primære våben for vikingekrigere, da det var velegnet til deres formationer og taktikker. De bestod af et hoved af metal med skarpe sider og en hul dølle, der var monteret på et træskaft, der var 2-3 m langt, og typisk udført i asketræ. Spydhovederne kunne være mellem 30-60 cm lange med en tendens mod længere hoveder mod slutningen af vikingetiden.[2] Spydhovedernes vinger blev kaldet krókspjót (kroget spyd) i sagaerne. Nogle spyd med store hoveder blev kaldt höggspjót (hyggespyd) og kunne også kunne bruges til at skære eller hugge. Kastespyddene var ofte mindre dekorerede end de spyd, der var fremstillet til at stikke, da kastespyd ofte gik tabt under et slag.[4]

Spyd blev brugt både til at kaste med og stikke med, selvom der også fandtes spyd der havde mere specialiserede designs. Lette, smalle spydhoveder blev brugt til at kaste, mens de bredere blev brugt til at stikke.[2] De fleste kilder indikerer, at de blev brugt med én hånd. En begrænset omtale i sagaerne indikerer, at de nogle gange har været brugt med to hænder. Hovederne blev sat fast på spydskaftet med en lille nagle, som personer i sagaerne nogle gange trækker ud, for at forhindre fjender i at genbruge våbnet.

Sammenlignet med et sværd kan et spyd blive fremstillet af dårligere stål og med langt mindre af det. Dette gjorde våbnet billigere og sandsynligvis inden for, hvad en normal smeds evner kunne præstere. Derudover havde spyddet en stor kulturel betydning for vikingekrigere, da forbundet med Odin, der var konge over de nordiske gyder og gud for krigsfærd og død, da hans primære våben var spyddet Gungner.[5]

Eyrbyggja saga hentyder, at det var normalt at starte slaget ved at kaste et spyd over den fjendtlige hær for at give deres liv til Odin.[6][7] Der findes adskillige fund af damaskerede, og døllen var ofte indlagt med sølvdekorationer, hvilket muligvis er et resultat af våbnets betydning.[2]

Andre stagevåben[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikler: Atgeir og Vikingehellebard

Et stagevåben kendt som atgeir bliver nævnt i adskillige af de islandske sagaer og i anden litteratur. Atgeir bliver normalt oversat til "hellebard", en slags glavind. Gunnar Hámundarson bliver i Njáls saga beskrevet, hvor han hugger og stikker sine fjender med sin atgeir.

Adskillige våben (inklusive kesja og höggspjót), der optræder i sagaerne, er vikingehellebarder. Der er ikke blevet nogen fund af våben, der svarer til beskrivelsen af disse, i nogen grave. De har muligvis været sjældne, eller også har de ikke været en del af vikingernes begravelsesritualer.

Kniv[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Sax (våben)
Vikingekniv baseret på arkæologisk fund udstillet på Jorvik Viking Centre.

Vikingerne brugte to forskellige slags knive. Den mere almindelige var en simpel kiv med en æg af normal konstruktion kaldet en knifr. Denne type er blevet fundet i de fleste grave, da dette våben var tilladt for alle samfundsklasser, selv trælle. Mindre version fungerede som brugsknive, mens de længere sandsynligvis skulle bruges til jagt eller kamp, og muligvis begge dele. Våbenknive var nogle gange ornamenteret med indlæg i bladet.[8]

Konsturktionen minder om den for traditionelle skandinaviske knive. Tangen gik igennem et mere eller mindre cylinderformet håndtag, og æggen bøjede opad for at mødes med ryggen på bladet i en spids.[8] Kniven spillede tilsyneladende en vigtig rolle for alle skandinavere. Dette ses da en stort antal knive er blevet fundet på gravpladser i grave med ikke bare mænd, men også hos kvinder og børn.[9]

Sax fra Sittingbourne i Kent. Udstillet på British Museum.

