Vikingesværd

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
To sværdfæster fra 900-tallet (Petersen type S) med indlagte dekorationer i Jellingstil, med replikaer ved siden af. Udstillet på Vikingemuseum Hedeby.[1]

Vikingetidens sværd også kaldet Vikingesværd er en type sværd, der var fremherskende i Vest- og særligt Nordeuropa i vikingetiden (for Skandinavien) og Tidlig middelalder (øvrige områder).

De blev udviklet i 700-tallet fra folkevandringstidens sværd (mere specifik frankiske sværd fra 500- til 700-tallet, der igen var udviklet fra den romerske spatha) og i 1000- og 1100-tallet udviklede sig videre til riddersværdet.[2]

Den norske arkæolog Jan Petersen udgav i 1919 bogen De Norske Vikingsverd, der indeholdt en klassificering af de norske vikingesværd, og blev standardmåden at klassificere sværd fra denne periode på. Denne har siden lagt til grund for Oakeshott typologi for de senere sværd.

Eksempler[redigér | redigér wikikode]

Tegning af Sæbøsværdet med inskription fra De Norske Vikingsverd (1919).
  • Sæbøsværdet: en sværd fra 800-tallet af type C, som blev fundet i 1825 i en gravhøj i Sæbø, Vikøyri, i området Sogn i det vestlige Norge. Det er berømte for inskriptionen i bladet, som er blevet tolket som runeraf George Stephens (1867), hvilket er excceptionelt; mens mange vikingesværd har runer, så er alle indlæg i bladet med latinske bogstaver, muligvis med undtagelse af Sæbøsværdet.
  • Et af de tungeste og længste sværd fra vikingetiden er dateret til 800-tallet, og blev fundet i Flå. Det har en længde på 102,4 cm, hvoraf bladet er 86 cm og det har en vægt på ca 1,9 kg. Det bliver opbevaret på Kulturhistorisk Museum i Oslo.[3]
  • Sankt Stefans Sværd er et sværd fra 900-tallet af Petersens type T med et fæste i hvalrostand udskåret i mammenstil. Det er udstillet som den ungarske Sankt Stefans kroningssværd på St. Vitus-katedralens skatte i Prag.[4]
  • Lincolnsværdet (Sværdet fra Withamfloden): et sværd der er dateret til 900-tallet med et blad af tysk eller ottoniansk oprindelse. Det er af Petersens type L (Evisons "Wallingford Bridge" type) og fæstedekorationer af en angelsaksisk håndværker. Det blev i floden Witham overfor et munkkloster Lincoln, England i 1848.[5] Peirce (1990) nævner dette sværd som "betagende", "et af de mest fantastiske vikingesværd".[6] Lincolnsværdet er også nævneværdigt for at være det ene af blot to sværd med indskriften Leutfrit (+ LEUTFRIT) i bladet. Det andet er fra Tatarstan (på dette tidspunkt en del af Volgabulgarske rige. Det opbevares på det historiske museum i Kasan. På bagsiden er indlæg med et dobbelt rullemønster.[7]
  • Essensværdet er et 900-tals sværd, der er bevaret i Essen Kloster. Det er dekoreret med bladgul mod slutningen af 900-tallet.
  • Cawoodsværdet, og det meget lignende Korsoygadensværd: disse sværd er med til at afgrænse typen "vikingesværd" fra middelalderens sværd. De passer fint ind i Petersens typologi, men Oakeshott (1991) betragter dem som en stil fra 1100-tallet.[8]

Se også[redigér | redigér wikikode]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ M. Müller-Wille, "Zwei wikingerzeitliche Prachtschwerter aus der Umgebung von Haithabu", Offa 29 (1972) 50–112 (cited after Schulze-Dörrlamm (2012:625).
  2. ^ Oakeshott, R.E. (1996). The Archaeology of Weapons, Arms and Armour from Prehistory to the Age of Chivalry. New York: Dover Publications Inc.. ISBN 978-0-486-29288-5. 
  3. ^ Universitetets Oldsaksamling, Oslo C777 length: 102.4cm, blade length: 86 cm, weight 1.9 kg. Peirce (2002:36): "it is extremely rare to find a Viking Age sword with an overall length of more than 1 metre. Even considering the huge pommel, this weapon has a very poor balance and consequently does not handle easily. [...] Petersen determined the weight of C777 as a massive 1.896 kg (4.17 lb)."
  4. ^ Schulze-Dörrlamm (2012:630)
  5. ^ British Museum 1848, 1021.1 Antiquities from the River Witham, Archaeology Series No. 13, Lincolnshire Museums Information Sheet (1979)
  6. ^ Peirce, Ian (1990), "The Development of the Medieval Sword c. 850–1300", in Christopher Harper-Bill, Ruth Harvey (eds.), The Ideals and Practice of Medieval Knighthood III: Papers from the Fourth Strawberry Hill Conference, 1988, Boydell & Brewer Ltd, pp. 139–58 (p. 144).
  7. ^ British Museum 1848, 1021.1. Kendrick, T. D. (1934): 'Some types of ornamentation on Late Saxon and Viking Period Weapons in England', Eurasia Septentrionalis Antiqua, ix, 396 and fig. 2; Maryon, Herbert. (1950): 'A Sword of the Viking Period from the River Witham', The Antiquaries Journal, xxx, 175–79; '
  8. ^ "the runes inscribed upon the bronze collars which once held the grip at top and bottom [...] rather roughly incised in a rather 'home-made' style, have been positively dated as being no later than 1150 and unlikely to be much earlier than 1100. These datings have been made by two extremely eminent Runologists, Eric Moltke and O. Rygh, each independently corrobating the other's finding. On stylistic grounds and on the circumstances of its burial, Jan Petersen dated the sword to c. 1050" Oakeshott (1991:76)

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Alfred Geibig, Beiträge zur morphologischen Entwicklung des Schwertes im Mittelalter (1991).
  • P. Paulsen, Schwertortbänder der Wikingerzeit (1953).
  • Ian G. Peirce, Swords of the Viking Age, 2002.
  • Jan Petersen, De Norske Vikingsverd, 1919 (archive.org).
  • Mechthild Schulze-Dörrlamm, "Schwerter des 10. Jahrhunderts als Herrschaftszeichen der Ottonen", Jahrbuch des Römisch-Germanischen Zentralmuseums 59 (2012) 609–51

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]