Den anden type kniv var en såkaldt sax, og de ter primært dem med knækket ryg som associeres med vikingerne. Den var normalt tungere end den almindelige kniv, og det kunne fungere som et machete- eller falchion-agtigt våben. En rig mand kunne eje en meget stor sax, som kunne være lige så lang og effektiv som et sværd. Kniven havde en én æg med et tungt blad, og det var et groft våben, der var relativt simpelt at producerede i forhold til sværd. Metallet behøvede heller ikke, at være af lige så godt kvalitet som et tilsvarende sværd. På mange eksemplarer har der været en relativt lang tang, hvilket kan indikere at de har haft en langt håndtag, så det kunne bruges med to hænder. Mindre sax-knive kunne sandsynligvis blive produceret af en almindelig smed.

Sax-knive var en udbredt form for kniv i folkevandringstiden blandt de germanske stammer, og den har sågar givet navn til sakserne. Den optræder i Skandinavien fra 300-tallet, og viser et mønster hvor den blev distribueret fra det sydlige Elben (Irminones) til angelsaksisk England. Populariteten på kontinentet blev mindre mod slutningen af folkevandringstiden, men på De Britiske Øer blev den taget i brug af vikingerne. De store sværd-agtige saxknive er primært blevet fundet i forbindelse med vikingebosættelser i England og Irland, men de har tilsyneladende ikke været særligt almindelige i Skandinavien.[3]

Sværd[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Vikingesværd

Vikingetidens sværd var ethåndsvåben, der skulle bruges sammen med et skjold. De var tveæggede og bladet havde en længde på op til 90 cm. Formen var stadig baseret meget på det romerske spatha, med et smalt håndtag, lang dyb blodrille og ikke nogen stor parrerbøjle. Det var ikke et våben der var unikt for vikingerne, da det blev brugt over hele Europa.[10]

Sværd var dyre at fremstillet, og de var et symbol på høj status. Ifølge nogle forskere blev de kun sjældent brugt, og de var sandsynligvis ikke solide nok til egentlig kamp, og de var derfor mere sandsynligt et dekorations- og statusobjekt.[11][12] Ligesom den romerske spatha blev de båret i læderomsvøbte skeder fremstillet i træ, der kunne bæres i en strop der hang fra højre skulder. Tidligere blade var mønstersmedning, der var en teknik, hvor strimler af jern og blødt stål blev snoet og smedet sammen med tilføjelsen af en hård æg.[13] Senere blade blev fremstillet af homogent stål, og de blev importeret, sandsynligvis fra Rheinland, og mange havde indlæg med smedens mærke og inskriptioner som INGELRII eller VLFBERHT. Lokale håndværkere tilføjede ofte deres egne detaljerede fæste, og mange navne fik navn, såsom "benbider" og "guldgreb".[14] Sværdgrebet var normalt fremstillet af organisk materiale såsom træ, horn eller gevir, hvilket typisk ikke bliver bevaret, og de kan have været omviklet med tekstil.[15]

At eje et sværd var forbundet med stor ære. En person med høj status kan have ejet sværd med fornemme dekorationer i form af sølvinlæg. De fleste vikingekrigere har sandsynligvis ejet et sværd, da et enkelt plyndringstogt normalt har været nok til at kunne bekoste en god klinge. De fleste frie mænd har haft et sværd, men goðar, jarler og nogle gange de rigere frie bønder har haft langt mere ornamenterede sværd. Fattige bønder har brugt en økse eller et spyd, men efter et par vellykkede vikingetogter vil de have haft nok penge til, at de kunne investere i et sværd. Et sværd der bliver nævnt i Laxdæla sagaen blev værdisat til en halv krone, hvilket svarer til værdien på 16 malkekøer. Fremstilling af sådanne våben var en højt specialiseret håndværk, og mange klinger blev importeret fra frammede lande som Rheinland. Det kunne tage op til en måned at smede sværd, og de havde så stor en værdi, at de blev givet fra generation til generation. Ofte blev sværd mere værdifulde jo ældre de blev.[16]

En særlig klasse af en-æggede sværd er kendt fra det østlige Norge fra denne periode. De havde samme greb som de tveæggede sværd og bladet var i nogenlunde samme længde. Bladet varierede dog fra langt og smalt, som de mere almindelige tveæggede sværd, til et noget tungere blad, der gav våben en mere økse-agtig balance.[17] Disse fund bliver dog i nogle tilfælde også klassificeret som "sabler" eller "saxknive" i engelsk litteratur.[18]

Der findes fund af vikingebegravelser, hvor man bevidst har ødelagt eller "dræbt" sværd, ved at bøje klingen, så det ikke kunne bruges igen. Da vikinger ofte blev begravet med deres våben, kan det at "dræbe" sværdet have haft to funktioner. En rituel funktion, der pensionere våbnet sammen med krigerne, og en praktisk funktioner, hvor man ødelagde våbnet, så gravrøvere ikke forstyrrede gravfreden for at få fat i et kostbart våben.[7][15] Arkæologiske fund viser både at det var udbredt at begrave vikinger med deres våben, samt at "dræbe" sværdet.[19]

Økse[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Daneøkse

Det måske mest almindelige våben blandt vikingerne var øksen, da sværd var dyrere at fremstille, og kun de rige krigere havde råd til dem. Manglen på økser blandt arkæologiske fund kan sandsynligvis tilskrives, at økser ikke bare var et våben, men også et stykke værktøj. Dette støttes af en lang række gravpladser, hvor kvindlige skandinavere har haft økser med i graven.[20] Der blev udviklet adskillige store økser, der var specialiseret til krig. det største var lige så høje som en mand, og de var lavet til brug med to hænder. Denne type kaldes ofte daneøkse, da de især er forbundet med danerne. Øksehovederne kunne have sølvindlæg i detaljerede mønstre. I den senere vikingetid blev øksehovederne fremstillet i en halvmåneformet bue, der målte op mod 45 cm, kaldet breiðöx eller "bredøkse". De dobbelthovedet økser, som nogle gange afbildes i "moderne" vikingekunst er ren fantasi. Vikingerne bar ofte solide økser, der kunne kastes eller svinges med så stor kraft, at de kunne splitte et kranie.[21] Mammenøksen er et berømte eksempel på en sådan kampøkse, og den er fremstillet til både at kunne kastes og bruges i nærkamp.[22]

Øksehovedet var normalt i smedejern med en skærende æg i stål. Dette gjorde våbnet billigere end et sværd, og det var en normal genstand, som de fleste smede har kunnet producere.

Ligesom mange andre skandinaviske våben, så fik økser nogle gange navne. Ifølge Snorri Sturlusons Yngre Edda, fik økser ofte navne efter huntrolde.[23]

Skjolde[redigér | redigér wikikode]

Rundskjolde[redigér | redigér wikikode]

Skjolde var den mest almindelige form for forsvar. Sagaerne nævner specifikt lindetræ til at fremstille skjolde, selvom fund fra grave hovedsageligt er af andre træsorter som fyr, elletræ og poppeltræ. Disse træsorter har ikke en særlig høj densitet, og de giver derofr et let skjold. De flækker typisk ikke, ligesom eg gør, og fibrene i træet bøjer mere en de knækker, hvilket gjorde at der ikke blev skåret dybe huller, medmindre skjoldet blev udsat for meget pres. Sammen med stærkt træ, har vikingerne i nogle også forstærket dem med læder og i nogle tilfælde med et jernbånd rundt langs kanten..[2] Runde skjolde har varieret fra omkring 45 – 120 cm, hvor en diameter mellem 75 – 90 cm har været mest almindelig.

Mindre skjolde stammer primært fra den tidlige vikingetid, mens de større skjolde er fra 900- og 1000-tallet. De fleste afbildninger af skjolde bliver vist i én farve, selvom nogle af dem er blevet malet med et mønster.[24] Det mest almingelige design var et simplet kryds eller kors, samt forskellige udgaver af solhjul eller segmenter. Årsagen til at male skjoldet var at skjulde årene i træet, så det blev sværere for fjenden at finde svage steder i skjolde, så det kunne flækkes langs årene. Desuden tjente malingen også til at forstærke skjoldet betragteligt.

Således viser forsøg udført på museet ved Trelleborg, at selv et tyndt lag maling gør en betydelig forskel for, hvor langt en pil kan trænge igennem træet, da malingen gør overfladen sej. Nogle få rundskjolde, som er bevaret i mindre dele, viser mere komplicerede designs, der er blevet malet på dem, og nogle gange har man brugt ornamenter af sølv eller guld langs håndtaget.[25] Afbildninger af valkyrier viser også, at disse havde rundskjolde.[24]

Gokstadskibet har plads til, at rundskjolde kunne blive monteret langs rælingen, og Gokstadskjoldene havde huller langs remmene til at gøre dem fast, men en form for ikke-metallisk fastgørelsesmekanisme. Disse blev kaldt skjoldlister, og de beskyttede besætningen mod bøler og vind. Nogle vikingeskjolde kan være blevet dekoreret med simple mønstre, selvom skjaldedigte, der roser skjolde, indikerer, at de blev udstyret med meder detaljerede oranmenter, og arkæologiske fund underbygger dette. Der findes en hel undergenre af skjaldedigte, såkaldte "skjodldigte", der er dedikeret til beskrivelsen af skjolde og deres dekorationer.[7] Eksempelvis beskriver skjaldedigtet Ragnarsdrápa, som stammer fra slutningen af 800-tallet, at nogle skjolde blev malet med mytologiske scener.

Vikingeskjolde blev også brugt meget i formationer. Skjoldmuren eller skjoldborge var en af de primære kampformation blandt vikingekrigerne. Her stillede vikingerne sig an i en linje med skjolde der overlappede hinanden og med spyd stikkende mod modstandere. Andre taktikker indbefatter svinfylking "svinesnude", hvor krigerne stillede sig op i en kileform, i et forsøg på at bryde igennem deres fjenders frontlinje.[26] Vikingeskjolde blev sandsynligvis også brugt til angreb, hvor man med skjolde slog eller skubbede til modstanderen.

Det eneste komplette fundskold, der er fundet, blev fundet på Trelleborg i 2014.[27]

Dråbeskjolde[redigér | redigér wikikode]

Kampscene fra Bayeux-tapetet med afbildning af dråbeskjold eller normannerskjold.

Det er blevet foreslået, at det middelalderlige dråbeskjold, som var populært blandt normannere, hvorfra de på flere sprog har fået navnet normannerskjold, blev introduceret til det kontinentale Europa af vikingerne.[28] Der findes dog ingen dokumentation for, at denne type skjold blev brugt i vikingetiden.[29]

Rustning[redigér | redigér wikikode]

Hjelme[redigér | redigér wikikode]

Gjermundbuhjelmen fra 900-tallet fra høvdingegraven ved Gjermundbu i Norge.

I dag findes der kun ét kendt eksempel på en hel vikingehjelm, kaldet Gjermundbuhjelmen.[30] Den blev udgravet på en gård kaldet Gjermundbu i Ringerike i det centrale Norge. Gjermundbu ligger i Haugsbygd, der er en lansby nordøst for Hønefoss, i Buskerud. Hjelmen er dateret til 900-tallet. Den var fremstillet i jern, og bestod af fire stykker rundet plads, der var samlet i en forhøjning på midten, efter samme mønster som spangenhjelmen. Denne har en afrundet top, og stykke der går ned og beskytter øjne og næse i en maskeform. Den har muligvis også haft en aventail i ringbrynje. Særlig udformningen omkring øjnene indikerer en tæt forbindelse til den tidligere vendeltids hjelme. Fra runestene og illustrationer er der eksempler på vøsentligt simplere hjelme, ogfte blot en tophjelm med en stykke ned foran næsen.[31]

Der findes ingen eksempler på hornhjelme i kamp.[32] De hjelme med horn og vinger som ofte associeres med vikingerne, er en opfindelse fra 1800-tallets romanticisme.[7]

Ringbrynje[redigér | redigér wikikode]

En enkelt ødelagt, men muligvis komplet, ringbrynje er blevet fundet i Skandinavien, og det stammer fra samme sted som hjelmen – Gjermundbu i Haugsbygd. De skandinaviske gravritualer i vikingetiden har tilsyneladende ikke involveret at krigere blev begravet med hjelm eller ringbrynje i særlig stort omfang, til forskel fra tidligere mege tomfattende rustningsbegravelser i Valsgärde i Sverige. Ringbrynjerne blev sandsynligvis båret over et tykt lag tøj, da ringbrynje kan forhindre at bæreren bliver skåret, men den kun giver ringe beskyttelse mod slag fra sværd og stik fra spyd, der stadig kan brække knogler. Det var vanskeligt at få fat i en ringbrynje, da den krævede at tusindvis af ringe skulle samles og nittes sammen enkeltvis, [2] hvilket har gjort det dyrt at anskaffe. Det har således været forbundet med status og rigdom at have en ringbrynje.[33][34]

Den type ringbrynje, som vikingerne anvendte, har næste med sikkerhed været "fire-i-en"-typen, hvor fire ringe bliver samlet i en enkelt ring. Den dyre type rustning blev også set som en besværlig og ukomfortabel ting at bære i kamp, da den var tung og således gjorde bæreren langsom. Traditionelt har man antaget at vikingerne hellere ahr båret rustning i læder, eller slet ingen, da det var billigere og mere fleksibelt. Såfremt vikingerne på der togter forsøgte at undgå regulære slag, er det muligt at ringbrynje kun blev brugt af professionelle krigere, når de gik i kamp, såsom den store hedenske hær i midten af 800-tallet i England, eller Harald Hårderådes invasion af Northumbria under Slaget ved Stamford Bridge i 1066.

Lameller[redigér | redigér wikikode]

Mere end 30 lammeller (individuelle plader til lamelrustning) er blev fundet på Birka, Sverige i 1877, 1934 og 1998-2000.[35] De blev dateret til nogenlunde sammer periode som Gjermundbu-ringbrynjen (900-950) og de er måske tegn på, at nogle vikinger bar rustning i form af en serie små jernplader, der var bundet eller syet fast på et kraftigt stykke klæde eller læder og båret som en skjorte. Der er dog også teorier som går på, at lamellerne har tilhørte en udenlandsk lejesoldat frem for vikinger.

Stof og læder[redigér | redigér wikikode]

Thorir Hund iført en kofte i rensdyrskind, da han dræber Kong Olav under slaget ved Stiklestad.

Det formodes, at quiltet stof (en gambeson) blev brugt som rustning af vikingekrigere af lavere status, selvom der ikke findes nogle referencer til dette i sagaerne. Denne type rustning forgår hurtigt, og der findes ingen arkæologiske fund i grave eller lignende. Nogle runesten afbilder vikinger i rustning af en anden type end ringbrynje. Dette kan have været en lamelrustning, som nævnt ovenfor, eller slet ikke være rustning. Flere lag kraftigt kanvas i hør eller hemp kunne give en god beskyttelse, ligesom vintertøj af flere lag tyk uld ville give, og til en relativt lav pris i forhold til ringbrynje.[3]

Praktiske eksperimente ringbrynje tyder også på, at man vil have båret noget under, bestående af flere lag stof, over koften, for at beskytte det inderste lag fra snavse og det hårde slid fra ringende. Beskrivelser af økser effekt på denne type beklædning i sagaerne, tyder dog på, at de kun har været let polstret hvis overhovedet.

Læder var lang dyrere i denne periode, og sålede sværere at få fat på. Ifølge Den legendariske saga om Olav den hellige, skulle Thorir Hund eftersigende have båret en kofte i rensdyrskind, der var blevet fortryllet af "Finner" (Sámi), hvilket beskyttede ham fra sværdhug. Koften bliver beskrevet som "magisk" forbedret, hvilket indikerer at den ikke repræsentere den typiske form for rustning. Der bliver dog med mellemrum fundet læder i arkæologisk udgravninger, og de vil have givet en grad af beskyttelse mod sværdhug og spydstik.

Brugen af rustning af andre materialer end metal er dog usikker. Det er sandsyligt, at mange vikinger har kæmpet i deres almindelige tøj og udelukkende haft skjoldet til at beskytte sig.[3]

Våben og rustning af udenlandsk oprindelse[redigér | redigér wikikode]

Vikingesværd.

Udenlandske, særligt frankiske, våben og rustning spillede en særlig rolle i nordboernes samfund. Vikingerne anskaffede dem ved handel (en udvidelse af det gave-givende nordiske samfund) eller under plyndringer. En persons besiddelse og fremvisning af denne type genstande ville derfor vise den sociale status og politiske alliancer, som vedkomemnde kunne have.[36][37] Et eksempel på udveksling af våben emllem frmakerne og vikingerne skete i 795, da Karl den Store byttede våben med den angelsaksiske kong Offa af Mercia.[9]

Den skandinaviske forkærlighed for udenlandske våben og rustning i vikingetiden havde også et praktisk aspekt. Det nordiske våbendesign var forældet, og de skandinaviske kilder til jern var af dårlig kvalitet. Frankiske sværd som VLFBERHT havde et meget højere carbonindhold, hvilket gjorde dem stærkere, og deres design var lettere og derfor nemmere at bruge.[9] Selvom mindre våben som daggerter, knive og pilespidser kunne blive fremstillet i Skandinavien, så blev de bedste sværd og spydhoved med garanti importeret.[9][20]

Mange af de vigtigste vikingevåben havde fornemme dekorationer, der overdådigt udført i sølv og guld. Denne type våbne tjente religiøse og sociale formål. Ædelmetallerne blev ikke produceret i Skandinavnien, og de har således også været importeret.[20][38] Når metallerne er kommet til Skandinavien, er de blevet indlaget i pommeler og klinger på våben, i geometriske mønstre, dyrebillede og senere kristne symboler.[20]

Vikingerne anvendte også udenlandsk rustning. Ifølge Heimskringla deltog 100 vikinger i "ringbrynjefrakker og udnelandske hjelme" under slaget ved Nesjar[39] i 1016.

I midten af 850-tallet var der en stor tilgang af disse våben i høj kvalitet til Skandinavien, og frankiske våben blev næsten standard for alle vikinger.[33] Som Ahmad ibn Fadlan observerede i beretningen om hans rejse til Rusland bar alle vikinger et "sværd af den frankiske type".[40] Frankerne forsøgte at begrænse vikingernes brug af våben og rustning produceret i Franken, da de frygtede at de til sidste ville møde modstandere med lige så godt udstyr som dem selv.[9] Kapitel 10 i Capitulare Bononiense fra 811 gjorde det ulovligt for enhver gejstelig at give sværd eller rustning til ikke-frankiske personer.[41] Love som disse blev vedtaget over hele Franken. I 864 gjorde kong Karl den Skaldede i vestfranken brud på loven strafbart med døden til følge.[9]

Nogle forskere har foreslået at disse love har været så effektive, at de ved at stoppe eksporten af frankiske våben til Norden, har igangsat vikingetogter, som nordboerne blev kendt for.[9]

Sagaberetninger[redigér | redigér wikikode]

Slag[redigér | redigér wikikode]

Dueller[redigér | redigér wikikode]

Se også[redigér | redigér wikikode]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Poems of the Vikings: The Elder Edda: Havamal, Sayings of the High One. 
  2. ^ a b c d e f Hayward, John (2000). Encyclopaedia of the Viking Age. New York: Thames & Hudson Inc.. ISBN 0-500-01982-7. 
  3. ^ a b c d Vike, Kim Hjardar and Vegard (2011) (på norsk). Vikinger i krig (Vikings at war). Oslo: Spartacus. ISBN 9788243004757. 
  4. ^ Foote and Wilson, 275-276.
  5. ^ Silén, Lars (1983). "Några Reflektioner Angående Bilderna på Balingsta-Stenen i Uppland". Fornvännen (Swedish National Heritage Board) 78: 88–91. Hentet 2010-01-28. 
  6. ^ Eyrbyggia Saga. Penguin Classic. ISBN 978-0-14-044530-5. 
  7. ^ a b c d Holman, Katherine (2003). Historical Dictionary of the Vikings. Oxford: The Scarecrow Press, Inc.. ISBN 0-8108-4859-7. 
  8. ^ a b Kostveit, Ø. (1985) (på Norwegian). Norsk knivbok. Oslo: Universitetsforlaget AS. s. 144. ISBN 82-00-07503-6. 
  9. ^ a b c d e f g Hampton, Valerie Dawn (2011). "Viking Age Arms and Armor Originating in the Frankish Kingdom". The Hilltop Review 4 (2): 36–44. 
  10. ^ Oakeshott, R.E. (1996). The Archaeology of Weapons, Arms and Armour from Prehistory to[ the Age of Chivalry. New York: Dover Publications Inc.. ISBN 978-0-486-29288-5. 
  11. ^ "Scans of Viking Swords Reveal a Slice of Norse Culture". Live Science. 
  12. ^ Fedrigo, Anna; Grazzi, Francesco; Williams, AlanR.; Panzner, Tobias; Lefmann, Kim; Lindelof, Poul Erik; Jørgensen, Lars; Pentz, Peter; et al. (2017-04-01). "Extraction of archaeological information from metallic artefacts—A neutron diffraction study on Viking swords". Journal of Archaeological Science: Reports 12: 425–436. doi:10.1016/j.jasrep.2017.02.014. 
  13. ^ Maryon, Herbert (1948). "A Sword of the Nydam Type from Ely Fields Farm, near Ely". Proceedings of the Cambridge Antiquarian Society XLI: 73–76. doi:10.5284/1034398. 
  14. ^ Viking Weapons and Warfare. BBC. 15 October 2010. Hentet 15 November 2010. 
  15. ^ a b Hall, Richard (2007). The World of the Vikings. New York: Thames & Hudson Inc.. ISBN 0-500-05144-5. 
  16. ^ Stephen V. Grancsav, “A Viking Chieftain’s Sword,” The Metropolitan Museum of Art Bulletin, XVII (March 1959), 181.
  17. ^ Roesdahl, [redaktion: Else (1992). Viking og Hvidekrist : Norden og Europa 800-1200. København: Nordisk Ministerråd. s. 428. ISBN 87-7303-556-4. 
  18. ^ al., Michael D. Coe ... et (1996). Swords and hilt weapons (2nd udg.). London: Prion. s. 239. ISBN 1-85375-133-2. 
  19. ^ Oxenstierna, Eric (1916). The Norsemen. Connecticut: New York Graphic Society Publishers, Ltd.. 
  20. ^ a b c d Pedersen, Anne (2008). "Viking Weaponry". The Viking World: ch 15. 
  21. ^ How the Vikings Worked. HowStuffWorks. 14 April 2008. Hentet 15 November 2010. 
  22. ^ Peter G. Foote and David M. Wilson, The Viking Achievement (New York, 1970), 278.
  23. ^ Sturluson, Snorri. The Prose Edda. 
  24. ^ a b Vikingernes skjolde. Nationalmuseet. Hentet 22/6-2017
  25. ^ Arms and Armour Part 8 Shields. Regia Anglorum. 10 December 2002. Hentet 15. november 2010. 
  26. ^ Foote and Wilson, 282-285.
  27. ^ Unikt vikingeskjold til Trelleborg. sn.dk. Hentet 22/6-2017
  28. ^ Grotowski, Piotr (2009). Arms and Armour of the Warrior Saints: Tradition and Innovation in Byzantine Iconography (843–1261). Leiden: Koninklijke Brill NV. s. 231–234. ISBN 978-9004185487. 
  29. ^ Ramsey, Syed (2016). Tools of War: History of Weapons in Ancient Times. New Delhi: Alpha Editions (Vij Books). s. 78–249. ISBN 978-9386101655. 
  30. ^ Archived copy. Arkiveret fra originalen March 25, 2009. Hentet April 9, 2009. : "Picture: The world's only existing Viking Age helmet, from Gjermundbu in Ringerike"
  31. ^ Gjermundbu (The Unique Gjermundbu Find) Retrieved 10 March 2011
  32. ^ Did Vikings really wear horns on their helmets?. The Straight Dope. 2004-12-07. Hentet 2008-11-01. 
  33. ^ a b Callmer, Johan (2008). "Scandinavia and the Continent in the Viking Age". The Viking World. 
  34. ^ Pederson, Anne (2008). "Viking Weaponry". The Viking World: ch 15. 
  35. ^ M. Olausson, "Krigarens resa och hemkomst", Olausson, M. (ed.), Birkas krigare (Stockholm, 2001) (Svensk)
  36. ^ Callmer, Johan (2008). "Scandinavia and the Continent in the Vikings Age". The Viking World: ch 33. 
  37. ^ Hedeager, Lotte (2008). "Scandinavia before the Viking Age". The Viking World: ch 1. 
  38. ^ Ljungkvist, John (2008). "Handicrafts". The Viking World. 
  39. ^ Sturlson, Snorri. Heimskringla. 
  40. ^ Ibn Fadlan (2005). Journey to Russia. New Jersey: Markus Wiener Publishers. s. 63. 
  41. ^ "Capitulare Bononiense". Translations and Reprints VI. Hentet 2014-11-21. "Ch. 10. It has been enacted that no bishop or abbot or abbess, or any rector or guardian of a church, shall presume without our permission to give or sell a byrnie or sword to any man outside, except only to his own vassals.". 

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Sprague, Martina. Norse Warfare.New York:Hippocrene Books Inc, 2007. print. Short, William R. Viking Weapons and Combat Techniques.Yardley,Pennsylvania: Westholmet Publishing,2009. print Poems of the Vikings,:the Elder Edda, translated by Terry, Patricia. New York: The Bobbs Merrill Company, print Keynes,Simon and Lapige,Michael. Alfred the Great: Asser's life of king Alfred. New York: penguin Books, 1983, Print.

Yderligere læsning[redigér | redigér wikikode]

  • Oakeshott, R. Ewart (1996) The Archaeology of Weapons, Arms and Armour from Prehistory to the Age of Chivalry (New York: Dover Publications Inc.) ISBN 978-0-486-29288-5
  • Hynson, Colin (2009) In Viking Times (Men, Women & Children)(Wayland Publishers Ltd.) ISBN 978-0-7502-5908-8
  • Sawyer, Peter (ed) (1997) The Oxford Illustrated History of the Vikings (Oxford University Press) ISBN 978-0-19-285434-6
  • Kane, Njord (2015) The Vikings: The Story of a People (Spangenhelm Publishing) ISBN 978-1-943066-018

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]